emma-sofie, Author at ELLE

ELLEs digital redaktør Emma-Sofie Kring: Det pakker jeg i min sommer-beautypung

Denne artikel kan indeholde sponsorerede links.

Læs ogå

Mode

Redaktionschef Nikita Hoffmann: Det har jeg i min sommer-makeuppung

Læs ogå

Skønhed

Josephine Aarkrogh: Det pakker jeg i min sommer-beautypung

Læge og ph.d. i dermatologi: “‘Sephora kids’ er børn med stor interesse for hud, hår og makeup og er drevet af sociale medier. Det er en ung forbruger, som risikerer at udvikle kontaktallergi, udslæt og eksem”

Denne artikel kan indeholde sponsorerede links.

Blå bog

Cæcilie Johansen, 39 år. Læge og ph.d. i dermatologi. Bor i København med sin familie. Følg hende på Instagram, @makeupandmedicine.dk, hvor hun deler masser af brugbare hudplejetips – bl.a. om SkinCeuticals, La Roche-Posay, CeraVe og Dermaceutic, som hun har samarbejdet med.

Hvordan ser din daglige skønhedsrutine ud?

Den ser simpel ud. Min hud trives med konsekvent brug af de samme produkter, og oven i det er jeg et vanedyr. Min morgenrutine ser ud som følger: Jeg starter med at rense mit ansigt med en vatrondel med vand på for at fjerne aftenens hudpleje og overskydende talg – altså hudens egen olie – fra natten. Derefter påfører jeg SkinCeuticals’ ‘Phloretin CF’-serum med C-vitamin. I sommerferien fik jeg lavet en CO2-laserbehandling rundt om øjnene for at reducere tunge øjenlåg, og derefter har jeg tilføjet to pigmentreducerende serummer for at forebygge det, der hedder postinflammatorisk hyperpigmentering, som der er en risiko for at udvikle i forbindelse med den type laserbehandling. Det ene serum er ‘MELAB3’ fra La Roche-Posay, en hæmmer af forstadier til melanin, dvs. pigmentet, der giver huden dens farve, og det andet er ‘Luminous630 Anti Dark-Spot’ fra Nivea, som hæmmer en anden brik i dannelsen af melanin. Jeg har altid advokeret for parfumefri hudpleje, men med de her to produkter er studierne bag så overbevisende i forhold til virkning, at jeg bruger dem alligevel. Og heldigvis tolererer min hud den smule parfume, der er i. Nogle parfumer trigger ellers min rosacea, f.eks. produkter tilsat lavendelolie. Efter disse produkter tager jeg altid solcreme på. I de kolde, tørre vintermåneder bruger jeg ‘Anthelios UVMune 400 Hydrating Cream SPF50+’ fra La Roche-Posay.

Hvor springer du over?

På rens. Jeg går i bad om aftenen, for så får man vasket dagen af. Men de aftener, hvor jeg ikke går i bad, renser jeg mit ansigt med micellar water på en genbrugelig vatrondel. Før i tiden brugte jeg også gel og olier, men jeg orker ikke at stå og sjaske og pjaske med det ned ad halsen, på brystet og op i håret med hovedet inde under vandhanen. Jeg synes, det er allernemmest at styre rens med micellar water på genbrugelige vatrondeller i flere runder. Jeg bruger CeraVes ‘Micellar Cleansing Water’, den er dejlig ikkeudtørrende for min hud og parfumefri.

Hvordan ser din aftenrutine ud?

Jeg bruger de samme to pigmentserummer, som jeg bruger om morgenen, og så et A-vitaminserum. Her skifter jeg typisk mellem to, som jeg har brugt i årevis, men jeg bruger et op ad gangen. Det ene er NeoStratas ‘Potent Retinol Complex’. Det er ikke særlig interessant i konsistensen, men det er utrolig potent og performer virkelig godt på min hud, så jeg kan godt se igennem fingrene med, at det ikke er lækkert som smør på min hud. Det andet er ‘Activ Retinol 1.0 Intense Age Defense Serum’ fra Dermaceutic. Det er virkelig lækkert formuleret og brugervenligt, hvis man er ny udi at bruge retinol. Om sommeren påfører jeg ikke flere produkter efter min retinol, men om vinteren, hvor min hud er mere tør, kommer jeg en creme ovenpå. Lige nu bruger jeg Bepanthen-salve, den der lyseblå og lyserøde, der er god til babynumser. Jeg købte den i sommerferien, fordi et af mine børn fik irriteret hud under badetøjet af at bade konstant. Den virkede fremragende på det irritative udslæt – og nu, hvor jeg har en hel tube, så er jeg begyndt at bruge den som min natcreme. Den er ekstremt drøj i brug og fungerer også rundt om øjnene, hvis min hud skaller lidt af den potente retinol. Jeg værdsætter produkter, der kan bruges til flere formål. I samme boldgade er jeg glad for Locobases ‘Repair Creme’. Jeg har brugt den, siden jeg var 16 år. Den er et vidundermiddel, f.eks. til læberne – også selvom den indeholder mineralske olier. De kan nemlig være problematiske, da de kan indeholde kræftfremkaldende stoffer, der kan ophobe sig i vores væv. Men jeg bruger den én gang til natten – hvilket går an, uden at jeg bekymrer mig.

Hvad er det vigtigste for dig?

Solcreme. Slut prut. Hvis man kun skal prioritere én ting, er det solcreme – der, hvor man ikke kan dække sig med tøj. Og hvis man vælger at dække sig med stof i stedet for at påføre solcreme, skal man være opmærksom på, hvor meget sollys (og dermed uvstråler) der kan komme igennem stoffet. En tynd hørbluse yder ingen nævneværdig solbeskyttelse. En tæt vævning og mørkt stof er det, man bør gå efter. Jeg bruger lange bukseben, lange ærmer og en bredskygget Yvonne-hat om sommeren. Jeg har virkelig blege gener i min DNA-pool og dårlige solvaner med mig fra min barn- og ungdom. Først som 30-årig begyndte jeg at bruge solcreme i de rigtige mængder og hele året rundt, når jeg er ude i dagslys.

Hvad er rosacea?

Rosacea er en kronisk inflammatorisk hudsygdom, som giver kronisk rødme og flushing (rødblussen, red.) samt knopper og bumselignende hud. Der er rigtig mange, der har rosacea på vores breddegrader. Mange har det også uden at vide det, men går rundt med en kronisk rødme i midten af ansigtet. Det kan have forskellige sværhedsgrader: Jeg har f.eks. den milde grad og ‘flusher’ (blusser op, red.) af triggere som sollys, alkohol, varme drikke, fysisk aktivitet og generelt at få det varmt. Den sværere grad giver knopper og bumselignende hud, der kan forveksles med akne. Vi har allesammen mider i huden, der lever fint i symbiose med os. Men vi med rosacea har lidt flere mider. Og vores immunforsvar overreagerer på deres tilstedeværelse. A-vitaminpiller på recept behandler den svære rosacea. Til den kroniske rødme med karsprængninger er laserbehandling effektivt, hvilket jeg får hos Cutis Clinic. Emil Henningsen, der er hudlæge derude, er en giga lasernørd og en af Danmarks førende lasereksperter.

Du arbejder bl.a. sammen med Miljøstyrelsen for regulering af salg af hudpleje til børn. Fortæl om det.

Det startede med fænomenet ‘Sephora kids’, som beskriver børn helt ned til seksårsalderen, som har en stor interesse for hud, hår og makeup, som i høj grad er drevet af det, de møder på sociale medier. Det har skabt en uhørt ung forbrugergruppe, som begynder at bruge de her produkter og risikerer at udvikle kontaktallergi, udslæt og eksem. Produkterne er lavet og testet til voksne, ikke til børn, og vi ser en stigning i antallet af børn med kontaktallergi og udslæt. Jeg har forsøgt at advokere for, at Miljøstyrelsen kommer på banen og formulerer nogle konkrete råd og lister til forældre, så man kan føle sig klædt på, når ens børn får den her interesse – i stedet for bare at opstille et stort forbud – børnene skal jo nok smøre det i hovedet alligevel. Lige nu er den landet ved, at Miljøstyrelsen har lavet en lille opdatering på deres hjemmeside. Jeg tror ikke, de har ressourcerne til en større gennemgang af ingredienser og mere konkrete anbefalinger lige nu. Jeg har tilbudt min hjælp og kontaktet Dansk Dermatologisk Selskab. Jeg vil gerne bygge bro mellem Miljøstyrelsen og Dansk Dermatologisk Selskab, for lige nu oplever jeg, at anbefalingen fra Miljøstyrelsen er for ukonkret til forældre til børn med denne interesse. Jeg har desuden en stående aftale om et møde med Christel Schaldemose, der er medlem af og næstformand for Europa- Parlamentet og medlem af Sundhedsudvalget. Jeg kunne nemlig godt tænke mig en regulering på EU-plan. Ligesom vi har en mærkning på tandpasta, som kan bruges fra fem år, og på koffeinholdige produkter. Jeg mener ikke, at vi skal gøre noget forbudt, men ideelt set indføre en mærkning, der kan guide forbrugeren og forældrene.

Hvad har du altid med i tasken?

Læbepomade. Jeg har en i alle jakkelommer, skuffer og tasker og i bilen. Jeg bruger ‘Dermalibour+ Cica Lip Balm’ fra A-Derma. Den er billigere pr. milliliter end den lignende læbepomade fra søstermærket Avène. Der er kommet stort fokus på mineralske olier via læbepomade, da man spiser svarende til fire læbepomader om året ved daglig brug. Derfor kan jeg godt lide denne, som er formuleret uden mineralske olier.

Får du andre behandlinger end Co2- og rosacea laserbehandlinger, som du har omtalt?

Jeg får også Neostratas ‘3 %’-retinolpeeling et par gange om året. Det er svært tilfredsstillende, at man simpelthen kan se lag af gamle, døde hudceller, der glider af efter et par dage. Man ligner en nyslået mønt bagefter! Jeg bruger ikke rigtig makeup og foundation længere, for jeg har ikke noget at dække. Kun hvis jeg flusher. Jeg bukker mine vipper. That’s it. Generelt bryder jeg mig ikke så meget om mit udseende med makeup på. Det gjorde jeg, da jeg var yngre, men i dag har jeg kun meget sjældent makeup på, ideelt set så lidt, at ingen bemærker det. Bevares, jeg elsker makeup og elsker at påføre det, men ikke til hverdag længere.

Tager du nogle vitaminpiller eller andre tilskud?

Jeg tager D-vitamin året rundt, som Sundhedsstyrelsen anbefaler det til folk som mig, der hører under gruppen ”børn og voksne, som bærer en tildækkende påklædning om sommeren”. Ellers er kosttilskud ikke noget, man bør tage, medmindre man har en sygdom, der gør, at der er vitaminer eller mineraler, man ikke kan optage eller på anden vis mangler. Kosttilskud er i EU reguleret som fødevarer. Så selvom der på vitaminglasset kan stå anprisninger som ”bidrager til at vedligeholde normal hud og normalt hår”, så er kosttilskud ikke underlagt de samme strenge krav som lægemidler, hvor effekten skal være bevist i store studier undersøgt på mennesker. Efter at biohacking er vundet frem som fænomen, er det mit indtryk, at folk nu om dage tager flere og flere kosttilskud, men det er ikke nødvendigvis uden bivirkninger. F.eks. tager mange biotin, der angiveligt skulle styrke håret, men det kan påvirke blodprøvemålinger, som en hjertelæge kan have brug for at tage. Og fiskeolie gør, at ens blod er længere om at størkne, og derfor skal man f.eks. stoppe indtaget to uger inden en operation. Efter min mening er kosttilskud kun noget, der bør indtages efter aftale med en læge.

