Fra 2008 til 2025: Se højdepunkterne fra ELLE-arkivet gennem tiden

Topmodellerne 

Danske modeller har gennem årtier været særdeles eftertragtede. I kampagner for prestigefyldte brands, på catwalken for de allerstørste modehuse – og naturligvis på forsider af modemagainer verden over. Alle fra Helena Christensen og Freja Beha til Nadja Bender, Josephine Skriver og Caroline Bille Brahe (tidligere Brasch, red.) har da også prydet dansk ELLE gennem årene – op til flere gange. Caroline og Josephine battler om rekorden med henholdsvis 4 og 5 hver.

Freja Beha skudt af Hasse Nielsen, januar 2009

Josephine Skriver skudt af Henrik Bülow, oktober 2010

Mathilde Henning skudt af Marco van Rijt, oktober 2018

Helena Christensen skudt af Henrik Bülow, november 2018

Caroline og datteren Sonya Bille Brahe, skudt af Josephine Löchen, september 2019

Warsan skudt af Dennis Stenild, august 2020

Nadja Bender skudt af Marco van Rijt, september 2020

Kunstforsiderne 

Kunst har altid været en del af ELLE, og i takt med at interessen for kunst er steget hos vores læsere, har kunst naturligt fået endnu mere spalteplads. Og da vi i januar 2021 sendte vores første udgave med et værk på forsiden – skabt af danske Emilie Helmstedt – blev magasinet revet væk. Det samme gjorde de plakater, som vi fik lavet af forsiden og solgte til fordel for Danner. Vi har siden dedikeret en årlig forside til en kvindelig dansk kunstner inklusiv et begrænset plakattryk, hvor hele omsætningen er gået til Danners utrættelige arbejde. Mie Olise, Cecilia Fiona og Evren Tekinoktay fulgte i Helmstedts fodspor, mens kunstneren anno 2025 afsløres senere på året …

Værk af Emilie Helmstedt, januar 2021

Værk af Mie Olise, januar 2022

Værk af Cecilia Fiona, januar 2023

Værk af Evren Tekinoktay, januar 2024

Love Is Not A Crime

… et budskab ingen vist kan være uenige i. Så da Sune Palner, der står bag initiativet, kontaktede ELLE og spurgte, om vi sammen med hans nonprofitorganisation og Amnesty International ville være med til at støtte op om arbejdet med at støtte LGBTIAQ+-organisationer verden – i deres arbejde for lige vilkår for kærlighed uanset hvem den er imellem – var vi ikke i tvivl. I Pride-måneden har vi således de sidste tre år sat fokus på kærlighed mellem seksuelle minoriteter og sammen med danske modebrands som Mads Nørgaard og Rotate samlet penge ind til Love Is Not a Crime-arbejdet.

Love Is Not A Crime, skudt af Marco van Rijt, august 2021

Memphy skudt af Jacqueline Landvik, august 2022

Madelyn & Margo skudt af Marco van Rijt, august 2023

Knopskud

ELLE startede som et modemagasin på print tilbage i 2008, men fik ret hurtigt vokseværk. I 2012 kom interiørmagasinet ELLE Decoration til, i 2013 hyldede vi for første gang modebranchen ved vores årlige awardshow ELLE Awards (vi gør det igen 7. november i år …), ELLE Collection hed vores halvårlige catwalkmagasin (i dag ELLE Trendrapport, som er en fast del af ELLE to gange årligt), herremagasinet i avisformat Dossier lancerede vi i 2016 – og sideløbende har vi arrangeret et hav af events og andre sociale komsammener og podcasten Klædt På med Mads Emil Møller som vært. For ELLE handler i bund og grund om fællesskab. Et (æstetisk) interessefælleskab, hvor mode, skønhed, den gode fortælling, kultur, interiør og strømninger går op i en højere enhed.

ELLEs podcast Klædt på med Mads Emil, januar 2023

Fra venstre: CEO for Copenhagen Fashion Week, Cecilie Thorsmark, vinder ELLE-prisen ved ELLE Awards 2024. Her med ELLEs chefredaktør, redaktionschef og creative director, Cecilie Ingdal, Nikita Hoffmann Andersen og Josephine Aarkrogh.

Personlighederne

De personlige interviews og de stærke (og ofte rørende) fortællinger er en vigtig del af rygraden i ELLE. Sammen med de store modeserieproduktioner, er det her, vi lægger en stor del af energien. Og vi føler os særligt heldige, hver gang vi får ja fra en kilde til at stille op og fortælle i ELLE. Det kræver en særlig tillid mellem mediet, journalisten, fotografen og kilden, der skal fortælle sin historie, åbne sit hjem, dele anekdoter om alt fra utroskab, brud og livets største kriser, men også lykkelige budskaber som babyfødsler, karrierer, der kører og kærlighed, der holder. Også på forsiderne er det med tiden blevet oftere og oftere at disse personligheder finder vej.

Cathrine Saks & Barbara Potts skudt af Josephine Löchen, august 2019

Kvinder fra den danske modebranche skudt af Rasmus Weng, april 2020

Elsa Hosk skudt af Rami Hanna, april 2022

Foto: Anna Ingrisch

Anna Ingrisch skudt af Lasse Bak Mejlvang, juli 2022

Nagin Ravand skudt af Kavian Borhani, juni 2023

Naima Yasin skudt af Kavian Borhani, april 2024

Helle Throning-Schmidt skudt af Lana Ohrimenko, juni 2024

Medina, Malo Chapsa og deres børn skudt af Lana Ohrimenko, august 2024

Influenterne

De var ikke-eksisterende, da ELLE i 2008 blev lanceret i Danmark – det samme var iPaden i øvrigt, og iPhonen var kun lige lanceret året forinden. Men først kom bloggerne og med Instagram i 2010 kom influenterne. Og de blev hurtigt de nye forsidemodeller – også på ELLE, hvor alle fra danske Pernille Teisbæk, Emili Sindlev og Mathilde Gøhler til internationale Jeanne Damas og Charriere har prydet coveret.

Emili Sindlev skudt af Josephine Löchen, oktober 2019

Pernille Teisbæk skudt af Marco van Rijt, februar 2020

Jeanne Damas skudt af Nina Koltchitskaia, juli 2020

Veneda Carter skudt af Frederik Lentz Andersen, juni 2021

Camille Charriere skudt af Kavian Borhani, september 2022

Læs ogå

Cecilie Ingdal: “Jeg har altid valgt ELLE over (næsten) alt andet. Og det har selvfølgelig været på bekostning af noget. Og af nogen. Det sidste er jeg knap så stolt af, men det er desværre sandt”

The Apartment-founder: “Favoritrummet i mit hjem, er køkkenet. Det så helt anderledes ud, da vi overtog huset. Det nye har min mand tegnet”

Blå bog

Tina Seidenfaden Busck. 50 år. Står bag The Apartment og indretter for både private og professionelle. Bor i Taarbæk i et over 150 år gammelt hus med sin mand, Mathias, og parrets tre børn, Beate, Christiane & Harald. Følg på @theapartmentdk.

Foto: Kavian Borhani

Den første kulturoplevelse, jeg kan huske, var at være på museum med min far på Centre Pompidou i Paris. Jeg har været omkring 10 år, og vi lavede en leg, hvor jeg skulle gætte, hvem der havde malet de forskellige malerier.

Hvis jeg ikke lavede det, jeg laver i dag, ville jeg arbejde endnu mere intenst med kunst, hvilket jeg også gjorde, før jeg startede The Apartment, da jeg arbejdede hos Andersen’s Contemporary og auktionshuset Sotheby’s i både London og København.

Foto: Kavian Borhani

En gadget jeg ikke kan leve uden, er et vækkeur. Ellers ville jeg aldrig komme op om morgenen. Derudover er jeg ikke nogen tech-person og har heller ikke noget fjernsyn. Hvis vi skal se en film herhjemme, gør vi det på en laptop.

Den sidste sms jeg sendte, var til min datter i går aftes, hvor vi aftalte, hvornår og hvordan hun kom hjem. Min ældste datter, Beate, går i 2.g på gymnasium i Hellerup, den mellemste, Christiane er på kostskole i England, og min yngste, Harald, går i folkeskole her i Taarbæk.

Den bedste gave, jeg har fået fra nylig, var langrendsski, som jeg fik af min mand i julegave. De skal bruges på den næste skitur – enten nordpå til Norge eller sydpå til alperne.

Foto: Kavian Borhani

Når jeg har brug for råd, ringer jeg til min veninde Pernille, som bor i Italien og generelt bare er et informeret menneske og god til at give råd, fordi hun ikke er bleg for at sige sin uforbeholdne mening. Ellers spørger jeg oraklet Desiree, som er min gode gamle veninde, der ved alt.

Når jeg har brug for inspiration, ser jeg udstillinger og kombinerer det gerne med en rejse. Den seneste udstilling, jeg har set, som inspirerede mig, var udstillingen Bloomsbury-gruppen på Nivågaard.

Mit forbillede er min far. Han var god til kunst og havde en virkelig sans for farver og en dygtig forretningsmand.

Sundhed for mig er at holde mig i form, gå i vandet hele året og spille mere tennis.

Kærlighed for mig er, når jeg er sammen med min familie.

Foto: Kavian Borhani

En egenskab, jeg sætter stor pris på, er når folk gør sig umage, loyalitet og lange venskaber.

Min livret lige nu er puntarelle-salat, som den min veninde Signe laver.

I mit køleskab er der altid citron og parmesan.

Min yndlingsrestaurant er SK12 i Store Kongensgade 12 hos Røde Claus. Man skal ikke være smørforskrækket, når man går derind, og det smager virkelig godt. Jeg er også glad for at komme på Locale 21 i Ny Østergade, og her i Taarbæk elsker jeg Sommer Canteen, som Jesper Gøtz har startet.

Foto: Kavian Borhani

Tina Seidenfaden Buscks bedste tøjkøb nogensinde er denne vintage-YSL-jakke, hun fandt i Paris.

Foto: Kavian Borhani

Skønhedsproduktet jeg bruger igen og igen, er alle de produkter, kosmetolog Elina Lei anbefaler mig.

På min materielle ønskeliste står liggestole til haven fra Sika Design betrukket med mine egne tekstiler.

Min personlige stil er eklektisk og farverig. Jeg køber ikke så meget tøj, som jeg gjorde engang, særligt ikke efter Holly Golightly er lukket, så mine ting er gamle, og jeg bruger dem igen og igen. Af nyere køb er jeg dog glad for Malene Mallings La Bagatelle. Og den seneste ting, jeg har købt, som jeg elsker, er den smukkeste grønne bluse fra netop La Bagatelle.

Mit bedste tøjkøb nogensinde er en vintage YSL-jakke, som jeg fandt i Paris.

I min taske er der altid kreditkort. Jeg bruger ikke Applepay.

Foto: Kavian Borhani

Den bedste duft i verden er Hermés-parfumen Merveilles, som jeg har brugt i årevis.

Byen, jeg ikke kan vente på at komme tilbage til, er Tanger i Marokko, som jeg elsker, fordi det er et sjovt mix af Afrika og Europa. Der er fantastiske huse med skønne indretninger – ikke mindst Villa Mabrouka, som er Yves Saint Laurent og Pierre Bargés gamle hus, der nu er istandsat af Jasper Conrad og lavet om til et minihotel med 12 værelser.

Favoritrummet i mit hjem, er køkkenet og mit vaskerum. Køkkenet så helt anderledes ud, da vi overtog huset, men vi levede med det i nogle år, indtil vi var klar til en større istandsættelse. Det er min mand, der har tegnet det. Vi væltede vægge, så rummet blev meget større. Vi fik bl.a. bygget et viktualierum i tråd med husets originale design, bygget komfuret sammen med Rasmus-smed med antikke klinker fra Holland bagved. Køkkenmøblet har min mand designet inspireret af engelske og svenske landkøkkener, og det blev bygget af en snedker fra Dansbo Entreprise, som vi brugte til den samlede ombygning af huset. Grebene har jeg fundet hos van Cronenburg i Belgien. Køkkenmøblet er malet med maling fra File Under Pop. Amaturet er fra Toni, og jeg elsker, at der er indbygget cooker, uden man kan se det. Vaskerummet elsker jeg også, og der bruger jeg, som mor til tre, meget tid.

