Det er måske en smule tidligt at begynde og tænke på foråret lige nu, men en helt bestemt trend får os alligvel til at stoppe op. Og måske det faktisk kræver fra nu til foråret at skulle vænne sig til den.
Modeugerne i de store, internationale byer er netop i gang med London som første destination, så Milano og snart Paris som epicenter. Blandt modehuse, som allerede har præsenteret deres kollektioner i storbyerne, er Etro, Boss, Fendi, Jil Sander, Prada og JW Anderson. De har alle givet sit bud på forårets og sommerens mode, og netop tre sidstnævnte har vækket opmærksomhed for en helt særlig rød tråd.
Minikjoler og jakker i metallicstof og finurlige masker, solbriller og hovedbeklædninger, der sender alien-agtige referencer. Med andre ord; det ligner, at både JW Anderson for mærket i samme navn, Raf Simons og Miuccia Prada for Prada og Luke og Lucy Meier for Jil Sander har ladet sig inspirere af en tur ud i rummet.
Hos Prada og JW Andersen var det de metalliske materialers kollektion. Selvom det giver lidt rumdragts-vibes kan man forstille sig, at det festlige materiale med et glansfuldt skær kan blive supersejt til foråret.
Foto: Jil Sander
What to say? Tankerne bag hovedbeklædningen hos Prada ville vi elske at høre mere om. Er det bi-lignede referencer? Eller alien-agtige? Vurdér selv herunder. Uanset, bliver det nok ikke vores første køb, når forårskollektionerne lander.
Foto: Prada
Foto: Prada
Foto: Prada
Men som det går med trends, som kræver lidt tilvænning (læs: Crocs), så går det jo ofte sådan, at man bliver mere og mere lun på dem. Selvom vi tvivler på hatte-trenden, skal man jo aldrig sige aldrig.
Hvordan ser det ud, når en af verdens største modeller snubler på catwalken? Faktisk ikke så galt, nok nærmere genialt. I hvert fald, hvis du spørger det tyske modehus Boss.
I går præsenterede Boss sin Spring 25-kollektion i haven ved det smukke Palazzo del Senato i forbindelse med modeugen i Milano med både et cast og en front row, der sagde spar-to!
Blandt modelcastet var blandt andre Paloma Elsesser, som mange nok kender for hendes samarbejde med Ganni, samt de to danske modeller Ida Heiner og topmodel Mona Tougaard, sidstnævnte som allerede har gået adskillige shows på modeugeprogrammet i Milano i år.
Paloma Elsesser på catwalken for Boss.
Og Ida Heiner.
.. Og selvfølgelig Mona Taugaard.
Danske Mona Tougaard, hvis karriere de seneste år er eksploderet med raketfart, fik æren af at lukke Boss-showet i går, men før le grand finale nåede hun lige at bevise foran de fremmødte gæster, at blot fordi man er topmodel, betyder det ikke, at man er fejlfri.
“Selv den bedste kan lave fejl,” fik nemlig ekstra stærk betydning, da hun under showet lige måtte ned og røre ved gulvet for at rejse sig igen, efter hun snublede – like a real Boss-lady.
Et flertal ville nok have panikket og måske endda frygtet reaktionen backstage – men Tougaard?
Jamen hun tog det med et smil og rejste sig elegant og gik videre – på helt professionel vis – og det lader heller ikke til, at reaktionen fra Creative Director Marco Falcioni blev et problem for hende …
Efterfølgende delte Mona Tougaard på helt uhøjtidelig vis en story på sin Instagram med ordene “If anyone got a video of me falling at the Boss show please send it to meeee”.
Foto: Mona Taugaard
For hvad kan I virkeligheden normalisere en situation, som når hovedpersonen selv gør grin med den? Det lader til, at det var det, Tougaard selv tænkte.
Det lader heller næppe til, at holdet bag Boss har været helt utilfredse med situationen. Efter showet har brandet nemlig selv reddet med på Tougaards bølge ved at reposte hendes story af “efterlysningen efter bevismaterialet” og benyttede desuden anledningen til lidt branding af sig selv ved at skrive hen over videoen af den snublende mode “even when we fall we rise like a Boss”.
Boss' reporst af Mona Taugaards story med ordene "even when we fall, we rise like a Boss".
Men hvorfor er det egentligt, at det netop er et fald, der skaber opmærksomhed og ikke selve showet?
Indrømmet, jeg er jo tilsyneladende ikke bedre selv – for intet fald, ingen artikel. De fleste journalister kan nok erklære sig enige i, at det er det, der er mere undtagelsen end reglen, som er interessant.
Tougaards “stunt” har allerede her dagen efter showet vist sig at afføde omtale af Boss-showet, som, om muligt, sjældent har fået så megen opmærksomhed. Måske man i virkeligheden kunne strække sig så langt og kalde det for genial marketing? Om ikke andet, er det godt fanget af Boss, når de få sneget lidt reklame for sig selv ind i “we rise like a Boss”.
Når vi det næste lille års tid (hvor SS25-kollektionen rent faktisk kommer ud) tænker på Boss, vil der nok hyppigere blive sagt “det var dengang, hvor Mona Tougaard faldt” end “det var showet med den stjernespækkede front row med Anna Wintour, David Beckham, Naomi Campbell og (af mere lokal interesse) Grev Nikolaj”.
Og godt for Boss! Hvem vil ikke gerne associeres med topmodellen, hvis tid efterhånden udelukkende er forbeholdt de store modehuse? Hvis du spørger Boss selv, om de vil karakterisere showet som galt eller genialt, er jeg i hvert fald ikke i tvivl om, hvad de vil sige.
Knitrende bomuld, stribede skjorter og et touch af læder. Det er nogle af klassikerne, som vi med efterårets komme endelig kan iklæde os. Lad dig forføre af den smukke modeserie “Crispy pages” og hent lidt inspiration til dine efterårsoutfits.
Foto Henrik Bülow
Styling Camilla Larsson
Hår Lasse Pedersen / Agentur
Makeup Claudia Prins / Agentur
Model Barathy Akkan / Elite
Mode- & Projektkoordinator Viitus Julius Saceanu
Fotoassistent Frederik Kastrupsen
Stylingassistenter Noah Chahid & Oline Halsøe
Hvilken problematik er fælles for Danmarks første sociale medie og periodedramaet Bridgerton? Svaret opdagede journalist Maya Tekeli, da hun på vej på årets Folkemøde, blev bekendt med genopstandelsen af Arto og oprettede en profil. Her deler hun sine for nyligt erfarede oplevelser med mediet.
Hvis der er noget, jeg er, så er det online.
Det er jeg til et punkt, hvor min personlighed i perioder har drejet sig om memekultur, popkulturel ’lore’ og internetslang. Jeg er altid forbundet til nettet, jeg engagerer mig nærmest konstant på sociale medier, man kan altid komme i kontakt med mig, og hvis man mangler noget at lade hjernen rådne til, har jeg et obskurt internetfænomen ved hånden, som jeg kan videresende.
Det har jeg gjort karriere på, og så har jeg fået venner for livet ved at holde mig sygeligt opdateret på bevægelser på sociale medier.
Siden jeg i 2018 beværtede satireprogrammet Det Lille Mememageri og dykkede ned i internetkulturen, har jeg været en del af en gruppechat med flere af de største danske memeprofiler på Instagram. Engang brugte vi chatten til at udvikle og dele memes om dansk politik og planlægge udsendelser af programmet, men siden Radio24syv lukkede, og memes blev så mainstream, at politiske partier og etablerede medier har købt sig ind på dem, har forummet ændret karakter.
