Op til tavlen

“Det er et tracksuit i uld fra Chanel fra 1999, lakballerinasko fra Christian Dior fra 2015 og en cashmere-hoodie fra Tom Ford fra hans Gucci-tid. Så længe jeg kan huske, har jeg gået i hoodies, og jeg tror, at jeg i dag må have en af de største samlinger af hoodies i hele Skandinavien. Jeg elsker virkelig hoodies, især når det er blæsende og fugtigt i vejret, for så forvandler mit ellers glatte hår sig, så jeg hurtigt kommer til at ligne en krydsning mellem en puddel og Bob Marley, og så er det rart at kunne gemme sig lidt.

Jeg har altid haft noget med gerne at ville kunne dække mig lidt til og gemme mig lidt. Da jeg var lille, var jeg genert og ønskede altid at gå under radaren, men det lykkedes aldrig rigtig. Når jeg satte mig i skolen, forsøgte jeg at gøre mig selv usynlig, men så lød det altid fra læreren: ‘Ja, dig der! Kom! Op til tavlen!’ Den var stensikker hver gang, og jeg lykkedes aldrig med at regne ud, hvad jeg skulle gøre for at undgå det. Det har været på godt og ondt med den der synlighed i hele mit liv.

Foto: Peter Irgens

Chanel-pigen

“Det er de samme lakballerinasko fra Christian Dior og det samme tracksuit fra Chanel. I 1980’erne og op igennem 1990’erne blev jeg i den kulørte presse kaldt for ‘Chanel-pigen’, fordi jeg ofte gik klædt i Chanel fra nærmest top til tå. Jeg var ung, da jeg flyttede til Danmark, og der var fra starten meget opmærksomhed, fordi mange syntes, at jeg var anderledes. Folk gloede efter mig, når jeg kom gående på gaden i fuldt designertøj. ‘Hvor skal du hen? Skal du i operaen?’ Men det var ikke derfor, jeg gjorde det. Jeg gik bare i det tøj, jeg allerbedst kunne lide at gå i.

Jeg har også gamle udklip fra pressen fra dengang, hvor jeg blev kaldt ‘Danmarks hotteste stylist’. Jeg havde oprindeligt været fotomodel og var så begyndt at studere kunsthistorie på Lund Universitet, men så blev jeg forelsket i en svensk filmproducer, som flyttede til Danmark for at åbne et filmselskab, og han syntes, at det var noget pjat med kunsthistorie. Han mente, at jeg havde for god smag og burde beskæftige mig med design, og til at begynde med blev det til, at jeg hjalp ham som stylist på det, der dengang hed ‘Pinguin Film’.

Jeg var også med som kostumedesigner på en spillefilm, hvor jeg skulle designe kostumer fra 1950’erne. Filmen blev ikke nogen succes, men kostumerne var vellykkede, og bagefter blev jeg tilbudt at være kostumedesigner på både tyske og svenske spillefilm, og der var også bud efter mig fra Hollywood. Men min eksmand ønskede det ikke, så derfor sagde jeg nej.

Jeg har ikke nogen fortrydelse over det liv, jeg har levet, for det har på mange måder været fantastisk, men jeg kan godt have en fortrydelse over, hvor meget jeg tidligere lod andre træffe beslutningerne for mig. Jeg tror, det har meget at gøre med min opvækst. Mine forældre var ud af en generation, der var blevet traumatiseret og havde mistet alt under 2. verdenskrig inklusive deres familier. De gik op i meget klare linjer; kvinden skulle passe på hjemmet, være præsentabel og kultiveret – dog uden professionelle ambitioner. Jeg ville ønske, at jeg havde haft forældre, som havde set mine talenter, men i stedet blev jeg formet til at skulle leve op til samfundets forventninger. Jeg havde en meget privilegeret opvækst, men lige netop dét var med til at martre mig, og det var dét, som i sidste ende gjorde, at jeg ikke gav plads til mine egne behov og drømme – også langt op i mit voksne liv. I dag ville mange af mine valg have været anderledes.”