Foto: Kavian Borhani

Tina Seidenfaden Buscks favoritrum i hjemmet er køkkenet. Hendes mand har designet komfuret og køkkenmøblet, mens Tina har fundet farver fra File under Pop, de antikke hollandske klinker og greb fra van Cronenburg i Belgien. Viktualierummet blev bygget ifm. istandsættelsen af køkkenet, men det var vigtigt for Tina, at det skulle se ud som noget, der altid havde været i huset i Taarbæk, som er over 150 år gammelt.

Foto: Kavian Borhani

Viktualierummet

Hvis mit hjem brændte, ville jeg redde, det store værk af den italienske kunstner Isabella Ducrot, der hænger over sofaen i stuen.

En kunstner, jeg ville ønske hang på min væg, er den britiske maler Peter Doig, fordi han bare er så fantastisk i alt hvad han laver. Nu er han desværre blevet så dyr at et værk af ham er udenfor økonomisk rækkevidde.

En kunstner, jeg allerede har et værk af, er Milano-baserede Nathalie du Pasquier, og jeg elsker det, fordi jeg er vild med hendes sammensætning af farver.

Den bedste souvenir, jeg har bragt hjem, er hvidløgsranker fra madmarked i Arles i Provence.

Foto: Kavian Borhani

Hvis Tina Seidenfaden Buscks hjem stod i flammer, ville hun redde det store værk af den italienske kunstner Isabella Ducrot, der hænger i midten over sofaen i stuen.

Den bedste bog, jeg har læst, er Americanah af Chimamanda Ngozi Adichie. Jeg læser generelt meget og har en stor bogreol bygget af Salem Charabi i soveværelset.

På repeat hører jeg Lost med Frank Ocean.

Min yndlingsfilm er Lost in Translation med Scarlett Johansson og Bill Murray.

Det gør mig glad, når mine piger Christiane på 15 og Beate på 17 begynder at værdsætte alle de museer og udstillinger, de er blevet slæbt rundt på, siden de var meget små. Harald på 12 er der ikke helt endnu … Det gør mig også glad, når det er forår, og alt springer ud, og når vi samler skønne venner til god mad i vores køkken.

Foto: Kavian Borhani

Yndlingsbogen Americanah af Chimamanda Ngozi Adichie. Under den ligger Bloomsbury Portraits, der minder om udstillingen Bloomsbury-gruppen på Nivågaard, der er den seneste udstilling, Tina Seidenfaden Busck har set, som inspirerede hende.

Min yndlingsfarve er blå. Særligt en lys turkis af slagsen.

Jeg griner af mig selv, fordi jeg tror på, man kommer langt med selvironi.

I løbet af de næste år vil jeg bruge mere tid på kunst i bred forstand. Tage på kunstmesser rundt omkring – Zona Maco i Mexico i februar står højt på listen. Jeg vil gerne se endnu flere udstillinger – som jeg gjorde, før jeg fik børn. Og så vil jeg koncentrere mig mere om indretningsopgaver – ikke mindst de opgaver, som kan kombineres med at finde og udvælge kunst som en del af opgaven. Jeg synes, det rigtigt sjovt at komme ind i private hjem og bruge nogle timer sammen med dem, der bor der, hvor de så kan plukker min hjerne for det efterhånden store kartotek af viden, jeg har opbygget over årene. Ofte kan nogle timers idésparring generere imponerende ændringer i et hjem.

Under 3 days of design her i juni, laver jeg to store projekter – en pop-up i The Apartment på Christianshavn for det ikoniske svenske design brand Svenskt Tenn, og så lancerer jeg sammen med St. Leo et nyt farvekort, som blive præsenteret med en kunstudstilling, som jeg har kurateret i St. Leos nye vidunderlig bygning og showroom i Nordhavn.

Læs ogå

Cathrine Raben Davidsen om hjemmet i Kartoffelrækkerne: “Jeg er jo billedkunstner og elsker farver. Jeg tror ikke, vi har noget gråt eller sort herhjemme. Farver gør os glade”

Maya Tekeli: “Det er lidt fattigt, hvis vores identitet skal afhænge af, hvorvidt vi spiser fermenteret kål eller croissanter fra den rigtige bager”

Blå bog

Maya Tekeli er journalist og skriver bl.a. for The New York Times og ELLE, ligesom hun er vært på DR-radioprogrammet Virkelig.

I forbindelse med en ret fokuseret træningsplan, der gerne skal sikre, at jeg som menneske bliver stærkere og i stand til at tilpasse mig vedvarende fysiske udfordringer i meget varierede miljøer, er jeg begyndt at blive langt mere opmærksom på, hvordan jeg spiser. Ikke bare hvad jeg spiser, men hvordan. Hvorfor. Hvornår. Og hvad det betyder. Det glæder mig. Ikke på den måde, hvor man tager billeder af sin chiagrød i modlys, men på den måde, hvor man opdager, at kroppen faktisk samarbejder, hvis man giver den noget, der minder om hensyn.

Det er lidt den samme glæde, som mange midaldrende mænd i mediebranchen udstråler i deres sundhedspodcasts – en sen erkendelse af, at kroppen er noget, man kan få i tale, hvis man stiller de rigtige spørgsmål. Det er viden og videnskab i hverdagsformat. Men hvor de ofte har været på først den ene og så den anden kur, er jeg kommet den anden vej rundt. Jeg har aldrig identificeret mig med madkulturen, ikke set det som noget, jeg kunne bruge til at finde mig selv. Mad har for mig været logistik, ikke identitet. Brændstof, ikke bekendelse.

Men sådan hænger det jo ikke sammen længere. Jeg er 30, en del af den talende klasse og bosat i København.

“Der er noget i storbyens madkultur, der kræver social kondition. En evne til at kende de rigtige steder, nævne de rigtige fermenteringer, dele de rigtige retter”

I min alder – og i min samtid – synes man enten, at mad er samlende og inspirerende, eller også at det er komplet absurd, at så meget af vores sociale energi kanaliseres ud gennem noget, vi egentlig bare burde spise.

Der er dem, for hvem det at spise sammen er det mest intime, man kan foretage sig med andre mennesker. Jeg forstår det godt. Det handler ikke kun om mad. Det handler om kontakt. Om at dele noget fysisk og sanseligt. Om, at nogen rækker dig skålen med noget, der har simret, og siger “Den her er faktisk min farmors”. Der er noget hjemligt og trygt i gentagelsen, i ritualet, i det langsomme. Det giver mening.

Men så er der resten. Alt det, hvor “Skal vi ikke tage noget mad?” er en eufemisme for “Jeg vil gerne ses, men jeg kan ikke overskue noget dybere end en delt pizza og lidt lavmælt klappen sammen af en regning”. Hvor samtalen er en garniture til en pastaret, man kunne have lavet derhjemme – og hvor billedet af maden er vigtigere end selve mæthedsfornemmelsen.

Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg bliver træt af køen. Træt af menukortet. Træt af at skulle spille med på præmissen. Og måske vigtigst: Jeg bliver ensom af det. Ensom på den særlige måde, hvor man sidder over for nogen, men alligevel føler sig observeret mere end set.

Der er noget i storbyens madkultur, der kræver social kondition. En evne til at kende de rigtige steder, nævne de rigtige fermenteringer, dele de rigtige retter. Og måske har jeg haft en mærkelig barndom – det må jeg tage med min psykolog – men jeg har det bedst, hvis jeg har spist, inden vi mødes. Så kan jeg være nærværende. Så skal jeg ikke forholde mig til den sidste kartoffel.

Til gengæld er jeg begyndt at finde ro i madlavning. Alene. Ikke for at servere noget, men for at forstå noget. Jeg ser videoer på YouTube af mennesker, der folder dumplings som små, stivnede blomster eller laver bouillon med den tålmodighed, der kun findes hos folk, der er blevet ældre med sig selv. Det er ikke performativt. Det er ikke social kapital. Det er teknik og nørderi. Og det er overraskende trøstende.

“Og netop det – at spise mad, uden at nogen kigger – er det mest radikale, man kan gøre i en tid, hvor selv vores appetit skal kunne likes”

Der er ikke nogen, der skal smage og fortælle mig, at der mangler salt, eller noget andet karikeret. Ingen, der skal smalltalke. Fællesskabet findes, men det er asynkront og uden krav. Det handler ikke om social kapital, men om teknik, kemi og måske lidt nørdet eskapisme.

Det er ikke mad som præstation, men som eksperiment og opdagelse.

Det er måske ikke tilfældigt, at det først er nu, hvor jeg tænker mere bevidst over min krops funktioner – styrke, restitution, tilpasning – at mad begynder at give mening for mig som noget, der har konsekvenser.

Som brændstof, som struktur, som en form for intern samtale mellem kroppen og bevidstheden. Det føles langt mere intimt end nogen restaurantmiddag, fordi det handler om en relation til mig selv. Og netop det – at spise mad, uden at nogen kigger – er det mest radikale, man kan gøre i en tid, hvor selv vores appetit skal kunne likes.

Så jeg begyndte at spise mere i fred. Og i den fred opdagede jeg også noget andet: hvor vildt det er, hvor meget mad fylder online. Jeg havde troet, det handlede om, at vi allesammen bliver sultne. Men algoritmen fortalte mig noget andet. Jeg faldt en aften over en mukbang-video: en kvinde med glat hud og store øjne, der i stilhed spiste, hvad der lignede et helt menukort. Der var smørstegt hummer, spicy nudler, dobbelte cheeseburgere, kyllingelår og en sodavand, der klukkede som et postkort fra USA. Hun sagde ingenting. Hun smilede ikke. Hun åd. Systematisk. Som en maskine med stor nydelse og nul forklaring. Jeg kunne ikke kigge væk.

“I stedet for at sidde mutters alene tændte man for en livestream og spiste med nogen. Det var ikke porno, men det var næsten porno – bare for sult og menneskelig kontakt”

Hun åd som en maskine

Men som det sker med alt på nettet, blev mukbang gradvist skubbet ud i ekstremer. De seneste år er mange videoer ikke længere digitale måltidsfællesskaber – de er en slags spektakulære ritualer i selvudslettelse. Det handler ikke om at spise. Det handler om at overspise. Mere fedt, flere kalorier, mere absurd mad. Donuts stablet som tårne, hele blæksprutter stegt i olie, hotdogs på halvanden meter. Det er ikke nydelse. Det er et show.

Det, der slog mig – ud over mængden af smør og ost – var, hvor kompromisløst det var. Kvinden sagde ingenting. Hun åd som en maskine. Og jeg sad der og kunne ikke lade være med at tænke på, hvor befriende det virkede: at se nogen spise uden skam. Ingen undskyldninger, ingen selvbevidste kommentarer om “cheat day” eller “Jeg har ikke spist hele dagen”. Bare appetit uden forklaring.

Jeg ved godt, at mukbangs oprindeligt opstod i Sydkorea som et digitalt fællesskab. Et modsvar til ensomheden blandt unge i byer, der arbejdede lange dage og spiste alene i små lejligheder. I stedet for at sidde mutters alene tændte man for en livestream og spiste med nogen. Det var ikke porno, men det var næsten porno – bare for sult og menneskelig kontakt. Man kunne chatte med dem, sende emojis, følge deres rutiner. Det var mad som social lim.

Hvis jeg i det øjeblik havde været mere modtagelig over for introspektion, havde jeg måske lært noget vigtigt om mig selv: at jeg ikke bryder mig om måltidet i storbyen, fordi det er noget, andre skal være vidne til og aflæse mig igennem. Men i stedet for at blive klogere på min egen psyke blev jeg optaget af, hvad det siger om os som kultur.