På det seneste er det i højere grad blevet en chatgruppe, hvor man i ny og næ sender postkort fra internettet, som kun andre kroniske online mennesker vil kunne forstå, og i midten af juli, mens jeg sad i Københavns Lufthavn og ventede på at boarde et fly til Folkemødet på Bornholm, sendte @ting_jeg_synes_er_sjovt noget, der fik mig til at rette ryggen over telefonen.
Det var et screenshot fra Arto.dk, med en opfordring til at oprette en profil på det sociale medie, der uden videre påstyr var genåbnet. Jeg åbnede min browser og skrev mig ind på siden, der utroligt nok gav mig muligheden for at lave en profil igen.
Jeg havde en ret kropslig reaktion på at se hjemmesiden igen, selv om jeg ikke har tænkt på den i mange år.
“Pludselig oplevede jeg følelsen af at leve i starten af 10’ere igen. Jeg havde uindfattede briller på, duftede af Be Delicious fra DKNY og var forelsket i Alex Turner fra Arctic Monkeys”
Pludselig oplevede jeg følelsen af at leve i starten af 10’ere igen. Jeg havde uindfattede briller på, duftede af Be Delicious fra DKNY og var forelsket i Alex Turner fra Arctic Monkeys. Jeg kunne mærke min første forelskelse, smage mit første kys og høre min første polyfoniske ringetone, ligesom jeg genoplevede chokket over at få min første cykel stjålet og rusen fra den første øl. Jeg kunne igen mærke frygten for, at min mor ville finde mine skjulte cigaretter i den udhulede bog på mit værelse.
Ingen danske medier havde skrevet om genåbningen, da jeg modtog screenshottet, så jeg skyndte mig at oprette en profil og dele et billede af det på mine andre sociale medier, fordi jeg trods alt mente, at det var et stort øjeblik i nettets korte historie.
Arto var ifølge dem selv det første store sociale medie i Danmark – serverne blev tændt i 1998, længe før begrebet ‘sociale medier’ eksisterede, men et år efter at det, der rent faktisk betragtes som det første rigtige sociale medie, SixDegrees.com, blev etableret og efterfulgt at Hot Or Not, Friendster og MySPace på globalt plan.
“Men internettet er et hastigt skiftende medie, hvor nye tjenester løbende kommer til og erstatter gamle. Og tiden kom for Arto til at takke af i sin daværende form,” står der på deres hjemmeside, der ved lukningen i 2016 angiveligt havde 80.000 profiler.
Stifteren bag siden, Morten Borg, fortalte dengang til metroxpress, at der ganske simpelt ikke var grund til at lade den fortsætte.
“Årsagen er egentlig ret enkel. Arto havde sin storhedstid i årene 2007 til 2009, og siden har Facebook taget en stor del af markedet. De seneste år har det kørt stille og roligt, men der har været en nedadgående tendens,” sagde Morten Borg til mediet.
Selv om jeg troede, at Arto, der var hjemmeside med vittigheder, der langsomt transformerede sig til et online fællesskab for børn unge, ikke ville vende tilbage til en tid, hvor Facebook, Instagram og Tiktok har overtaget socialt samvær på nettet, var jeg faktisk ikke overrasket over at se grønne klat-logo igen.
Historien har det med at gentage sig selv, og fortiden kan nemt blive moderne. På baggrund af det og fordi Generation Z ifølge flere trendanalytikere elsker den knaldgrønne farve, som hjemmesidens æstetik baserer sig på, giver det mening, at vi kan logge på Arto igen.
De første dage med min nye profil føltes også rigtige. Jeg oplevede mig selv som et retro menneske, der havde opdaget noget fra fortiden vende tilbage før alle andre.
Den lavtaljede cyklus
Jeg ved nok om mode til at sige, at den, ligesom historien, gentager sig selv i en umiddelbart ret forudsigelig cyklus, som jeg flere gange har hørt omtalt som 20- eller 30-års reglen.
Så snart man tror, at lavtaljede bukser er passé og har indkøbt et helt lager af jeans, der knapper over maven, så dukker de op igen på nogle unge mennesker, der desværre også tror, at det ser godt ud at overplukke deres øjenbryn, ligesom de seje gjorde i 00’erne.
Det tænker jeg, der er flere oplagte forklaringer på, udover at mennesker har en tendens til at længes efter fortiden og de gode minder, der er knyttet til tidligere tøj, vores forældre gik med engang. Mange ender i øvrigt også med at imitere deres egne forældre, når de først bliver voksne, og derfor henter designerne også ofte inspiration fra familiefotos.
Det bilder jeg mig i hvert fald ind. Uanset om de vælger at mindes helt bevidst, eller om de ubevidst genskaber noget, de har set før, så kan overleveringen af mode og tendenser tolkes som en måde at skabe forbindelse til tidligere generationer på.
“Det henviser til fænomenet, hvor salget af små luksusvarer, som læbestift, stiger i økonomiske krisetider. Teorien er, at forbrugerne skifter fra større udgifter til mindre, overkommelige luksusprodukter som en form for trøst og opmuntring”
Meget apropos, så giver den her ret banale betragtning også anledning til en ret udtrådt samtale, som vi kender svarene på.
Gamle dage var angiveligt bedre, og om ikke andet langt mindre komplicerede end vores nye tid ser ud til at blive.
Hvis man ser sig omkring, er nuet svært at rumme for så mange, at jeg ikke engang føler mig kaldet til at uddybe den påstand, og når verden omkring os er uforudsigelig, kan det være betryggende at klæde sig i noget, der er velkendt og pålideligt.
Det er fint undersøgt og beskrevet i moden gennem “The Lipstick Index”. Et økonomisk koncept, der blev introduceret af Leonard Lauder, formand for Estée Lauder Companies, under den økonomiske nedgang i begyndelsen af 2000’erne.
Det henviser til fænomenet, hvor salget af små luksusvarer, som læbestift, stiger i økonomiske krisetider. Teorien er, at forbrugerne skifter fra større udgifter til mindre, overkommelige luksusprodukter som en form for trøst og opmuntring, når de ikke har råd til større investeringer.
Læbestiften bliver således en indikator for økonomisk modgang, idet folk søger små måder at forkæle sig selv på, selv under økonomisk usikkerhed.
Under kriser søger folk ofte trøst i klassisk kunst og litteratur. Der kan være en stigning i interesse for tidløse værker af kendte forfattere som Shakespeare, Dickens eller klassiske malerier og musikværker. Jeg er personligt i år begyndt at læse Nietzsche – uden at have truffet en bevidst beslutning om at trøste mig selv.
Folk vender tilbage til kendte opskrifter og madvaner, der minder dem om bedre tider, og jeg kan ikke være den eneste, der har bemærket, at folk genfortolker det nordiske køkken på en nostalgisk, men også mere bæredygtig måde for tiden.
Når først man ser den på gaden, kan man ikke få gamle dage ud af øjnene igen, og hvis man lytter efter, summer den også.
I tider med kriser kan der nemlig også ske en tilbagevenden til nationale værdier og traditioner. Politisk kan der være en bevægelse mod mere konservative eller nationalistiske politikker, og man skal have levet under en sten for ikke at have bemærket det europæiske sving til højre.