Læs ogå

Skønhed

Hudeksperten: “Vi kommer til at se meget mere til svampe, fordi de er så beroligende. ”Kend din svamp,” tror jeg vil blive en almindelig sætning”

Beauty brand-grundlæggeren: “Gennem AI-hudscanneren på vores website, kan man nemt vælge de korrekte produkter til sin hud. Men det vil aldrig kunne erstatte en konsultation med en hudspecialist”

Denne artikel kan indeholde sponsorerede links.

Blå bog

Nina Færch, medstifter af Apeer, er uddannet cand.merc. i international business og har i ti år arbejdet som kategorichef for beauty care i Salling Group.

Hvad var det, der fik dig til at starte (endnu) et skønhedsbrand?

Jeg har altid været nysgerrig på iværksætteri, og i mit tidligere arbejde som chef for kategorien beauty care i Salling Group så jeg, hvordan skønhedsbranchen ændrede sig markant. Min oplevelse var, at der er for få brands, der er lægefagligt udviklede, og det førte til samarbejdet med to af Danmarks førende specialister inden for hud: speciallæge Emil Henningsen og dermakosmetisk sygeplejerske Victoria Burles-Piihl. Sammen har vi skabt en produktserie, som skaber synlige resultater. Vi ønskede at lave produkter, der var effektive, i emballager, som vi var stolte af at have stående fremme – både fra et æstetisk og fra et bæredygtigt perspektiv.

I Apeer er I optagede af det, I kalder effektive ingredienser. Hvad mener I med det?

Filosofien har været at skabe topkvalitet baseret på lægefaglig videnskab – produkter, der skaber synlige resultater og giver en god brugeroplevelse for kunden. Vi har ønsket at bidrage til nemmere navigation for kunderne med tydeligere kommunikation om produkternes funktioner – ikke kun via emballagekommunikation, men også gennem AI-hudscanneren, som er tilgængelig for alle på vores website og kan findes via scanning af en QR-kode på produkterne, så man nemt kan vælge de korrekte produkter til sin hud. AI-hudscanneren vil selvfølgelig aldrig kunne erstatte en fysisk konsultation med en hudspecialist, men den er et fantastisk supplement i en verden, hvor forbrugerne køber en væsentlig andel af deres hudpleje online.

“Det betyder, at en ingrediens kan være aktiv, men ikke nødvendigvis effektiv”

Hvad er forskellen på effektive og aktive ingredienser?

De to begreber bruges ofte i flæng inden for hudpleje, så jeg forstår godt spørgsmålet, men aktive ingredienser refererer til de stoffer i et produkt, der dokumenteret har en specifik biologisk effekt på huden, som f.eks. RetinART (for anti-aging og mod akne), hyaluronsyre (for fugt) og salicylsyre (for eksfoliering og mod akne), mens effektive ingredienser ofte er reguleret og typisk fremhæves i produktbeskrivelser, fordi de spiller en central rolle i produktets funktion. Effektive ingredienser virker i det pågældende produkt og under de rette forhold. Det betyder, at en ingrediens kan være aktiv, men ikke nødvendigvis effektiv, hvis f.eks. koncentrationen er for lav til at give resultater, hvis ingrediensen mister sin virkning over tid (f.eks. C-vitamin, der kan nedbrydes ved eksponering for lys og luft), eller hvis produktets formulering ikke gør det muligt for ingrediensen at trænge ind i huden. Så alle aktive ingredienser er ikke nødvendigvis effektive, da effektiviteten afhænger af formuleringen, doseringen og produktets kvalitet. Og det er netop derfor, det er vigtigt at vælge hudplejeprodukter fra producenter, der forstår både videnskaben bag ingredienserne og deres anvendelse i praksis.

Ansvarlighed er en gennemgående trend, når vi taler om skønhedsprodukter i dag. Hvad er ansvarlighed for jer?

Vi arbejder aktivt på at skabe en bæredygtig og ansvarlig forretning ved at prioritere miljøvenlig emballage skabt af genanvendelige materialer, der også minimerer spild. Samtidig sikrer vi, at vores ingredienser er etisk indkøbt, og at alle vores produkter er udviklet med fokus på dyrevelfærd. Det afspejler vores overordnede mission om at levere kvalitetsprodukter, der både gavner vores kunder og tager hensyn til planeten. Ansvarlighed handler ikke kun om miljøet for os, men også om mennesker. Det betyder, at vi prioriterer vores medarbejdere og bestræber os på at skabe et godt arbejdsmiljø – en arbejdsplads, hvor man er glad for at møde ind, og hvor man føler sig værdsat og inkluderet.

“Aldringstegn står klart øverst, men da akne er et område, der er forbundet med stor sårbarhed, er det her, vi ofte får mails fra kunder, der er lykkelige for at være blevet fri for akne”

Hvilke hududfordringer oplever I oftest hos de danske forbrugere?

Det spænder bredt, men de tre områder, der fylder mest, er reduktion af aldringstegn, rødme og akne. Aldringstegn står klart øverst, men da akne er et område, der er forbundet med stor sårbarhed, er det her, vi ofte får mails fra kunder, der er lykkelige for at være blevet fri for akne efter brug af Apeer. Faktisk oplever ca. 20 % af alle voksne akne i deres liv, hvilket overrasker mange, da man ofte forventer, at det kun er noget, der opstår i teenageårene. Det gør det ikke mindre sårbart, og derfor taler man ikke meget om det – i stedet bruges der mange ressourcer på at skjule det.

Hvad er en god hudplejerutine?

En god hudpleje er en konsistent hudplejerutine. Den behøver ikke at være omstændelig og kompliceret, som TikTok ellers kan give os indtryk af. Det handler om at finde ud af, hvad der er realistisk for en selv. Hvis man f.eks. ikke får gennemført både aften- og morgenrutinen, kan man vælge et produkt, der er bygget til det. Her vil jeg anbefale Apeer ‘24h Cream’. Det er bedre at bruge ét godt produkt hver dag, da det giver produktet mulighed for at arbejde med huden og skabe resultater, end at bruge fem forskellige produkter et par gange om ugen.

“Fem minutter er faktisk tilstrækkeligt til at sikre en god minimumsrutine i hverdagen med tre hurtige step”

Hvis man kun kan afsætte fem minutter dagligt til sin hudpleje, hvad er så vigtigst, og hvorfor?

Fem minutter er faktisk tilstrækkeligt til at sikre en god minimumsrutine i hverdagen med tre hurtige step: rens, serum og creme. Rens for at sikre, at snavs, makeup og forurening bliver fjernet. Vælg en rens med aktive ingredienser, så du får fuld valuta for indsatsen, f.eks. ingredienser som niacinamid, som bidrager til mere glød i huden, eller salicylsyre, som mindsker synligheden af porer. Brug derefter et serum med fokus på det behov, din hud har, f.eks. fugtforøgelse, reduktion af pigmentering eller rødme eller noget helt andet. Og brug så endelig en creme, der sikrer fugtforsegling og beskyttelse til huden – og allerhelst med SPF-beskyttelse til dagsbrug. Hvis man ikke ynder at bruge lang tid på sin pleje, så bør man i det mindste prioritere at rense huden inden sengetid. Kroppen restituerer om natten, og det gør huden også – og det sker bedst, når huden er renset for snavs og makeup.

Hvordan vil du anbefale, at man får det bedste hudplejeresultat gennem livets forskellige faser?

Hvis jeg må citere vores hudlæge, Emil Henningsen: “Huden er som en pool fyldt med vand. Der mangler bare en prop i bunden.” Lidt forenklet, men det handler om at fylde på tanken. Tag f.eks. kollagen, der med tiden siver lige så stille ud – lidt som luften i en cykelslange. Hullet bliver ikke mindre, men med regenererende behandlinger og de rigtige hudplejeingredienser kan vi ‘tænde for hanen’, så der bliver fyldt mere på. Med tiden bliver livets aftryk jo tydeligere og tydeligere. Det betyder, at med alderen stiger vigtigheden af at bruge effektiv og god kvalitetshudpleje, fordi resultaterne af en god pleje er synligere end ved en meget ung hud, som eksempelvis ikke har udviklet fine linjer, rynker eller pigmentering endnu. Så pleje og fugtmætning er vigtigt, uanset om man er 20 eller 50 – men huden vil have en højere efterspørgsel efter netop dette, jo ældre man bliver. Jo bedre man er til at efterleve hudens efterspørgsel, jo bedre udgangspunkt giver man sin hud.

“Vi lever i et videnssamfund i dag, hvor vi er vant til, at information er tilgængelig – og det implementeres også i beautybranchen”

Hvad er fremtidens hudpleje?

Jeg tror, fremtiden for hudpleje bliver baseret på videnskab og transparens. Vi lever i et videnssamfund i dag, hvor vi er vant til, at information er tilgængelig – og det implementeres også i beautybranchen. Vi vil se, forstå og lære.

Hvad er dine musts, når det kommer til din egen skønhedspung?

Min dag starter ikke uden Apeer ‘Lift Serum’ og Apeer ‘Lift Day Cream’ med SPF. Det er en uundværlig base for mig, inden jeg lægger makeup. Jeg har, grundet mit tidligere job, nok prøvet flere foundations end de fleste, men jeg har i dag en stor kærlighed til Lavindes foundation – kombinationen af fugt, glød og naturlig dækkeevne i én flaske er fantastisk. Jeg er primært bruger af creamy makeupprodukter, og Jane Iredales ‘Glow Time Blush Stick’ til kinderne er perfekt til både hverdag og fest.

Læs ogå

Skønhed

Helena Christensen: Det prisvenlige produkt, jeg bruger, er denne creme til 40 kroner – den minder mig om min dejlige farmor

Den tidligere solodanser på Det Kgl. Teater: “Deltagerne engagerer sig i refleksion over urealistiske skønhedsidealer og arbejder hen imod en mere positiv selvopfattelse”

Blå bog

KRISTOFFER DAHL SAKURAI. 44 år. Kunstnerisk leder af Tivoli Balletskole og tidligere solodanser på Det Kgl. Teater. Bor i Taarbæk, nord for København med sin mand, Jack Dahl Sakurai, og parrets to hunde, Jackson og Marvin. Instagram @kristoffersakurai.

MIN FØRSTE KULTUROPLEVELSE står lyslevende i min erindring. Jeg var blot fire år gammel, da jeg oplevede Peter Schaufuss danse i Cirkusbygningen — dengang en af verdens største balletstjerner. Forestillingen var ikke kun en opvisning i teknisk mesterskab, men også en fortælling om, hvad det vil sige at være mandlig balletdanser. Det var mit første møde med scenekunsten, bevægelsens magi og den verden, der siden skulle blive min egen.

HVIS JEG IKKE LAVEDE DET, JEG LAVER I DAG, ville jeg højst sandsynligt arbejde med interiør og indretning — og gerne sammen med min mand, Jack. Jeg elsker at dykke ned og researche, finde de helt særlige items, der skaber stemning og nørde detaljer, der gør en forskel. For mig er indretning ikke bare at placere møbler i et rum, det er en kunstnerisk proces, hvor teksturer, former og lys spiller sammen for at skabe en følelse. Uanset om det er et hjem, til et photoshoot, en kampagne eller en bog, handler det altid om at iscenesætte en oplevelse, der føles både intuitiv og gennemtænkt.

DER ER MANGE GADGETS, DER ER SVÆRE AT LEVE UDEN – men måske endnu sundere at undvære. Vi lever i en tid, hvor telefoner og computere er blevet uundgåelige redskaber i vores hverdag, vores arbejde, vores virke. Og alligevel kan jeg ikke lade være med at drømme mig tilbage til en tid, hvor det var den menneskelige relation, nærværet, der var det vigtigste. Teknologi forbinder os, men den skaber også afstand. Hvis jeg kunne vælge, ville min uundværlige “gadget” være noget langt mere analogt — en håndskreven note, en bog eller en samtale uden skærme imellem.

I DEN SIDSTE SMS, JEG SENDTE, STOD DER, JEG ELSKER DIG! — selvfølgelig i caps lock — og den var til min mand.

DEN BEDSTE GAVE JEG FOR NYLIG HAR GIVET, VAR et fotoværk af Jeannette Ehlers til min mand. Jeannette Ehlers er en anerkendt dansk-caribisk kunstner, født i 1973, der arbejder eksperimentelt med fotografi, video, installationer, skulptur og performance. Hendes kunstneriske praksis fokuserer på identitet, repræsentation og historieskrivning, især i relation til Danmarks kolonihistorie og dens eftervirkninger. Ved at vælge et værk af Jeannette Ehlers ønskede jeg at give min mand en gave, der ikke blot er æstetisk smuk, men også indholdsmæssigt betydningsfuld. Det afspejler min dybe respekt og empati for de historiske realiteter, hendes kunst belyser, og min forståelse for vigtigheden af at anerkende og reflektere over historien.

INSPIRATION FINDER JEG MANGE STEDER. Jeg kan finde den i en følelse, i en bog, i et kunstværk, eller når jeg besøger en udstilling. Jeg kan finde den i dans – både ballet, moderne dans og opera – i film, både de gamle og de nye. Men den største kilde til inspiration for mig kommer fra de børn og unge, jeg underviser på Tivoli Balletskole. Deres energi, deres gåpåmod og deres friske syn på verden er noget, jeg bliver dybt inspireret af. De har en unik måde at se på livet, og jeg tror, vi alle kan finde stor inspiration i at lytte til og forstå, hvordan de ser på verden og den fremtid, de ønsker at skabe.

MIT FORBILLEDE ER IKKE ÉN PERSON, men flere, der har haft stor indflydelse på, hvordan jeg ser verden. En af dem er Henning Kronstam, som var balletmester for Den Kongelige Ballet og balletskoleleder for Den Kongelige Teaters Balletskole. Han udstrålede en utrolig empati og venlighed, samtidig med at hans professionalisme var i en klasse for sig. Han var kunstner med stort K og havde en sjælden evne til at formidle ballettens kunst på en både empatisk og inspirerende måde. Derudover har min tidligere coach ved balletten, Ingrid Glindemann, som desværre er gået bort, også været et enormt forbillede for mig. Som enlig mor og balletpædagog havde hun en helt unik sans for mennesket, og det er netop det, der gør en stor pædagog – uanset om det handler om ballet eller ej. En stor pædagog er en, der virkelig ser mennesket, de arbejder med.

EN EGENSKAB, JEG SÆTTER STOR PRIS PÅ, er kindness. Den varme, venlighed og empati, der ligger i at møde andre mennesker med åbenhed og forståelse, er noget, der betyder utroligt meget for mig. Det er den stille, men stærke kraft, der binder os sammen og skaber relationer, der virkelig rører ved noget dybt i os.

MIN LIVRET ER SIMPELTHEN KAVIAR, helt kliché , men ikke bare kaviar, den skal serveres med en god klat 38% creme fraiche og et helt lyst stykke toastbrød, der er ristet til perfektion. Og selvfølgelig skal det skylles ned med et glas rigtig god champagne.

I MIT KØLESKAB ER DER ALTID grøntsager – og helst masser af dem! Som vegetar har jeg en ekstremt stor appetit på alle typer grøntsager, men især de grønne. Jeg elsker at eksperimentere med dem og lave alt fra friske salater til alle mulige retter. Madlavning er en af mine store glæder, og grøntsager er helt klart hjertet i mit køkken.

EN AF MINE YNDLINGSRESTAURANTER er Restaurant Tokyo på Vesterbrogade, Danmarks ældste japanske restaurant, der åbnede tilbage i 1960’erne. Den er stadig ejet af den samme ejer, en af min fars gamle venner, og jeg elsker alt ved den – maden, stemningen, det gamle interiør. Der er en helt særlig sjæl over stedet, og så laver han simpelthen fantastisk mad.

SKØNHEDSPRODUKTET, JEG VENDER TILBAGE TIL IGEN OG IGEN, er Dermalogicas fugtighedscreme. Fugt er nøglen til alt!

PÅ MIN ØNSKELISTE STÅR Loro Pianas Spagna-jakke i kashmir. Jeg elsker snittet, kvaliteten, det tidløse look – der er en renhed over den, som gør den helt perfekt. En dag håber jeg, den finder vej til mit klædeskab.

MIN PERSONLIGE STIL HAR ALTID VÆRET rodfæstet i en klassicistisk forkærlighed – en enkelhed, der rummer både kvalitet og modernitet. Jeg elsker tøj. Jeg elsker gode materialer, det vil sige materialer, der føles rigtig, falder smukt og ældes med ynde. Et godt snit. En præcision i proportioner. Noget, der er skabt med intention. Min stil har ændret sig gennem årene. Da jeg arbejdede i modebranchen, særligt som chefindkøber i Illum, var den mere i bevægelse – formet af sæsoner og kollektioner. Men altid med en rød tråd af tidløshed. Jeg er draget af ting, der kunne være skabt i dag eller for 20 år siden og stadig føles relevante. Det gælder ikke kun tøj, men alt omkring mig – kunst, møbler, objekter. Jeg kan godt lide, når noget har en historie. Ikke nødvendigvis en, der råber, men en, man kan mærke. En følelse, en stemning, en dybde. Det er dét, der gør noget interessant for mig.

MIT BEDSTE TØJKØB NOGENSINDE er svær at fremhæve, fordi min stil altid har været præget af tid, inspiration og kontekst. Men et køb, der stadig står klart, er et par skindbukser fra Balmain, da Christophe Decarnin stod i spidsen for huset. De var indbegrebet af den skødesløse rock’n’roll-energi, han mestrede, kombineret med et håndværk, der var helt fænomenalt. Hvis jeg skal nævne noget nyere, må det være min cashmere cardigan/jakke fra Alanui. Orange med et smukt mønster, casual, men struktureret – og lige perfekt året rundt.

JEG ER EN AF DE FÅ TILBAGE, der insisterer på fysiske kreditkort – så min pung er altid i min taske. En rigtig pung, ikke bare et kort-etui, men en, der kan rumme kort, sedler, kvitteringer og alt det dér, man aldrig helt ved, hvorfor man gemmer.

DEN BEDSTE DUFT I VERDEN er uden tvivl Brunello Cucinellis parfume – ren, men med en diskret krydret varme, der skaber den perfekte balance. Jeg bruger aldrig parfume direkte på huden, kun på tøjet. Jeg elsker også Hermès’ ’Basilic Pourpre’, som har en friskhed, der føles let, men sofistikeret. Og så er der ’Mandarine Basilic’ fra Guerlain – kommercielt set en kvindeduft, men for mig er den universel. Kønsneutral på den mest ubesværede måde.

DEN SENESTE TING JEG HAR KØBT, SOM JEG ELSKER, er mine små håndlavede lertøjsfade fra den japanske butik Ogata i Paris. De har den fineste, næsten transparente sarte lilla farve – så underspillede, men alligevel fulde af karakter. De balancerer det perfekte og det uperfekte på en måde, der føles meget genkendelig for mig. Og så er de bare praktiske. Perfekte til oliven, nødder eller hvad end, der lige skal på bordet. Smukke i al deres stilhed.

BYEN, JEG IKKE KAN VENTE PÅ AT KOMME TILBAGE TIL, er Firenze. Renæssancens fødeby. At gå gennem Firenzes gader sent om aftenen, når byen falder lidt til ro, og mærke historiens vingesus: Medicinernes storhed, kunstens kraft, arkitekturen, der stadig står som et vidnesbyrd om en tid, hvor skønhed og håndværk var en livsfilosofi. Jeg har altid elsket renæssancen – en genfødsel. af klassicismen, en dyrkelse af proportioner og balance. Og så ligger en af mine yndlingsrestauranter, som jeg simpelthen ikke kan huske navnet på, i Firenze, en lille perle hvor de serverer en fuldstændig fantastisk ravioli med fyld af pære og ricotta i en smørsalvie- sauce. Den alene er en rejse værd.

FAVORITRUMMET I MIT HUS, er mit lillebitte køkken, som alligevel er stort nok til at skabe julemiddage for 12-14 personer, lange frokoster og hverdagsmåltider, der samler mennesker. Et rum, der lever – et sted, hvor dufte, smage og samtaler smelter sammen. Jeg elsker mit køkken.

HVIS MIT HUS BRÆNDTE, VILLE JEG REDDE mine to hunde, Jackson og Marvin, og selvfølgelig min elskede mand, Jack.

DEN BEDSTE SOUVENIR, JEG HAR BRAGT HJEM, er helt klart min Magic Whisk, som jeg købte i Antwerpen. Ikke noget fancy, ikke noget spektakulært – bare den perfekte lille pisker til mindre ting. Og ærligt talt, den gør livet lidt nemmere i køkkenet.

DEN BEDSTE BOG JEG HAR LÆST, og som jeg stadig vender tilbage til, er ’Begrav Mit Hjerte Ved Wounded Knee’ af Dee Brown. Jeg har læst den mindst 50 gange. Bogen fortæller historien om native americans og deres næsten totale udryddelse under den europæiske kolonisering. Den dykker dybt ned i deres kultur, traditioner, spiritualitet og syn på livet, og giver et meget rørende og kritisk billede af deres historie. Jeg har altid haft en meget stor interesse for deres samfund og historie, især Lakotastammen, og denne bog rammer mig dybt hver gang.

EN KUNSTNER, JEG VILLE ØNSKE HANG PÅ MIN VÆG, ville uden tvivl være Elmgreen & Dragset. Jeg er særligt fascineret af deres fotografiske værk Ganymedes (Jockstrap) fra 2021. Jeg elsker, hvordan det kombinerer humor og provokation med en dyb kunstnerisk æstetik.

EN KUNSTNER, JEG ALLEREDE HAR ET VÆRK AF, OG SOM JEG ELSKER, er Hiroshi Sugimotos seascapes. Der er en dyb sårbarhed og en stille styrke i de værker. Sugimoto har fotograferet havet på en måde, hvor man næsten kan mærke den uendelige tomhed og ømhed, der ligger i landskabet. Hans arbejde er ikke kun et portræt af naturen, men også af menneskets forhold til tid og eksistens. Jeg er fascineret af, hvordan han fanger en følelse af det store, det evige – en stille ro, som samtidig føles skrøbelig. Jeg elsker simpelthen den dybde, han formår at indfange.

PÅ REPEAT HØRER JEG These Creatures af Jean-Michel Jarre og Julia Holter. Jeg elsker det nummer. Det har en magisk kvalitet, som både er atmosfærisk og dyb, og jeg kan ikke få nok af det. Kombinationen af Jarres elektroniske lydbilleder og Holters vokal skaber en følelse af både drømme og længsel, som jeg synes er helt unik. Det er en af de numre, jeg kan lytte til igen og igen, og stadig finde nye lag.