For måske ser vi ikke de videoer, fordi vi selv har lyst til at spise sådan – men fordi de tilbyder os en slags utopi. Eller dystopi. Et sted, hvor man kan hengive sig fuldstændigt uden konsekvens. Hvor man kan fylde sig uden mavepine, vægtøgning, skam eller grøn juice næste morgen. En verden uden kontrol, uden moral, uden kalorietælling.

Og netop derfor er det så tillokkende. For i vores liv er maden altid koblet til noget andet: kroppen, blikket, rummet, spejlet.

Mukbangs er kun én yderlighed i et større landskab. For de fleste af os handler mad på nettet ikke om ekstrem overflod, men om kurateret kontrol. “What I Eat in a Day”-videoer er over det hele. Især unge kvinder filmer deres måltider fra morgen til aften – ikke fordi de er særlig spektakulære, men netop fordi de ikke er det. De signalerer overskud og selvdisciplin. Et glas vand med citron. En skål havre med chiafrø. En salat med edamame og avocado. Det hele er lyst og lystbetonet og serveret med en lydløs baggrund af stilhed og struktur.

Psykologen Gia Marson har i ‘Psychology Today’ beskrevet, hvordan disse videoer ikke bare skaber inspiration, men også kan forstærke skam og kropsusikkerhed – især hos unge piger. Det handler ikke længere kun om sundhed, men om at opnå en bestemt form for livsstil, der er visuel, rolig og meget ofte uopnåelig.

Måltidet bliver en stille triumf: ikke bare over sulten, men over rod, træthed, cravings – og måske også over sig selv. Det er ikke mad som nydelse, men mad som strategi. Og der er en særlig æstetik forbundet med det: Den er grøn, struktureret, let. Den dufter af havtorn og sellerijuice og ser ud som noget, der burde være pakket i glas og stå i et køleskab, der aldrig bliver beskidt.

Men det er også en æstetik, der udgrænser. For hvad sker der med ens appetit, når man hele tiden ser måltider, der er sammensat efter kameraets vinkel snarere end kroppens behov? Når maden ikke er en reaktion på lyst, men på lysindfald? I mit tilfælde begynder man at skamme sig over sin kylling, ris og halvslatne avocado. Ikke fordi det ikke er sundt, men fordi det ikke er smukt.

“Det handler ikke længere bare om, hvad man har lyst til at spise, men om, hvad ens måltider siger om én. Om man prioriterer sin tarmflora. Om man faster. Om man går op i antiinflammatorisk kost. Om man er typen, der laver sine egne granolabarer og hælder adaptogener i sin kakao”

“Jeg ved godt, det her ikke er mad”-mad

I den anden ende af spektret finder vi ‘girl dinner’. Du ved, de der små sammenkastede måltider bestående af lidt ost, et æble, nogle mandler, måske en skive skinke – postet med en ironisk distance, der siger: “Jeg ved godt, det her ikke er mad”-mad. Formatet startede som en joke. Et oprør mod det velkomponerede og varme aftensmåltid. Men det blev hurtigt endnu en æstetik. Det rodede blev stiliseret. Det tilfældige fik et navn og et publikum.

For selv girl dinner er et signal. Et lille vink om, at man ved, hvad der forventes – og at man bevidst vælger noget andet, men stadig inden for de sociale rammer. Man er stadig med i samtalen. Bare på sin egen måde.

Fælles for alle de her madformater er, at maden i stigende grad bliver en forlængelse af kroppen, stilen og personligheden. Det handler ikke længere bare om, hvad man har lyst til at spise, men om, hvad ens måltider siger om én. Om man prioriterer sin tarmflora. Om man faster. Om man går op i antiinflammatorisk kost. Om man er typen, der laver sine egne granolabarer og hælder adaptogener i sin kakao.

Det bliver en form for identitetsarbejde i realtid. Og det er ikke nødvendigvis usundt – men det er ekstremt tidskrævende. Det kræver overskud, viden og evnen til konstant at performe et forhold til sin egen appetit.

I den højest kuraterede ende af spektret står Nara Smith. Hun er model, mor og TikTok-stjerne med millioner af følgere, der ser med, når hun tilbereder måltider til sin familie helt fra bunden. Det er ikke avanceret mad i klassisk forstand – det er rugbrød med kærlighed og barndomsminder. Hun ælter, folder, koger og pynter i et silkeblødt tempo, hvor intet brænder på, og hvor køkkenet aldrig roder. Det er som ASMR for dem, der tror på hjemlighed som løsning på alting.

Der er noget dybt tiltalende ved hendes univers. Der er ingen moral, ingen skyld, ingen kalorietælling – kun omsorg og nærvær. Men også her bliver enkelheden en iscenesættelse. For det, hun præsenterer som “bare mad”, er i virkeligheden en fortælling om balance, ro og overskud. Hun laver ikke bare mad – hun fremstiller et ideal: den harmoniske kvinde, der har styr på det hele, fordi hun har hænderne i noget, der virker.

“Når vi ikke kan købe en lejlighed, kan vi i det mindste købe økologisk tahin”

Mænd som startups

På den måde kan man, hvis man strækker sig, sige, at hun har noget tilfælles med den mere maskuline ende af spektret, hvor mad og sundhed smelter sammen i longevity-bølgen – folk, der virkelig ikke har lyst til at dø.

Her handler det ikke om hjemmelavede rugbrødsmadder, men om fasteprotokoller, infrarøde saunaer, ketose og biohacking. Mænd, der dokumenterer deres morgenrutiner og kostplaner, som var de startups, og som spiser, ikke for at leve, men for ikke at dø.

Det er stadig mad. Bare uden nydelse. Kun optimering.

Fælles for både Nara og longevity-evangelisterne er ønsket om at spise sig ud af kaos – ikke bare i kroppen, men i livet. Der er ikke nødvendigvis noget galt i det. Jeg kan godt forstå længslen efter systemer og ritualer, især når alt omkring én er flydende. Men det, der skulle være selvomsorg, bliver hurtigt endnu en præstation. En måde at vise, at man har forstået det hele, på. At man har fundet roen. At man er i balance – ikke bare fysisk, men moralsk.

Og midt i det står jeg og forsøger at finde en kartoffel i supermarkedet. Ikke en ny. Ikke en særlig. Bare en helt almindelig. Jeg skal bruge den til at lave kartoffelmos. Ikke en særlig sund en. Bare en god en. Og alligevel står jeg og får sved på panden, fordi jeg føler, jeg burde kunne svare på, hvilken tahin der er bedst – og om den er fra Beirut eller Berlin.

Det er her, min frustration over storbyens madkultur virkelig får fat. Ikke bare fordi alt skal være dyrt, delt og dekoreret, men fordi der hele tiden ligger en forventning om, at maden skal betyde noget. At den skal være bæredygtig, lokal, spontan, men planlagt og allerhelst ledsaget af nogen, der har stået i kø med dig for at få den. Det er ikke måltidet, jeg ikke kan holde ud – det er forventningen om, at det skal være en oplevelse.

Det er ikke nyt, det ved jeg godt. Mennesker har altid brugt mad til at skabe fællesskab, forskel og fortælling. Det har været forskel på rig og fattig, mænd og kvinder, centrum og periferi. Brød var revolution. Mad er klasse og historie. Det er derfor, vi har julefrokoster og ramadan og høstfester og bryllupskager. Måltidet har altid været det sted, hvor samfundet blev forhandlet og gentænkt.

Det er måske ikke så mærkeligt, at maden har overtaget rollen som en slags stille selvbiografi i en tid, hvor alt andet føles ustabilt. I et økonomisk klima præget af ulighed, boligkriser og usikkerhed på arbejdsmarkedet – især blandt unge og freelancere – er det nemmere at kontrollere sin morgenmad end sin fremtid. Når vi ikke kan købe en lejlighed, kan vi i det mindste købe økologisk tahin.

Når vi ikke kan finde en vej ind i systemet, kan vi i det mindste finde mening i antiinflammatorisk madlavning. Maden bliver ikke bare noget, vi konsumerer – den bliver noget, vi kuraterer for at vise, at vi stadig har handlekraft. I den forstand er det ikke narcissisme. Det er overlevelsesstrategi i miniature. En måde at fortælle sig selv – og andre – at man stadig er i gang med at finde ud af det hele.

“Det er ikke for at sige, at vi skal holde op med at spise godt – men måske burde vi stoppe med at opføre os, som om det er en form for etisk dannelsesprojekt at få bord på Et Sted Med Småretter”

Gastroanomi

Det er selvfølgelig også et privilegie at kunne diskutere, hvilken surdej der smager mest af liv, mens verden omkring os brænder, smelter, rystes eller censureres. Det er svært ikke at se en vis absurditet i, at vi i København står i kø i timevis for at få serveret håndskåret pasta på en tallerken, der ligner noget fra et keramikværksted i Kyoto – mens millioner af mennesker rundtom i verden lever i madusikkerhed. At vi diskuterer, om æggene er fra glade høns, mens FN advarer om fødevarekriser, og mens klimaforandringer gør selv kartoflen til en truet størrelse i visse egne af verden.

Det er ikke for at sige, at vi skal holde op med at spise godt – men måske burde vi stoppe med at opføre os, som om det er en form for etisk dannelsesprojekt at få bord på Et Sted Med Småretter. Der er noget næsten komisk ved, hvor seriøst vi tager vores køkkener. Som om vi kan spise os til moralsk overlegenhed.

Det er selvfølgelig ikke for at underkende dem, der virkelig kan noget med mad. Tværtimod. Jeg har en dyb fascination af mennesker, der med præcision og intuition kan få råvarer til at opføre sig bedre, end de burde. Dem, der kan karamellisere løg til perfektion, fermentere noget, man troede var gået galt, eller fremkalde en hel barndom i én bid. Dygtige kokke er kunstnere, håndværkere og formidlere på én gang – og det er ikke deres skyld, at vi andre har gjort det til en del af vores identitet at efterligne deres arbejde hjemme i lejligheden, mens vi filmer det i 4:5-format og tilføjer underteksten “Vintermad 🌿”.

Måske handler det snarere om, hvad vi som publikum lægger ned i maden – og ikke mindst hvad vi forventer at få ud af den. For det er, som kulturhistorikeren Charlotte Biltekoff har skrevet i bogen ‘Eating Right in America’, ikke selve maden, der bliver moralsk, men diskursen omkring den. Vi tillægger måltidet mening, fordi vi længes efter orden, efter identitet, efter noget, der føles som os – og fordi det er langt nemmere at redigere sin frokost end sin karakter.

Sociologen Claude Fischler har kaldt det ‘gastroanomi’ – fraværet af faste normer omkring, hvad man bør spise – og han mener, at netop det efterlader os sultne på andet end næring, nemlig på tilhørsforhold, betydning og fælles ritualer. I stedet for én fælles madkultur har vi nu tusind små stammer, hvor man enten faster, fermenterer, forbryder sig eller forfiner.

Og når alt bliver muligt, bliver det også lettere at føle sig forkert. Derfor søger vi forklaringer og fællesskaber i det, vi kan kontrollere – også selvom det bare er en tallerken med noget, der smager godt.

“For jeg tror, vi har brug for at løsne os lidt fra den måde, vi tænker mad på i øjeblikket – især i en by som København, hvor hvert måltid er blevet en semiotisk øvelse i tilhørsforhold, æstetik og etik. Hvor det ikke handler om, hvad du har lyst til at spise, men om, hvad det signalerer. Det er udmattende”

Du er ikke, hvad du spiser

Jeg anerkender, at jeg har lyst til at provokere, når jeg siger, at jeg har spist, inden vi mødes, eller når jeg ikke vil stå i kø til den nyeste trøffelpasta. Der er noget befriende i ikke at spille med. Men der er også noget alvorligere på spil.

