emma-sofie, Author at ELLE

DR-programaktuelle Anna Nilsson: “Jeg har set det som en mission at bevise, at jeg kunne gøre det mindst lige så godt som en mand på 40-50 år”

Om

Anna Nilsson, 31 år. Iværksætter og sidste år en del af den årlige Berlingske Talent-100-liste grundet hendes virksomhed, Hird Consulting, der er et rekrutteringsbureau, som hun startede i 2020, og hvis ekspertiseområde ligger indenfor start-up og scale-up-virksomheder.

FORTÆL OM DIN VEJ IND I IVÆRKSÆTTERI?

Det har aldrig stået i stjernerne, at jeg skulle være iværksætter. Jeg kommer fra en lille by i Nordjylland, min far er arkæolog, og min mor er pædagog, så jeg er ikke opvokset med iværksætteri. Jeg har altid tegnet og malet, og jeg faktisk var min første forretning en plakatvirksomhed, hvor jeg solgte mine egne plakater. Jeg har også lavet en app, og jeg har startet et kreativt designbureau, mens jeg studerede, hvor jeg lavede visuel identitet for virksomheder. Så jeg har testet lidt forskellige ting af undervejs, for jeg har altid haft en drøm om at skabe noget, og så tror jeg, at det har givet mig blod på tanden at prøve noget af. Jeg har også med tiden fundet ud af, at for mig handler det om glæden ved at skabe noget for andre. Alt fra de virksomheder, jeg via mit arbejde hjælper og rådgiver, men også bare det at udvikle mine ansatte og skabe et godt arbejdsmiljø for dem. Alt i alt har jeg altid haft lidt større drømme end den lille by, jeg kom fra.

DU SKAL VÆRE MED I ‘CHEFERNE – JAGTEN PÅ TALENT’. HVORFOR TROR DU NETOP, AT DU ER BLEVET SPURGT? HVAD KAN DU BIDRAGE MED?

Jeg er hver dag bindeled mellem virksomheder og kandidater. Mit job er at finde talenter og sikre det rette match, og programmet er i virkeligheden en slags forlænget rekrutteringsforløb. Herudover er jeg selv chef, og jeg forholder mig dagligt til, hvordan en moderne leder skal være og agere. Derfor håber jeg, at jeg kan repræsentere den yngre generation, og vise, at en leder kan være – og se ud på – mange måder.

HVORDAN VAR OPSTARTSFASEN? Hvordan var opstartsfasen?

Især i starten følte jeg, at jeg virkelig skulle argumentere for og overbevise om, at jeg kunne det, jeg sagde, jeg kunne. Det skal ikke ses som en ’offerhistorie’ om, at det er ekstra hårdt at være kvinde, og at man skal kæmpe med det, det hader jeg, for jeg har faktisk bare set det som en mission at bevise, at jeg kunne gøre det mindst lige så godt som en mand på 40-50 år. Med det sagt, begyndte det hele at falde på plads, da jeg fik Lego som kunde. Jeg blev nødt til at vise, at jeg kunne det her selv, og det var Lego som en stor og velkendt virksomhed et bevis på. Jeg laver også ’female empowering’-initiativer og arrangerer ’female community’-events, fordi der virkelig er behov for at vise, at kvinder kan være et godt forgangsbillede for andre kvinder.

BETYDER DET SÅ, AT I KUN ANSÆTTER KVINDER?

Jeg har haft et par mænd ansat, men af forskellige årsager er det ikke blevet til noget. Så det er ikke et aktivt valg, at vi kun er kvinder nu, det er bare sådan, det er blevet.

DU HAR STARTET ET REKRUTTERINGSBUREAU. ER DET BLEVET SVÆRERE AT REKRUTTERE GODE MEDARBEJDERE?

Det er ikke derfor, det endte med rekruttering, men ja det er helt sikkert blevet sværere. Folk har generelt et godt arbejdsliv, så det kræver noget ekstra for at tiltrække de rigtige – særligt unge – talenter. Unge mennesker stiller i dag højere krav til deres arbejdsgiver, og de er meget klare omkring, hvad de ønsker og forventer. Du skal have et formål, du skal være en god leder, du skal have et godt arbejdsmiljø. Der er langt flere forventninger til virksomheden. Mennesker vil kunne møde op og være autentiske, og det betyder, at de gerne vil kunne spejle sig i den virksomhed, de arbejder for, og derfor kræver det også mere af rekrutteringen. Det er netop ud fra den tendens, vi så et hul i markedet om at tilbyde en mere personlig rekrutteringsproces.

HAR DU ET GODT RÅD TIL DEM, DER STÅR MED SAMME USIKKERHEDER, SOM DU GJORDE, I FORHOLD TIL AT BLIVE IVÆRKSÆTTER?

Jeg vil sige, at det at være iværksætter ikke bare er noget, man gør for at gøre det. Man skal virkelig være drevet af en idé og være passioneret omkring det, man gør. Samtidig skal man aldrig lade frygt eller usikkerhed definere, hvad man gør. Hvis ens største drøm er at være iværksætter, synes jeg, man skylder sig selv at teste det af. Hvis det er drømmen, skal man prøve det af.

Læs ogå

Agenda

Cecilie Ingdal: “At sige ja til for meget, kender vi nok alle. Jeg har altid set det at sige ja som min styrke, men jeg har måtte erkende, at det kun er en styrke, så længe det ikke har konsekvenser for det, jeg drømmer om”

Fra Pamela Anderson til Zendaya: Her er de bedste looks fra nattens Golden Globes

Amy Sussman/Getty Images

Læs ogå

Identitet

Caroline Fleming: “Man skal godt nok være et specielt menneske for ikke at kunne åbne sine arme for sit barn, når det løber imod én med åbne arme. Det vil jeg kalde for ‘sygt’”

Redaktionen: Her er 2024’s bedste produkt

Læs ogå

Makeup

Bedst i test: Her er 2024’s bedste mascaraer

Læs ogå

Skønhed

Bedst i test: Her er 2024’s bedste parfumer

Læs ogå

Skønhed

Bedst i test: Her er de bedste natcremer i 2024

Læs ogå

Hudpleje

Bedst i test: Her er 2024’s bedste ansigtsmist

Læs ogå

Hudpleje

Bedst i test: Her er 2024’s bedste solbeskyttelse

Læs ogå

Skønhed

Bedst i test: Her er 2024’s bedste produkter til øjenomgivelserne

Cecilie Ingdal: “At sige ja til for meget, kender vi nok alle. Jeg har altid set det at sige ja som min styrke, men jeg har måtte erkende, at det kun er en styrke, så længe det ikke har konsekvenser for det, jeg drømmer om”

Mit 2024 har på ingen måde holdt mund, været tilnærmelsesvist stille eller bare status quo ift. året før. Og jeg er egentlig heller ikke fortaler for, at 2025 som sådan skal være tie. MEN ovenpå et 2024, der vendte op og ned på det meste, må det da godt lægge lidt dæmpet ud. Det blev vi hurtigt enige om på ELLE-redaktionen, da denne – årets første udgave – var i støbeskeen.

Det er ikke fordi, vi synes, at januar skal gå hen og blive kedeligere, end den er i forvejen. Måske i virkeligheden tværtimod. For vi har i denne udgave allieret os med en række mennesker, der har truffet valg for dem selv, som vi måske alle sammen i større eller mindre grad kan lære noget af – til gavn for vores fokus, nærvær, overskud og i sidste ende helbred. Flere af dem vi har talt med, har lagt deres liv totalt om, men det er ikke vores udgangspunkt, at du som læser skal efterlades med en følelse af, at skulle det samme for at kunne finde ro. Slet ikke. Det gør jeg heller ikke. Men det er mennesker med historier, vi kan lære noget af.

“Jeg har besluttet mig for at prøve hans råd om at sætte et stykke tape for munden om natten, så jeg bliver tvunget til kun at trække vejret gennem næsen”

Nogle vil nok ræsonnere mere hos dig som læser med end andre. Selv er jeg dybt fascineret af skuespiller og psykolog David Owes vej til en bedre vejrtrækning og har besluttet mig for at prøve hans råd om at sætte et stykke tape for munden om natten, så jeg bliver tvunget til kun at trække vejret gennem næsen for at få et højere CO2-niveau og dermed også en væsentlig forbedret søvn.

Hans — og i øvrigt pilatesinstruktør og iværksætter Prudence Davis’ — mantra er, at kroppen bør udsættes for et sundt chok for at kunne slappe af. De bruger begge iskolde bade til at stimulere det indre kredsløb af hele 120.000 km blodårer. Owe foreslår 30 sekunder, mens Davis er hardcore med sine 2 minutter. Jeg tror godt, jeg ved, hvor jeg starter … Ovenpå sin mands to, ja du læste rigtigt, kræftforløb er 32-årige Prudence Davis blevet klar i sine prioriteringer: ”Mit helbred kommer altid i første række, og så kommer arbejdet bagefter.”

“Men jeg har også i året, der nu er gået, måtte erkende, at det kun er en styrke, så længe det ikke har konsekvenser for det, jeg drømmer om, at mit liv skal rumme”

Også designer Freya Dalsjø har lært at tage vare på sit helbred og har for første gang i sin karriere lært at sige nej. Men der skulle et alvorlig stressforløb til, før hun også tog sine egne nej’er alvorligt. Og det med at sige ja, før man siger nej – eller måske nærmere ja til for meget eller til det forkerte, kender vi nok alle.

Selv har jeg altid set det at sige ja til meget som min styrke, men jeg har også i året, der nu er gået, måtte erkende, at det kun er en styrke, så længe det ikke har konsekvenser for det, jeg drømmer om, at mit liv skal rumme. Og det er netop essensen af de valg, som vores gæster i denne udgave har truffet for sig selv. De har valgt sig selv til.

Rigtig GODT nytår – og god læselyst!

Cecilie

Nyt ELLE på gaden: Freya Dalsjø om et alvorligt stressforløb, artikel om nedsat frugtbarhed, og 3 personer om at finde indre ro gennem meditation, yoga og plantemedicin

ELLEs januarnummer er på gaden fredag 27. december.

I januarnummeret kan du møde designer Freya Dalsjø, der fortæller om et liv og en karriere, hvor hun altid har gået egne veje. Da hun blev ‘smidt ud’ af drømmestudiet, brugte hun nederlaget som drivkraft og formåede at slå igennem på den helt store scene i en tidlig alder. Men selvom alle andre elskede, hvad hun lavede, var hun aldrig helt tilfreds, og perfektionismen endte med at blive hendes værste fjende. Hun har måttet sande, at der er grænser for, hvad hun kan holde til, og hun kæmper stadig med at blive helt rask igen oven på et alvorligt stressforløb, som hun fortæller om i det ærlige interview.

29-årige Viktoria Bjarnhoff elsker sit alsidige arbejdsliv, der rummer alt fra techbranchen til æstetisk interiør. Hun nyder at rejse til Sydfrankrig – dels for det franske landkøkken og dels for de smukke vintagesager, hun tager med hjem – og så har hun ordet ‘Lemonade’ tatoveret som et særligt minde om svære tider. Vi besøgte hende i hjemmet på Østerbro, hvor smukke lysindfald, friske råvarer fra lørdagens marked og hunden Bobbie skaber ro og glæde for hende.

Nedsat frugtbarhed er blevet en (hormonel) folkesygdom. For drømmen om at få et barn besværliggøres for et stigende antal mennesker, fordi infertilitet rammer en stadig større del af befolkningen.. En af årsagerne kan være hormonelle ubalancer og hormonforstyrrelser, hvilket er en stor udfordring for mange – men som også gør det muligt selv at hjælpe hormonerne på ret køl. Glæd dig til en artikel hvor to kvinder ramt af infertilitet samt overlægen på Rigshospitalets gynækologiske afdeling fortæller.

Flere undersøgelser viser, at danskerne aldrig har følt sig mere stressede eller angstfulde som nu. Psykolog og skuespiller David Owe, well-being innovator Prudence Davis og shamansk praktiserende læge Samantha Claire har med hvert sit afsæt en fælles mission om at hjælpe andre mennesker med at få det bedre — ved henholdsvis at trække vejret mindre, meditere, dyrke yoga eller pilates, spise sundere og heale ved hjælp af plantemedicin.

Hvad vil 2025 bringe med sig for dit stjernetegn? Det kan du læse i det store årshoroskop, hvor du kan blive klogere på, hvad det kommende år har i vente for dig.

‘Griefluencers’, sorg-retreats og livsafsluttende doulaer ændrer p.t. måden, vi håndterer tab på. ELLE UK-journalist Olivia Jordan Cornelius, der i 2019 mistede sin 34-årige mand, oplever, at det at tale om døden kan være en spændende og endda livsbekræftende rejse. For det kan være svært at forstå dødens rimelighed, når man står midt i enke-og-stadig-i-honeymoonfasen. I dag står hun foran sit første sorg-retreat som vært.

Kom med ud i det grænseløse og overdådige japanske bjerglandskab med Mount Fuji i baggrunden, hvor både nummerets forside og modeserie ‘Finding Fuji’ er blevet skudt. Den stille men samtidig vilde natur får modspil af futuristiske former og klare farver i looks, der klæder dig på til det nye år. Og så finder du også søskende- og designerduoen Amalie og Cecilie Moosgaards bedste tips til Japan.

Læge og ph.d. i dermatologi Cæcilie Johansen går efter simple produkter, der ikke trigger hendes rosacea (den kronisk, inflammatoriske hudsygdom, som giver kronisk rødme og rødblussen samt knopper og bumselignende hud), kæmper for en fælles EU-regulering af salg af skønhedsprodukter til børn og mener, at der er gået inflation i kosttilskud. Vi tog et kig i hendes beautyskab, hvor en simpel rutine og konsekvent brug af de samme produkter er karakteristika – og så har hun forsøgt sig med en CO2-laserbehandling.

