Dette interview er ét ud af fire interviews i serien ‘Vejen til det store lærred’ om de danske skuespilstjerner fra aprilnummeret 2025 af ELLE.

“NÅR JEG FÅR tilsendt manuskripter, mærker jeg altid efter i maven, om det er karakterer, jeg bliver draget af. Selvom mine roller indtil nu har været meget forskellige, er der nok ét fællestræk: Det er personer, som bliver undervurderet og i andres øjne er outcasts.

Det er nok ikke tilfældigt, at den film, der virkelig fik mig til at ville være skuespiller, var ‘Edward Scissorhands’. Det er en film, der siger utrolig meget om verden og om mennesker – selvfølgelig på en virkelig Tim Burton-æstetisk måde – og jeg syntes, at det var vildt, at man kunne fortælle en historie på en måde, der kunne røre mig så meget, som den gjorde. Jeg blev fuldstændig vild med Edward, fordi jeg følte, at jeg kunne genkende så meget af karakteren i mig selv, og jeg tror på en måde, at jeg lige siden på et underbevidst plan er blevet draget af den slags karakterer.

LIGE SÅ LÆNGE jeg kan huske, har jeg elsket at lave teater. Som helt lille fandt jeg på mine egne små fantasifulde historier, som jeg fik lokket mine små brødre til at optræde med foran vores forældre, og senere kom jeg med i forskellige børne- og ungdomsteatergrupper. Jeg havde aldrig en fornemmelse af, at det var noget, man rent faktisk kunne komme til at leve af. I hvert fald ikke at jeg kunne, for jeg kendte ingen, der lavede den slags, så det var på en måde en verden, der ikke tilhørte mig.

Den første åbne casting, jeg tog til, var på en TV-serie, og da jeg gik videre til anden runde, tænkte jeg: “Så sker det sgu! Hvor er det vildt! Og så endda til min første casting!” Og så endte jeg med … ikke at få rollen.

“Jeg følte, at jeg havde misset chancen, og at den ikke ville komme igen. Heldigvis huskede casteren mig”

Jeg var virkelig knust, også fordi jeg ikke var særlig glad for at gå i skole, så rollen repræsenterede på en måde en vej væk fra alt dét og ind i det, som jeg gerne ville. Jeg følte, at jeg havde misset chancen, og at den ikke ville komme igen. Heldigvis huskede casteren mig. Et halvt år senere blev jeg kaldt til en ny casting på en TV-serie ved navn ‘Lærkevej’, og den her gang fik jeg rollen.

Da jeg stod til optagelserne, blev jeg virkelig ramt af imposter syndrome. Jeg tænkte: “Er jeg overhovedet god nok til at være her?” Jeg gik fra at eksperimentere med min lærer, fordi det var sjovt, til lige pludselig at stå på en stor produktion, hvor nu var det alvor, for scenen skulle i kassen.

Samtidig var jeg den yngste på settet. Jeg var kun 16 år, da vi optog piloten, og 17 år, da vi indspillede første sæson, mens mine kolleger var voksne mennesker. Det gjorde nok også, at jeg blev voksen lidt for hurtigt. Det skabte en distance til de venner, jeg havde haft, for de gik stadig på gymnasiet hjemme i Svendborg, mens jeg havde et fuldtidsjob i underholdningsbranchen i København.

Jeg blev vitterlig landskendt overnight. ‘Lærkevej’ var en kæmpe succes, og jeg gik fra at være en pige fra Fyn, der lige var kommet ind med firetoget, til at alle vidste, hvem jeg var. Det var intenst, også mere intenst end at være med i ‘Dune: Prophecy’, for dengang var jeg bare en uerfaren teenager. Men selvom det gik meget stærkt, var det samtidig det helt rigtige for mig. Jeg kom til at lave det, jeg elsker.

Foto: Frederik Lentz Andersen

SELVOM JEG FIK mig et navn i branchen, var det ikke sådan, at jeg pludselig bare fik alting serveret. Alle roller, jeg nogensinde har fået, har jeg gået til casting på, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har været nummer to og ikke har fået rollen, også på kæmpeprojekter. Jeg har holdt møder med instruktører en million gange og nået at glæde mig alt for meget til at spille rollen, og så bliver det ikke til noget. På den måde er det også en enormt hård branche, hvor man virkelig kan slå sig på de mange afslag.

Efter ‘Lærkevej’ medvirkede jeg i lidt forskellige film og TV-serier, heriblandt ‘Broen’, som var en rigtig stor succes i udlandet. Efterfølgende var jeg i Los Angeles for at snakke med forskellige agenter, der gerne ville møde mig, og i 2015 endte jeg med at signe med en af dem. Året efter fik jeg min første rolle i et internationalt projekt.

Jeg har tidligt haft øjnene rettet mod udlandet, for jeg vil gerne arbejde sammen med megafede filmskabere fra alle mulige andre steder også, men det er sindssygt svært at få hul igennem, for man er slet ikke bankable på samme måde. Man er ikke bare oppe imod alle andre på sin egen alder herhjemme – man er også oppe imod alle andre på sin egen alder fra USA, England, Frankrig, ja hele verden, faktisk.