Foto: Peter Irgens

Sans for det visuelle

“Ringen er fra Mélange de Luxe og ligner fuldstændig Schiaparellis design. Jeg har altid brugt ægte smykker – ikke fashion jewellery – men den her ring kunne jeg ikke stå for. Den er både smuk og sjov!

Chiffon-silkekappen har jeg bestilt hos skrædderen Carina Grønning. Jeg elsker den der fornemmelse af, at den er gennemsigtig og så alligevel ikke. Den er syet ud fra min egen tegning og mine egne mål.

For snart mange år siden var jeg designer hos Ivan Grundahl, som var en kæmpe institution dengang. Han var den eneste person, jeg nogensinde har mødt med det samme millimeter-øje, som jeg selv har. Det er noget, jeg altid har haft. Når jeg skitserer, kan jeg se, hvad der er to og en halv eller fem centimeter på øjemål, og jeg kan hænge malerier op på væggen uden at måle op først.

På et tidspunkt havde jeg nogle håndværkere på mit galleri, der stod og målte op med linjer og det ene og det andet, og til sidst mistede jeg tålmodigheden og sagde: ‘Stik mig hammeren.’ Bum, bum, bum. Så hang det præcis, som det skulle. Det var de ret imponerede over.

Jeg tror, det er noget, man enten har eller ikke har. Vi har allesammen visse sanser, der er mere udviklede end andre. Jeg har aldrig haft et særlig godt sprogøre. Til gengæld har jeg altid haft en sans for det visuelle.”

Foto: Peter Irgens

Autodidakt modeikon

“Silkesandalerne er fra Chanel fra slutningen af 1990’erne, og silkekjolen er Max Maras eksklusive ‘Pianaforte’-linje fra 2000 – den linje, der i dag hedder ‘Atelier’. Dengang var det en linje af det fineste håndværk og materialer, primært gallatøj, mens det i dag også omfatter hverdagstøj.

I slutningen af 1990’erne åbnede jeg et kommunikationsbureau med fokus på at positionere internationale modehuse i Skandinavien, og her fik jeg bl.a. Max Mara som kunde. Det var i år 2000, lige inden de åbnede officielt. Dengang stod jeg for kommunikation, ‘media buying’, PR og branding og dækkede Skandinavien og de baltiske lande men havde også kasket som ambassadør og talsperson. Jeg havde også bl.a. Louis Vuitton og La Perla som kunder. Det var meget tilfældigt, at jeg kom til at beskæftige mig med det, for jeg havde ikke nogen kommunikationsuddannelse fra CBS, men qua min multikulturelle baggrund og mine interesser for kunst og kultur havde jeg alligevel en erfaring, der kunne bruges. Både Max Mara og Louis Vuitton har hvert sit eget, imponerende museum, og Louis Vuitton var et af de allerførste modehuse, der indgik ‘collabs’ med kunstnere. Dengang var det meget unikt.

Jeg har altid været meget interesseret i contemporary art, og selvom jeg er autodidakt, havde jeg en stor viden og know-how fra mine mange kunstrejser rundt om i verden. Med lige netop samtidskunst er det min erfaring, at det ikke er nok at basere sin viden på kunsthistorisk litteratur alene, fordi forandringer inden for kunstens verden sker så kolossalt hurtigt. Det var min fordel, at jeg havde fingeren på pulsen, hvad det angik.

Så var der andet, jeg ikke var særlig god til. Såsom at bruge den rigtige form for ‘business language’, men så havde jeg heldigvis assistenter og studentermedhjælpere med CBS-baggrund, som kunne bruge alle de rigtige begreber.