I ELLE Decoration-sektionen kan du komme med ud i den svenske natur blot 9 kilometer fra Stockholms travlhed. Her ligger en fin, rød trævilla, hvor husets beboere altid lader sig inspirere af bedsteforældrenes stil frem for at købe nyt. Det er også grunden til, at her er så hyggeligt og hjemligt. Kom med indenfor i huset, hvor grønne og tapetserede vægge, smukke vinduespartier og gamle træmøbler blot er nogen af de ting, der skaber hjertevarme – og så må du ikke misse det prægtige badeværelse.

Alt dette – og meget, meget mere – kan du læse i det nye ELLE, der er på gaden fredag d. 27. december og som kan købes i supermarkeder og kiosker.

Du kan også få magasinet tilsendt din postkasse hver måned ved at tegne abonnement på ELLE lige her.

Forsidefoto: Rai Hanna
Styling: Hanna MW
Model: Cao He / Agency Noi
Hår og makeup: Emma Kazjdan
Stylingassistent: Eveline Kotakidou / HA/NA Productions
Fotoassistent: Christopher Nusca / HA/NA Productions
Art direction: Homework

Læs ogå

Identitet

Helle Thorning-Schmidt: “Jeg måtte også vænne mig til det, men hvad er alternativet? At sidde og mukke henne i et hjørne? Jeg kunne mærke, at sådan gad jeg ikke at være”

Kjoler til nytår: Her er 20 smarte bud, der vil gøre din aften festlig

Læs ogå

Mode

Sæsonens hotteste print er tilbage: Vi har her fundet 12 styles til juletidens fester

Chefredaktør Cecilie Ingdal: Det skal jeg have på til nytår

Læs ogå

Mode

Creative Director Josephine Aarkrogh: Det skal jeg have på til nytår

Læs ogå

Mode

Redaktionschef Nikita Hoffmann Andersen: Dét vil jeg have på til nytår

Dronningens opsigelse, dansk kirke på TikTok, Børsen i brand, ‘brat Summer’, demonstrationer i Københavns gader, Ozempic, en bog om en barm og meget mere: Året der gik med Maya Tekeli

At skrive en opsummering af året 2024 uden at kende resultatet af det amerikanske præsidentvalg* føles lidt som at skrive sin selvbiografi, før man er gået ud af folkeskolen – det er en absurd og håbløst optimistisk opgave, hvor man regner med, at året eller livet allerede har givet alle sine bedste stunder og største kriser.

Det er ikke desto mindre den opgave, som nærværende pen bæver over ved denne artikels begyndelse.

Når du læser dette, kender du svaret på det hele. Valget er afgjort, og verden er klar over, hvem der skal tage plads i Det Hvide Hus. Det ved jeg først, når jeg bliver færdig med min tekst.

Det, som ingen af os ved lige nu, hverken dig i fremtiden eller mig i fortiden, er, om Joe Biden er i live på overdragelsesdagen, den 20. januar. På den måde har vi alligevel noget tilfælles på tværs af tid og rum, og det er i alle øjeblikke spørgsmålet om fremtiden.

Fortiden er fast, noget, vi kender, og som regel også en af de få ting, vi kan blive enige om er overstået. Når vi ser tilbage, kan vi finde mening i de oplevelser, vi har haft, og måske forstå os selv og vores valg bedre. Om ikke andet er det en måde at skabe narrativer på – at organisere året i små kapitler og milepæle, der hjælper os med at føle, at vi har opnået noget og bevæget os fremad, selvom det hele har virket hektisk, da vi stod i det.

Selvom jeg mangler det sidste kapitel, vil jeg her fra det næstsidste hjælpe dig som læser med at samle dig om året, der nu er ved at være gået, for at samle tankerne, inden livet går videre.

Året startede, som 2023 sluttede, med, at Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. sagde op, hvilket man i bagklogskabens lys blev enige om var for dårligt, fordi hun faktisk på flere andre tidspunkter end nytårsaften 2023 havde sagt, at hun ville dø i sin rede.

Derfor startede vi også året med en gammel traver, nemlig spørgsmålet om, hvad der taler for, og hvad der taler imod overhovedet at have kongelige i Danmark. Vi kom heller ikke i år frem til en endelig konklusion, og medlemmer af den offentlige debat fastholdt deres holdning til, at vores nye konge ikke er særlig god til at snakke, selvom han holdt en okay tale til en fest.

Der er noget betryggende i at starte en offentlig samtale et sted, hvor man har været før, og det bliver endnu bedre, når man ikke behøver at få noget konkret ud af den.

Prinsen blev nemlig konge, og han græd foran sine undersåtter på balkonen på Christiansborg, hvor han også vinkede sammen med sin kone, som mange mener, han har været utro i Spanien med en, der latterligt nok hedder Casanova.

Ti dage senere anbefalede formanden for et forholdsvis nyt parti, at det blev lukket, fordi hun – Pernille Vermund – ikke rigtig orkede alt det drama, der i det forgangne år var forbundet med Nye Borgerlige. Ligesom dronningen forlod hun arbejdsmarkedet, og begge parters afløser gik ind i jobbet med en forventning om god løn. Men Lars Boje Mathiesen blev fyret fra sit job som ny formand i Nye Borgerlige, da han insisterede på at få den udbetalt til sin NemKonto.

Vi tænkte i det hele taget ret meget på penge ved årets begyndelse, fordi kongen ville få vores og mere til, men også fordi den 52-årige brite Anthony Mark Patterson i februar indrømmede at have været med til at lænse den danske statskasse for 8,4 mia. kr. – et svindelnummer, som ifølge hans egen tilståelse medførte, at han fik udbetalt 100 mio. kr., som vi allesammen godt kunne bruge, af Sanjay Shah.

Sammen hidsede vi os op over, at folk kunne finde på at stjæle fra os som samfund, og i samme måned, februar, meddelte vores statsminister, Mette Frederiksen, at Danmark donerer hele sit lager af artillerigranater til Ukraine. Så blev det alligevel skudår.

Vi dvælede ved krigens rædsler og betalte gerne for at få dem til at stoppe.

Pludselig fik vi et chok, da den tidligere leder af Det Konservative Folkeparti Søren Pape Poulsen døde af en hjerneblødning under et partimøde i Vejen – en sorg for de fleste og for andre et tydeligt tegn på, at pressen er alt for kritisk. Det blev af medlemmer af magten og en præst antydet, at det var pressens pres, der ledte til partiformandens alt for tidlige død. De diskuterede pressen med hinanden, og vi kom frem til, at det ikke var vores skyld.

Samtidig blev det planlagt at udvide værnepligten til også at omfatte kvinder og forlænge tjenestetiden. Flere mente, at det var på tide, at kvinderne kom til våben, mens andre mente, at det var en dårlig idé, fordi fertiliteten ville lide under, at de, der skulle føde børn, muligvis kunne blive skudt. Man kom ikke frem til, hvad der var op og ned i den debat, men man blev i forsvaret enig om, at det var tilladt at have store patter og afvige seksuelt i militæret. De blev dog ikke enige om, hvad det egentlig ville sige at afvige seksuelt, men det er min fornemmelse, at det er noget, man kan være uenig om for evigt.

Det blev så en af de eneste nogenlunde gode nyheder fra dansk militær, for måneden efter at folk med store bryster og mærkelige seksuelle præferencer blev budt velkommen, gik det galt, da Søværnet måtte lukke et område omkring Flådestation Korsør midlertidigt på grund af en fejl i en missilaffyringsrampe ombord på fregatten Niels Juel.

Det var en meget akavet påmindelse om Hovsamissilet, som nogle af os ikke kendte til, fordi vi ikke var født, men som var et Harpoon-missil, som utilsigtet blev affyret af fregatten Peder Skram ved middagstid den 6. september 1982 fra den sydlige del af Kattegat.

Alle overlevede fejlen i år, men da den blev begået, måtte vores forsvarschef stille arbejdsskoene. Årsagerne var desuden at et dansk krigsskib med store fejl blev sendt til Det Røde Hav, og at forsvarsministeren ikke besked om en alvorlig hændelse. Det var han så sur over, at han fremadrettet slet ikke ville have en eneste besked fra Flemming Lentfer, der altså blev fritaget for tjeneste.

Vi lærte, at man bliver nødt til at koncentrere sig om, hvor man sender sine skibe hen, når verden brænder, og da der senere samme måned gik ild i Børsen, sammenlignede en tilfældig dansker det med Notre-Dame, og en forfatter hele situationen med at leve i en krigszone. Mange af os kendte slet ikke denne forfatter, der i modsætning til de fleste danskere ikke rigtig syntes, at hans hverdag var den samme uden bygningen i Indre København.

De fleste var ret uenige i, at en bygning, der højst sandsynligt var gået tilfældigt i brand, var sammenlignelig med en krigszone, men flere udnævnte ironisk nok alligevel Dansk Erhvervs administrerende direktør, Brian Mikkelsen, som en form for krigshelt, fordi han løb ind i Børsen for at redde nogle malerier.

Han frygtede intet.

Billeder af Brian Mikkelsen i sikkerhedshjelm gik verden rundt, og før vi nåede at tale om, hvordan vi havde det med det, gik året videre.

Nu skulle fristaden Christiania nemlig til at lægge rørene i Pusher Street om og i øvrigt slippe for den overhængende risiko for at blive nedlagt, så politiet gik med til at lukke det ulovlige salg af cannabis, mod at danskerne kunne få lov til at tage en brosten fra den famøse gade med hjem til vindueskarmen.

Det var medlemmer af regeringen og især borgerrepræsentationen så stolte af. Én af sidstnævnte endte senere i året i regeringen, men ingen ved, om det var, fordi hun bestod en eksamen ved at samarbejde med christianitterne, eller om det hele tiden havde været planen. Livet gik videre, og endnu en tilfældig brand smadrede store dele af Legoland Billund Resort. Folketinget afviste også et forslag om at anerkende staten Palæstina.

Hvis Palæstina skulle anerkendes som stat, krævede det, at staten fandtes, sagde udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i den forbindelse, hvilket nogle fandt forvirrende, andre rigtigt og andre igen fuldstændig rablende sindssygt.

2024 var i det hele taget et år, hvor der gik ild i utrolig mange ting. Børsen, to af Novo Nordisks bygninger og Skatteministeriet var blandt de mest kendte, men vigtigst og måske tydeligst var 2024 også et år, hvor danskerne demonstrerede i gaderne for frisættelsen af Palæstina – ligesom de i øvrigt har gjort mange gange før.

På den måde startede vi kortvejs inde i det nye år endnu en gammel samtale og var uenige på andres bekostning, og hvis jeg havde ret i det, jeg skrev tidligere, gjorde vi måske det, fordi det var trygt at mene noget, som de fleste af os ikke havde nogen aktie i.

Måske var det, fordi vi vågnede op og så verden, som den er. Det tør jeg ikke svare på.

Vi ved ikke, om det var motivationen for den lammer, som statsminister Mette Frederiksen den 7. juni blev offer for på Kultorvet i København, men vi ved, at en mistænkt polak blev anholdt på stedet. På trods af den store opbakning til Mette Frederiksen, der efter hændelsen led af ‘piskesmældslignende’ symptomer og i øvrigt var meget chokeret, fik Socialdemokratiet ved valget til Europa-Parlamentet det dårligste valg i mange år, og SF fejrede sin status som kæmpestort parti ved bl.a. at høre ‘SexyBack’ med Justin Timberlake til deres valgfest.

Noget interessant, der kom ud af lammeren, var den for nogle nye viden om, hvor umuligt det er for folk, der ikke har magt, at blive diagnosticeret med piskesmæld eller noget, ‘der ligner’. Endnu en god grund til at jagte den politiske magt og indflydelse.

“Det gjorde han inden sin verdensturné, der allerede havde fået et par ridser i lakken på baggrund af Britney Spears’ nyligt udgivne memoirer, hvor hun f.eks. beskrev, at Timberlake tvang hende til at abortere deres fælles barn under deres offentligt kendte forhold til hinanden”

Det går op og ned, når først man har indflydelse, og når han nu alligevel blev spillet for at fejre, at et dansk parti gik fremad i EU, så kan man passende nævne, at Justin Timberlake i øvrigt blev stoppet i en bil, som han kørte meget påvirket i hen over sommeren. Det gjorde han inden sin verdensturné, der allerede havde fået et par ridser i lakken på baggrund af Britney Spears’ nyligt udgivne memoirer, hvor hun f.eks. beskrev, at Timberlake tvang hende til at abortere deres fælles barn under deres offentligt kendte forhold til hinanden.

På den måde blev popstjerner lidt kendte igen, og det er vigtigt at vide for at forstå vores år og især vores sommer, der har været ‘brat’. Vi skulle som samlet befolkning henholdsvis nyde, gennemleve, overleve og overforklare fænomenet ‘brat summer’, som blev framet som en kulturbevægelse, selvom det primært vil indskrive sig i historiebøgerne som en meget effektiv marketingkampagne for popstjernen Charli XCX.

At have en brat summer betød, at det var sommer, og man havde en denimkasket på, der havde været igennem et rivejern, mens man befandt sig i den. Den betød også, at folk havde lyst til at tage stoffer igen og danse i deres underbukser, og at en stor gruppe fra ungdommens queermiljø følte sig frigjort i nattelivet.

Alt i alt godt, men fans af albummet ‘Brat’ blev efter ikke at have talt om andet irriterede over, at andre begyndte at tale om det og erklære ‘brat summer’, før efteråret var begyndt.

Under hele det drama blev antihvalfangstaktivisten Paul Watson arresteret i Nuuk i Grønland på baggrund af en Interpol-efterlysning fra Japan fra 2012, mens tiltagende flere unge danskere demonstrerede for forandring på det klimapolitiske område, som regeringen og Folketinget indgik en trepartsaftale med forskellige organisationer om.

Det var da også en hot summer, og vi er igen i år blevet mødt af klimakatastrofer i Europa, der dog ikke forhindrede folk i at flyve til Spanien og drive lokale så langt ud i vanviddet, at de følte sig nødsaget til at beskyde turisterne med vandpistoler for at holde dem væk fra deres hjembyer – byer, som efter sigende lider katastrofalt under et boligmarked, der primært består af lejligheder, der bliver lejet ud på Airbnb.

I København fik vi også besøg af en række influencere, der havde set Grundtvigs Kirke på TikTok og besluttede sig for at snige sig ind til begravelser i den for at tage billeder af sig selv. Om det var varmen eller bare et par scener fra hovedstaden i superhitserien ‘The Bear’, der også fik en masse A-liste-hollywoodstjerner til at besøge København, er uklart, men det vrimlede pludselig med dem på Noma, og det kan vi som samfund vælge at være stolte af eller ligeglade med.

De tog heldigvis hjem på et tidspunkt, og det blev den anklagede for at have givet demokratiet en lammer også nødt til. I sensommeren blev den polske mand, der overfaldt statsministeren, nemlig dømt til fire måneders fængsel, udvisning og seks års indrejseforbud. Ham ser vi nok ikke igen, og på den anden side af jorden måtte Indien i øvrigt skyde en hvid pind efter idéen om at få besøg af Niels Holck, som de ellers ville have udleveret i forbindelse med Purulia-våbensagen fra 1995.

Rejsefeberen lagde sig i slutningen af juli, og selvom medlemmerne af Folketinget sådan set stadig var på sommerferie, oprettede regeringen alligevel tre nye ministerier i august, herunder for EU-anliggender, miljøpolitik og krisehåndtering.

Det er svært at sige, om det lykkedes den brede regering hen over midten at bilde befolkningen ind, at det var af lyst og ikke samarbejdsvanskeligheder, at man rykkede rundt på alle ministrene.

Ministerrokaden blev desværre stenen, der skabte afsæt for en lavine af historier om dårlige arbejdsforhold i regeringspartiet Moderaterne – en historie, som man måske ønsker genfortalt i denne artikel, fordi der var så mange hjørner og detaljer i den, at man har mistet overblikket, men også en historie, man må undvære.

“Det er dog værd at bemærke, at flere prominente mediechefer kaldte historien for årets vigtigste politiske historie”

Der vil ikke være flere anslag tilbage til efteråret, hvis først vi går i gang.

Det er dog værd at bemærke, at flere prominente mediechefer kaldte historien for årets vigtigste politiske historie. Som samfund har vi altså lært, at politiske historier ikke handler om politik, men om arbejdsforholdene i en organisation og en konkret journalists oplevelse med at tale med nogle kilder.

Hele september og meget af oktober handlede om, at folk var uvenner i Moderaterne, men sådan er det som regel, når solen begynder at gå tidligere ned. Vi orker det ikke, vi vil ikke på arbejde, og vi får lyst til at skyde præsidentkandidater i USA i hovedet.

Det gjorde i hvert fald manden bag attentatforsøget på tidligere (og genvalgte) præsident Donald Trump i Pennsylvania i sensommeren – et angreb på demokratiet, som ingen heldigvis sammenlignede med den lammer, Danmarks statsminister havde fået tidligere på året, for det havde da sat tingene lidt i perspektiv.

Fra frøperspektiv blev der taget et ikonisk nyhedsbillede af Donald Trump med næven i vejret og blod løbende ned ad ansigtet i sine (lidt skuffende situationen taget i betragtning) sikkerhedsfolks arme.

Det skal vi huske at fortælle nogens børn, at vi var vidne til i real time.

Hele verden var optaget af skuddramaet, af, om sikkerhedsfolk med vilje havde ladet gerningsmanden ligge og tage sigte på et tag, inden de pløkkede ham, og sikkert også af, om det hele var planlagt af demokraterne.

Af uransagelige årsager havde vi i Danmark ikke rigtig nogen fælles samtale om, hvor forskruet, forvirrende og for sindssygt mærkeligt konceptet sandhed er blevet hos vores nærmeste allierede. Men øjeblikket gik ligesom også over, da tidligere litteraturanmelder for Berlingske Katherine Diez udkom med en bog, som alle troede ville handle om hendes store plagiatsag fra årets begyndelse.

Det handlede den ikke rigtig om, men mere om, hvordan hendes liv havde været, inden og efter at folk fandt ud af det. Og da flere kritiserede det og litteraturen, tog Katherine Diez i ‘Go’ aften Live’ på TV 2 og fortalte, at hun var sur over det.

Imellem bogens udgivelse og interviewet på fjernsyn detonerede to håndgranater ved den israelske ambassade i København, og tre svenske statsborgere blev arresteret. En hændelse, der mindede os alle om, hvordan danske kriminelle i løbet af året er blevet hovedpersoner i en dyster version af ‘Broen’, hvor man betaler svenske unge for at gøre ‘det beskidte arbejde’, altså udføre personfarlig kriminalitet på bestilling på den anden side af vandet.

Samme måned fik en eskalation af konflikten i Sudan også sat gang i massive flygtningestrømme, og nabolande opfordrede FN til at gribe ind med humanitær hjælp og fredsbevarende styrker, men nok om det, for 2024 har været et vildt år for kendisser.

Især dem, der er blevet vildt tynde og samtidig har bidraget til Danmarks BNP, men man kan tvivle på, om den danske befolkning sad lige så limet til skærmen, da Novo-topchef Lars Fruergaard Jørgensen blev grillet af Bernie Sanders i Senatet, som de kan finde på at gøre, når der er et nyt afsnit af ‘The Kardashians’ på Disney+.

Det har været for dyrt at blive tynd af indsprøjtninger i USA i forhold til i resten af verden, og det var problemet i De Forenede Stater, selvom vi på dansk jord også har været meget optagede af, at Novo Nordisk f.eks. betalte toplæger for at føre en storstilet Wegovy-kampagne, som om de helt selv havde besluttet sig for, at det var et godt produkt.

Janni og Karsten Ree er i øvrigt blevet meget, meget, meget, meget offentligt skilt, Casper Christensen er blevet prædikant i den australske frikirke Hillsong, og Nicklas fra ‘Tempelriddernes skat’ har fået en dom for at smugle kokain i picnickurve.

Der er også en række danskere, der har følt sig misforstået af folk, der har oplevet, at de har udvist seksuelt grænseoverskridende adfærd for dem. Flere af dem er blevet fyret, nogle af dem har udgivet en bog om det, og andre har nægtet at give interview om det.

Sådan er det med mennesker: De skriver bøger om ting, de ikke gider snakke om, og derfor ser jeg frem til den, der handler om, hvad det egentlig vil sige at kneppe nogens tvivl, hvorfor Mette Frederiksen har fået en mærkelig frisure, og hvad det egentlig vil sige at være borger i et samfund, der er styret af en bred regering hen over midten.

Mens vi undrer os over det, mindes vi også dem, vi har mistet.

Jeg ved med denne sidste sætning, at Donald Trump har vundet præsidentvalget i USA. Tillykke til ham, og sikke et år vi går ind i. Jeg tør spå, at det bliver endnu et af dem, hvor de, der forstår at få opmærksomheden, ender med at bestemme i virkeligheden.

Godt nytår.

*Dele af denne artikel er skrevet før resultatet af det amerikanske valg 5. november 2024 og generelt før 2024 sluttede helt.

Læs ogå

Mode

Redaktionschef Nikita Hoffmann Andersen: Dét vil jeg have på til nytår

Læs ogå

Mode

Creative Director Josephine Aarkrogh: Det skal jeg have på til nytår

Journalist Maya Tekeli interviewede den ukrainske krigsfotograf via en krypteret app: “Der har været flere luftangreb i Ukraine i dag,” sagde han skrattende i telefonen, før han forsvandt ind i huller i forbindelsen

Selv om jeg forstår tanken om, at man kan begrænse kommunikation mellem kriminelle ved at overvåge dem, og på trods af at appen Telegram har været under heftig kritik, er jeg sådan set glad for at have den installeret på min telefon.

Telegrams administrerende direktør, Pavel Durov, er blevet sigtet af den franske anklagemyndighed for at tillade kriminelle aktiviteter på sin platform, fordi den er blevet brugt til at dele nøgenbilleder uden samtykke samt overgrebsmateriale med børn, ligesom det blandt andet er på Telegram, bander har efterlyst helt unge svenske freelancekriminelle til at begå vold og drab i Danmark.

Der er ingen tvivl om, at der foregår mange dårlige ting i de lukkede rum, der opstår, når man chatter hemmeligt, men hvis jeg må tillade mig at pille i egen navle, så er de krypterede beskedtjenester altså ret vigtige for journalister som mig, der til tider arbejder med følsomme oplysninger eller kommunikerer med kilder, der befinder sig i usikre miljøer.

Vores tidligere justitsminister, Peter Hummelgaard, har været åben om, at han helst så Whatsapp, Signal og Telegram smidt på porten, så kriminelle ikke kan bestille drab og bandebræk i skjul. Der er det mit indtryk, at den såkaldte ”almindelige dansker” har fået en forvrænget idé om, hvad man kan bruge tjenesterne til.

Det synes jeg, er ærgerligt.

“Uden apps som Telegram havde jeg nemlig ikke talt med Karl Maris, en tidligere ukrainsk modefotograf, der, da krigen brød ud i februar 2022, skiftede karrierevej”

Uden apps som Telegram havde jeg nemlig ikke talt med Karl Maris, en tidligere ukrainsk modefotograf, der, da krigen brød ud i februar 2022, skiftede karrierevej. De beskeder, vi sendte frem og tilbage mellem hinanden for at planlægge et interview, var ende-til-ende-krypterede, hvilket egentlig bare betyder, at vores koordinering forblev privat og skjult for tredjeparter, og selv om det ikke nødvendigvis var tophemmelig information, at jeg først kunne tale i telefon om aftenen, så var vi principielt beskyttet mod overvågning, hacking eller afsløring af vores færden den dag i august.

“Telegram er ligeså populær som Messenger,” sagde Karl om Telegram.

Det har han sådan set ret i, for selvom appens kildekode for applikationerne er open source, er server-koden ikke offentligt tilgængelig. Det betyder, at uafhængige eksperter ikke kan gennemgå, hvordan Telegram håndterer data og sikkerhed på deres servere. Telegram er også blevet kritiseret for, hvordan de samarbejder eller ikke samarbejder med myndigheder i forskellige lande. Da Telegram opbevarer beskeder på sine servere, kan de potentielt blive bedt om at udlevere information til myndigheder, hvis de er under pres fra regeringer.

“Her er der sådan set bare en illusion om, at man taler i sikkerhed,” sagde han.

Jeg er godt nok et privat menneske, men det hemmelighedsfulde del af vores samtale, om den så var det eller ej, var velsagtens mest relevant for Karl i sidste ende.

“Der har været flere luftangreb i Ukraine i dag,” sagde han skrattende i telefonen, før han forsvandt et par gange ind i huller i forbindelsen.

Jeg forstod ret hurtig, at det var et spørgsmål om held og tilfælde, at vi overhovedet talte sammen, for strømmen i det område, som Karl befandt sig i, virkede kun et par timer om dagen. Når den så gjorde, var det ikke nødvendigvis samtaler med mig men derimod sådan noget som at lave mad, der virkede vigtigt at prioritere.

Karl forklarede, at han som regel også ville bruge tiden på at arbejde på sin computer, redigere nogle videoer og passe sit arbejde ved for eksempel at printe nogle af sine fotografier ud, så de kan blive udstillet.

“Jeg havde, da jeg kontaktede ham første gang, forklaret, at jeg gerne ville tale med ham, fordi jeg interesserer mig for, hvordan man egentlig omstiller sig fra at være modefotograf til pludselig at leve et liv, der handler om at dokumentere en krig i sit hjemland”

Jeg havde, da jeg kontaktede ham første gang, forklaret, at jeg gerne ville tale med ham, fordi jeg interesserer mig for, hvordan man egentlig omstiller sig fra at være modefotograf til pludselig at leve et liv, der handler om at dokumentere en krig i sit hjemland. Karl kaldte det for en “big energy”.

Når forbindelsen ikke røg, var vi sprogligt udfordrede i vores samtale. Engelsk er ikke vores modersmål, og det kreative sprog er på tværs af kontinenter meget forskelligt. Jeg har flere gange erfaret, at danske sprogblomster visner udenfor Schengen, men også at kynisme heldigvis er et globalt kunstsprog, man kan komme ret langt med.

“Jeg forestiller mig, at du gerne ville have, at jeg fortæller en romantisk historie om min kreative udvikling,” sagde Karl.

“Ja, det ville være rigtig godt, hvis du kunne sige noget rørende,” svarede jeg og mente det sådan set.

Der er et naturligt sammenfald i journalisters og fotografers tilgang til verden omkring os. Vi er ofte tiltrukket af dynamikken i forholdet mellem politiske virkeligheder og menneskelige oplevelser gennem en linse af kritisk afstand, der efter min mening hjælper os med at håndtere de ubehagelige aspekter af menneskers adfærd, som vi tit bliver nødt til at forholde os til.

