’Their Time’ er titlen på Zalandos nye kampagne, som adresserer det komplekse tidsforhold, queerpersoner kan opleve. Seksuel orientering, dating og emotionel udvikling – alt dette kan forhindre minoritetspersoner i at leve livet lineært.

I den anledning har vi snakket med tre forskellige personligheder, som har denne erfaring med i bagagen. Dette interview med Peter Gary Tatchell er det andet i rækken ud af tre, der beretter om, hvordan denne verden opleves for henholdsvis en homoseksuel, politisk aktivist i Storbritannien, en sort, afrikanskfødt queer kvinde i Holland og en transkønnet mand i Italien.

Hvad synes du, Pride bidrager med til samfundet?

Pride er en fejring af LGBTQIA+-liv, -fællesskab og-præstationer, men det er også et krav om retfærdighed og lighed. Kun 36 lande tillader ægteskab mellem personer af samme køn, og LGBTQIA+-personer kan stadig blive fængslet eller henrettet i 64 nationer, så der er stadig lang vej igen.

Netflix har lavet dokumentaren ’Hating Peter Thatchell’ (2020), som følger dig fra dine unge år til din kamp for retfærdigheden. Det bliver tydeligt, at det har kostet dig kontroverser og skabt politisk uro. Hvorfor sætter du dit liv på spil for at kæmpe for LGBTQIA+?

Min første kærlighed var til kunst og design, men da jeg indså, at jeg var homoseksuel, og så forfølgelsen af LGBTQIA+-personer i Storbritannien og verden over, fik jeg straks lyst til at hjælpe med at stoppe det. Jeg startede med at føre kampagner på deltid i 1969, da jeg var 17 år, men jeg blev god til at skabe forandring, så de sidste 41 år har det været en fuldtidsbeskæftigelse.

Hvorfor tror du, at du har været offer for så meget had og vold for din sag?

Jeg er blevet voldeligt overfaldet over 300 gange i de sidste fem årtier. Oftest af homofober og højreekstremister. De hader, at jeg er fortaler for LGBTQIA+-rettigheder og det faktum, at jeg er effektiv og opnår resultater, som de er imod.

Hvordan adskiller du dig fra andre fortalere for LGBTQIA+-samfundet?

Stillet over for regeringens, religiøse institutioners, politiets og erhvervslivets kompromisløshed, har jeg brugt taktikkerne ikkevoldelig, direkte handling og civil ulydighed – modelleret efter den amerikanske, sorte borgerrettighedsbevægelse, og det gav positive resultater. Jeg har også argumenteret for, at lighed ikke er nok. Jeg ønsker ikke at være lige i et uretfærdigt, fejlagtigt samfund, der også begrænser heteroseksuelle. Jeg vil ændre på samfundet, ikke tilpasse mig eller indordne mig det.

I de mange, mange år du har kæmpet for LGBTQIA+, hvad har været dit stolteste øjeblik?

Jeg har kæmpet for LGBTQIA+-rettigheder i 55 år. Mit stolteste øjeblik har været at bidrage til at stoppe kriminaliseringen af LGBTQIA-personer i Storbritannien samt at sikre lighed inden for ægteskab. Men jeg er også meget stolt af, at jeg har hjulpet med at vinde asyl til over 300 LGBTQIA-personer, der flygtede fra forfølgelse i lande som Uganda, Pakistan, Rusland og Iran.

Hvorfor har du valgt at indgå partnerskab med netop Zalando om Pride?

Jeg blev imponeret over Zalandos engagement i LGBTQIA+-samfundet og det faktum, at de vil nå ud med Pride-budskaber til deres kunder og følgere. Det er et godt eksempel på et modemærke, der bruger deres indflydelse til noget godt.

Læs ogå

Identitet

Nella Ngingo: “Der var en konfliktfyldt forestilling om, at man ikke kunne være både sort og queer. Som om queerness tilhørte hvide mennesker”

Læs ogå

Identitet

Francesco Cicconetti: “Queer personer er tvunget til at leve tid på en anden måde – i mit tilfælde langsommere”

’Their Time’ er titlen på Zalandos nye kampagne, som adresserer det komplekse tidsforhold, queerpersoner kan opleve. Seksuel orientering, dating og emotionel udvikling – alt dette kan forhindre minoritetspersoner i at leve livet lineært.

I den anledning har vi snakket med tre forskellige personligheder, som har denne erfaring med i bagagen. Dette interview med Nella Ngingo er det første i rækken ud af tre, der beretter om, hvordan denne verden opleves for henholdsvis en homoseksuel, politisk aktivist i Storbritannien, en sort, afrikanskfødt queer kvinde i Holland og en transkønnet mand i Italien.

Hvorfor var det Amsterdam, din familie valgte at tage til?

