ELLE mødte den danske designer backstage lige efter Cecilie Bahnsens hær af kjoleklædte engle havde takket af, da de onsdag den 7. august 2019 fremviste brandets S/S 2020-kollektion til lyden af (ægte) bølgebrus.
Stjerndesigneren Cecilie Bahnsen har for længst manifesteret sig selv som en af Danmarks ukronede designdronninger, og da hun onsdag den 7. august 2019 viste sin Spring/Summer 2020-kollektion under åbn himmel, sad cremen af den danske modebranche måbende tilbage efter det drømmeagtige show, der tog pusten fra selv den bedste.
Linet op på Refshaleøens spids sad hele den danske modebranche – krydret med internationale influencere og ditto indkøbere fra verdens førende luksuswebshops.
Ingen ville misse Cecilie Bahnsen, og selv efter designeren havde takket af, var det næsten svært for de mange gæster at rejse sig for at komme videre i dagens modeprogram – for hvordan topper man lige den?
ELLE strøg fluks efter klapsalverne backstage, hvor vi mødte en glad og rørt Cecilie Bahnsen, der næsten ikke forstod sine egne øjne:
Først og fremmest stort tillykke med det veloverståede show. Hvilke tanker har du gjort dig omkring S/S 2020-kollektionen?
Tusind tak Det har handlet meget om at finde et kreativt rum og finde stilheden og tiden til at skabe noget nyt, og skubbe det vi allerede har gang i. Det var meget vigtigt for mig, at der var sådan en blød, ’calm’ stemning. Vi har også arbejdet meget med balancen mellem det maskuline og feminine, ved at vi er gået meget tættere på kroppen – vi har fx taljer i kjolerne og bånd, der snører ind. Vi har virkelig arbejdet med både at vise og ikke vise, og hvordan det kan være sensuelt.
Ja, for du viste for første gang et bud på et Cecilie Bahnsen suit?
Ja, det har været en helt anden måde at arbejde på, for vi arbejder jo altid enormt skulpturelt, men det har været noget helt andet at arbejde skulpturelt tæt på kroppen. Det har bestemt været en udfordring og virkelig lærerigt. Jeg har lært en helt anden måde at tænke på, end når jeg normalt draperer på ginen.
Tekstilerne havde også fået en ny dimension. Hvordan har du arbejdet med dem?
Vi designer selv alle vores tekstiler, så vi har været i Como her for nogle måneder siden, hvor vi gik igennem arkiver og fandt nogle stoffer, som vi har videreudviklet på. Et af stofferne er fra en væv, der er 50 år gammel, som vi har sat i gang igen. Det skulle være 3D-agtigt, men ikke i form af blomster som tidligere, men mere på en drømmende og svævende måde lidt ligesom skyer. Og så har vi arbejdet med flere farver end normalt via en blød form for color-blocking.
Du har samtidig med forberedelserne til S/S 2020-showet lavet en capsule kollektion til Net-a-porter sammen med Sophie Bille Brahe. Hvordan var den oplevelse?
Jamen vi har jo gået i skole sammen på Royal Collage of Art i London, så det er noget, vi altid gerne har ville lave sammen. Vi startede på at designe capsule kollektionen i julen, så det føles allerede som længe siden, men det er bare dejligt, at vi nu kan snakke om det, og se at det er blevet til virkelighed. Jeg synes, vores universer passer så fantastisk sammen, og jeg føler mig altid så glad, når jeg har Sophies ting på, så det var bare dejligt at kunne lave noget sammen.
I 2017 vandt du Magasin du Nord Fashion Prize, og lige efter blev du nomineret til den prestigefyldte LVMH Prize. I dag sælges dit tøj hos de største internationale forhandlere. Er der flere drømme at indfri?
Min største drøm er at blive ved. Jeg har nu fået ansatte og folk, som jeg kan dele de her drømme og ambitioner med. Jeg vil gerne blive ved med at kunne overraske mig selv – bare det at jeg kan leve af det her, overrasker mig stadig. Det er også en af grundende til, jeg altid bliver så rørt her efter et show. Det er jo en del af min personlighed, jeg putter derud, og jeg kan stadig ikke helt forstå det. Vi live streamede for første gang, og da jeg så kjolerne der, kunne jeg slet ikke forstå, de var mine. Det så så professionelt ud.
Du har arbejdet for både John Galliano hos Dior og Erdem, inden du selv blev en international succes. Kan du forestille dig, selv at give tilbage i den forstand, at du skal uddanne nye designtalenter på samme måde, som du selv blev det?
Det håber jeg da, jeg gør med nogle af de piger, der er igennem mig. Jeg har en masse at lære fra mig, så det ville da bare være dybt inspirerende at se.
Du kan se hele Cecilie Bahnsens S/S 2020-kollektion i galleriet herunder: