Dine roller, både på skærmen og i det virkelige liv, repræsenterer ofte empowerment og individualitet. Hvilke erfaringer om selvtillid og autenticitet har du taget med dig, og hvordan præger de din personlige stil?
Jeg forsøger ikke at give eller tage imod råd, når det handler om stil. Personlig stil bør være dét, der får dig til at føle dig glad og som dig selv. Hvad der føles rigtigt for mig, vil være noget andet for andre, og det er virkelig vigtigt og smukt. At du klæder dig i dét tøj, der gør dig glad, og du føler dig tilpas i – det er empowerment.
Som en person, der er dybt involveret i den kreative proces i kampagnen, hvad var den mest overraskende eller berigende del af samarbejdet med Mahmood? Hvordan blev du inspireret af hans unikke stil?
Det var dejligt at møde og spille sammen med Mahmood. Jeg ved, at han er mest kendt for sin musik, men han var så naturlig på settet, og han gjorde en allerede fornøjelig oplevelse endnu mere mindeværdig.
Du er ofte blevet hyldet for dit øje for detaljer. Når du tænker på den kreative ledelse og styling i Zalandos kampagne, hvilke detaljer var vigtigst for dig, og hvordan påvirkede din tilgang til detaljerne kampagnens overordnede look og følelse?
Det vigtigste for mig var at sikre, at Zalandos team følte sig godt tilpas og var glad for de endelige looks. Vi endte med at have flere, end vi skulle bruge, fordi alt det, de havde med til prøverne, var så flot. Det var sjovt at finde nye og spændende måder at bære og kombinere tøjet, og jeg tror, at vi alle var meget tilfredse med resultatet.
Moden er i en evig dialog med popkulturen. Fra dit perspektiv, hvordan taler Zalandos kampagne ind i nutidens kultur, og hvad gør den relevant i 2025?
Jeg synes, man kan bære tøj på mange forskellige måder, og Zalando tilbyder en smuk samling af dele, som kan kombineres og tilpasses efter kundernes personlige stil. Man kan eksempelvis kombinere et par Vans med en kjole! Der er ingen moderegler i 2025.
Med din store viden om mode, vender du selv tilbage til en speciel stil eller æra, som du føler dig hjemme i? Og hvad gør den så speciel?
Jeg elsker vintagereferencer, men der er også utrolig mange nyere designere, der gør det godt. Generelt ved jeg hvilke farver, former og snit, der passer til mig, men jeg er ikke bange for at prøve noget nyt.
Mange mennesker beundrer dit mod inden for mode og livet generelt. Kan du huske at have taget en modemæssig risiko, som ikke gik godt, men alligevel lærte dig noget værdifuldt?
Jeg kan ikke huske noget i den stil. Jeg står bag alle mine modemæssige valg, selvom jeg måske ville vælge anderledes i dag. Alle har ret til deres mening, men hvis et outfit gjorde dig glad, var dét det rigtige.
Kampagnen præsenterer mode som en måde at fortælle historier på. Hvis du kunne vælge et outfit fra din fortid, der beskriver et definerende øjeblik i dit liv, hvilket skulle det være og hvorfor?
Jeg ville nok vælge noget fra de tidlige Sex and the City-arkiver for eksempel strutskørtet, som jeg har på i startklippet. Serien var et definerende øjeblik i mit liv og min karriere, men også i den globale modesamtale.
Du er kendt for dit dybe engagement i alle dine projekter. Hvordan påvirker denne aktive tilgang dit personlige og professionelle virke, uanset om det er inden for skuespil, mode og mere?
Jeg giver mig ikke i kast med et projekt, hvis jeg ikke brænder for det. Både som producer og designer holder jeg af at sætte mig ind i tingene sammen med mine kolleger. Det gør mig til en bedre partner/leder/medarbejder, og jeg får mulighed for at være med i alle dele af historiefortællingen.
Kampagnen udforsker det universelle spørgsmål “hvad skal jeg tage på?” – noget du kalder en form for kreativ udfoldelse. Hvordan tror du, at vores påklædning kan påvirke vores liv – udover det modemæssige?
Mode gør det muligt for mennesker at kommunikere. Den udtrykker identitet, gør det muligt at eksperimentere, vise vores individualitet, reflektere værdier og forme perception. Dit tøj kan vække følelser og give selvtillid. Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert i mode.
13.00. Vi tager toget fra Københavns Hovedbanegård til Helsingør Station. På vejen derop taler vi om, hvad vi glæder os til: Nogen nævner saunagus, andre ser frem til at dresse sig op til middagen i aften, mens en tredje ikke kan vente med at gå ombord i den eksklusive morgenmadsbuffet. Da vi ankommer med toget, går vi igennem den smukke gamle stationsbygning og bliver mødt af synet af Kronborg Slot. Forventningens glæde hænger i luften!
14.00. Vi tjekker ind på Marienlyst Strandhotel. Allerede da vi træder ind i lobbyområdet, summer stedet af dejligt liv: Der bliver spillet spil i loungeområdet, gæster trisser forbi i morgenkåber på vej til spaen, og ud af højtalerne kommer sød musik. På værelserne bliver vi mødt af ægte badehotelsstemning og en imponerede havudsigt. “Wow!” skriver vi på sms til hinanden på hvert vores værelse.
15.00. Vi går ned i Rory Bistro og spiser en let og sen frokost. Chevre chaud med et køligt glas hvidvin. Vi har udsigt til både vandet, Sverige og Kronborg Slot, og mens vi sidder her, kan vi se, hvor omskifteligt vejret ved Øresund kan være. Først sol, så tåge og så sol igen.
16.00. Spatid! Vi går på værelserne og hopper i badetøjet og går mod spaen. De næste par timer bruger vi skiftevis i den store indendørs pool, i dampbadet med salt-scrub, i den opvarmede udendørs infinity-pool med den ekstraordinære udsigt samt på de brede, indendørs liggestole, hvor vi nyder en drink og for alvor synker ned i roen. Vores telefoner ligger på værelset, så pausen er total.
I 2025 åbner Marienlyst Strandhotel en ny, udendørs poolterrasse, så du kan allerede nu begynde at drømme om en forfriskende dukkert og en kold sommerdrink på en comfy liggestol.
17.30. Nu skal vi i saunagus, som vi har booket os ind til. Vi mødes med gusmesteren og de andre gusgæster og sammen går vi udenfor og ned til saunaen, der ligger helt nede i kanten ved Øresund. Det er en virkelig smuk aflang træsauna med god plads, og gusmestern guider os igennem tre, intense runder med dejlige aromaer med bl.a. cedertræ og citrus og intens musik. Imellem runderne hopper vi i iskolde Øresund, hvor den ene gæst hviner højere end den anden.
18.30. Vi går totalt afslappede og med dunkende kroppe fra den henholdsvis varme sauna og det kolde vand tilbage på værelserne. Her tjekker vi minibaren ud og finder lidt forfriskninger i form af chips og champagne, som vi nyder, mens vi gør os klar. På badeværelset benytter vi hotellets egen kollektion af wellnessprodukter, The Club Collection, inden vi mødes i vores chikke aftenoutfits.
20.00. Vi spiser en treretters middag i Restaurant Isabell. Vi spørger vores venlige tjener om anbefalinger og går derefter med rimmet kammusling med marineret æble, trompethatte og krabbebisque til forret. Hertil nyder vi et glas hvidvin fra Portugal. Til hovedret får vi gråstenhanebryst med gulerodspuré, svampe og sauce blanquette, mens vi drikker italiensk rødvin. Vi slutter af med oste og portvin. Vi griner, snakker og taler om dagen, der er gået, mens vi fornemmer, at alle de andre gæster i den fyldte restaurant gør det samme.
23.00. Godnat! Vi går til køjs i den store, bløde seng til lyden af bølgens brusen udenfor vores altandør.
09.00. Godmorgen! Vi mødes til morgenmad, hvor en overdådig buffet venter os. Skyr, overnight oats, frugt, grøntsager, brød, oste, pølser, æg, bacon, juice og kaffe – for at nævne et udsnit. Vi nyder det hele med kig til vandudsigten, som vi efterhånden er blevet hel vant til.
11.00. Vi taler om, hvor meget vi har lyst til at blive her en dag mere, men alt godt har jo en ende, konstaterer vi, mens vi tjekker ud og igen vender snuden mod Helsingør Station, hvor vi finder toget tilbage til København. På gensyn Marienlyst Standhotel!
Mærket Séfr blev grundlagt i 2016 af min ven Per Fredrikson og mig. Vi startede med at designe og producere vores egen skjorte, der til vores store overraskelse blev udsolgt på et øjeblik. Vi gik så videre til at lave et par bukser, og derfra voksede det bare.
Hvordan vil du beskrive Séfr med tre ord?
Passioneret, nysgerrig og selvsikker.
Hvad er historien bag navnet?
Séfr betyder nul på libanesisk/arabisk. Jeg har mine rødder i Libanon, og vi kunne virkelig godt lide lyden af navnet. Per og jeg mødtes i år 2000, så navnet er også en hyldest til vores venskab.
Hvordan startede du i modebranchen?