Det er min teori, at hvis ikke man har en personlig interesse for noget, så kan man heller ikke opfinde den dybe tallerken. Jeg endte med at arbejde med Max Mara i 10 år og Louis Vuitton i 15. Det er lang tid i den verden, men det tager jeg som et bevis på deres anerkendelse af mit arbejde.”

Foto: Peter Irgens

Den ukendte Mary

“Vesten og nederdelen er et silkesæt fra Malene Birger. Det er ikke en del af Malene Birgers standardkollektion, for tilbage i 2003 skabte hun en helt fantastisk linje ved navn ‘Salon’. Jeg vil vove at påstå, at det var den første kollektion nogensinde i Danmark med et haute couture-twist. Det er simpelthen det bedste craftsmanship, man kan forestille sig. Dengang, det kom frem, var der bare næsten ingen, der ville købe det, fordi det i dansk kontekst var høje priser. Hvis hun skabte samme kollektion i dag, ville det være anderledes, men i 2003 var det som regel sådan, at når man kom op i den priskategori, kiggede man efter brands som Chanel og Tom Ford. Folk herhjemme ville have the big brand, og det var kun nørder som mig, der ikke købte efter, hvad der stod i nakken. I dag er der heldigvis langt flere, der har fået øjnene op for det. Kvaliteten og tøjets silhuetter er fantastiske, og i min optik er ingen i Danmark nogensinde kommet så tæt på haute couture som Malene Birgers ‘Salon’.

Jeg husker stadig tydeligt showet til den første kollektion i august 2003. Det foregik på Østre Gasværk, og der var David Bowie-musik, og alt var magisk. Det var en dag, der talte til alle mine sanser. Når jeg husker det så klart, så var det også fordi, Dronning Mary kom. Det var hendes allerførste modeshow, og ingen kendte hende, for hun var endnu ikke engang forlovet med Kong Frederik. Hun sad heller ikke på forreste række men helt diskret lidt længere tilbage med et par af hendes kommende mands veninder. Undervejs fik den danske presse dog alligevel nys om, hvem hun var, og så var pressedækningen pludselig massiv. Siden havde jeg selv fornøjelsen af at møde Dronning Mary ved flere lejligheder.”

Dansk mode i London

“Foruden Tom Ford-hoodie, Christian Dior-sko fra 2018 og Valentino- showpiecesolbriller har jeg en silkekappe fra en af Cecilie Bahnsens første kollektioner på. Jeg kan stadig huske, at det overraskede mig, da jeg faldt over den og så, hvem der havde lavet den: ‘Wow, det er danske Cecilie!’ Jeg syntes, at den var så cool. Det er en lidt anderledes stil, end hun er kendt for, for den er mere minimalistisk.

Mens jeg selv prøvede, kom flere andre forbi – blandt andet en gruppe skønne, japanske fashionistas, som alle lignede kampagnemodeller – og faldt over den samme jakke, og jeg blev ved med at kunne høre dem udbryde: ‘Oh my god!’ De ville alle have den samme kappe, og på ingen tid var den udsolgt. Det er 10 år siden på Dover Street Market i London. Jeg elsker den butik, og da jeg boede derovre, besøgte jeg den ofte. Jeg savner nogle gange London, særligt følelsen af at min nysgerrighed hele tiden bliver pirret, når jeg er derovre. Det oplever jeg ikke så intenst i andre byer, som jeg gør lige netop der. Jeg elsker den britiske kultur, der er en sjov sammenblanding af en overvældende historie og en undergrundskultur med musik, mode og samtidskunst. Man er hele tiden spændt på, hvad der vokser frem.

Den nye generation herhjemme har til gengæld også gang i mange spændende ting. Der er en fantastisk energi, og de unge er ikke så bundet af grænser og konventioner, som man måske var i gamle dage. Det er mere frit og uforudsigeligt, og det elsker jeg. Det er bestemt ikke det værste tidspunkt at bo i København.”

