Fra brun til bordeaux og blå: 18 par loafers, som ikke er de klassiske, sorte

Denne artikel kan indeholde sponsorerede links.

1

Bottega Veneta, 8.600 kr.

2

JW Anderson, 4.125 kr.

3

Mango, 799 kr.

4

Billi Bi, 1.499 kr.

5

Miu Miu, 7.400 kr.

6

Anonymous, 2.300 kr.

7

Loewe, 8.950 kr.

8

Mango, 699 kr.

9

The Row, 8.500 kr.

10

& Other Stories, 1.090 kr.

11

Acne Studios, 3.900 kr.

12

Ralph Lauren, 1.899 kr.

13

Saint Laurent, 7.425 kr.

14

Arket, 1.590 kr.

15

Prada, 6.182 kr.

16

Max Mara, 4.774 kr.

17

Massimo Dutti, 950 kr.

18

Common Projects, 5.750 kr.

Læs ogå

20 elegante par støvler med hæl

Leandra Medine Cohen: “Minimalismen er trængt så dybt ind i vores garderober, og dette stykke beklædning er en lavpraktisk måde at give liv til dit look”

Farvede strømpebukser er blevet en stor trend – især det seneste år. Men det kan kræve mod at føle sig godt tilpas med trenden. Var det kærlighed ved første blik for dig, eller skulle du også vænne dig til dem?

Jeg skulle vænne mig til dem. Min generelle regel med trends er, at indtil jeg føler, jeg ikke kan klæde mig på uden at inkorporere trenden, er den måske ikke noget for mig. Men på et tidspunkt inden for de seneste tre år begyndte jeg at føle, som om strømpebukser kunne være omdrejningspunktet i et outfit.

Hvad var tanken bag netop valgt af disse styles?

Da jeg arbejdede med designet, fik jeg idéen om, at strømpebukser kunne være omdrejningspunktet i et outfit – eller det element, der skaber hele looket. Hvilke slags strømpebukser ville fuldstændig kunne forvandle et look? Eller hvilke ville man starte med og så bygge resten af outfittet op omkring? Hvert par er gennemsyret af denne idé om at have stor gennemslagskraft.

Hvorfor tror du, de er blevet trendy igen?

Muligvis fordi minimalismen er trængt så dybt ind i vores garderober, og strømpebukser er en lavpraktisk måde at give liv til dit look.

Kollektionen består af et par strømpebukser i intens rød, to par hvide – henholdsvis med og uden glitter – et par sort-glitrede, og to forskellige par med tiger-print.

Hvorfor ville du gerne lave et samarbejde netop omkring strømpebukser?

Jeg har været fan af Swedish Stockings i lang tid. Der er ikke noget andet mærke, der sætter samme luksuriøse præg på strømpebukser. Deres måde at arbejde med både image, kommunikation og design (farve, materialer, finish) er meget gennemtænkt. Det sætter jeg stor pris på.

Hvordan ville du style en lille sort kjole med strømpebukser?

Jeg ville tage den lille sorte kjole på og tilføje et par overraskende strømpebukser – måske dem med tigerprint fra vores kollektion – og så et par metalliske sandaler for at give et flirtende twist.

Landra Medine Cohen har her stylet en sort kjole med tiger-print-strømpebukserne og en lille sølv-farvet hæl

Har du et godt råd til dem, der gerne vil begynde at bruge farvede eller mønstrede strømpebukser, men som mangler modet?

Ja! Prøv dem under bukser. Style dem med mørkvaskede jeans og et par enkle sandaler med hæl. Det føles mindre grænseoverskridende, når de fungerer mere som strømper. Og efterhånden som du bliver mere tryg ved det, kan du begynde at hæve længden på dit tøj; en midinederdel, bermudashorts og så videre.

Kollektionen er ude 16. oktober 2025 og kan købes hos Swedish Stockings her.

Planet Nusa-founders: “Planet Nusa fremstilles som et glansbillede, hvor det har været strygende nemt for os. Men det har kostet meget. Vi har givet afkald på relationer, der ikke er blevet holdt ved lige, utallige nætter med dårlig søvn og bare vildt meget arbejde”

Blå bog Kristine Esmer

Kristine Esmer, 34 år, medstifter og medejer af Planet Nusa. Født og opvokset i Holbæk. Har tidligere arbejdet for Second Female og SMAC Agency. Bor på Frederiksberg.

Blå bog Mille Skat

Mille Skat Kofoed, 36 år, medstifter og medejer af Planet Nusa. Født og opvokset i Odense, Vejle, København, Qatar og Sydkorea. Uddannet designteknolog fra KEA. Har tidligere arbejdet for Just Female og Resumé. Bor på Frederiksberg sammen med sin mand, Nicklas, og sin søn, Johannes-Emil.

Det er nu

Kristine Esmer og Mille Skat mødte hinanden på det fælles kontor for tøjmærkerne Second Female og Just Female. De var de nye, unge skud, der knoklede til sent om aftenen. Med middagsmad foran computeren lærte de hinanden at kende. Kollegaskabet udviklede sig til et venskab, fordi de på mange punkter spejlede sig i hinanden. De var begge enormt loyale over for det brand, de arbejdede for, og de lagde med glæde de mange ekstra timer. De havde den samme arbejdsmoral. Men de delte også humor. Især når de fleste andre var taget hjem fra kontoret, og når trætheden sneg sig ind i øjenkrogene, havde de det sjovt. Under en modeuge i august i 2018, hvor de havde passet hver sin stand på modemessen, begyndte mæthedstegnene at melde sig. Måske var de alligevel ved at køre træt i at arbejde så hårdt for andre? En aften, lige inden Mille Skat hoppede op på cyklen for at køre hjem, fandt hun sin telefon frem og skrev til Kristine Esmer: “Det er nu.”

Mille: I løbet af ugen skrev vi frem og tilbage om, hvor spændende det ville være at starte vores egen virksomhed. Vi havde ikke talt om det længe, men jeg følte, at vi burde lave noget sammen. Vi var ikke bare gode venner – vi vidste også, at vi kunne arbejde virkelig godt sammen.

Kristine: Mille er den mest visionære af os to. Hun er vildt god til at få idéer. Da jeg fornemmede, at hun mente det alvorligt, var det besluttet: Vi skulle starte et brand sammen.

Mille: Det var, ligesom når man lige er begyndt at date, og man holder øje med telefonen og mærker et lille sug, når skærmen lyser op ved en ny besked. Idéerne begyndte at boble. Vi blev ret hurtigt enige om, at det skulle være et produkt og nok også inden for mode. Det jo var der, vi kom fra.

Kristine: Mens Mille var på ferie på øen Nusa Lembongan, skrev vi frem og tilbage om, hvad vi skulle kalde brandet. Nusa blev spillet på banen. Det syntes vi var flot grafisk, og det kunne udtales på de fleste sprog – vi tænkte internationalt fra starten. Derudover betyder det også ø og hjemsted. Planet kom foran, da vi gerne ville skabe en planet, hvor folk følte sig velkomne.

Kristine: Sport har altid fyldt meget i begge vores liv, og vi begyndte at tale om, at vi savnede et sportsbrand, der passede ind i det liv, vi levede – så vi både kunne have travlt på jobbet og være aktive. Vi kiggede ned ad os selv, når vi trænede, og satte spørgsmålstegn ved, hvorfor vi gik i de store sportsbrands. Vi resonerede ikke rigtig med dem. Jo, det var fine produkter, men ellers havde vi ikke noget forhold til deres værdier. Vi vidste, at hvis man først er passioneret omkring det, man arbejder med, så bliver det nemmere at knokle igennem og klare sig igennem svære perioder. Til sidst var vi slet ikke i tvivl om, at vi skulle lave et sportsbrand. Det føltes rigtig godt i maven, da vi besluttede os. Vi så et hul på markedet, og vi kunne bygge noget op omkring sport og træning, som vi begge elskede.

Mille: Vi gik i gang med at udvikle nogle produkter, som vi selv savnede. Leggings, der rent faktisk sad godt og skar det rigtige sted på maven, og som ikke rullede ned, når man løb. Støttende sports-BH’er, der holder brysterne på plads under træning – det tog os så flere år at skabe en BH, vi er helt tilfredse med. Vi havde det mere komfortabelt i vores eget tøj. Det har altid været udgangspunktet for vores produktudvikling.

Kristine: Vi ville lave et brand, der havde direkte kontakt med kunderne. Det savnede vi også. Derfor har vi altid solgt alle vores produkter selv og aldrig solgt igennem andre butikker. Vi har fra starten fået produceret produkterne i Europa, så de er for dyre til at have en forretningsmodel, hvor et andet led (forhandlere, red.) også skal tjene penge.

Foto: Stefan Wessel

På kanten af afgrunden

Kristine Esmer og Mille Skat allierede sig med nogle mennesker, der kunne hjælpe dem med at oprette en virksomhed. Det anede de intet om. Til gengæld kunne de godt finde ud af at lave budgetter og udvikle produkter, hvilket de gik i gang med, før de stiftede firmaet officielt. Makkerparret brugte et efterår på at blive helt klar på idéen og sige deres respektive jobs op. Planet Nusa blev grundlagt den 13. december 2018. I begyndelsen levede Esmer og Skat på en sten. De lejede den enes lejlighed ud og boede sammen i den andens, spiste havregrød til aftensmad og vendte hver en krone. Den 1. april 2019 gik deres nye website live med de syv første produkter. Efter en måned var de ved at gå konkurs.

Mille: Planet Nusa skulle ikke være et hyggeligt hobbyprojekt. Vi var meget dedikerede. Vi har altid været drevet af god business og store drømme.

Kristine: Det kom bag på os, hvor langsomt det gik i starten. Vi var overbeviste om, at det bare ville rulle fra dag ét. Vores idé var jo god. Og sådan to gamle sælgere, hvorfor skulle vi ikke få solgt 100 leggings næsten dagligt? Da familie og venner havde købt de første produkter, blev der stille. Altså, vi vidste godt, at vi ikke ville tjene millioner fra dag ét – på det punkt havde vi ingen naive forventninger. Vi var klar over, at det ville blive hårdt økonomisk, men vi havde nok regnet med, at salget ville gå lidt bedre i begyndelsen. Det hårde var uvisheden: at vi ikke vidste, hvad der skulle ske.

Mille: Men det var også skidesjovt. At have Post-its hængende på væggen i lejligheden og få lov til at drømme. Vi skød ikke mange penge ind i firmaet. Vi lånte 200.000 i banken hver og tænkte, at hvis vi gik konkurs, kunne vi altid arbejde gælden af i løbet af 10 års tid. Vi havde valgt at leje et kontor inde i Frederiksstaden, fordi det var vigtigt for os at gå på arbejde i ordentlige rammer. Set i bakspejlet var det nok lidt overkill. Det var nogle udgifter, som gjorde, at vi relativt tidligt løb tør for penge.

“En dag i august sad vi nede foran Kihoskh på Sønder Boulevard og overførte alle de penge, vi havde på vores private konti, over til Planet Nusas, hvor der ikke var penge nok til at betale en regning til en leverandør”

Kristine: Igennem min storebror blev vi introduceret for en startupverden i Danmark, som vi slet ikke vidste fandtes. Vi kom med i et acceleratorprogram hos Danske Bank, hvor iværksættere kan få gratis vejledning om, hvordan de sætter gang i deres virksomhed. Vi fik tildelt en mentor, som under mødet kiggede på vores økonomi og sagde til os, at det var nu, vi skulle ud at finde nogle penge, hvis vi skulle overleve. Vi fik sved på panden, men han hjalp os med, hvordan vi kunne lave en investeringsrunde – den eneste, vi nogensinde har haft.