I mit eget tilfælde kommer den afstand til udtryk i en skepsis over for autoriteter og officielle fortællinger, og i et behov for at få dokumenteret de ting jeg hører med håndgribelig information eller billeder, før jeg tror på det.

Derfor har jeg altid været særligt optaget af fotografers arbejde. De er simpelthen i stand til at formidle en historie med et enkelt blik, der ikke kun supplerer men også forstærker en skriftlig fortælling, som jeg har gang i. Deres blik er afgørende for at engagere andre mennesker end den umiddelbare målgruppe.

Nogle ting siger man bedre med et billede end med tusind forskellige ord, og jeg må indrømme, at fotografers værker da ofte kommer meget tættere på at være kunst, end mine egne gør.

“Jeg tænker også på den måde,” sagde Karl. Han oplever sit arbejde som kunst.

“Jeg blev inspireret af menneskelig skønhed. Det førte mig ind i modefotografi. Jeg boede og arbejdede i Kyiv, og nogle gange tog jeg til Europa for at fotografere. Det handlede alt sammen om skønhed,” sagde han. “Skønhed for skønhedens skyld. Jeg søgte længe efter essensen af det.”

Karl Maris, som er hans vestlige navn, har en ret stor portofolio med mode bag sig. Han har i mange år været fotograf til modeuger og modeshows i Ukraine.

Da krigen brød ud, var der ifølge ham selv ikke nogen større, indre debat, der talte ham fra at begynde at dokumentere den. “På krigens første dag gik jeg ned for at købe film til mit kamera,” sagde han. “Det blev faktisk farligt at gå rundt med det overalt, for kameraet ligner jo en stor pistol og havde måske også den samme funktion.”

På trods af den let forståelige og overhængende risiko, man løber som fotograf, ser man hurtigt, hvor tæt på Karl alligevel kommer med sin store pistol, når man betragter hans billeder. Portrætterne er vedkommende, levende og smukke uden at provokere alvoren i de scener, han befandt sig i. Han fremkalder flere forskellige steder Kyiv i mørkekammer, når han kan komme til det.

“Det er mere interessant for mig at arbejde med dokumentarisme, end det er at arbejde med mode og skønhed nu. Jeg synes, det kan virke som noget fra en tegneserie.”

HVAD FOR NOGLE TEGNESERIER TÆNKER DU PÅ?
“Når du ser på sådan noget som The Met Gala eller et modebrand i Europa, USA eller i Kyiv for den sags skyld. Der er mange mennesker, der bare prøver at leve deres liv ved at afholde et galla-arrangement eller købe ind i en tøjbutik. Jeg vil selvfølgelig også gerne leve det bedste liv, men jeg befinder mig det samme sted som den her virus. Jeg ser og forstår præcis, hvad der foregår i skyttegravene og i centrum af Ukraine nu. Det vil jeg fortælle.”

HVAD VIL DU FORTÆLLE?
“Jeg vil fortælle om spændingerne og frygten.”

Jeg forestiller mig, at det at arbejde som fotograf på tværs af så forskellige genrer som mode- og krigsfotografi kræver en form for naturtalent.

I min optik handler modefotografi vel traditionelt set om at skabe æstetiske og idealiserede billeder, der fanger og formidler alt det pæne ved tøj, mennesker og deres omgivelser. Man kan vel sige, at det er en verden, hvor der er stor opmærksomhed på at skabe drømmeagtige billeder, som vi kan gå og håbe på, at vi får råd til at genskabe derhjemme.

“Når man fotograferer mode eller noget lignende, hvor man viser to fantastiske mennesker i smukke kjoler, tænker jeg altid, at det handler om at vise skønhed – en vidunderlig skønhed. Du vil skabe en smuk historie, som kan sælges,” forklarer Karl. “Når det drejer sig om dokumentarfotografi, kan det også handle om skønhed og at tjene et formål, men det er en del af en simpel hverdag og et enkelt liv. Det er vigtigere.”

HVAD VAR EGENTLIG NOGET AF DET FØRSTE, DU FOTOGRAFEREDE, DA KRIGEN BRØD UD?
“Jeg tog ret tidligt i krigens første uger fra Lyiv til Kyiv og tilbage i de første dage i marts og mødtes med en af mine venner. Han har lavet nogle af maskerne til som Slipknot bruger, når de spiller.”

ALTSÅ, DET AMERIKANSKE HEAVYBAND SLIPKNOT?
“Ja. Det var uhyggeligt at fotografere, men derfra mødte jeg nogle franske journalister. Den 7. marts rejste jeg med dem ud i forskellige byer. De lugtede af ild. Det var en mørk tid, men journalisterne havde meget erfaring, og jeg begyndte at arbejde med dem flere gange.”

De fleste danskere ved, at vores og flere andre internationale journalister har mistet adgangen til krigszoner i løbet af de seneste år. Gaza-striben er på mange måder en nyhedsørken, og I, der læser med lige nu, kan sikkert huske, da den danske Rusland-korrespondent for DR Mathilde Kimer mistede sin adgang til Rusland ved krigens begyndelse.

”Jeg var vred og såret og afmægtig efter det møde. Jeg har brugt så mange dage af mit liv i skyttegrave og andre steder for at rapportere fra den her krig, så at skulle høre på sådan nogle beskyldninger – oven i købet kort tid efter at være blevet losset ud af Rusland – det er så sort for mig. Jeg har en mærkelig følelse af at være blevet forrådt,” fortalte hun dengang Journalisten og DR.

Hun har absolut ikke været den eneste, og derfor føler Karl også en særlig forpligtigelse til at dokumentere en historie, der for de fleste ellers er skjult.

“Jeg forstår, hvad det materiale, jeg får hjem, kan betyde. Hvert billede kan have indflydelse på andre menneskers opfattelse af virkeligheden men også på samfundet i fremtiden,” sagde han.

I et øjeblik skammede jeg mig over, at jeg først lærte ham at kende to år inde i krigen, selv om jeg betragter mig selv som et oplyst og opsøgende menneske. Mange af de fotografer og journalister, han nævnte navnene på, kender jeg heller ikke. “Nogle gange føles det som journalistik. Og det er den største forandring i mit liv,” sagde han. “Det er en stor opgave.”

Karl er optaget af film og fortalte, hvordan den amerikanske modedesigner Tom Ford har instrueret to spillefilm. Det vidste jeg ikke, men da jeg så dem, forstod jeg Karl bedre.

Den første, ’A Single Man’ fra 2009, foregår i Los Angeles i 1962 og følger en dag i livet hos George Falconer, en homoseksuel, britisk universitetsprofessor, spillet af Colin Firth, som sørger over tabet af sin partner, Jim. George kæmper med at finde mening i livet efter Jims død, mens han reflekterer over minder og de forhold, der definerer hans liv. I løbet af dagen møder han forskellige personer, der på hver sin måde påvirker hans beslutning om, hvorvidt han vil fortsætte med at leve. Filmen var faktisk meget gribende og elegant. Jeg bemærkede en meget omhyggelig brug af farver, lys, og mode, der afspejler Georges følelsesmæssige tilstande. Den var stiliseret og meget æstetisk tiltalende i sit udtryk – ligesom flere af Karls fotografier.

“Jeg ser også referencer til Tarantino-film, og jeg kan forestille mig personer fra modeverdenen på slagmarken”

Hans anden film er lige så smuk men meget grovere. ’Nocturnal Animals’ fra 2016 er nemlig en psykologisk thriller, baseret på romanen ’Tony and Susan’ af Austin Wright. Filmen følger kunstgalleristen Susan Morrow, spillet af Amy Adams, der modtager et manuskript fra sin eksmand, Edward. Ham spiller Jake Gyllenhaal. Manuskriptet, som også hedder ’Nocturnal Animals’, fortæller en ret voldsom og mørk historie om en mand, hvis familieferie bliver til et mareridt. En urovækkende film, der især gør indtryk i kontrasterne mellem en glitrende verden af kunst og mode og mørk, rå vold.

Karl, du tager jo også virkelig smukke billeder fra noget så grimt som krig. Er det fordi, du har det der blik for at sælge skønheden med dig?

“Det er jo den bagage, jeg har med, og det inspirerer mig selvfølgelig også, når jeg for eksempel fotograferer en dreng på en tank eller noget lignende. Jeg ser også referencer til Tarantino-film, og jeg kan forestille mig personer fra modeverdenen på slagmarken. Fordi det er mennesker, det handler om, og mange af billederne kunne jeg sådan set også have taget som modefotograf.”

Det lød først som en mærkelig tanke for mig.

“Når jeg tager et billede, dukker der billeder op i mit hoved. Det kan være et barndomsminde – min mor, min far, eller et foto af Mugler fra 90’erne. Der er sådan en strøm af idéer på ét øjeblik, og du skal vælge den rette, passende idé for at få et godt billede,” sagde Karl.

Det kunne jeg forstå, og da jeg læste mig klogere på krigen som kulisse for scener, der står uden for den, faldt jeg flere gange over modeindustrien.

Richard Avedon, en af de mest indflydelsesrige modefotografer i det 20. århundrede, lavede i 1960’erne en række billeder, der portrætterede modeller i dramatiske og ofte konfrontatoriske scener.

I hans arbejde ’War’ undersøgte han, hvordan tøj og mode kunne placeres i en kontekst af konflikt og forandring, selv om det ikke altid var direkte relateret til krig. Hans arbejde var kendt for at blande mode med stærke sociale og politiske kommentarer, og Steven Meisel, en af modeverdenens mest berømte fotografer, skabte en opmærksomhedsskabende kampagne for Versace i foråret/sommeren 2003. Fotoshootet blev inspireret af militære temaer og viste modeller klædt i dramatiske, krigsinspirerede outfits.

Den italiensk-amerikanske fotograf Mario Sorrenti var også hjernen bag en lidt opsigtsvækkende modeskydning med titlen ’Military Chic’ til Vogue i 2002. Han brugte en krigsinspireret kulisse og scenografi til at præsentere tøj med militære elementer såsom camouflage og struktur, som vist også er en æstetik, der kom for at blive og udvikle sig til det, man kalder for ‘tactical wear’ nu om dage.

“Jeg har hørt om en modefotograf, Ann Leibovitz, der arbejder i i Kyiv, med præsident Zelensky,” fortalte Karl.

Jeg skelede til en beige Burberry-frakke, der hang på mit tøjstativ, mens vi talte. Selv om jeg primært har den på i situationer, hvor jeg gerne vil fremstå professionel, er trenchcoaten et af de mest ikoniske stykker militærtøj i min garderobe. Den blev først udviklet til britiske soldater under Første Verdenskrig, designet af Thomas Burberry og var lavet af vandafvisende gabardine-stof, der var både praktisk og holdbart. Efter krigen blev trenchcoaten hurtigt populær blandt civile, selv om folk i Storbritannien – ligesom i Ukraine – havde lidt mere presserende bekymringer end tøj. Det kunne være luftangreb og mulig tysk invasion. Ressourcer og råmaterialer til civil beklædning var i øvrigt begrænsede, mens priserne samtidigt steg.

Det blev vigtigt for civilt tøj at være praktisk, men folk, der havde med tøj og tilbehør at gøre, så hurtigt deres snit til at tjene en skilling på nogle af krigens største farer. Ved udbruddet af krigen i september 1939 måtte de fleste for eksempel leve med den potentielle trussel, gasvåben, og folk blev rådgivet til at bære deres gasmasker hele tiden. Sådan en blev udleveret i en papæske med en snor gennem, så de kunne bæres over skulderen. Den pyntede ikke ligefrem.

Detailhandlere var hurtige til at opdage et hul på markedet for en mere attraktiv håndtaske med personlighed, som man kunne vimse rundt med i tilfælde af gasangreb, og hvis man var smart, fik man et speciallavet ’siren suit’, der matchede.

Et ‘siren suit’ var en heldragt, der hurtigt kunne trækkes over nattøj, hvis man pludselig måtte flygte til et udendørs luftangrebsskur og ikke havde tid til at skifte. Nogle dragter fik pludselig smarte, puffede skuldre, klokkeformede ærmer eller et aftageligt pyntebælte, og hvis du googler det, finder du let billeder af premierminister Winston Churchill i sine egne skræddersyede sæt. De er faktisk ret flotte.

Jeg forstår det smukke i det rå, men da jeg fortalte en kollega her i Danmark, at jeg skulle tale med en krigsfotograf i Ukraine, begyndte hun at tale om, hvordan det arbejde kan ødelægge et menneske. Er du egentlig et ødelagt menneske?

“Jeg leder efter de rigtige ord nu, men… Jeg er fuldstændig stærk, forstår du hvad jeg mener?” Nej, hvad mener du? “Jeg er ikke ødelagt. Selvfølgelig er jeg ødelagt. Selvfølgelig. Fuldstændig. Nej, det er jeg ikke. Ikke helt. Fuldstændig, ja. Fuldstændig.” Hvad skal jeg sige til min kollega? “Jamen, du skal sige … Jeg vil ikke græde. Selvfølgelig vil jeg græde,” sagde han. Vi grinede. “Jeg prøver bare at være ligesom en flod midt i alt det her,” sagde han. Jeg kunne høre, at han smilede.

“Efter krigen blev skønhed for skønhedens skyld noget, der føltes primitivt”

“Efter krigen blev skønhed for skønhedens skyld noget, der føltes primitivt. Alt blev mere virkeligt og enkelt – meget enkelt. Modetrends, der engang kunne inspirere, begyndte nu at irritere. Mode genfødes konstant, men det er logikken, der inspirerer mig nu. Jeg sætter pris på tidløse stykker, der kan vare i mange år, som en 10 år gammel Helmut Lang-denimjakke eller Margielas Tabi-sko til særlige lejligheder. Jeg ser mode som en kunstform, men jeg oplever også, at der er meget skrammel omkring, som overskygger det æstetiske,” sagde Karl.