Valget i Frankrig er i denne analogi en form for politisk modeuge, der peger på en tendens, som man kan argumentere for, er et resultat af krisetider. Det er i hvert fald mange, der vælger at gøre.
“Facebook er for de midaldrende. TikTok er et socialt medie på steroider, hvor man bare forbruger videoer, og det er blevet for meget for den almindelige dansker. Derfor tænkte vi, at det kunne være, at der var en plads til det her igen”
Arto-indekset
Jeg har tænkt ret længe over, hvordan jeg som kronisk online menneske har det med, at det sociale medie Arto.dk i år er genopstået efter otte år i graven, men også, hvorfor jeg oprettede en profil få sekunder efter, jeg blev gjort opmærksom på det.
Ham, der er direktør Freeway, der er den it-koncern, der ejer Arto, har siden jeg loggede ind igen forsøgt at svare på det.
Han hedder Morten Wagner, og hans markedsanalyse lyder nogenlunde sådan her hos Danmarks Radio: ”Facebook er for de midaldrende. TikTok er et socialt medie på steroider, hvor man bare forbruger videoer, og det er blevet for meget for den almindelige dansker. Derfor tænkte vi, at det kunne være, at der var en plads til det her igen,” sagde han blandt andet i P1 Morgen, mens jeg godkendte den ene venneanmodning på min profil efter den anden.
Jeg tror, vi skal finde svaret et andet sted, for hvis man skal beskrive kriser udover dem, der helt konkret har med økonomi eller krig at gøre, så rammer man også bredt ved at pege på sociale medier.
Sociale medier har gjort det nemt at sprede falske oplysninger hurtigt og bredt, hvilket underminerer informeret beslutningstagning, og tilliden til medier og politikere og algoritmerne, der styrer, hvad brugere ser, kan skabe ekkokamre, hvor folk kun ser information, der bekræfter deres eksisterende holdninger, hvilket øger polariseringen i samfundet.
Udenlandske aktører og politiske grupper bruger sociale medier til at manipulere offentlige opfattelser og valgresultater, som set i eksempler som den russiske indblanding i det amerikanske valg i 2016, og brugen af store mængder data fra sociale medievirksomheder rejser bekymringer om privatlivets fred og potentiel misbrug af informationer til overvågning og kontrol af befolkningen.
Det gør det enkelte menneske nervøs og forvirret, og mens sociale medier umiddelbart kan styrke demokratisk deltagelse ved at give en platform til flere stemmer, kan de også marginalisere mindre synspunkter og skabe en skadelig diskurs.
På den måde har Morten Wagner og Freeway måske givet os anledning til at præsentere et helt nyt indeks, en tendens, vi kan studere som indikator for, hvor bange vi var for vores telefoner, da han åbnede Arto.dk igen.
““Kiggede,” skrev jeg og mine venner hurtigt i hinandens gæstebøger. Sådan skrev vi nemlig i Artos storhedstid, og hvis man var godt kultiveret og populær på platformen, tilføjede man også et hav af meningsløse accenter på bogstaverne for at pynte. ‘Kìggêdèh <’3”
Et digitalt periodedrama
Ifølge Morten Wagner, hvis firma i øvrigt også driver bingo.dk, myselfie.dk, partyinabox.dk, single.dk og KforKage.dk, er der i hvert fald 10.000 brugere på det nye Arto. Det er endda på trods af, at der, som de selv skriver på hjemmesiden, er virkelig mange funktioner, der ikke er oppe og køre endnu.
Som det ser ud nu, kan man vælge brugernavn, profilbillede og fortælle hvor gammel man er, om man er single eller har en netkæreste og skrive til hinanden i “gæstebogen”, der til de udvidede kan sammenlignes med at kommunikere på sine venners “væg” på Facebook.
“Kiggede,” skrev jeg og mine venner hurtigt i hinandens gæstebøger.
Sådan skrev vi nemlig i Artos storhedstid, og hvis man var godt kultiveret og populær på platformen, tilføjede man også et hav af meningsløse accenter på bogstaverne for at pynte.
‘Kìggêdèh <’3.
Sådan har jeg velsagtens skrevet i folks gæstebøger, efter jeg blev medlem af Arto igen, for at vække kulturen på mediet til live igen, og for besøge en tid, der var mindre urovækkende.
Jeg vil mene, at vi, der er logget ind igen LARP’er vores digitale liv i ungdommen.
At lave live action role play, som LARP betyder, på sociale medier kan være sjovt af flere årsager. Det ved jeg, fordi jeg er medlem af flere forskellige Facebook-grupper, hvor vi “lader som om vi er lærere på et lærerværelse” eller “en gruppe, hvor vi lader som om vi er antivaxxers” eller “jesu disciple”.
”Jeg er selv er indehaver af en Facebook-gruppe, hvor alle medlemmer lader som, at de er svaner i Sortedams Dosseringen i København”
Jeg er selv er indehaver af en Facebook-gruppe, hvor alle medlemmer lader som, at de er svaner i Sortedams Dosseringen i København.
I 2020 blev en af de her grupper også offentligt kendt. Gruppen hedder ’En gruppe, hvor vi alle lader som om, at vi er boomers’, og den har hele 34.000 medlemmer, der parodierer og gør grin med den ældre generations færden og holdninger på det sociale medie.
Den er jeg også medlem af, og selv om offentligheden havde holdninger til, om man egentlig måtte drille gamle mennesker, der er på nettet, dengang, så er det et let forklarligt fænomen.
LARP på sociale medier giver deltagerne mulighed for at udforske deres kreativitet og fantasi ved at skabe og spille karakterer i forskellige virtuelle verdener. Deltagerne kan udvikle unikke historier, personligheder og interaktioner, hvilket gør det til en engagerende og sjov oplevelse. Det er en måde at fordybe sig i en alternativ virkelighed, hvor deltagerne kan glemme deres bekymringer og nyde den kreative proces og underholdningen.
Men som det er med periodedramaer, som f.eks. Bridgerton og dets lige, så fravælger man som regel de virkelig skrækkelige dele af fortiden, når man leger, at man besøger den. Historien om Arto er også mere nuanceret, end jeg som udgangspunkt valgte at huske den.
En tragedie, og så en farce
Der gik sådan set heller ikke mange dage, før jeg glemte, at jeg havde en Arto-profil. Jeg blev til gengæld lullet i favnen på de medier, som Freeway mener, de konkurrerer med, fordi de simpelthen er bedre skruet sammen til min rådnede skærmhjerne.
Hver gang jeg godkendte en venneanmodning på Arto, blev jeg sendt tilbage på startsiden og skulle trykke mig ind til overblikket over brugere, der vil være venner med mig igen. Den lille øvelse tvang mig desværre til at træffe mere aktive beslutninger, end jeg gør, når jeg doomscroller på Tiktok.
Efter at have gjort det et par gange, opdagede jeg en venneanmodning fra Bergur Løkke Rasmussen, der udover at være Lars Løkke Rasmussens søn, også er medlem af Moderaterne og tidligere repræsentant for partiet i Europa-Parlamentet.
Hans profilbillede var en selfie af ham selv med en opadvendt tommelfinger.
Det gik op for mig, at jeg for første gang, blev præsenteret for noget, der havde reklame til hensigt på platformen. Det gav mig en dårlig smag i munden at se oasen blive forurenet af politiske intentioner.