Mille: En dag i august sad vi nede foran Kihoskh på Sønder Boulevard og overførte alle de penge, vi havde på vores private konti, over til Planet Nusas, hvor der ikke var penge nok til at betale en regning til en leverandør. Ikke i sig selv opløftende, men vi vidste, at det var sidste gang, vi skulle gøre det. Vi havde nemlig sikret os penge gennem investeringsrunden. En million ville snart tikke ind på vores konto. Det var et stort øjeblik. Nu var det ikke længere bare os, der stod alene med hele forretningen. Nu var det slut med at smide produkterne i bagagerummet i vores bil og stå og sælge tøjet i kantiner på arbejdspladser landet over. Nu fik vi muligheden for at komme i direkte kontakt med den unge målgruppe, som vi virkelig satsede på. Det gav arbejdsro.

Kristine: Vi brugte de første 10.000 kr. på en flybillet til Thailand. Vi ville derned for at skyde fotos af vores nye kollektion. Det blev virkelig fedt, selvom det bare var med en iPhone på en strand. Det var bl.a. de billeder, som i den efterfølgende periode klarede sig godt på Instagram. Nu havde vi også budget til annoncer på sociale medier, hvilket vi ikke havde haft tidligere, og vi begyndte at ramme langt bredere og få fat i målgruppen.

Mille: Hver gang vi fik en ordre på vores hjemmeside, sagde programmet lyden af et kasseapparat, der åbner og lukker i. Katjing. Det var et højdepunkt, hver gang vi hørte den lyd. Tænk, at der er nogle, der har købt vores ting. Men i løbet af vinteren efter investeringen begyndte den at plinge mere og mere og mere. Nogle dage omsatte vi for over 10.000 kr. Det var vildt. Vi tænkte: 10.000 gange 30 dage – det ville blive en god måned. Sådan gik det ikke helt, men den generelle tendens var, at salget hele tiden steg. Nu skete der noget. Og til sidst slukkede vi for katjing-lyden.

Foto: Stefan Wessel

Hvert kvartal åbner Planet Nusa sin indbakke på Instagram for input fra deres følgere og kunder. De kører nogle spørgerunder og efterspørger feedback. De gennemgår alle svarene, fortæller Kristine Esmer. ”Selvfølgelig er det ikke alt, der bliver inkorporeret i produkterne, men det er vores måde at tilpasse produkterne til markedets reelle behov.”

Mille Skat

Mille Skat er født i Odense og opvokset i Vejle indtil 7-årsalderen. Derefter boede familien i København i et par år, inden de flyttede videre til først Qatar og siden Sydkorea på grund af farens arbejde i Mærsk. I løbet af sin opvækst har hun hele tiden skullet tilpasse sig nye mennesker og omgivelser på de mange forskellige skoler, hun gik på. Det gjorde hende omstillingsparat og god til at danne nye relationer. Hun lærte også at sætte pris på sit eget selskab, hvilket gjorde hende egenrådig og selvstændig i en tidlig alder. Hun husker tilbage på årene i Qatar som de eneste i hendes liv, hvor solen altid skinnede. De badede i poolen hver dag – det var et fedt børneliv.

Hun har fra barnsben interesseret sig for mode. Hun sad ofte og tegnede tøj, gerne det, som de optrædende havde på i MGP – men også helt nye outfits til dem. Det kunne hun bruge resten af året på at finde på. Ved siden af tegneriet fyldte sport i tilværelsen. I de fleste år svømmede hun på højt niveau – hun var drevet af at være alene i vandet og selv kunne yde en indsats uden påvirkning fra andre. Da hun skulle begynde i gymnasiet, flyttede familien hjem til Odense, og her begyndte hun i den lokale volleyballklub. Dér fik hun øjnene op for fællesskabets kvaliteter. Eller måske snarere: dét at være en del af flere forskellige fællesskaber, hvor man deler værdier. Der var skolen, veninderne, hun havde mødt i udlandet, og nu også volleyballklubben. Hjemme blev forældrene skilt. Også derfor kom de nye fællesskaber til at betyde meget for hende – tryghed og steder at mødes med ligesindede.

I dag er Mille Skat blevet forælder til en toårig søn, Johannes-Emil, sammen med sin mand, Nicklas, og ud over hendes nye, lille familie er Planet Nusa hendes primære fællesskab. De tidligere fællesskaber er blevet nedprioriteret til fordel for sønnen, manden og Planet Nusa. Det er her, hun lægger størstedelen af sin energi og tid. Nye venskaber er vokset ud af Planet Nusa, og så er der ikke mindst relationen til Kristine Esmer, som er blevet hendes familie.

Derefter tog det fart og fra 2019 til 2021 gik de fra underskud til millionoverskud og en omsætning på 15 millioner. Året efter blev omsætningen næsten tredoblet og landede på 38 mio. Ringene i vandet begyndte at sprede sig”

Kristine Esmer

Kristine Esmer er vokset op i det, hun selv kalder en klassisk kernefamilie i middelklassen med mor, far og storebror. De har boet det samme sted hele hendes opvækst – i parcelhuset i Holbæk. Begge forældre er uddannede skolelærere, og hun husker barndommen som tryg og fuld af kærlighed. Både hjemmet og lokalsamfundet var bygget op omkring fællesskaberne i de lokale sportsforeninger. Esmer har tilbragt adskillige timer på håndboldbanen, og senere begyndte hun også til golf. Hun havde især talent for sidstnævnte, og i juniorårene var hun blandt de 20 bedste i landet. Alligevel holdt hun mest af at spille håndbold, fordi hun foretrak at være en del af et hold – hun var sin egen største modstander, når hun stod på golfbanen.

Ligesom så mange andre unge fra større provinsbyer flyttede Kristine Esmer til København, da hun var færdig med gymnasiet. Hun havde ikke de store drømme om, hvad hun skulle. Først ville hun være fysioterapeut, men godt som hun var blevet optaget på uddannelsen, fik hun muligheden for at blive butikschef for Second Female, da hun tilfældigvis mødte chefen for brandets butikker. Hun glemte alt om fysioterapeutuddannelsen og blev opslugt af de nye eventyr i modebranchen. Senere tænkte hun, at hun hellere måtte få sig en uddannelse, og søgte ind på informationsvidenskab og kulturformidling på Københavns Universitet. Det droppede hun efter et halvt års tid. At studere var ikke noget for hende – hun foretrak at arbejde og omgive sig med mennesker, som hun kunne skabe noget sammen med.

De sociale fællesskaber fylder stadig meget i hendes liv. Oplagt Planet Nusa, men også sport og hendes venner og familie, som hun har et nært forhold til. Og så er Mille Skat blevet som familie. Esmer beskriver deres opvækst som vidt forskellige, men ser deres modstridende personligheder som det, de er blevet tiltrukket af ved hinanden. Samtidig har de et fælles værdisæt. De tror på hårdt arbejde, store drømme, vigtigheden af fællesskaber for menneskeligt velvære og på sport som en essentiel del af livet. Med årene har Esmer og Skat udviklet et helt særligt bånd. “Det er en meget særlig følelse at være så tæt på et andet menneske,” siger Kristine Esmer. “Vores forhold er kun blevet stærkere.”

Foto: Stefan Wessel

Et værdifuldt fællesskab 

I 2020 indtraf et afgørende højdepunkt for Planet Nusa – faktisk kom det reelle gennembrud. Kristine Esmer og Mille Skat indledte et samarbejde med influencer og YouTuber Emilie Briting, efter at hun havde postet et billede på sin Instagram-profil af Planet Nusas gymnastiktaske. Sammen lavede de en lille kollektion af sportstøj. På blot en enkelt dag noterede de sig en omsætning på 100.000 kr. Det blev et vendepunkt for virksomheden, der nu fik fat i en ny kundegruppe, som de ikke selv havde kunnet få fat på. Derefter tog det fart og fra 2019 til 2021 gik de fra underskud til millionoverskud og en omsætning på 15 millioner. Året efter blev omsætningen næsten tredoblet og landede på 38 mio. Ringene i vandet begyndte at sprede sig.

Kristine: Vi arrangerede vores første bootcamp: et træningsfællesskab i vores træningstøj. Vi solgte de 16 pladser på ti minutter. Det var ret dyrt for vores unge målgruppe. Vi tænkte: “Wow, folk vil gerne være en del af det her!”

Mille: Corona kom, og alle fitnesscentre lukkede. Da man kunne mødes i mindre grupper, fortsatte vi vores træning, der blev mere og mere populær. Epidemien har nok betydet meget for os, selvom vi ikke har så meget at sammenligne med. Vi er jo nærmest udsprunget af den. Men hjemmetræning og træning i det fri blev populært, og generelt kom der et øget fokus på motion og sundhed. Flere ønskede at inkorporere træning i løbet af hverdagene, måske endda i arbejdstimerne.

Kristine: Mennesker, som godt kan lide at dyrke motion, kender godt til den følelse i kroppen, det giver både imens og bagefter. Kroppen og hjernen husker den gode følelse, og træningen forbindes med noget godt. Måske var det derfor, at der kom så stor tilslutning til vores events og brandet generelt – folk forbandt det med noget, de var passionerede omkring. Deres sport. Deres træning. En god følelse.

“Da vi havde allermest fart på, stoppede vi aldrig op og mærkede efter, hvordan vi havde det. Vi knoklede bare på. Det kan kroppen ikke holde til i længden. Så bliver den syg”

Mille: Vi har jo selv levet et liv med et højt stressniveau de seneste seks år. Vi kender godt til fordelene ved, at vi overholder vores træning to gange om ugen og tager tiden til at tage fem dybe vejrtrækninger i løbet af en dag. Det betyder noget for vores performance på arbejdet, men det betyder også meget for vores velvære.

Kristine: Og så kan de fleste mennesker jo godt lide at være en del af et fællesskab. At passe ind et sted. Vores træning skabte relationer, venskaber og endda forhold. Det rækker jo langt ud over at bære et stykke tøj. Sådanne oplevelser skaber ringe i vandet. Når først du har fortalt din veninde, at du har mødt den her fyr eller er blevet venner med nogle søde mennesker til et træningsevent, og hun får lyst til også at prøve det, så skal der ikke så meget til. Så er der pludselig mange i samme aldersgruppe, der bliver nysgerrige på, hvad Planet Nusa er.

Foto: Stefan Wessel

”Vi har enormt passionerede medarbejdere. De har søgt job hos os, fordi de allerede var tiltrukket af vores brand, og måske var de en del af vores træningscommunity. Passionen ligger dybt i alle. Det er vi vildt stolte af,” siger Kristine Esmer.

Nye prøvelser

Fra 2021 til 2023 voksede Planet Nusa. De gik fra at være fem ansatte til 40 på lidt over to år, og i dag er de 90. De investerede altså solidt i nye medarbejdere. Økonomien var fortsat en bekymring. Det vil den nok altid være, når man som Mille Skat og Kristine Esmer selv ejer en virksomhed, mener de. Men i takt med at de voksede, opstod der helt nye udfordringer: Kunne de klare at vokse så meget? Kunne de vokse yderligere? Lige pludselig havde de ansatte, der stillede krav til dem om at vide, hvor virksomheden bevægede sig hen, og blive klædt godt på til at udføre deres arbejde. Kunne Esmer og Skat lede et hold? Det blev måske deres allerstørste udfordring.