Foto: Peter Irgens

Uautentiske døgnfluer

“Det er den samme Malene Birger fra ‘Salon’ fra 2003, og masken er designet af Jane Kønig. Det er helt fantastisk håndværk. I hendes butik ser man mest de kommercielle pieces, som hun lever af, men hun er megakreativ og har en stor kunstner i sig. Det er bare ikke altid, at hun udfolder sig på den måde, fordi de ting ikke er lige så sellable, men projektet her var hendes eget lille kunstprojekt. Det samlede projekt bestod af en guldboks med forskellige accessories, inspireret af fetich-objekter.

Jeg mødte hende til et ‘Dansk Magazine’-arrangement tilbage i 2015, hvor hun komplimenterede mig for at være cool, og det blev jeg rørt af, for man bliver glad, når den slags kommer fra gode mennesker. Det var i samme forbindelse, at masken blev præsenteret. Sidenhen købte jeg den selv. Jeg har altid købt ting udelukkende for min egen skyld og ikke for at imponere nogen. For mig er det den eneste måde at gøre det på.

Jeg har til gengæld været til en masse kunstmesser og modeuger, og her møder man både den slags typer, hvor det føles ægte, og hvor man kan mærke, at de ser ud, som de gør, fordi det er sådan, de er, og så alle dem, der bruger en frygtelig masse tid på at skabe en ‘installation’ af sig selv blot for at imponere andre. Det føles bare aldrig troværdigt.”

Foto: Peter Irgens

Hot i dag, koldt i morgen

“Det er en kjole fra 1985 i stretch-polyester, som jeg selv har designet. Den har fulgt mig i tykt og i tyndt. Den har altid været med i min bagage på mine rejser rundt omkring, og den krøller aldrig, og selvom den er blevet vasket tusindvis af gange, virker den næsten som ny. Efterhånden har livets gang dog sat sine spor på den, og derfor har jeg fået designeren Lasse Spangenberg til at sy en ny for mig med lignende silhuette og i lækkert silkemateriale. Den vil jeg bruge resten af mig liv.

Der er meget af mit tøj, der er mere end 20 år gammelt. Folk kalder det vintage, men mange i min generation associerer vintage med noget, der er slidt og lugter af gammel kælder. Derfor har jeg stadig heller ikke vænnet mig til at bruge det udtryk, men samtidig synes jeg, at hele den nuværende vintagebølge er meget relevant og vigtig, fordi den måde er et modstykke til fashionmarkedets overforbrug og samtidig giver enhver mulighed for at udtryk sig selv som individualist.

Min egen stil har ikke forandret sig synderligt igennem livet. Jeg har aldrig været specielt til fals for sæsonens ‘mest hypede’ eller ‘hotteste’. Jeg ser det heller ikke sådan, at jeg ‘gemmer’ mit tøj. Jeg hænger det bare tilbage i skabet, og så ser jeg på, hvornår det vil mig noget igen, for alt i min garderobe er noget, jeg har lyst til at genbruge om og om igen. Jeg har mange pieces fra den periode, hvor de stramme silhuetter var i fokus, før den her oversized mode vandt frem, som har været her i en del år nu. Men den slags skifter altid. Tight, baggy, tight, baggy. Fashion comes, fashion goes. Det, som er hot i dag, er koldt i morgen.”

Foto: Peter Irgens

Ud-af-kroppen-oplevelse

“Det er et gammelt Prada-bælteskørt i nylon fra 1990’erne, der er sat sammen med et silkeskørt og en silketop fra Villao – et dansk brand. Skoene er balletballerinaer fra Miu Miu. For et års tid siden begyndte jeg at gå til ballet i Tivolis Balletskole i regi af kunstnerisk leder Kristoffer Dahl Sakurai. Det er et ‘voksenhold’, men de andre er omkring de 30 år, så jeg stikker en smule ud, men det er faktisk blandt andet for at få en bedre kropsholdning, at jeg er startet, for jeg har mere og mere en tilbøjelighed til at sidde krumrygget ved computeren, og i min alder er det noget, man skal passe på med, for ellers går man pludselig rundt som en gammel pukkelrygget kone.