Jeg sukkede faktisk, for jeg var ret sikker på, at Bergur Løkke Rasmussen ikke var logget på Arto for at skabe dybere og mere meningsfulde interaktioner med andre brugerne.
Jeg trykkede på hans profil for at undersøge, hvordan han havde tænkt sig at føre kampagne på et medie, der ikke rigtig findes endnu.
Hans profil var lilla, ligesom hans parti, og der stod, at han var 34 år, mand, optaget og fra Nordsjælland. I modsætning til mig, havde han også nået at skrive en profiltekst.
“Hver søndag forvandler jeg mig til en stor (svedende emoji), muskuløs ridder (troldeemoji). Jeg er glad for at spille (fjollet emoji) og for at snakke (nørd-emoji),” stod der ret mistænkeligt i den.
“Hver søndag klokken 20 (nogle gange bliver den lidt over 20, man er vel småbørnsforældre) forlader jeg kæresten Simone, sønnen Herman Lars og hunden Atlas for at tjekke ind i en virtuel verden i Warcraft (eller Simcity med min farmand) og platformen Twitch, hvorinde jeg livestreamer mit spilleri, så andre kan se mig spille, og de må da også gerne stile mig spørgsmål undervejs, gerne om EU (stort smil med tænderne emoji)”.
Profilen var, efter min mening, falsk. Sjov, men falsk.
Det samme var hans partifælle Stine Bosses.
“Jeg er Stine Bosse – stolt erhvervsleder og debattør. Jeg er cand.jur fra Københavns Universitet i 1987. Stolt patriot og ridder af Dannebrog siden 2008. Årets erhvervskvinde i Danmark 2006. Jeg elsker min mand Peter,” stod der.
Hvad jeg først så som en oplagt mulighed for at LARP’e politikere på Arto og præsentere karakterer fra fremtiden i mit periodedrama, kunne man – hvis man var lidt mere kedelig – betragte som et af mange eksempler på, at noget ikke er fritaget for moderne problemer, bare fordi det er gammelt.
Faktisk kunne jeg efter besøg i gamle aviser læse, at Arto faktisk har været centrum i mange offentlige kontroverser på baggrund af problemer, som stadig gør sig gældende i debatten om sikkerhed og god opførsel i det digitale liv.
I 2006 debatterede man offentligt, om det overhovedet var godt og forsvarligt at lade unge mennesker befinde sig på sociale medier, og 2008 kunne man læse utallige artikler om, hvordan “tilsvininger på Arto” skabte en ubehagelig og dårlig tone på det sociale medie.
I 2009 stjal en 18-årig mand 12.000 kroner fra en fuld kvinde, der var væltet om på gaden, men efter han pralende delte et billede af sig selv og alle pengene på Arto, blev han hurtigt opdaget igen. Et år senere blev Arto hacket og af to midtjyder, der ville hente data fra de unge, der meldte sig til.
“Vi gjorde det, fordi vi kunne,” sagde en af dem i Retten i Viborg, da han skulle forklare, hvorfor han ville stjæle unge menneskers informationer.
En ubehagelig tone, bekymring for unge og datalæk var allerede store debatemner i den tid, vi nu mindes, og da jeg loggede på Trustpilot for at komme folkets holdning til Arto nærmere, blev jeg mindet om det helt store problem med platforme.
Arto var, som andre sociale medier anklages for, arnested for pædofile.
I 2008 loggede en journalist fra Ekstra Bladet ind på platformen under falsk navn. I en mail søgte ‘Felix’ uforpligtende sex – eventuelt mod betaling. Han sendte beskeden til 50 piger mellem 13 og 17 år, bekræfter Arto.dk, der har gemt al kontakt mellem avisen og pigerne.
To ud af de 50 piger svarede interesseret i Ekstra Bladets forespørgsel. Resten afviste, og flere anmeldte ‘Felix’ til Artos administration.
Det store problem gav forskellige virksomheder anledning til at ansætte chatmoderatorer og eksperter, der skulle sørge for sikkerheden på nettet som for eksempel Rudy Frederiksen, eller Porno-Rudy, der skulle rådgive lærere og pædagoger om, hvordan børn og unge undgår at blive udnyttet via chatsider på internettet.
Som bekendt blev han senere idømt 30 dages ubetinget fængsel for distribution af pornografisk materiale med personer under 18 år.
“Arto har simpelthen alt for dårlig sikkerhed. Har du brug for at sikkert kommunikere med dine venner? Facebook,” skriver en vred person på Trustpilot i 2010 i kølvandet på den debat, der stadig kører i dag.
I 2015 afslørede flere journalister fra den norske tv- og radiostation NRK så, at de i flere måneder havde fulgt et netværk af voksne fra flere nordiske lande, der på en ubehagelig hjemmeside på internettet skrev om deres fantasier om børn, de havde set på billeder på Facebook. Flere hundrede af brugerne af ‘Scandiland’ skev på dansk.
Nostalgien falmer, når man orienterer sig i, hvordan historien egentlig udfoldede sig, og da en ny ven på Arto skrev i min gæstebog og spurgte, om han måtte lave en flot og kreativ profiltekst til min forside, kom jeg i tvivl om, om jeg overhovedet skulle blive på platformen.
Hvis man søger tilflugt i en fortid, der er lige så grim, som alle andre, hvad flygter man så egentlig fra?
De, der ikke husker, gentager
Sociale medier har nemlig altid haft deres andel af udfordringer, og det er tvivlsomt, om en tilbagevenden til gamle platforme er løsningen på vores sikkerhedsproblemer i dag.
Problemerne er ikke nye, de har overlevet tiden, men er også blevet mere komplekse og udbredte i takt med teknologiens udvikling og brugernes adfærdsændringer.
Det er fristende at tro, at gamle platforme som fora og diskussionsgrupper er mere sikre og mindre tilbøjelige til at være hjemsted for falske profiler og manipulerende aktiviteter, især når de minder en, om en tid, hvor der ikke var krig i Europa.
Det er også fedt at forestille sig, at man bliver afvænnet fra sin afhængighed af sociale medier ved at logge på et gammelt et, ligesom man kan bilde sig selv ind, at man ser helt vildt godt ud i lavtaljede bukser, selv om man med tiden har fået en mave, man helst vil skjule.
Mode gentager sig, trends genopstår i nye klæder, men det er vigtigt at erkende, at fortiden ikke altid bringer os det bedste, og selv om nostalgi kan være en magtfuld følelse, der trækker os mod gamle idéer og stilarter, er det altså ikke ensbetydende med, at de løser nutidens udfordringer.
Når vi ser tilbage, kan vi se både de positive og negative aspekter af tidligere tiders modetrends og teknologier. Vi kan værdsætte deres æstetik, deres enkelhed og den nostalgiske følelse, de bringer, samtidig med at vi erkender deres begrænsninger og de problemer, de også havde.
Hvis der er noget, vi er, så er det desværre mennesker, og hvis der er noget vi kan, så er det at fucke alting op for andre, og det kommer et par gamle bukser, en ny læbestift eller et gammelt socialt medie altså ikke til at ændre på.
Fællesnævneren for Morten Kirkskov og Kaan Alpagut, Nina Mouritzen og Ilana Ozernoy samt May Lifschitz og Jens Lund er, at de lever i queer forhold og hver dag forholder sig kritisk til heteronormative systemer qua deres kærlighed og person. Her sætter de ord på deres parforhold og sideeffekter som jalousi, seksuelle minoriteters rettigheder og hvordan man lever i en romantisk relation, hvor den ene føler sig mere queer, end den anden. Nina og Ilanas historie er en ud af tre historier i månedens portefolie.