Kristine: Lige pludselig blev mange af vores arbejdsopgaver givet videre til vores medarbejdere, og så skulle vi bruge en masse tid på at drifte virksomheden. Og det var ikke nødvendigvis vores stærkeste kompetence. At lede andre og sørge for, at alle ens medarbejdere er klar over vores mål, og hvor og hvordan vi arbejder os hen imod dem, det kræver meget tid – tid væk fra de opgaver, vi var passionerede omkring.

Mille: I et par år havde vi snuden for meget nede i dagligdagens små praktikaliteter. Vi ville have det hele til at køre. Vi glemte at komme op i helikopteren og kigge på, hvilken virksomhed vi ville skabe, og hvor vi skulle hen – hvilke målgrupper vi skulle ramme, og hvordan vi kunne gøre en forskel i folks liv. Det brugte vi alt for lidt tid på og alt for meget tid på at købe opvaskemiddel, sørge for en damper og stå for renoveringen af vores tre butikker, som vi åbnede på tre år. Vi mistede retningen, og væksten overhalede os indenom.

Kristine: I en startup, hvor man er i gang med at bygge noget op, er tid meget værdifuld. Bruger man tiden forkert, mister man jo muligheden for at udvikle sig. Vi kunne sagtens have været skarpere undervejs. Vi har taget den forkerte vej i rundkørslen et par gange nu, men det betyder også, at vi har fået elimineret, hvor vi ikke skal hen, og det er også sindssygt fedt. Vi har sagt meget ja. Vi har testet alt muligt af og har ikke været bange for at begå fejl. Men lige nu har vi for mange produkter, og vi er i gang med at snævre det ind. Vi er blevet klogere på, hvad vi er gode til at lave.

Mille: Jo klarere retningen er, des mere ro skaber det blandt medarbejderne. Det har betydet meget for os at få folk ombord, der er vant til at arbejde med mennesker og ledelse, som er dygtige til at håndtere de forandringer, som sker i virksomheder som vores, og som ved, hvad der skal formidles til medarbejderne, og hvordan og hvornår det skal gøres. Grundstenene i Planet Nusa, som jo bor dybt inde i Kristine og mig, skulle vi sørge for, at 40 andre mennesker (90 i dag, red.) forstod lige så godt. Det var en stor udfordring. Men det får vi heldigvis hjælp til i dag.

“I nogle medier er Planet Nusa blevet fremstillet som et glansbillede, hvor det lyder, som om det har været strygende nemt for os. Men det har fandeme kostet meget. Det har været hårdt. Vi har givet afkald på vildt meget. På fødselsdage og parmiddage. Relationer, der ikke er blevet holdt ved lige, utallige nætter med dårlig søvn og bare vildt meget arbejde. Jeg er mor til en toårig, som jeg gerne ville være endnu mere sammen med, og det er svært at være fuldt til stede hele tiden, når man har gang i så meget på arbejdet. Men når jeg lægger hovedet på puden om aftenen, er jeg stolt af det, vi har skabt”

Kristine: Desuden har vi altid haft et ungt hold, hvilket er fedt på mange områder, men det kræver måske lidt ekstra som leder, når det for manges vedkommende er deres første job. Der ligger et ansvar hos os for at skabe nogle gode rammer, som de kan have det godt i.

Mille: Vi forsøger at tilbyde vores medarbejdere nogle goder, som vi tror, at de sætter pris på. Et fedt kollegaskab, alle vores events og træningssessioner. På det nye kontor kommer der også et fitness- og wellnessrum. Vi giver dem alt det, fordi vi går op i deres velvære, men selvfølgelig også så de kan være den bedst mulige version af sig selv, når de går på arbejde.

Kristine: Da vi havde allermest fart på, stoppede vi aldrig op og mærkede efter, hvordan vi havde det. Vi knoklede bare på. Det kan kroppen ikke holde til i længden. Så bliver den syg. I dag har vi en regel om, at hverken vi eller vores team skal arbejde til sent ud på aftenen. Vi skal passe på os selv og sørge for at have tid til det, som fylder os op med energi, så vi har overskud til den her vilde rejse, vi stadig er på med Planet Nusa.

Mille: I nogle medier er Planet Nusa blevet fremstillet som et glansbillede, hvor det lyder, som om det har været strygende nemt for os. Men det har fandeme kostet meget. Det har været hårdt. Vi har givet afkald på vildt meget. På fødselsdage og parmiddage. Relationer, der ikke er blevet holdt ved lige, utallige nætter med dårlig søvn og bare vildt meget arbejde. Jeg er mor til en toårig, som jeg gerne ville være endnu mere sammen med, og det er svært at være fuldt til stede hele tiden, når man har gang i så meget på arbejdet. Men når jeg lægger hovedet på puden om aftenen, er jeg stolt af det, vi har skabt. Stolt af det community, vi har bygget. Af de relationer, som vokser gennem vores begivenheder. At vide, at nogle har etableret venskaber eller er blevet forelskede på vores bootcamp, er fantastisk.

Kristine: Jeg er stolt af at få lov til at berøre så mange mennesker og være en positiv forandring i mange menneskers liv – både gennem vores træning og selvfølgelig som en god arbejdsplads for 90 mennesker.

Foto: Stefan Wessel

Mille Skat og Kristine Emer investerer i og bidrager til kvindelige iværksættere, fordi de gerne vi hjælpe dem med at udleve deres ideer og ikke mindst fremme antallet af kvindelige virksomhedsejere. ”Vi brænder for styrke kvinders forretningsdrømme. Det er fedt, at de kan stå på skuldrene af vores erfaring og måske springe et par step over på rejsen. At vi kun har fokus på kvinder, skyldes, at vi synes, det er svært at være kvinde i business-verdenen. Der er en stor uligevægt i repræsentation af iværksættere, og vi har erfaret, at de mange mænd helst giver hinanden skulderklap og vennetjenester, mens vi ofte er blevet mødt med skeptisk omkring vores ideer og visioner: ”Er I nu sikre på, at I kan klare det?,” siger Mille Skat.

Sommerfuglene bobler igen

Efter at have omsat for 73 mio. og endt med et overskud på lidt over 3 mio. i 2023 viste årsregnskabet fra 2024 et lavere overskud. Det skyldes i høj grad, at Planet Nusa i det forgangne år har investeret kraftigt i sin ekspansion til først og fremmest USA med afsæt i New York, og de er også i gang med at udrulle en indsats i London og Manchester i England og i Berlin og München i Tyskland. 2025 har handlet om udlandet – nu skal Planet Nusa internationaliseres, som de drømte om helt i begyndelsen: Det var ikke kun navnet, der skulle fungere uden for Danmark. De skrev også alle deres tekster på sociale medier på engelsk, og generelt var de sikre på, at udlandet også ville slå an. Det skete ikke. Og i stedet fokuserede de to veninder på hjemlandet. Men nu er interessen så begyndt at komme fra andre lande. Særligt i New York er det begyndt at ulme, efter at flere newyorkere skrev til dem på Instagram og spurgte om, hvornår Planet Nusa kom til New York med en løbeklub.

Mille: Vi var impulsive igen, ligesom i starten. Jamen så lad os da arrangere en løbeklub den første lørdag i måneden i New York. Sådan kastede vi os ud i det for snart halvandet år siden. Nu sætter vi gang i flere events og satser den vej igennem på at udbrede os derovre.

Kristine: Vores miljø i New York er stadig småt, men der er gang i noget. Vi kan se, at deltagerne får noget ud af at være en del af vores community, og det gælder ikke kun herhjemme. Det gør sig også gældende i New York, hvor der jo er enormt mange mennesker, som kommer fra alle mulige lande, og som netop leder efter at blive en del af et fællesskab i deres nye hjemby.

Mille: Og selvom det ikke er til at vide, hvad der kan ske i USA med Trump ved magten, så har vi ikke tænkt os at vende amerikanerne ryggen. Det kan vi ikke, efter at de har vist os den her tiltro.

Kristine: Vi er et smukt sted på vores rejse lige nu. I Danmark har vi fået et stærkt brand – så stærkt, at vi er blevet et naturligt førstevalg for mange kvinder, når de skal købe træningstøj. Den position er vi meget stolte af og ydmyge omkring. Og det er derfor, at vi føler os klar til at tage det næste skridt. Men det bliver selvfølgelig som at starte forfra. Vi skal videreudvikle vores storytelling og igen have fat på nye målgrupper. Det bliver svært og krævende. Men vi følger vores opskrift med at skabe communities. For Planet Nusa er først og fremmest et fællesskab. Og så laver vi nogle produkter, der passer dertil.

Mille: At slå igennem i udlandet er klart vores største fokus lige nu. Det får sommerfuglene til at boble i maven igen.

Læs ogå

Sofia Lynggaard: “Når man hedder Lynggaard (…), er der mange øjne på en. For er hun der kun pga. sit navn?”

5 anbefalelsesværdige udstillinger til dit efterår

En glemt verdensstjerne

Louisiana er med til at skrive en af popkunstens mest berømte og visionære – men også glemte – skikkelser, tilbage i kunsthistorien, når museet åbner den første store udstilling i Europa med venezuelansk-amerikanske Marisol (født María Sol Escobar). Hun brød igennem på den internationale kunstscene i starten af 1960’erne, og var en af tidens mest berømte kunstnere – hendes værker optrådte flere gange på forsiden af TIME Magazine, ligesom hun var nær ven af Andy Warhol – men hun valgte at tage en pause fra kunsten i nogle år, og genfandt aldrig den samme berømmelse. Det er først i de seneste år, at hendes værker igen er blevet udstillet rundt i USA. Marisol havde et originalt udtryk med sine bemalede træskulpturer af figurer i næsten menneskelig skala. Ofte blev de sat sammen med fundne genstande i større tableauer, hvor hun blander popkunst med folkekunst. Universet er både foruroligende og farverigt, dystert og humoristisk og dækker stort set alle aspekter af dagliglivet. Hendes komplekse værker er fulde af eksistentielle spørgsmål og politiske budskaber med stærke holdninger til fastlåste roller og ligestilling.

Hvor: Marisol, Louisiana Museum of Modern Art
Hvornår: 1. oktober 2025 til 22. februar 2026

På tværs af kontinenter

På både Glyptoteket og Copenhagen Contemporary kan du opleve den første soloudstilling i Danmark af den kuwaitisk-puertoricanske kunstner Alia Farid, der tidligere har udstillet sine værker i bl.a. London, Oslo, Basel og USA. Alia Farid beskriver selv sin kunst som komplekse og fragmenterede historier fra Kuwait og Puerto Rico, hvor hun er vokset op, og i dag stadig bor og arbejder fra. Hendes kunst handler om, hvordan stilarter, symboler, ritualer og sociale enheder smelter sammen på tværs af kontinenter. Gennem både industrielle og håndlavede objekter, udfolder hendes multidisciplinære praksis sig som kritiske læsninger af, hvad det vil sige at eksistere og høre til i en verden af global usikkerhed. Hun har filmet en fiskerfestival på øen Qeshmi Den Persiske Golf, installeret en frugthave af daddelpalmer lavet af mekaniske komponenter på terrassen på Whitneymuseet i New York, og lavet store skulpturer af forstørrede kuwaitiske drikkefontæner – alle som beviser på udvindingsindustriens sociale og økologiske konsekvenser i det globale syd.