For jeg tror, vi har brug for at løsne os lidt fra den måde, vi tænker mad på i øjeblikket – især i en by som København, hvor hvert måltid er blevet en semiotisk øvelse i tilhørsforhold, æstetik og etik. Hvor det ikke handler om, hvad du har lyst til at spise, men om, hvad det signalerer. Det er udmattende. Og det er måske også lidt fattigt, hvis vores identitet for alvor skal afhænge af, hvorvidt vi spiser fermenteret kål eller croissanter fra den rigtige bager.

Vi lever trods alt i en tid, hvor alting skal betyde noget. Men måske behøver mad ikke at gøre det. Måske er det okay bare at spise. Ikke som statement. Ikke som strategi. Men som en nødvendighed med potentiale for nydelse.

For man er simpelthen ikke, hvad man spiser. Hverken nænsom som håndlavet pasta, sund som sellerijuice eller tålmodig som et surdejsbrød.

Man er bare en, der spiser noget.

Læs ogå

Maya Tekeli: “Dér langt oppe i Grønland gik det op for mig, at det at smøre creme i ansigtet ikke kun er selvforkælelse men en økonomisk og psykologisk selvregulering”

Global VP of Brand & Communications i Joe & the Juice Kasper Garnell: “Jeg kan mærke, jeg er blevet ældre og må bide den høje musik i mig, men de har det jo pissesjovt bag baren”

Blå bog

Kasper Garnell. 42 år. Medejer og Global Vice President of Brand & Communications i Joe & the Juice. Startede i Joe & the Juice i sommeren 2007, da der var 4 butikker. I dag er der 416, og indenfor de næste tre år er ambitionen at ramme 800.
Den amerikanske kapitalfond General Atlantic ejer i dag aktiemajoriteten i virksomheden, som blev grundlagt af danske Kasper Basse i 2002.

Hvordan kom du til Joe & the Juice?

Jeg kom ind i Joe & the Juice i 2007, fordi jeg kendte Kaspar Basse (som i 2002 grundlagde Joe & the Juice, red.), fordi vi trænede sammen nede i Adelgade. Jeg har altid gået op i kost og ernæring, så vi talte frem og tilbage, og Kaspar foreslog, at en af mine venner og jeg kunne hjælpe med ekspansionen af Joe & the Juice via franchise, så mens jeg læste på CBS, købte vi rettighederne til at åbne fem Joe & the Juice-butikker i Danmark. Det var ret mange, når der på det tidspunkt kun var seks i alt, men siden Kaspar åbnede den første, har han sagt, at Joe & the Juice skulle være det næste Starbucks, og han har altid haft store globale ambitioner for virksomheden. Jeg husker de år som nogle af de hårdeste, men sjoveste i mit liv.

”Mange ansatte i Joe & the Juice er startet i butikkerne. Det vil sige, vi ved, hvad det vil sige med en travl dag bag baren, hvor juicemaskinen går i stykker, og alt er kaos. Det giver en forståelse for virksomheden, som jeg tror, er rigtig vigtig – selv når man rykker hen bag skærmene”

Hvordan foregik udviklingen helt i begyndelsen?

Der gik ikke ret længe, før nogle investorer så potentiale, men de ville kun investere, hvis Joe & the Juice var ejet af det samme hovedselskab, så vi solgte vores franchise-butikker tilbage til hovedselskabet og blev nogle af de første medejere. I de år levede og åndede vi for kulturen og brandet 24/7. Det var ikke et arbejde, men en livsstil. Vi blev en familie som alle voksede op sammen igennem vores 20’er og 30’er, mens vi prøvede at navigere, i den vækstrejse vi var på. I 2011 rykkede jeg til Stockholm, fordi jeg virkelig troede på projektet i Sverige, og åbnede de første 15 butikker deroppe. I Joe & the Juice har vi altid haft en det-gør-vi-bare-mentalitet, og så må vi løse problemerne hen ad vejen. Men deroppe lærte jeg virkelig meget om, hvad man skal og ikke skal gøre, når man åbner nye markeder. I 2015 blev det tid til at åbne i USA, så jeg flyttede til New York og begyndte at bygge vores første marketingsafdeling op derovre. Når jeg siger marketingsafdeling, så mener jeg to mennesker. Dengang var Instagram noget, vi prioriterede, hvis en af os lige havde tid til at poste et billede, for alle var operationelle på det tidspunkt. Men jeg syntes, at brand- og marketingsaspektet var sindssygt spændende, og det var også det, jeg havde læst på CBS, så jeg nød at kunne dykke mere ned i det og virkelig fordybe mig. Sidenhen har branding og marketing fået en mere strategisk rolle i Joe & The Juice, så alle aktiviteter i denne sammenhæng er med til at styrke vores identitet. I min rolle som Global Vice President er det mit job at definere denne identitet. Det indebærer en del rejsedage, især mellem København, London og New York.

Foto: Mia Linnea Johansson

Hvad var strategien dengang?

Alt drejede sig om oplevelsen i butikken – og det var vi de bedste til. Når vi åbnede et nyt marked, så fungerede det bare. Vi behøvede ikke noget stort brand- eller marketingsaperat. Vi har altid lagt vægt på at skabe loyale kunder i butikkerne, og af samme grund har vi aldrig lagt butikkerne ned ad små sidegader og brugt mange marketingskroner på, at folk skulle opdage os. Tværtimod ligger vi altid på de mest trafikerede steder i byen, for når mange mennesker går forbi, må nogle af dem gå ind i vores butik – og hvis de så får en god oplevelse herinde, kommer de nok tilbage.

Der er nok ikke så mange danskere, der ikke kender Joe & the Juice, men hvis du alligevel stødte på en, hvordan ville du så beskrive brandet?

Vi kombinerer en sund livsstil med imødekommende, personlig og energisk stemning. Vi gør det cool at leve sundt. Og så er der jo et ret stort spænd på menuen; fra søde, lidt dessert-agtige shakes til de grønneste grøntsagsjuices. Stemningen i butikkerne bærer det hele, og så er det et plus, at vi sælger sunde produkter. Vi har aldrig haft et kundehåndteringsprogram til vores ‘juciere’, som er vores ansatte i butikkerne. Vi sørger for, at de lærer at lave juice, kaffe og sandwiches, og at de kan betjene vores kassesystem, men derfra siger vi til dem, at de skal behandle vores gæster, som var de gæster i deres eget hjem. Det er ambitionen, og når det fungerer, skaber det en helt unik oplevelse. Det er ikke let at være juicer hos Joe & the Juice, for intet er lavet på forhånd, så alt skal laves på bestilling. Når der er travlt og mange på arbejde, så er der bare en vis energi bag baren, som smitter af i hele butikken.

Hvorfor er musikken så høj?

Der er flere ting i det. Det praktiske element er, at den høje musik overdøver blenderne. Derudover prøver vi at skabe det bedste arbejdsmiljø for vores ansatte. Hvis de har det sjovt og skaber en god energi, smitter det af på de folk, der kommer ind i butikkerne. Men jeg kan da også mærke, at jeg er blevet ældre og må bide den høje musik i mig nogle gange, men de har det jo pissesjovt bag baren. Når det så er sagt, skal vi også være bedre til at vurdere tid og sted. Der skal jo ikke banke techno ud af højtalerne, når folk kommer ind og henter deres morgenkaffe. Vi arbejder pt på en løsning, hvor vi kan styre lydniveau centralt, så det kan tilpasses stemningen i løbet af dagen.

Hvilke trends taler Joe & the Juice ind i?

Det ændrer sig jo hele tiden, men vi har fire grundsøjler, som er sundhed, underholdning, convenience (bekvemmelighed, red.) og bæredygtighed. Især efter corona har vi set et skifte ift. convenience. Vores app, som man kan bestille igennem, eksploderede under corona, og siden da har folk virkelig vænnet sig til at bestille via den. Før corona stod takeaway globalt for mindre end 10% af vores omsætning, hvor det i dag er mere end 30%.

Hvordan har blikket på sundhed ændret sig?

Da vi startede i 2002, var det sundeste, du kunne komme i nærheden af, jo en smoothie med banan og jordbær. I dag skal du kun have grøntsager, og så er det protein, der er populært, og så går alle op i ’gut health’ og probiotics (mave-/tarmsundhed, red.), så det er vigtigt hele tiden at være på forkant. Kollagen er jo kæmpestort lige nu. Folk kommer kollagen i alt, og det tror jeg, er en trend, der kommer til at holde ved. Vi bruger både protein- og kollagenpulver fra danske Puori, fordi det er et af de bedste produkter, du kan komme i nærheden af. Vi kommer desuden ud med en probiotics-shake her til sommer. Det trender også helt vildt. Vores produktudviklingsteam har lige været på en stor sundsmesse i L.A., og gut health er bare eksploderet. Vi ser også en stigning i funktionelle svampe som f.eks. ashwagandha. Vi har indtil nu forsøgt at have den samme menu i hele verden, men der er lande, hvor det ikke er lovligt at sælge produkter med funktionelle svampe, medmindre du er et apotek, så der er nogle lovgivningsmæssige udfordringer der, og det betyder også, at vi kommer til at lave nogle undtagelser og have nogle produkter, der kun er tilgængelige i nogle lande. Vores blå spirulina-shake er f.eks. også ulovlig i Sverige.

Læs ogå

“Man skal ikke se mange realityprogrammer for at konstatere, at det fake (..) mange steder er et ideal i sig selv”

Hvor er I på økologi?

Vi har nogle økologiske produkter, men langt fra mange. Vi har lavet nogle spørgeskemaundersøgelser ift., hvad folk går op i, og økologi har ikke scoret specielt højt, men vi lytter selvfølgelig, og hvis det er noget, kunderne i højere grad begynder at efterspørge, så kigger vi ind i det.

TikTok-brugere verden over har haft meget svært ved at undgå Joe & the Juice de seneste par år. Hvordan skete det, at brandet blev så trendy på den platform, og hvad har det betydet?

Det har betydet sindssygt meget for os! Jeg ved godt, hvad der skete, men det er alligevel svært at beskrive. Vi har haft tunsandwichen ’Tunacado’ på menuen de sidste 12 år, men lige pludselig var der en amerikansk kvinde ved navn Danielle Zaslavskaya, der lavede en video. Hun har et caviar-brand, så hun laver videoer, hvor hun køber forskellige fastfood-produkter og spiser dem med sin caviar på. Det gjorde hun så med en Tunacado, og den video eksploderede bare! I dag har Tiktok videoer med hashtagget ”Tunacado” mere end 150 millioner visninger. Det fangede folk, og så skulle alle smage den her Tunacado. Samtidig var vi gode til at engagere os i hypen på TikTok og lave videoer, der responderede på alt det indhold, der pludselig kom fra brugere over hele verden, som spiste Tunacados. På seks måneder øgede vi vores salg af tunacado i USA med 150%.

Hvad er strategien med TikTok?

Vores TikTok Manager er Raania Myah på 22 år, som virkelig har taget ejerskab på platformen, og hun gør det fænomenalt. Vi – eller hun – prøver ikke at sælge folk noget, vi viser bare vores kultur via vores ansatte og formår at ramme de tendenser, der på det givne tidspunkt er på TikTok, som jo er en helt anden platform end f.eks. Instagram. Raania læste på universitet samtidigt med, at hun arbejdede bag baren på Joe & the Juice i London. På eget initiativ kontaktede hun mig, og spurgte om hun måtte begynde at lave Tiktoks til vores officielle profil. Jeg kunne hurtigt se, at hun havde en unik forståelse for hvordan man bygger en autentisk kommunikationsstrategi op omkring vores kultur og relevante trends, uden at miste essensen af brandet. Da hun var færdig med sine studier, tilbød jeg hende rollen som Brand Manager og ansvaret for vores strategi på sociale medier. Det takkede hun ja til, og er nu rykket til New York, hvor hun har sit eget lille team under sig. Jeg er virkelig stolt af den måde, vi identificerer vores interne talenter og giver dem muligheden for at vokse karrieremæssigt.