Infoboks
Nina Mouritzen, 44 år. Producer. Opvokset i Hellerup, boede 22 år i New York og flyttede tilbage til København for to år siden.
Ilana Mouritzen, 46 år. Kommunikationskonsulent. Født i Moskva, boede 15 år i New York og mange andre steder i verden. Flyttede til København for to år siden.
Sammen driver parret det kreative ‘storytelling’ studio Mouritzens & Sons og bor på Frederiksberg i København med deres to sønner, Eliot og Otto.
Nina Mouritzen er født i Danmark og Ilana Mouritzen i Rusland. Det har givet parret, der mødte hinanden i New York, to diametralt modsatte udgangspunkter for deres liv som queer personer, men i dag, hvor de bor i København med deres to sønner, er det altoverskyggende fokus at give dem en sikker barndom. Læs deres historie her.
Nina: Vi mødte hinanden online i 2019 og opdagede meget hurtigt, at vi havde fælles bekendte, været til de sammen fester og kom på de samme barer og restauranter, men ingen af os kunne huske hinanden fra før vores første møde.
Ilana: Vi havde stort set krydset hinandens veje over 20 år i New York, hvor vi kom i de samme kreative miljøer. Få uger efter vi havde mødt hinanden, endte vi med at sidde ved siden af hinanden til en teaterforestilling, hvor vi begge havde billetter uafhængigt af hinanden.
Nina: Vi blev gift året efter.
Ilana: When you know, you know. Når man bliver ældre, bliver man mere sikker i, hvem man er, og hvad man leder efter, så meget hurtigt kunne vi se, at der virkelig var noget her.
Nina: Vi havde begge to både styr på vores styrker og usikkerheder, og qua at vi begge havde datet i vores 20’ere og 30’ere, vidste vi også, hvad det var, vi ledte efter i en partner – og ideelt set i en livspartner. Vi var begge to et godt sted i vores karrierer og drømte om en partner, der også var ambitiøs, og som vi kunne se os selv sparre med i dagligdagen.
Ilana: Man lever på en særlig måde i New York. Man går meget ud, man er meget sammen med venner og på en helt almindelig aften er der altid minimum tre ting, du kan tage til, men meget tidligt i vores forhold begyndte vi at tale om, hvordan vi kunne sætte farten ned og slå rødder.
“Vi talte ret tidligt om at få børn, men vi blev også enige om, at vi ikke ville slide os selv op i fertilitetsbehandling, og at vi også kunne være glade uden børn”
Nina: Vi havde været sammen i et år og boet sammen i seks måneder, da corona-pandemien ramte. Da vi blev hjemsendt fra vores arbejde – i første omgang i 14 dage – kunne vi næsten ikke tro det, men vi var taknemmelige for at få den tid sammen. I New York bor folk småt og bruger enormt meget tid udenfor deres hjem, så det var i den periode, vi begyndte at tale om at skabe et reelt hjem, hvor vi ville have lyst til at være, og det var også her, vi begyndte at tale om muligheden for at arbejde sammen. Vi vendte generelt mulighederne for at leve vores liv på en anden måde.
Ilana: Det var en skræmmende og svær tid på globalt plan, men i vores hjem var vi heldige, at vi var raske og havde tiden sammen. Vi begyndte virkelig at bruge hinanden som partnere. På vores første date var vi oppe til klokken fire om natten, fordi vi bare talte og talte, men joken er, at vi ikke har været så sent oppe siden, og vi opdagede, at vi begge to satte stor pris på at være mere hjemme.
Nina: Den eneste grund til, at vi har været oppe klokken fire om natten siden da, har været vores sønner. Vi talte ret tidligt om at få børn, men vi blev også enige om, at vi ikke ville slide os selv op i fertilitetsbehandling, og at vi også kunne være glade uden børn. Vi lovede hinanden, at vi ville give det et skud, og heldigvis gik det nemt med både Eliot, der er født i New York og i dag er tre og et halvt år, og Otto, der født på Rigshospitalet og er knap to år.
Ilana: Jeg havde været i København flere gange, før jeg mødte Nina og elskede byen, så det var en no-brainer for os at flytte hertil, da vi startede vores familie. Vi tog til København sammen den sommer, vi mødte hinanden, og Nina præsenterede mig for sine forældre. Vi elsker at bo tæt på dem i dag, og de har et meget smukt forhold til vores sønner.
Nina: Det har altid været nemt med mine forældre. Jeg har aldrig oplevet noget dårligt i forbindelse med min seksualitet hverken i København eller i New York, men man er selvfølgelig altid bevidst om, at man er en minoritet. Det brede samfund er bygget op omkring et heteroseksuelt forhold. Hvis jeg booker et hotelværelse til min kone og jeg selv, bliver jeg f.eks. spurgt, om vi skal have to enkeltsenge eller en dobbeltseng. Det forestiller jeg mig ikke, at en mand og en kvinde bliver spurgt om på samme måde, men hvis det er dét, jeg skal deale med, går det nok.
“Jeg er født i Rusland, hvor jeg ville være genstand for hatecrimes og risikere at blive retsforfulgt for at være mig selv”
Ilana: Jeg er født i Rusland, hvor jeg ville være genstand for hatecrimes og risikere at blive retsforfulgt for at være mig selv. Jeg tænker tit på, hvad der var sket med mig, hvis mine forældre ikke havde forladt landet, da jeg var otte, i forbindelse med min fars arbejde, hvilket fuldkommen ændrede mit livs udfald. Jeg er ikke russisk statsborger længere, men hvis vi rent hypotetisk set boede der, ville jeg risikere at blive separeret fra mine børn. Mine forældre kom heller ikke fra det mest accepterende sted, så min erfaring med at springe ud er meget anderledes end Ninas. I dag risikerer jeg trods alt bare, at folk fejlkønner min partner og spørger, hvordan min mand har det. Vi flyttede også til København, fordi vi tror på, at vi skaber en mere tryg barndom for vores børn her.
Nina: New York er et meget diverst sted, men queer eller ikke-queer: Man vil jo det bedste for sine børn. Og Danmark er ikke perfekt, men det er et mere sikkert sted for vores børn. Da vores ældste søn startede i børnehave, spurgte jeg den 25-årige pædagog, om der var andre børn i institutionen med queer forældre. “Det er der,” sagde han. “Godt,” sagde jeg, “for det er rart for dem at se andre familier, der ligner vores.” “Tja. Børnene er nu ligeglade, men det er rart for forældrene,” sagde han. Det grinede vi ret meget af.
Ilana: En ting er selvfølgelig det politiske billede og våbenloven, men det er også synligt i dagligdagen. I København holder folk tilbage for mig på vejen, når jeg skal parkere min bil. Skraldespandene i Danmark har en lille hylde til pant, så folk ikke skal grave i skraldet. Det er så betænksomt! Jeg er meget bevidst om, at jeg også har migreret, ligesom mine forældre gjorde, men jeg voksede op i den tro, at det, der gjorde mig unik, var en dårlig ting. Her fortæller vi ikke vores børn, hvordan de skal være – vi venter på, de fortæller os, hvem de er. Vores opgave er bare ikke at stå i vejen.
