Imellem vilde haver fyldt med frøer og blomstrende citrontræer står Paço da Glória – et gotisk slot fra det 18. århundrede, som er blevet smukt renoveret og omdannet til et gæstehus i det nordlige Portugal. Morgentågen, som svæver hen over landskabet, en fredfyldt saltvandspool og et yogadæk inviterer her gæsterne til at slappe af. Indtil videre lyder det som en klassisk boutiqueferie – men her er wellness noget særligt.
På Paço da Glória – drevet af Rebecca Illing, en praktiserende livsafsluttende doula og hotelbestyrer – inviteres gæsterne til at reflektere over dødeligheden i en såkaldt Dødens Have. Den er en del af Illings plan om at skabe et sted, hvor sorg er velkommen, og hvor døden ikke er et tabu. I efteråret 2024 afholdt stedet sit første retreat for sørgende familier med den anerkendte psykoterapeut Andrea Warnick. Deltagerne blev opfordret til at lege, skabe og engagere sig i naturen som måder at håndtere tab på. Retreatet blev navngivet ‘Camp Alex’ efter Illings afdøde bror. “Sorgen var uoverkommelig, men jeg vidste, at jeg var nødt til at omfavne den,” siger hun. “Jeg har lært så meget af sorg og mine kæres død. Så jeg ønskede at udvide samtalen og skabe forbindelse til andre.” En samtale, som mange mennesker i lang tid har været tilbageholdende med at tage.
“En ny bevægelse siger nej tak til den tilgang og normaliserer samtaler om tab”
På trods af at den eneste sikre ting i livet er, at det for os alle vil ende, betragtes døden ikke som et passende samtaleemne. Samtidens samfund leder generelt ikke til at reflektere over vores egen eller vores kæres dødelighed. Vi danser forsigtigt rundt om emnet, bruger banaliteter og eufemismer, typisk ved at sige, at vi “mistede” nogen, eller ved at omtale de afdøde som “afgåede” (som en, der er ekstremt akkurat, så kald mig venligst aldrig det, når jeg er død). Og hvad angår sorg? Vi behandler det, som om det er smitsomt, og holder afstand.
Men tingene er ved at ændre sig: En ny bevægelse siger nej tak til den tilgang og normaliserer samtaler om tab.
Nici Harrison ved, at der er appetit på disse samtaler, for pladserne til hendes femdages retreat i Cornwall, Grief Alchemy, har været fuldt bookede i fire år. Harrison, der mistede sin mor, Lizzie, i 2016, kalder sit arbejde for ‘sorgpleje’. Retreatet inkluderer skrivesessioner, workshops til støtte for nervesystemet og sharing circles sammen med yoga og økologiske måltider. Ugen afsluttes med en sorgceremoni for gruppen, der udføres omkring et alter. “Folk går på skift op til alteret og fremsiger ofringer, bønner, længsler og tab. Det handler lige så meget om at blive set som at skabe plads for andre; sorgen er fælles på den måde.” Der er langt hertil fra en til en-rådgivning bag lukkede døre. Harrisons mål er ikke at få folk til at overvinde sorgen, men snarere at finde måder at byde den forsigtigt velkommen på og integrere den i et meningsfuldt liv. “Jo større vores vilje er til at føle dybden af vores sorg og længsel, jo større er vores kapacitet til at føle undren, ærefrygt og skønhed,” siger hun.
“Der var ingen brochurer med titlen ‘Enke og stadig i honeymoonfasen’”
Til trods for at sorg er et nyt område inden for wellness, påpeger Harrison, at “pleje af vores sorg og smerte er dybt ordinært og gammelt arbejde”. Det er dog noget, vi har mistet kunsten til i den vestlige kultur. Hun møder det gamle med nye tilgange: en lancering af sin nye hjemmeside, The Grief Space, som sælger varer som ‘sorgbalsam’ og ‘tungt hjerte-te’.
Processen for min egen sorg har været mindre kollektiv (og uden sørgete). I slutningen af 2019, i begyndelsen af COVID-udbruddet, døde min mand, Cam, af galdeblærekræft som 34-årig. Kun få måneder tidligere boede vi i Barcelona, klatrede og vandrede – unge, frie og saligt uvidende om den tragiske drejning, vores liv ville tage. Døden var det sidste, vi tænkte på, indtil Cam pludselig fik kvalme og en vedvarende hoste, hvilket førte til en stadie fire-kræftdiagnose – en kræftform, der bliver opdaget for sent til at blive helbredt.
Efter kort tids rystende sygdom endte vores liv sammen på hospice. Med årtiers forskel var vi de yngste patienter indlagt, og jeg var taknemmelig for, at kræften havde tåget Cams engang så skarpe sind, så han ikke kunne forstå vægten af det. En dag i fællesloungen tog jeg en pink flyer for en støttegruppe med titlen “Enke, separeret og skilt”. Det fik mig kun til at føle mig mere isoleret. Hver af disse er en livsændrende begivenhed, men det er dybt forskellige oplevelser. Der var ingen brochurer med titlen “Enke og stadig i honeymoonfasen”. Jeg længtes efter en forbindelse til dem, hvis tab føltes mere som mit eget – dem, der kunne forstå de rodede og enorme følelser, der gør dyb sorg meget anderledes end blot tristhed.
“Da Ben døde, var det, som om en del af mig også døde – og jeg kunne ikke holde ud at vende tilbage”
Det var i starten af lockdown, at jeg begyndte at sende beskeder til Lotte Bowser, forfatteren til de kommende memoirer ‘Bittersweet’, som beskriver hendes tab af sin forlovede, Ben, også til kræft. Vi udvekslede de ting, vi ikke kunne sige til vores rigtige venner eller familie, dels fordi vi ikke ville skræmme dem, men også fordi de ikke altid vidste, hvad de skulle sige tilbage. Ligesom mig var Bowser den første i sit fællesskab, der oplevede et så dybt tab. “Jeg følte mig fremmedgjort. At sørge under lockdown forstærkede kun ensomheden,” siger hun. “Jeg gik på Instagram på jagt efter andre, der forstod … Jeg fandt utallige støttegrupper og kvinder, der havde mistet deres partnere, og som følte det, jeg følte. De forbindelser reddede mit liv på et tidspunkt, hvor jeg ikke havde lyst til at være her.”
