“For nogle år siden, sprudlede vi af liv. Vi troede på fremtiden og turde lægge langsigtede planer. Fremfor alt, turde vi drømme. Det gør vi ikke mere. Jeg gør i hvert fald ikke.” Ordene kommer fra min søster, der med en alvorlig mine, lader mig forstå, hun mener det alvorligt. Der er ikke så meget som antydningen af et smil i hendes mundvige.
“Coronanedlukningen og den usikkerhed, der fulgte, ændrede noget i os for altid. Vi blev bange. Sådan rigtig bange. Det har vi ikke været på samme måde tidligere,” siger min anden søster, der byder ind i samtalen. “Til trods for, at Statsministeren opfordrede befolkningen til ikke at hamstre, var det ikke desto mindre det, der skete, da folk gik amok i f.eks. toiletpapir, og selv om jeg ikke decideret var bange til at begynde med, begyndte min krop alligevel at reagere på de billeder, jeg så på tv. Hvad kunne det her udvikle sig til? Når andre hamstrede, selv om statsministeren havde sagt, der ikke var grund til det, var det så mig, der havde overset noget, de havde regnet ud?”
Samtalen finder sted hos min lillesøster, der har inviteret på middag, og vi kommer ind på emnet, da hun opdager, hun har glemt at købe tomater til den gryderet, hun er gået i gang med at tilberede.
“Jeg gider virkelig ikke ud igen, så jeg snupper bare en dåse tomater fra mit kriselager. Jeg må bare huske at lægge en ny ind senere,” siger hun. Jeg slår ørerne ud. Sagde hun virkelig “kriselager”? Det gjorde hun og fortæller, at det kun er et lille forråd, der skal klare dem igennem den første tid i tilfælde af krise, indtil myndighederne fortæller, hvordan de skal forholde sig, og hvad der skal ske. “Det er en slags forsikring, jeg håber, jeg aldrig kommer til at bruge,” siger hun.
Min anden søster nikker og fortæller, at hun også har et lille lager stående for en sikkerheds skyld. “Jeg er virkelig bange for, hvad det er for en fremtid, vi går i møde, for det ene afløser det andet. Først var det corona, så fulgte den økonomiske krise og siden Ukraine-krigen. Der er så meget usikkerhed, at jeg knap tør drømme længere, hverken på mine børns eller egne vegne”, hænger ved.” Min søsters ord, hænger ved.
Kan det passe? Er vi blevet en nation af mennesker, der ikke længere tør drømme, og hvad er alt det her prepping for noget? For mine søstre ser ud til at være blevet en del af en bevægelse, der siden 00’erne bare er vokset. De er preppere.
Prepping
For nogle år siden, ville jeg have svoret, at sådan et emne var forbeholdt sølvpapirshattene. Det gør jeg ikke mere. Nu er det tilsyneladende normalt at have et kriseberedskab stående hjemme, erfarer jeg, for jeg begynder at spørge alle, jeg kommer i nærheden af. Venner, familie, arbejdskolleger og bekendte. Alle har i større eller mindre omfang “noget” derhjemme i tilfælde af en krise og de begrunder det med, at ingen kunne forudse en nedlukning af verden. Men det skete. Det utænkelige. Kan det være frygten for en nedsmeltning, en mulig katastrofe, der er mere nærværende og reel i dag end den nogensinde har været i vores levetid?
Er håbløsheden ved at sprede sig og frygten reel nok, eller drejer det sig om endnu en industri, der er lykkedes med at sprede kendskabet til deres produkt?
Det er svært at finde ud af, hvor mange preppere, der er i Danmark. En mulig forklaring kan formentlig tilskrives, at en del af bevægelsen ønsker at være skjult for offentligheden og at ikke alle ønsker at kalde sig prepper. Det er ordet for stigmatiseret til herhjemme. Måske som følge af, at preppere ofte forbindes med ekstreme eksempler fra USA, hvor fænomenet opstod under depressionen i 1930’erne. Ordet kommer af det engelske “Preparation”; at forberede. Tager vi udgangspunkt i, hvad ordet står for, handler prepping altså om at være forberedt.
En prepper er en person, der har et forråd, en ballast på hjemmefronten, som gør det muligt for vedkommende og eventuel familie at kunne klare sig, hvis der skulle opstå en eller anden form for krise som krig, katastrofe eller epidemi. Hvis el, vand og varmeforsyningen, og hele systemet bag vores dagligvareforretninger bryder sammen, vil de være forberedte og selvforsynende i større eller mindre grad.