Men det kan balletten være en medicin imod, for den fodrer på smukkeste vis mine sanser og lærer mig de mest graciøse bevægelser til engletoner af klassisk musik. Jeg har i mange år været meget betaget af balletverdenen og gået til mange forestillinger. Jeg elsker musikken, udtrykket og ikke mindst kontrasten og modsætningerne, der findes i ballet. Det er jeg utroligt fascineret af. Det er det bløde og det hårde, det er the beauty and the beast, det er brutalitet men for skønhedens skyld, der skaber de smukke berøringer og bevægelser. Alt det får jeg lov til selv at opleve i glimt på egen krop, når jeg træder ind i den verden.

Jeg elsker at lytte til mennesker og lære nye ting. Jeg har en lyst til livet og samtidig en indre ro, som jeg ikke har haft før. For fem år siden, mens jeg stadig boede i London, fik jeg blackout og røg i koma. Det var meget dramatisk, for jeg havde aldrig fejlet noget før, og pludselig svævede jeg mellem liv og død. Jeg havde en ud-af-kroppen-oplevelse, hvor jeg så mig selv ligge med elektroner og kabler og være helt væk. Det var egentlig ikke skræmmende, det var mere som en åbenbaring, og mens det skete, tænkte jeg: ‘Hvorfor skal jeg egentlig pine mig selv for andres skyld? Hvorfor skal jeg leve op til andres forventninger?’

Da jeg vågnede, kunne jeg intet gøre fysisk, og jeg måtte bygge mig selv op igen. I dag føler jeg mig næsten som en teenager, men jeg er 66 år. Hvad er gennemsnitsalderen for en kvinde i dag? Det er ikke for at lyde dramatisk – we will all go six feet under – men i gennemsnit har jeg vel kun omkring 10-15 år tilbage. Og når for 10 år siden samtidig føles, som om det var i går, føles det jo ikke i udgangspunktet af meget.

Til gengæld er jeg alt for glad for livet til at være bitter over, at det måske nærmer sig udløbsdatoen. Jeg føler endelig, at jeg er begyndt at leve et liv i fuldstændig overensstemmelse med mig selv. Jeg har en indsigt, som jeg ville ønske, at jeg havde haft, da jeg var yngre – dengang jeg var så optaget af at skulle please og blive elsket og derfor tog valg, som ofte ikke var mine egne. Jeg ville ønske, at jeg dengang kunne høre min indre stemme så tydeligt, som jeg hører den nu.”

Foto: Peter Irgens

Fællessang i det kristne hjem

Jeg har aldrig været ude at rejse med mine forældre. Men hver sommer var vi på den kristne sommerhøjskole Familielejr i Haderslev. Mine forældre var med til at arrangere det hele: Min mor stod i køkkenet, og min far var ansvarlig for noget af det praktiske. Om formiddagen var vi opdelt i aldersgrupper, så mens de voksne lyttede til et foredrag, tegnede vi børn og fik oplæst stykker fra Biblen. Senere på dagen var der typisk nogle fælles aktiviteter: en lille olympiade, et sækkeløb eller andre konkurrencer. Dagen sluttede med underholdning foran bålet efter en stor fællesmiddag. Jeg husker disse sommerlejre som et trygt element i min barndom. Jeg var omringet af én stor familie.

Der var altid gang i de festlige aktiviteter på den kristne højskole Familielejr i Haderslev.