DER ER FLERE FILM, JEG KAN SE IGEN OG IGEN, men hvis jeg skal vælge to, vil det være Orlando med Tilda Swinton og Le Roi Danse, en fransk film instrueret af Gérard Corbiau i 2000. I Orlando udforsker Tilda Swinton en tidløs rejse gennem århundreder og skildrer en karakter, hvis køn ikke er fastlåst, hvilket giver en dybdegående refleksion over identitet og samfundets opfattelser. Den film føles både moderne og æstetisk smuk og rummer en tidløs kvalitet, der stadig er utrolig relevant i dag. I Le Roi Danse portrætterer Louis XIV’s (spillet af Benoît Magimel) passion for dans og hans indflydelse på udviklingen af ballet. Filmen fremhæver hans komplekse forhold til komponisten Jean-Baptiste Lully, og hvordan denne relation var med til at forme den kulturelle scene i det 17. århundredes Frankrig. Med sine overdådige kostumer og indsigtsfulde skildring af historiske figurer tilbyder filmen en fascinerende indsigt i en æra, hvor kunst og magt smeltede sammen.

HVIS JEG KUNNE LAVE ÉN FORANDRING I VERDEN, ville det være, at folk kunne møde hinanden med mere forståelse og medfølelse. Jeg tror, vi kunne lære noget af buddhistiske tanker om venlighed og menneskelighed, og det kunne virkelig gøre en forskel. Forestil dig en verden, hvor vi stopper med at dømme på forhånd og i stedet møder hinanden med åbenhed og respekt. Det handler ikke om at være perfekt, men om at skabe et fællesskab, hvor vi ser forbi forskellene og forsøger at forstå hinanden bedre. At være venlig er en enkel ting, men den kan ændre meget – både for andre og for os selv.

DER ER MANGE SMÅ TING, DER GØR MIG GLAD. Når solen skinner blødt ind gennem mit soveværelsesvindue, eller når fuglene synger på en stille sommeraften. Jeg elsker nyfalden sne og den beroligende lyd af min hund Jackson, der snorker, når han tager en lur. For mig er det ofte de enkle, stille øjeblikke i hverdagen, der fylder mig med glæde.

JEG BLIVER SJÆLDENT RIGTIG VRED, men noget, der virkelig kan frustrere mig, er, når vi ikke prøver at se det større billede eller forstå hinanden. Uvidenhed og ignorante holdninger kan gøre mig vred, især når mennesker bliver behandlet dårligt. Racisme er noget, der virkelig kan røre mig, og det gør mig utrolig vred, når mennesker bliver diskrimineret eller ikke bliver set for dem, de er. Det handler om at prøve at forstå hinanden og behandle hinanden med respekt.

MIN FAVORITFARVE er helt klart gul – men ikke hvilken som helst gul, det skal være den lyseste, sarteste gul. Det sjove er, at da jeg voksede op, kunne jeg nærmest ikke udstå gul! Jeg husker, min første kuffert var gul, og min mor gav mig en gul mikrobølgeovn, som jeg slet ikke kunne holde ud. Men mærkeligt nok er den farve blevet en af mine yndlings.

JEG KOMMER ALTID TIL AT GRINE, når min mand Jack og min gode veninde Jean danser sammen. Ikke, fordi de danser sjovt – det er bare så sødt at se dem i deres egen lille verden. Begge er tvillinger i stjernetegn, og måske er det noget med den energi, de deler, men det får mig altid til at smile. Det er en af de små ting, der bare gør mig glad.

SOM KUNSTNERISK LEDER AF Tivoli Ballet Skole har jeg fornøjelsen af at samarbejde med Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade om implementeringen af The Body Project. Det her evidensbaserede program blev oprindeligt udviklet ved Stanford University og sigter mod at fremme en sund kropsopfattelse blandt unge kvinder. Gennem en række mundtlige, skriftlige og adfærdsmæssige øvelser engagerer deltagerne sig i refleksion over urealistiske skønhedsidealer og arbejder hen imod en mere positiv selvopfattelse. The Body Project har vist sig at være effektivt i at reducere risikofaktorer for spiseforstyrrelser og fremme en sundere mental tilgang til kroppen.

I LØBET AF DET NÆSTE ÅR VIL JEG fortsat bestræbe mig på at udvikle mig både professionelt og privat, med fokus på at finde den rette balance i livet. Jeg glæder mig til at fortsætte den smukke rejse, jeg er på, og vokse både som leder og som menneske.

Læs ogå

Identitet

Nikolaj Lie Kaas: “Alle, der er ved at skide i bukserne over, hvilken vej de skal vælge, skal klappe hesten, for det skal nok gå”

Et nyt sandwichsted er i byen – og selvom grundlæggerne elsker Helges Ost, har de lavet en nyfortolkning af sandwichen

Hvorfor startede I Etta?

Etta begyndte faktisk som et hobbyprojekt mellem os fire venner. Det hele startede med jagten på det perfekte brød til en sandwich – ikke for fedtet, ikke for tungt, men sprødt, blødt og tyndt. Efter omkring et års tid sad opskriften lige i skabet.

Vi elsker alle en god sanner, og derfor besluttede vi os for at udvikle den bedste sandwich ud fra vores egen smag og tilgang. Den synes vi, vi har ramt nu – og den oplevelse vil vi gerne dele med andre.

Kan du fortælle om konceptet?

Etta er en schiacciata bar. Schiacciata er navnet på det brød, vores sandwich bliver lavet i; et toskansk fladbrød med rødder i det rustikke, italienske landkøkken. Navnet betyder “det, der bliver trykket” – og det er præcis, hvad man gør: Dejen trykkes flad med fingrene, dryppes generøst med olivenolie og drysses med flagesalt.

Resultatet? Et gyldent, let, sprødt brød med blød, luftig krumme og små oliegyldne fordybninger, fyldt med smag. Tænk: mindre fed end focaccia men mindst lige så uimodståelig.

Vi har fem sandwich på kortet – og fordi mange har svært ved at udtale schiacciata, kalder vi dem bare #1, #2, #3, #4 og #5. To af dem er vegetariske, og tre er med kød. Vi bruger meget få men virkelig gode råvarer, og alt er selvfølgelig hjemmelavet. Vi mener selv, det er italiensk simplicitet, når det er bedst.

Hvorfor lige sandwich?

Fordi vi alle fire er fuldstændig tossede med sandwich. Der er simpelthen ikke noget så lækkert som en god sandwich – uanset om det er til frokost eller aftensmad.

Hvordan skiller I jer ud fra andre steder i København?

Hos Etta handler det om kvalitet frem for kvantitet – og om nærvær, både i smagen og i stemningen. Vi nørder smag frem for pynt, og maden må gerne være rustik, bare den smager fantastisk.

Vi har selv bygget og indrettet hele stedet med fokus på et minimalistisk udtryk med stål, beige nuancer, træ og teksturer frem for farver. Det skaber en ro i rummet, som giver plads til menneskerne og energien, de bringer med sig. Selvom æstetikken er stram, er stemningen det modsatte – åben, varm og inviterende. Vi tror på, at man godt kan skabe noget visuelt helstøbt, uden at det bliver højtideligt.

”Etta har allerede over 4.000 følgere på Instagram, og vi har fået forespørgsler til både barnedåb og sommerfester – selvom vi ikke har solgt en eneste sandwich endnu. Det ser rigtig lovende ud, og vi glæder os helt vildt til åbningen”

Laura Schrøder

Helges Ost-sandwich er jo blevet virkelig populær. Er sandwich den nye madtrend?

Vi elsker Helges – og har altid gjort det! Men nej, sandwich er ikke en ny trend. Det er en klassiker, som altid vil være på mode – måske bare i forskellige forklædninger. Og Etta er vores bud på en ny fortolkning af en evigt elsket spise.

Etta åbner lørdag den 21. juni kl. 12 indtil udsolgt på adressen Ny Adelgade 6.

Læs ogå

Mad og drikke

Her er de bedste italienske restauranter i København

Guide til Washington D.C.: Historiske seværdigheder, et museum for modeentusiaster og masser af god mad

Det første syn

Selv det første syn, du møder, når du kommer til Washington D.C. med tog, er pompøst. For dårligt er du steget af toget på Union Station, før synet af en af verdens mest ikoniske bygninger imponerer, United States Capitol eller kongresbygningen – og du fornemmer straks, at du befinder dig i magtens centrum. I det hele taget er der ikke sparet på imponerende bygninger, enorme monumenter og imposante memorials i Washington D.C. Ja, selv de hjemløse bor i ensrettede farvekoordinerede telte.

Det skal du opleve

Som sagt er udvalget af museer, memorials og bygningsværker enormt, men hvis du skal vælge, så snyd ikke dig selv for Lincoln Memorial, Capitol Hill, National Museum of American History, National Archives Museum og en tur på Arlington National Cemetery. Det lyder måske af meget, men du kan med fordel booke en tur, der kommer forbi flere af stederne. Washington D.C.-guiderne er superprofessionelle, personlige og generøse med deres enorme viden. Tjek GetYourGuide og lignende apps.

Lincoln Memorial, fordi USA’s 16. præsident, Abraham Lincoln, er en del af fundamentet for det frie USA med ophævelse af slaveriet (hvis du skulle have glemt det) – og fordi den gigantiske marmorskulptur, som man har set på TV i mange sammenhænge, er bjergtagende og så detaljerig, at du ikke kan fjerne øjnene fra ham.

Capitol Hill er et must. Bygningen er imponerende nok i sig selv, men er også værd at se indefra, selvom man kun ser en brøkdel. Men snyd ikke dig selv for ‘byens midte’, som Washington D.C. er bygget omkring. Selve midten er en efterhånden slidt og nedsunket sten, som man i dag kun må se på, ej røre. De ‘historiefortællende’ statuer, som findes rundtom i hele kongressen – to fra hver stat – giver en unik indsigt i USA’s historie med alle fra de to præsidenter George Washington og Ronald Reagan til Apollo 13-astronauten John L. ‘Jack’ Swigert jr. og Standing Bear repræsenteret. Det uundgåelige spørgsmål er dog: Hvor er kvinderne? Rosa Parks og Amelia Earhart er nogle af de få. På den anden side af vejen finder du det imponerende Harry Potterske kongresbibliotek. Synet af salen er vidunderligt.

National Museum of American History er gigantisk – og du kan nærmest bruge dage der. Men højdepunktet for modeentusiaster er naturligvis præsidentfruernes indsættelseskjoler. En sjov detalje er det matchende mundbund til Jill Bidens i 2020.

Den originale uafhængighedserklæring er selvfølgelig et must – og som mange andre museer i byen er National Archives Museum, hvor dén sammen med forfatningen og rettighedsfortegnelsen findes, gratis at besøge. Det samme er National Portrait Gallery, hvor bl.a. America’s Presidents findes – en række unikke og personligt iscenesatte malerier af hver af de 46 amerikanske præsidenter.

Arlington National Cemetery er ganske enkelt og måske lidt ironisk ‘breathtaking’, men du skal afsætte minimum tre timer, hvis du skal nå bare nogenlunde rundt. Men besøg det for John F. Kennedy og fru Jackies grav, vagtskiftet ved den ukendte soldat og det betagende syn af snorlige, hvide gravsten, så langt øjet rækker.