Selvom der nærmest er flere spisesteder i København, end der er dage på et år, skræmmer det heldigvis ikke nye entreprenører i at penetrere den gastronomiske scene. Det er tre af Københavns seneste tilføjelser et godt eksempel på, så hvis du har brug for at forny dit restaurationsrepetoire, er der altså god mulighed herfor.
Foto: Hanoi Alley
Vietnamesisk i Indre By
Måske har du bemærket det lille spisested, som ofte er propfyldt med gæster, når du er cyklet op ad Nørrebrogade – hvis ikke, så gør du nu. Hanoi Alley er navnet på restauranten, som netop også har åbnet en restaurant 2.0 midt på Store Kongensgade i Indre By. På menukortet finder du udvalgte vietnamesiske retter, et køkken – som du nok ved, hvis du har smagt det før – er kendt for sine friske grøntsager og krydderurter, og hos Hanoi Alley er det præcis, hvad du får. Vi snakker friske Banh Mí, forårsruller, Bao Buns, nudelsalat, papayasalat og meget mere. De to ejere af stedet har virkelig lagt sig i selen for at skabe et hyggeligt rum, og selvom stedet har autentiske referencer fra Vietnams kendte og noget sterile street kitchen-koncept, er der både rart at sidde og sød betjening, og så kan du – modsat på Nørrebro – også bestille take-away fra lokationen. Ps. slut endelig af med deres lækre melon-ispinde!
Adresse: Store Kongensgade 24, 1265 København K
Foto: Åben Bryg
Deleretter hos bryggeriet på Vesterbro
Kender du allerede ølbaren og bryggeriet Åben i Kødbyen, så ved du, at stedet er garant for gode øl – og nu, efter to vellykkede år med 14 slags øl på hane, har stedet også kastet sig ud i en pop-up restaurant med det populære delerets-koncept, og hvad er mere oplagt end at integrere øl i menukortets retter? Det er i hvert fald det, kokkene Kenneth Larsen og Thomas Wetle Andersen har gjort i menukortet, der blandt andet omfatter øl-glaserede short ribs, salat med øl-vinagrette, sej i øldej, øl-is og – hold fast – en brunsviger med stout-sauce. Stedet har åbent til både frokost og aften, og så har de desuden lige åbnet endnu en ølbar i Carlsberg Byen, som jo er et perfekt sted af huse et nyt bryghus.
Adresse: Slagtehusgade 15, 1715 København V
Foto: Cory Smith
Ny vinbar i Indre By
Når du tager på vinbar, er det nærmest en selvfølge, at du kan bestille charcuterie og ost til din vin – men ikke hos Københavns nyeste vinbar, Bar Vitrine. Ind til for nylig havde vinbaren midlertidigt åbnet i Frama-butikken på Fredericiagade, mens de afventede, at de sidste ting i deres permanente lokaler blev færdige – og i sidste uge kunne vinbaren så åbne for alvor på deres lokation i hjertet af København på Møntergade – det perfekte sted at mødes til vin og mad lige efter arbejde. Menukortet er sæsonbestemt med fokus på lokale råvarer, fisk og vegetariske retter – alt med et uprætentiøst og eksperimenterende touch. Frygt ej, hvis du ikke bryder dig om promillerne, Bar Vitrine har nemlig udviklet sine egne, lækre safter.
Han er kendt som JW Anderson, chefdesigner for brandet i eget navn og i særdeleshed som kreativ direktør i det spanske luksusbrand Loewe, som han gennem de seneste 10 år har forvandlet til et af modebranchens absolut hotteste brands. Han står for kreativitet, genial marketing og sublim design. Den 17. september fylder Jonathan William Anderson 40 år, men hvem er han egentlig? Det får du svar på herunder.
Julinummeret af ELLE 2023 med Loewe-sko på forsiden.
Og aprilnummeret 2023, hvor det også var Loewe, der prydede forsidemodellen.
Drengen fra en gård i den lille, nordirske landsby
Det var i det nordlige Irland, at Jonathan William Anderson den 17. september 1984 blev født som det første barn til forældrene Willie Anderson og Heather Buckley, der var henholdsvis professionel rugbyspiller og skolelærer – og som udover Jonathan fik endnu en søn og en datter. Forældrene havde, udover hjemmet, der var en gård i landsbyen The Loup, et hus på den baleariske ø Ibiza, hvor JW Anderson derfor naturligt kom meget som barn: En geografisk cocktail, der senere skulle vise sig at komme til at spille en central rolle i hans design såvel som hans forståelse for livet og forskellige kulturer, det landlige og festlige.
Om sin opvækst i Nordirland sagde Anderson i et interview med Purple Magazine for år tilbage:
“Folk glemmer nogle gange, at Nordirland var et meget komplekst land. Det var i en krigstilstand. Det var naturligvis en del af Storbritannien, men der var en del uro. Mine forældre bor der stadig, og jeg er rigtig glad for, at jeg voksede op der. Det er et land, der er meget personligt. Folk vil gerne hjælpe hinanden, selv om visse dele af befolkningen modarbejder hinanden.”
“I dag siger rygtet, at han altid går rundt med tre telefoner”
Tidslinjen kort fortalt
Efter at have fået konstateret svær ordblindhed i skoletiden, tog Jonathan Anderson som 18-årig til USA for at jagte drømmen om en skuespilkarriere. Det var under opholdene på The Juilliard School i New York og Studio Theater i Washington DC, at Anderson opdagede, at interessen for kostumerne rent faktisk var større end nysgerrigheden for skuespillet.
”Når jeg ser tilbage, tænker jeg, at jeg nok var et meget krævende barn; sikkert ret egoistisk, der altid ville noget. Jeg var nok for ambitiøs, eller måske var det dét, at jeg hele tiden ændrede mening,” har han senere fortalt i et interview med The Gloss.
Dermed blev en kommende topdesigner in spe født. Kort tid efter rykkede Anderson til London, hvor han i 2005 færdiggjorde sin uddannelse fra London College of Fashion, og der gik ikke længe før den åbenlyst talentfulde nordirer i starten af sine 20’ere fik et job som ”visual merchandiser” for selveste Prada.
“I 2012 designede han, via et sponsorprogram kaldet NewGen, en kollektion for highstreetkæden Topshop”
Men ambitionerne var større, og allerede i 2008 designede JW Anderson sin første kollektion i eget navn. I 2010 modtog Anderson støtte fra The British Fashion Council og dermed afholdte han sit første modeshow under London Fashion Week. I 2012 designede han, via et sponsorprogram kaldet NewGen, en kollektion for highstreetkæden Topshop, og i 2013 indsatte Donatella Versace ham som designer for Versaces underlinje, Versus, hvor han erstattede Christopher Kane.
Senere samme år købte luksuskonglomeratet LVMH en mindre andel af brandet JW Anderson, og i den forbindelse blev JWA samtidig udnævnt som kreativ direktør for det spanske luksusmodebrand Loewe (også eget af LVMH). Anderson var ikke fyldt 30, men verden lå for hans fødder, og toget kørte allerede pænt hurtigt. I 2015 blev han desuden den første til at modtage prisen for både årets kvinde- og herredesigner ved British Fashion Awards.
I dag siger rygtet, at han altid går rundt med tre telefoner: En, hvorpå der står Loewe, en hvorpå der står JW Anderson og en, hvorpå der står privat.