Hvor: Alia Farid, Glyptoteket og Copenhagen Contemporary
Hvornår: 3. oktober 2025 til 6. april 2026

Urovækkende værker

På Museum Jorn samles markante historiske og nutidige kunstnere i en temaudstilling, der sætter fokus på kunst og trivsel, angst, helbredelse og omsorg. Med afsæt i Asger Jorns produktion fra den periode, hvor han var indlagt på Silkeborg Sanatorium med tuberkulose, udforsker udstillingen, hvordan kunst kan være terapi, men samtidig bære på angst og vedvarende uro. Oplev adskillige betydningsfulde kunstnere; fra Edvard Munch og J.F. Willumsen over Marina Abramović, Robert Mapplethorpe og Cindy Sherman til yngre danske samtidskunstnere som Kinga Bartis og Kristian Touborg. Sidstnævnte fortæller til ELLE, hvad der ifølge ham, gør udstillingen interessant:
”Den forklarer ikke angst, den lader os erfare den. Og i den erfaring bliver håbet synligt, som lys i mørket.” Touborg bidrager selv med to imponerende malerier, i hvis tilblivelse, han har forsøgt at lade angst indgå. ”Materialerne bærer det psykiske. Lag af olie, akryl og pigment møder håndsyede sømme, vævet åkandetekstil, syntetisk silke og reflekterende stof. De dybeste skygger fremstår som deciderede slidhuller i lærredet. Jeg forsøger ikke at afbilde angst, jeg lader maleriet opføre den. Lyset presser sig frem indefra og nægter at forsvinde, lidt som håb.”

Hvor: LIVSANGST, Museum Jorn
Hvornår: 5. september 2025 til 15. februar 2026

Tegninger fra underbevidstheden

På SMK vender man i efteråret blikket på kunstretningen surrealisme med særligt fokus på tegninger fra den banebrydende periode. Salvador Dalí, André Masson og Meret Oppenheim, men også danske kunstnere som Franciska Clausen, Sonja Ferlov Mancoba og Rita Kernn-Larsen kan opleves i den store udstilling med over 100 tegninger af de mest betydningsfulde surrealistiske kunstnere. Den surrealistiske bevægelse opstod i Frankrig i 1920’erne som reaktion på 1. verdenskrigs grusomheder. Surrealisterne ønskede at starte på en frisk, at revolutionere samfundet og sætte menneskets drifter og drømme fri. Og her blev tegningen et af de vigtigste redskaber til at slippe den fantasien løs og komme i kontakt med underbevidstheden. Surrealismen har sat et markant aftryk på kunsthistorien, og i dag er stilperioden til forsat inspiration for flere indflydelsesrige kunstnere. Og den ser også ud til at præge kunsten fremadrettetkig bare på de unge danskere Esben Weile Kjær, Cecilia Fiona og Tora Schulz.

Hvor: Surrealisme på papir, SMK
Hvornår: 13. september 2025 – 11. januar 2026

Plantefeber

Vi er glade for stueplanter i Danmark. Faktisk er vi det land i verden, hvor der er flest planter i hjemmet per indbygger. Ordrupgaard og Den Hirschsprungske Samling sætter fokus på netop stueplanterne i vores liv i en stor udstilling, der udfolder sig på begge museer. Med udstillingen Plantefeber. Verden i vindueskarmen fortæller Ordrupgaard og Den Hirschsprungske Samling historien om, hvordan de dengang så eksotiske og fremmede planter i 1800-tallet gjorde deres indtog i de danske hjem – og ikke mindst billedkunstnernes lærreder. Planterne bragte Europas kolonihistorie ind i hjemmene. Samtidig knyttede mennesker og planter et bånd, der åbnede og åbner for et mere omsorgsfuldt, diverst og historisk bevidst forhold til naturen. Iudstillingerne kan man opleve værker af kunstnere som Christen Købke, Bertha Wegmann, P.S. Krøyer, Anna Ancher, Kristian Zartmann og Anna Syberg. Herudover kan man på Ordrupgaard se værker af samtidskunstnere som Camilla Berner, Jesper Christiansen og Randi & Katrine. På Den Hirschsprungske Samling præsenterer man samtidskunstværker af Jeannette Ehlers, Viktoria Wendel Skousen og Shëkufe Tadayoni Heiberg, der er skabt til udstillingen.

Hvor: Plantefeber. Verden i vindueskarmen, Ordrupgaard og Den Hirschsprungske Samling
Hvornår: 3. september 2025 – 11. januar 2026

Læs ogå

6 bog-anbefalinger til din efterårsferie

6 bog-anbefalinger til din efterårsferie

Denne artikel kan indeholde sponsorerede links.

19

At kende sig selv

Sandheden er ikke altid til at bære, men den er altid god at have. Siger man. I teaterinstruktør Liv Helms anden roman følger vi en kvinde, der midt i sit ellers almindelige sommerferieramte liv får aktindsigt i dokumenter, der fortæller om noget, der skete for hende, da hun var barn. Under en sommerhustur med familien kæmper hun sig bid for bid igennem 11 siders notater fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, blotter sine indre traumer og finder langsomt ud af, hvem hun også er– lille, lyshåret og i lilla bluse og gule bukser. Liv Helm debuterede i 2024 med den selvbiografiske roman Med hjertet i hånden om hendes bedsteforældres planlagte selvmord.

Hvis du er bange, så ryk tættere på, Liv Helm, Gyldendal, 200 kr.

20

Samme dag dengang

Svenske Alex Schulman er tilbage med en fortælling om 45-årige Vidar, der ringer til en dag i sin barndom, den 17. juni 1986, og taler med sin far, der for længst er død. Det viser sig ikke at være en helt almindelig dag, så Vidar vikles hovedløst ind i begivenhederne fra dengang og snubler samtidigt over de forviklinger og tråde, de trækker til nutiden og det liv, han lever i dag. Er du fan af Schulmans præcise sandheder, er oktober reddet, for selvfølgelig skal du læse historien, der begynder med en død rotte i en kælder og slutter med svaler, der bygger rede i en tagryg.

17. juni, Alex Schulman, Gutkind, 245 kr.

21

Til de mørke aftener

Efteråret er kommet, og det er blevet tid til plaider, te og tunge bøger. Mangler du en mastodont på sengebordet, kunne det meget vel være britisk-tyrkiske Elif Shafaks Floderne i Himlen, du skal have fat i. Elif Shafak har skrevet en fortælling om at alt det, der binder os til verden og hinanden. Hun tager dig med fra Londons slum i 1800-tallet til nutidens Tyrkiet og Irak og danser på magisk vis gennem flere århundreder, fra de små fortællinger til de store. Omdrejningspunktet er en dreng med en særlig evne, et unikt talent, og en regndråbe, der varsler meget mere end bare storm.

Floderne i himlen, Elif Shafak, Gad, 235 kr.

22

Historien om en bror

”Led min bror fordi hans drømme var for store for ham …. eller drømte han, fordi han var ulykkelig, allerede var ulykkelig, før han drømte…” Den franske stjerneforfatter Édouard Louis har rettet blikket mod sin storebror, der drømmer stort, drikker massivt og dratter om i et kollaps. Da han dør, er det ti år siden, de sidst har set hinanden og begivenheden sætter gang i en rejse mod at forstå de sår, der ligger bag. Édouard Louis kredser om kendsgerningerne, kategoriserer dem fra 1 til 13, gennemsøger sine egne erindringer og lytter til ekskæresternes fortællinger i håbet om at få greb om historien om sin bror.

Kollaps, Édouard Louis, Gyldendal, 230 kr.

23

Jagten på et bedre liv

I romanen Tyveri tager forfatter og nobelprismodtager Abdulrazak Gurnah os med til Tanzania, hvor vi følger to unge mænd og en kvinde i deres søgen efter identitet i et samfund, der ikke ligefrem arbejder med dem. Karim har høje ambitioner og en nyerhvervet universitetsuddannelse i baglommen, Fauzia flygter fra en kvælende opvækst og Badar er en fattig dreng, der endnu ikke kan se eller forestille sig, hvad fremtiden kunne bringe af muligheder. Som i flere af sine andre bøger skriver Abdulrazak Gurnah om selvopfattelse, skæbne og om følelsen af at være fremmedgjort i sit eget liv, og denne gang så også om det, vi stjæler fra hinanden uden helt at se, at det er tyveri.

Tyveri, Abdulrazak Gurnah, Gutkind, 245 kr.

24

Europas stemme

Slugte du Jenny Erpenbecks knusende Kairos sidste sommer, kan du glæde dig over, at den tyske forfatter igen er aktuel på dansk med det historiske tankespind Før sol går ned. Et lille barn dør i en jødisk familie og ved hendes grav står det klart, at det ikke bare er et uforløst barneliv, der kastes jord på, men også det pige- og kvindeliv, der kunne have været. For hvem ved, hvad der var i vente? Erpenbeck fremskriver de mange mulige veje, et enkelt liv kan tage, og de nære relationer, der kunne have båret det, og giver med samme pen den europæiske historie endnu et menneskeligt ansigt.

Før sol går ned, Jenny Erpenbeck, Gads Forlag, 210 kr.

Læs ogå

Kom indenfor hos Melissa Bech i det arkitekttegnede parcelhus i Skovshoved

Cecilie Ingdal: “Jeg var ærligt lidt i chok, da jeg endelig lagde mig på briksen. De første minutter rumsterede den overraskende kendsgerning i mit hoved”

”Kunne du tænke dig, at få din hud gennemgået af vores hudscanner inden behandlingen,” spurgte klinikken Dare to Care til mig, da jeg bestilte tid til behandling med buccal-massage. Jeg svarende begejstret ja, for selvfølgelig kunne jeg det. Og jeg nærmest frydede mig over at scanneren – præcis som min badevægt derhjemme – formentlig ville afsløre, at min huds såkaldte ’TrueAge’ er langt yngre end mine reelle 51 år. Med en body age (som min badevægt altså opererer med) på 36 år, kunne det jo kun gå den vej.

Under gennemgangen gik det da også mere end godt, og jeg fik ros for at have passet så godt på min hud, at solskader stort set er ikke-eksisterende. Det sidste vidste jeg godt ovenpå min oplevelse med det tyske kursted Lanserhofs kropsscanner, der ligeledes afslørede, at jeg har ekstremt få pigmentforskelle på hele min krop. Også i forhold til rødme og sensitivitet fik jeg nærmest topscore. Men på sidste slide, ansigtsscanneren, kom alderen 60 så op … Jeg var ærligt lidt i chok, da jeg endelig lagde mig på briksen. De første minutter rumsterede den overraskende kendsgerning i mit hoved, men roen faldt trods alt over mig i de 70 minutter buccal-behandlingen varede.

Jeg vender tilbage til tallet 60 (år), men først selve behandlingen, som startede med en afrensning med rensemælk (og ikke skum, som ikke gør noget godt for min ’TrueAge Skin’, når huden er tør som min, lærte min behandler, Inga, mig) inden selve massagen gik i gang. Buccal er en teknik, hvor ansigtet masseres både ude- og indefra. Hvis du ikke har prøvet det, skal du formentlig vænne dig til at få andres fingre ind i din mund, men når du mærker den afslappende effekt, som massagen giver i kæben og området omkring, forstår du pointen. Selv har jeg desværre en tendens til at skære tænder om natten, så mit kæbeparti er ofte spændt – og derfor føles behandlingen nærmest vanedannende for mig. At jeg ovenikøbet havde en smule hovedpine den dag – formentlig pga. en nat, hvor tænderne havde været godt i gang, fik massagen til at føles nærmest magisk, idet hovedpinen pludselig lettede.

Behandleren bærer ultratynde gummihandsker undervejs, så det føles hygiejnisk, og massagen er blid og afspændende, samtidig med at du sagtens fornemmer, at blodcirkulationen i kinderne øges. Inga brugte især produkter fra amerikanske Environ, som er kendt for høje doser A-vitamin, der som bekendt har en god effekt på aldrende hud.