Holland blev valgt af min mor, da hun, som den første af os, flygtede fra Burundi. Vi havde ikke råd til at flygte hele familien på en gang, så vi andre måtte blive i vores hjemland. Man måtte ikke holde kontakt med dem, der stadig bor der, hvor man er flygtet fra, så vi mistede kontakten til hende. I søgen efter hende landede vi i Holland, og efter at have tilbragt fem år samlet i byen Den Bosch, valgte jeg at flytte til Amsterdam. Amsterdam tilbød et mere sikkert miljø til at udforske min identitet og gav flere muligheder inden for det kreative felt.

Hvornår fandt du ud af, at du var queer?

Jeg begyndte at indse, at jeg var queer i mine teenageår. Det var en gradvis proces af selvopdagelse.

Havde du nogle særlige vanskeligheder med at springe ud som queer som sort kvinde?

At springe ud som queer som sort kvinde havde særlige udfordringer. Der var en konfliktfyldt forestilling om, at man ikke kunne være både sort og queer. Som om queerness tilhørte hvide mennesker. Det gjorde processen ret udfordrende. At min familie fandt ud af det, var også meget svært, og at tage hjem til Burundi som queer kvinde er ekstra udfordrende, da homoseksualitet er ulovlig der.

Hvordan giver dit arbejde som model dig mulighed for at udtrykke din person?

Det at arbejde som model lader mig vise min kreativitet og individualitet. I modeindustrien bliver sorte og queer personer ofte polerede, så de appellerer til massen. Så det er en måde at udfordre stereotyper og vise, at skønhed er mangfoldig og inkluderende.

Hvordan bruger du fotografi til at fortælle historier?

Gennem min fotografi sigter jeg mod at fange autentiske øjeblikke og mangfoldige fortællinger. For eksempel blev en serie, jeg skød i New York, udstillet på Motormond (galleri i Amsterdam, red.), hvor den fremhævede LGBTQIA+-individer og satte gang i vigtige samtaler. At fotografere folk én-til-én tillader mig at vise andre, hvad jeg ser, og ikke nødvendigvis hvad de ser.

Hvad håber du at bidrage med I samfundet og I LGBTQIA+-fællesskabet?

Jeg håber at bidrage ved at sikre at underrepræsenterede grupper bliver set og hørt. Inden for LGBTQIA+-fællesskabet vil jeg skabe rum, hvor mangfoldige stemmer kan blive hørt og værdsat. Hvorfor har du valgt at samarbejde med præcis Zalando om Pride? Jeg har arbejdet med Zalando før, men dette team resonerede specielt hos mig, fordi det er fyldt med mennesker, der enten ligner mig eller deler lignende oplevelser, og som alle kæmper for den samme sag som jeg selv. Det fik samarbejdet til at føles autentisk, meningsfuldt og ægte inkluderende og ikke bare for syns skyld.

Læs ogå

Identitet

Francesco Cicconetti: “Queer personer er tvunget til at leve tid på en anden måde – i mit tilfælde langsommere”

Læs ogå

Identitet

Peter Gary Tatchell: “Jeg er blevet voldeligt overfaldet over 300 gange i de sidste fem årtier. Oftest af homofober og højreekstremister. De hader, at jeg er fortaler for LGBTQIA+-rettigheder”

Et stamsted kan skabe tryghed og faste rutiner I hverdagen, danne ramme om dybsindige samtaler og livsændrende beslutninger. Det kan sågar inspirere til personlig udvikling, men også bare lægge op til festlige aftener med tætte venner. Art director Ruben Hughes deler her sine stamsteder.

Admiralgade 26
På mit andet besøg i København, blev jeg anbefalet at spise på Admiralgade 26. Jeg tog derhen en lørdag morgen og fik deres japanske morgenmad. Jeg husker en overvældende følelse af, at jeg ville elske at bo her en dag. Altså, lige dér omgivet af restaurantens møblement af udvalgte skandinaviske og franske vintagemøbler, og de smukke elementer i den japanske morgenmad; misosuppe, æg, ris og lidt fisk, de havde sågar deres egen avis, føltes det bare som et hjem. Måske endda mit hjem. På det tidspunkt kendte jeg ikke så meget til dansk design, så det var nærmest som at besøge et museum, og det gav mig lyst til at studere og lære mere om nordisk design. Det fik mig også til at kigge indad og tænke over, at jeg gerne ville være en person, som satte pris på netop den type design, mad og vin. Den tilgang til livet, hvor selv de mindste detaljer betyder noget. Det var nærmest som at se ud i fremtiden, se mig selv bo i København og udvikle mig til det menneske, jeg er i dag.