En af Loewes ikoniske kampagner – med Jonathan Anderson selv som kreativ producer bag – er Fall Winter Mens-kampagnen med Daniel Craig.
Loewe og den kreative forståelse
Loewe er ligefrem et fremmed brand for de fleste modeinteresserede i dag, men sådan var det ikke, da JW Anderson i 2013 overtog roret i det spanske brand fra 1846. Det var i Madrid, en række læderhåndværkere etablerede brandet, som i 1996 blev opkøbt af LVMH og dermed blev det ældste modehus i konglomeratets samling, der som bekendt også rummer brands som Louis Vuitton, Dior og Celine.
I et interview med The Guardian har Anderson tidligere forklaret: “Brands skal bevæge sig med den samme hastighed, verden gør, og i dag er det hurtigt. Vi lever i indholdets tid. Vi lægger noget på Instagram, det bliver genpostet, det er overalt, og et minut senere er det væk, forbi. Det ser jeg ikke som en negativ ting; det er også den måde, min hjerne fungerer på. Det handler ikke kun om, at forbrugerne ikke skal blive trætte af mærket, det handler også om, at jeg ikke bliver træt af det.” Lidt over 10 år efter JW Anderson satte sig i stolen som kreativ direktør i det spanske modebrand, er det da heller ikke småting, han har formået at gøre for mærket.
Ifølge Lyst-indekset for verdens hotteste brands ligger Loewe i top 3, det årlige salg bare stiger og stiger, og modeverdenen, Instagram, TikTok og alt derimellem går amok, når JW Anderson sender sine Loewe-modeller på catwalken i de nyeste, kreative påfund (hvem husker fx ikke metaversedesignet fra SS23?) – samt når han hver sommer designer en Ibiza-dedikeret kollektion med et kærligt og humoristisk nik til sin barn- og ungdom. Anderson har på vegne af Loewe samarbejdet med alt fra auktionshuset Sotheby’s om en række kunstværker, den sydkoreanske K-pop-pigegruppe Nmixx om en kampagne, den (afdøde) amerikanske kunstner Albert York, hvis værker prydede AW24-showlokationen samt animationsstudiet Studio Ghibli, der bl.a. fortolkede den ikoniske Loewe-taske, Puzzle bag. En taske, Anderson i øvrigt viste for første gang i SS-herrekollektionen i 2015, og som senere er blevet til det mest populære og genkendelige item fra Loewe.
Metaversedesignet på SS23-catwalken.
Den ikoniske Loewe-taske, Puzzle bag.
Illustrationen LOUD, som portrætterer et par, der står foran JW Anderson Soho Flagship-butikken, er af kunstneren Pol Anglada, en af de kunstnere, som JW Anderson har samarbejdet med flere år tilbage, og som sammen med brandet har lavet en Pride Capsule-kollektion.
I dag
I skrivende stund har Loewe 6 millioner Instagramfølgere samt kendisfans som Anna Wintour, Josh O’Connor, Dua Lipa, Rihanna, Beyoncé, Naomi Campbell og Zendaya – sidstnævnte som Anderson i øvrigt lavede kostumer til, da han stod for al påklædning i den hypede film Challengers fra april i år.
I brandet i eget navn, JW Anderson, er følgerskaren også konstant voksende, ligesom det nu syv år gamle samarbejde om kollektioner til highstreetkæden Uniqlo, stadig lever i bedste velgående.
Som stor kontrast til det offentlige cirkus, der spinner derud ad i JW Andersons navn, ved vi stort set intet om den succesfulde designers privatliv. Han er åben om at tilhøre en seksuel minoritet som homoseksuel, tilbringer sin tid i henholdsvis Paris og London og joker i et interview fra 2023 med ELLE US med, at hans forældre altid sender ham hjem fra Irland med en kuffert fyldt med mad: ”Det er, som om de er bekymrede for, at jeg sulter, selv om jeg klarer det hele rent fint selv.”
Da ballerinaerne første gang fik sit comeback for et par år siden, var det måske de fleste, der skulede til den flade sko, som mange af os ejede i multiple udgaver for 15 år siden. Men som det går med de fleste trends, der får en renæssance, kræver det tilvænning, og i dag er nok selv den største skeptiker (okay, få undtaget) faldet for de søde ballerinasko, som efterhånden findes i alle regnbuens farver hos alt fra de store modehuse til de store highstreetkæder – og ikke blot i form af de ikoniske Chanel-ballerinasko.
Særligt i løbet af 2024 er den “udvidede udgave” af de flade ballerinaer dukket op og har giver den klassiske model kamp til stregen. Det er nemlig modellen med hæl, som vi efterhånden ser mindst lige så hyppigt som den flade, og også modellen med rem over vristen, mary jane-hælene har været meget presente på AW24-catwalken.
Foto: MiuMiu
Under Miu Mius SS24-præsentation var mary jane-hælene velrepræsenterede.
Foto: Sandy Liang
Den New York-baserede designer Sandy Liang viste tydelige ballet-referencer under sit AW24-show. Modellerne bar både den flade udgave og – som her – udgaven med hæl.
Vi skal altså blot lidt op i luftlagene, hvor den flade har fået en lille hæl påsat, så helt væk fra ballerinaskoene er vi heldigvis ikke. Desuden kommer skoen langt fra udelukkende med tårnhøje hæle men derimod med alt fra et par millimeter til de mere balanceudfordrende modeller.
Selvom de køligere temperaturer for alvor har udfordret morgenbadningen og aftenturene til vandet, er ballerinaerne still standing strong. Skoen er nemlig en af dem, der nemt kan styles med et par pæne sokker og på den måde bevarer sin levetid hen over efterår og vinter – som her hos Augusta the Brand, der er kendt for sit brede repetoire af ballerinaer.
Med blot en lille hæl bevarer ballerinaerne deres funktion som den pæne og praktiske sko, vi både tyer til til arbejde og til fest, og som netop er det, vi elsker dem for.
VMA, Oscars og Emmy Awards. De store præstationer indenfor film, musik og skuespil går ikke ubemærket hen – og er der nogen, der kan finde ud af at fejre dem, så er det amerikanerne.
I nat kom turen så til den 76. Emmy Awards-uddeling, hvor det var de amerikanske tv-programmer, der skulle hyldes i Peacock Theater i Californien.
En af de serier, som var indstillet til flest nomineringer under nattens award, var selvfølgelig den hypede serie “The Bear” (med Jeremy Allen-White i hovedrollen), men det var altså HBO-serien “Hacks”, som vandt i kategorien “outstanding comedy series”, hvor også The Bear var nomineret.
Og speaking of mange nomineringer, så var det faktisk slet ikke The Bear, som tog prisen for flest nomineringer, det var dramaserien “Shōgun”, som selvfølgelig også vandt i kategorien “outstanding drama series”.
En anden ting, som også stjal opmærksomheden und retter vi også blikket mod den røde løber, som altid er spækfyldt med velklædte stjerner – med 10 af dem skilte sig altså ekstra ud i år.
Foto: Frazer Harrison/Getty Images
Jennifer Aniston
Som altid var Friends-skuespillerinden Jennifer Aniston klædt smukt på til anledningen i en perlebesat, see-through, stropløs Oscar de la Renta-kjole, som smøg sig elegant om Anistons veltrænede figur. Aniston var nomineret i kategorien "outstanding lead actress in a drama series" for sin rolle i "The Morning Show".