Det optimale resultat får du selvfølgelig ved at repetere behandlingen. Ugentligt den første måned eller to; senere kan du trappe ned til hver 14. dag eller månedligt for vedligeholdelse af de gode effekter.

Da mit 60-årige ansigt og 36-årige krop rejser sig fra briksen efter endt behandling, taler vi nærmere om hudscannerens resultat. Inga forklarer mig, at min hud er i rigtig god form på nær ét sted: omkring øjnene. Og det er den tynde, rynkede hud her, som særligt slår ud ift. min ’TrueAgeSkin’.

Hun spørger, om jeg bruger øjencreme – og jeg må jo med skam som et barn, der har været i slikskuffen på en hverdag tilstå, at det gør jeg faktisk ikke. Altså indtil nu. Det samme med mini-rulleren eller ’stemplet’, som hun kalder den lille needling-stamper, som jeg straks investerede i. Jeg købte Environs ’Micro-Needling Cosmetic Focus-CIT’ til 300 kr., som jeg fik grundig instruktion i at bruge (og rense) inklusive råd om en langsom optrapning fra 2-3 gange om ugen omkring de sårbare øjenomgivelser før sengetid den første måneds tid og så øge brugen, når huden har vænnet sig til processen. Inden jeg går, spørger jeg til, hvornår jeg kan få en ny tid til scanning. Man er vel konkurrencemenneske – og den scanner skal altså ikke få mig … Så stempel og øjencreme, here we go!

Læs ogå

Cecilie Ingdal om sin behandling hos Beauty Akademiet: “Mathilde Gøhler, som senere samme aften sad overfor mig, spurgte, hvordan jeg har fået så glødende og smuk en hud”

Rikke Jung: “Siden jeg blev gravid, har jeg kæmpet med en irriteret hovedbund, så før jeg vasker hår, bruger jeg disse produkter, der renser og beroliger min hovedbund”

Blå bog

Rikke Jung Larsen. 31 år. Stylist og kreativ konsulent. Startede som assistent på Alt for damerne for 10 år siden og har arbejdet i modebranchen siden. Bor i en lejlighed på Amager med sin kæreste og deres søn, Elliot, på halvandet.

Hvordan ser din daglige skønhedsrutine ud?

Jeg renser mit ansigt morgen og aften. Altid. For tiden ser min rutine sådan ud:

1. Jeg starter med rens. For tiden bruger jeg Cleanser fra Honey.

2. Herefter eksfolierer jeg med Lotion P50 fra Biologique Recherche.

3. Nu til et miks af sera: Iso-Placenta og Extrait Tissulaires fra Biologique Recherche samt Niacinamide + Hyaluronic Serum fra Oda Pro.

4. Flora Creme Serum fra Monastery, som jeg netop har tilføjet til min rutine. Den er som en let creme, gennemfugter og beroliger min hud, mens den dufter skønt af blomster.

5. Har jeg nogle rifter eller sår, putter jeg lidt Cool Cucumber Gel fra Amazing Space på. Den beroliger og fremskynder helingsprocessen. Den er også god til solbrændt hud.

6. Herefter kommer jeg en god omgang øjencreme på. For tiden bruger jeg Matcha Boost fra Dam Dam Tokyo. Den er let, og den får mig faktisk til at se friskere ud

7. Mens gel og øjencreme tørrer ind, børster jeg tænder og hår.

8. Jeg er på evig jagt efter den perfekte solcreme og har derfor et bredt sortiment. Jeg kan bedst lide at have solcreme og ansigtscreme adskilt. For tiden bruger jeg Extreme Skin Protectorfra Amazing Space. Den har SPF 50, tilstopper ikke min hud, og så er den godkendt af astma og allergiforbundet, så jeg også kan bruge den til min søn.

9. Jeg slutter altid med Creme PIGM 400 og L’eauxygenante Mist fra Biologique Recherche. Cremen både korrigerer og forebygger nye pigmentpletter, mens den indeholder perlestøv og giver derfor en fantastisk finish. Jeg har mange forskellige mists til ansigtet og bruger dem i løbet af hele dagen. Den fra Biologique Recherche er dog en af mine yndlings. Den mætter, bliver hurtigt absorberet og lander let og ikke med for store dråber på huden.

10. Til sidst bruger jeg Lip Care fra Tromborg for pleje og fugt, bukker mine øjenvipper og tager en smule Instant Repair Balm fra Woods på læber, øjenlåg og vipper for at få lidt shine.

Nogle af Rikke Jung Larsens mest brugte produkter, som er en del af morgenrutinen, tæller bl.a. ’Cleanser’ fra Honey, ’Lotion P50’ fra Biologique Recherche, sera fra Oda Pro og Monastery samt ’Extreme Skin Protector’ fra Amazing Space.

Om aftenen er basen af min rutine den samme selvfølgelig uden solcreme, vippebuk og shine på øjenlåg. Jeg skifter lidt alt efter tid og behov. På normale aftener bruger jeg Masque Biosensibleblandet med Creme Masque Vernix (begge fra Biologique Recherche). Den blanding virker beroligende og fylder min hud op med fugt. Selvom det begge er masker, vasker jeg dem aldrig af, og hvis jeg er i en periode med irriteret hud, så bruger jeg også blandingen om dagen. Aftner hvor jeg har mere tid går jeg all in på masker og massage. For tiden kan jeg rigtig godt lide at bruge ansigtsolien fra Herbar med deres gua sha eller med en cup til ansigtet, der øger blodcirkulationen og giver en god glød. Jeg har længe fravalgt retinol, men jeg har nu brugt den milde Rei fra Monastery i en måneds tid. Jeg bruger den et par gange om ugen, om aftenen, min hud føles mere ensartet og gennemnæret.

Rikke Jung Larsen er stor tilhænger af masker og sover ofte med dem på. Biologique RechercesMasque Biosensible’ blandet med ’Creme Masque Vernix’ er en del af den daglige aftenrutine, mens Amazing Spaces ’Beauty Sleep Mask’ er en anden favorit. Et par gange om ugen bruger hun ’Rei Gentle Retinol Cream’ fra Monastery.

Hvad er det vigtigste produkt for dig? 

Hvis jeg skal være ærlig, tror jeg ikke, at jeg kan vælge ét produkt. Jeg vil dog give meget op for at kunne nå at rense mit ansigt. At rense ansigt er min morgenkaffe, jeg er ikke rigtig vågen før, jeg gør det. Selv i mit halvandet år som mor kan morgener og aftner uden ansigtsrens tælles på en hånd.

Hudpleje eller makeup? 

Hudpleje. Jeg har faktisk haft en fast renserutine siden 7. klasse. Dengang sværgede jeg til Cliniques 3-trins system, og princippet med rens, eksfoliering og fugt hænger stadig ved.

Hvor springer du over? 

Med mit hår. Det kommer ofte op i en hestehale eller en hårklemme.

Hvor springer du aldrig over? 

Mit ansigt. Efter min lange smøre om skønhedsrutiner, kommer det nok ikke som et chok.

Hårrutinen består af hovedbundspleje med ’Lotion P50 Capillaire’ og ’Masque Dermo’ fra Biologique Recherche, shampoo og maske fra Meishai og ’Supershine Cream’ fra Oribe. Den lille hårbørste har Rikke altid med i tasken til at rede små fimrehår væk.

Hvad gør du med dit hår? 

Nærmest intet. Siden jeg blev gravid, har jeg dog kæmpet med en lidt irriteret hovedbund, så inden jeg vasker hår, bruger jeg Lotion P50 Capillaire og Masque Dermo fra Biologique Recherche, der renser og beroliger min hovedbund. Også da jeg blev gravid brugte jeg lang tid på at finde en god shampoo uden uønsket kemi og endte med produkterne fra Meishai, der er holdt ved siden. Jeg er især glad for shampooen og deres hårkur, som jeg bruger i stedet for balsam. Herudover er jeg blevet meget glad for Supershine Cream fra Oribe, som jeg har fået anbefalet af min veninde Julie Garrett, der er hårstylist og som også klipper mit hår. Jeg er ikke så vild med produkt i håret, men den her samler håret og tilfører shine og fugt uden at fedte.

Hvad har du mest af? 

Multiprodukter til læber og kinder og mists til ansigtet. Begge dele frisker op på ingen tid. Jeg har også en god samling af ansigtsmasker: en til hvert behov.

Rikke Jung Larsen bruger en mist som en fast del af hudpleje-rutinen og har altid en med i tasken. Her er det favoritterne ’Skin Love’ fra Miild, ’L’eauxygenante Mist’ fra Biologique Recherche, ’Paradisi Mist’ fra Dam Dam og ’Acqua di Rose’ fra Santa Maria Novella.

Hvad er din nyeste tilføjelse? 

En Dysonluftrenser. Min kæreste, søn og jeg sover alle tre sammen, mens solen står direkte ind i vores soveværelse hele dagen, luften kan blive virkelig tung. Jeg er meget lugtfølsom og hyperfokuseret på myg. Vores vindue er åbent hele dagen, men om sommeren har jeg tit indre diskussioner om frisk luft eller ingen myggestik. Jeg glæder mig til at kunne få begge.

Hvad er det mest prisvenlige produkt, du bruger? 

Sheet masker og eye pads, men jeg ved faktisk ikke, hvor prisvenlige de egentlig er, når man jo kun kan bruge dem en gang

Hvad er det dyreste produkt, du bruger?  

Det må være Creme PIGM 400 fra Biologique Recherche. Jeg har brugt den siden 2019, hvor jeg blev præsenteret for mærket første gang. Den er heldigvis meget drøj i brug.

Rikke Jung Larsens hero-produkt: Biologique Recherches ’Creme PIGM 400’.

Hvad har du altid med i tasken?

Mobil, pung, nøgler, en børste til mine fimrehår, en af mine ansigtsmists, noget farve til læber og kinder, en bamse eller legetøj til min søn og en hårklemme, hvis den ikke allerede er i mit hår. Jeg er især glad for dem fra Mc Davidian fra Lot#29. De er så smukke og giver noget ekstra til dit look.

Hvad har du altid med på job?

Min taske og dets indhold. Min børste er særligt vigtig. Af venner og familie bliver jeg ofte drillet med, hvor ofte jeg børster mine fimrehår tilbage i løbet af dagen.  

Får du nogle behandlinger? 

Jeg prøver at prioritere tid til en ansigtsbehandling hver anden måned. Jeg har gået hos Cure Lab i Charlottenlund siden 2019, og de har hjulpet min hud igennem både stress og hormonel ubalance. Min krop er meget spændt og især lænd og nakke har det hårdt. I mange år har jeg også været glad for massage med cupping, der løsner spændingerne.

Tørbørster, kop til cupping, ansigtsmassage-apparater og en tungeskraber er nogle af de gadgets Rikke Jung Larsen føjer til rutinen indimellem.

Tager du tilskud eller vitaminer? 

Siden jeg blev gravid, har jeg taget multivitamin fra Nani, mælkesyrebakterier fra Symbioflor og D-vitamin fra Pharma Nord. Det føltes godt for min krop, så jeg fortsatte bare, da jeg havde født.

Har du et beautyhack?

Jeg ved ikke, hvor meget et hack det er, men jeg er virkelig vild med multiprodukter, der kan bruges flere steder. Jeg er for tiden rigtig glad for ’Tinted Beauty Balm’ fra Miild i farven Dahlia og ’DewBlush’ fra Saie i farven Chilly. Jeg bruger dem begge på kinder, lige under øjenbrynet og på læberne.

