Fællesnævneren for Morten Kirkskov og Kaan Alpagut, Nina Mouritzen og Ilana Ozernoy samt May Lifschitz og Jens Lund er, at de lever i queer forhold og hver dag forholder sig kritisk til heteronormative systemer qua deres kærlighed og person. Her sætter de ord på deres parforhold og sideeffekter som jalousi, seksuelle minoriteters rettigheder og hvordan man lever i en romantisk relation, hvor den ene føler sig mere queer, end den anden. Moren og Kaans historie er en ud af tre historier i månedens portefolie.

For skuespilchef Morten Kirkskov og arkitekt Kaan Alpagut var det først da de en måned efter deres bryllup nær var blevet skilt, at de for alvor adresserede, hvor meget jalousien fyldte i deres relation. Nu lever de i et åbent forhold, hvilket har tilføjet en helt ny dimension til deres liv sammen.

Kaan: Jeg havde været single i fem dage, da jeg for otte år siden tog til København for at besøge nogle venner. Jeg tog direkte fra lufthavnen til en privatfest, hvor mine venner overtalte mig til at downloade Tinder. Jeg begyndte at swipe ved 4-5-tiden om morgenen, og kl. 06.00 matchede jeg med Morten.

Morten: Jeg var ved at vågne, og Kaan var stadig til fest.

Kaan: Morten spurgte, om jeg ville komme forbi, men jeg sagde nej, så i stedet mødtes vi til kaffe kl. 09.00. Vi sad og snakkede og kyssede på en bænk, indtil jeg gik videre med min dag og skulle til en 30-års fødselsdag. Jeg havde linet en anden date op med en virkelig hot norsk fyr i 20’erne, men han svarede ikke, så jeg drak mig fuld til fødselsdagen og skrev til ”ham den gamle fra tidligere”. Senere fandt jeg ud af, at jeg havde skrevet nordmandens nummer forkert.

Morten: Jeg ville egentlig være kørt i sommerhus den dag og gå på loppemarkeder, men efter vores morgendate havde jeg på fornemmelsen, at jeg skulle blive i København. Nogle af Kaans venner ringede til mig fra fødselsdagen og sagde, at han ville have, jeg skulle komme, så jeg drak mig gammeldags mod til at crashe en ungdomsfest og tog derhen.

Kaan: Senere tog vi sammen hjem til Morten, i den lejlighed der nu er vores fælles hjem, og havde elendig sex, fordi jeg var så fuld. Men vi har været sammen siden.

Morten: Det første år var langdistance, fordi Kaan boede i London, men det gik ikke i længden, så Kaan sagde ”enten flytter jeg hjem til dig i København, og ellers går vi fra hinanden.” Det gjorde mig glad, men også bange, for jeg kendte mig selv godt nok til at vide, at jeg havde været alene længe og havde det godt i mit eget selskab.

Kaan: Jeg har altid hoppet fra forhold til forhold. Og jeg havde allerede vist Morten mine vilde sider, så jeg tror, han var lidt skræmt.

Morten: Ha ha. Hvis der er et tema, vi har arbejdet meget på, som vi er på den gode side af nu, er det jalousi og ’anger management’.

“I stedet for at være jaloux og mistænksomme, prøver vi på at tale om, hvad vi hver især også har lyst til”

– Morten Kirkskov

Kaan: Det har fyldt en del i vores forhold. Vi blev gift i september sidste år, men vi blev nærmest skilt igen en måned efter, fordi vi endelig fik åbnet Pandoras æske og lukkede alt ud. Men vi formåede at snakke om det og løse det, så der ikke er problemer med det længere. Eftersom vi blev mere åbne med hinanden, blev det også lettere for mig at slippe min usikkerhed. Man forestiller sig oftest romantiske forhold i den samme kontekst, som det heteronormative par rammesætter dem i, så det var udfordrende for mig at se en anden mulig struktur omkring vores forhold. Vi har primært heteroseksuelle venner, men efter vores lille næsten-skilsmisse-udflugt sidste år har vi virkelig talt meget med vores venner om måden, vi lever i vores forhold på, og hvordan vi har åbnet for at eksperimentere. Og jeg tror faktisk, vi har inspireret dem lidt.

Morten: I stedet for at være jaloux og mistænksomme, prøver vi på at tale om, hvad vi hver især også har lyst til. Det kan man gøre, når man tror på hinanden: Ikke på den der skyld og skam-måde, hvor vi siger: ”Du må aldrig forlade mig, og du må aldrig kysse en anden mand.” Men på en måde hvor vi ved, at vi gerne vil være sammen med hinanden. Så vi har prøvet forskellige versioner af et åbent forhold.