Da jeg blev inviteret til en casting på ‘Dune: Prophecy’, satte jeg bevidst ikke forventningerne for højt op, men allerede en uge efter blev jeg ringet op. Jeg havde aldrig før prøvet, at det gik så stærkt. Lige pludselig var rollen bare min, og så ramte nerverne selvfølgelig: “Oh my god, hvor er det sindssygt, at jeg skal lave dét!”

“Det er en kæmpe gave som skuespiller, for det gør, at det nærmest ender med at blive ens liv, mens optagelserne står på. Man lever i det univers. Heldigvis flyttede min lille familie – min partner, mit barn og min hund – med til Budapest, mens optagelserne stod på”

TV-serien foregår i samme univers som ‘Dune’-filmene, men omkring 10.000 år tidligere. Jeg spiller prinsesse Ynez, som en dag skal overtage tronen. Jeg vidste, at det var et stort univers, som allerede havde en global fanbase, særligt efter at den første film var blevet så kæmpestor en succes. Jeg vidste også, at Alison Schapker sad ved roret som manuskriptforfatter og producer, og alt, hvad hun har rørt ved – eksempelvis ‘Westworld’ – har været fantastisk. Jeg blev alligevel blown away, da vi skulle i gang med optagelserne, for det foregik inde i sådan nogle kæmpestore haller i Budapest, og alle scener var bygget op fra bunden og helt ned til mindste detalje. Tronrummet, soveværelset, det hele var der, og alle rekvisitter, som man finder i bøgerne, kunne man samle op og bruge. Jeg havde troet, at de ville bruge meget mere blue screen og green screen, hvor man skulle forestille sig universet, men her kunne man ligefrem træde ind i det. Det er en kæmpe gave som skuespiller, for det gør, at det nærmest ender med at blive ens liv, mens optagelserne står på. Man lever i det univers. Heldigvis flyttede min lille familie – min partner, mit barn og min hund – med til Budapest, mens optagelserne stod på, og det gør de også i anden sæson.

Foto: Frederik Lentz Andersen

Det er ikke siden ‘Lærkevej’, at jeg har fået lov til at dykke ind i en karakter over så lang tid og virkelig lære den at kende. Allerede halvanden måned inden optagelserne var jeg i Budapest for at lære kampteknikken the Atreides style, der benyttes i serien, som er et miks af forskellig kampsport, og som stuntteamet har opfundet. I starten lærer man fodarbejdet, så lærer man, hvordan det ser organisk og troværdigt ud, og sådan bygger man hele tiden på. Jeg endte med at blive virkelig glad for det, og jeg har faktisk dyrket muay thai lige siden, som var noget af det, jeg en gang imellem trænede med vores stuntlærer.

SENERE I ÅR skal jeg i gang med at optage anden sæson af ‘Dune: Prophecy’. Jeg ved ikke, hvor længe jeg får lov til at være en del af Duneverset, for sådan er det at være en del af så stor en produktion, der er omgærdet af hemmelighedskræmmeri, men jeg håber selvfølgelig, at det bliver længe endnu. Tiden må vise, hvor Alison Schapker tager historien hen.

“Senere spillede jeg med i ungdomsfilmen ‘Bora Bora’ – min første filmrolle – og her mødte jeg tit stive folk, der var ivrige efter at fortælle mig, hvor dårlig de syntes, at filmen var”

Da vi optog første sæson, undlod jeg så vidt muligt at tænke over alt det for ikke at blive for nervøs og forsøgte bare at være laserfokuseret på arbejdet.

Da vi nærmede os release, kunne jeg alligevel mærke, at jeg var med i noget, som var i en helt anden størrelsesorden, end hvad jeg tidligere havde prøvet. Folk ventede virkelig på, at det skulle komme ud, for det er et univers, som betyder sindssygt meget for mange mennesker på grund af bøgerne. Den første bog blev udgivet allerede i 1965, så det er også noget, der går på tværs af forskellige generationer. Det har været overvældende, men på en fed måde, for folk kan godt lide, hvad vi har lavet.

Da jeg var yngre, kunne jeg godt blive ret påvirket af offentlighedens respons. I ‘Lærkevej’ havde min karakter en affære med en ældre mand, og herefter var det ikke ualmindeligt, når jeg var i byen, at jeg blev konfronteret med sjofle kommentarer fra stive, gamle mænd. Senere spillede jeg med i ungdomsfilmen ‘Bora Bora’ – min første filmrolle – og her mødte jeg tit stive folk, der var ivrige efter at fortælle mig, hvor dårlig de syntes, at filmen var.

Den slags fylder ikke så meget længere, men jeg tror også, at jeg tidligt lærte det på den hårde måde. For selvfølgelig bliver man ked af det, hvis nogen synes, at man er dårlig eller grim, eller hvad der nu kan komme af kommentarer.

Men vigtigst af alt er jeg også blevet bedre til ikke at være for hård ved mig selv og huske at nyde det undervejs. Det kommer sig af, at jeg er virkelig ambitiøs, men jeg er heldigvis blevet meget bedre til også at stoppe op og tænke: “Det er fandeme cool, at jeg får lov til at opleve alt det her!”