Rikke Jung Larsen bruger ikke meget makeup, og de få produkter hun bruger, må gerne være multifunktionelle – fx blushes og lipgloss fra Miild, Glossier og Saie.

Læs ogå

Amalie Reedtz-Thott om svampeekstrakter, manuka-honning og et (gratis) skønhedstip: “Jeg elsker at lave en facial med isterninger og bruger dem som en gua sha”

Maya Tekeli: “Der findes apps til næsten alle hobbyer. Læseapps, hvor man kan tracke sit læse-tempo. Strikkeapps med forventet færdiggørelsestid. Meditationsapps med statistik for, hvor flittigt man slapper af”

Blå bog

Maya Tekeli er journalist og skriver bl.a. for The New York Times og ELLE, ligesom hun er vært på DR-radioprogrammet Virkelig. 

I min stue står der en plante, som jeg har haft, siden jeg flyttede hjemmefra. Den ligner en palme, men jeg ved, at den ikke er det. Den har lange, smalle blade, der stritter i forskellige retninger, og stilken er rank, men tynd, som om den hele tiden er på nippet til at give efter. Den virker aktiv, men ikke sund. Jeg har aldrig givet den et navn, og jeg har aldrig slået op, hvad den hedder. 

Jeg har flyttet den med fra adresse til adresse. Nogle gange har den stået i soveværelset, andre gange ved en radiator. Den har overlevet perioder med meget lidt vand og flere dage i træk med direkte sol, som jeg har læst, at de fleste stueplanter ikke bryder sig om. 

Jeg har ikke gjort noget for at holde den i live ud over at vande den. Jeg har aldrig omplantet den, og krukken, den står i, passer dårligt til dens størrelse, og i perioder har jeg ikke betragtet den overhovedet. Alligevel bliver den stående. Dens blade bliver ikke gule, og stilken bøjer sig ikke under sin egen vægt. Hvor de andre planter på et tidspunkt viser tegn på opgivelse som slaphed, mørke pletter, krøl eller lignende, forholder denne sig uændret. 

Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan.

Som med størstedelen af mine planter indendørs har det længe været uklart for mig, hvilken intention der lå bag anskaffelsen af netop den, hvilket for mig selv fremstår som en afvigelse fra mit generelle handlemønster, fordi jeg som regel opfatter mig selv som forholdsvis målrettet, beslutningsorienteret og afmålt. 

Men i mit hjem er der altså planter overalt. 

I stuen, i køkkenet, på badeværelset, i gangen og på samtlige vindueskarme, hvor der er adgang til nogenlunde dagslys. Der er stiklinger i vand i mindst seks glas. 

Jeg har ikke et samlet overblik over dem, men jeg ved, hvor de fleste står, og jeg kan genkende, når en af dem ændrer sig. De er fordelt efter en blanding af lysforhold, afstand til vand og en form for intuitiv logik, som jeg ikke har skrevet ned. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg bliver ved med at anskaffe mig flere. Det er bare en aktivitet, der gentager sig med jævne mellemrum.

Jeg har for nylig fået adgang til min egen lille forhave, og selvom arealet er begrænset, har jeg påbegyndt et projekt, der ikke rigtig tager højde for havens størrelse. 

Jeg har sat tomatplanter, krydderurter, forskellige blomsterarter, der skulle tiltrække sommerfugle, solsikker og et kirsebærtræ. Ud over det har jeg placeret flere andre træer, som jeg ikke kender navnene på, i krukker og til dels i jorden. De er enten fundet, byttet eller medbragt fra et andet sted, og jeg har ikke undersøgt, hvilken vækstform de har, eller hvordan de interagerer med hinanden.

For nogle år siden havde jeg f.eks. af grunde, der ikke længere føles vigtige en mand på besøg i mit hjem. Han havde et velplejet sprog og en konkret måde at være i verden på, som jeg dengang syntes var betryggende”

At se mønsteret udefra

Haven er som sagt for lille til den mængde beplantning, jeg har introduceret, og de fleste ville nok have valgt at prioritere eller begrænse sig. Det har jeg så ikke lige formået. Det skyldes altså ikke mangel på omtanke, men derimod en manglende evne til at opfatte mine egne handlinger som lidt overdrevne, før jeg har samlet tilstrækkeligt med data til at se mønsteret udefra. 

Jeg er dog flere gange blevet bedt om at forklare min adfærd omkring blomster og anden vegetation i hjemmet. 

For nogle år siden havde jeg f.eks. af grunde, der ikke længere føles vigtige en mand på besøg i mit hjem. Han havde et velplejet sprog og en konkret måde at være i verden på, som jeg dengang syntes var betryggende. 

Aftenen føles stadig god, selvom han ikke er en del af mit liv længere, men én ting, han sagde, da han så sig omkring og registrerede mængden af planter, har siden hængt ved. Først talte han dem og konstaterede, hvor mange der præcis var i lejligheden, og så spurgte han mig, hvorfor jeg havde dem. 

“Det ved jeg sgu ikke lige,” svarede jeg. 

“Det er nok, fordi du er lidt skør.” 

Dengang stod hans pointe klart for mig, og også i dag tænker jeg et par mentale sammenbrud senere at han måske havde ret i, at mit grønne hjem er et udtryk for psykisk ustabilitet. Ikke fordi han nødvendigvis var særlig skarp, men fordi spørgsmålet siden har været svært at slippe af med. 

Det er trods alt ikke hensigtsmæssigt at blive ved med at lave stiklinger af planter, man allerede har. Det er heller ikke funktionelt at flytte dem mellem vindueskarme flere gange om ugen, uden at der er sket ændringer i lysforholdene. 

Når jeg står med hænderne i pottemulden og gentager den samme bevægelse over længere tid, reduceres mine ydre stimuli, og tiden bliver vanskeligere at måle. Jeg trykker let på jordens overflade med fingerspidserne og vurderer fugtindholdet. Jeg justerer højden på stilke, selvom der ikke er noget galt med deres placering. 

Jeg fjerner blade, der ikke er døde, som en sindssyg person ville gøre det. 

I almindelig klinisk forstand ville det muligvis blive betragtet som en mild form for tvangspræget eller dissociativ adfærd, og hvis man skulle forstå mine planter som en psykiatrisk tilstand, ville der være flere mulige diagnoser i spil, afhængigt af hvordan man vælger at betragte problemet. 

Mængden er overvældende. 

Antallet af potter overstiger det, der kan forsvares med praktiske, æstetiske eller biologiske hensyn. De fylder vindueskarme, gulve, borde og overflader, der tidligere havde andre funktioner. 

Repetitionen er urovækkende. 

Nye stiklinger sættes, selvom der allerede er versioner af den samme planteart i flere stadier af vækst, og på den måde opretholdes handlingen – at klippe noget af og putte det ned i en vilkårlig beholder – selv efter at meningen med at gøre det er forsvundet.

Min pludselige trang til at gentænke fordelingen af samtlige stueplanter en tirsdag eftermiddag uden at have forberedt hverken jord, krukker eller tid kunne indikere en episodisk forstyrrelse, og i visse tilfælde ser jeg også ændringer i planternes adfærd, der ikke er virkelige. Jeg oplever små hallucinationer af blade, der trækker sig væk fra lyset, når det er overskyet, og jeg har flere gange ment, at en plante var død, men da jeg så senere på ugen vendte tilbage til den, var den grøn igen. 

Jeg vil hellere være skør, end jeg vil indrømme, at jeg har fået mig en hobby. 

De fleste har noget, de går og sysler med

Det virker måske mærkeligt at sige, for det er jo både uskyldigt og meget normalt at have en hobby. De fleste har noget, de går og sysler med, noget, der giver dem “ro”, som de siger, og som “ikke behøver at betyde noget for andre”. Det er “hyggeligt”. 

Men ser man lidt nærmere på det, er en hobby i min verden bare et sært og selvopfundet regelsæt, hvor man kan gentage de samme handlinger i timevis uden at blive afbrudt af nogen, der spørger, hvad meningen er. 

For mange er hobbyen det eneste sted, hvor noget føles gennemskueligt. Her er det muligt at være dygtig uden at blive vurderet, at gentage uden at blive spurgt hvorfor og at mislykkes, uden at det har konsekvenser. 

Så langt kan jeg være med. 

Men i Danmark har mange hobbyer efterhånden antaget formen af det, jeg kalder “langsom produktion”. Det gælder særligt i middelklassen, hvor aktiviteter som at lave keramik, strikke, sylte, bygge møbler af paller eller male kopper bliver legitime, så længe de resulterer i noget, der kan vises frem og tages i brug. Det er ikke nødvendigvis et krav, at det skal være pænt, men det skal være færdigt. Et halstørklæde, en skål, et lille møbel. Så længe der er et output, behøver man ikke at forklare, hvorfor man bruger tid på det. Det gælder også, hvis man dyrker noget spiseligt: chili, krydderurter, tomater. I det øjeblik der er funktionalitet, noget, der kan måles, deles, konsumeres, bliver det forståeligt. Det fremstår som driftighed i sin hyggelige form, hvor ingen betaler dig og bestemmer over, hvornår du holder en frokostpause. 

Fordi jeg grundlæggende bare er imod alt, er jeg naturligvis lykkedes med at etablere et fundamentalt problem med det at have en hobby”

Fordi jeg grundlæggende bare er imod alt, er jeg naturligvis lykkedes med at etablere et fundamentalt problem med det at have en hobby. 

I nyere arbejdskulturteori, som nørder, der hader at være på kontor (læs: mig), kommer til at læse for at retfærdiggøre sig selv, beskrives produktivitetskulturen som en struktur, der ikke alene former arbejdet, men også fritiden. 

“Ifølge sociologen Hartmut Rosa er vores samfund så optaget af tempo og produktion, at vi også føler, vi skal udrette noget i vores fritid – selv når vi prøver at slappe af. Den pause skal på en eller anden måde dokumenteres som en optimering af arbejdsprocessen, som når man tager fem minutter for lige at få styr på tankerne, inden man sætter sig ved skrivebordet og skriver 33 flere emails. 

I det perspektiv bliver hobbyen altså ikke ligefrem det modsatte af at arbejde, men en klam forlængelse af det. Den amerikanske essayist Jenny Odell skriver i How to Do Nothing (fra 2019, hvis man vil læse mere), at “selv afkobling er blevet en form for kapital”. Hun beskriver bl.a., hvordan aktiviteter som fuglekiggeri eller havearbejde ofte først opfattes som meningsfulde, når de kan omdannes til billeder, fortællinger eller rutiner, der passer ind i det, hun kalder attention economy.

Den økonomi kan vel bedst beskrives som et system, hvor selv din evne til at kigge ud ad vinduet i tre minutter bliver betragtet som uudnyttet arbejdskraft, medmindre du samtidig livestreamer det, tagger det som #mindfulness og får nogen til at like det.

Man kan iagttage den samme mekanisme i, hvordan hobbyer præsenteres for mig for tiden: De skal gerne resultere i noget, der kan vises og bruges.

Det gælder de forholdsvis analoge hobbyer som surdejsdyrkning, håndarbejde og keramik og de mere digitale som fotoredigering eller personlig udvikling via apps.

Fritiden er ikke længere det modsatte af arbejdet, men en bufferzone, hvor man stadig forbedrer sig, så man er klar til at være god arbejdskraft igen, og hobbyen får sin eksistensberettigelse i det øjeblik, den kan forklares med floskler som egenomsorg, disciplin eller kreativitet

Jeg synes, at alle tre begreber har funktionelle undertoner.