Foto: Sara Bille
Bowser, der havde opnået en stor følgerskare på sociale medier som yogainstruktør før Bens død, begyndte at dele sin sorg med sine tusindvis af følgere. Jo mere åbenhjertig hun var i sine indlæg, desto større blev hendes følgerskare. “Da Ben døde, var det, som om en del af mig også døde – og jeg kunne ikke holde ud at vende tilbage,” siger hun om den forandrede form af hendes online tilstedeværelse. “Jeg opdagede, hvor uforberedte og klodsede vi er, når det gælder om at tale om tab og støtte dem, der går igennem det. Jeg ville gøre mit for at ændre på det.”
Ligesom Bowser fandt Amber Jeffrey – hvis mor døde, da hun var 19 – at det var helende og nødvendigt at forbinde sig med andre online. Tre år senere oprettede hun ‘The Grief Gang’–podcasten, som er blevet en populær platform for unge, der sørger, og som har berørt et bredt spektrum af emner inden for sorg, fra at navigere i tabet trods stor afhængighed af den afdøde til at date – og at date, mens man sørger.
Det var “født ud af desperation”, siger Jeffrey, efter at hun fandt ud af, at andre, mere traditionelle veje ikke virkede for hende. “Jeg ‘fejlede’ med terapi,” tilføjer hun og bemærker, at rådgivning kun blev tilbudt om dagen, når hun, ligesom mange andre unge, var på arbejde. Det, hun ville have, det, hun havde brug for, var noget mere tilgængeligt og fleksibelt, noget, man kunne få adgang til kl. 1 om natten, og som kunne få en til at føle, at man ikke var alene. “Jeg var motiveret – vedholdende, faktisk – for at se, om der var noget andet derude, som kunne bringe mig trøst i min sorg. Jeg søgte højt og lavt og kunne ikke finde den perfekte løsning. Så jeg lavede den selv.”
Efter pandemien har Jeffrey udvidet sin platform til også at omfatte fysiske arrangementer. Hun vil være vært for sit første sorgretreat i år og har deltaget i paneler både på Cambridge og Oxford Universiteter. Hun underkender ikke, at det er en bemærkelsesværdig præstation for en, der “forlod skolen med næsten ingen uddannelse”. Men sorg er universelt og har magten til at overskride hierarkier og kulturelle forskelle på en måde, som intet andet kan. Alligevel er der stadig arbejde at gøre. I et afsnit af ‘The Grief Gang’ erklærer Jeffrey uden skam: “Jeg elsker at tale om døden!” Det er et udsagn, der indkapsler det nye, transparente landskab, vi træder ind i.
“En af de positive effekter af pandemien var, at den satte sorg på offentlighedens dagsorden med langt mere indtrængende kraft”
Men hvorfor er det, at mange af os nu smider vores følelsesmæssige rustning? Sorgcoach Mira Simone bemærker: “En af de positive effekter af pandemien var, at den satte sorg på offentlighedens dagsorden med langt mere indtrængende kraft. Der har været et samfundsmæssigt skift imod åbenhed omkring vigtigheden af at sidde med og give stemme til vores sorg.” Den mærkelige og skræmmende tid tvang folk over hele verden til at konfrontere spørgsmål om dødelighed. Vi så på nær hånd, hvor skrøbeligt livet er, og hvor vigtigt fællesskabet er.
Efterhånden som vi har åbnet op for samtaler om sorg, er flere af os villige til at tale om døden og endda overveje konceptet om at planlægge en ‘god afsked’. Her kan en dødsdoulas rolle være til hjælp, idet personen tilbyder en holistisk støtte, der spejler en fødselshjælper, omend i den modsatte ende af livshistorien. Ud over at drive Paço da Glória er Rebecca Illing (som du mødte i starten af denne historie, red.) praktiserende dødsdoula og beskriver sin rolle som “en person, der kan assistere i dødsprocessen, lave planer for pleje og planer omkring døden, lytte til behovene hos den person, der er ved at dø, støtte familiemedlemmer og de pårørende samt folk i fællesskabet”.
Faktisk er det et voksende område. Living Well Dying Well, en UK-baseret organisation, der tilbyder doulauddannelse, bemærker, at 350 personer har gennemført deres kursus, og antallet vokser organisk.
“Hendes urokkelige nysgerrighed førte hende til at deltage i death cafés – møder, hvor fremmede samles for at spise kage, drikke te og diskutere døden”
Dødsdoularollen er desuden et bemærkelsesværdigt karriereskift for Katie Rose Whiting, der engang arbejdede i modebranchen for Vivienne Westwood og Alexander McQueen. “Jeg har altid været interesseret i min egen dødelighed – som barn plejede jeg at klæde mig ud og afholde min egen begravelse,” siger hun. “Der er ingen undervisning i skolen om, hvordan man sørger, eller hvordan dødsprocessen ser ud, så vi famler alle i mørke. Jeg ville gerne være på forkant.” Hendes urokkelige nysgerrighed førte hende til at deltage i death cafés – møder, hvor fremmede samles for at spise kage, drikke te og diskutere døden.
“Jeg arbejdede stadig med luksusmode på det tidspunkt,” siger Whiting. “Det fik mig til at konfrontere spørgsmålet ‘Hvis jeg døde i morgen, ville jeg så være stolt af det, jeg havde opnået?’. Svaret var et hårdt nej. Efter at have omuddannet mig som dødsdoula stiftede jeg organisationen Fin: Exploring Endings sammen med psykolog og meddoula dr. Emma Clare. Sammen håber vi at modernisere og normalisere praksisser for at forberede sig på døden og sorgen, som ofte går tabt i det sterile medicinske system. Vi genopliver den primitive hjerte til hjerte-pleje på en håndgribelig og uforbeholden måde,” siger hun.
Når det gælder at se tilbage på sit tidligere liv, siger Whiting, at hun ikke fortryder at have ændret retning. “Der er en uforlignelig oprigtighed i dette arbejde, som giver mig mulighed for at engagere mig i de mest fundamentale aspekter af den menneskelige erfaring. Hvis jeg døde i morgen, ville jeg være stolt af det arbejde, jeg har gjort nu.”
“Det er næsten fem år siden, min mand døde. Han gennemborer stadig mine tanker flere gange om dagen”
Det er næsten fem år siden, min mand døde. Han gennemborer stadig mine tanker flere gange om dagen. Tiden har blødt noget af kvalen op, men tabet er altid der. Siden han døde, er døden blevet min raison d’etre (grunden til at eksistere, red.) i mit arbejde som sorgforfatter. Jeg har gentaget vores historie utallige gange: hvordan vi mødtes, hvordan han døde, og hvordan jeg fortsætter. Men det mærkeligste er, at midt i alt dette kan jeg ærligt sige, at jeg aldrig har følt mig mere bevidst om og taknemmelig for at være i live. De mennesker, der arbejder inden for sorgområdet, er nogle af de mest åbne og hjertevarme mennesker, jeg kender. Der er en fælles tråd af at leve målrettet, som kommer af at vide, hvor hurtigt livet passerer gennem sit timeglas. Som sorgcoach Simone siger: ‘Når vi trækker gardinerne fra sorgen, lader vi lyset skinne ind og røre ved os.’ Og hvis dét ikke er at leve, så ved jeg ikke, hvad der er.
Litteratur om døden
Smertefulde memoirer, manualer og guider til at håndtere sorg
12
Foto: Version 1.0.0
A Beginner’s Guide to Dying
En generøs, optimistisk hyldest til livets glæde og værdi af den tidligere nødhjælpsarbejder, der døde tidligere på året.
Interiørdesigner Nathalie Beatrice Schwer og datteren Uma Jo Heramb Jay på fem år. Nathalie er indehaver af Studio Nathalie Schwer, der indretter private hjem, men som også for nylig har designet butikken And Now You Sleep på Værnedamsvej i København. Hendes virksomhed, der netop har åbnet studio på Frederiksberg, tegner desuden bespoke møbler og holder løbende udstillinger og events med fokus på kunst, design og arkitektur. Lejligheden på ca. 130 kvadratmeter ligger på Islands Brygge med udsigt over Langebro og Kalvebod Brygge på den anden side af kanalen.
Hun hilser hjemmevant på gaden og kender kvarteret som sin egen bukselomme, og byens skyline sidder som fast kulisse på nethinden. Hun flyttede ind, da ‘Bryggen’ var et sted, hvor ingen gad bo, og har fulgt med i byfornyelse, etablering af havnebad lige uden for døren og udskiftning af brune værtshuse, der langsomt er blevet til caféer og bagerier, hvor man raskvæk betaler 60 kr. for en kaffe og står i kø for at få fingrene i den helt rigtige fastelavnsbolle.
Nathalie Schwer flyttede ind i lejligheden for over 20 år siden, hvor loftet i køkkenet var sænket, og elementerne fra HTH var ved at falde fra hinanden. Dengang gjorde det ingenting, for her var masser af plads, og festen både startede og sluttede her – med udsigt til solopgang over byens tage og busserne, der kørte den første rute over broen. Siden er der løbet en hel del vand gennem åen, både for Nathalie og lejligheden, som hun løbende og langsomt har sat i stand, stykke for stykke. I dag repræsenterer den Nathalies stærke blik for farver, former og kompositioner, som hun også lever af at præcisere for andre.
“Da jeg flyttede ind, var området kunstnerisk anlagt, råt og uudviklet. Det var altid ret fint. Dog var det aldrig et område, der trak. Nu, hvor jeg har boet her så længe, elsker jeg alle de lokale relationer, jeg har her. Det er virkelig et landsbymiljø,” siger Nathalie.
Nathalie maler tit nye farver i lejligheden og har netop malet farven ‘Rue Réaumur’ fra St. Leo i soveværelset. Sengen, som hun selv har designet, er redt med et sengetæppe fra And Now You Sleep, mens lamperne er fra Artemide. Lampen i rispapir er fra Hay.
Et fint skab fundet i en Røde Kors-butik har fået nyt liv med maling i farven ‘La Roche’ fra St. Leo. Den lille lampe er fra Helle Thygesen, og gardinerne er syet i tekstilet ‘Fil-à-Fil’ fra Kvadrat.
Et stille hjørne med ‘Arctander’-stolen fra Paustian, som man sidder ualmindelig godt i. Skabene i soveværelset er fundet på dba.dk.
Hun flyttede ind med en seng og sin mormors gamle, karrygule sofa og tænkte, at rummene var store, smukke og lyse.
“Lejligheden drejer nærmest om sig selv i en halvcirkel, hvilket skaber nogle fine kig gennem rummene. Der er tre meter til loftet, fantastisk stuk, en original brændeovn og en udsigt, man sjældent har i København. Vi kigger ud over Langebro ind mod byen, så mange af byens tårne står som smukke pejlemærker i horisonten. Det føles som at være i en større, mere urban by, når man kigger ud. Det er ret magisk. Efter 20 år er udsigten stadig ikke kedelig,” fortæller Nathalie.
Fiskene er fra Københavns Kunsthandel, og vasen på pejsen er fra Audo Copenhagen.
Det smukke bord er oprindeligt skabt til den tidligere Hermès-butik, og Nathalie fik det af viceværten hos Birger Christensen i forbindelse med en opgave, hun lavede for dem. Lampen er fra Tacchini, spejlet er vintage, og værkerne på væggen er af Hiu Tung Lau fra Alice Folker Gallery.
To klassiske Mogens Koch-reoler fungerer som galleri for en samling af Nathalies fund fra rejser, arvestykker og loppefund. Kurvene er fundet på en rejse til Tanzania, den lille lampe er fra &Tradition, og kanden og vasen i stål er fra Georg Jensen.
I løbet af årene er lejligheden blevet opdateret flere gange, men først i 2021 foretog Nathalie den helt store renovering.
“Jeg er lidt en rastløs sjæl, så jeg rykker tit rundt og finder på nye løsninger. Og så maler jeg virkelig ofte. For et par år siden ændrede jeg en del af plandistributionen, så køkkenets størrelse bl.a. blev reduceret og badeværelset udvidet. I den forbindelse fik jeg også nyt køkken og bad,” siger Nathalie.
Også badeværelset er nyrenoveret med terrakottafliser fra Herrljunga og armaturer fra Toni. På væggen hænger et billede taget i Barcelona af Nathalies ven, fotograf Christian Brunstrøm, mens tæppet er fra Hay. Skamlen har Nathalie fundet ved en skole, der havde stillet dem til storskrald.
Et stort, rundt spejl fra Audo Copenhagen skaber klangbund i badeværelset. Lampen på væggen er fra Astep, og værket på væggen er af fotograf Christian Brunstrøm. Bakken med Nathalies beauty er et loppefund.
Nathalie har for et par år siden fået etableret nyt køkken i lejligheden. Selve designet er hendes eget, mens det er udført af Raaschou Snedkeri i eg, der er indfarvet med en mørkere olie, og har en støbt bordplade i lys beton. De blå glas på hylden er fundet på dba.dk, mens kanden på bordet er fra et loppemarked. Armaturet ved vasken er fra Toni.
I køkkenet skaber en indbygget bænk og et lille bord fra dba.dk sammen med en stol designet af Faye Toogood for Please Wait to be Seated et hyggeligt morgenmadshjørne. Lampen i loftet er fra Hay, mens de to på væggen er fra Louis Poulsen.
Ved hver ændring, hun foretager, ligger et ønske om at optimere noget i lejligheden og at tilpasse den til den livssituation, hun står i, forklarer hun:
“Jeg har boet her med venner, alene, i parforhold og med kæreste, barn og tre hunde. Nu bor jeg her med min datter og to hunde. Når livet ændrer sig, gør lejligheden det også. Jeg elsker at interagere og gå i dialog med rummene. Den ‘samtale’ får jeg vildt meget ud af.”
Hun kan helt generelt ikke lade være med at analysere rum, hun opholder sig i – hvilket er en stor del af hendes arbejde som interiørdesigner. Ultimativt handler det om at skabe indretninger, der passer til både rummet og de personer, der bruger det, og om at lytte til både følelser og behov.
“Sidst jeg lavede om, flyttede jeg mit spisebord, så det ikke længere står midt i rummet, som ellers føltes oplagt. Før følte jeg tit, at jeg flagrede lidt derude i midten. Og så havde jeg behov for at male. Verden har været ret dyster og mørk de sidste par år, så jeg havde behov for at male lidt lys ind.”
Spisestuen har netop fået nyt liv med farven ‘Lycabettus’ fra St. Leo, som føles frisk og syrlig mod de hvide lofter og paneler. Det gamle Arne Jacobsen-bord har fået en smuk, sprøjtelakeret bordplade, mens stolene er fra Brdr. Krüger. Gulvtæppet er designet af Helene Blanche for Linie Design, og lampen er fra Ferm Living. De tre billeder på væggen er et samarbejde mellem Nathalie og fotograf Simon Baungaard, der har skabt en serie smukke, udtryksfulde fotoværker, man kan købe gennem Nathalies studio. Gardinerne er syet i tekstil fra Dedar, lampen i vindueskarmen er fra Mazo, og det blå maleri ved vinduet er af kunstner Marie Rosenzweig.
Om sin indretning siger hun, at det først og fremmest er et hjem, der er hyggeligt, og at hun, Uma og hundene skal kunne have en hverdag, uden at hun skal bekymre sig over, om noget går i stykker – et hjem, hvor man føler, man må have sko på, spilde på gulvet og selv tage ting i køkkenskabene.
“Det er enormt vigtigt for mig. At det er et sted, der indrammer vores liv, ‘støtter’ os i det svære og understøtter os i det sjove og dejlige ved livet. Vi skal kunne have gæster, der fylder, og bygge huler, der må stå fremme i ugevis. Jeg elsker mine forskellige objekter, men det er mere historierne, de fortæller, og stemningen, de skaber i sammenhæng, der er vigtige for mig. Mange af mine ting er skabt af folk, jeg kender, gaver, arvestykker og ting fra rejser. Mit interiør afspejler desuden mit arbejde ved at rumme møbler og objekter, jeg har samlet i forbindelse med samarbejder med f.eks. møbelfirmaer,” fortæller Nathalie.
Den store stue, der har den smukkeste karnap, har hele ti kanter og døre i hver side og er derfor ikke den nemmeste at indrette. Lige nu føles den hyggelig med en sofa fra Hay, et blødt tæppe fra Linie Design og et sofabord, som Nathalies morfar har skabt. Vægfarven ‘Tudor’ fra Jotun klæder nuancen ‘Linkeroever’ fra St. Leo i loftet. Lampen på væggen er fra Artemide og fungerer som et lille, lysende kunstværk sammen med værker af Stine Regild, Elisabeth Molin og Christian Brunstrøm, en Galerie Maeght-plakat, en Rodin-plakat og loppefund. I sofaen står puder fra Tapet Cafe, Hay og Durup.
Stilmæssigt er hun måske en smule eklektisk, men det varme og inviterende er nøgleord.
“Jeg elsker desuden hårdere arkitektoniske linjer og materialer blandet med en god omgang nostalgi og gammeldags ting. Mit hjem er på en måde som et lille laboratorium, hvor jeg kan afprøve de idéer, jeg har,” siger Nathalie.
Som yngre studerede hun i Barcelona og blev her introduceret til sydamerikansk arkitektur, der havde stor indflydelse på hende. Hun elsker farver, og lejligheden har været malet i alverdens nuancer. For tiden er hun optaget af alle variationer af knækket hvid, også den måde, de arbejder sammen på i et interiør. Og så betyder kunst meget.
“Det er lykkedes mig at skaffe nogle skønne, originale værker, som jeg holder meget af. Det er en af mine forældreambitioner at efterlade en kunstsamling til min datter,” siger Nathalie.
Hvornår hun føler sig mest hjemme?
“Når min datter er hjemme, og døren til mine bedste venner, som er mine naboer på bagtrappen, er åben, og børnene løber frem og tilbage, hundene spiser rester fra gulvet, og vi hænger over en kop kaffe. Så føler jeg, at jeg har gjort noget rigtigt i mit liv.”
Overalt i lejligheden mødes smukke linjer, farver, teksturer og materialer som her, hvor en pude fra Durup skaber modspil til det mønstrede tekstil i en stol fra Mazo.
Et sæt fine lysestager fra The Apartment udgør sammen med en figur fra Dansk Form, en lampe af Krøyer-Sætter-Lassen for Audo Copenhagen og et fint fad på væggen fra Helle Thygesen ingredienserne til et smukt stilleben i hjørnet af den store stue.
Naomi Watts dukkede op i SoHo, New York, i et par straight leg jeans med en mere eller mindre perfekt vask og en brun ruskindsjakke. Tilsat en pæn skjorte og et par hæle var looket casual men smart til en aften ude, og så kan skoene nemt udskiftes med et par ballerinaer for et mere afslappet-hverdagslook.
Foto: TheStewartofNY/GC Images
Selena Gomez har også stylet sine jeans med høje hæle og her en læderjakke – begge med et shiny udtryk, der lægger op til en festlig aften.
Foto: The Hapa Blonde/GC Images
Jordyn Woods havde valgt en helt simpel styling til sin aften ude. Med en sort, lang læderfrakke, en sort top og et par sorte hæle var der masser af fokus på de lyseblå jeans og den smukke diamanthalskæde, der gav hende et superchikt look.
Foto: XNY/Star Max/GC Images
Rachel Brosnahan kørte et helt klassisk look med blå jeans, hvid top og læderjakke – en sikker vinder.
Foto: MEGA/GC Images
Helena Christensen havde valgt en lidt mere farverig styling af sine mørkeblå jeans. Med en gullig blazer og et par grønne ballerinaer var der ægte forår i luften, da hun bevægede sig udenfor i New Yorks gader.
Foto: Claudio Lavenia/Getty Images
Whitney Peak havde valgt et par jeans med et godt fit og en pæn vask og givet dem lidt kant med en kort boucle-jakke med kig til maven og et par sommerlige hæle. Et look, vi gerne ville kopiere hver eneste dag.
Under sidste sommers modeuge var der mere end bare tøj-kollektioner på programmet – et helt bestemt amerikansk ikon havde nemlig lagt vejen forbi København i forbindelse med modeuge.
Pamela Anderson var pludselig tilbage på alles læber, da hun efter mange rygter flere måneder forinden pludselig dukkede op til middag i Operahaven og derefter til Rotate-showet. Årsagen til Andersons visit i København var, at hun var blevet ambassadør for Pandora, som jo ud over at være dansk, kan findes i de fleste storbyer over hele verden.
Og Pamelas besøg i København får os da straks til at fundere over, om det mon er Tyla, vi kan håbe på en lille chit-chat med under den kommende modeuge?
Den Grammy-vindende sangerinde Tyla, som blandt andet er confirmed til Roskilde Festival i år, efter at hun måtte aflyse sin optræden på selvsamme festival sidste år, er nemlig blevet ny ambassadør for Pandora. Nyheden kommer forud for Tylas optræden på Coachella-festivalen, som starter i morgen, og hvor Tyla selv skal stå på scenen foran det (forventeligt) kendisspækkede crowd.
Ind til videre er Tylas første optræden i forbindelse med Pandora kampagnen “Pandora Styled by Tyla”, hvor sangerinden ses med en række charmsarmbånd og -halskæder, hvor hver charm, hun har valgt, har en underliggende betydning i form af enten at symbolisere hendes karriere, fanskare mv.
Tylas hyldest til sin fanskare, som kaldes 'Tygers'
Valget af den blot 23-årige sangerinde er et led i Pandoras forsøg på at ramme en yngre målgruppe og generation, som ikke i samme grad er vokset op med Pandora (og ikke har fået charms til alle fødselsdage og juleaftner). Men selvom Tyla måske ikke selv har fået Pandora ind med modermælken, er pointen i selv at kunne skabe og kuratere sine smykker noget, som vækker nostalgi i sangerinden:
“Jeg har altid syntes, deres smykker var sjove at style, fordi man kan skabe sine egne unikke smykker. Det minder mig meget om hjemme, fordi min mor lavede smykker, og fødselsstenscharms minder mig om de perler, vi altid havde liggende derhjemme. Når vores mor havde brug for ro, gav hun os en stor bøtte med perler, og så lavede mine søstre og jeg venskabsarmbånd hele dagen. Nu kan mine Tygers få matchende venskabsarmbånd med mig.”
Foto MARCO VAN RIJT @amgmt Styling RIKKE WACKERHAUSEN @amgmt Hår STEPHEN BEAVER @amgmt Makeup MARIE THOMSEN @amgmt Setdesign LEO MARIBO @amgmt Movement direction ANTONIO Model GIEDRÉ DUKAUSKAITÉ Fotoassistent KENNETH MENG Stylingassistenter SOPHIA EDENS & PHILIP SANDAU
Lucia Pica. 48 år. Makeupartist og creative image & makeup partner hos Byredo Beauty. Født i Napoli, men bor nu i en lejlighed i Paris’ 9. arrondissement.
Hvad er din baggrund i makeup-industrien?
Jeg startede for over 20 år siden i London, hvor jeg tog et makeup-kursus og begyndte at arbejde som freelance makeup artist samt assisterede andre. Jeg arbejdede som assistent for Charlotte Tilbury i to år og begyndte derefter at få mine egne opgaver.
Er der nogen, du er særligt stolt af at have arbejdet med?
Julianne Moore, Kristen Stewart og Kirsten Dunst er blandt mine favoritter, men jeg har også arbejdet med mange smukke modeller til både kampagner, editorials og gallaevents.
Foto: Boris Lutters
Hvordan ser din daglige skønhedsrutine ud?
Det første, jeg gør om morgenen, er at drikke et glas varmt vand med citron og en espresso efterfulgt af en halv til en hel times yoga, og nogle gange, hvis jeg kan nå det, mediterer jeg også. Efterfølgende tager jeg et iskoldt bad; det er godt for min krop. Desværre har jeg en dårlig vane med at vaske mit hår lidt for ofte. Dernæst laver jeg min beautyrutine: Om morgenen bruger jeg en cleanser til mit ansigt. Jeg døjer lidt med urenheder nogle gange, og her er Aesops ‘Parsley Seed Cleansing Masque’ virkelig god – eller ‘Regenerating Cleanser’ fra Tata Harper.
Om aftenen bruger jeg så en cleansing oil, gerne Susanne Kaufmanns ‘Deep Cleansing Oil’. Herefter bruger jeg Vintner’s Daughters ‘Active Botanical Serum’ eller Susanne Kaufmanns ‘Ectoin Repair Serum’ og så fugtighedscreme, hvor jeg skifter mellem ‘Intense Anti Age Hydratation’ fra Sisley og Augustinus Baders ‘The Rich Cream’. Sluttelig er det tid til makeup: Jeg bruger Byredos ‘Kajal’-eyeliner i den brune ‘Bhoora Bhoora’-nuance, så en mørk farve fra en af Byredos ‘Eyeshadow 5 Colours’-paletter langs vippekanten og op mod øjenlåget og så den grønne mascara ‘Magnetic State’ fra Byredo, som giver god dybde.
Til sidst bruger jeg Byredos ‘Satin’-læbestift i den rødorange nuance ‘Flamboyant Red’, som jeg også putter på kinderne, og til allersidst concealer fra Clé de Peau Beauté overalt og ‘Colour Stick’-highlighteren fra Byredo, som giver en flot glød.
Foto: Boris Lutters
Nogle af Lucia Picas yndlingshverdagsprodukter fra Vintner’s Daughter, Aesop, Susanne Kaufmann, Laneige og Embryolisse.
Hvad er det vigtigste produkt for dig?
Læbestift. Helt sikkert. Jeg bruger altid Byredos ‘Lipstick Matte’ i nuancen ‘Attached’ – gerne både på læber og på kinder, så den virker som to produkter i ét. Afhængigt af farven kan den også bruges let på øjenlågene. Det vigtigste for mig er at tilføre farve og liv til mit ansigt, og det gør den rosabrune, matte farve.
Hudpleje eller makeup?
God makeup skabes jo ud fra et godt kanvas. Derfor er hud meget vigtig for mig, men makeup er min favorit.
Foto: Boris Lutters
Mascara og læbestift fra Byredo. ‘Lipstick Matte’ i nuancen ‘Attached’ er favoritten, og hun bruger den gerne både på læber og på kinder.
Hvordan ser din makeup ud, når du skal dresse up?
I paletten ‘Eyeshadow 5 Colours Transcendent’ fra Byredo er der en smuk guldfarve, som er perfekt til fester. Nogle gange går jeg med en mørk smokey eye-makeup med en grågrøn undertone og guld ind mod øjenkrogen, langs vippekanten og midt på øjenlåget og dertil masser af mascara – grøn, selvfølgelig.
Alternativt vil jeg gå med den auberginefarvede fra samme palet med bordeaux eller brun eyeliner og så forlænge det hele ud i en cat eye-form og lægge mascara samt highlighter over hele ansigtet – og måske bruge concealer omkring øjne og næse, hvor jeg vil have det lidt mere mat. På læberne vil jeg enten bruge en rød læbestift som base med Byredos ‘Liquid Lipstick Vinyl’, som er en gennemsigtig gloss, ovenpå eller bare gå all in med en intens rød læbe – og så tilføje lidt af den højt på kinden.
Hvor springer du over?
Tørbørstning. Jeg har alle redskaberne til det, og jeg har hørt, at det er virkelig godt, fordi det stimulerer alle lymfekirtlerne og hjælper med at udskille toksiner, men jeg glemmer det altid.
Hvor springer du aldrig over?
Fugtighedscreme. Jeg fugter altid både ansigt og krop. Til kroppen bruger jeg olier og cremer fra forskellige brands – enten den fede balm ‘Cicaplast Balm B5+’ fra La Roche-Posay eller Byredos bodylotion med duften ‘Blanche’, der er virkelig god, fordi den dufter af rent vasketøj og fugter længe. I forhold til kropsolie bruger jeg den, Byredo lavede i et samarbejde med Susanne Kaufmann, og når jeg har brug for ekstra fugt, blander jeg olien med min creme. Og så smører jeg mine læber med Laneiges ‘Lip Sleeping Mask’, som er en natmaske for læberne. Ud over det er det et ritual for mig at tage et bad, før jeg går i seng.
Hvad gør du med dit hår?
Jeg bruger shampoo og balsam fra Rahua, som er et naturligt brand. Så bruger jeg ‘Leave In Conditioner’ fra Ouai og så enten olie fra Moroccanoil, ‘Gold Lust Nourishing Hair Oil’ fra Oribe eller Lazartigues ‘Huile des Rêves Nourishing Dry Hair Oil’. Jeg føntørrer mit hår, så derfor bruger jeg også heatprotectionen ‘Speed Dry Blow-Dry Spray’ fra Wow og derefter ‘Supershine Moisturizing Cream’ fra Oribe. Både min hår- og makeuprutine lyder omfattende, men de tager kun syv-otte minutter hver.
Foto: Boris Lutters
I håret bruger Lucia Pica bl.a. ‘Leave In Conditioner’ fra Ouai, Lazartigues ‘Huile des Rêves Nourishing Dry Hair Oil’, ‘Speed Dry Blow-Dry Spray’ fra Wow og ‘Supershine Moisturizing Cream’ fra Oribe.
Foto: Boris Lutters
Lazartigues ‘Huile des Rêves Nourishing Dry Hair Oil’, som er en del af Lucia Picas hårrutine.
Hvad har du mest af?
Læbestifter, vil jeg tro, i forskellige varianter.
Hvad er din nyeste tilføjelse?
Jeg har for nylig købt en Dermalux LED-lampe. Jeg bruger den to til tre gange om ugen, og min hud er blevet helt anderledes, siden jeg begyndte. Teksturen og spændstigheden er bedre, og min hud er mere homogen. Men det er også det dyreste, jeg bruger. Den koster 3.000 euro, så det er en investering.
Hvad er det mest prisvenlige produkt, du bruger?
Det må være den pink creme fra Embryolisse, ‘Radiant Complexion’, som jeg bruger oven på min ansigtscreme om vinteren. Man bliver så rød i ansigtet om vinteren, og her giver den en rosa glød i stedet for rød.
Foto: Boris Lutters
Hvad har du altid med i tasken?
Læbestift, spejl, concealer og eyeliner. Med det kan jeg lave et fuldt look. Så har jeg også håndcreme – gerne Byredos ‘Tulipmania’, som er sød og frisk – min telefon, høretelefoner, briller og en lille parfume i rejsestørrelse.
Hvilken parfume har du med?
‘Blanche’ fra Byredo.
Hvad har du altid med på job?
Fire kufferter med makeup, som jeg bruger, når jeg er makeupartist.
Foto: Boris Lutters
‘Tulipmania’-håndcremen er altid med i tasken. Under den ligger ‘Liquid Lipstick Vinyl’, som er en gennemsigtig gloss, Lucia godt kan lide at komme oven på sin læbestift. Begge fra Byredo.
Får du nogen behandlinger?
Jeg har fået laserbehandlinger og PRP-behandlinger, hvor man fører blodet ud, renser det og sprøjter det tilbage i kroppen igen for at stimulere kollagenproduktionen. Men lige nu bruger jeg kun LED-lampen. Jeg får af og til også ansigtsbehandlinger samt modellerende massage, som Martine de Richeville laver her i Paris. Det er virkelig smertefuldt, men det hjælper med at slippe af med toksiner, overskydende væske og appelsinhud, og så strammer det huden op.
“Jeg sværger jo til at bruge læbestift på kinderne, fordi teksturen er mere cremet og virker livligere i ansigtet”
Tager du nogen vitaminpiller eller andre tilskud?
Ja! Jeg tager fiskeolie, kollagen, grønt fuldspektrumstilskud i pulverform og B-vitamin Complex til hverdag. Jeg har også gennemgået forskellige programmer såsom tarmskylning og oreganoolie-peel. Jeg går meget op i at holde kroppen ren indvendigt, selvom jeg stadig nyder pommes frites, vin og ost.
Har du et beautyhack?
Den er svær. Måske det med at bruge en highlighter som base for at give en lysende hud og et naturligt look og så derefter bruge concealer, hvor der er brug for det, så man ikke behøver så meget foundation. Ellers, den er ikke ny, men jeg sværger jo til at bruge læbestift på kinderne, fordi teksturen er mere cremet og virker livligere i ansigtet.
Det spanske modehus Loewe er for 19. gang at finde på møbelmessen, og i år har de givet sig i kast med temaet tepotter, hvilket også bliver en af snart ex-creative director Jonathan Andersons sidste opgaver for brandet. En kurateret gruppe kunstnere, designere og arkitekter på 25 personer har fået til opgave hver i sær at produceret et bud på en tekande, som altså lige nu er udstillet i Loewes stand.
Alle kunstnerne har fået kreativ frihed til at kreere en tepotte på præcis den måde, de personligt vil fortolke en sådan genstand på, hvilket er resulteret i 25 meget forskellige potter, hvor alt fra materiale til form og glasering differentierer potterne fra hinanden.
Lægger du vejen forbi Loewes udstilling, kan du desuden opleve interiør, designet og produceret af Loewe selv, hvor du blandt andet også finder tepotter, lavet i samarbejde med spanske kunstnere, og te-dåser, lavet i samarbejde med japanske producenter.
Hvor: Palazzo Citterio, Milano
Hvornår: 8.-13. april Læs mere her.
Saint Laurent genskaber Charlotte Perriand-møbler
Saint Laurents creative director Anthony Vaccarello genskaber i anledning af Salone del Mobile den franske arkitekt og designer Charlotte Perriands design i form af fire møbler, originalt tegnet mellem 1943 og 1967. De fire designs har aldrig været produceret til salg, da de oprindeligt var designet til Perriands eget samt en fransk diplomats hjem, hvorfor de ind til i dag blot har eksisteret som tegninger og prototyper.
Yves Saint Laurent var selv meget betaget af Perriands design, og valget af netop denne udstilling ved navn ‘Saint Laurent-Charlotte Perriand’ til messen er derfor skabt i grundlæggerens ånd, ligesom at den desuden er et udtryk for modehusets fokus på arv og designkultur.
De fire møbler består af en sofa, oprindelig skabt til en japansk ambassadørs bolig i Paris, en reol, som var kreeret i Rio de Janeiro og var til Perriands mand, Mille Feuilles-bordet og en lænestol, som hun oprindeligt skabte til eget brug. Forelsker du dig fuldkommen i møblerne, og har du medbragt opsparingen, kan de bestilles som made-to-order.
Hvor: Padiglione Visconti
Hvornår: 8.-13. april Læs mere her.
Hermès flytter ind
Artistic directors for Hermès Maison, Charlotte Macaux Perelman og Alexis Fabry, har i anledningen af designmessen kreeret en række nye designs til modehusets eksisterende linje af interiør.
Alle de nydesignede dele er udstillet i et helt hvidt rum, hvor der i væggene, som hænger fra loftet og ikke rører jorden, er lavet et hul eller en form for vindue, hvori hvert nyt design er placeret, og hvorunder et bestemt farvet lys lyser fra gulvet. Pointen er, at det først er gennem hvert vindues immaterielle aura, at objektet bringes til live – præcis som følelser.
Kollektionen består af små sideborde, vandglas, kander, tæpper, vaser, bokse, skraldespande og service til at dække et bord.
Også finske Marimekko med creative director Rebekka Bay bag roret er at spore under Salone del Mobile – og de er denne gang i godt selskab med den New York-baserede kunstner Laila Gohar. Sammen står de to parter bag en stor installation i form af en overdimensioneret seng, hvori besøgende kan boltre sig – og undersøge “all the things we do in bed”, som er taglinen bag udstillingen.
Gohar har til installationen kurateret en capsule-kollektion, hvor alle dele har en forbindelse til soveværelset, ud fra en række arktiv-mønstre, designet af den finske designer Maija Isola, som var hende, der stod bag langt de fleste af Marimekkos mønstre, heriblandt den ikoniske valmue, som vi kender designhuset for.
Pharrell Williams’ eget well-being-brand, Humanrace, der, med udgangspunkt i forbindelsen mellem design og velvære, er bygget på ideén om at ville udstrye folk med essentielle produkter, der giver en følelse af velvære, har også fundet sin vej til Salone.
Med sin installation af et badeværelse, skabt i samarbejde med det sweiziske møbeldesignhus, UMS Modular Furniture, vil designeren immitere en hverdagssituation, hvor hans unisex, veganske og genopfyldelige produkter bliver en del af settingen – og dermed giver de besøgende et indblik i Williams’ hollistiske univers, hvor det ikke handler om selve rummet, men rummet, hvori vi udøver de ritualer, som vi udøver for at passe på os selv.
Hvor: Spazio Maiocchi
Hvornår: 8.-13. april Læs mere her.
Miu Miu-bogklub
En af de mere atypiske oplevelser, du kan få under Salone, er med Miu Miu. For anden gang afholder modehuset nemlig en bogklub over to dage, og denne gang er temaet “A Woman’s Education”.
Med udgangpunkt i litteratur fra henholdsvis den franske, eksistentialistiske filosof Simone de Beauvoir og den japanske skribent fra Shōwa-perioden, Fuminko Enchi, er det tematikker omkring kærlighed, barndom som kvinde og seksuel dannelse, der berøres gennem samtaler og live performances.
Initiativet har til formål at kaste nyt lys over temaet og ikke mindst de to litterære talenter samt understøtte Miu Mius engagement i historie og kultur.
De seneste to somre har der være rift om at klæde vores ben på. For mens en go to for mange mennesker er jeans i alle afskygninger (selv om sommeren) eller et par fine shorts, er 00’er-favoritten, som befinder sig i grænselandet lige mellem lange jeans og korte shorts, nemlig blevet taget rigtig godt imod – præcis som de blev det for 20 år siden.
Det er næsten svært at nævne 00’erne uden straks at tænke på capri-bukserne – eller pedal pushers, som dækker over samme type bukser – som var en lige så fast del af garderoben som læder- eller denimjakken er for os i dag.
Bukserne var at spore på alt fra børn til vokse, og hvis vi retter blikket mod de glamourøse himmelstrøg, var det særligt stjerner som Lindsay Lohan, Rihanna, J.Lo, Christina Aguilera og Mischa Barton, som satte trenden for, hvordan vi skulle bære den knælange ben-beklædning – og dét i udgaver lige fra denim til cargo.
Som vi har set det så mange gange før med 00’ernes trends, var det – trods delte meninger – selvfølgelig ikke helt uventet, at også capri-bukserne før eller siden ville få sit comeback, og da foråret og sommeren 2024 ramte os sidste år, blev det for alvor tydeligt, at det var året, hvor det blev capri-buksernes tur til at genbesøge vores garderober.
Selvom nogle af 00’ernes gengangere har taget tid at adoptere igen, tænk bare de lavtaljede bukser og logo-prægede T-shirts mv., tog capri-buksernes gensyn alligevel ikke helt så meget tilvænning. Om det er buksernes optimale længde til den skiftende forårs- og sommersæson, deres komfortable fit eller om det bare var et godt alternativ til vores sportstights, som flere også gør brug af til hverdag, der talte til vores hjerter, er ikke til at sige, men populære blev de. De simple og behagelige bukser gik nemlig som varmt brød og var sidste år faktisk udsolgt flere steder.
Coperni
Samtlige modehuse i både ind- og udland har derfor også været hurtige til at sætte dem på dagordenen igen denne sæson i en farvepalette, der omfatter alt fra de ultraklassiske sorte og hvide til brun- og rødlige nuancer. Sæsonens udgaver kommer selvfølgelig – til de glade denim-fans – i denim-modellerne, men de hyppigst sete på catwalken og de online webshops er dog de helt basic udgaver, som egentligt bare er helt ligeså simple som et par knælange træningstights, og som ofte kommer i en materialeblanding, der tilbyder god stretch og et komfortabelt fit.