Her skal du bo

Byens centrum har et stort udbud af hoteller, inkl. de store, velkendte hotelkæder som Marriott, Ritz-Carlton og Four Seasons, men den charmerende bydel Georgetown er en personlig favorit. Området summer af leben og god smag. Fra cool restauranter, chikke caféer og æstetisk shopping. Hotelkæden Rosewood ligger da også lige i hjertet ved Georgetowns C&O Canal, og hotellet sørger for en særlig intim følelse med sine 49 værelser og suiter og seks rækkehuse, der alle har en snert art deco-indretning tilsat små, luksuriøse detaljer som ‘gratis’ alkoholfrie drikkevarer i minibaren og lækre Diptyque-toiletartikler i de store marmorbadeværelser. Kronen på værket er tagterrassen med udkig over hele byen inkl. havet, en delikat barmenu og ikke mindst den opvarmede infinitypool. Hotellet er ikke i den billige ende, men det er pengene værd.

Sådan transporterer du dig selv

Der går naturligvis fly direkte fra Kastrup til Washington, men kombinér evt. turen med N.Y., og tag Amtrak-toget fra Penn Station, og nyd arkitekturen og det skiftende landskab, når du kører gennem byer som Philadelphia og Baltimore.

Her skal du spise

Der er mange lækre spisesteder i Washington D.C., så med 48 timer i byen kan det være svært at vælge, men snyd ikke dig selv for en middag på den cool indrettede Amparo Fondita, der serverer mexicansk, der ikke bare tager sig smukt ud, men som også smager skønt. Start med ceviche traditional – citrusmarineret caribisk klumpfisk med salsa og avocado – og vælg blandt stedets udvalg af sorte minitortillaer med alt fra fisk til kød eller i vegetarudgaven. Spørg efter et bord tæt ved køkkenet – der er en vidunderlig stemning.

Craver du traditionel amerikansk morgenmad, er Founding Farmers et must. Der ligger flere forskellige, men gå efter den mest charmerende af dem i Georgetowns Washington Harbour ved bredden af Potomacfloden. Morgenmadsmenuen byder bl.a. på vafler og pandekager i alle varianter, æg i lange baner og diverse yoghurter.

Spis frokost på det autentiske spiseri Ellé i den nordvestlige del af byen (ikke langt fra zoo, hvis du skulle få hang til dyrebesøg). Der er delikate salater, velsmagende grillede sandwich og supper på menuen. Slut måltidet af med en lille dessert: gedeostekage med honning eller måske stedets rosmarin-timian-latte med et hint af appelsin.

Fiola Mare ligger helt skønt i samme lille havn som Founding Farmers, men med udsigt den anden vej over floden. Stedet er stort, men viber på den helt rigtige måde og er et sandt seafood-mekka. Kortet lokker med alt fra kaviar, østers og det helt store ‘seafood tower’ til Fiola Mares version af hummerravioli. Uhm.

For moderne amerikansk cuisine: Gå til Annabelle. For kendisspotting og italienske lækkerier: Cafe Milano. Og for frokost midt i shoppingområdet CityCenterDC, hvor Chanel, Louis Vuitton, Gucci og Dior holder til: Prøv Centrolina, hvor det kvindelige personale serverer dine italienske favoritter.

Læs ogå

Rejser

Guide til det sydlige Portugal: Naturvinsparadis, friskfanget seafood, smuk keramik og surfer-vibes

Den nostalgiske sandaltrend, vi ikke længere kan overse, er sæsonens mest overraskende

Denne artikel kan indeholde sponsorerede links.

Bedst som vi troede, at kampen om at få badesandalerne anerkendt som en anstændig del af gadebilledet for alvor var et overstået kapitel, lader alt til, at vi denne sommer må tage endnu en lignende kamp op.

Personligt har jeg for længst taget Havaianas-trenden til mig, og selvom det var overraskende, da de år tilbage begyndte at spankulere rundt i gadebilledet, gik det ret hurtigt for mig at komme med på den – og derfor spår jeg også, at der ikke kan gå mange uger, før jeg kommer til at finde mig selv i et par jelly-sandaler.

Hvis jelly-sandaler ikke lige siger dig noget, kan dette scenarie måske vække et nostalgisk minde i dig – måske mere bestemt, hvis du også havde din barn- og ungdom i 90’erne:

Tænk tilbage på din barndom. Du befinder dig på stranden, måske iført en fin lille badedragt med skørt, og retter straks blikket mod bølgen blå. Lige indtil din mor siger, at du skal huske dine gummisandaler, når du skal i vandet. Yes, det er netop disse sko. De gemmensigtige, gummisandaler, som du måske havde i lyserød, i helt neutral eller i en udgave med lidt glimmer.

Som vi kender det med flere trends, er det ikke nødvendigvis ved første øjekast, at vi falder pladask med på den, og da The Row præsenterede et par jelly-sandaler i deres Summer 2024-kollektion, skal jeg ærgelig indrømme, at jeg aldrig havde troet, det skulle blive en “it-sko”. Men here we are. Godt et år senere drømmer jeg lidt om at sætte fødderne i de selvsamme sko.

Da vi i sin tid tog et overblik over sommerens skotrends, var det altså heller ikke jelly-sandalerne, der var bedst repræsenteret på hverken de danske eller internationale runways, men som foråret og sommeren er ankommet, har streetstylen og ikke mindst de store high street brands bevist, at satsningen på jelly-sandalerne alligevel var større end som så.

For mens clogs, sko og sandaler med snørrer og særligt mellem-tæerne-sandalerne var et gennemgående sko-tema i SS25-kollektionerne, kan vi altså ikke længere komme udenom de praktiske, jelly-sandaler sandaler, som blandt andet var at spore, da Lacoste og Chloé sidste sommer kunne præsentere denne sommerens SS25-kollektioner.

Med jelly-sandalernes formål som en strandsko, er sandalerne nærmest som skabt for den danske sommer. For med sit vandresistente gummimateriale kan diverse byger og regnvejrsdage nemlig bare komme an, og samtidig er de perfekt luftige til når temperaturerne alligevel sniger sig op over de 15 grader.

Style dem eksempelvis med et par løse jeans og en hvid T-shirt for et afslappet hverdagslook, og tilsæt eventuelt en blazer over når klokken ringer fyraftenstid, og du skal mødes med vennerne, eller lad dem få mere opmærksomhed med en nederdel, hvor sandalerne for alvor kommer til syne.

Selvom The Rows udgave fra sidste år var et godt (og pung-udtømmende) bud, må vi i år kigge andre steder hen – men det er der heldigvis også rig mulighed for.

Udgaverne kommer i alt fra slip ins til fisherman-sandalerne og videre til den ballerina-lignende form, og herunder har vi udvalgt en række, som vi gerne selv ville forkæle vores strand-parate fødder med.

Læs ogå

Mode

Skomærket, du nok ikke kender, laver nogle af sæsonens smukkeste ballerinaer

Kom med til PR-ansvarlig hos Helle Mardahl Sophie Rud og Gustav Harttungs sommer-frokostbryllup i barndomshjemmet

Hvordan mødte I hinanden?

Gustav sov i en køjeseng over mig i et sommerhus i Tisvilde hos en fælles ven i 2017. I løbet af ugen fandt vi ud af, at det var hyggeligst at sove i samme køje.

Hvor foregik jeres bryllup?

Vi blev gift i Jylland, hvor Gustav er opvokset. Vielsen foregik i den kirke, hvor Gustav er både døbt og konfirmeret – og faktisk også af selvsamme præst. Frokosten og festen blev holdt i Gustavs barndomshjem, så der var virkelig “full circle-vibes”, som Gustav også sagde i sin tale.

Hvilken slags fest drømte I om?

Det har hele tiden været planen at holde en stor fest, hvor folk bare skulle hygge sig. Noget af dét, vi talte mest om, var, at det skulle være sjovt på en afslappet måde, og så var Gustav meget opsat på, at der skulle være smæk på dansegulvet.

Vi har været heldige at gå til en del bryllupper de sidste par år, så vi kunne cherry-picke det bedste fra dem alle sammen. Det blev derfor et frokostbryllup i et telt med langborde i haven, og sidste mand forlod dansegulvet 5.30 – mere kunne vi ikke have ønsket os.

Hvad var tankerne bag omgivelserne?

Vi havde leget et virkelig flot mastetelt, hvor hele arrangementet foregik. Det er meget pænt i sig selv, så det var virkelig begrænset, hvad vi gjorde med pynten. Det handlede egentlig bare om, at det skulle være afslappet, hyggeligt og ikke for dekorativt. Vi ville også gerne have mad, som smagte godt, og som folk blev mætte af, så menuen var meget lige til. Vi fik ørred til forret, hjemmeskudt dåvildt til hovedret og gode, danske oste og rød grød med is til dessert.

Hvem har lavet din kjole? Hvilke tanker gjorde du dig om den?

Jeg har lavet den i samarbejde med skrædder Ane Rønne. Det tog lang tid, og også meget længere tid end jeg havde forventet, men til sidst fandt Ane og jeg en stil, som vi besluttede os for at gå med.

Det var en langærmet ‘jakke’ med knapper hele vejen ned og med en lang nederdel under. Ideen var, at jeg kunne knappe ‘jakken’ helt ned og have bare ben under, hvis det blev varmt. Omvendt kunne jeg tage jakken af og bare have den skræddersyede nederdel på. Det endte med det sidste, så jeg havde faktisk to outfits i ét. ‘Jakken’ har jeg tænkt mig at få syet kortere, så den forhåbentlig kan bruges igen i fremtiden ud over et par bukser eller som en kjole.

Har I selv stået for planlægningen?

Ja men med masser af hjælp fra familie og venner. Vi er så taknemmelige for, at de ville tage tid ud af deres kalendre for at hjælpe os – det var virkelig rørende.

Havde I nogle sjove traditioner, som skulle følges?

Ja og nej. Vi elskede at gøre de klassiske ting som at stille os op på vores stole, når folk klingede på glassene og tallerkenerne, og vi sov ikke sammen aftenen før brylluppet. Gustav stod også for min brudebuket. Det var virkelig vildt, at det nu var os, som skulle alle de ting, vi har været vant til at se andre gøre til deres bryllup. Derudover var det ret lige ud ad landevejen. Ingen af vores familier har egne traditioner – andet end at vi godt kan lide at feste.

Hvordan har I givet brylluppet et personligt touch?

Det hele føltes superpersonligt. Gæsterne, omgivelserne og detaljerne var alle nogle, vi selv havde valgt. Og talerne var sjove og korte. Så det er egentlig vores bud på den bedste fest nogensinde. At vi stod for det hele selv – fra blomster til borddækning til parkeringsskilte – gjorde også, at det føltes meget personligt. Jeg havde selv skrevet alle bordkortene, og Gustavs far og hans kone holdt receptionen i deres hus. Vi er meget tilfredse med, hvordan det hele endte.

Hvilket øjeblik fra dagen sidder allerbedst I jer her efter?

Da vi fik øjenkontakt første gang i kirken. Det var simpelthen så stort. Jeg husker også tydeligt, da vi var ved at forlade festen tidligt om morgenen, og vi stod og kiggede på alle vores venner danse i teltet. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst var så glad. Og det er jeg stadig.

Læs ogå

Mode

Kom med til stylist Marie Heyman og Filip Lüttichaus sensommerbryllup på Lolland

Guide til Sydtyrol: Dolomitterne, schnitzler, termiske spaområder og historiske bygninger

Bjergkæden Dolomitterne i de sydlige alper byder på storslået natur, der giver lyst til at sætte farten ned og se langt. Vinranker så langt øjet rækker og egnens stolthed; æbleplantager fylder landskabet.