Karl fortalte mig, at man til foråret vil opleve modeugen i Kyiv igen, og at det ville være den første, efter krigen brød ud. Som en, der for nyligt havde deltaget i den københavnske modeuge for første gang, syntes jeg, det var svært at forestille mig sådan et cirkus leve under Ukraines omstændigheder næste år. “Jeg kommer til at nyde det,” sagde han. “Der findes jo så til gengæld både god og dårlig mode. Og dårlig mode siger jeg nok farvel til for nu.”

Læs ogå

Samfund

Journalist Maya Tekeli: “Jeg har på det seneste overvejet at kastrere min hanhund. Det har jeg på baggrund af (…) konkrete hændelser på vores gåture gennem Christiania”

Caroline Fleming: “Man skal godt nok være et specielt menneske for ikke at kunne åbne sine arme for sit barn, når det løber imod én med åbne arme. Det vil jeg kalde for ‘sygt’”

Blå bog

Caroline Fleming. Født i 1975. Er vokset op på Valdemar Slot i Det Sydfynske Øhav. Bar titlen som baronesse, indtil hun giftede sig med Rory Fleming i 2001. Sammen fik de børnene Alexander og Josephine. I 2008 blev de skilt. Senere dannede hun par med fodboldspilleren Nicklas Bendtner, som hun fik sønnen Nicholas med. Hun har arbejdet som model, medvirket i flere TV-shows, bl.a. ‘Baronessen flytter ind’ og ‘Danmarks næste topmodel’ og udgivet flere kogebøger. I dag bor hun i Hellerup med sine tre børn. Hun danner par med lægen og plastikkirurgen Frederik Kølle.

1. Adel forpligter

Da Caroline Fleming var barn, var der én klar læresætning, der altid gik igen: “Noblesse oblige.” Adel forpligter. Som efterkommer af søhelten Niels Juel var hun ægte uradel, som hendes far altid sørgede for at understrege – en del af den ældste adel i Danmark. Som belønning for at have besejret svenskerne ved slaget i Køge Bugt i 1677 havde Niels Juel fået Valdemar Slot i Det Sydfynske Øhav, og det var her, Caroline Fleming voksede op med sine forældre og sin lillesøster.

Mens hun var barn, boede hendes farfar på slottet. Han bar titlen lensbaron og var af den opfattelse, at penge var noget, man havde, ikke noget, man tjente, og hvis han eksempelvis blev ramt af den indskydelse, at han trængte til et par nye sko, fik han sin chauffør til at køre ham i Bentleyen ind til lufthavnen i Odense, hvor et privatfly fløj ham til London, og en ny chauffør kørte ham til skomageren – også selvom han allerede havde seks af de samme par derhjemme i forvejen.

Han ødslede med pengene, for der var jo uendelige af dem. Til gengæld skortede det på nærværet og kærligheden.

“Adelen herhjemme lider nemlig af en følelsesmæssig sygdom, som er blevet nedarvet i generationer, hvor man ikke har været i stand til at vise omsorg og tage sig af hinanden på et emotionelt plan”

“I bogen beretter jeg om et møde med en dame fra den danske adel, der sagde til mig, at ‘adelen er syg’, hvortil jeg nikkede, for jeg vidste præcis, hvad hun mente. Adelen herhjemme lider nemlig af en følelsesmæssig sygdom, som er blevet nedarvet i generationer, hvor man ikke har været i stand til at vise omsorg og tage sig af hinanden på et emotionelt plan.

Min ghostwriter og jeg besluttede os tidligt for, at det ville give mening for bogen at gå nogle generationer tilbage. Derfor fortæller jeg ikke kun om min egen historie – jeg skriver også om min far og hans søskende og om mine bedsteforældre. Det har været spændende for mig at lære dem bedre at kende, fordi det har givet mig en bedre forståelse for, hvorfor de blev til de mennesker, som de blev til, og hvorfor de agerede, som de gjorde. Helt grundlæggende, så forstår jeg bedre min far efter at have skrevet bogen, for han var også bare et produkt af det, som han oplevede, og ikke mindst den manglende omsorg.

“Jeg går ikke ligefrem ud fra, at det er sådan, man føler sig elsket og tryg i forhold til sine forældre”

Når min far kom hjem på weekendbesøg fra Herlufsholm, dengang han blot var en dreng, og løb sin far i møde med åbne arme, blev han ramt af en mur af cement. Sådan beskrev han det selv. Man skal godt nok være et specielt menneske for ikke at kunne åbne sine arme for sit barn, når det løber imod én med åbne arme. Det vil jeg kalde for ‘sygt’.

Jeg var kun 12 år, da min farfar gik bort, og jeg kendte ham ikke så godt, men jo mere jeg hører om hans livsstil, og hvordan han var som forælder, jo flere ting forstår jeg. Min far og hans søskende måtte kun se deres forældre én gang om dagen. Det var sidst på eftermiddagen, når de var blevet badet og var kommet i deres små sejleruniformer. Så gik de ned og sagde pænt godaften, hilste på deres forældre og drak en kop te med dem. Jeg går ikke ligefrem ud fra, at det er sådan, man føler sig elsket og tryg i forhold til sine forældre.”

2. En anden slags opdragelse

Caroline Flemings far slægtede sin egen far på, hvad angik livsstil. Han var en ægte livsnyder, der fik skræddersyet alt sit tøj i London, selv boksershortsene, og hans sko skulle altid være så blankpolerede, at han kunne spejle sig i dem. Men han mindede også om sin far med sin manglende evne til at udvise omsorg, og ligesom han selv havde været bange for sin fars temperament, var Caroline Fleming det for hans.

I hele sin opvækst jagtede hun konstant de små, flygtige øjeblikke af nærvær – som når han en sjælden gang imellem tog hende i hånden.

“Når et lille barn med åbne arme, åbent hjerte, åbent sind, gang på gang på gang bliver afvist, så bliver det til sidst også sygt, for alt det, man ikke kan processere, alt det, man ikke kan komme ud med, det sætter sig fast forskellige steder i kroppen – ikke mindst i hovedet. Det oplevede jeg selv, ikke mindst da jeg mistede min mor. Hvis jeg havde været omgivet af voksne mennesker, der kunne tale med mig om det, så havde jeg kunnet sørge, men i stedet blev det fortiet, for den tilgang til svære emner var blevet nedarvet i generationer i adelen, og derfor satte det sig i stedet i min krop og i mit sind på en usund og destruktiv måde.

Hvis ikke vi bliver mødt i vores sensitive jeg, ender vi med at være nødt til at bedøve vores følelsesmæssige liv, om det er med alkoholisme, som det gjaldt for mange i min familie, eller med spiseforstyrrelser, som det var tilfældet for mig, eller om det er trangen til hele tiden at bedøve sig gennem en skærm, som mange gør i dag. Og det underliggende problem bliver ført videre. Jeg har brugt store dele af mit liv på at jagte min fars anerkendelse, ligesom han gjorde det med sin far.

Når mine egne børn kommer hjem fra skole, så hygger vi resten af dagen, vi spiser middag sammen, og vi snakker sammen. Jeg putter også mine børn hver dag, selvom de er store, og om morgenen er det altid med godmorgenkram. For mig betyder det utrolig meget at fortælle mine børn, hvad jeg føler og tænker om dem – og dele min kærlighed til dem. Det er meget atypisk, i forhold til hvad jeg kommer fra. Det var en del af min opdragelse, at alle sådan nogle ting snakkede man slet ikke om. Men jeg elsker, at mine børn er rigtig gode til at udtrykke deres behov til mig. Det er en vidunderlig lim i et sundt kærlighedsforhold.”

3. Gensyn med Herne House

Da Caroline Fleming var seks år gammel, flyttede hendes familie fra Valdemar Slot til England, hvor de efter at have boet til leje et par steder fik hjemme i Herne House syd for London. Det var hendes mors drømmehus med en stor, parklignende have. Der var også både tennisbane og swimmingpool, men da faren mente, at sidstnævnte lå for langt væk fra huset, fik han anlagt endnu en.

Mens familien boede her, blev Carolines mor syg, og da hun blev indlagt på hospitalet, viste det sig, at hun havde cancer flere steder i kroppen. Det var dog ikke noget, som 11-årige Caroline Fleming og hendes søster fik noget at vide om. Som der står skrevet i bogen: “Der var så meget, der ikke blev sat ord på. Så meget, der ikke blev fortalt. Ting blev fortiet. Hvis man ikke talte om det, så var det næsten, som om det ikke var sket.”

Få uger senere satte Caroline Flemings far sig dog alligevel imellem hende og søsteren i sofaen, klemte dem hver især i hånden og gav dem beskeden, at moren var gået bort.

“I forbindelse med bogen rejste jeg tilbage til England for at besøge mit barndomshjem, hvor vi boede, da min mor gik bort. Jeg flyttede derfra, da jeg startede på Herlufsholm, en lille måneds tid før jeg fyldte 15 år, og herfra kom jeg kun tilbage til Herne House, når jeg havde rejseweekend. Mens jeg gik i 3. g, flyttede min far og stedmor tilbage til Danmark, og så har jeg aldrig været tilbage siden, men huset har ofte figureret i mine drømme.

I forordet til ‘Caroline’ skriver Caroline Fleming, at hun flere gange tidligere har forsøgt at skrive bogen, men først nu endelig er klar til det. “Der er forskellige årsager til, at jeg sender min bog ud netop nu. Den vigtigste er, at jeg er et rigtig godt sted, hvor jeg har sluttet fred med mig selv og min fortid. Samtidig skriver jeg også bogen for at sætte the record straight. I mange år har jeg været tilskuer til den historie, som tilfældigvis har været mit eget liv, og jeg kan ikke understrege, hvor mange gange jeg har læst og hørt ting, hvor jeg har tænkt: ‘Det er ikke sandheden, det er ikke virkeligheden, det er ikke min historie.’ Samtidig har jeg det sådan, at min virkelighed er hellig for mig. Den skal ikke blot være et modsvar på nogle beskyldninger. Derfor er det her også blot min oplevelse, det er min truth, det er det, jeg har været igennem, og jeg har behov for endelig at fortælle det hele fra mit perspektiv.”

Da jeg fløj til London i maj, vidste jeg ikke, hvem jeg skulle kontakte, og jeg anede ikke, hvem der ejede huset, men tog alligevel forbi, og da jeg ringede på, åbnede lågerne. Jeg begyndte at gå op ad indkørslen, og jeg var fuldstændig betaget, for selvom jeg ikke havde været der i 32 år, var meget alligevel det samme. Langs indkørslen stod de store, smukke, mørkegrønne lanterner, som min mor havde tegnet i sin tid. Det var hendes drømmehus, og hun kælede virkelig for detaljerne.

Der var de flotteste kæmpetræer og rododendronbuske, og fordi de mange bluebells var sprunget ud, var der blålilla over det hele. Da jeg kom længere, blev jeg mødt af en af gartnerne, som sagde, at jeg ikke kunne komme helt ind. Jeg spurgte ham, om ejeren var hjemme, og forklarede, at jeg havde boet her engang og så gerne ville ind og se huset. Han lovede at spørge, og lige pludselig kom ejeren så gående i skjorte og vest. Han var simpelthen så sød og fortalte, at de lige var landet fra Bermuda samme morgen, men “Please come in”. Og så trådte jeg ind i det, der på godt og ondt havde været mit barndomshjem engang. Hele huset lignede sig selv, som det havde været for 32 år siden. Selv min mors grøntsagshave ude bagved var der stadig.

“Det kan være svært at åbne en dør til sin fortid, hvis fortiden har været meget smertefuld, men for mig var det dejligt at kunne gå igennem den dør og have mig selv med på den måde, jeg kan i dag, hvor jeg virkelig tager vare på mig selv”

Vi gik rundt i hele huset, og jeg var også oppe på mit gamle barndomsværelse og i vores ‘nursery’, hvor vi dengang legede med Barbie-dukker i timevis. Da vi kom ind i dagligstuen, fik jeg en klump i halsen, for herinde var alle minderne fra de år, der uden tvivl var de mest traumatiske i mit liv. Jeg kunne ikke andet end bare lade tårerne trille.

Det var utroligt at tænke tilbage på den unge, sårbare pige, jeg havde været dengang. ‘Hold op, hvor har du været meget igennem,’ tænkte jeg, og ‘Hold op, hvor er jeg taknemmelig for, hvor jeg er i dag’. Det kunne jeg virkelig mærke. Jeg har haft det privilegie at få den, for mig, helt rigtige hjælp, som gør, at det i dag er en berigende oplevelse at besøge mit barndomshjem, i stedet for at jeg blot graver dybere ned i et sår. Det kan være svært at åbne en dør til sin fortid, hvis fortiden har været meget smertefuld, men for mig var det dejligt at kunne gå igennem den dør og have mig selv med på den måde, jeg kan i dag, hvor jeg virkelig tager vare på mig selv.

Da jeg gik igen, sagde de nye ejere: “You can come back anytime. Please come back and bring your children.” Det er vildt, at et sted, der har været fyldt med så mange smertefulde minder, måske en dag kan gå hen og blive en meget speciel oplevelse med mine børn.”

4. Skilsmisse og terapi

Som 25-årig boede Caroline Fleming i London og levede et liv på første klasse som eftertragtet model. En aften var hun til en fest og stod og røg, da en mand kom hen til hende og foldede et askebæger af en gammel Post-it-note, som hun kunne aske i. Manden hed Rory Fleming og kom ud af den noble og meget velhavende britiske Fleming-familie.