Efter jeg flyttede til København, har jeg været tilbage på Admiralgade 26 mange gange. Det er et sted, jeg bruger, når noget skal fejres. Hvis jeg har landet et nyt job, eller min kæreste og jeg skal værdsætte vores forhold. Jeg har også slået op med en tidligere kæreste og spist der sammen med kollegaer i designbranchen. Det er et sted, som kan fungere til det meste. Og så kommer jeg der for at blive inspireret og minde mig selv om alt det, mit første besøg satte gang i.

V1 Gallery

Jeg har samlet på kunst de seneste otte år, og jeg har længe haft en stor interesse i samtidskunst. For mig er et værks historiefortælling og den måde, det får mig til at føle, når jeg oplever det, endnu vigtigere end dets udseende. V1 Gallery er det galleri i København, jeg besøger oftest. De har skabt et helt særligt samlingspunkt for samtidskunst. Jeg tager til mange af deres åbninger, men kommer også bare forbi og drikker kaffe med min gode ven, som arbejder på galleriet. Vi har den samme dybe kærlighed til kunst, og jeg værdsætter vores samtaler om deres udstillinger og nye kunstnere, jeg skal holde øje med, eller at få en gennemgang af værker fra deres samling. V1 har helt klart også udvidet min smag i kunst og udfordret mig at dykke ned i mere abstrakt, farverig og historiefortællende kunst end de minimalistiske værker, som jeg oprindeligt holdt mig til.

For nylig udstillede de Peter Funchs fotografiske værker, som virkelig påvirkede og inspirerede mig. Den omhandlede amerikansk kultur og særligt New York, hvor jeg er vokset op. Han havde fotograferet mennesker på gaden, som jeg også har gjort mig i. Nogle af fotografierne var taget af mennesker på det samme sted i byen og på samme klokkeslæt, men med 10 års mellemrum. Folk, som var trætte eller fuldt fokuserede på dagens gøremål. Rush hour i New York. En følelse, jeg kender alt til. Det var så interessant at se, hvordan menneskerne gik klædt forskelligt, og på den måde kunne man fornemme en udvikling, men stederne og stemningen virkede helt ens. På den måde har New York ikke udviklet sig, siden jeg forlod byen for syv år siden.

Kastellet
Jeg arbejder som fotograf, med art direction og udvikling af kreative koncepter for både danske og internationale brands, og når jeg skal få gode ideer til nye historiefortællinger, søger jeg ofte mod Kastellet. Det er der, jeg tænker bedst. Kastellet er en kollision mellem natur og storby. Jeg er et bymenneske, jeg voksede op på Manhattan, men på samme tid holder jeg af at have højt til himlen. Det gør det muligt for mig at tænke større tanker. Det er meget bogstaveligt på Kastellet, fordi du går højt oppe på den gamle fæstning. Jeg kan stå der og kigge ud over byen, jeg er omgivet af historie, og hvis jeg vender mig om, har jeg en uendelig udsigt ud over havet. I det øjeblik kan jeg få uventede ideer til et projekt, jeg er gået i stå med, eller jeg kan slippe alle tanker og tømme mit hoved.

Tidligere på året udstillede jeg nogle fotografier og udviklede et fotoundervisningsforløb for Leica, og jeg fik ideen til konceptet under en gåtur med min kæreste. Vi sad på en bænk og nød solnedgangen uden at tale sammen, mens jeg tænkte på, om projektet skulle handle om natur eller arkitektur. Min kæreste tog et billede af mig, mens jeg sad der på bænken, og det fik mig til at indse, at projektet skulle handle om at studere menneskerne i byen.

Österich vin

Jeg har en stor kærlighed til østrigsk vin, både på grund af deres fokus på detaljen, men også fordi det føles moderne og ærligt. Jeg bryder mig ikke om traditionel fransk rødvin, jeg er mere til frugtig og lette vine, hvide og orange. Jeg køber stort set altid vin hos Österich vin, som er et uprætentiøst sted, hvor vinene står stablet oven på kasser, som stod de i baglokalet til den egentlige vinbutik. Når vinene er gemt bag gamle glasmontre, føles det ukomfortabelt for mig. Jeg kan godt lide deres umiddelbare tilgang til at sælge vin.

Når jeg køber vin, er det ikke ud fra om druen skal være tør eller frugtig, eller hvor mange dages skaldkontakt, den har haft, for mig handler det om at få en vin, som passer til den følelse og begivenhed, jeg skal drikke vin til. Alle ved, at sommeraftener i København er bedst, når man efter en dukkert sidder med solen i ansigtet og åbner en flaske iskold vin sammen med nogle gode venner. Og når jeg efterspørger den vin hos Österich vin, så ved de lige, hvad det er for en, jeg skal have.

Læs ogå

Identitet

Milo Kinnock: “Alle mennesker gennemgår en udvikling fra barndom til voksenlivet. Min ser måske anderledes ud end din”