Det fremstår som selvstændighed, men strukturen ligner noget, man allerede kender: individuel planlægning, målorienteret handling og løbende selvevaluering. Det, der tidligere var forbeholdt arbejde, har nu bredt sig ind i det private rum, forklædt som en hyggelig fritidsaktivitet. Det er ikke nødvendigvis dårligt, men det skaber en situation, hvor det, der ikke har nogen åbenlys funktion (som f.eks. at holde planter i live uden at bruge dem til noget specifikt), bliver svært at forklare, fordi de ikke rigtig peger fremad. 

Man må gerne koble af, hvis man kobler på

Jeg har også bemærket, at jo flere planter jeg har fået, desto vanskeligere er det at svare på, hvorfor de er der, fordi spørgsmålet i takt med antallet bliver anderledes. Hvis jeg kunne spise dem, ville det være lettere. Hvis jeg lavede stiklinger med henblik på videresalg, ville det være lettere. 

Men de står bare der og vokser, og det er altså for sindssygt. 

Det er ikke nok at gøre noget, man godt kan lide, hvis det ikke samtidig resulterer i noget, der på en eller anden måde dokumenterer ens ressourcer. Man må gerne koble af, men helst mens man kobler på noget andet, der signalerer fede ting som tålmodighed, smag eller kontrol. 

Så længe der kommer noget ud af det, har man lov til at gå op i det.

Det er vel ikke kun et udtryk for produktivitetskultur, selvom det også er det. Det handler også om social afklaring, for hvis man kan holde en kop frem og sige “Den har jeg selv lavet”, afværger man potentielle spørgsmål, som f.eks.Hvorfor står der en deform skål i dit køkkenskab?”. Man gør sin hobby læsbar.  

Det samme gælder, hvis man dyrker sine egne grøntsager eller fermenterer ting i køleskabet. Det giver mening, fordi det ligner noget, vi allerede kender. Keramik er en ‘art’ husholdning, surdej er madlavning, og en meget kompliceret striktrøje er flid, og striktrøjer gør altså ikke nogen nervøse. 

Men planter, der vokser uden plan, og som ikke bliver til noget, eller som ikke bliver brugt, ikke bliver smukke, ikke bliver til færre, er åbenbart sværere at forklare. De producerer ikke noget, og de er ikke produktet. Og det er tilsyneladende ikke altid nok, at de bare er i live.

“Hvis man har haft en dårlig dag på job, kan man altid vise, at man i det mindste har forbrændt 427 kalorier og forbedret sin pace med 8 sekunder. (..)Flere danskere løber for at vise en kvittering fra Strava på, at de er produktive

Jeg vil orientere om, at jeg nu anvender mine planter som et billede på fri aktivitet, noget, som jeg f.eks. troede, det at løbe en tur også var. 

Man tager sko på og bevæger sig fremad. Det burde være det hele. Men i praksis er det næsten umuligt at løbe uden samtidig at dokumentere det på en app, hvor man giver hinanden kudos for at være kommet fra A til B. 

Man måler distance, tempo, puls og hældning, og i stedet for bare at løbe genererer man data. Hvis man har haft en dårlig dag på job, kan man altid vise, at man i det mindste har forbrændt 427 kalorier og forbedret sin pace med 8 sekunder. 

På den måde er det min kontrære holdning, at flere danskere løber for at vise en kvittering fra Strava på, at de er produktive. 

Og det gælder ikke kun løb. Der findes nu apps til næsten alle hobbyer. Læseapps, hvor man kan tracke, hvor mange sider man har læst og i hvilket tempo. Strikkeapps med rækker, farvekoder og forventet færdiggørelsestid. Meditationsapps med stjerner og statistik for, hvor flittigt man slapper af.  

Det, der engang var en pause, er nu en øvelse i at optimere sin fritid. Og det er måske derfor, det virker mistænkeligt at gøre noget som f.eks. holde utrolig mange planter i live uden at bruge et system til det. 

Det er bare noget, jeg gør, så hvis valget står mellem at blive opfattet som skør og som en, der har en hobby, foretrækker jeg det første. Det standpunkt indtager jeg til gengæld med fuld forståelse for, at det at dyrke surdej, løbe i cirkler om Søerne i København og dekorere kopper giver anledning til at købe spændende udstyr og tale med mennesker uden at skulle sige noget personligt”

At være kontrær er min eneste hobby

Jeg identificerer mig tydeligvis ikke med det at have en hobby længere. Det, jeg har med planter, kan ikke kaldes det, fordi jeg ikke anerkender de præmisser, der følger med den kategori. Det forudsætter nemlig et mål eller en proces, man på en eller anden måde kan gengive, og en fortælling, man kan præsentere, når nogen spørger, hvad det går ud på. Der skal være et tydeligt skel mellem hverdag og fritid, mellem det, man gør for at overleve, og det, man gør for sig selv. Der skal være progression eller i det mindste gentagelse med vilje. Intet af det er til stede i mit forhold til planter.

Der er ingen tilrettelæggelse. Jeg ved sjældent, hvad jeg laver, mens jeg gør det. Jeg flytter rundt på ting uden at have en plan, jeg omplanter uden at vide, om det gør nogen forskel, jeg tager stiklinger uden at have plads til dem.

Det er ikke noget, jeg kan holde pause fra, fordi det ikke har en tydelig begyndelse eller et defineret formål. Jeg har ikke givet planterne navne, og jeg dokumenterer dem ikke. Jeg køber ikke de rigtige potter, og jeg læser ikke guider. Jeg har ikke styr på sorterne. Jeg kan ikke forklare, hvad jeg får ud af det. Det gør ikke noget bedre. 

Det er bare noget, jeg gør, så hvis valget står mellem at blive opfattet som skør og som en, der har en hobby, foretrækker jeg det første. Det standpunkt indtager jeg til gengæld med fuld forståelse for, at det at dyrke surdej, løbe i cirkler om Søerne i København og dekorere kopper giver anledning til at købe spændende udstyr og tale med mennesker uden at skulle sige noget personligt”

Det er bare noget, jeg gør, så hvis valget står mellem at blive opfattet som skør og som en, der har en hobby, foretrækker jeg det første. Det standpunkt indtager jeg til gengæld med fuld forståelse for, at det at dyrke surdej, løbe i cirkler om Søerne i København og dekorere kopper giver anledning til at købe spændende udstyr og tale med mennesker uden at skulle sige noget personligt. 

Jeg bakker op om alt, der får livet til at føles meningsfuldt, men det gør mig fysisk utilpas at tænke på at skulle omsætte min adfærd til en genkendelig aktivitet med forklaringsværdi. 

Det vil nok med tiden vise sig, at det at være kontrær i sig selv er min eneste rigtige hobby. Det forklarer i hvert fald, hvorfor jeg kan bruge uforholdsmæssig meget tid og tankeaktivitet på at gennemanalysere noget, de fleste ville lade ligge. Det forklarer også, hvorfor jeg har skrevet en hel tekst om planter, som ikke giver nogen egentlig vejledning i pasning, ingen refleksioner over naturens poesi og heller ingen brugbare livsråd, men som alligevel findes, fordi jeg havde behov for at undersøge, hvorfor jeg ikke kan acceptere, at noget så tilforladeligt som at nusse om grønt liv bare skal kaldes en hobby, og så videre i programmet. 

I stedet for at tage del i den fælles glæde ved det hyggelige og det nyttige har jeg valgt at bruge min fritid på at dokumentere, hvorfor det hele virker forkert. 

Det er ikke nødvendigvis vigtigt, og det er heller ikke specielt oplysende. Det her er ikke en tekst, der ændrer nogens verdenssyn. Det er ikke en analyse, der løser noget, og det er heller ikke en bekendelse, der rigtig inviterer til socialt samvær. Det er bare en grundig gennemgang af en personlig afvisning, som i sidste ende måske først og fremmest beviser sin egen pointe: at det godt kan være lidt ligegyldigt, men at jeg havde brug for at gøre det alligevel for at vise, at jeg kan koncentrere mig og skrive rigtig langt. 

Læs ogå

Maya Tekeli: “Det er lidt fattigt, hvis vores identitet skal afhænge af, hvorvidt vi spiser fermenteret kål eller croissanter fra den rigtige bager”

Kom indenfor hos Melissa Bech i det arkitekttegnede parcelhus i Skovshoved

Her bor

Melissa Bech, 36 år, brandkonsulent. Opvokset i Detroit, Düsseldorf og Humlebæk. Har en master i design og business fra KEA. Er tidligere medstifter af tøjmærkerne Blanche og Enkel Studio. I dag er hun brandudviklingschef hos brandet Rouge Edit, mens hun også laver andre projekter. Bor i Skodsborg sammen med sin kæreste, Kasper Weinrich Schübeler, deres fælles søn, Clint, og Schübelers søn, Frank.

Foto: Johanna Hvidtved

Melissa Bech har altid drømt om at bo i Silver Lake i L.A. Få langt, krøllet hår og dyrke en tilbagelænet livsstil. Allerhelst i et art deco-hus placeret midt i områdets kuperede landskab. Hvor huse nærmest er bygget ind i klipperne, og store vinduespartier indrammer naturen. Da hun og kæresten, Kasper Weinrich Schübeler, besøgte det arkitekttegnede parcelhus i Skodsborg for første gang, mærkede de straks, at drømmen om L.A. på en måde kunne indfries. De blev betaget af den åbne plantegning og de store vinduer, der lod haven vælte ind i stuen. “Vi blev omfavnet af naturen,” siger Melissa Bech. “I min lejlighed savnede jeg at kunne kigge på noget grønt og bare åbne døren og blive en del af naturen.”

Foto: Johanna Hvidtved

Melissa Bech er ikke i tvivl om sit favoritsted i huset: ”I sofaen kan jeg både se ud i haven, ind i spisestuen, som er fint indrammet, og holde øje med Clint, der ligger på gulvet og leger. ”Sofaen er fra Formel A, sofabordet er købt på DBA, stolen er italiensk design fra en Bukowskis-auktion, daybed fra Muuto, lampen er designet af Isamu Noguchi hos Vitra, og maleriet er af Julia Hvidtved.

Foto: Johanna Hvidtved

Ved det orange skrivebord fra USM Haller kommer Melis- sa Bech snart til at arbejde et par dage om ugen, når hun vender retur til sit arbejde som brandkonsulent efter endt barsel. Stolen er designet af Hans Wegner, og reolen har de selv designet og fået fremstillet.

Mens parret gik på opdagelse i huset, faldt de over en lang række oprindelige detaljer, som var velbevaret helt tilbage fra, da arkitekten Johan Christensen tegnede det 160 kvadratmeter store hus i 1967. Originale håndtag i hele huset, træskydedørene i stuen, badeværelser med blå fliser og et snedkerbygget køkken. Alt stod nærmest uberørt, og de tidligere ejere havde passet godt på huset og husket at oliere den mahognibeklædte facade. De arkitektoniske referencer til Louisianas museumsbygning – det flade tag, husets kantede forløb, store vinduespartier og kombinationen af træ- og murstensfacade – var også en klar årsag til, at Bech og Schübeler aldrig var i tvivl om, at Skodsborg skulle være deres nye hjemby. 

Da Melissa Bech, som i øjeblikket er på barsel fra sit arbejde som brandkonsulent, og Kasper Weinrich Schübeler, der er ejer af brillemærket Flatlist, mødte hinanden for omkring tre år siden, boede han i en lejlighed i Taarbæk med sin i dag seksårige søn, mens hun udlevede singlelivet i det, hun nu kalder “en stor egolejlighed” mellem Borgergade og Store Kongensgade i København K, hvor der altid var kort til et glas vin på Esmée og Apollo Bar eller en sen øl på Borgerkroen. “Man kan vist roligt sige, at jeg har levet københavnerlivet med masser af middage og fester,” siger Melissa Bech. “Jeg var klar til et nyt liv med mere ro på.”  