Foto: Mia Linnea Johansson

Hvad er I allerbedst til?

At skabe en kultur. Vi har et miljø, hvor vores ansatte kan vokse både personligt og karrieremæssigt. Hvis du forpligter dig til Joe & the Juice og drømmer om en karriere her, så hjælper vi også vores ansatte med de rette kurser på diverse uddannelsessteder, ligesom vi er ved at udvikle et reelt internt karriereprogram.

Hvad er I dårligst til?

Den er svær … Men historisk set har vi nok nogle gange taget munden for fuld. Især ift. vores ekspansion. Vi havde rigtig meget succes i starten, og uanset hvad vi gjorde, blev det til guld. Men da vi så begyndte at ekspandere i USA samtidig med Europa samtidig med nogle overvejelser om franchise længere sydpå, måtte vi erkende, at vi ikke havde ressourcerne til alle de ting, vi var ved at søsætte, og at vi ikke var hurtige nok til at ansatte de rigtige mennesker. Det var meget svært at se i 2020, men corona kom på en måde som en velsignelse i forklædning, for det tvang os til at stoppe op og revurdere, hvad vi havde gang i, og hvad vi gerne ville. Det handlede også om at indse, at selv om det er sindssygt vigtigt for os at have mennesker med Joe & the Juice-DNA, som har været her i mange år, så er det også vigtigt at tage nye og dygtige folk ind udefra, som har erfaring fra andre virksomheder og prøvet noget lignende før. Det miks af talenter, har vi i dag.

Læs ogå

Cecilie Ingdal: “Regel nr. 1 ville jeg sgu gerne have kendt til lidt tidligere i mit liv”

Fortæl om House 11, som I netop har åbnet?

Den allerførste butik lå jo inde i interiørbutikken Rue Verte i Ny Østergade 11, men den blev vi desværre nødt til at lukke. Vi drømte om at lave et særligt koncept, som kan stå på egne ben, så House 11, der er en hyldest til stedet hvor eventyret startede. Det er en Joe & the Juice, men med mere. Det bliver en stor konceptbutik med bordservering og kniv og gaffel, hvor vi dels kan teste nye produkter af, inden de kommer ud i alle de andre butikker, og dels får et meget større menukort med items, der er unikke for den lokation. I alle vores House 11’s – for vi kommer til at åbne flere rundt om i verden – skal der være noget unikt, og i København bliver det, at der er fitnesscenter i kælderen for vores ansatte og venner af huset. Vores HQ ligger lige rundt om hjørnet, så der bliver et godt energisk rend af Joe & the Juice-ansatte.

House 11

House 11, der er Joe & the Juices nyeste konceptbutik, hvor der bl.a. vil være et langt større menukort, end vi kender fra de 416 andre butikker, samt husets eget gym i kælderen, åbnede den 22. maj på Ny Østergade 13.

Hvad bestiller du selv?

Jeg drikker en Joe’s Identity plus kollagen og avocado. Det er den grønneste juice, vi har, og så tilføjer jeg kollagen for at holde min hud nogenlunde pæn og avocado for lidt sundt fedt i min juice. Jeg drikker også vores gurkemeje- og ingefærshots hver dag.

Hvorfor er I begyndt at lave en masse forskellige samarbejder?

Alle samarbejder jo med alle nu til dags. Det er sjovt og relevant og noget af det, der gør, at man bliver ved med at have nyhedsværdi. Vi er så heldige, at der er en masse artister, atleter og kendte mennesker, der godt kan lide vores brand, så vi har mulighed for at bygge en autentisk kampagne og historie op omkring et produkt, som vi udvikler sammen. F.eks. lavede vi sidste år et samarbejde med Paris Hilton, der udviklede sin egen juice. Det samarbejde blev en realitet, fordi jeg er gode venner med hendes mand og deri gemmen hørte at hun flere gange om ugen, får en kalkunsandwich og en Pick me up-juice leveret til deres hus i L.A.

Hvad bliver det næste?

Denne sommer har vi sammen med Hansen Is udviklet en ispind version af vores velkendte Power Shake. Den er lavet af frisk mælk fra danske køer og er 100% økologisk. Fremadrettet vil vi lave flere af disse lokale partnerskaber rundt omkring i verden. Det giver noget lokal forankring, som er enormt vigtigt når man ekspanderer globalt.

Hvem er drømmesamarbejdspartneren?

Matthew McConaughey har lavet sin egen version af vores Tunacado og gik viralt med sin video af det, så det ville da være sjovt at lave noget sammen med ham. Derudover drømmer jeg om et F1-hold! Vi har snakket med flere af de prominente F1-profiler, men at lave noget med et helt hold, eller endda have vores eget hold ligesom Red Bull, er noget af det største, jeg kan forestille mig. En Joe-pink F1-bil er på min bucket list!

Læs ogå

Et nyt sandwichsted er i byen – og selvom grundlæggerne elsker Helges Ost, har de lavet en nyfortolkning af sandwichen

Bedst i test: Her er 2025’s bedste solcremer, der lever op til kravene for moderne solbeskyttelse

Denne artikel kan indeholde sponsorerede links.

1

Den usynlige

‘Everyday Sunscreen SPF30’, Lerub, 50 ml., 360 kr.

2

Den moderne

‘Face SPF 50’, Muti, 50 ml., 295 kr.

3

Den, hvor solpleje møder hudpleje

'The Sunscreen SPF50', 30 ml, Augustinus Bader, 1.039 kr.

4

Anti-age

‘Sun Anti-Age Fluid SPF50’, Eau Thermale Avène, 40 ml., 229 kr.

5

Den ekstravagant

Sunleÿa Anti-Aging Sun Care SPF 50+’, Sisley, 50 ml., 1.899 kr.

6

Nyklassikeren

‘Sun Face Serum SPF 30’, Rudolph Care, 30 ml., 395 kr.

7

Den franske favorit

‘Anthelios Uvmune Ultra Creme SPF50+’, La Roche-Posay, 50 ml., 179 kr.

Læs ogå

Går sommerferien til en af disse europæiske destinationer, har vi allerede tilføjet én ting til din to do-liste

8

Den nye darling

‘Glowy Screen Face Sunscreen SPF 50+’, Darling, 50 ml., 343 kr.

9

Den non-sticky

‘Sun Face SPF 30’, Woods Copenhagen, 50 ml., 129 kr.

10

Apotekerklassikeren

‘Ansigtssolcreme SPF50’, Derma, 50 ml., 110 kr.

Læs ogå

“Man skal ikke se mange realityprogrammer for at konstatere, at det fake (..) mange steder er et ideal i sig selv”

ELLEs digital redaktør efter ansigtsbehandling: “Mine kinder lignede to nyhøstede, spændstige æbler, og min genfundne glød lignede, jeg havde siddet i solen på den første forårssolskinsdag”

Der findes nogle mennesker, som – til trods for at du aldrig har mødt dem – fanger din opmærksomhed med deres energi, når de træder ind i et rum. Sådan var mit første møde med Sofie Jørgensen, indehaver af skønhedsklinikken Dewy, som jeg havde udvekslet et hurtigt branche-kindkys med til det event, som vi tilfældigvis var havnet til begge to. Derfor var jeg heller ikke et sekund i tvivl om, at der var noget godt i vente, da min skønhedsansvarlige chefredaktør, Cecilie Ingdal, spurgte, om jeg ville teste en af Sofies behandlinger.

Foto: Sissel Abel

Normalt er min 30-årige hud (7-9-13) ret taknemlig, men særligt den forgående vinter havde kulden i den grad ramt mig som karma, og jeg havde derfor forsøgt at holde en ret stringent kur, når det kom til, hvad jeg proppede i mit ansigt. Derfor var det heller ikke helt uden bekymring, at jeg tog min post-vinter, dehydrerede hud med røde og knastørre områder på det nederste af kinden med til facial. Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med, for når man er uddannet kosmetolog og har arbejdet med skønhed som både behandler og redaktør i over 25 år, har man ret godt styr på selv den tørreste hud. Derfor vendte Sofie også skuden 180 grader, da hun så og hørte om mine hudproblemer og udskiftede den ellers tiltænkte Beauty boost & balance-behandling med hendes Glow, lift & moist-behandling. Og oplevelsen skulle vise sig at være mere end bare moisturizing for mit ansigt.

Til duften af den der lækre, spa-agtige aroma og en playliste, jeg senere måtte få navnet på, lagde jeg mig til rette i det lyse, højloftede lokale, hvor min behandling skulle finde sted, hvorefter jeg blev pakket godt ind og svøbt i en dejlig, tung dyne og lukkede øjnene – præcis som når min mor pakkede mig ind, når jeg skulle sove som barn. Før behandlingen snakkede vi om Amazing Space-produkterne, som hun har nøje udvalgt til klinikken, som hun, trods min omtalte skærpede nysgerrighed udi at prøve nye produkter (disse havde jeg ikke prøvet, men hørt godt om), fik forklaret mig godt og grundigt om.

Foto: Sissel Abel

Da jeg trådte ind i rummet, havde jeg godt set noget, der kunne ligne en dampmaskine, og det var præcis, hvad det var – så før vi gik til frugtsyre-peelingmaske, rens, serum, (en genial) læbebalm mv. blev min hud godt gennemdampet, så alle porer for alvor kunne åbne sig, og derefter fulgte en både nakke-, arm- og skuldermassage samt ansigtsmassage med gua sha og lymfedrænage i ansigtet. Da jeg kom lidt til bevidsthed fra min saglige trance, var da jeg kunne mærke et par varme sten, som blev placeret forskellige steder på mit ansigt og ført ned ad nakke, skuldre og arme – en følelse, der nærmest kan beskrives som smørklatter, der smelter på en havregrød. “Sig til, hvis det er for varmt,” sagde hun, og selvom jeg begyndelsesvist ikke helt var klar over, hvad det var, der var så rart og lunende, så gav jeg bar et “alt er super”-nik. For folk, der har prøvet lavasten før, er det måske ikke så ground breaking, men min krop var på en måde paralyseret af det behag, den blev udsat for.

“Det føltes, som om min krop var blevet ét med briksen og de mange, bløde lag, jeg var svøbt i”

Efter de afsluttende cremer og sera var vi nået til vejs ende. Det føltes, som om min krop var blevet ét med briksen og de mange, bløde lag, jeg var svøbt i, men med alt andet end jag fik jeg et glas smoothie og vand serveret, mens jeg forsigtigt mærkede min kinder, der føltes og så ud som to rødglødende, spændstige æbler, høstet i deres bedste sæson, og beundrede min genfundne glød, som havde jeg siddet ude i solen på den første forårssolskinsdag. Selv her et par uger (og stride mængder rødvin, pommes frites og simregryderetter fra fem dage i Paris) senere kan jeg stadig ikke lade være med at ae mine kinder hist og her, der endnu føles som bløde cashmere, og som stadig (siger jeg med krydsede fingre) ikke har budt de røde, tørre plamager (u)velkommen tilbage.

Behandlingen ’Glow, lift & moist facial’ kan fås hos Dewy på Kirsteinsgade 2, 2100 København Ø. Kan bookes som 70, 90 og 120 minutter. Priser fra 1.195 kr. Book her.

Foto: Sissel Abel

ELLE var inviteret til at teste behandlingen.

Læs ogå

Cecilie Ingdal om sin behandling hos Beauty Akademiet: “Mathilde Gøhler, som senere samme aften sad overfor mig, spurgte, hvordan jeg har fået så glødende og smuk en hud”

Hudeksperten: “Jeg påfører tape, hvor jeg har tendens til rynker, det virker afslappende på muskulaturen i ansigtet. Det er ikke en mirakelkur, men holder du ved, så gør det en forskel”

Blå bog

Karen Marie Groth. 45 år. Grundlægger af universet @beautyhero__ og formidler viden om huden som organ. Netop nu aktuel med podcasten Derma Derma skabt i samarbejde med Insitut for Immunologi og Mikrobiologi, KU & LEO Foundation Skin Immonology Research Center. Uddannet antropolog. Bor på Nørrebro i København med sin mand og to døtre. Følg hende på Instagram @karenmariegroth_ og @dermaderma_.