Mine forældre var meget aktive i det kristne trossamfund i Agerskov, en lille by på 2.500 indbyggere – nok nærmere Agerskov og omegn – og vi var den eneste familie i min skoleklasse, som var så troende. Næsten alle vores familieaktiviteter var centreret omkring kristendommen. Vi bad bordbøn, og vi gik selvfølgelig i kirke om søndagen. Vi børn var i søndagsskole i missionshuset ved siden af kirken, hvor vi sad og tegnede motiver fra Det nye testamente, som passede til dagens prædiken. Der var tit arrangementer hjemme hos os. Min mor sang med i et strengekor, hvor de spillede på et par guitarer og sang kristne sange. Andre dage var huset fyldt af fem-ti mennesker, der deltog i bibelkredsmøder, hvor de diskuterede et afsnit i Biblen.

“Jeg havde aldrig et behov for at gøre oprør mod det kristne eller sætte spørgsmålstegn ved det”

Jeg havde aldrig et behov for at gøre oprør mod det kristne eller sætte spørgsmålstegn ved det. Jeg omfattede det mest af alt som en ramme for vores familieliv. Men jeg tror også, at der var forskel på den opdragelse, jeg fik, og den, min ældste storebror, der er 12 år ældre end mig, fik. Han skulle i højere grad være det perfekte kristne barn, og jeg, som var barn nummer fire, fik lov til at være den umulige lillebror, der hældte vand i min fars gummistøvler, når han sov middagslur, hvilket han bare fortalte med smil på læben som en rigtig Emil fra Lønneberg-historie. Selvom jeg blev smidt uden for døren og fik eftersidninger i skolen, havde jeg aldrig problemer derhjemme, ud over at min mor en gang imellem udtrykte sin bekymring: “Hvad mon de andre tænker om os?”

Tommy som helt lille sammen med sine søskende.

Jeg er ikke længere et særlig aktivt medlem af det kristne samfund, men jeg tror stadigvæk, og jeg beder med jævne mellemrum. Der kan være et meget konkret problem, jeg ønsker en løsning på, men oftest er det mere en refleksion over svære beslutninger, jeg skal træffe. Og så beder jeg om at finde ro til at træffe den rigtige beslutning eller blive guidet igennem det svære. Jeg beder også til, at der ikke sker mine børn noget. Religionen giver mig en særlig ballast som menneske og en livsanskuelse om, at vi er her i en periode, og der skal vi opføre os ordentligt og vise næstekærlighed. Det mærker jeg stærkt inde i mig.

Med mælkeskammel om livet

Allerede som 11-årig fik jeg mit første arbejde hos en lokal tømmerhandel, som jeg dog ikke syntes var særlig sjovt, så i stedet fik jeg et job på en bondegård, hvor jeg arbejdede i halvandet års tid – det lå nok mere i blodet, da min far var tidligere landmand, og vi boede på en gård, indtil jeg fyldte seks. Som 13-årig skiftede jeg til en anden bondegård, hvor jeg virkelig voksede med opgaven. Gården var drevet af et yngre par, Anna-Marie og Erik, og der var ikke andre ansatte end mig. Jeg passede 60 malkekøer alene og løb rundt med en malkeskammel om livet, tørrede køernes patter af med klorin og malkede dem. Dyrene er det mest dyrebare, man har på en gård, så det var et stort ansvar, jeg fik. Jeg var også med til at bygge udmugningsanlæg og en maskinhal. Jeg knoklede og satte pris på den tillid, de viste mig.

Køerne, Tommy Ahlers mødte ind til hver eftermiddag, da han arbejdede på gården uden for Agerskov.

Indtil Tommy Ahlers blev seks, boede familien på en gård og drev sit eget landbrug med over 1000 grise.

Jeg havde tidligere i min barndom gået til sport, men på det her tidspunkt gik jeg kun på arbejde, når jeg havde fri fra skole. Hver dag cyklede jeg 3,5 km ud til gården og arbejdede indtil 18-19-tiden. I hele min barndom spiste vi aftensmad kl. 17.15, også i den periode, hvor jeg arbejdede på gården. Når jeg kom hjem og havde smidt det ko- og gyldestinkende tøj i gangen, stod min aftensmad i en Tupperware med et tæppe over sig i sofaen. Det var sjældent en kulinarisk oplevelse, jeg fik der to timer senere – al maden, også hvis der var salat, var mast sammen ned i boksen.