Få uger efter ringede han til hende, fordi han gerne ville ses. Han befandt sig i Schweiz, men tog et fly til London, så de kunne mødes til middag allerede samme aften. Et par dage senere rejste hun med ham til Verbier, og på fjerdedagen i Schweiz friede han til hende.

Caroline Fleming havde hele sit liv været nervøs for, hvordan hendes far ville reagere på hendes valg af ægtemand. Han stillede høje krav, og Rory var ikke adelig, men at komme fra Fleming-familien, Englands fjerderigeste familie, viste sig dog alligevel at være godt nok.

Med tiden stod det dog klart for Caroline Fleming selv, hvor følelsesmæssigt forskellige hende og Rory Fleming var, særligt efter at de fik børnene Alexander og Josephine. Han gav udtryk for, at hvis det stod til ham, kunne børnene sagtens leve på én etage, og de voksne på en anden – og så kunne de lige komme ned og blive kysset godnat, inden de skulle sove.

“Jeg havde simpelthen giftet mig med en, der mindede om min far, fordi det var så normalt og det eneste, jeg kendte til”

“Efter Herlufsholm flyttede jeg til London, hvor jeg blev en del af modelbranchen. Jeg fortsatte med at bevæge mig på de høje tinder, og så blev jeg gift med Rory og ind i en familie, der kom fra de samme store gårde som min egen.

De næste otte år af mit liv brugte jeg med mennesker, der i bund og grund var ligesom dem, jeg altid havde omgivet mig med. Det var først igennem terapi, at jeg fandt ud af, at Rory var en fuldkommen forlængelse af min egen far. Jeg havde simpelthen giftet mig med en, der mindede om min far, fordi det var så normalt og det eneste, jeg kendte til. I min opdragelse havde gode manérer fyldt rigtig meget, og stadig i dag gør den slags mig tryg. Det var noget, som Rory i den grad havde, og derfor følte jeg mig straks hjemme i hans nærvær – også selvom vi følelsesmæssigt var et totalt mismatch.

Jeg har altid følt mig anderledes end den familie, jeg er født ind i, og den verden, jeg har befundet mig i. Da jeg var yngre, var det noget, der gjorde ondt på mig, og den smerte bedøvede jeg i en årrække på forskellige måder, men da jeg blev mor, kunne jeg ikke længere bearbejde den igennem andet end samtale. Jeg fik lige pludselig et kæmpe behov for at blive et helt menneske, og hvis jeg skulle blive det, blev jeg først og fremmest nødt til at arbejde på at reparere mig selv indefra.

““He may not be a Mr. Right, but he’s Mr. Right now.” Det er okay ikke altid at træffe den perfekte beslutning. Livet er jo ikke en destination, men en rejse”

Jeg forsøgte igennem flere år at finde en terapeut, der kunne hjælpe mig, før jeg endelig fandt frem til Caroline Dolby, der så mig med øjne, der lignede min mors. Jeg mødte hende i forbindelse med min skilsmisse, og hun hjalp mig med at komme tilbage i min krop. Jeg begyndte at mærke, hvad der egentlig foregik indeni, i stedet for hele tiden at bedøve mig selv. Til at starte med kan den slags være vanvittig overvældende, fordi det er så uoverskueligt, og det gør så ondt. Det var faktisk decideret rædselsfuldt. Der var mange, mange, mange gange, hvor jeg var hos hende, hvor jeg flød over af min sorg, nærmest i det sekund jeg så hende. Den sprøjtede ud af hver en celle i mig, men hun blev ved med at forsikre mig: “Jeg har dig, jeg er her for dig, og vi kommer igennem det hele.”

De efterfølgende fem år arbejdede Caroline og jeg utrolig intensivt. Hun behandlede mig som en blomst med 500.000 lag, hvor man lige så forsigtigt skulle tage det ene lag efter det andet væk, og langsomt kom vi helt ned i dybden af min barndom og i tiden omkring min mors død.

Hun var også god til at hjælpe mig med andre ting. Nu er det ikke, fordi jeg har haft specielt mange kærester i mit liv, men noget af det sjoveste og bedste, Caroline Dolby nogensinde har sagt til mig, er: “He may not be a Mr. Right, but he’s Mr. Right now.” Det er okay ikke altid at træffe den perfekte beslutning. Livet er jo ikke en destination, men en rejse.”

5. Baronessen flytter ind

I 2007 blev TV-programmet ‘Baronessen’, der omhandlede Caroline Fleming og Valdemar Slot, sendt. I et af afsnittene skulle hun tre måneder til Schweiz med familien for bare at nyde livet, men som hun udtalte til kameraet: “Mit liv er fuldstændig lige så almindeligt som alle andres. Jeg elsker at spise frikadeller. Jeg elsker at være sammen med min familie, og vi lever virkelig et helt almindeligt liv.”

Det var først året efter, da Caroline Fleming medvirkede i TV-programmet ‘Baronessen flytter ind’, at det gik op for hende, hvor forkert den antagelse havde været. I TV-programmet skulle hun hen over en weekend flytte ind hos en helt almindelig dansk familie, der havde svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, mens moren i familien omvendt tilbragte en forkælelsesweekend på Valdemar Slot.

“Det var meget sent, at det gik op for mig, hvor privilegeret en opvækst jeg havde haft. Vores naboer og venner, da jeg voksede op, var jo folk ligesom os selv – mine gudforældre, som også var min fars to bedste venner, boede på henholdsvis Tranekær Slot og Ravnholt Gods. Det var mennesker fra samme kår, det var godsejere og adelige. Det var min normal. Jeg tænkte ikke engang over, at der kunne være andre virkeligheder, for det var jo bare sådan, det var.

“Jeg var baronessen i de lyserøde gummihandsker, der fik lov at flytte ind og spendere et par dage og aftener med den her familie og løse deres individuelle problemstillinger med kærlighed og med de ressourcer og midler”

Det var faktisk ikke, før jeg gik i gang med at lave ‘Baronessen flytter ind’, at jeg så, hvordan mange andre levede deres liv. Det var en kæmpemæssig wow-oplevelse for mig, men mest af alt var det virkelig givende. Jeg følte mig så utrolig beæret over at få lov at komme ind i folks hjem, ja ligefrem ind i folks liv.

Jeg var baronessen i de lyserøde gummihandsker, der fik lov at flytte ind og spendere et par dage og aftener med den her familie og løse deres individuelle problemstillinger med kærlighed og med de ressourcer og midler, vi fik lov til at lege med, og hver gang jeg havde lavet et nyt program, gik jeg hjem og var så beriget i mit hjerte. Familierne var jo så forskellige, og mange kom fra forskellige etniske baggrunde, med forskellige spise- og levevaner. Det var dybt fascinerende, og jeg fik selv så meget styrke og energi ud af det. Jeg blev fyldt op med feel good-endorfiner, så jeg så kunne gå hjem og fortsætte min egen personlige kamp.”

6. “Gud, det er jo mig!”

Det var også i forbindelse med ‘Baronessen flytter ind’, at Caroline Fleming mødte fodboldspilleren Nicklas Bendtner. I tredje sæson besøgte hun en familie i Københavns Nordvestkvarter, hvor de tre sønner var store fans af Bendtner. Hun fik arrangeret, at han dukkede op i haven for at spille fodbold med drengene.

Selvom Caroline Fleming var 33 år, og Nicklas Bendtner 21 og en helt anden type, end hun havde været vant til fra sit liv, blev de forelskede, og blot lidt over et år efter fik de sønnen Nicholas. Forskellighederne mellem mor og far viste sig dog alligevel at være for store, og ti dage efter fødslen gik de fra hinanden.

“Langt om længe fik en psykolog sporet dem ind på, at han havde ADHD. I den forbindelse opdagede Caroline Fleming, at hun faktisk også selv altid havde lidt af udiagnosticeret ADHD”

Sønnen Nicholas havde krudt i røven, allerede fra han var helt lille, og sprang rundt og blev hele tiden væk. Da han senere kom i skole, havde han svært ved at passe ind. Langt om længe fik en psykolog sporet dem ind på, at han havde ADHD.

I den forbindelse opdagede Caroline Fleming, at hun faktisk også selv altid havde lidt af udiagnosticeret ADHD.

“Det er fire år siden, at jeg fik konstateret ADHD, så jeg er fire år into the ride, men jeg kan nemt se tilbage på, at det er noget, jeg har været påvirket af hele mit liv. For mig skal alt stå perfekt for ikke at støje. Det irriterer mig, at jeg ikke har fået redt min seng endnu, og at jeg ikke har fået støvsuget huset, for i går på det her tidspunkt havde jeg redt alle sengene – ja der havde jeg faktisk støvsuget to gange og allerede lavet fire vaske, og alt stod perfekt.

“Jeg er til gengæld også blevet bedre til at kunne sige til mig selv, at det er okay, og at der ikke sker noget ved, at det ikke er gjort”

Siden min søn, og senere jeg, fik diagnosen, har jeg valgt at uddanne mig selv inden for området, så jeg i dag har en større bevidsthed om det, men det betyder ikke, at jeg altid følger det, som er bedst for mig. Jeg er jo også et menneske, så selvom jeg godt rationelt ved, at hvis jeg gør det her, så brænder jeg mit lys i begge ender, så kan det på den pågældende dag godt være, at jeg kommer til at sige ja til noget, som jeg burde sige nej til, fordi jeg i momentet kan føle, at jeg har vildt meget energi. Sådan er det desværre ofte – min fornuft siger nej, men mit behov siger ja.

Dét at blive diagnosticeret med ADHD har gjort, at jeg har fundet ud af, at der er nogle ting, som er vigtige for mig at have styr på. Hvis jeg skal til et møde, hvor jeg skal sidde og koncentrere mig, så er der nogle ting, som jeg skal have styr på først, og det kan være helt ned i små detaljer som at skifte blomstervandet, for ellers kan det godt støje for mig. Det kan også godt støje for mig, hvis jeg ved, at jeg har en fyldt vasketøjskurv, som jeg ikke allerede har sat i gang. Det støjer for mig, når der ikke er orden i hjemmet. Jeg er til gengæld også blevet bedre til at kunne sige til mig selv, at det er okay, og at der ikke sker noget ved, at det ikke er gjort, for det gør faktisk ikke nogen forskel, når det kommer til stykket. Den form for løbende peptalk kan jeg bedre give mig selv, efter at jeg har fået min diagnose.”

7. Det helt rigtige match

I efteråret 2023 var Caroline Fleming til surpriseparty for sin bedste veninde. Da hun forlod festen hen mod midnat, krammede hun en af sine venner farvel, men lidt for hårdt, så det efterfølgende gjorde ondt i brystkassen. Hun skulle egentlig være fløjet til Los Angeles dagen efter, men måtte i stedet forbi en plastikkirurgisk klinik for at blive scannet.

Det viste sig, at hun havde bøjet to ribben og desuden fået en fibersprængning. Imens faldt hun og lægen Frederik i snak, og det viste sig, at de tilfældigvis begge to skulle holde efterårsferie i Dubai, ja tilmed skulle de afsted med samme fly.

“Det gik op for mig, at jeg har brugt rigtig meget af mit liv i følelsesmæssigt mismatchede relationer”

“Livet har det med at tage nogle meget pudsige drejninger. Jeg tror på, at der er mere mellem himmel og jord, og jeg tror på, at når alle stjernerne aligner i et millimagisk sekund, så kan man få lov at være ufattelig heldig. Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg skulle være single resten af mit liv, jeg havde fundet fred i den, jeg er, og jeg havde fundet ud af, at alle mine følelsesmæssige behov allesammen ligger inde i mig selv. Jeg havde det sådan, at jeg aldrig nogensinde behøvede at lede efter nogen igen – men så mødte jeg Frederik.

I forbindelse med min terapi i sin tid gik det op for mig, at jeg har brugt rigtig meget af mit liv i følelsesmæssigt mismatchede relationer, men jeg fandt også ud af, at det var noget, jeg faktisk selv kunne tage ansvar for – og endda selv opfylde. Jeg kan opfylde mine egne emotionelle behov ved at vælge mine venner, og for første gang i mit liv er jeg nu også i den helt rigtige kærlighedsmæssige relation. Det er det smukkeste, jeg nogensinde har oplevet. Tænk, at jeg er så heldig, at jeg har mødt mit følelsesmæssige kærlighedsmatch i Frederik – og at vi stadigvæk er unge nok til, at vi har så meget af livet foran os.”

Caroline Fleming danner par med Frederik Kølle, der er læge og plastikkirurg. For tiden er de ved at starte skønhedsbrandet Caolin, og til oktober åbner de deres første klinik sammen på Jægersborg Allé nord for København. “Navnet er inspireret af kaolin, der er japansk ler, som er meget, meget fint og derfor let at forme, og samtidig har det jo en vis lighed med mit eget navn. Det er vores ambition, at Caolin skal være den førende klinik inden for æstetisk skønhed, plastikkirurgi og longevity. Jeg går rigtig meget op i at være den bedste version af mig selv, og huden er jo vores største organ. Hvis vi passer godt på vores krop, på vores hud og på vores organer, så kan vi gå hen og blive rigtig gamle,” siger hun.