Per og jeg begyndte at interessere os for tøj, da vi var ret unge, og i de sene teenageår arbejdede vi begge i detailhandlen. Vi vidste, at vi ville starte en form for virksomhed sammen; det føltes naturligt, at det var inden for tøj. Vi er ikke klassisk trænet i det perspektiv, men har navigeret gennem modelandskabet på nysgerrighed og vilje.
Hvordan arbejder du med sæsoner?
Materialerne kommer ofte først. Det er sådan, jeg kan lide at arbejde, selvom jeg har indset, at det kan være anderledes, end hvordan andre driver og planlægger deres kollektioner. Vi bruger enormt meget tid på at finde materialer for at finde den perfekte tekstur, farve eller følelse. Når jeg først har et stof, der passer til mærket, kommer resten ofte helt naturligt. Vi forsøger også at udfordre os selv med brugen af materialer, hvor stoffer og garn, der kunne virke utraditionelle, ofte finder plads.
Fortæl os om den første kvindekollektion.
Kollektionen hedder ‘Rhythm’. Vi tænkte på en rytme, og at der er en rytme i alt. En rytme kan øges, motivere én til handling eller få én til at mærke noget, eller den kan falde, gøre tempoet langsommere og sætte én i en roligere, mere meditativ tilstand. Med AW24-kollektionen ønskede vi at udforske rytmens forskelle og muligheder. I tøjet oversættes det til intense, teksturerede stoffer i dristige farver ved siden af blødere, mere stille tøj i naturlige farver.
Hvordan arbejder du med bæredygtighed?
På flere måder. En af dem er de egentlige tekstiler. Som jeg nævnte, går vi meget op i materialerne. Disse er ofte, hvis ikke altid, hentet fra velrenommerede italienske producenter. En anden ting er de mængder, vi producerer i. Vi laver kun det, vi har brug for og har planlagt for hver sæson. Dette minimerer risikoen for overproduktion, er en mindre belastning for miljøet og giver os mulighed for at være fleksible med at lave mindre partier med vores producenter. Endelig har vi et tæt forhold til vores producerende fabrikker og besøger dem regelmæssigt.
Hvad er dine egne favoritter fra kollektionen?
Der er så mange items, som jeg føler stærkt for denne sæson! Vores ‘Willow’-skjorte i Itza-broderi er en af dem. Den er lavet af en kraftigt tekstureret viskose-uld-blanding, der har en større skjortekrave og perlemorsknapper. Det sjove er, at det er bagsiden af stoffet, vi bruger som ydersiden. En anden favorit er ‘Vera’-trøjen i ‘dry ivory’-bomuld, som er strikket ved hjælp af en såkaldt float-teknik og har en unik tør håndfølelse. ‘Vera’ har også en rullekrave og lange ærmer, som bliver til fine detaljer, når man styler den med flere lag.
Hvad er dine drømme for Séfr?
Jeg kunne sige, at vi skulle vokse til en større forretning, eller at tøjet skal ses på nogle særlige personer, men hvad det virkelig handler om, og det, der virkelig betyder noget, er, at jeg ønsker, at forbrugerne skal føle sig stærke, når de bærer vores tøj. At lidenskaben, nysgerrigheden og selvtilliden overføres fra tøjet, og du bare bærer det, fordi det får dig til at føle dig godt tilpas.
I har base i Göteborg. Har du et godt tip til udforskning af din by?
Jeg vil anbefale at gå til Restaurang Fatima, som serverer utrolig lækker marokkansk mad. Du har også Stigbergets Shangri-La tæt på, som har et stort udvalg af vine og specialøl.
Det er en forestilling, som igennem sin fortælling gør op med fordomme på tværs af kultur, etnicitet og samfundsklasser. En fortælling, som bevidner om, hvor smukt og fyldestgørende livet kan være, når blot vi åbner for evnen til at lære at hinanden, lytte til hinanden og finde modet til at springe ud i det ukendte – og vinde stort på det. Det er en forestilling, som er enormt samfundsaktuel, og som afmonterer det dehumaniserende, racistiske narrativ, der omslutter den muslimske, mørke mand – ikke blot i Danmark, men verden over. Det er en forestilling, som samler os som mennesker i stedet for at adskille os.
Foto: Heiner Lützen
Mange har nok set filmen, men hvordan adskiller teaterversionen sig?
Nogle scener fra filmen måtte vi have med for at bevare kernefortællingen, samtidig med at vi har prøvet at slippe filmen lidt og lade den stå i periferien af vores bud på teaterversionen. Det er umuligt at få det hele med, og vi ville også gerne gøre det til vores egen forestilling. Jeg ville ønske, at der havde været mere plads til at dyrke relationerne imellem karaktererne ud over Driss og Philippe, de gør nemlig også både filmen og forestillingen til den historie, den er – og gå mere i dybden med de kulturelle forskelle for netop at forstå vores medmennesker endnu bedre. Og så har jeg det virkelig bare grineren over, hvor dejlige publikum er – så umiddelbare og generøse, som særligt kommer til udtryk i escort-scenen, men også den famøse te-scene, hvor Driss hælder varmt vand på Philippe. Hvordan publikum spontant råber: “Åhhh nej,” selvom de godt ved, hvad der skal til at ske. Det er det fantastiske ved teater. Det sker her og nu, og publikums reaktioner er den sidste medspiller på scenen.
Har du en personlig favoritrolle ud af dem, du spiller?
Det må være escortscenen. Den er for fed. Jeg kan give fuldt smadder i den scene, og det elsker jeg. Den er sjov og legende og så lidt jantelovsagtig. Og så er der karakteren Magalie, som arbejder som sekretær hos Philippe. Hun er flirtende, let i energien, har sin egen vilje og vej og står stærkt og selvstændigt i sin kvindelige, feminine energi.
Foto: Heiner Lützen
Er der en særlig rørende scene i teaterversionen?
Jeg synes, der er mange rørende interaktioner. Men hvis jeg skal vælge blot én, er det slutscenen, hvor Driss forlader Philippe. Den scene er indbegrebet af det magiske ved netop den fortælling – forholdet og venskabet, de to mænd udvikler til hinanden. Og det er netop dét, jeg elsker mest ved filmen og forestillingen – at vi er til for hinanden. Punktum.
Hvad drømmer du om for din videre skuespilkarriere?
Den største bedrift ville være at skabe mine egne projekter – mit eget produktionsselskab. At få muligheden for at fortælle mine historier ud fra det, som jeg synes er vigtigt og relevant. Der er en stor værdighed og selvværdsfølelse i at skabe sit eget. Den ære kan ingen tage fra dig, og succesen ved at have skabt mit eget må være den største anerkendelse. Så det er klart en drøm, jeg arbejder hen imod at gøre til virkelighed.
Tommy Ahlers, iværksætter, investor og tidligere minister, 48 år
Har en kandidatgrad i jura fra Københavns Universitet fra 2000. Ansat hos McKinsey i fire år.
Medstifter af ZYB, der blev solgt til Vodafone for 50 mio. dollars i 2008.
Medstifter af Podio, der blev solgt til Citrix for 260 mio. kr. i 2012.
Var uddannelses- og forskningsminister i regeringen for Venstre i 2018-2019.
Har investeret i en række virksomheder og er formand for tænketanken CONCITO.
Har netop udgivet biografien ‘Uperfekt’ på Politikens Forlag, som er skrevet i samarbejde med Rune Skyum-Nielsen.
Fællessang i det kristne hjem
Jeg har aldrig været ude at rejse med mine forældre. Men hver sommer var vi på den kristne sommerhøjskole Familielejr i Haderslev. Mine forældre var med til at arrangere det hele: Min mor stod i køkkenet, og min far var ansvarlig for noget af det praktiske. Om formiddagen var vi opdelt i aldersgrupper, så mens de voksne lyttede til et foredrag, tegnede vi børn og fik oplæst stykker fra Biblen. Senere på dagen var der typisk nogle fælles aktiviteter: en lille olympiade, et sækkeløb eller andre konkurrencer. Dagen sluttede med underholdning foran bålet efter en stor fællesmiddag. Jeg husker disse sommerlejre som et trygt element i min barndom. Jeg var omringet af én stor familie.
Der var altid gang i de festlige aktiviteter på den kristne højskole Familielejr i Haderslev.
Mine forældre var meget aktive i det kristne trossamfund i Agerskov, en lille by på 2.500 indbyggere – nok nærmere Agerskov og omegn – og vi var den eneste familie i min skoleklasse, som var så troende. Næsten alle vores familieaktiviteter var centreret omkring kristendommen. Vi bad bordbøn, og vi gik selvfølgelig i kirke om søndagen. Vi børn var i søndagsskole i missionshuset ved siden af kirken, hvor vi sad og tegnede motiver fra Det nye testamente, som passede til dagens prædiken. Der var tit arrangementer hjemme hos os. Min mor sang med i et strengekor, hvor de spillede på et par guitarer og sang kristne sange. Andre dage var huset fyldt af fem-ti mennesker, der deltog i bibelkredsmøder, hvor de diskuterede et afsnit i Biblen.