Kaan: Det har tilføjet en anden dimension til vores forhold, og jeg er nok den, der har rykket mig mest. Jeg startede et hysterisk jaloux sted, hvor jeg råbte og skreg og kastede med ting, men det handlede jo om en usikkerhed i mig selv.

Morten: Jeg troede ikke, jeg kunne være i et åbent forhold. Ikke på grund af jalousi, jeg er fuldstændig sluppet for at være jaloux anlagt, men jeg troede ikke, jeg kunne se min mand være sammen med en anden mand. Eller klare følelsen af at han så mig være det. Men det er faktisk hot.

Kaan: Vi har også eksperimenteret med at åbne vores forhold sådan, at vi kunne date lidt ved siden af – uden at fortælle hinanden om detaljerne – fordi vi fandt ud af, at det alligevel var det, vi begge to gjorde og holdt hemmeligt for hinanden.

Morten: Jeg kan ikke lide utroskabsdelen, det er et løgneregnskab, så jeg vil hellere sætte et åbent regelsæt sammen, så vi ikke lyver overfor hinanden. Det er tit det, jeg ser, der går galt i andre forhold. Det ender med en stor krise eller en skilsmisse, som måske kunne være løst med et andet slags forhold.

Kaan: Det var derfor, mit 10 år lange forhold, som sluttede lige inden jeg mødte Morten, endte. Efter mange år sammen dør den rent primære del af forholdet jo ud, og hvis man ikke indrømmer de fysiske lyster, man får, dræber det ens forhold.

Morten: Det handler om at slippe skyldfølelsen. Men det handler ikke om ikke at fortælle hinanden alt. Vi har jo alle sammen et indre liv, som vi ikke engang selv kender til.

Kaan: Vi taler meget med vores venner om det, men ikke vores familier. Jeg sprang først rigtigt ud for min mor for nogle år siden. Hun vidste det jo godt, og det gør min far også, men jeg har aldrig talt med ham om det. Det er vores måde at deale med det på. Selv om min ekskæreste, der var en fyr, var med på familieferier, da vi var meget unge. Mine forældre lod bare som om, han var min ven, men vi skubbede jo de to enkeltmandssenge, der stod på vores værelser, sammen … Cypern er ikke et særlig religiøst sted, men et meget konservativt sted. Da Morten og jeg blev gift sidste år, spurgte jeg min søster til råds i forhold til, om jeg skulle invitere vores forældre, men hun rådede mig til at lade være med at ødelægge min egen lykke, så de var der ikke.

Morten: Min mor døde, da jeg var 13, og derefter fik min far en meget åbensindet SF-hippe-agtig skolelærerkæreste, som meget hurtigt lærte min far at være afslappet og tolerant. Min far er også død nu, men hans kæreste var inviteret til vores bryllup. For det er generelt rart at sige højt: ”Vi har et åbent forhold.” Så er man også mere beskyttet mod sladder. Det er jo vores valg, hvordan vi lever vores liv.

Fællesnævneren for Morten Kirkskov og Kaan Alpagut, Nina Mouritzen og Ilana Ozernoy samt May Lifschitz og Jens Lund er, at de lever i queer forhold og hver dag forholder sig kritisk til heteronormative systemer qua deres kærlighed og person. Her sætter de ord på deres parforhold og sideeffekter som jalousi, seksuelle minoriteters rettigheder og hvordan man lever i en romantisk relation, hvor den ene føler sig mere queer, end den anden. May og Jens’ historie er en ud af tre historier i månedens portefolie.

Da model og skuespiller May Lifschitz mødte Jens Lund, var hun så ny i sin identitet som transkønnet kvinde, at hun end ikke fortalte ham om det. I dag er det en præmis i deres forhold, at hun står ud som synlig minoritet, mens han også identificerer sig som queer. Læs deres historie her.

May: Jeg var 18 år, da jeg i februar 2014 mødte Jens til en ‘rave’-fest på havnen i Aarhus. Han var 24. Jeg husker det som en filmisk situation. Han kom ind ad døren og fik tiden til at stå stille. “Gud, der var han,” tænkte jeg. Jeg tror ikke, han havde det helt så aha-agtigt med mig.

Jens: Nej, men jeg tror alligevel kun, vi udvekslede et par sætninger, før vi kyssede den aften.

May: Jeg startede med navneforandring og med at blokere testosteron i min krop, da jeg var 16, og startede på østrogen, da jeg var 18, kun et halvt år før jeg mødte Jens. Så det var meget tidligt i min proces, og jeg havde bare skyklapper på og sagde til mig selv og alle andre: “Jeg er ciskvinde, jeg er ciskvinde, jeg er ciskvinde.” Jeg sagde heller ikke noget til Jens, da vi mødte hinanden, selv om vi tog hjem sammen den aften. Der sagde jeg, at jeg havde menstruation, så der kunne ikke ske noget. Jeg vidste godt, jeg ville blive nødt til at sige det til den, jeg datede på sigt, men jeg ville gerne have, at personen nåede at lære mig at kende først.