Festformanden

Min opvækst i en kristen familie har nok bevirket, at jeg altid har haft brug for at finde min stamme. I de miljøer, jeg har entreret igennem årene, har jeg taget alt til mig. Da jeg var minister, tog jeg Venstre dybt til mig. I de virksomheder, jeg har skabt, har der været nogle stærke kulturer, der var bygget op omkring fællesskaber. Efter at jeg som 15-årig havde været på en kristen efterskole, hvor mine søskende, min mor og alle hendes søskende også havde gået, blev jeg mindre aktiv i kirken. Og det næste fællesskab, jeg blev en del af, var Konservativ Ungdom i Aabenraa.

Tommy Ahlers blev formand for Konservativ Ungdom i Aabenraa og arrangerede straks fester efter møderne – her er han til debuten.

Hver morgen tog jeg bussen til handelsgymnasiet sammen med min klassekammerat Jens, som var medlem af Konservativ Ungdom, og en dag tog han mig med til en generalforsamling i Aabenraa. Den kom hurtigt til at handle om, at de burde nedlægge KU i byen, fordi der ikke var nogen aktiviteter, og medlemstallet var faldende. Jens og jeg blev hurtigt enige om, at det var tydeligt, at de heller ikke tilbød nogen fede aktiviteter, og jeg kom med en masse idéer under generalforsamlingen, som jeg endte med at forlade som ny formand. Nu var det op til mig at gøre noget ved det.

Vi gik i gang med det samme og lejede et kælderlokale, hvor vi byggede en bar, så vi kunne holde fest efter møderne. KU i Aabenraa blev en succes. Det var ikke nødvendigvis ud fra en politisk vækkelse, men mere med en ambition om at skabe et fedt fællesskab, at jeg var aktiv i fire-fem år. Jeg tog også initiativ til, at vi lavede et bedre politisk magasin og en ny konference, som ikke handlede om politik, men om at drive en lokalforening.

Tommy Ahlers i gult sammen med sin tvillingesøster.

Jeg var nu også politisk aktiv. Jeg deltog i politiske diskussioner og begyndte at have klare holdninger. Jens og jeg tog til et stort EU-møde op til EU-valget i 92, hvor vi overklistrede hans bil med ja-klistermærker. Vi forholdt os kritisk til regeringen og sang smædesange om de socialdemokratiske ministre. Jeg endte med at sidde i forretningsudvalget, som er den øverste myndighed i KU, og jeg stillede også op som landsformand. Afslutningen på mit første kapitel i politik blev, da jeg stillede op til folketingsvalget i 98 og ikke blev valgt ind. Jeg kom frem til en erkendelse af, at hvis jeg skulle være i politik, så skulle min politik være baseret på mine egne erfaringer, på et levet liv, og ikke på noget, jeg havde læst i en bog. Jeg syntes ikke, at jeg som 22-årig var i stand til at redegøre for, hvilket samfund jeg gerne ville have.

Op til EU-valget i ’92 overklistrede Tommy Ahlers og vennen Jens sidstnævntes bil med ja-klistermærker.

Fra Salzburg til McKinsey

I min ungdom tænkte jeg altid på at tage den kortest mulige uddannelse, så jeg kunne komme ud at arbejde. Min plan var at tage grunduddannelsen på HG, men jeg endte med at tage alle tre år og få en elevplads hos Q8’s hovedkontor. Da min elevtid lakkede mod enden, spurgte chefen i kundeservice mig, hvad jeg skulle bagefter. Jeg blev paf, fordi jeg håbede på, at jeg kunne få en fastansættelse – det vidste jeg, man kunne, hvis man havde klaret sig godt, og det havde jeg. Ja, det kunne jeg sagtens, sagde han, men var det det, jeg ville? Skal du ikke læse på universitetet? Han forklarede mig, at hvis jeg ikke læste videre, ville der en dag komme nogle fra et sted som McKinsey og fortælle mig, hvordan jeg skulle udføre mit arbejde. “Og den eneste grund til, at de kan det, er, at de har studeret fem år mere end dig.” Selvom jeg ikke anede, hvad McKinsey var, så kunne jeg med det samme mærke, at det gad jeg ikke opleve, så jeg søgte ind på jurastudiet. Det skulle være jura, fordi Poul Schlüter havde læst jura.

I sommeren 2000 var jeg på jurasommerskole i Salzburg i Østrig sammen med studerende fra hele verden. Den danske fyr, jeg boede på værelse med, havde i løbet af de to uger oplevet mig sætte gang i en masse aktiviteter og fester, så han sagde til mig, at der var alt for meget gang i mig til at skulle være advokatfuldmægtig. Jeg var begyndt at arbejde hos Kromann Reumert og håbede på at blive advokat hos dem. Men Rasmus, som min værelseskammerat hed, insisterede på, at jeg kontaktede hans ven Tue Mantoni, som arbejdede hos McKinsey.

Tre-fire uger efter sommerskolen var jeg ude at drikke øl med Rasmus, og jeg måtte erkende, at jeg ikke havde ringet til Tue. Rasmus pressede mig, og jeg fik ringet til Tue, og da jeg havde talt med ham, var jeg sikker på, at McKinsey var det rette sted for mig. Jeg fik også McKinsey overbevist om, at jeg var den rette til dem.

Med champagnesabel i hånden

De to vigtigste indsigter, jeg fik med fra mine fire år hos McKinsey, var som følger: Den første var, hvor meget en lille gruppe mennesker kan lære om et givent område i løbet af to-tre måneder, hvis de er parate til at knokle 12-14 timer om dagen. Pludselig er de eksperter i prisplaner til teleindustrien i Latinamerika. Den anden var, at jeg mødte mange ledere fra store, respekterede virksomheder, som udefra så ud til at have en klokkeklar strategi, men da jeg så dem indefra, opdagede jeg, at they don’t have a clue. Hvis de kan lykkes med at skabe store virksomheder, som vi alle beundrer, med masser af rod og fejlskud, så kan jeg sgu også lave en startup.

“I dag lever de unge iværksættere ikke længere i en softwareverden. De skal bygge noget, som er langt mere komplekst end det, vi skabte dengang”

I december 2007 stod jeg med en champagnesabel i hånden i vores ydmyge lokaler på Nørrebro for at igangsætte fejringen af en ny produktlancering hos ZYB, min anden startup, efter at den første fejlede ret hurtigt. Drømmen med ZYB var at bygge et socialt netværk baseret på kontaktlisten på telefonen. Vi ville vel skabe Facebook, indtil vi fandt ud af, at Mark Zuckerberg var godt i gang. I løbet af de to år, hvor vi byggede virksomheden, ændrede vi vores strategi markant tre gange. Det kan du godt, hvis du er parat til at sadle om og sige: Nu har vi lært det her, nu har konkurrenterne gjort dette, og det skal vi have respekt for. Vi endte med at blive opkøbt af Vodafone for en stor pose penge (50 mio. dollars, red.).

I dag lever de unge iværksættere ikke længere i en softwareverden. De skal bygge noget, som er langt mere komplekst end det, vi skabte dengang. De skal lave nye madvarer, tekstiler eller elbiler og ofte bygge en fabrik til at producere det. Det kræver virkelig nogle kompetencer og i højere grad nogle flere erfaringer, end jeg havde, da jeg gik i gang som iværksætter på ren intuition og uden en markedsanalyse. I dag skal du i nogle tilfælde have 20 års erfaring for rigtig at mestre det, du skal bidrage med for at udvikle vores verden.