“Jeg havde aldrig et behov for at gøre oprør mod det kristne eller sætte spørgsmålstegn ved det”
Jeg havde aldrig et behov for at gøre oprør mod det kristne eller sætte spørgsmålstegn ved det. Jeg omfattede det mest af alt som en ramme for vores familieliv. Men jeg tror også, at der var forskel på den opdragelse, jeg fik, og den, min ældste storebror, der er 12 år ældre end mig, fik. Han skulle i højere grad være det perfekte kristne barn, og jeg, som var barn nummer fire, fik lov til at være den umulige lillebror, der hældte vand i min fars gummistøvler, når han sov middagslur, hvilket han bare fortalte med smil på læben som en rigtig Emil fra Lønneberg-historie. Selvom jeg blev smidt uden for døren og fik eftersidninger i skolen, havde jeg aldrig problemer derhjemme, ud over at min mor en gang imellem udtrykte sin bekymring: “Hvad mon de andre tænker om os?”
Tommy som helt lille sammen med sine søskende.
Jeg er ikke længere et særlig aktivt medlem af det kristne samfund, men jeg tror stadigvæk, og jeg beder med jævne mellemrum. Der kan være et meget konkret problem, jeg ønsker en løsning på, men oftest er det mere en refleksion over svære beslutninger, jeg skal træffe. Og så beder jeg om at finde ro til at træffe den rigtige beslutning eller blive guidet igennem det svære. Jeg beder også til, at der ikke sker mine børn noget. Religionen giver mig en særlig ballast som menneske og en livsanskuelse om, at vi er her i en periode, og der skal vi opføre os ordentligt og vise næstekærlighed. Det mærker jeg stærkt inde i mig.
Med mælkeskammel om livet
Allerede som 11-årig fik jeg mit første arbejde hos en lokal tømmerhandel, som jeg dog ikke syntes var særlig sjovt, så i stedet fik jeg et job på en bondegård, hvor jeg arbejdede i halvandet års tid – det lå nok mere i blodet, da min far var tidligere landmand, og vi boede på en gård, indtil jeg fyldte seks. Som 13-årig skiftede jeg til en anden bondegård, hvor jeg virkelig voksede med opgaven. Gården var drevet af et yngre par, Anna-Marie og Erik, og der var ikke andre ansatte end mig. Jeg passede 60 malkekøer alene og løb rundt med en malkeskammel om livet, tørrede køernes patter af med klorin og malkede dem. Dyrene er det mest dyrebare, man har på en gård, så det var et stort ansvar, jeg fik. Jeg var også med til at bygge udmugningsanlæg og en maskinhal. Jeg knoklede og satte pris på den tillid, de viste mig.
Køerne, Tommy Ahlers mødte ind til hver eftermiddag, da han arbejdede på gården uden for Agerskov.
Indtil Tommy Ahlers blev seks, boede familien på en gård og drev sit eget landbrug med over 1000 grise.
Jeg havde tidligere i min barndom gået til sport, men på det her tidspunkt gik jeg kun på arbejde, når jeg havde fri fra skole. Hver dag cyklede jeg 3,5 km ud til gården og arbejdede indtil 18-19-tiden. I hele min barndom spiste vi aftensmad kl. 17.15, også i den periode, hvor jeg arbejdede på gården. Når jeg kom hjem og havde smidt det ko- og gyldestinkende tøj i gangen, stod min aftensmad i en Tupperware med et tæppe over sig i sofaen. Det var sjældent en kulinarisk oplevelse, jeg fik der to timer senere – al maden, også hvis der var salat, var mast sammen ned i boksen.
Festformanden
Min opvækst i en kristen familie har nok bevirket, at jeg altid har haft brug for at finde min stamme. I de miljøer, jeg har entreret igennem årene, har jeg taget alt til mig. Da jeg var minister, tog jeg Venstre dybt til mig. I de virksomheder, jeg har skabt, har der været nogle stærke kulturer, der var bygget op omkring fællesskaber. Efter at jeg som 15-årig havde været på en kristen efterskole, hvor mine søskende, min mor og alle hendes søskende også havde gået, blev jeg mindre aktiv i kirken. Og det næste fællesskab, jeg blev en del af, var Konservativ Ungdom i Aabenraa.
Tommy Ahlers blev formand for Konservativ Ungdom i Aabenraa og arrangerede straks fester efter møderne – her er han til debuten.
Hver morgen tog jeg bussen til handelsgymnasiet sammen med min klassekammerat Jens, som var medlem af Konservativ Ungdom, og en dag tog han mig med til en generalforsamling i Aabenraa. Den kom hurtigt til at handle om, at de burde nedlægge KU i byen, fordi der ikke var nogen aktiviteter, og medlemstallet var faldende. Jens og jeg blev hurtigt enige om, at det var tydeligt, at de heller ikke tilbød nogen fede aktiviteter, og jeg kom med en masse idéer under generalforsamlingen, som jeg endte med at forlade som ny formand. Nu var det op til mig at gøre noget ved det.
Vi gik i gang med det samme og lejede et kælderlokale, hvor vi byggede en bar, så vi kunne holde fest efter møderne. KU i Aabenraa blev en succes. Det var ikke nødvendigvis ud fra en politisk vækkelse, men mere med en ambition om at skabe et fedt fællesskab, at jeg var aktiv i fire-fem år. Jeg tog også initiativ til, at vi lavede et bedre politisk magasin og en ny konference, som ikke handlede om politik, men om at drive en lokalforening.
Tommy Ahlers i gult sammen med sin tvillingesøster.
Jeg var nu også politisk aktiv. Jeg deltog i politiske diskussioner og begyndte at have klare holdninger. Jens og jeg tog til et stort EU-møde op til EU-valget i 92, hvor vi overklistrede hans bil med ja-klistermærker. Vi forholdt os kritisk til regeringen og sang smædesange om de socialdemokratiske ministre. Jeg endte med at sidde i forretningsudvalget, som er den øverste myndighed i KU, og jeg stillede også op som landsformand. Afslutningen på mit første kapitel i politik blev, da jeg stillede op til folketingsvalget i 98 og ikke blev valgt ind. Jeg kom frem til en erkendelse af, at hvis jeg skulle være i politik, så skulle min politik være baseret på mine egne erfaringer, på et levet liv, og ikke på noget, jeg havde læst i en bog. Jeg syntes ikke, at jeg som 22-årig var i stand til at redegøre for, hvilket samfund jeg gerne ville have.
Op til EU-valget i ’92 overklistrede Tommy Ahlers og vennen Jens sidstnævntes bil med ja-klistermærker.
Fra Salzburg til McKinsey
I min ungdom tænkte jeg altid på at tage den kortest mulige uddannelse, så jeg kunne komme ud at arbejde. Min plan var at tage grunduddannelsen på HG, men jeg endte med at tage alle tre år og få en elevplads hos Q8’s hovedkontor. Da min elevtid lakkede mod enden, spurgte chefen i kundeservice mig, hvad jeg skulle bagefter. Jeg blev paf, fordi jeg håbede på, at jeg kunne få en fastansættelse – det vidste jeg, man kunne, hvis man havde klaret sig godt, og det havde jeg. Ja, det kunne jeg sagtens, sagde han, men var det det, jeg ville? Skal du ikke læse på universitetet? Han forklarede mig, at hvis jeg ikke læste videre, ville der en dag komme nogle fra et sted som McKinsey og fortælle mig, hvordan jeg skulle udføre mit arbejde. “Og den eneste grund til, at de kan det, er, at de har studeret fem år mere end dig.” Selvom jeg ikke anede, hvad McKinsey var, så kunne jeg med det samme mærke, at det gad jeg ikke opleve, så jeg søgte ind på jurastudiet. Det skulle være jura, fordi Poul Schlüter havde læst jura.
I sommeren 2000 var jeg på jurasommerskole i Salzburg i Østrig sammen med studerende fra hele verden. Den danske fyr, jeg boede på værelse med, havde i løbet af de to uger oplevet mig sætte gang i en masse aktiviteter og fester, så han sagde til mig, at der var alt for meget gang i mig til at skulle være advokatfuldmægtig. Jeg var begyndt at arbejde hos Kromann Reumert og håbede på at blive advokat hos dem. Men Rasmus, som min værelseskammerat hed, insisterede på, at jeg kontaktede hans ven Tue Mantoni, som arbejdede hos McKinsey.
Tre-fire uger efter sommerskolen var jeg ude at drikke øl med Rasmus, og jeg måtte erkende, at jeg ikke havde ringet til Tue. Rasmus pressede mig, og jeg fik ringet til Tue, og da jeg havde talt med ham, var jeg sikker på, at McKinsey var det rette sted for mig. Jeg fik også McKinsey overbevist om, at jeg var den rette til dem.