Foto: Amy Sussman/Getty Images
Skye P. Marshall
"Matlock"-skuespillerinden kom i en smuk brændt-orange/rød-kjole fra Christian Siriano, der med sin tætte silhouet, fremhævede hendes figur. Underdelen, som lignede en form for velour, skinnede om kap med overdelen, som var udført i et smukt stykke stof med indvævet struktur og off-shoulder effekt.
Foto: Frazer Harrison/Getty Images
Nakata Kurum
Kurum ankom til Emmy Awarden som +1 til sin mand Tadanobu Asanos, der var nomineret for sin rolle i Shōgun. Kurum bar en smuk, traditionel japansk kimono med guld-print og matchende clutch.
Foto: Amy Sussman/Getty Images
Catherine O'Hara
Det var ikke O'Hara selv, som var nomineret i nat for sin film Beetlejuicee, Beetlejuice, hun deltog derimod som mental support til Eugene Levy, som sammen med sin søn var konferencier under nattens Emmy, samt for at uddele nattens sidste award. Derfor stjal hun alligevel en del opmærksomhed i sin nude-see-through Oscar de la Renta-kjole, besat med glitrende sten.
Foto: Frazer Harrison/Getty Images
Elizabeth Debicki
The Crown-stjernen lignede, at hun kom direkte fra filmningen af netop den hypede serie, hvor hun spiller Princess Diana – og som faktisk også var den rolle, som hun var både nomineret og vandt for i nat. Den elegante Christian Dior-kjole, hun bar, kunne til forveksling have være båret af Diana selv, der også gjorde god brug af modehuset.
Foto: Frazer Harrison/Getty Images
Dakota Fanning
Dakota Fanning, som blandt andet også er aktuel i Susanne Biers nye miniserie, deltog til årets Emmy for sin nominering i serien "Ripley". Fanning strålede i en beige, perlebesat Armani Privé-kjole, som talte for sig selv, og derfor ikke behøvede meget yderligere styling.
Foto: Amy Sussman/Getty Images
Aaron Moten
Det var langt fra kun de kvindelige deltagere, der havde lagt sig i selven for at godt rød løber-billede. "Fallout"-skuespilleren Aaron Moten, der netop deltog for sin medvirken i dramaserien, ankom i et flot, rødt Kenzo-suit med uniform-karakteristika.
Foto: Kevin Mazur/Getty Images
Naomi Watts
I en stropløs, smaragdgrøn Balenciaga-kreation stillede skuespillerinden op på den røde løber i et elegant og meget Award-værdigt look. Til den iøjnefaldende kjole havde Watts parret en meget naturlig, elegant styling – dog med et par ikoniske røde læber.
Foto: Amy Sussman/Getty Images
Zuri Hall
Den amerikanske reporter Zuri Hall var all about sæsonens chokoladebrune farve, da hun trådte frem på den røde løber i en smuk, satinkjole i netop denne farve med halterneck silhouet, som hun selv havde designer. Med håret opsat gav hendes look smukt udsyn til hendes arme, besat med et par sølvarmbånd, og mere var der ikke behov for. Hall har selv vundet en Emmy Award tilbage i 2017.
Foto: Amy Sussman/Getty Images
Lucia Aniello
Det var en god aften for instruktør Lucia Aniello, som sammen med sine to co-directors vandt prisen for bedste komedieserie med serien "Hacks". I sin takketale udtrykte hun særligt, hvor vigtig komedie er som genre, og opfordrede alle til at støtte op om genren. Aniello var klædt i en smuk, draperet kjole med dyb udringning og stenbesat kant. Meget simpelt og elegant.
Foto: Kevin Mazur/Getty Images
Yelena Yemchuk
The Bear-skuespilleren Ebon Moss-Bachrach vandt i nat en pris for hans medvirken i den hypede serie – faktisk var det anden Emmy, han vinder for rollen. Med sig havde han sin kone, den ukrainske fotograf, Yelena Yemchuk, som bar en fin, yndig hvid, see-through kjole med blomstermønster – nærmest helt drømmeagtig.
Foto: Kevin Mazur/Kevin Mazur/Getty Images
Dame Kristin Scott Thomas
"Slow Horses"-skuespillerinden trådte frem på den røde løber i en elegant, lilla kreation med kappe-effekt og lange handsker – to af efterårets helt store trends. Med sit sølvgrå hår, røde læber og safirblå øreringe var der ikke en finger at sætte på.
Med efteråret kommer ofte også mørkere toner og farver – og dette efterår skal ikke være en undtagelse.
Har du allerede fået læst ELLEs septembernummer, vil du vide, at chokoladebrun er en af de farver, som kommer til at gå igen i modehusenes efterårs- og vinterkollektioner – og efter Hailey Bieber at bedømme, også på vores negle.
I starten af september delte Hailey Bieber, som, hvis det er gået nogens næse forbi, for nylig fødte sin og Justin Biebers søn, Jack Blues Bieber, nemlig to billeder af sine negle i story på Instagram, smurt med den chokoladelækre farve. Ud over at dåne over Hailey Biebers smukke negle, kunne man heller ikke helt lade være med at blive lidt imponeret over den nybagte mors velplejede negle.
Foto: Hailey Bieber
Den chokoladebrune farve er en af de farver, som både er lækker, sensuel og underspillet, og som tilfører dine negle lidt farve uden at være hverken sort-hvid eller have en iøjnefaldende farve. Farven, der også kan minde om den, som bladene får hen på denne tid af året, er en rigtig efterårsfarve, der både er elegant og samtidig hyggelig. Generelt er den chokoladebrune bare en mindst lige så sikker vinder som sort – bare med lidt mere varme i, hvilket kan være en fordel, når vores efterårs- og vinterblege hud for alvor indtræffer, hvor sort altså kan være en meget hård kontrast.
Med pulserede Broadway, den ikoniske Flatiron Building og åndehullet Madison Square Park alle lokaliseret lige i baghaven, får du ikke en meget bedre placering til dit hotel i New York end The Ned NoMad fra 2022.
Og mens byen, der aldrig sover, pisker videre lige udenfor dørene, er det vitterligt som at træde ind i en anden verden, når de tunge dobbeltdøre åbner sig til hotellet, der ligger i den historiske Beaux-Arts Johnson-bygning fra 1903, der – ganske utraditionelt for den tid – var ejet af en kvinde, nemlig Caroline A. Johnston.
I tråd med den feministiske fortid har kunsten, som der i øvrigt er meget af – helt op imod 150 værker, fulgt efter det stærke kvindeledte kunstprogramfokus, der også udfolder sig på det første The Ned, som du finder i Londons finansdistrikt.
Begge er kurateret af Kate Bryan, der er Global Director of Art for Soho House Group, som ejer The Ned.
Hotellets 167 værelser og ikke mindst udsigten fra mange af dem er et værk i sig selv, der giver ordsproget ’a room with a view’ en helt ny betydning. For hvem drømmer ikke om at starte en tidlig (jetlag-ramt) morgen på Manhattan i et badekar med udsigt til Empire State Building?
Alle værelser er indrettet i en 1920-inspireret art deco-stil, der går igen på hele hotellet og sender tankerne hen til New York i et andet århundrede.
Som en del af opholdet har du desuden adgang til blandt andet restauranten Cecconi’s, natklubben Ned’s, et bibliotek og op til flere barer med livemusik – for slet ikke at tale om ’showstopperen’ af en tagterrasse …