Prepping er et forholdsvist nyt fænomen i Danmark. For nylig rapporterede Ritzau om, at Facebooksider som ’Preppers i Danmark’ har knap 9000 medlemmer. En del kom til under corona og flere, da Rusland invaderede Ukraine.
De fleste preppere, tror ikke på, at vores myndigheder vil være i stand til at tage sig af eller beskytte alle borgere. De har i en eller anden udstrækning en mistillid til, at systemet vil kunne føre os alle sikkert igennem, og derfor forbereder de sig på at kunne klare sig selv.
Historisk har mennesker altid haft en grad af bevidsthed om forberedelse på kriser ved at opbygge madlagre, holde sig tilflugtssteder for øje og tilegne sig overlevelsesfærdigheder, det er der for så vidt ikke noget nyt i. Den moderne form for prepping, kan være en tilpasning af et naturligt behov for at beskytte sig selv til overlevelse.
Et trygt land, men hvor længe?
Vi lever heldigvis i et land, hvor vi ikke umiddelbart er truet, og derfor er det de færreste, der er forberedte på, at det vil gå så galt, at alt i samfundet bryder sammen. Vores risikobevidsthed er ikke specielt udviklet og vidner om, at vi lever i et trygt samfund.
Kan det så passe, at vores beredskab ikke vil være i stand til at tage sig af hr. og fru Hansen, og vil det blive så presset, at de er nødt til at prioritere i en grad, at det går ud over den almindelige borger?
Jeg ringer Rasmus Dahlberg op. Han forsker i kriser og katastrofer hos Center for Samfundssikkerhed ved Forsvarsakademiet og er der nogen, der ved noget om emnet, må det være ham.
“Når katastrofen rammer, træder en masse på forhånd planlagte aktiviteter i kraft i Danmark. Regeringen har et sikkerhedsudvalg, som er den øverste krisestyringsmyndighed sammen med embedsmandsudvalget. Den Nationale Operative Stab (NOST) mødes med politiet, som koordinerende instans for alle de samfundsvigtige funktioner, de sektormyndigheder, der er relevante for den aktuelle krise og sammen koordinerer de indsatsen,” fortæller Dahlberg.
Men sektoransvar kan ikke stå alene, siger han, og opfordrer i stedet til, at den enkelte gør et hjemmeberedskab klar, til at kunne komme igennem de afgørende 72 timer, myndighederne behøver for at danne sig et overblik, samle relevante sektorer og koordinere indsatsen. Vand, konserves, en større powerbank og en radio, således at familien kan klare kortvarige eller mellemlange kriser, hvor strømmen eksempelvis er gået.
“Jeg tror, vi kan nedbringe utryghed i samfundet ved at tale om, hvad vi selv kan gøre for at bidrage til samfundets samlede sikkerhed. Hvordan vi får udbredt vidensdeling på en måde, så en lang række ressourcer i civilsamfundet bruges på en måde, der sikrer, at lokalsamfundet kommer gennem krisen i inkluderende fællesskaber, der favner de udsatte og de svage,” understreger Rasmus Dahlberg.
Det er ikke en russisk invasion, man skal forberede sig på, men konsekvenserne af hybridtrusler,” fortæller han videre. “Vores erfaring fortæller, at hvis et angreb ikke ryster civilsamfundet og infrastrukturen, så er vi ikke længere interessante at angribe. Hvis borgerne ved, hvad de skal gøre, hvis strøm- eller netforbindelse afbrydes, er de heller ikke længere nemme mål,” siger han og opfordrer til, at man tager en snak med sin familie, netværk og nabolag om alt det, der kan forstyrre en normal drift i vores samfund. Det handler om, hvad vi hver især kan bidrage med til samfundets samlede beredskab og oprustning, så redningsberedskabet kan bruge deres kræfter på dem, der virkelig har brug for hjælp”. Rasmus Dahlberg er aktuel med en ny bog “OBS – Oplysning til Borgerne om Samfundssikkerhed”, som udkommer i juni 2024 og handler om dette.
I Danmark holder myndighederne hele tiden øje med truslen mod Danmark. De vurderer løbende det nationale risikobillede, og hvert tredje år udarbejder Beredskabsstyrelsen en liste over hændelsestyper, som kan kræve en omfattende og tværgående indsats. Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, at der ikke er nogen trussel mod Danmark på nuværende tidspunkt.