Med champagnesabel i hånden
De to vigtigste indsigter, jeg fik med fra mine fire år hos McKinsey, var som følger: Den første var, hvor meget en lille gruppe mennesker kan lære om et givent område i løbet af to-tre måneder, hvis de er parate til at knokle 12-14 timer om dagen. Pludselig er de eksperter i prisplaner til teleindustrien i Latinamerika. Den anden var, at jeg mødte mange ledere fra store, respekterede virksomheder, som udefra så ud til at have en klokkeklar strategi, men da jeg så dem indefra, opdagede jeg, at they don’t have a clue. Hvis de kan lykkes med at skabe store virksomheder, som vi alle beundrer, med masser af rod og fejlskud, så kan jeg sgu også lave en startup.
“I dag lever de unge iværksættere ikke længere i en softwareverden. De skal bygge noget, som er langt mere komplekst end det, vi skabte dengang”
I december 2007 stod jeg med en champagnesabel i hånden i vores ydmyge lokaler på Nørrebro for at igangsætte fejringen af en ny produktlancering hos ZYB, min anden startup, efter at den første fejlede ret hurtigt. Drømmen med ZYB var at bygge et socialt netværk baseret på kontaktlisten på telefonen. Vi ville vel skabe Facebook, indtil vi fandt ud af, at Mark Zuckerberg var godt i gang. I løbet af de to år, hvor vi byggede virksomheden, ændrede vi vores strategi markant tre gange. Det kan du godt, hvis du er parat til at sadle om og sige: Nu har vi lært det her, nu har konkurrenterne gjort dette, og det skal vi have respekt for. Vi endte med at blive opkøbt af Vodafone for en stor pose penge (50 mio. dollars, red.).
I dag lever de unge iværksættere ikke længere i en softwareverden. De skal bygge noget, som er langt mere komplekst end det, vi skabte dengang. De skal lave nye madvarer, tekstiler eller elbiler og ofte bygge en fabrik til at producere det. Det kræver virkelig nogle kompetencer og i højere grad nogle flere erfaringer, end jeg havde, da jeg gik i gang som iværksætter på ren intuition og uden en markedsanalyse. I dag skal du i nogle tilfælde have 20 års erfaring for rigtig at mestre det, du skal bidrage med for at udvikle vores verden.
På en alternativ modeskole i den hårdeste forstad til Paris giver fremtidens unge modedesignere deres vilde, kreative drømme frit løb
I en fattig forstad til Paris ligger den alternative designskole Casa93. En skole, der skal uddanne fremtidens designere og modeskabere. Og en skole, der ikke koster noget. Derfor tiltrækker den en atypisk forsamling af unge designere, der alle er født på den forkerte side af catwalken og sjældent har bevæget sig ad den lige vej gennem livet. Vi møder en alsidig gruppe af unge mennesker i starten af 20’erne, som er flasket op på sociale medier, har gigantiske drømme og vil have det hele – men de er uden formel træning og må klamre sig til livet med nål og tråd. For nogle af eleverne er Casa93 en ny chance. For andre er det sidste chance.
Over et år følger ’Casa’ en klasse fra de starter på skolen til det hele kulminerer i et kollektivt modeshow under Paris Fashion Week. Den dykker dybt ned i en håndfuld af klassens uskolede og upolerede, kreative hvirvelvinde og udvikler sig til en emotionel rejse fuld af heftig energi, dybe traumer, masse af attitude og ikke mindst helt særlig fashion.
Foto: American singer Madonna in a loft on Canal Street, New York City, December 1982. (Photo by Peter Noble/Redferns/Getty Images)
Becoming Madonna
Pop lovers unite! Historien om ‘the material girl’s stratosfæriske spring mod berømmelse genfortælles på medrivende facon gennem usete og uhørte arkivklip og interviews
Før Britney Spears, Lady Gaga og Taylor Swift var der kun én. Selveste prototypen på den hvide, kvindelige pop-sangerinde. Vi taler selvfølgelig om Madonna. Fra midwestern ‘girl next door’ til danserinde i New York. Fra syngende trommeslager i punkbandet Breakfast Club og til den ultimative popstjerne.
Historien om Madonna er fuld af overraskelser og vilde anekdoter, som er flettet sammen med nyligt genopdagede stemningsfulde arkivoptagelser. Resultatet er en nostalgisk rejse gennem Madonnas tidlige, formative karriere. Fra slut-70’ernes spæde forsøg med musikken over 80’ernes pangfarvede hits som ’Holiday’ og ’Material Girl’ og til sidst 90’ernes seksuelt frigørende Blonde Ambition-turné og den kontroversielle fotobog ’Sex’ – og så lidt dét spadestik dybere. Et must-see for all pop-elskere.
Kan feminisme og religion eksistere side om side? Inna Shevchenko fra det ukrainske FEMEN-kollektiv søger svar på et svært spørgsmål i ærlige samtaler med præster, imamer, rabbinere og andre aktivister
Er kvinders rettigheder og religion uforenelige? Lederen af den feministiske aktivistgruppe FEMEN, Inna Shevchenko, har i årevis kæmpet for at afskaffe religion med sine provokerende demonstrationer. Men i ‘Girls & Gods’ vælger hun en ny strategi: samtalen.
Fra København til New York møder hun kvindelige aktivister, præster, rabbinere, imamer, teologer og ateister. Inna er fortsat kritisk over for alle religiøse institutioner, men åbner en dyb og ærlig dialog med sine troende modparter og konfronterer dilemmaet i, hvad det vil sige at være religiøs feminist.
Instruktørparret Verena Soltiz og Arash T. Riahi illustrerer samtalerne med at modstille traditionel, hellig ikonografi med et feministisk take på kunsthistoriens motiver, og til et tungt score af trap-kunstneren Baby Volcano har de sammen med den frygtløse Inna Shevchenko skabt en film, der taler direkte ind i et af tidens sværeste og mest ømtålelige emner – og gør det med intelligens og tillid til samtalen.
Kosmisk portræt af den første kvindelige astronaut, der styrede en rumfærgemission. Eileen Collins sprang glasloftet herfra og helt ud i verdensrummet – og så er hun en enestående fortæller af sin egen, utrolige historie
Astronauten Eileen Collins skrev historie to gange. Første gang, da hun ankom til NASA som pilot på et tidspunkt, hvor der næsten ikke fandtes kvinder i dette elitefelt, og anden gang da hun blev den første kvinde, der var pilot og chef for en rumfærgemission.
Collins blev født i 60’erne i en arbejderklassefamilie uden privilegier. Siden barndommen drømte hun om himmelrummet, og med sit positive og dybt sympatiske sind arbejdede hun sig op fra middelmådig studerende til nationalhelt. Kun ni måneder efter at have set sin første solopgang over jorden føder hun sit første barn. Gennem videoopkald fra den internationale rumstation synger hun sovjetiske kosmonaut-hymner som vuggeviser og definerer en ny form for moderskab: den galaktiske slags.
I ‘Spacewoman’ fortæller Collins sin egen historie, og hun er en medrivende fortæller med en helt enestående indsigt i den oversete, psykologiske dimension i livet som astronaut med det ufattelige pres, det fører med sig – og hvor man er nødt til at kunne holde hovedet koldt selv i de mest utrolige situationer.
En kvindelig studerende gør en opdagelse, der vender op og ned på hendes liv i en rystende og gribende film fra holdet bag ‘Three Identical Strangers’
Det er 1995 i Baton Rouge, Louisiana. Midt under en forelæsning i feministiske studier åbner den studerende Kristi en tekstbog og opdager noget, der vender hendes tilværelse på hovedet. Lige så længe som hun kan huske, har Kristi følt sig anderledes – og nu ved hun pludselig, hvorfor.
Da hun dykker ned i sin egen historie og får adgang til sine lægejournaler, går det op for hende, at det hun troede var en enestående personlig historie i virkeligheden er en vidtrækkende medicinsk skandale med tusindvis af implicerede. Hun har nemlig uden at vide det været en ufrivillig deltager i et kolossalt og dybt kontroversielt psykologisk eksperiment om af den slags, som man (forhåbentlig) aldrig ville sæt i værk i dag. Et eksperiment med dybe rødder tilbage i tiden og med fokus på tvillingepar.
En eksistentiel road movie fra Saudi Arabien, hvor en modig kvinde er fast besluttet på at skabe sig et liv på sine egne præmisser. Et nært venskab med en filmskaber åbner døren til nye horisonter
Det er ikke meget, man ser til livet i Saudi Arabien på det store lærred. Men her er endelig en film, der sætter billeder og fortællinger på livet i det mellemøstlige land. Gennem sit fortrolige venskab med filmskaberen Stefanie Brockhaus møder vi Azza – en modig og oprørsk saudisk kvinde, som ikke fik lov til at tage en uddannelse på grund af et undertrykkende, patriarkalsk system men som følger sine drømme om frihed for enhver pris.
Azza er fast besluttet på at tjene sine egne penge og underviser andre kvinder som freelance-kørelærer. Bag rattet i sin store sorte Toyota føler hun sig tryg, stolt – og fri. Hun suser ned ad landets veje og motorveje. Fra byen til ørkenens uendelighed, intet kan stoppe hende. Da hendes mand giver hende lov til at rejse et par dage med filmholdet, opdager Azza for første gang den skønhed og de muligheder, som naturen i hendes land har at byde på, samt en ægte følelse af at høre til. ‘Azza’ er den bevægende fortælling om en kvindes frigørelse. En inspirerende lektion i, hvordan man sætter farten op og bryder fri, når livet forsøger at sætte en kæp i hjulet.