I den lille by Lana ligger hotellet Schwarzschmied. Et af den slags steder hvor man nemt kan bruge et par dage uden overhovedet at bevæge sig udenfor. Wellness-hotellet Schwarzschmied er smukt og lyst indrettet med naturlige materialer fra skove og bjergene, der omringer hotellet. Her er pool med udsigt til bjerge, wellness-behandlinger, yogatimer og et stort telt i baghaven til børn med daglige aktiviter. Schwarzschmied har også et stort indendørs spaområde med pool, sauna, dampbad og en stor lounge med udsigt til haven, hvor snak er forbudt og fordybelse tilskyndet.

I restauranten serveres lokale retter tilberedt med friske grøntsager og urter fra egne køkkenhave, der ligger ved nabohuset Villa Arnica, som også fungerer som eksklusivt hotel – eller kan lejes som hel villa til festlige anledninger.

Skulle man alligevel få lyst til luftforandring kan man gå ned i byen Lana, som har hyggelige caféer og isbutikker.

I Lana kan du spise på 1477 Reichhalter, der både serverer morgenmad, frokost og aftensmad ved langborde og har samme gode vibe, som når man bliver inviteret til middag hos gode venner. Restauranten er rustikt, men minimalistisk indrettet og har også en lille overdækket terrasse, så du kan nyde lokal vin i skyggen. Menuen byder på grønne og lokale retter, der tydeligt bærer præg af mikset mellem Østrig og Italien. 1477 Reichhalter fungerer også som lille boutique hotel og har værelser i samme pæne stil.

Sydtyrols “hovedstad” Bolzano er et vidunderligt miks af Italien og Østrig. I en lille park midt i byen ligger hotellet Mondschein. En historisk gammel bygning, der har fungeret som hotel siden 1300-tallet. I starten af 1900-tallet blev hotellet indrettet efter kunstretningen Belle Epoque, og det originale interiør fremstår nu i et vidunderligt miks med det nyere og fuldkommen istandsatte. Renoveringen er smukt implementeret med det originale interiør med store brede gange og højloftede værelser. Hotellets have er en del af den offentlige park, og hotellets Bar Luna summer af liv om aftenen, hvor der både er open air-biograf og intime koncerter.

Ved hotellets fotovenlige grønne pool har Monocle åbnet en lille kiosk og bar, hvor man kan købe alt fra drinks og frokost, til magasiner og bøger eller nyt badetøj.

Ved torvet i Bolzano kan man spise is og senere prøve en af de lokale sydtyrolske schnitzler på Vögele eller Franziskanerstuben. Det er kitch på den fede måde.

Fra Bolzano går gondolbanen op i bjergene, hvor der er vandreruter til alle alders- og konditionsgrupper. Turen med gondol er en oplevelse i sig selv. Fra toppen kan du igen vælge mellem vandreruter til et hvert temperament og form. Er du frisk, kan du vandre til Rittner Horn, hvor du har den fulde udsigt over Dolomitterne. Efterfølgende kan du få traditionel æblekage og kaffe på Parkhotel Holzner eller besøge en af de mange offentlige pools i området til endnu en dukkert, inden turen igen går ned langs bjerget.

I nabobyen Merano kan du gå den smukke tur langs Tappeiner Promenade og slutte af med at drikke kaffe ved Café Darling ved byens torv. Monocles designbutik i byen er også et besøg værd.

I Merano ligger også Terme di Merano et stort termisk spaområde med alt fra spabehandlinger, sauna og over 25 forskellige inden-og udendørs pools.

Mellem bjergene finder du store søer, som lokale bruger som naturlige pools. Kalterer See er en af de største i områder. Der er både en stor offentlig park, hvor du gratis kan bade og slænge dig, eller du kan købe dig adgang til en liggestol og servering af kolde drikke i en af de små klubber langs vandet. Én ting er sikkert, du har aldrig før badet med så smuk en udsigt.

Læs ogå

Rejser

Den oversete storby: Rejseguide til Marseille, der emmer af god mad og azurblåt hav med klipper

4 danske brands, du skal kende lige nu (men som du måske ikke allerede gør)

Bellaura

Dette forår lancerede Andreas og Laura Bundgaard Hintze brandet Bellauras første kollektion. Bellaura er inspireret af de rene linjer i dansk design, sydeuropæisk æstetik og naturens rå, uforfinede skønhed. Den inspiration danner fundamentet for brandets smukke designs, der spænder fra kjoler til badetøj. Besøg universet på Værnedamsvej 4A på Frederiksberg.

Følg med her.

Anne-mi

Anne-mis designfilosofi trækker på både vintagereferencer fra teksturer og mønstre, en moderne skandinavisk retning og de rene linjer fra koreansk minimalisme. Baseret på naturlige tekstiler som økologisk bomuld, hør og uld, producerer brandet årligt to kollektioner bestående af tøj i en let oversized pasform samt en lille boligkollektion, der glider let ind i hverdagen og udvikler sig med sæsonerne.

Følg med her.

Gabi Gamél

Gabi Gamél, grundlagt i 2022 af Gabriella Hye de Pasqualin Gamél, arbejder primært med deadstock- og upcyclede materialer, hvilket sikrer, at alle styles er unikke og produceres i begrænsede mængder. Startskuddet på brandet opstod, da Gabriella Gamél syede en top, hun skulle have på til en fest, og da hun delte den på sin Instagram, var opbakningen tydelig.

Læs mere her.

Alis

Det ikoniske skaterbrand, der blev grundlagt i 1996, genopstod med et modeshow (stylet af den danske influencer Pernille Teisbæk) under AW25-modeugen i København i januar i år. Denne gang med en ny ejerkreds bestående af folkene bag Rains, Philip Lotko og Daniel Brix Hesselager, ny chefdesigner i Tobias Birk Nielsen og store ambitioner. Kollektionen bar tydelige præg af det Alis, mange af os husker, med markante referencer til 90’erne og 00’erne. Besøg brandets butik på Amagertorv 14B i København og oplev det nye Alis.

Læs mere her.

Læs ogå

Mode

Redaktionschef Nikita Hoffmann: Det har jeg i min sommer-makeuppung

Cathrine Raben Davidsen om hjemmet i Kartoffelrækkerne: “Jeg er jo billedkunstner og elsker farver. Jeg tror ikke, vi har noget gråt eller sort herhjemme. Farver gør os glade”

Her bor

Billedkunstner Cathrine Raben Davidsen med sin mand, Jens, der er øjenlæge, og datteren Ingrid. Cathrine er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og har før det studeret på kunstakademier i Italien og Holland. Hun har udstillet bredt i Danmark og udlandet, heriblandt også skabt omfattende kommissioner, og hendes arbejde er repræsenteret i adskillige museumssamlinger og institutioner. Hun er hædret med talrige priser og legater, og i 2015 blev hun udnævnt til ridder af Dannebrog af Hendes Majestæt Dronning Margrethe. Familien bor i Kartoffelrækkerne i et byhus på 145 m² i Østervoldkvarteret i København, som består af 480 huse, som oprindeligt var bygget til arbejdere mellem 1873 og 1889.

Som helt unge gik Cathrine Raben Davidsen og hendes mand, Jens, ofte tur ved Søerne og i Kartoffelrækkerne og drømte om at komme til at bo netop her. Cathrine er født og opvokset i Indre By, så det var vigtigt for hende stadig at føle, at de boede i byen, mens en lille have og den unikke landsbystemning i området tiltalte dem meget.

“Vi har boet i vores hus i Kartoffelrækkerne i næsten 20 år. Det har været et fantastisk sted for vores to børn at vokse op. Det er som at bo i en lille landsby, hvor alle kender hinanden, og det føles meget trygt. Ofte opstår der spontane middage på gaden eller fredagshygge, og det hele er meget uforpligtende. Hvis man ikke lige orker mange mennesker, går man bare ind og lukker sin dør,” fortæller Cathrine.

Efter at have set på et par huse i Rækkerne føltes netop huset her som det perfekte for dem.

“Det er den allerførste række, der blev bygget. Vi har Bordings Friskole i baghaven, så ulig de andre rækker, som ligger meget tæt, er her masser af lys og afstand til de andre bygninger, så faktisk ingen kan kigge ind i baghaven,” siger Cathrine.

Huset trængte mildt sagt til fornyelse, da parret overtog det, og de lavede om på stort set alt. Pengene var små, så med hjælp fra familie og venner blev huset renoveret ved primært egen kraft. Kælderen blev desuden gravet ud til fuld højde, og der blev lagt ølandssten og etableret varme i gulvet. Siden er der lavet nyt bad og for et par år siden også nyt køkken.

Det er ikke svært at se, at det er en familie med kreativt blod i årerne, der her har slået rødder i Rækkerne. Overalt mødes øjet af smukke farvesammensætninger, fund fra rejser, kalejdoskopiske tekstiler og kunst af parrets venner og værker skabt af Cathrine selv.

“Vi falder nok ikke ind under en særlig stil, og det er heller ikke noget, vi forsøger at ramme. Vi har få, men gode ting og masser af organiske former og farver. Vi har en masse af min egen keramik, lamper, krukker og små sideborde, som vi ofte skifter ud,” siger Cathrine.

Også både andre danske og udenlandske kunstneres værker pryder fladerne.

“Stort set alle de værker, vi har, er af kunstnere, vi kender personligt, og så er jeg jo så heldig, at jeg ofte kan bytte med mine egne værker. Mit yndlingsværk er min 50-års fødselsdagsgave fra min mand: et litografi af den amerikanske kunstner Kiki Smith. Derudover har vi værker af blandt andre Mamma Andersson, Klara Kristalova, Jockum Nordström, David Shrigley, David Noonan, min mentor Claire Gavronsky, Gertrud Hals, Alexander Tovborg, Astrid Kruse Jensen, Ebbe Stub, Nikoline Liv Andersen og Tal R,” fortæller Cathrine.

Personlighed er vigtigt, siger hun.

“Og fordi vi jo ikke har så meget plads, er vi nødt til at overveje nøje, hvad vi bringer ind her. Alting skal have en funktion, om muligt.”

Farver er definerende for indretningen, og selvom der er mange nuancer, føles det hverken overvældende eller for meget, men, præcis som i Cathrines kunst, nøje doseret.

“Jeg er jo billedkunstner og elsker farver. Jeg tror ikke, vi har noget, der er gråt eller sort herhjemme. Farver gør os glade.”

Farverne er suppleret af ikoniske, klassiske møbler ofte i mørkt træ, som skaber en elegant sammensætning mod de mættede toner.

“Finn Juhl er en favorit hjemme hos os – bl.a. vores spisebord, ‘Judasbordet’ med nedfældede plaketter i sølv, ‘Poetsofaen’ og sofabordet ‘Sommerfuglen’. Vi er også glade for vores Verner Panton-stole, møbler af Rune Bruun Johansen samt vintagemøbler, som vi har fået ombetrukket,” siger Cathrine.

For hende er det allervigtigste i hjemmet, at det føles hyggeligt og indbydende. Og hun tvivler ikke, når hun svarer på, hvornår hun føler sig mest hjemme:

“Når alle i vores familie er samlet her, og vi spiser en god middag, eller når vi har venner på besøg.”