Karen Marie Groth har været beautynørd og arbejdet i branchen i mange år, hvilket hendes beautyskab afslører.

HVORDAN SER DIN DAGLIGE SKØNHEDSRUTINE UD?

Om morgenen kommer jeg bare vand på en klud og kører rundt i mit ansigt. Så bruger jeg en facemist, enten ’Serozinc Mist’ fra La Roche Posay eller ’Eau Themale’ fra Avene. Dernæst bruger jeg en gang imellem et serum, gerne ’Hyalu B5 Serum’ fra La Roche Posay eller ’Ectoin Hydro Barrier Serum’ fra The Inkey List. Og så dagcreme, hvilken skifter lidt afhængig af hvad min hud fra brug for, men jeg elsker dagcreme med ceramider, der styrker hudens barriere og optimerer fugtniveauet. Jeg skifter mellem The Ordinarys ’Natural Moisturizing Factors – Phytoceramides’, Avenes ’Cicalfate +’ og Locobases ’Eczema Cream’. Og så er vi nået til solcreme, som jeg tager meget alvorligt. Jeg er glad for ’The SPF 50’ fra Mantle og ’Sun Ceutic 50 +’ fra Dermaceutic.

Jeg kan godt lide at lægge en smule makeup, selv om jeg absolut ikke er ekspert til det. Her bruger jeg for det meste ’Face & Body, N1 A71’-foundation fra Mac, ’Rosy Glow, 001 Pink’-blush fra Dior, så bukker jeg mine vipper og lægger ’Exagger – Eyes, Volume Mascara’ fra Charlotte Tilbury og til sidst noget på læberne, som er min store last. Jeg bruger meget ofte ’Squalene Lip Balm’ fra The Ordinary, ’Peptide Lip Tint, Jelly Bean’ fra Hailey Biebers brand Rhode, som jo er supergodt brandet, og ’Matte Creme Lipstick’ fra Queen Mudia. Jeg renser kun min hud om aftenen, og selv om jeg har tendens til rødme, er jeg glad for udvalgte cleansing balms eller olierens. F.eks. ’Enzyme Cleansing Gel’ fra Mario Badescu eller ’Activated Charcoal Cleansing Oil’ fra I Am. Når jeg bruger oliebaseret hudpleje, er det nøje udvalgt. I Am er vanvittigt, jeg ved ikke, hvad i alverden, de har kommet den, men den giver ingen bumser eller rødme. Når min hud er i udbrud, er mit bedste råd at skrue helt ned for rutinen og kun bruge få produkter. Så her bruger jeg ’Cleanser, Purifying Milky Face Wash’ fra danske Honey og et par gange om ugen og så sover jeg med ’The Miracle Mask’ fra Mantle, der bl.a. er formuleret med Panthenol, der beroliger huden og binder fugt.

HUDPLEJE ELLER MAKEUP?

Helt klart hudpleje. Den er nem. Jeg er ikke særlig god til at lægge makeup. Jeg ved godt, hvad jeg kan lide,og har fået nogle gode tricks påvejen, men det er jo et håndværk at være god til at lægge makeup, og der er det altid hudplejen, der har interesseret mig.

HVAD GØR DU FOR AT SE FRISK UD?

Søvn er det vigtigste. Der ér jo ikke noget, som vi ikke har hørt før, men det virker. Jeg sover 7 timer hver nat. Nogle gange kan få meget søvn også give mig hovedpine, og jeg havde slem hormonel migræne i relation til min cyklus, efter jeg fødte min anden datter. Jeg har lige fået en And Now You Sleep-hovedpude, og jeg er virkelig overrasket over, hvor god den er, og hvor meget den har hjulpet på min hovedpine. Derudover sover jeg med kinesiotape. Jeg påfører tape, der hvor jeg har tendens til rynker, det virker afslappende på muskulaturen i ansigtet, men det er ikke en mirakelkur, men hvis du holder ved så gør det en forskel. Og så er jeg glad for en mini-gua sha og konkyliessugekop fra Obsido Skin, de ligger altid klar på mit natbord.

Hver nat taper Karen Marie sit ansigt op for at modvirke rynker. Hun er desuden glad for den lille mini-gua sha og konkyliesugekoppen, som hun bruger I sit ansigt

HVOR SPRINGER DU OVER?

Hår interesserer mig desværre ikke så meget, så det bruger jeg ikke meget tid på. Jeg gad godt, at jeg var sådan en, der kunne sætte det hurtigt, og så så det fantastisk ud, men sådan forholder det sig ikke. Jeg gik af samme grund meget med hårbøjle i en periode, men du ved, det bliver også lidt trivielt. Pludselig ligner man jo lidt sin mors moster fra Hellerup … Jeg bliver klippet hos Gun-Britt, og det er jeg glad for, og så bruger jeg ’Biomimetic Hairscience, Leave – in Molecular Repair Hair Mask’ fra K18.

Læs ogå

“Man skal ikke se mange realityprogrammer for at konstatere, at det fake (..) mange steder er et ideal i sig selv”

HVOR SPRINGER DU ALDRIG OVER?

Jeg ville aldrig, aldrig, aldrig gå i seng med makeup på. Jeg ville heller aldrig glemme at vaske mine hænder, inden jeg skulle røre mit ansigt. Af samme grund har jeg et håndklæde til ansigtet og et til kroppen.

HVAD HAR DU MEST AF?

Læbeprodukter. Det er nærmest blevet en besættelse for mig, og jeg bruger alt fra Bobbi Brown til Nuxe og REM Beauty. Men hvis jeg skulle vælge én læbestift, ville det nok være en fra YSL – dem med logo rundt om stiften. De er så gode!

Karen Marie sværger til læbeprodukter og kalder selv samlingen for en ”mental case”. Her et udsnit.

HVAD ER DET MEST PRISVENLIGE PRODUKT, DU BRUGER?

Matas og Niveas ’Micellar Water’. De er gode til at fjerne makeup med. Hvis jeg ikke har makeup på om sommeren, kan jeg godt finde på bare at rense min hud med det, men når jeg har makeup på, renser jeg yderligere.

HVAD ER DET DYRESTE PRODUKT, DU BRUGER?

La Mers ’The Intensive Revitalizing Mask’. Den er vanvittigt god.

HVAD HAR DU ALTID MED I TASKEN?

Fem forskellige læbeprodukter.

FÅR DU NOGLE BEHANDLINGER?

Jeg går hos Sofie Jørgensen fra Dewy på Østerbro og får hendes ’Customize Classic Facial’ cirka hver anden måned. Jeg er ellers ret forsigtig, jeg har engang fået en voldsom allergisk reaktion ovenpå en (lavendel) behandling, så jeg er blevet påpasselig med at overgøre min hudpleje generelt, men Sofies hænder er magiske!

TAGER DU TILSKUD/VITAMINER MM.?

Jeg har taget et shot Møllers Tran fiskeolie m. citrus omega 3, siden jeg var barn. Jeg elsker det, men det tror jeg, jeg er alene om. Jeg er også glad for magnesium, det hjælper mig til at slappe af og hjælper på min hovedpine, som jeg døjer med, og så tager jeg folsyre og B12- samt D-vitamin fra Solaray og liposomal C-vitamin-shot fra Danois i et glas vand om aftenen. Jeg drikker også vand med aktivt kul og har generelt filtreret mit vand, siden jeg boede i New York for mange år siden.

HAR DU ET BEAUTYHACK?

’Blemish Repairing Powder’ fra Mario Badescu er genialt. Det er et af de produkter, jeg har brugt længst, og jeg elsker det stadig. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skulle gøre uden. Det er en pudder, der overnight fremskynder helingsprocessen af urenheder og reducerer rødme i huden. Det forkorter urenhedens levetid bedre end noget andet, jeg har prøvet. Så snart jeg er ved at løbe tør, går jeg i panik.

HVAD ER DEN ULTIMATIVE VIDEN OM HUD, DU GERNE VIL FORMIDLE?

Hvis man kan få alle, men også unge mennesker til at huske, at huden er et levende organ, der arbejder for os 24/7, så ville jeg være glad. For så tager man nogle bedre valg. Hver gang du putter noget på din hud, skal du vide, hvorfor du gør det. Huden har som udgangspunkt ikke brug for så meget for at fungere. Og de veninder, jeg har, som aldrig rigtig har brugt noget, de har så heller ikke haft hudproblemer, er sjovt nok dem med pænest hud i dag.

Læs ogå

Helena Christensen: Det prisvenlige produkt, jeg bruger, er denne creme til 40 kroner – den minder mig om min dejlige farmor

Verdensstjernen giver os lyst til at hoppe i en helt bestemt sneaker igen

Hvis du af og til tænker, “ej, hvor jeg mangler et par nye sneakers”, alt imens du bagerst i skabet har en hel hær af både mere og mindre brugte sneakers, kan vi røbe, at du ikke er ene om det. Men, som det sker med trends; de kommer og går, og derfor er det også godt, at du gemte dine sneakers fra 00’erne. Hvorfor?

Det er der flere gode grunde til.

Som de fleste andre ting fra de ikoniske 00’ere, er også tidens sneakers en af de ting, som kom til verden for at blive – og det gælder bestemt også New Balances spritnye 204L-model, som trækker stærke referencer til det trendsættende årti.

Én af de personligheder, som virkelig har overbevist os om dette, er sangerinde og producer Rosalía (yes, hende, der var sammen med Jeremy Allen White). Hun har netop indgået et samarbejde med sneaker-brandet New Balance, som hun skal være global ambassadør for, og selvom brandet er kendt for sin portfolio af atletiske ambassadører, forstår vi bestemt godt New Balances satsning på sangerinden, som skal tilføre et nyt aspekt i form af stoytelling og en livsstils-styling af produkterne.

Første aktivitet i sangerindens ambassadørskab er en spritny kampagne, som præsenteres på netop samme tid som New Balances nye lifestyle sneaker-model, New Balance 204L, og derfor er det selvfølgelig netop disse sko, som Rosalía træder ind i sit første ambassadør-projekt (og kampagne) i.

De nye sneakers forener et retro og sporty look, som særligt New Balancer er mestre i, i en sko i fuld ruskind og med tech-referencer til 00’erne. Kampagnen får – ligesom ambassadørskabet – debut i dag, hvor kampagnen ruller ud.

Står du alligevel og mangler lige ét mere par sneakers, lancerer den nye model i efteråret 2025 på New Balances hjemmeside.

Læs ogå

12 par forårssneakers, du kan bruge med bare ben

Florlette blonder og sporty striber er nøgleord i sommerens hverdags-looks

Foto: Ceen Wahren

Sweatshirt, trusser og strømper, pris på forespørgsel. Alt fra Prada.

Foto: Ceen Wahren

Kjole, Skall Studio, 4.000 kr. Halskæde, Ole Lynggaard, 20.900 kr. Vedhæng, Ole Lynggaard, fra 5.900 kr.

Foto: Ceen Wahren

Top, Aiayu, 395 kr. Bodystocking, Ganni, 2.100 kr. Stømpebukser, Maria La Rosa X Caro Editions, 945 kr. Sneakers, Loewe, 6.000 kr. Halskæde, Marlene Juhl Jørgensen, 2.300 kr. Vedhæng, Marlene Juhl Jørgensen, fra 4.000 kr.

Foto: Ceen Wahren

Sweatshirt, Stockholm Surfboard Club, 2.910 kr. Kjole, Cecilie Bahnsen, 35.000 kr. Skjorte, Gant, 1.000 kr. Shorts, Baum Und Pferdgarten, 900 kr.