Nikolaj Lie Kaas. Født i 1973 og opvokset i Rødovre. Er søn af skuespiller Preben Kaas og skuespiller og forfatter Anne Mari Lie. Fik som 17-årig en rolle i filmen ‘Drengene fra Sankt Petri’, der både sikrede ham en Bodil og en Robert. Senere blev han den første, og hidtil eneste, skuespiller til at modtage tre Bodil-statuetter før sin 30-års fødselsdag. Har i årenes løb medvirket i film som ‘Idioterne’, ‘Blinkende lygter’, ‘Dirch’ og ‘Retfærdighedens ryttere’ og Hollywood-filmen ‘Engle & dæmoner’. Har også bl.a. medvirket i den britiske HBO-serie ‘Britannia’. I 2023 debuterede han som instruktør med TV-serien ‘Agent’. I slutningen af 2024 medvirker han i TV-serien ‘Familier som vores’ og filmen ‘Vejen hjem’. Til daglig bor han i Hellerup med sin kone og deres to døtre.
KAPITEL 1: Mormor og Jehova
“Mine forældre blev skilt, da jeg var to år gammel, og jeg kom til at vokse op med min mor i Rødovre. Min mormor var Jehovas vidne, og selvom min mor selv var trådt ud af kirken som ung, fyldte de religiøse doktriner meget i min opvækst. Min mormor holdt bibelskoler med mig og var en stor del af mit liv. Hun var ramt af skyld og skam over alting, og den tilgang forplantede sig til mig, så jeg helt automatisk rendte rundt og tænkte, at jeg nok burde opføre mig pænere, end jeg gjorde.
Når jeg var med i rigssalen, som er kirken i Jehovas Vidner, spænede jeg rundt som en idiot, og jeg vidste, at de allesammen hadede mig. Men jeg var kun fem år gammel, så give a guy a break.
Min mormor syntes, at alt var frygteligt. Engang tog jeg et billede af hende, og det syntes hun, var frygteligt. En anden gang kom hun og besøgte min mor og mig, netop som vi var på vej ud ad døren, fordi vi skulle i svømmehallen, og det fortalte jeg hende selvfølgelig med begejstring i stemmen, og så sagde hun: ‘Åh nej.’ Så var der noget med, at kloren var skadelig, og at det hele var noget lort.”
Foto: Stefan Wessel
KAPITEL 2: Lidt synd er det vist for mig
“Jeg var lidt af en særling i min barndom. Jeg havde altid ild i røven, og tosserierne holdt aldrig op. Min kammerat Mikael og jeg var klassens største ballademagere, og vi sad helt oppe foran katederet og forstyrrede undervisningen. Jeg havde ikke en følelse af, at det var noget, jeg kunne styre; jeg havde bare sådan en uophørlig underholdertrang, der rumsterede inde i mig, og som jeg hele tiden måtte ud med.
Da min mor så pludselig døde, blev jeg, som mine gamle klassekammerater plejer at sige, ‘en lidt mere afdæmpet version’ af mig selv. Det tror jeg, klædte mig. Jeg trængte til at geare lidt ned, og når man tror, man er verdens centrum, så er det en dejlig flad at få.
Min far havde begået selvmord, da jeg var otte år, men jeg havde ikke haft noget at gøre med ham og havde tilfældigvis set nyheden i avisen. Så var det væsentlig mere traumatiserende, da min mor døde, kort før jeg fyldte 16 år. Jeg havde været utrolig tæt knyttet til hende op igennem min barndom. Hvis det havde været et drama på det store lærred, så havde det været den helt perfekte optakt til, at hun skulle tage billetten, for så ville man tænke: ‘Hvordan kan man gøre det så svært for sin hovedkarakter som overhovedet muligt?’ Det kunne man gøre på den her måde, for her var tale om et menneske, der virkelig holdt af sin mor.
Altså, jeg elskede min mors selskab. Vi kunne snakke om alting, og vi havde det pissehyggeligt. Det var en fantastisk barndom – i hvert fald indtil hun også forsvandt. Så var der mange ting, der ændrede sig. Jeg kom til at bo i en plejefamilie, hos min mors veninde, og min begejstring fik en lidt anden farve, når det kom til alting. Men når folk siger ‘Nårh, hvor er det synd for dig’, så tænker jeg altid, at det ikke er noget, jeg kan genkende. Jeg forholder mig ikke til mig selv som et offer, for det var jo bare mit liv, som det var. Jeg havde ikke prøvet det før, så jeg havde ikke noget at måle det med.”
“Jeg forstår godt, at unge mennesker kan være skrupforvirrede og ikke ved, hvad de vil med deres liv. Det tager fandeme lang tid at finde ud af. Man skal bare vide, at det valg, man tager, ikke er definitivt. Tværtimod kan det give et klarere svar om, hvad man overhovedet vil. Alle, der er ved at skide i bukserne over, hvilken vej de skal vælge, skal klappe hesten, for det skal nok gå. Det vigtigste er faktisk bare at træffe en eller anden beslutning, for hvis ikke du gør det, kan du heller ikke mærke en skid”
KAPITEL 3: Et vigtigt selvtillidsboost
“Selvom jeg vidste, at min far havde været skuespiller, og min mor også havde medvirket i nogle spillefilm, var hele den verden ikke noget, jeg havde et forhold til. Selvfølgelig kan man godt mærke, at der er nogle spor, der løber underbevidst, der er noget talent, som man ikke kan løbe fra, men samtidig var det fuldstændig tilfældigt, at jeg selv kom ind på det spor.
Der var en casting til spillefilmen ‘Drengene fra Sankt Petri’, som sønnen i min plejefamilie skulle til, og fordi han ikke gad tage til Lyngby alene, tog jeg med, og så kunne jeg jo lige så godt give det et skud. Sådan startede min karriere.
På det tidspunkt var ‘Drengene fra Sankt Petri’ den dyreste danske film nogensinde. Celluloid koster kassen, og under optagelserne kunne man høre det der kamera, der kørte. Tik-tik-tik-tik-tik. Så vidste man, at det var 5.000 kr., 5.000 kr., 5.000 kr., 5.000 kr. Pengene fossede ud af kameraet, og hvis man fuckede op i et take, så kostede det dem kassen. Jeg var ved at skide i bukserne og stillede mig bare op foran kameraet og håbede på, at jeg ikke fuckede for meget op.
Dengang kom anmeldelserne samme nat, når man var ude at feste til premieren. Jeg var ikke bare nævnt i dem allesammen – jeg var tilmed fremhævet. Senere vandt jeg også både en Robert og en Bodil for rollen, og det kom som en kæmpe overraskelse for mig, for det, man kunne se på filmen, var det, jeg kunne. Jeg havde ikke mulighed for at gøre det anderledes. Det var simpelthen der, min kompetence lå, så det var helt vildt, at det blev værdsat. Det betød rigtig meget for min selvtillid, for inden da havde jeg ingen selvtillid haft overhovedet.
Jeg var et vanvittig usikkert menneske. Pludselig var der nogle, der satte pris på om ikke mig, så i hvert fald noget, jeg havde lavet, og det betød meget for mig. Det var et vigtigt tidspunkt i mit liv at få boostet min selvtillid på. Det kan jeg tydeligt se nu.”
Foto: Stefan Wessel
KAPITEL 4: Musiker eller skuespiller?
“Dengang gjorde jeg mig stadig ingen tanker om, at jeg skulle være skuespiller. Jeg troede, at det var rent held, at jeg var endt i det, og jeg troede ikke, at det var noget, jeg var god nok til at kunne leve af. I stedet ville jeg spille musik. Det var min første kærlighed, og det var den vej, jeg drømte om at gå.
I skolen havde jeg fundet sammen med nogle af de andre nørder og lavet et band, der hed ‘Anno Domini’. Jeg ved ikke, hvorfor fanden det hed det, for det lyder som dødsmetal, men det var det slet ikke. Det var tværtimod ret funky. Jeg spillede klaver, og senere kom jeg også med i forskellige andre bands, og som 18-årig tog jeg et helt år på en musikhøjskole, før jeg flyttede med en flok musikkammerater ind i et bofællesskab på Nørrebros Runddel. Mens jeg boede her, medvirkede jeg også i endnu en spillefilm. Det var ‘Min fynske barndom’, og da jeg så filmen efterfølgende, blev jeg så pissed over, at jeg var så dårlig. Det frustrerede mig så meget, at jeg ikke kunne lade være med at gøre noget ved det, og derfor søgte jeg alligevel ind på Teaterskolen.
Mens jeg gik her, holdt jeg fast i musikken, men det gik pludselig stærkt for de andre. Nogle begyndte at lave plader, andre ville til udlandet, og når jeg var med i øveren, kunne jeg tydeligt mærke, at jeg trak de andre ned. Det var vildt frustrerende, så til sidst cuttede jeg fuldstændig musikken og sagde slut. Så måtte det være skuespillet, jeg fokuserede på.”