Læs ogå

Bolig

Interiørdesigneren inviterer indenfor: “Jeg elsker hårde arkitektoniske linjer og materialer med en god omgang nostalgi og gammeldags ting”

Nina Rask: “Den fortælling, jeg er vokset op med som queerperson, er, at for at komme helskindet igennem er det bedste at vende den anden kind til. Altid”

Blå bog

Nina Rask. Født i 1998 på Østerbro i København. Er skuespiller, satiriker, podcastvært og kendt fra DR’s Talenthold. Har bl.a. lavet komedieserien ‘Too Sune’ og TV-serien ‘Hvilket køn er du?’ og medvirket i TV-serierne ‘Dark Horse’ og ‘Carmen Curlers’, filmen ‘Nattevagten’, teaterforestillingerne ‘Min mor siger’ og ‘Grubleren’ og soloshowet ‘Nina er sjov’, der spillede for fulde huse på Det Kongelige Teater i 2023 og bliver genopført på Nørrebro Teater i foråret 2025. I den forbindelse skriver teateret om forestillingen: “På scenen flyder queer-personaen Nina imellem køn, grupper og sociale forpligtelser og leger ansvarsløst med kassetænkende historiefortællinger.”

“Jeg har helt klart dyrket at være the quirky one. Det er nok også der, hvor alt det her comedy er kommet fra. Det her med at være den, der kan sige noget overraskende eller have et lidt skævt take på tingene”

FRA EN TIDLIG alder opsnappede jeg, at der var nogle ting ved mig, som en del mennesker kan have det lidt specielt med. Ting, som for mig selv var meget intuitive. Måder, jeg gerne ville bruge min krop på, og hvordan jeg gerne ville gå klædt og interagere. En atypisk pige, om man vil. Og et barn med et kæmpe temperament. Jeg tror, det er en af grundene til, at jeg i dag er ret god til at fremstille mig selv på en bestemt måde. Der er visse karaktertræk, som jeg har eksperimenteret med igennem hele mit liv, og som jeg er god til at bruge, når jeg møder folk. Som kan give et indtryk af, at jeg er på en bestemt måde. Jeg tror helt sikkert, at det kommer af, at jeg tidligt på et underbevidst plan tænkte “Nu går jeg all in på at finde det, der trækker min værdi op” – som et forsøg på at blive valgt til på trods af de ting, der trak mig ned i andres øjne, eller det, jeg i nogle tilfælde antog ville trække mig ned.

Jeg har helt klart dyrket at være the quirky one. Det er nok også der, hvor alt det her comedy er kommet fra. Det her med at være den, der kan sige noget overraskende eller have et lidt skævt take på tingene. I mange år øvede jeg mig hele tiden i at kunne bringe overraskelsen ind, så folk tænkte: “Wow, her er en person, der virkelig kan mix things up!”

Det er en måde, jeg godt kan lide at bevæge mig på i verden, men det er jo også et røgslør, jeg kastede ud over de ting, som jeg ikke var så interesseret i, at folk fokuserede på ved mig. Og samtidig var det selvfølgelig en måde lynhurtigt at skabe værdi på i andres øjne: Jeg kan være en, der kommer ind i dit liv og vender tingene på hovedet og siger skøre ting, du ikke har lagt mærke til eller tænkt på før nu.

NÅR MAN HAR gjort alt det her i så mange år, så bliver man god til at imitere. Jeg oplever ikke mig selv som en people pleaser, som giver slip på mig selv og skifter personlighed eller snakker folk efter munden, men jeg kan helt klart godt være en kamæleon på den måde, at jeg lynhurtigt prøver at aflæse nogle ting ved folk, som er i nogenlunde overensstemmelse med mig selv, som jeg kan fokusere på for at skabe kontakt.

Det er formentlig også derfor, at jeg blev skuespiller, for der ligger noget flair for skuespil i at lave menneskelæsning hele tiden. Man vænner sig til at have en masse forskellige hatte med sig, som man kan tage af og på afhængigt af situationen. Jeg er sådan set glad og taknemmelig for at kunne det, da det gør, at jeg kan bevæge mig mange steder og samtidig beskytte mine skrøbeligste steder. Udfordringen er bare at lære at tage det af sammen med dem, som jeg gerne vil have helt tæt på. Men det er jo også en dualitet, en splittelse, som gør mig til den, jeg er.

“Første gang jeg tænkte, at der måske var noget ved skuespillet, som var mere end bare en copingmekanisme i dagligdagen eller en fritidsinteresse efter skole, var til den anden casting, jeg nogensinde mødte op til”

Første gang jeg tænkte, at der måske var noget ved skuespillet, som var mere end bare en copingmekanisme i dagligdagen eller en fritidsinteresse efter skole, var til den anden casting, jeg nogensinde mødte op til. Det var til Super16-kortfilmen ‘Emmafilmemma’, og jeg mødte frem uden at ane noget som helst om at gå til casting. Og jeg fattede heller ikke, hvordan man spiller skuespil på dén måde. Men jeg tænkte: “Nu kaster jeg mig bare ud i det. Nu gør jeg bare noget.” Jeg skød ligesom ud i mørket, og på mirakuløs vis ramte jeg noget, som var i overensstemmelse med karakteren.

Det var faktisk en ret noieren rolle. Det handlede om en provinspige, som kedede sig sindssygt meget, så hun endte med at lave sådan noget happy slapping, hvor man overfalder fremmede folk og filmer det. Her kunne jeg bruge den der evne til intensitet og det med at turde kigge folk i øjnene i lang tid og holde en suspense. Jeg prøvede at gå med det til castingen, og jeg kan huske, at instruktøren og casteren var sådan: “Wow, det er fedt!” Og jeg fik også rollen.

Bagefter tænkte jeg: “Okay, jeg kan faktisk noget, som har værdi for andre end mig selv.” I lang tid herefter havde jeg dog stadig ingen fornemmelse af, om det var godt eller ej, hvad jeg lavede, når jeg stod på scenen. Jeg prøvede bare at imitere og tænkte “Går den, så går den”. Der gik længe, før jeg lærte selv at tage stilling til, hvad jeg spiller, og lytte til den indre stemme. Altså, mærker jeg det overhovedet? Forstår jeg, hvad der foregår?

I DAG ER det på en eller anden måde lykkedes mig at ende i ‘multikunstnerkategorien’. Jeg har fået lov til at lave alle mulige forskellige ting, satire og autofiktionelle teaterprojekter, og det er megafedt, at jeg kan flere ting end bare skuespil, men samtidig føler jeg mig langtfra færdig med at lære, hvordan man gør dét. Jeg har helt klart lyst til at eksperimentere med at skærpe mit fokus og investere i at blive virkelig god til bestemte ting.

Det var overordnet set en stor udfordring for mig at lave William-rollen i ‘Sauna’. Her spiller jeg en transmand, der forelsker sig i en jævnaldrende fyr ved navn Johan. Enkelte ting var nemme ved at lave rollen. Magnus (Juhl Andersen, red.) og jeg har en naturligt god spilkemi. Jeg tror også, det er derfor, at vi blev sat sammen. Det føles naturligt for os at spille forelskede, og det samme med at være fysisk tætte. Men derudover syntes jeg, at det var overraskende svært. Jeg satte mig fra starten for, at jeg ville have, at William-karakteren var anderledes end min private person.

Vi havde nogle workshops med casteren, hvor vi – især jeg – fik hjælp til, hvordan man stykker en karakter sammen og finder nogle egenskaber og karaktertræk frem, som man kan holde sig til, så man har en idé om rollen som en flerdimensionel person, som er adskilt fra en selv, i stedet for netop at falde tilbage på altid at plukke de ting fra sig selv.

Nu kommer det til at lyde meget skuespilagtigt, så hold fast: Når jeg clasher med min karakter, så kan det være svært at finde ud af, om det skyldes, at jeg ikke er enig i hans valg, om jeg bare ikke forstår, hvorfor han gør det, eller om det er, fordi jeg ikke er god nok til at spille det. Skal jeg så trække det mere hen mod noget, som jeg selv synes giver mening, eller har jeg bare ikke forståelse nok for, hvorfor han gør det? Det kan være svært at navigere i, og det syntes jeg var svært med William, fordi han gjorde nogle ting, som jeg ikke personligt forstod, og som jeg aldrig selv ville gøre.

Nogle af de ting, jeg slog mig mest på, var de interaktioner, Johan og William har med hinanden, som handler om forskellige transtemaer. De clasher bl.a., fordi William oplever, at Johan ikke forstår nogle ting ved Williams verden, og Williams måde at håndtere det på er meget sådan “Jeg har det på den her måde, så det bliver sådan her!”. Jeg syntes, at han kunne være rigtig hård og kompromisløs, og sådan er jeg overhovedet ikke selv, slet ikke i romantiske relationer. Nogle gange, når jeg læste scenerne, tænkte jeg: “Nej nej nej, William, det kan du ikke sige til en person, du dater – især ikke en cisperson. Du bliver nødt til at holde ham mere i hånden og være mere brobyggende.”

“Jeg tror, at mange udefra ser queermiljøet som en meget homogen gruppe. Men som det altid viser sig, når man bliver klogere på et bestemt miljø, består det selvfølgelig af en masse forskellige mindre grupper, der ikke altid er i harmoni med hinanden”

Men der er William anderledes end mig. Han er lige ud af posen. Det var svært at spille, ja nogle gange var det svært bare at få ordene ud af min mund. Jeg er helt sikkert blevet konfronteret med, hvor konfliktsky eller kompromissøgende jeg faktisk selv kan være i min egen interageren rundtom i verden. Så selvom William nogle gange siger nogle outrageous ting i mine ører, synes jeg faktisk, at det har været inspirerende at skulle tvinge mig selv til at sige nogle af de ord.

EN AF MINE yndlingsting ved filmen er det intersektionelle lag med, at de hver især føler sig fremmedgjort i hinanden, og at de begge to føler sig udsatte i den andens verden. Det er jo bare superinteressant. Også fordi jeg tror, at mange udefra ser queermiljøet som en meget homogen gruppe. Men som det altid viser sig, når man bliver klogere på et bestemt miljø, består det selvfølgelig af en masse forskellige mindre grupper, der ikke altid er i harmoni med hinanden.

Min karakter, William, har helt klart nogle blind spots, i forhold til hvor stærkt et bagland han har, både med de ressourcer, han har fra sin families side, og med den base, han har i sit queermiljø i København. Der er mange områder, hvor han står ret sikkert i forhold til Johan, men det eneste, William kan se, er, at han er en transmand i Johans cismandsverden.

Jeg er ret begejstret for, at filmen også tør vise den elitære side af queermiljøet. Jeg kan helt klart selv have tendens til at ende i den kategori, men når man har været i et bestemt miljø i noget tid, kan der nemt gå flokdyr og vanetænkning i den, og så kan man glemme, hvordan man selv var i starten, eller hvad man selv tænkte for måske bare et år siden.

Samtidig har jeg også stor omsorg for det, for jeg oplever, at det elitære, lidt lukkede ved queermiljøet først og fremmest kommer af et ønske om at beskytte sig selv. Man er enormt obs på, hvem der kommer ind i miljøet, fordi mange queerpersoner har rigtig mange traumer og har brændt nallerne så mange gange før. Så lukker man sig nok lidt, fordi man faktisk ikke har så meget rum eller overskud til, at der bliver trådt alt for meget ved siden af. Det kommer ikke af et ønske om ikke at ville involvere sig i andre, lære nye mennesker at kende eller lukke folk ind. Det kommer simpelthen bare af udbrændthed, fordi de fleste har oplevet så sindssygt mange skøre, ubehagelige ting i årenes løb.