Foto: Ceen Wahren

Top og nederdel, Acne Studios, pris på forespørgsel. Sokker, Aiayu, 195 kr. Kort halskæde, Ole Lynggaard,
20.900 kr. Vedhæng, Ole Lynggaard, fra 4.200 kr.

Foto: Ceen Wahren

Skjorte, Caro Editions, 3.195 kr. Jeans, Stockholm Surfboard Club, 2.460 kr. Støvler, Isabel
Marant, 5.150 kr.

Foto: Ceen Wahren

T-shirt, Aiayu, 445 kr. Bukser, Isabel Marant, 9.620 kr. Støvler, Isabel Marant, 5.150 kr. Øreringe, Marlene Juhl Jørgensen, 4.500 kr. Halskæde, Ole Lynggaard 23.900 kr.

Foto: Ceen Wahren

Top, Loewe, pris på forespørgsel. Bukser, Loewe, 7.100 kr. Trusser, Arket, 95 kr. Halskæde, Marlene Juhl Jørgensen, 2.300 kr. Vedhæng, Marlene Juhl Jørgensen, fra 4.000 kr.

Foto: Ceen Wahren

Strik, Stockholm Surfboard Club, 2.910 kr.

Foto: Ceen Wahren

Top, 13.600 kr. Badedragt, 7.600 kr. Begge fra Miu Miu. Armbånd, Ole Lynggaard, 4.200 kr.

Foto: Ceen Wahren

T-shirt, Stockholm Surfboard Club, 1.190 kr. Jeans, Gant, 1.100 kr. Kort Halskæde, Ole Lynggaard, 20.900 kr. Vedhæng, Ole Lynggaard, fra 5.200 kr. Lang Halskæde, Tiffany & Co., 4.450 kr. Nøglevedhæng, Tiffany & Co., fra 32.800 kr.

Foto: Ceen Wahren

Sweater, 7.400 kr. Kjole, 43.200 kr. Badedragt, 7.600 kr. Alt Fra Miu Miu. Halskæde, Ole Lynggaard, 20.900 kr. Vedhæng, Ole Lynggaard, fra 5.900 kr.

Foto: Ceen Wahren

Skjorte, Dries Van Noten, 5.480 kr. Bukser, Dries Van Noten, 11.900 kr. Ørering, Malene Juhl Jørgensen, 4.500 kr. Nøglehalskæde, Tiffany & Co. 38.350 kr. Lang halskæde med vedhæng, Marlene Juhl Jørgensen, fra 6.300 kr.

Foto: Ceen Wahren
Styling: Agnes Buch / @holidays
Model: Tilda Lindsam / @stockholmsgruppen
Hår: Kirstine Engell
Makeup: Cianne Denize @amgmt
Fashion & Project Coordinator: Viitus Julius Saceanu
Fotoassistent: Andrea Overbye
Stylingassistent: Rebecca Asboe Hermansen
Hårassistent: Vanilla Luna Kopcinski
Makeupassistent: Lærke Lykke

Læs ogå

Troede du, leo var et overstået kapitel, kan du godt tro om – sådan bruger du printet i sommerens looks

Troede du, leo var et overstået kapitel, kan du godt tro om – sådan bruger du printet i sommerens looks

Foto: Sidsel Alling

Stiletter, Anonymous, 1.700 kr.

Foto: Sidsel Alling

Taske, Toteme 6.700 kr. 

Foto: Sidsel Alling

Taske, Celine by Hedi Slimane, 28.500 kr. 

Foto: Sidsel Alling

Stiletter, Jude, 3.350 kr.

Foto: Sidsel Alling

Kjole, Rotate, 2.800 kr. 

Foto: Sidsel Alling

Taske, Bottega Veneta, 16.200 kr. 

Foto: Sidsel Alling

Stiletter, Loewe 10.450 kr. 

Foto: Sidsel Alling

Læderjakke, Kulakovsky, 13.350 kr. 

Kjole, Freya Dalsjø, pris på forespørgsel

Læs ogå

Sådan styler du sportstøj og -referencer i hverdagslooks

Maya Tekeli: “Dér langt oppe i Grønland gik det op for mig, at det at smøre creme i ansigtet ikke kun er selvforkælelse men en økonomisk og psykologisk selvregulering”

Blå bog

Maya Tekeli er journalist og skriver bl.a. for The New York Times og ELLE, ligesom hun er vært på DR-radioprogrammet Virkelig.

Jeg har lært at pakke min kosmetik som en overlevelsesstrategi. Ikke fordi jeg er dramatisk af natur, men fordi jeg har mistet for mange hårbørster til mellemlandingernes kaos. Det betyder, at jeg altid rejser med håndbagage og derfor kun må tage det mest essentielle med. Få dråber dryppet i beholdere under 100 ml puttet i en klar plastikpose, som om de kunne eksplodere. Der er selvfølgelig noget ydmygende over det. At stå og flytte sin shampoo over i en rejsebeholder med tykke fingre, mens man overvejer, hvad man kan undvære: deodorant eller hårkur.

Renseolie eller parfume?

Det er nok derfor, jeg var så dårligt rustet, da jeg første gang besøgte Grønland i forbindelse med mit arbejde som reporter for The New York Times. Planen var, at vi skulle opholde os i Nuuk i en uge, men den ændrede sig hurtigt. For at møde et Grønland, der rakte ud over de scener, som hundredvis af journalister i øvrigt også var kommet for at beskrive i lyset af Donald Trumps ønsker om at købe øen, besluttede vi os hurtigt for at tage en tur til en by længere nordpå.

Jeg havde pakket som sædvanlig: asketisk. Jeg havde fundet et lille udvalg af produkter, jeg kunne leve med, men ikke leve godt af. På baggrund af mine erfaringer var jeg dog helt sikker på, at jeg hverken ville løbe tør for ansigtsolie, fugtighedscreme eller balsam.

Og så lukkede vejret hele øen ned.

Mine kolleger og jeg var i flere dage strandet på vores pind i den lille by oppe nordpå.

Første dag var det romantisk. Vi skrev, vi spiste, vi gik små ture i den knitrende sne og talte om de store linjer i verdensordenen. Vi lavede interviews med folk, vi ikke troede, vi havde tid til at blive klogere på. Anden dag begyndte det at gå op for mig, at mit ansigt begyndte at skalle. Min hud kløede. Mit hår faldt fladt og olieret ned over øjnene, mine øjenbryn var også vokset ud i en form for forvirring. Jeg lignede simpelthen en kvinde, der var ved at forsvinde, men det var først på dag tre, at jeg gjorde noget ved det.

Jeg kunne mærke mig selv synke hen i ubehaget over ikke at være præsentabel, jeg var langt mindre udadvendt, på ingen måde snakkesalig, og jeg havde mest af alt lyst til at blive hængende på mit hotelværelse og interessere mig for alt andet end verden.

Da mændene alligevel fik lokket mig med ud for at købe appelsiner i det lokale supermarked, tilbragte jeg det meste af besøget der, hvor der duftede bedst. Der fandt jeg en hudcreme, en ansigtsmaske, en balsam specielt designet til krøller som mine, en pincet, en bodylotion med duft af lavendel og en hårolie.

“Jeg må gøre noget for mig selv,” sagde jeg til de blikke, mine kolleger sendte min indkøbspose på gåturen hjem.

“Når man som mig kan glemme, at verden ikke handler om undertegnede, bliver man som udgangspunkt altid irriteret over at få de brede perspektiver på de problemer, man sidder med i skødet”

Jeg brugte hele eftermiddagen på mit hotelværelse på at bade, smøre, plukke, massere. Og da jeg trådte ind til middagen senere på aftenen, kunne jeg mærke, at noget var sket. Ikke med mit ansigt, men med hele min krop. Jeg følte mig lettere. Ikke pænere, men mere i live.

Da jeg kørte fingrene gennem mit hår, der havde fundet sit egen volumen, slog det mig, at jeg sådan set altid er bedst til at pleje mig selv, når jeg har det dårligt.

Som om skønhed for mig ikke er pynt, men reparation. Et system til at blive menneske igen.

Jeg satte mig i sengen, svøbt i håndklæder, og kørte mine olierede fingre over tastaturet. Jeg skrev: “beauty consumption during crisis”.

Når man som mig kan glemme, at verden ikke handler om undertegnede, bliver man som udgangspunkt altid irriteret over at få de brede perspektiver på de problemer, man sidder med i skødet. Derfor var jeg ikke ligefrem tilfreds med, at søgeresultaterne på min selvopfundne tendens krævede et økonomisk sprog.

“Når vi ikke har råd til store luksusvarer – tasker, rejser, designerfrakker – så køber vi små. En læbestift. Et duftlys. En ansigtsmaske. Det er ikke, fordi vi er dumme eller overfladiske. Det er, fordi vi længes efter et øjebliks kontrol, noget smukt midt i kaos”

Jeg må have sukket over 11 grafer, før jeg bemærkede et begreb, der gik igen: the lipstick index.

Begrebet blev opfundet i 2001 af Leonard Lauder, arving til Estée Lauder-kosmetikimperiet. På det tidspunkt var USA ramt af dotcom-boblen og 9/11. Økonomien var i frit fald, og folk havde ikke råd til meget – men de købte læbestifter. Faktisk steg læbestiftsalget, samtidig med at stort set alt andet forbrug faldt. Lauder lagde mærke til det og navngav fænomenet the lipstick index.

Idéen er enkel og alligevel ret vild. Når vi ikke har råd til store luksusvarer – tasker, rejser, designerfrakker – så køber vi små. En læbestift. Et duftlys. En ansigtsmaske. Det er ikke, fordi vi er dumme eller overfladiske. Det er, fordi vi længes efter et øjebliks kontrol, noget smukt midt i kaos. En lille luksus, vi stadig har råd til.

“Håb på tube.”

Latterligt.

Men det er vist ikke bare noget, kosmetikbranchen siger for at sælge mere. Det har vist sig igen og igen. Under finanskrisen i 2008 skete det samme. Læbestift, neglelak, parfume – alt det, der glitrer uden at ruinere én – steg i salg. Et sted læste jeg faktisk, at i Storbritannien fordobledes neglelaksalget på få år. Ikke fordi alle var blevet nail art-entusiaster, men fordi det var en billig måde at føle sig som nogen, der stadig havde kontrol.

Man kunne måske ikke betale sin elregning – men man kunne sidde ved køkkenbordet og lægge to lag farve med shaky hånd og føle sig bare lidt levende.

“Jeg læste, at selv under depressionen i 30’erne voksede salget af makeup, mens alt andet gik ned”

Jeg læste, at selv under depressionen i 30’erne voksede salget af makeup, mens alt andet gik ned. Og ikke bare en lille stigning. I USA faldt industriproduktionen med næsten 50 procent. Banker lukkede. Arbejdsløsheden nærmede sig 25 procent. Folk solgte deres møbler og flyttede ind hos slægtninge. Men salget af læbestift og rouge? Det steg.

Kosmetikfirmaer som Elizabeth Arden og Helena Rubinstein overlevede ikke bare – de ekspanderede. Rubinstein åbnede nye skønhedssaloner midt i kollapset. Hun vidste, at selvom folk ikke kunne betale husleje, ville de stadig betale for at få lagt en ansigtsmaske med løfte om at “genoprette gløden”.

Hollywood var en kæmpe medvirkende faktor. Midt i arbejdsløshed og sult blev biografen et fristed – og på lærredet: glamour, glimt, læber i dybrød. Kvinder begyndte at efterligne filmstjerner som Jean Harlow og Greta Garbo. Det kostede måske ti cent for en læbestift – og pludselig havde man adgang til det samme look som nogen, der boede i en villa i Beverly Hills.

Det var ikke luksus, det var eskapisme. Et budgetvenligt mirakel.

Og det virkede.