Foto: Stefan Wessel
KAPITEL 5:Outsider på Teaterskolen
“Det første halvandet år på Teaterskolen tænkte jeg, at jeg hurtigst muligt skulle ud derfra og finde noget andet at lave. Dengang var der i høj grad en teatertradition på skolen, og jeg følte mig totalt som en outsider, fordi jeg gerne ville lave film.
Selvom jeg var kommet ind, brugte jeg lang tid på at finde ud af, om det overhovedet var det her, jeg skulle. En dag, hvor vi sad og snakkede om teater i undervisningen, ytrede jeg, at jeg ikke rigtig kunne lide den måde, man fremsagde sine replikker på på en teaterscene. Efter at jeg havde sagt det, var der en lærer, der rejste sig op og sagde: ‘Så tror jeg måske slet ikke, at du skal være her.’
I en sommerferie medvirkede jeg i spillefilmen ‘Idioterne’. Det måtte man faktisk slet ikke, mens man gik på Teaterskolen, men jeg hungrede sådan efter at lave film, at jeg gjorde det alligevel. Til castingen var vi en masse skuespillere, som blev lukket inde i en gymnastiksal på Østerbro, hvor vi skulle lave forskellige øvelser, mens kameraerne rullede, og så valgte filmholdet til sidst dem, de skulle bruge – og jeg var så en af dem.
Det betød, at jeg kom til at arbejde sammen med Lars von Trier, der netop havde igangsat sin store dogmerevolution. Det var faktisk første gang, jeg mødte et voksent menneske, som jeg kunne grine med over sådan nogle ting, som jeg selv syntes, var morsomme. Jeg havde altid været vant til at forholde mig til nogle på min egen alder, og pludselig var der et voksent menneske med den samme syge humor som mig selv. Det var virkelig en åbenbaring. Jeg har stadig et rigtig godt forhold til Lars, og jeg holder meget af at snakke og grine med ham.”
Foto: Stefan Wessel
KAPITEL 6: Galgenhumor og øretæver
“Galgenhumor handler om at kende sit publikum og læse situationen. Man kan ikke bare sige hvad som helst når som helst. Det er timing, tidspunkt og alt muligt andet, der gør, at tingene bliver morsomme. Det har jeg selv lært på den hårde måde, for jeg har virkelig fucket op mange gange.
Jeg var meget grænsesøgende i mine unge år og havde brug for at mærke mig selv, så det blev en ting for mig at prøve at finde ud af, hvor langt jeg kunne gå uden at få nogen på hovedet. Det var ikke altid, at jeg fandt den grænse, og det skete en hel del gange, at jeg spillede smart og provokerede nogen og endte med at få et par på hovedet i byen, når jeg havde været en idiot.
Lige så længe jeg kan huske, har jeg forsøgt at dyrke det at være morsom, men ofte har det faktisk slet ikke føltes som et valg. Det har nærmere været en form for tic eller tourette, at jeg har været nødt til at sige et eller andet for lige at punktere stemningen eller teste reaktionen. Det ligger fuldstændig latent i mig.
Selvom det ville være oplagt at tro, at jeg havde underholdergenet og humoren fra min far, så tror jeg faktisk selv mere på, at det kommer fra min mor. I hvert fald den sorte humor. På et tidspunkt mødte jeg en fyr på en rasteplads, der havde kendt mig, dengang jeg var barn, og han fortalte mig en historie om engang, hvor jeg havde stået lidt for tæt på en sø, og så havde min mor råbt: ‘Pas på, at du ikke kommer for tæt på søen. Ellers falder du bare i og drukner ligesom din far.’ Hun havde sagt det som en vittighed. Det er slet ikke noget, jeg kan huske, men det chokerede mig heller ikke, da jeg hørte historien, for det er præcis sådan, jeg husker hende.”
Foto: Stefan Wessel
KAPITEL 7: En rigtig Lie Kaas
“Jeg blev kun kaldt Lie til efternavn som barn, nok fordi min mor følte, at min far aldrig blev en nævneværdig del af mit liv, men som voksen begyndte jeg at bruge det, for jeg var trods alt et produkt af dem begge.
På en mærkelig måde fandt jeg en frihed i ikke at have nogen forældre at skulle leve op til. Jeg kender mange, der stadig i dag leder efter en eller anden form for accept fra deres forældres side eller et sidste kram eller en ‘Undskyld, fordi jeg var et pikhoved’ fra de forældre, der står lige der, og som bare kunne gøre det, og så var alt godt, men uden at det nogensinde sker. Den der higen efter, at nogen skal være noget, som de ikke er, blev taget fra mig. Jeg har slet ikke haft muligheden for at søge det. Jeg blev ligesom fritstillet og har selv måttet definere, hvem jeg er, og i alt det frygtelige fandt jeg også en gave.
I starten af mine 20’ere var jeg et mørkt sted, hvor jeg var meget eksistentielt søgende, men i sidste ende nåede jeg frem til, at tilværelsen ikke giver mening, medmindre du tillægger den mening. Det er stadig et meget befriende sted for mig at være. Der er kun én ting i livet, der driver dig automatisk, og det er forelskelse, men med alt andet bliver man nødt til at få stenen hen over bakken, før den begynder at rulle. Det var en åbenbaring for mig at lære i så ung en alder. Det kan godt være, at det ikke i sig selv giver mening, noget af alt det her, men det kan komme til at give mening, hvis du giver det et skud.
I dag har jeg ikke længere noget mørke, som jeg kæmper med at holde fra døren – på samme måde, som jeg havde dengang. Jeg tog den ligesom tidligt, tvunget af omstændighederne, og i dag føler jeg, at jeg har fået bygget et solidt stillads op, som jeg ikke kan falde igennem.”
“Jeg gør mig mange tanker om, hvordan jeg godt kunne tænke mig, at resten af min karriere tog sig ud. Jeg er blevet glad for at instruere og skrive, og jeg tror helt sikkert, at det kommer til at blive en større del af mit liv, men samtidig må jeg også erkende, at når jeg en gang imellem ikke har spillet i lang tid og vender tilbage til det, så kan jeg mærke, at jeg stadig virkelig godt kan lide at spille skuespil”
KAPITEL 8: Når klaptræet smækker
“Med Anders Thomas Jensens ‘Blinkende lygter’ kunne jeg mærke, at jeg begyndte at slappe mere af, når klaptræet smækkede, og optagelserne gik i gang. Indtil da havde det altid været sådan, at når instruktøren forklarede, at ‘I den her scene skal du være sårbar’, eller ‘Husk hans lidenskaber’, så lyttede og lyttede jeg, men i det sekund, hvor klaptræet smækkede, så var jeg blank. Så var alt det, jeg lige havde fået at vide, gone, og jeg stod bare og tænkte: ‘Fuck, fuck, fuck, fuck!’
Det var nærmest et problem for mig bare at tale uden at stamme. Ordene stod jo i manus, så det var bare at læse dem, men alligevel var der noget, der hele tiden stod i vejen for, at jeg kunne levere dem på en naturlig måde.
Lige netop Søren Pilmark havde jeg dog vanskeligheder med at spille over for. Vi kunne simpelthen ikke spille over for hinanden uden konstant at flække af grin. Man kan smadre en hel dag på et filmset på den måde, for det er irriterende for alle andre, at man ikke kommer nogen vegne, og til sidst blev det faktisk så stort et problem, at vi hver især fik sat en tennisbold op på et lysstativ, som vi så spillede over for, fordi vi ikke kunne spille over for hinanden.
Søren og jeg har bare et eller andet. Han er en grinebider, og jeg er også en grinebider, og vi har snart prøvet det mange gange, men det sker stadig hver eneste fucking gang.”
Foto: Stefan Wessel
KAPITEL 9:Den indre kritiker
“Da jeg sagde ja til at medvirke i ‘Afdeling Q’-filmene, havde jeg faktisk først forsøgt at undgå det i et helt år. Jeg havde lavet ‘Forbrydelsen’ og fået crime helt op til halsen og kunne ikke overskue tanken om at gå rundt med en pistol længere, men så mødtes jeg alligevel med instruktøren, Mikkel Nørgaard, og så klikkede vi bare øjeblikkeligt. Han havde samtidig fået samlet et overkvalificeret hold til at lave, hvad der på mange måder er en B-genre, og det kunne jeg godt se det fede i.
De film står for mig som en virkelig fed oplevelse, og jeg var så taknemmelig for, at der var så mange, der gik i biografen og så dem, og så må andre sige, hvad de har lyst til, for der er alligevel ingen, der er hårdere i deres anmeldelse af mig, end jeg selv er.
Engang irriterede min indre kritiker mig, men jeg har lært at leve med den, og det er jo også den, der gør, at man tager sig sammen, og man hele tiden ser sig selv udefra og kan spørge: ‘Hvordan kunne du gøre det bedre?’
I takt med at jeg er blevet ældre og mere rutineret, har jeg en masse værktøjer, som jeg ikke havde, da jeg var ung. Jeg kunne eksempelvis ikke spille fuld eller spille aggressiv tidligere, og jeg var heller ikke i stand til at råbe på film, for det var alt for voldsomt, men alle de her ting er jeg jo i stand til at gøre i dag.