FØRSTE GANG JEG så ‘Sauna’ på det store lærred, var til Sundance Film Festival i Utah, hvor den havde verdenspremiere. Selvom jeg selvfølgelig kendte Sundance af navn, vidste jeg ikke særlig meget om festivalen, og det var faktisk ret grineren at stifte bekendtskab med den. Det er jo en big deal, men det er virkelig ikke en særlig glamourøs festival. Jeg var på Berlinalen med ‘Sex’, og jeg har også været på Canneseries med ‘Dark Horse’, så jeg har oplevet nogle af de der A-festivaler, som er meget glam-agtige og rød løber og alt sådan noget. Den der klassiske idé, man har om fancy filmfestivaler. Sådan var Sundance bare overhovedet ikke, men på en ret fed måde, for der var sådan en meget nørdet stemning. Det er hovedsageligt indiefilm, og folk er supertjekkede, men der er slet ikke glam-vibe. Vores premiere foregik på et bibliotek, og bagefter skulle vi ind i ‘presserummet’ for at få taget fotos, hvilket bare var et rum bag slikbutikken.

“Jeg havde ikke sådan en oplevelse af at være i Trump-land. Men det var jeg jo. Og da jeg sad i salen, mens filmen rullede, var det lidt overvældende”

Det var første gang, jeg så filmen med andre. Jeg syntes, at det var rigtig dejligt at se den med et publikum og opleve den igennem deres øjne. Jeg havde en følelse af, at der var en meget fokuseret stemning under filmen. Samtidig er det jo en meget eksplicit film, intimmæssigt, og det havde jeg egentlig ikke tænkt så meget over før fremvisningen. I hvert fald ikke på en måde, hvor jeg havde gået og været vildt nervøs over det. Men da vi sad der til premieren, kunne jeg godt mærke, at det ramte mig. Det var lidt voldsomt at sidde dér, i dét land, på dét tidspunkt og lægge krop til det, der gør de sexscener radikale. For hvis jeg ikke var en del af de sexscener, ville det jo ikke være en lige så radikal film. Scenerne ville stadig være eksplicitte, men det er der jo masser af sexscener, der er. Det, som gør dem vilde, er, at de to hovedkarakterer har transsex, at det er eksplicitte sexscener med en transmand, som min karakter er, at jeg er den anden part i de sexscener.

Da jeg sad i salen, lige før filmen skulle i gang, kunne jeg godt mærke, at “okay, det er også lidt vildt det her”. Det var i slutningen af januar. Det var lige efter Trumps indsættelse. Det var ikke noget, man mærkede helt vildt meget på selve festivalen, for der var rigtig mange, der ikke var amerikanere, og man var i et festivalkosmos, så jeg havde ikke sådan en oplevelse af at være i Trump-land. Men det var jeg jo. Og da jeg sad i salen, mens filmen rullede, var det lidt overvældende.

“Lige nu og her, hvor vi sidder og taler om det på den her måde, mærker jeg en sorg, på en helt barneagtig måde, over, at mit lille liv kan opleves radikalt og kompliceret”

JEG KUNNE GODT sige en masse intellektuelle ting om, hvorfor det er vigtigt med sådan nogle scener, og hvad det betyder for mig at være med til at repræsentere det, men lige nu og her, hvor vi sidder og taler om det på den her måde, mærker jeg en sorg, på en helt barneagtig måde, over, at mit lille liv kan opleves radikalt og kompliceret.

Det gør jeg faktisk.

Lige nu har filmen stadig ikke været ude at møde et rigtigt publikum. Den er ikke blevet mødt af danskerne endnu. Derfor ved jeg heller ikke, hvad jeg skal forvente. På sådan et intellektuelt plan kan jeg godt forestille mig, hvad der måtte komme af reaktioner, men i min verden, og i min omgangskreds, så er den her film jo overhovedet ikke radikal. Jeg vil nærmest sige, at den er lidt vanilla. Det er ikke en radikal historie – det bliver den først i øjnene på det bredere samfund. Der vil være mange folk, der aldrig har set noget som det her, og så kan det pludselig blive a big deal.

Det er superabstrakt for mig at tænke på, hvilket aftryk den vil komme til at sætte, for det er supersvært at have fingeren på pulsen hele tiden: Hvor er folk henne med de her ting? Det går stærkt, og samtidig gør det ikke. Hvad mener folk egentlig? Jeg synes, det er vildt svært at fornemme.

“Det må have krævet is i maven at træffe de bedste kunstneriske beslutninger”

Filmen kommer helt sikkert til at få et kernepublikum, uanset om den får masser af marketing eller ej, men det er svært at forestille sig, hvordan den kommer til at klare sig mere bredt. Den lægger jo ikke ligefrem op til at skulle være en kæmpe biografbasker — der er langt til ‘Jagtsæson 2’, som hiver 300.000 billetter hjem. Det er virkelig en anden genre, og oveni er den niche i nogle af sine temaer, så det bliver spændende at se, hvor den lander.

Jeg synes, at holdet bag har taget nogle modige valg med filmen. Jeg tror også, at det er derfor, at den har fået lov til at komme på nogle større festivaler, fordi den er … anderledes. Det er ikke, fordi den gør noget, der aldrig er blevet gjort før, men den er sådan underfortalt og dokuagtig og insisterer på det hele vejen igennem. Den giver meget lidt information til den, der ser den. Jeg syntes selv, at det var ret udfordrende og provokerende, de to første gange jeg så den, men jeg synes også, at det er meget fedt, at den ikke føles som en crowdpleaserfilm. Det synes jeg er modigt med en film, som i forvejen er nichet. Det må have krævet is i maven at træffe de bedste kunstneriske beslutninger.

FILMEN ER BASERET på en roman af samme navn af Mads Ananda Lodahl. Jeg har kendt til hans forfatterskab i mange år. Da jeg flyttede for nylig og ryddede op i mine ting, faldt jeg tilfældigvis over bogen ‘Queer jihad’. Den er fra 2013, og det var den første af hans bøger, jeg læste. Det er en samling af alle mulige queerting fra 1990’erne og 2000’erne – plakater, flyers, fotografier, graffiti, T-shirts, tryk, tegninger, avisudklip, alt muligt. Det er en supersmadret og punket bog på alle mulige måder, som består af tusind små tekster, som man kan bladre rundt i. Der er intellektuelle tekster, men også en masse poesi og løse tanker. Jeg bladrede selv tilfældigt op i bogen og fandt en side med ordene: “Min kærlighed er ikke falsk og ond. Min kærlighed er sand og smuk, og den er værd at forsvare. Jeg lover mig selv et værdigt liv. Det skylder jeg mig selv.”

Jeg tror, at jeg læste den første gang, da jeg var 18 eller 19 år, og det blev samtidig mit første møde med Mads som forfatter. Det var en meget stor oplevelse for mig at læse den bog, for det var et svært tidspunkt i mit liv, hvor jeg døjede med en masse usikkerhed forbundet med min krop og mit køn, men den satte gang i helt vildt mange ting for mig. Det var sådan en følelse af, at jeg på et intellektuelt, kropsligt og følelsesmæssigt plan forstod, at det ikke behøvede at være mit lod i livet at skulle finde mig i alt muligt, bare fordi jeg er den, jeg er. For sådan havde jeg nok altid tænkt – på et underbevidst plan – men her var pludselig nogen, der helt konkret fortalte mig, at der er rigtig meget, som jeg ikke behøver at finde mig i. Bogen fortalte mig: “Du må faktisk gerne forsvare dig, og du må faktisk også gerne slå igen.” Det var altså vildt at få at vide sort på hvidt.

“Man skal ikke kun se sig selv igennem andres øjne, som en genstand, men huske på, at man er et væsen med agens”

Den fortælling, jeg i meget høj grad er vokset op med som queerperson, er, at for at komme så helskindet igennem som overhovedet muligt er det bedste at vende den anden kind til. Altid. Det skal man også nogle gange gøre for at beskytte sig selv. Man skal langtfra tage alle kampe, men det betød helt klart noget for mig at forstå, at det også har sin berettigelse at forsvare sig selv, sit værd og sin følelse af værdighed. Man skal ikke kun se sig selv igennem andres øjne, som en genstand, men huske på, at man er et væsen med agens. Det var meget stort for mig at erkende, og jeg kan stadig huske følelsen af at bladre i bogen og tænke: “Wow, okay, shit! Det her giver jo så skidemeget mening!”

SIDEN DA HAR jeg læst flere af Mads’ værker. Han sprang senere ud som skønlitterær forfatter, bl.a. med ‘Sauna’, og da jeg hørte, at den skulle filmatiseres, blev jeg meget nysgerrig på, hvad det var for noget. Det er egentlig ikke det af hans værker, som jeg har det næreste forhold til, men jeg føler helt generelt en meget tæt tilknytning til Mads som menneske og forfatter, og da jeg hørte, at den skulle laves til en film, gjorde jeg mig straks en masse tanker om William-karakteren, og hvordan jeg forestillede mig ham.

På et tidspunkt mødte jeg så instruktøren Mathias Broe, der fortalte, at det var ham, der skulle lave den. Så sagde jeg, at den ville jeg gerne til casting på, og han kunne fortælle mig, at jeg allerede stod på en liste. Så kørte det ligesom derfra. I lang tid efter min casting hørte jeg faktisk ikke noget, men så ringede han endelig og sagde: “Vi gør det!”

“Det føles meget full circle-agtigt at kunne være med i den første filmatisering af en af hans bøger, når man tænker på, hvordan det hele startede for mig – på mit teenageværelse hjemme hos min mor med hans bog under puden”

Flere af os fra holdet går efterhånden langt tilbage. Nicolai Lok Hansen, som har filmet ‘Sauna’, filmede også den allerførste spillefilm, jeg var med i som 17-årig, en afgangsfilm på Filmskolen. Han filmede også ‘Sex’, som jeg lavede i 2020, som var den første rigtige TV-serie, jeg var med i. Og nu den her. Han har nærmest filmet samtlige sexscener, jeg har lavet i min karriere, så ham har jeg det meget storebroragtigt med – ha ha!

Jeg ved også, at Mads Ananda Lodahl har set filmen, men jeg har faktisk ikke fået snakket med ham om den. Når jeg har set ham, har der været alle mulige andre ting, jeg har villet snakke med ham om, for han er et meget skønt, særligt menneske. Det føles meget full circle-agtigt at kunne være med i den første filmatisering af en af hans bøger, når man tænker på, hvordan det hele startede for mig – på mit teenageværelse hjemme hos min mor med hans bog under puden.

‘Sauna’

I filmen ‘Sauna’ spiller Nina Rask den ene af de to hovedroller som transpersonen William, der forelsker sig i Johan spillet af Magnus Juhl Andersen. Det er første gang i dansk filmhistorie, at en hovedrolle i en queerfilm spilles af en transperson. Filmen, der har premiere i Danmark den 25. april, er instrueret af Mathias Broe og baseret på Mads Ananda Lodahls roman af samme navn. I ‘Sauna’ arbejder Johan i Adonis, “Københavns eneste bøssesauna”, og er i færd med at udforske sin seksualitet efter for nylig at være flyttet til hovedstaden, da han møder William, der har befundet sig i det københavnske queermiljø i flere år. De to forelsker sig i hinanden, men de kommer også til at slås med forskelligartede forventninger og opfattelser af køn og identitet, både i de lukkede queermiljøer og fra det brede samfunds side. Filmen fik verdenspremiere på Sundance Film Festival i USA i januar 2025, hvor den var en af færre end 100 film, der var blevet udvalgt til det officielle program

Foto Kavian Borhani
Styling Kristian Hindø-Lings
Hår og makeup Anne Staunsager

Læs ogå

Identitet