Læs ogå

Mode

Medina: “Det kostede mig i sidste ende. Jeg var så presset, at jeg var nødt til at foretage seriøse ændringer i mit liv for at få det bedre”

Blå bog

Medina. Født 1982. Vokset op i Aarhus med en dansk mor, en chilensk far og to søskende. Bor i dag i Nordsjælland med sin mand Malo Chapsal og deres to sønner på to og tre år.
I midten af 2000’erne arbejdede Medina på en sandwichbar i København, hvor hun stod og sang sine egne sange, da producerteamet Providers opdagede hende. I 2007 debuterede hun med albummet ‘Tæt på’, og året efter slog hun for alvor igennem med singlen’ Kun for mig’, der i et helt år i træk lå på den danske hitliste og blev den bedst sælgende single i 2009. Samme år udsendte hun albummet ‘Velkommen til Medina’. I 2013 udsendte hun sit engelsksprogede album ‘Welcome to Medina’, der bl.a. modtog guldplader i Tyskland, og hvor singlen ‘You and I’ nåede toppen af den amerikanske Billboards-hitliste. Medina har udgivet seks danske albums, to livealbums og to engelske albums.
Hun har vundet adskillige awards, som f.eks. ‘Hædersprisen’ ved Danish Music Awards.
Hun har i tidens løb været engageret i flere velgørende projekter bl.a. omhandlende dybhavstrawlere, der samler plastik op af havet, været med til at starte firmaet Wellexir op, der sælger vitamintabletter og været vært på podcasten ‘Hele mennesker’. I september 2024 udkom Medinas seneste projekt: Et samarbejde med skobrandet Bianco, hvor hun har designet en fuld kollektion bestående af alt fra støvler og ballerinaer til slippers og sandaler.

Kapitel 5: Træer, der snakker

JEG GÅR HELE tiden rundt og tror, at jeg har 10-års jubilæum, men jeg har faktisk snart 20-års jubilæum. Pludselig gik der to årtier med at gøre det, jeg drømmer om. Det er surrealistisk, at der er gået så mange år, for jeg går bare rundt og lever mit liv og ved knap nok, hvilken dag det er – eller hvilket år det er.

Jeg lever virkelig i min egen lille puppe. Jeg ser ikke fjernsyn, fordi jeg bliver deprimeret af det. Så vil jeg hellere finde noget på YouTube om kvantefysik eller soundboard-hygiejne. Jeg elsker mærkelig science, hvor de har fundet ud af nye, fede, spændende ting, om det er ude i universet eller her på planeten med energi og frekvenser. For nylig lærte jeg, at træer giver hinanden navne. De kalder selvfølgelig ikke hinanden John og Karla, men de har frekvenser, hvor de kan kalde på hinanden, og der findes mor- og far-træer og børnetræer. De er familier, der kommunikerer. Sådan noget, synes jeg, er sygt spændende!

Så længe jeg kan huske, har jeg følt mig forbundet med naturen. Og med månen og universet. Min verden bliver enormt åbnet af at søge det det positive og af at se det smukke i alting. For der er noget smukt i alt omkring dig. Du skal bare vælge at se det.

Det handler om at placere sit fokus, så man får et bedre liv. Jeg har altid været meget optaget af energier. Jeg kan mærke det, på godt og ondt, for jeg er sensitiv, og jeg skal også passe på, hvor jeg lægger min energi henne. Jeg er blevet bedre til at sige fra og til at passe på min energi, end da jeg var yngre, men har virkelig været noget, jeg skulle lære. Jeg tager ikke længere så ofte til middagsselskaber, for når der er for mange, der snakker, kan jeg ikke være i en samtale. Så kan jeg ikke koncentrere mig. Jeg har brug for fred og ro og for at kunne rende rundt i min egen lille verden og bruge meget lang tid på ingenting – og så pludselig vågne op, uden at ane hvad fanden der skete.

Kapitel 6: Barn af månen

DET SPIRITUELLE GIVER mig en forståelse for, hvem jeg er, og for verden og naturen og det gode i folk. Det er helt sikkert noget, jeg har fået med fra min mor. Hun havde krystaller og tarokkort liggende derhjemme, og hun lavede kæmpestore astrologi-udregninger på mig og min lillesøster, som hun møjsommeligt skrev ind i en mappe, som hun havde stående.

Forleden sagde jeg til hende: ‘Mor, jeg har altid følt mig som barn af månen.’ Så svarede hun: ‘Ja, det er du også. Det regnede jeg faktisk ud, dengang du var baby.’ Jeg laver ikke selv astrologi, men det er et sjovt eksempel på intuition. Jeg har altid følt mig ekstremt draget af månen, og lige pludselig viser det sig, at min mor regnede det samme ud mange, mange år tidligere.

Som teenager gav hun mig bogen ‘Sundhed og skønhed’ af forfatteren Jane Campsie. Det var den første bog, som jeg virkelig, virkelig blev glad for. Billederne var bare så flotte. Der stod en masse om vitaminer, frisk juice og holistisk sundhed, og hvad man selv kunne gøre for at forbedre sin søvn og fremelske sin indre skønhed. Den blev min lille bibel, som jeg kiggede i igen og igen.

“Vi går jo allesammen og kæmper med alle mulige ting, men nogle gange er vi ikke engang klar over det”

Lige siden dengang har jeg fundet det spændende med vitaminer, urter og kosttilskud, og hvordan de skal kombineres. Det er noget, der har fulgt mig hele mit liv, og når jeg rejser rundt i dag, så kigger jeg altid på supermarkedernes vitaminhylder. Jeg elsker især, når jeg er på turné i USA og i Tyskland, for deres vitaminbutikker er helt vilde. Her kan jeg gå rundt i 100 år og kigge på alverdens mærkelige ting og sager.

I min lille bibel stod der også noget om ingefærshots – det var lang tid før, at det blev en opreklameret ting herhjemme. Derfor ønskede jeg mig en juicer, så jeg selv kunne lære at lave dem. Da jeg endelig fik den af min mor, gik jeg straks op i Føtex og købte en hel ingefær, som jeg juicede på min nye maskine. Jeg havde aldrig smagt det før, og det så heller ikke ligefrem lækkert ud, men jeg tænkte: ‘OK, nu gør vi det!’ Det stod jo i bogen, at det ville have en positiv effekt.

Jeg drak en kæmpe tår, men heldigvis stod jeg ved håndvasken i køkkenet, for det var simpelthen så stærkt, at jeg kastede det hele op med det samme. Bagefter kunne jeg ikke lade være med at grine. Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med, men ikke dét. Det var mit første møde med holistisk sundhed. Efterfølgende fandt jeg frem til den rette dosis.

Kapitel 7: Underbevidsthedens healing

MIN MOR HAVDE også en bog, der hed ‘Drømmetydning’. Jeg har altid tydeligt kunnet huske mine drømme, og siden jeg var helt lille, har jeg elsket at slå op i bogen og forsøge at finde ud af, hvad der ligger til grund for det, jeg drømte. Drømme er jo ens underbevidste selvhealing.

Der er klassiske drømme, som vi allesammen drømmer – som at man taber tænderne, eller man mister sit hår. Det er drømme, der signalerer magtesløshed. Man står i en situation i sit liv, hvor man simpelthen ikke ved, hvordan man skal handle. Sådan er det med alle drømme. Man kan nå til bunds i den dybere mening, hvis man giver sig tid til det, for alle drømme repræsenterer en side af en selv – en kvalitet, man har, eller en kvalitet, man ikke har, og som man ville ønske, at man havde.

For mig har drømme altid været spændende, fordi man lærer noget om sig selv og får en indsigt i, hvad man går og bokser med – ubevidst, underbevidst. Vi går jo allesammen og kæmper med alle mulige ting, men nogle gange er vi ikke engang klar over det.

“Dine drømme gør aldrig nogensinde noget for at fucke dig op. De gør kun noget for at heale dig og lade dig se indad og mærke efter: ‘Er der noget her, jeg skal fokusere mere på?’”

I dag benytter jeg stadig drømmetydning flere gange om ugen. Rent lavpraktisk går det ud på at huske alle de elementer, man kan fra sin drøm. Hvis man drømmer om edderkopper, og dét gør folk tit, skal man huske farven på den, og hvad den lavede, for de ting er afgørende for drømmens betydning. Det samme hvis der er en fuldmåne eller en stor blomstermark. Hvilke farver var blomsterne? På den måde kan man komme meget specifikt ind på, og hvad ens drøm egentlig hjælper med at bearbejde. Der er mange, der hurtigt glemmer deres drømme, men jeg kan ofte huske dem til langt ud på dagen, og jeg kan nogle gange være helt i tvivl om, det er sket i virkeligheden, eller om det bare var noget, jeg drømte.

Jeg handler altid på baggrund af de drømme, som jeg tyder, fordi det er min underbevidsthed, der fortæller mig, hvordan jeg har det. Man skal lytte til den og stole på, at det er rigtigt. Dine drømme gør aldrig nogensinde noget for at fucke dig op. De gør kun noget for at heale dig og lade dig se indad og mærke efter: ‘Er der noget her, jeg skal fokusere mere på?’

Kapitel 8: Befri dig selv

DET ER BLEVET bevist, at hukommelse ikke er i hjernen. Hukommelsen er i ens energi. I ens underbevidsthed. Jeg har altid søgt forskellige holistiske indgangsvinkler til mig selv, fordi jeg synes det er sindssygt spændende at arbejde med underbevidstheden. Jeg har bl.a. prøvet rekreationsterapi, hvor man med hypnose kommer tilbage i forskellige, tidligere liv. Der kan man som oftest se nogle mønstre, der går igen. Det var på den måde, at det blev meget tydeligt for mig, hvorfor jeg altid har gået min egen vej og været meget tro mod mig selv.

“Den slags nedarver man, men hvis man giver sig tid til at deale med det, kan man med tiden blive mere og mere traumefri”

Der kan nogle gange være hændelser fra fortiden, fra vores forfædre, der påvirker ens liv, for de genetiske aftryk forbliver i os, og man kan rendte rundt og bære på traumer fra sin tip-oldemor. Jeg har selv en far, der var igennem en borgerkrig i Chile og flygtede fra Augusto Pinochets militærdiktatur og har været i flygtningelejr. Han har fandme oplevet en ting eller to. Den slags nedarver man, men hvis man giver sig tid til at deale med det, kan man med tiden blive mere og mere traumefri. For mig handler livet om at leve det bedste liv, man overhovedet kan, og det gør man ved at deale med sine traumer. Få dem fejet ud af dit skab. Så befrier du dig selv, og så er der plads til kærlighed.

“Det var især NLP, der kom mig til undsætning. Det er forskellige teknikker, der har til hensigt at stoppe ens negative tankemønstre. Det har haft enorm betydning for den, jeg er i dag, og det er teknikker, som jeg stadig bruger hver eneste dag”

Kapitel 9: En stor ordre

DET SPIRITUELLE ER en del af mit liv, som jeg altid har båret med mig, men i perioder er det gledet ud ad hænderne på mig. I starten af min karriere havde jeg for travlt med alle mulige andre ting og fik ikke dyrket det på samme måde som i dag. Det kostede mig i sidste ende, og for små 10 år siden var jeg til sidst så presset, at jeg var nødt til at foretage seriøse ændringer i mit liv for at få det bedre.

Det var især NLP – neurolingvistisk programmering* – der kom mig til undsætning. Det er forskellige teknikker, der har til hensigt at stoppe ens negative tankemønstre. Det har haft enorm betydning for den, jeg er i dag, og det er teknikker, som jeg stadig bruger hver eneste dag. Min fantasi er helt crazy, og jeg kan pludselig ligge på sofaen sammen med mine børn og blive skidebange for, at der sker dem noget. Så prøver jeg at stoppe mig selv og ændre mit fokus: ‘Hov, nu kører min hjerne ud af et dårligt spor. I stedet for at ligge og blive bange for, hvad der måske sker med børnene, så lad mig i stedet tænke på noget fedt, der er sket.’ Det handler om at flytte fokus. For de dårlige tanker er bare dårlige tanker. Jeg kan bruge vildt lang tid på at være bange for, at der sker noget, men der er jo ikke sket noget. Mine børn ligger lige ved siden af mig, og vi har det godt.

Jo mere man implementerer de forskellige teknikker, jo mere bliver det en vane at stoppe sig selv i de negative mønstre. De negative ting, du siger til dig selv, er en neurobane, en muskel, som du træner tykkere og tykkere, større og større, hver gang du bruger den. Jeg trænede den muskel i rigtig mange år, men det er ens eget ansvar at bryde den rytme. For ingen andre kan gøre det for en.

“Jeg ser universet som den bedste restaurant i hele verden, og så længe man ved, hvad man vil have, er det bare at gå ind og lægge den skide ordre”

Da jeg selv blev introduceret for det af en NLP-professor, startede det i det helt banale med at begynde at sige til mig selv: ‘Du er god nok.’ Jeg begyndte også på at erstatte de negative tanker med billedet af en flot blomstermark. Det lyder meget banalt, men jeg kan virkelig godt lide blomstermarker, og hver gang jeg tænker på noget dårligt, bringer jeg det billede frem på nethinden, for på den måde bygger man ikke videre på den negative tanke. Og til sidst bliver den muskel så svækket, at den ikke har nogen betydning. Man må tage beslutningen om at erstatte de dumme tanker med noget, som giver en et godt liv.

I dag kan jeg stadig blive mindblown af hjernens kraft til at påvirke ens tilværelse – på godt og ondt. I mange år har jeg også benyttet mig af visualiseringsredskaber, for hvis man kan drømme det, kan det ske. Jeg ser universet som den bedste restaurant i hele verden, og så længe man ved, hvad man vil have, er det bare at gå ind og lægge den skide ordre. Men først må man se drømmen for sig. Brug hver morgen og hver aften på at visualisere den. Hvordan dufter den? Hvordan føles den? Hvordan ser den ud? Hvilke farver har den? Hvem er du sammen med? Hvilken forret, hovedret, dessert vil du gerne have? Når du er klar, så læg ordren, og så vent og se. Jeg bruger visualiseringsredskaber hver eneste dag, og lige for tiden er jeg i gang med at lægge en seriøst stor ordre.