Er den voksende prepperkultur udtryk for eller tegn på, den retning samfundsstrukturen udvikler sig i?
I så fald, er jeg tilstrækkelig naiv til fuldt og fast at tro, at kriser bringer mennesker tættere på hinanden og en helt anden form for samarbejde og sammenhold opstår. Vi kommer hinanden til undsætning.
Vores trang til at rykke sammen, støtte og hjælpe hinanden er større end trangen til at slå andre ihjel, bilder jeg mig ind. Det værste, der kan ske er, at vi begynder at bekrige hinanden i stedet for at beskytte os mod de ydre trusler, der har fået vores systemer til at bryde sammen.
Jeg mener, at noget af det vigtigste, der kendetegner et sikkert samfund, er at vi har tillid til hinanden og til vores myndigheder. Det andet kan hurtig blive for skræmmende og abstrakt for mig.
Der kommer jo en dag, på den anden side af krisen. En dag, hvor vi stadig skal kunne se vores naboer, venner, familie og ikke mindst sig selv i øjnene. Overlevelse handler vel ikke kun om at sikre sig selv og sin families fysiske overlevelse. Overlevelse må også handle om den psykiske overlevelse. Det mener jeg er vigtigt. Jeg kan af gode grunde ikke med sikkerhed vide, hvordan jeg vil reagere, men jeg har utrolig svært ved at forestille mig et Danmark a la Mad Max-tilstande, hvor enhver er sig selv nærmest, og hvor mine medborgere udvikler sig til uhyrer. Det er for Hollywoodsk, efter min mening.
Coronakrisen viste, at vi opmuntrede og hjalp hinanden. Sammenhold gik hånd i hånd med frygten for det uvisse og angsten for, hvad der var i vente. To modsatrettede poler.
Drømmer jeg?
Hvor ser jeg mig selv og os om nogle år, tør jeg drømme? Jeg tror på et personligt individuelt ansvar såvel som et ansvar for fællesskabet. Jeg tør godt drømme.
Verden er ikke bare et tog, der suser forbi, hvis jeg ikke stiger på. Jeg har ikke lyst til at stige på et tog, jeg i bund og grund ikke ønsker at være på. Toget, der hedder “enhver er sig selv nærmest”. Jeg ved ikke, hvor det tog er på vej hen, og jeg har heller ikke lyst til at vide det. Det kan være på vej mod afgrunden.
Tiden er kendetegnet ved en stor usikkerhed, og er man disponeret for angst, hjælper det ikke på sagen, at vi bombarderes med dommedagslignende profetier. Vi får nyheder om snart den ene og snart den anden katastrofe, der produceres film som aldrig før, omhandlende katastrofer og nedbrud af samfund som vi kender det i dag. Det buldrer derudad. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om alt dette også kan være medvirkende til at afholde folk fra at protestere, hvis der er noget at protestere over og dermed holde sig i ro. En slags illustration af “sæt pris på, hvad du har, for hvis det brænder på, kan du risikere, at verden kommer til at se sådan her ud.”
Jeg er ikke i tvivl om, at coronakrisen har sat sig som et generationelt sår i de generationer, der oplevede den. Vi så, hvor hurtigt, det kunne gå og jeg tror, det er det, der skræmmer folk til at preppe. Ellers er frygten for og truslen om dommedag, nedbrud af det eksisterende vel lige så gammel som tiden, hvori der har eksisteret mennesker. Alle etablerede religioner markedsfører sig bl.a. på dette.
To ting har coronakrisen dog efterladt et hos mig. På den negative side, hvor hurtigt, vores demokratiske rettigheder kunne blive taget fra os. Hvordan langt de fleste af os, accepterede det og hvor nemt de få kritiske røster, kunne blive “muted”. På den positive side, hvor overvældende smukt, jeg syntes, det var, at samtlige partier i Folketinget, lagde alle politiske uoverensstemmelser til side, for at tjene, det, de troede, var folkets bedste. Ingen vidste, hvor farlig den nye virus var eller hvilken skade, den potentielt kunne forvolde i samfundet. Det er dette, jeg hæfter mig ved, når jeg fortrøstningsfuld sætter min lid til de hamrende dygtige og yderst kompetente medarbejdere hos alle de instanser, der skal passe på os.
Min søster er en fantastisk kok og hendes gryderet, smagte som en symfoni på tungen. Jeg må huske at minde hende om at lægge en dåse tomater tilbage kriselageret. Det moderne liv, ser alligevel ud til at hænge sammen for både os og vores børn.