Jens: Jeg fik at vide, at May var transkønnet af nogle fælles bekendte. Jeg var 24 og landskabet var noget anderledes ift. transpersoner for 10 år siden, så jeg blev selvfølgelig lidt overrasket. Jeg havde en overbevisning om, at det var udenfor min seksuelle orientering, for på daværende tidspunkt var jeg en meget typisk ‘straight guy’, der havde en forståelse af, at der var to brikker, der skulle passe sammen.

May: “Men vi kan godt være venner,” skrev Jens til mig, mens jeg var på arbejde i Mac Cosmetics i Aarhus. Og så ramlede min verden sammen. Men vi endte alligevel med at hænge ret meget ud, og Jens tog mig med på picnic og smed trøjen, så jeg tænkte: “Okay, er det sådan her, man er venner?”

Jens: Det var jo aldrig “Hey buddy, skal vi hænge ud og drikke nogle fadbamser og se noget bold.” Der var hele tiden noget underlæggende, som fik lov til at blomstre gennem vores venskab, hvor jeg også lærte Mays kærlige, omsorgsfulde og skøre sider at kende. Så i august 2014 blev vi kærester. I dag ser jeg mig selv som straight queer, og May og jeg som partners, buddies, lovers. Vi er partnere, der er der for hinanden i alt, hvad den anden laver, buddies, fordi vi har det sjovt sammen og udforsker ting sammen og lovers qua vores kærlighed, der bare vokser.

“Generelt oplever jeg, at det går den rigtige vej for queermiljøet, fordi majoriteten er mere informeret”

– May Lifschitz

May: Jeg er helt klart queer. For mig betyder det at tænke udenfor boksen og på en eller anden måde stille sig normkritisk. I dag ‘owner’ jeg at være transkvinde, det gør det også nemmere for mig, hvis jeg oplever negativ opmærksomhed i det offentlige rum. I vinter blev jeg f.eks. råbt af i metroen. På mange måder er den queerness, der er i vores forhold, jo en byrde jeg bærer alene, idet det er mig, der er synligt queer. Vi er nogle gange i offentlige rum, hvor jeg har lyttelapperne ude på en anden måde, fordi jeg ved, det er mig, de andre taler om. Det opdager eller oplever Jens ikke på samme måde. Verden hænger jo desværre sådan sammen, at jo mere du blender ind, jo flere privilegier har du. Og dem ved jeg godt, at jeg har i meget højere grad end mange af mine andre transkønnede veninder, men det ligger altid i min underbevidsthed, når jeg er i det offentlige rum: Ser mine fødder små nok ud i de her sko? Har jeg negle på, så mine hænder ser mindre ud?

Jens: Jeg prøver at gøre det meget synligt, at vi to hænger ud sammen, når vi er ude i det offentlige rum. I metroen står vi f.eks. altid meget tæt sammen, så det signalerer “Her er vi”, og at vi står sammen om det. Men de dårlige episoder er jo desværre noget, der oftest sker, når May er alene. Det er bare lettere for de der nederen typer at tale ned til en, der står alene, fremfor når der står en to meter høj mand lige ved siden af hende.

May: Generelt oplever jeg, at det går den rigtige vej for queermiljøet, fordi majoriteten er mere informeret, men jeg synes stadig, der mangler en kollektiv sammenholdsfølelse i det offentlige rum. Folk stivner bare og passer sig selv, hvis de er til stede, mens en queerperson bliver udsat for en hatecrime. Der mangler en fælles ansvarsfølelse.

Jens: Folk er bange for, det går ud over dem selv.

May: Jeg ville da også ønske, jeg var bedre til at sige fra på mine egne vegne. En kvinde sagde for nylig til mig på en bodega: “Det er så synd for dig, for du er jo så sød.” Jeg ved jo godt, hvad hun mente, men jeg føler også, det er uretfærdigt, at jeg skal tage en uddannende hat på for at belære og berige en anden person ud fra noget, der gør ondt på mig.

Jens: Folk bliver nogen gange overvældet af deres egen nysgerrighed, når de spørger ind til vores forhold. “Nu skal jeg have noget juicy og finde ud af noget, jeg ikke ved noget om,” tænker de tydeligvis. Men man har jo ikke ansvar for at lære alle mennesker, hvordan verden fungerer – og specielt ikke på bekostning af sin egen krop og erfaring. Google fungerer godt.

Læs ogå

Identitet

“Hvis jeg booker et hotelværelse til min kone og jeg selv, bliver jeg spurgt, om vi skal have to enkelt- eller en dobbeltseng. Det forestiller jeg mig ikke, en mand og kvinde bliver spurgt om”