Foto: Johanna Hvidtved
Foto: Johanna Hvidtved

Reolen er fra Muuto og i det store rum står en af forældres skulpturer, de har købt hjem fra en rejse i Japan.

Alligevel blev hun overrasket over sceneskiftet. “Der var pludselig meget stille. Og byen var langt væk. Det samme var mine venner og min lillesøster, som jeg har en meget nær relation til. Det krævede en tilvænning i starten,” fortæller hun. Men langsomt gik det op for hende, at Nørreport blot var 20 minutter væk med toget, og i stedet fandt hun igen inspiration fra L.A., hvor 20 minutters transport er lige rundt om hjørnet. “Jeg forstod, at jeg godt kunne holde fast i dele af mit gamle liv,” siger hun – som forleden, hvor hun tog højhælede sko på og satte kurs mod Kongens Nytorv for at spise østers og drikke champagne i solen.  

Huset ligger 300 meter fra Dyrehavens port og 400 meter fra stranden, hvor parret har en andel i en privat badebro. “Fordi jeg drømmer om at blive vinterbader,” siger hun. “Det er ikke helt lykkedes endnu, men jeg har også været gravid eller nybagt mor det meste af tiden, vi har boet her. Jeg har fundet ud af, hvad der giver mig livskvalitet. Hvad jeg gerne vil have i min hverdag. Vinterbade og gå en tur i skoven. En sundere livsstil.” 

Det er ikke kun huskøbet, som har været livsændrende for Melissa Bech de seneste år. For seks måneder siden blev hun mor til sønnen Clint. Hun troede i mange år, at det ikke var noget for hende at få børn.  

“Da jeg mødte Kasper, fandt jeg ud af, at børn måske ikke var så farligt alligevel, og at man stadig kunne have et nogenlunde normalt liv, selvom man var blevet forældre.”

Foto: Johanna Hvidtved

Spisestole er fra Vipp, spisebordet fra Skovby, lampen er New Works, og reolen er designet af Muuto.

Foto: Johanna Hvidtved

Jeg er meget glad for, at vi flyttede hertil, men vi er stadig bymennesker i hjertet. Jeg tror, vi kommer tilbage til byen på et tidspunkt, når børnene er store”

Melissa Bech

Parret overtog huset i oktober 2023, og blot fire måneder senere var hun gravid. “At være mor er klart det hårdeste job, jeg nogensinde har haft. Jeg tror, at jeg har undervurderet det og tænkt: Hvor svært kan det egentlig være? Det har jeg så lært nu. De første tre måneder med en baby, der var meget aktiv og sov meget lidt, var det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet,” fortæller hun. “Men det var også dejligt at gøre det heroppe i vores egen lille husboble.” 

I de første tre-fire uger efter fødslen var hun sengeliggende og kunne sjældent gå udenfor. Hun sad det meste af dagen ved vinduet i spisestuen, hvorfra hun kunne følge naturens gang i haven: opleve efteråret falme og vinterens ankomst. “Jeg følte altid, at jeg var en del af livet udenfor, selvom jeg sad inde. “Det har været livsbekræftende at komme så tæt på naturen,” fortæller hun. Både under graviditeten og nu under barslen har hun holdt af at gå rundt i sit hus – og tænke over, hvilke møbler og hvilken kunst hun skal investere i, ændre lidt på placeringen af en bog og rykke rundt på en vase. “Jeg sætter pris på det lave tempo, og at jeg bare kan gå og nusse ved vores hjem. Nu bruger jeg mere tid på Bukowskis og Den Blå Avis end på Instagram.”

Foto: Johanna Hvidtved

Sengebordet er fra Ferm Living og Niels Monies har skabt smykkeskrinet.

Foto: Johanna Hvidtved Sengetæppet er Stackelbergs og lampen er Ferm Living.

Sengetæppet er Stackelbergs og lampen er Ferm Living.

Melissa Bech og Kasper Weinrich Schübeler pillede ikke ved nogen af husets oprindelige detaljer, og faktisk gjorde de ikke andet end at male væggene, da de flyttede ind. De var begge draget af det originale, som de synes, bringer en masse historie og sjæl med sig. Den stringente arkitektur og de lyse vægge står godt til deres valg af farverige møbler og kunst, synes Melissa Bech. “Jeg vil nok beskrive min stil som en blanding mellem Skandinavien, Japan og L.A. Lidt klassisk, lidt stilistisk, men også farverig, quirky og glad for 70’erne. Stilmæssigt må det gerne stikke lidt i forskellige retninger, så det ikke bliver for rent og pænt.”  

Hvis de skal ændre på noget i huset, begynder de nok med at opdatere køkkenet. Primært indvendigt, da det ikke er indrettet efter moderne behov, og så er bordhøjden for lav. De glidende skabslåger er også til den upraktiske side, synes de. “Jeg gad godt skifte bordpladen til en i stål, ændre indmaden, men genbruge fronterne og så meget af det resterende som muligt,” siger hun og fortæller, at de har haft besøg af en lokal arkitekt, da de ønsker at få nogle bud på, hvordan køkkenet kan åbnes op, så de kan skabe det alrum, de drømmer om. Ellers står der et par ovenlysvinduer i spisestuen og over kontorpladsen på ønskelisten. Igen har de fundet inspiration i Louisianas arkitektur. “Med vinduerne kommer vi endnu tættere på naturen,” slår hun fast. 

Foto: Johanna Hvidtved

Lampen er fra Kristine Lula Studio og stolen designet af Erik Magnussen.

Foto: Johanna Hvidtved

Kærligheden til det oprindelige og 70’erne står ellers i kontrast til Melissa Bechs opvækst i Detroit i USA, hvor de boede grundet farens arbejde. I det gatede community (indhegnede område, red.) i Bloomfield Hills boede familien Bech i et stort nybyggeri, som lignede noget fra en amerikansk film med den grønne plæne foran huset, det ene høje træ og indkørslen, hvor der holdt en minivan. Det var nyt, det hele, og forældrene foretrak en simpel og lys indretning, hvor praktik kom før æstetik. Der skulle helst ikke hænge for meget på væggene, for så kom der jo huller. Jeg husker huset som ret sjælløst,” siger Melissa Bech. Det var sådan et move in, move out-hus. Der var ingen historie eller nerve i selve huset.”

Foto: Johanna Hvidtved
Læs ogå

Kom med indenfor i Ulrikke Toft Simonsens moderne patriciervilla

Fra Arkets samarbejde med Barbour til Jacob Elordis med Cartier: Her er 6 nye samarbejder, vi har på radaren

Denne artikel kan indeholde sponsorerede links.

25

Arket x Barbour

Det klassiske, engelske overtøjs-brand, Barbour, har denne gang teamet op med highstreet-kæden Arket om en mindre kollektion af lækkert overtøj og sko – selvfølgelig udført i det ikoniske Barbour-design, hvilket tæller de kendte voks-jakker, som brandet er kendt for. Herudover består kollektionen af små voks-kapper, gummistøvler, en vest, fløjlsbukser med videre. Kollektionens kampagne indfanger en rigtig efterårsstemning, skudt i de barske og smukke omgivelser i Gotland.

Kollektionen kan købes fra 16. oktober 2025 på Arket og Barbours hjemmesider samt i udvalgte butikker.

26

 Soulland x Sitre

Soulland har indgået samarbejde med det danske wellness-brand Sitre om en mindre kollektion, bestående af Sitres intim massage-olie 'Pleasure Boost' med CBD, som i anledningen har fået en festlig makeover med pyntende sten, samt en unisex-T-shirt med ordene 'Eat My Lips' og ingredienserne fra olien skrevet bagpå.

Kollektionen er ude 16. oktober og kan købes på Soullands hjemmeside.

27

Chanel x Ayo Edebiri

Matthieu Blazy afslørede, kort forinden han præsenterede sin første kollektion for Chanel, sin allerførste ambassadør for modehuset under sin ledelse. Det er ingen ringere end The Bear-skuespillerinden Ayo Edebiri, som bliver den første, Blazy kaster sin kærlighed over – og faktisk bar hun allerede under Venize Film Festival for en måned siden (måske ikke helt tilfældigt) en smuk, rød Chanel-kjole. Derfor var Edebiri selvfølgelig også at spotte under showet – side om side med blandt andre Nicole Kidman, som deltog i showet med sine to døtre, og som ligeledes vender tilbage som ambassadør for det ikoniske modehus, efter at hun for første gang fik titlen i 2003, da hun var ansigt for Chanel No. 5-parfumen under ledelse af den nu afdøde, tidligere kreative direktør for modehuset Karl Lagerfelt.

28

Sézane x New Balance

Franske Sézane og New Balance har teamet op i deres første samarbejde om en limited edition-sneaker. Udgangspunktet er New Balances klassiske 471-model, som i anledningen har fået et præg af Sézanes afdæmpede farvepalette – lige i efterårets smukke rød-brune nuancer.

Samarbejdet kan købes på Sezanes hjemmeside.

29

Robert Pattinson x 1664

Skuespiller Robert Pattinson er netop blevet udnævnt til global ambassadør for øl-brandet 1664. Samarbejdet er et led i brandets agenda om at træde mere ind i det kulturelle rum, hvor mode, film og livsstil smelter sammen. Valget af Pattinson som ansigt for brandet er truffet med udgangspunkt i den elegance, sofistikerethed og ikke mindst gode stil, som går igen hos såvel skuespilleren selv som i 1664' univers.

30

Jacob Elordi & Sofia Coppola x Cartier

Fra det største filmproduktioner til de ypperste shows under de internationale modeuger – er der en skuespiller, som er her og der og alle vegne for tiden, så må det være Jacob Elordi. Og nu er han også ansigt for Cartiers seneste lancering; de nye Love Unlimited-armbånd, hvor han portrætteres i en kampagne med instruktør Sofia Coppola, der desuden har skudt et mindre udvalg af billederne selv, mens Elrodis søster, Isabella Elordi har skudt de resterende.

Til forskel fra Cartiers klassisk, ikoniske Love-armbånd fra 1969, som er kendt for sin faste, ikke-justerbare form, er Unlimited-udgaverne sammensat af hundredvis af små dele, som netop gør armbåndene bevægelige og ikke mindst medvirker, at de kan sammensættes med ditto modeller i ‘unlimited’ kæder.

Smykkerne kan købes nu på Cartiers hjemmeside og hos forhandlere.

Læs ogå

Det franske mærke, du normalt finder i Galeries Lafayette i Paris, er åbnet i København – har du været forbi butikken?

20 elegante par støvler med hæl

Denne artikel kan indeholde sponsorerede links.

31

Chanel, 19.000 kr.

32

H&M, 350 kr.

33

Maison Margiela, 12.320 kr.

34

Acne Studios, 5.600 kr.

35

Lemaire, 3.885 kr.

36

Toteme, 8.665 kr.

37

Arket, 1.890 kr.

38

Aeyde, 4.150 kr.

39

Anonymous, 2.200 kr.

40

Chloé, 10.350 kr.

41

Khaite, 15.200 kr.

42

The Row, 8.640 kr.

43

Billi Bi, 2.399 kr.

44

Stella McCartney, 5.950 kr.

45

Jacquemus, 7.095 kr.

46

Bottega Veneta, 11.000 kr.

47

Filippa K, 4.200 kr.

48

Manu Atelier, 5.250 kr.

49

Cos, 1.750 kr.

50

H&M, 1.500 kr.