Det er til gengæld også en faldgrube. Det er virkelig noget, man skal tage sig i agt for, for det er altid det, der går galt – at man giver den for meget gas.”
Foto: Stefan Wessel
KAPITEL 10: Det vigtigste i livet
“Tidligere i år var jeg næsten fire måneder i udlandet for at indspille Guillermo del Toros ‘Frankenstein’, der har premiere i 2025. Selvom jeg var længe væk, er det en minimal rolle, og man skal ikke bruge for lang tid på at bukke sig ned efter sine popcorn, når man ser den i biografen, hvis man skal få øje på mig. Jeg kan godt lide at komme til udlandet, men det er samtidig forbundet med en usikkerhed. David Dencik sagde på et tidspunkt til mig, at det, han godt kan lide ved at arbejde i udlandet, er, at fordi det er ubehageligt ikke at være i de vante, trygge rammer, bliver man tvunget til at tage sig sammen. Det er meget rigtigt sagt. Man har ikke nogen at læne sig op ad, og der er ikke nogen, der sådan for alvor kender ens historik. De kigger bare på: ‘Stinker du, eller er du god?’ Hvis man bliver lidt for selvfed herhjemme, er det en god måde at minde sig selv om, at man stadig er dødelig.
Det var en fed oplevelse at være afsted, men samtidig er jeg også i høj grad et hjemmemenneske, og jeg har ikke behov for hele tiden at komme ud og skyde mig selv af. Nu er mine børn blevet store, og så betyder det ikke så meget, men da de var yngre, havde jeg nogle gange en oplevelse af, at jeg kunne se dem vokse op på FaceTime. Det liv havde jeg ikke lyst til at leve.
Da jeg i sin tid søgte udenlands efter ‘Dirch’-filmen, var det, fordi jeg af forskellige årsager var brændt sammen. Jeg følte efterhånden, at jeg havde prøvet alt, og jeg overvejede helt at stoppe som skuespiller, og derfor søgte jeg udenlands ud fra den devise, at det ikke var fair at træffe den beslutning, hvis jeg ikke først havde givet det en ordentlig chance i forhold til at afsøge alle kroge.
Det endte med, at jeg fik en rolle i TV-serien ‘Britannia’, og i den forbindelse var jeg stort set væk i otte måneder. Jeg var lige hjemme til jul, men det var så også det, og det var virkelig ufedt. Det var en situation, der var uundgåelig, jeg kunne ikke rigtig komme ud af den, og så blev det, som det blev. Men når sådan noget sker, så finder man også virkelig ud af at prioritere sit liv. Så tænker man: ‘Hvad er det egentlig, der er vigtigst?’
Jeg kan godt lide at arbejde, jeg synes, det er fantastisk at være så privilegeret, at jeg stadig får lov til at medvirke i så mange spændende projekter, men det er ikke det vigtigste for mig. Det vigtigste for mig er min familie.”
Foto: Stefan Wessel
‘Vejen hjem’
I slutningen af 2024 medvirkede Nikolaj Lie Kaas i spændingsdramaet ‘Vejen hjem’, som Charlotte Sieling er instruktør på, og som dokumentaristen Nagieb Khaja har skrevet manuskript til. I filmen spiller han en desperat far, der rejser til Syrien for at finde sin søn, der har tilsluttet sig Islamisk Stat.
“Vi filmede i Jordan, som ligger lige ved siden af Syrien, og tanken om det var mere utryg, end det viste sig at være i virkeligheden. Sådan er det jo altid, når man kommer afsted. Jeg har været mange steder i verden, hvor man på forhånd tænker ‘Okay, jeg har lige læst om nogen, der er blevet taget til fange’ eller ‘Der er lige sket dét og dét’, men så kommer man derned, og så finder man ud af, at verden er stor. Jeg var på et tidspunkt i Kenya, hvor der lige havde været en episode med nogle somaliere, der var kommet ind i landet og havde taget en bus til fange og stillet passagererne op på rækker og bedt dem om at recitere Koranen, og hvis ikke de kunne, så pløkkede de dem ned på stedet. Det var, lige inden vi tog afsted, og der tænkte jeg da: ‘Okay, det er måske liiige …’ Da vi kom derned, var alle hoteller fuldstændig blottede for mennesker. Vi var stort set de eneste turister fra hele den vestlige verden i hele Kenya, fordi ingen turde besøge landet. Og vi var tilmed så langt fra grænsen til Somalia, hvor det var sket, at det nærmest var som at befinde sig på et andet kontinent, men det tænker man jo ikke over, når man sidder langt væk, eksempelvis i Danmark.
Sådan tror jeg, det er med mange steder. I Jordan spillede jeg sammen med en masse skuespillere fra både Jordan og Syrien, og det var en fornøjelse. Det er også noget af det fede ved det her job. Man kommer pludselig nogle steder hen og møder nogle mennesker, som man ellers aldrig ville have mødt, hvis ikke det havde været, fordi man spillede med i en bestemt film.”
Mina Okabe, musiker, 24 år. Født i London og opvokset i London, New York, Filippinerne og Danmark. Gik på Ordrup Gymnasium. Har udgivet albummet ‘Better Days’ fra 2021 og EP’erne ‘Spinning Around’ og ‘Flashback’ fra 2023. Fik sit internationale gennembrud med singlen ‘Every Second’, som har fået over 500 mio. streams på verdensplan. Hendes album er desuden gået firedobbelt platin i Korea. Nomineret til Music Moves Europe Awards 2024. Bor i København.
5-årige Mina Okabe spiller til klaverkoncerten i London.
Klaverkoncerten
Jeg blev virkelig spændt, da min klaverlærer spurgte, om jeg ville synge til hendes klaverkoncert. Jeg var fem år gammel og skulle synge foran mine forældre og klaverlærerindens andre elevers forældre og venner. Det var et formelt arrangement, så jeg havde fået min pæneste kjole på. Jeg husker ikke selve optrædenen, kun at jeg sang et Abba-nummer. Jeg tror, at det gik godt, for jeg blev i hvert fald ved med at optræde. Og jeg er overbevist om, at det er de tidlige oplevelser, som gør, at man har lyst til at fortsætte.
Mine forældre lod min søster og mig prøve alle mulige former for fritidsaktiviteter. Vi har gået til sport, dans, sang og kor og klaverundervisning. Det var musikken, som hang ved, og mine forældre har fortalt mig, at jeg nærmest sang, før jeg talte. Klaver blev det første instrument, jeg prøvede, fordi mine forældre syntes, det var en god idé. Især min far er vokset op med musik. Hans mor var klassisk sangerinde, og min farfar spillede flere instrumenter. Min far har selv spillet på trommer i mange år, så det var naturligt, at jeg også skulle lære at spille på et instrument.
Min far arbejder inden for banking og har gennem mit liv haft jobs rundtom i verden, så vi har flyttet efter hans arbejde. Jeg blev født i London, hvor vi boede, indtil jeg var seks år. Jeg husker ikke så meget fra de år; det er primært musik og optrædener, der står frem i mine erindringer. I børnehaven spillede jeg Alice i ‘Alice in Wonderland’, og i ‘Goldilocks and the Three Bears’ var jeg en blomst, der stod i baggrunden. Efter London flyttede vi til New York, hvor vi boede i tre år. Også her fyldte musik og teater.
Foto: Sofie Flinth
Mina Okabe og familien boede i New York i tre år, her er hun fotograferet på gaden i 2008.
Hjemme hos mormor
Min mor er fra Japan, og min far er dansk. Hvert år besøgte vi både min mors og min fars familie. Jeg har de tidligste erindringer fra Tokyo, hvor min mormor boede i et lille, meget traditionelt japansk hus. At besøge hende var altid et højdepunkt, jeg så frem til. Vi sad på gulvet ved et lavt bord og spiste hendes virkelig gode mad, grillet fisk med ris og veltilberedte grøntsager, mens fjernsynet kørte i baggrunden med et klassisk japansk larmende underholdningsprogram. Jeg har altid kunnet tale med min mormor om alt, fordi hun er sjov og nem at være ærlig over for. Hun taler kun japansk, så nogle gange har det været lidt udfordrende at skulle forklare hende indviklede historier. Det gik bedre, da jeg var lille, da mit japanske desværre er blevet ringere med tiden.
Siden jeg var helt lille, har jeg gået i japansk lørdagsskole for at lære sproget, hvilket jeg ikke brød mig om. Det er meget normalt for japanske familier, som bor i andre lande – alle, jeg kender, hvis familie stammer fra Japan, har gået i japansk skole. Mit forhold til Japan er lidt komplekst. Jeg har aldrig boet i Japan, men jeg føler mig hjemme, når jeg lander i Tokyo. Især som teenager tænkte jeg en del over, om jeg passede ind, fordi jeg jo kun er halvt japaner. Jeg skilte mig lidt ud fra de lokale og kunne ikke tale sproget som dem. Da vi boede i London og New York, tænkte jeg aldrig over, om jeg passede ind eller ej – men byerne er også så diverse, og folk kommer fra hele verden. I Japan og sådan set også i Danmark er kulturen mere lokalpræget og lidt mere endimensionel, hvilket gør, at man hurtigere kan føle sig som en udefrakommende.