*Neurolingvistisk programmering

I 2016 blev Medina introduceret til neurolingvistisk programmering, kendt som NLP, der er en psykologisk metode, som fokuserer på at få hjernen til at kommunikere med nervesystemet i resten af kroppen. Dengang havde det konstante stressniveau, som konsekvens af bl.a. arbejdspres og ubehagelige stalkerepisoder, fået hende til at spænde voldsomt op i skuldrene. Til at begynde med tog hun et intensivt forløb i Los Angeles hos en hypnoseterapeut, der bl.a. havde arbejdet med Justin Bieber. Herefter dykkede hun yderligere ned i NLP-coachingen og fik følgende råd af en dansk NLP-professor: “Medina, du får det ikke bedre, før du accepterer, at verden også kan være hård og ikke, som du gerne vil have den. Der er mennesker, der ikke vil dig det godt, og du får det ikke godt, før du accepterer, at sådan er det.”

Kapitel 10: Ikke noget hippiepis

TIL SEPTEMBER I år er det 20 år siden, at jeg var til numerolog og blev til Medina. Jeg gjorde det egentlig bare for at prøve det, men numerologen satte ord på en masse ting, jeg altid har følt, og hun kunne også fortælle mig en masse om mit liv, som jeg ikke engang selv kunne huske. Undervejs ringede jeg til min mor tre gange, og hun bekræftede det hver gang. ‘Jamen det er rigtigt. Det skete.’ Det var en virkelig vild oplevelse for mig.

I dag bruger jeg spiritualitet sammen med mine børn hver eneste dag. Vi laver forskellige vejrtrækningsøvelser og OM chanting, som er en frekvens, der skaber harmoni og balance i ens krop. Når jeg begynder at sige: ‘Aaaah’, så gør de det sammen med mig. Det synes de, er supersjovt. Det er faktisk af samme grund, at man siger: ‘Amen.’ Det er en metode til at sætte dig i den rigtige, indre frekvens, der går tusindvis af år tilbage.

“Det er jo ikke meningen, at vi skal rende rundt med gummisko på femte sal og aldrig have fødderne på jorden. Det er tværtimod meningen, at vi skal have jordforbindelse”

Hvis man er skeptisk overfor spiritualitet, så bunder det i uvidenhed. Så er det ens eget problem. Heldigvis bliver det mere og mere normalt at snakke om det, uden at det bliver til sådan noget ‘heksehalløj’ eller ‘hippiepis’, og det er godt, for jeg tror, at spiritualiteten kan være vejen frem for mange mennesker, ikke mindst de unge generationer. Der bliver født sindssygt mange sensitive børn i dag, men i stedet for at sige til dem, at det er en gave, de har fået, og hjælpe dem med at lære om sig selv og om verden på en sygt fed måde, giver vi dem bare diagnoser og medicin.

“Det betyder, at jeg må være god til at prioritere min tid, men til gengæld tænker jeg ikke så meget på, hvad der sker om 10 år, eller 20 år for den sags skyld. Jeg forsøger at go with the flow og tænker kun på nuet, og lige nu har jeg aldrig haft det bedre”

Jeg vil rigtig gerne bruge spiritualiteten til at være med til at ændre nogle ting for børn og unge. Til efteråret 2024 åbner jeg en børnecafé i Hørsholm, der skal være et ‘krea-space’ for børn fra nul til fem år. Her kan man komme med sine unger og lege, og hele konceptet vil blive bygget op om mental sundhed for børn. Der vil være jordforbindelsensorer i gulvtæpperne, så ens krop kan komme i alignment med sig selv igen. Det er jo ikke meningen, at vi skal rende rundt med gummisko på femte sal og aldrig have fødderne på jorden. Det er tværtimod meningen, at vi skal have jordforbindelse. Børnecaféen skal være et healingssted, hvor der bliver arbejdet med frekvenser, og de ting, der stimulerer og afstresser det parasympatiske nervesystem – eksempelvis fuglekvidder.

For tiden er jeg også i gang med at starte et ‘kursuscenter’ op, hvor det er planen, at man kan komme i tre dage og lære en masse af de ting om spiritualitet, som jeg selv har lært igennem livet. Jeg vil hive forskellige eksperter ind, og så er det forhåbningen, at folk skal gå derfra med en kæmpe pose mentalt guld. Lige nu er det planlagt til at starte tidligt næste år. Jeg har i det hele taget gang i mange projekter, og samtidig har jeg min musikkarriere, hvor min drivkraft er lige så stor, som den altid har været. Og så er der selvfølgelig min familie. Det betyder, at jeg må være god til at prioritere min tid, men til gengæld tænker jeg ikke så meget på, hvad der sker om 10 år, eller 20 år for den sags skyld. Jeg forsøger at go with the flow og tænker kun på nuet, og lige nu har jeg aldrig haft det bedre.

Dette er anden del af interviewet med Medina fra augustnummeret 2024. Læs første del herunder.

Læs ogå

Identitet

Medina: “Ens børn fortjener simpelthen ikke, at man er helt brændt af, når man endelig kommer hjem og skal være sammen med dem. Så er det ikke det værd”

Blå bog

Kapitel 1: Øjne for hinanden

FOR NOGLE ÅR siden var jeg til en af mine bedste veninders bryllup. Jeg sad ved et bord i den ene ende af lokalet, og ved et bord i den anden ende af lokalet sad Malo. Vi kendte ikke hinanden, men vi havde kendt til hinanden i en hel del år, uden at vi nogensinde havde snakket sammen eller fået rigtig kontakt med hinanden. Alligevel lå det på en måde i kortene, at vi skulle ende sammen.

“Senere fik jeg at vide, at hun og flere andre fra hendes familie i ugen op til brylluppet havde snakket om, at sådan en som Malo ville være et perfekt match for mig”

Min veninde, der blev gift, er venner med ham, og senere fik jeg at vide, at hun og flere andre fra hendes familie i ugen op til brylluppet havde snakket om, at sådan en som Malo ville være et perfekt match for mig. De mente, at en rigtig army-fyr med fødderne plantet solidt i jorden ville være god for mig – og Malo er i den grad army (han er premierløjtnant i Forsvaret, red.).

Alt det vidste jeg selvfølgelig ikke under selve brylluppet, men alligevel var der på en mærkelig måde lagt op til, at vi nu omsider skulle lære hinanden at kende. Der var noget, der blev ved med at trække mig i mod ham, og jeg fornemmede tydeligt, at det var gengældt. Selv om vi sad ved hvert vores bord i hver vores ende af lokalet, var vores øjne sammen hele aftenen.

Kapitel 2: Ro og crazy

DET ER FØRST og fremmest mig selv, der er grunden til, at jeg har det så godt, som jeg har det i dag. Det er der ingen andre, der kan give en. Det hårde arbejde må komme fra en selv, og det må være en selv, der tager de nødvendige valg. Men mødet med Malo har uden tvivl været det vigtigste møde i mit liv, og takket være ham har jeg fundet en ro, som jeg aldrig har haft før.

Jeg er en ballon, der altid flyver op i luften, mens han er en tung betonklods, der altid er i kontakt med jorden. Han sørger for, at jeg ikke risikerer at blive væk i vinden, og samtidig er han med til at sikre, at jeg også får styrke fra jorden. Han har bare en særlig ro inde i sig, som helt klart er smittet af på mig.

“Men mødet med Malo har uden tvivl været det vigtigste møde i mit liv”

For mig har det været fantastisk og virkelig sundt at møde en, der i udgangspunktet er så anderledes end mig. Det er jo ikke altid, at den slags fungerer, for forskellighed kan også være svær at arbejde med, men for os har afsættet været at træffe et valg om, at vi vil hinanden. Det har været udgangspunktet for alt det, der er kommet efter: ‘Okay, hvis det er det her, vi gør, så må vi finde ud af, hvordan vi komplimenterer vores forskelligheder på den bedste måde.’

Når man møder en, som giver en lyst til at blive, så er der bare nogle forhold, man er nødt til at rette ind efter, for at få det til at fungere. Og hvis man som jeg har haft et anderledes liv end de fleste andre, og man stadig gerne vil bevare det, men samtidig ønsker alt det nye – roen, samhørigheden, tosomheden – så er man nødt til at kigge indad og lære at gå på kompromis. Det er den eneste måde at få det til at fungere på.

Malo og jeg har besluttet os for, at vi vil være sammen. Der er faktisk ikke noget som helst andet, vi vil. Så må man lære at smelte de to forskellige verdener sammen. Det har været godt for os begge to. Vi har fået rigtig meget ud af at finde hinanden. Han giver mig en masse ro, og jeg giver ham en masse crazy. Dét skal man også nogle gange huske.

Kapitel 3: Rebootet som et nyt menneske

JEG HAR ALTID vidst, at jeg gerne ville have børn en dag, og sådan har Malo det også. Da vi fandt sammen, begyndte vi derfor ret hurtigt at snakke om at stifte familie. Mens jeg var gravid med mit første barn, gjorde jeg mig mange tanker om at skulle være mor. Hvordan skulle jeg kunne udfylde den rolle, samtidig med at jeg stadigvæk skulle udfylde rollen som popstjerne? Kunne jeg virkelig gå fra at være ung og vild til på en eller anden måde at skulle skifte det hele ud? Det gør man jo ikke overnight, og så alligevel, men ikke kun, fordi man er tvunget til det, men fordi det føles helt naturligt. Sådan oplevede jeg det i hvert fald. Det viste sig at komme helt af sig selv, og det har været en fantastisk forandring, og det bedste, der er sket i mit liv.

“Med mine børn har jeg fundet min kærlighed til mig selv på ny”

Der er mange ting, der har forandret sig, men samtidig synes jeg, at det er noget af det sværeste overhovedet at sætte ord på. Der er bare nogle andre værdier, der er kommet i spil. Nu er mine børn det vigtigste, og pludselig bliver andre ting bare helt ligegyldige. Nu er det altafgørende for mig, at de er i fokus, og at det er dem, der får min energi, og det betyder også, at jeg må gå ordentligt op i, hvordan jeg selv har det. Det er så vigtigt, at jeg rent faktisk sørger for mig selv, for jo bedre jeg har det, jo bedre har de det.

Jeg har oplevet det som en helt fundamental forandring at blive mor, hvor jeg på en måde er rebootet som et nyt menneske. Jeg mærker det mest tydeligt i min kærlighed til mig selv. Det er fuldstændig anderledes, end det var i mange år forinden. Med mine børn har jeg fundet min kærlighed til mig selv på ny, og den skinner igennem alle vegne, også når jeg er ude at optræde.

Kapitel 4: Livet er fucking fedt

NÅR JEG TURNERER, booker jeg et hus på hjul, så jeg altid har et køkken, et badeværelse, en stue og ikke mindst en seng, der kører med mig rundt alle vegne. Jeg har rigtig meget fokus på, at min søvn er sindssyg vigtig. For ellers er det ikke sjovt for nogen. Det vigtigste er, at jeg bevarer min energi, for ens børn fortjener simpelthen ikke, at man er helt brændt af, når man endelig kommer hjem og skal være sammen med dem. Så er det ikke det værd.

“Kunne jeg kombinere det at være popstjerne med at mamma?”

Lige da jeg var blevet mor, spekulerede jeg meget på, hvilken måde jeg kunne være musiker på fremover. Hvordan skulle jeg opføre mig? Hvilket tøj kunne jeg have på? Kunne jeg stadig gøre alt det, jeg plejer? Jeg tænkte meget over, om det ville blive helt anderledes, måske ligefrem grænseoverskridende, og om folk ville opføre sig på en anden overfor mig. Kunne jeg kombinere det at være popstjerne med at mamma?

Jeg var faktisk også lidt bange for det, for det er vigtigt for mig at forblive tro mod mig selv – i forhold til mine tøjvalg, og hvordan jeg optræder. Man må ikke glemme, hvem man er, udover at være mor. Derfor har det også været så fantastisk at træde ud i det og konstatere, at det er kommet helt naturligt af sig selv. Faktisk har jeg en følelse af for første gang i mit liv endelig at være 100 procent landet. Det er svært at sætte ord på, fordi det er sådan noget, man ikke rigtigt kan tage at røre ved, men jeg mærker det i luften omkring mig. Det er en energi, der er til stede overalt – mellem mig og andre mennesker.

“Folk havde givet slip på at være sure på verden og på mig. Folk var kommet videre, jeg var kommet videre”

Det var en følelse, der ramte mig som et dybt nedslag, da jeg spillede den første festival sidste år. Det var til Grøn Koncert på Amager Strand. Der var simpelthen bare sket et helt vildt energiskift.

Jeg kunne samtidig mærke, at der er kommet nye generationer af fans til, som ikke bærer en masse gamle, mærkelige, mørke narrativer med sig, som medierne skabte om mig engang. Folk havde givet slip på at være sure på verden og på mig. Folk var kommet videre, jeg var kommet videre, og jeg opdagede, hvor fucking fedt livet er, når jeg spiller, og der bare er glæde og kærlighed. Det var første sommer, hvor jeg virkelig gerne ville være her.

Dette er første del af interviewet med Medina fra augustnummeret 2024. Stay tuned for anden del ..

Læs ogå

Identitet

Uffe Buchard: “Min far fandt en yngre kvinde, og så var han den, der var skredet. Så var det min mor, storesøster og jeg tilbage i parcelhuset med swimmingpoolen, som der var hul i”