Foto: Sofie Flinth
En meget ung Mina Okabe i Tokyo for at besøge sin mormor.
Sommer i farfars have
Jeg har stærke minder fra min farfars have i København, hvor han groede rabarber, kartofler, jordbær og alt muligt andet. For mig var det eventyrligt at komme fra en storby som London eller New York og så gå rundt i en grøn og frodig have og plukke bær. Det var også sjovt at høre min far tale dansk, et sprog, jeg ikke kunne som barn. Det føltes altid meget hjemligt.
Vi boede et år i København, da jeg var otte. Jeg kunne ikke et ord dansk, men alligevel startede min søster og jeg i en dansk folkeskole, hvor alt foregik på dansk. I begyndelsen skete al vores kommunikation med hænderne, men jeg lærte hurtigt sproget – der var ikke andet for. Undervisningen var meget anderledes, end jeg var vant til i New York. Min mor var noget overrasket, når vi kom beskidte hjem med huller i bukserne, fordi vi havde været ude hele dagen – endda uden at have lektier for. Hun spurgte min far, hvorfor vi ikke lærte noget. Han måtte forklare hende, at i Danmark gjorde man tingene lidt mindre konsekvent, havde færre regler og var ikke lige så strikse som i Japan og New York, hvor vi havde mange lektier for, og hvor skoleuniformen altid sad snorlige.
Foto: Sofie Flinth
Mina Okabe plukker hindbær i farfarens have i København.
Alene på første skoledag
I Filippinerne gik jeg på en international skole, og hvert år fik jeg en masse nye venner, men så skulle de typisk rejse videre, fordi deres forældre fik et nyt job i et andet land. Det var fedt i starten, jeg lærte virkelig at socialisere, men efter fem år, og i takt med at jeg blev ældre, savnede jeg dybere og længerevarende venskaber. Da jeg skulle til at begynde i gymnasiet, tænkte jeg på, at hvis jeg ville gå på universitetet i Danmark, ville det være godt for mig også at tage gymnasiet der, så jeg kunne lære sproget og kulturen bedre at kende. Så som 15-årig flyttede jeg til Danmark for at gå på Ordrup Gymnasium (nord for København, red.).
Jeg kendte ingen mennesker den første skoledag. Jeg sad alene og kiggede rundt på de andre elever, som lod til at kende hinanden på kryds og tværs. Det var lidt ubehageligt. Sproget var en barriere for mig, især når de andre brugte slang. Jeg anede ikke, hvad ‘fråderen’ betød. Og det gjorde, at jeg i begyndelsen var en anelse tilbageholden. Men samtidig havde jeg igennem min opvækst lært at møde nye mennesker, og jeg fik hurtigt gode venner, som i dag er nogle af mine tætteste venner.
Det var samtidig en periode, hvor jeg begyndte at sammenligne mig selv med andre. Ikke at jeg var vildt usikker, men jeg reflekterede over, hvor jeg egentlig hørte hjemme. Kunne jeg kalde mig dansker, hvis andre ikke så mig som dansk? Var jeg japaner, selvom japanerne kunne høre, at jeg ikke var indfødt? På gymnasiet oplevede jeg en anden elev tale engelsk til mig, hvilket var så underligt. Jeg blev frustreret over, at jeg ikke bare kunne passe ind. Jeg var også irriteret over, at jeg ikke kunne udtrykke mig selv på den måde, jeg var mest komfortabel med.
Det har ikke medvirket til, at jeg ikke føler mig hjemme i Danmark, for det gør jeg. Men jeg har lært, at jeg ikke kan ændre på, hvad andre tænker, og at det heller ikke betyder noget. I dag sætter jeg bare pris på min tværkulturelle baggrund, og at jeg ved så meget om forskellige kulturer. Da jeg flyttede til Danmark, vidste jeg, at jeg en dag ville flytte til et andet land igen. Det er vigtigt for mig at opdage og lære nye mennesker og kulturer at kende. Og derfor sætter jeg pris på, at jeg rejser så meget med mit arbejde i dag.
Foto: Sofie Flinth
Mina Okabe skriver autografer i forbindelse med udgivelsen af hendes første album hos pladeselskabet United Records.
Facebook-opslaget og pladekontrakten
En aften, da jeg gik i 3. g, lavede jeg et opslag på Facebook, hvor jeg linkede til nogle sange, jeg havde lavet. Jeg havde aldrig fortalt mine venner, at jeg lavede musik. Det var grænseoverskridende for mig at tale om, fordi sangene handlede om mine inderste følelser og tanker. Jeg har altid været en ret privat person, og det var ikke naturligt for mig at fortælle om noget så personligt. Men alle tog virkelig godt imod sangene, de var søde og støttende, og det motiverede mig til at vise musikken til endnu flere.
På den sidste skoledag fik jeg en mail fra pladeselskabet Copenhagen Records, der tilbød mig en pladekontrakt. Jeg blev vildt begejstret og kunne næsten ikke tro, det var sandt. Jeg forsøgte ikke at have for høje forventninger, men det endte jo godt, og vi arbejder stadig sammen i dag. Anspændtheden ved at dele min musik er jeg ikke vokset fra. Jeg bliver stadig spændt og nervøs, når andre skal lytte til en sang for første gang, fordi det betyder meget for mig. Teksterne har et så personligt afsæt – jeg føler mig virkelig tæt forbundet til dem.
Spis Med er en personlig kogebog med en masse fortællinger fra både mig og mine gæster. Jeg håber, at bogen vil inspirere folk til at invitere gæster lidt oftere, og at den kan hjælpe til at gøre hele projektet lidt mere overskueligt. Derudover er bogen en kærlighedserklæring til farver i mad!
Den indeholder jo en masse opskrifter. Kan du fremhæve et par af dine personlige favoritter?
Smørrebrødslagkagen med æggekyllinger står mit hjerte meget nært, og jeg glæder mig allerede til det bliver påske, så jeg kan invitere til påskefrokost og lave den til mine venner. I den anden ende af spektret er den helt simple og billige minestrone-suppe, som er en af mine livretter. Jeg elsker virkelig gryderetter, der kan stå og simre, og hvor alle ens rester fra køle- og køkkenskabe kan smides i.
Du kommer jo ud af en kokkefamilie: Hvad har det lært dig om faget?
Hverken min mor eller far er uddannede kokke, men har arbejdet med mad på forskellige måder gennem årene. Min mor har helt klart lært mig, at man skal lave sin mad selv. Vi har ikke fået takeaway en eneste gang i hele min barndom, ikke engang pizza. De mere kendte kokke i min familie er jo ikke den nærmeste familie og først nogen, jeg har mødt lidt senere i livet. Men der har jeg set, hvor meget det kræver at drive en restaurant – og nok også lært, at det ikke var den vej, jeg selv skulle gå.
Hvad er din livret?
Gryderetter om vinteren og græsk salat om sommeren. F.eks. minestrone eller koreansk kylling med en masse chili, som begge findes i bogen. Når sommeren så kommer, og agurkerne og tomaterne er på deres højeste, vil jeg bare gerne spise dem som de er med olivenolie og salt på, en fed ost, kapers og oliven til – så bliver det ikke meget bedre.
Hvad spiser du ikke?
Jeg kan virkelig ikke lide ketchup, så det prøver jeg at undgå. Ellers spiser jeg det meste og vil selv mene, jeg har en meget bred smag i mad.
Der er æg på forsiden: Hvorfor og hvordan spiser du helst dine æg?
Jeg elsker æg i alle afskygninger, men spiser dem som oftest kogt smilende på et stykke rugbrød. Æg er både sunde og smukke, og de har så mange køkkentekniske egenskaber, at de er svære at komme udenom.
Til daglig laver du mad på Gannis HQ. Hvordan ser en uge i frokoster ud hos et stort dansk modebrand?
Mandag serverer vi altid rugbrød med forskelligt pålæg. Det kan være kartoffelmadder, æggemadder eller måske en fiskefrikadelle med remoulade. Så plejer vi at have en dag med pasta eller suppe og nogle salater til. Så en dag med ris og curry eller en nudelsalat med peanuts og farverige grøntsager. Måske en tærte eller en sandwich. Vi serverer altid noget med bønner, linser eller kikærter, for vi serverer ikke kød i kantinen. Torsdag er der kage, og det kan være alt fra drømmekage til gammeldags æblekage eller pavlova med bær. Fredag er restedag, hvor alt, der er til overs fra ugen bliver serveret på en ny måde, så vi undgår madspild. Det kan godt blive en lidt Dalle Valle-agtig buffet, men alle elsker det.
”Mad er en kærlighedsgave, men det er først en gave, når vi reelt sætter os ved bordet,” siger du ifm. bogen: Hvordan viser du kærlighed i forbindelse med mad?
Det handler om at vise, at man har gjort sig lidt umage og glædet sig til at ens gæster skal komme. Og så synes jeg, det er kærligt at være gavmild; at give sine gæster det bedste, man har.