“Dér langt oppe i Grønland var første gang, det virkelig gik op for mig, at det der med at smøre creme i ansigtet ikke nødvendigvis er selvforkælelse, men kan være en form for økonomisk og psykologisk selvregulering”

Dér langt oppe i Grønland var første gang, det virkelig gik op for mig, at det der med at smøre creme i ansigtet ikke nødvendigvis er selvforkælelse, men kan være en form for økonomisk og psykologisk selvregulering. Når verden vakler, rækker vi ud efter det, vi stadig kan bære. Og det er åbenbart ofte en læbestift.

Jeg begyndte at læse mig baglæns i verdenshistorien, og det gik op for mig, at hver gang planeten ryster, begynder vi at købe ind på dufthylderne.

Under depressionen i 30’erne, hvor folk mistede deres hjem, deres arbejde og – tænker jeg umiddelbart også – viljen til at stå op om morgenen, steg salget af kosmetik som sagt. Ikke biler. Ikke bøger. Ikke suppe. Men rouge. Kvinder stod i kø for at få farve i kinderne. Det lyder som en Monty Python-sketch, men det er sandt.

“Når vi står midt i kollaps, vil vi stadig gerne ligne nogle, der ikke er ved at gå i opløsning”

Rouge blev altså en slags økonomisk sutteklud, for selv når man boede i teltbyer og delte en dåse bønner med en fremmed, kunne man stadig ligne én, der lige havde fået lidt sol på kinderne og måske var på vej til et middagsselskab. Det er næsten poetisk. Eller tragikomisk. Eller begge dele. Men det siger noget om mennesket.

Når vi står midt i kollaps, vil vi stadig gerne ligne nogle, der ikke er ved at gå i opløsning.

Og det er ikke bare et moderne fænomen.

Under 2. verdenskrig nægtede Churchill at rationere læbestift. Ikke fordi han havde en svaghed for glans og farve, men fordi han mente, det holdt moralen oppe. Altså, vi taler om en statsleder, der rationerede stort set alt – smør, benzin, sukker, strøm, endda tøj. Men læbestift fik lov at glide lige igennem kontrolsystemet.

Han sagde direkte, at “luksusartikler for kvinder” – og her tænkte han især på kosmetik – havde en vigtig rolle i at opretholde befolkningens kampgejst. Ifølge flere kilder (herunder ‘British War Cabinet Records’) blev læbestift anset som så vigtig en faktor for kvindernes moral, at regeringen ligefrem opfordrede kosmetikindustrien til at fortsætte produktionen trods råvaremangel.

Churchill mente, at kvinder i en krigstid havde en dobbelt rolle: De skulle arbejde i våbenfabrikker, tage sig af børn og samtidig “holde den nationale ånd oppe” – og det gjorde de, ifølge ham, bl.a. ved at se præsentable ud.

Det er jo absurd og rørende på samme tid – kvinder stod i kø til rationeringsmærker, og alligevel skulle de helst ligne nogle, der var friske nok til at gå til teselskab, når bomberne holdt pause.

“(..) jeg kunne forstå, at under finanskrisen i 2008, hvor folk var så broke, at de ikke kunne flytte hjemmefra, havde de råd til neglelak”

Jeg klikkede mig frem i tiden. Min ansigtsmaske gled af, og jeg kunne forstå, at under finanskrisen i 2008, hvor folk var så broke, at de ikke kunne flytte hjemmefra, havde de råd til neglelak. Og de købte den. Parfume? Det solgte også. For hvis man ikke kunne eje noget som helst, kunne man i det mindste dufte, som om man ejede noget.

“Det var satans,” hviskede jeg, da det bankede på døren. Jeg forklarede mine kolleger, at jeg ikke var klar til at beskæftige mig med verden endnu.

Tiden brugte jeg på at forstå mig selv og mine tendenser til at smukkesere mig, når jeg er på røven.

Jeg fandt et studie fra 2012 i ‘Journal of Personality and Social Psychology’, lavet af Hill, Rodeheffer og en række andre forskere. De havde undersøgt, hvordan økonomisk usikkerhed påvirker vores lyst til at købe skønhedsprodukter. Altså: Hvad sker der i hovedet, når vi bliver mindet om recession, fyringer og stigende renter?

“Det er jo det samme som at trøstespise. Eller comfort-shoppe. Nogle køber en pakke Matador Mix, andre køber en ny lipliner. Det er strategier. Måder at dulme kroppen på, mens hovedet prøver at finde ud af, hvad der foregår”

Forsøget var enkelt: Kvinder blev præsenteret for en tekst, der beskrev en økonomisk krise – ikke en fiktiv, men noget meget genkendeligt: arbejdsløshed, faldende huspriser, frygten for ikke at kunne forsørge sig selv. Bagefter blev de spurgt, hvad de havde mest lyst til at bruge penge på. Og her skete der noget ret interessant.

Når kvinderne havde læst om krise, faldt deres lyst til at købe det meste: praktiske ting, dagligvarer, tøj. Men deres lyst til at købe luksusskønhedsprodukter steg markant. Ikke billigere alternativer – nej, de ville have det gode. Det dyre. Det effektive. Det serum, der lover at ændre dit liv på tre uger. Forskernes konklusion var, at ressourcemangel ikke nødvendigvis får os til at bruge færre penge på skønhed – tværtimod. Når verden bliver usikker, bliver ønsket om at være attraktiv stærkere.

Det handler i øvrigt ikke nødvendigvis om at tiltrække en partner, som nogle af forskerne lagde op til. Det handler heller ikke om forfængelighed. Det er mere grundlæggende end det. Det handler om velvære, værdighed og følelsen af at kunne genkende sig selv i spejlet, også når resten af livet føles fremmed.

“Forskernes konklusion var, at ressourcemangel ikke nødvendigvis får os til at bruge færre penge på skønhed – tværtimod”

Det er jo det samme som at trøstespise. Eller comfort-shoppe. Nogle køber en pakke Matador Mix, andre køber en ny lipliner. Det er strategier. Måder at dulme kroppen på, mens hovedet prøver at finde ud af, hvad der foregår. Når alt føles ude af kontrol – økonomien, nyhederne, din dagpengesituation – så er det rart at føle, at noget stadig kan lade sig gøre. At du stadig kan tage et langt bad og komme ud med huden smurt ind i noget, der dufter af citrus og fremtid.

Men så kom corona. Og det ændrede alt. Ikke bare økonomisk, men socialt. For første gang i nyere historie kunne vi ikke vise os frem. Makeup blev pludselig meningsløst. Hvem skulle se dine læber, når de var dækket af mundbind og damp?

Salget af læbestift faldt som en kældertrappe. Til gengæld steg salget af hudpleje og dufte. Vi sad alene i vores lejligheder og brugte pludselig vores parfume på os selv. Ikke for at forføre nogen – men for at mærke os selv.

Foto: beauty

Under coronakrisen beskrev forbrugerekspert Eva Steensig det meget præcist: “Skønhed er det nye nødvendighedsområde,” sagde hun. Og jeg tænkte:

“Ja.”

Det interessante var, at noget blev siddende. Selv efter at pandemien begyndte at slippe sit greb, var det ikke makeupsalget, der først kom igen – det var wellness. Branchefolk begyndte at tale om “the skinification of beauty”, altså at alt – selv hårpleje og makeup – skulle have hudplejeegenskaber. Som om vi havde vænnet os til, at produkter skulle gøre noget for os, ikke bare ved os.

Jeg sad stadig i min seng i Ilulissat og scrollede nyhederne hjemmefra. Inflationen var steget, mens jeg havde plukket mine øjenbryn. Energipriserne steg. Stemningen faldt. I Danmark diskuterede man, om man stadig havde råd til at købe økologisk mælk, og i resten af Europa stod folk med vinterjakker på indenfor for at spare på varmen. Men imens alting blev dyrere, solgte læbestifter stadig. Bare til en højere pris.

Jeg læste, at L’Oréal oplevede tocifret vækst i Europa i 2022, på trods af at alting – også skønhed – var steget i pris. En læbestift kostede måske 30 kr. mere end året før. Men den blev stadig købt. Det virkede næsten skørt. Og alligevel – så genkendeligt.

For når man står i supermarkedet, i Ilulissat eller i Ikast, og kigger ned på de små farvede flasker og krukker, så ligner de sig selv. De samme produkter. De samme løfter. De samme pastelfarvede fornemmelser af orden og kontrol. Som en slags global trøst, der står på hylderne og hvisker: Alt er ikke tabt. Du kan stadig få glow.

Og selvom pandemien er ovre, er noget af det blevet siddende.

“Hvis samfundet kollapsede for alvor, ville jeg stå på gaden med silkeblød hud og absolut intet at spise. Jeg ville være den slags menneske, der forsøger at forhandle sig til en dåse bønner med argumentet “Men se lige min glød””

Jeg kiggede på min lille plastikpose med nye grønlandske produkter og tænkte på, hvor mange andre der stod og gjorde det samme i deres supermarkeder, som jeg havde gjort en times tid forinden. Ikke fordi de manglede noget – men fordi de havde brug for noget.

Senere den aften stod jeg foran spejlet på hotelværelset og så på mit ansigt. Jeg lignede ikke en ny version af mig selv. Jeg lignede bare mig. Men sådan som jeg ser ud, når jeg har haft tid. Når jeg har vasket håret to gange og siddet i stilhed, mens en maske tørrede. Sådan som jeg ser ud, når jeg har haft tid og adgang til oliebaseret pleje og en pincet. Jeg kunne mærke, at nogen var hjemme igen.

“Du ser godt ud,” havde mine kolleger udbrudt, da jeg endelig tilsluttede mig arbejdet igen.

“Har du klippet dit hår?”

Jeg svarede, at jeg bare havde vasket det.

Siden dengang har jeg ikke ændret mit pakkesystem. Jeg rejser stadig med håndbagage og med min lille gennemsigtige plastikpose, som ligner noget fra en lufthavnspsykose. Jeg pakker småt. Men jeg har lært noget.

Da jeg kom tilbage til Grønland i marts, var det første, jeg gjorde, ikke at åbne min computer. Det var at gå i supermarkedet og købe en ny creme. En hårolie. En læbepomade. Balsam.

Hvis samfundet kollapsede for alvor, ville jeg stå på gaden med silkeblød hud og absolut intet at spise. Jeg ville være den slags menneske, der forsøger at forhandle sig til en dåse bønner med argumentet “Men se lige min glød”.

Jeg forsøgte at være ligeglad.

Nogle køber proviant, og jeg køber så creme.

Læs ogå

“Man skal ikke se mange realityprogrammer for at konstatere, at det fake (..) mange steder er et ideal i sig selv”

Britisk skrædderkunst, indiske detaljer og et parisisk tvist: Det London-baserede brand, du bør kende

Hvordan begyndte Liberowe?

Begyndelsen på Liberowe blev en rejse til Indien, hvor jeg blev fascineret af indisk herretøj. Den inspiration førte til skabelsen af min karakteristiske ’Raja’-jakke. Jeg startede med at lave håndsyede ting til venner af venner og tage imod specialbestillinger, og så blev det stille og roligt større og større.

Hvad er idéen bag Liberowe?

Idéen er skrædderkunst, der kombinerer inspiration fra traditionelt indisk herretøj og mode fra 1960’erne og 1970’erne. Vi fokuserer på at skabe tøj med en perfekt pasform, at samle metervarer af høj kvalitet fra Frankrig, England eller Italien. Tøjet er designet til at blive brugt igen og igen og genopfindes gennem sæsonerne, mens man opbygger sin garderobe.

Hvad er historien bag navnet?

Det er en hyldest til en person, jeg mødte i London.

Hvordan startede du i modebranchen?

Jeg afsluttede en BA og en MA på Central Saint Martins i London med speciale i strik. Jeg var i lære hos Alexander McQueen, før jeg begyndte at arbejde freelance og fik mit første barn – men derefter var jeg nødt til at holde mig beskæftiget – jeg hadede at sidde bag en skærm og havde et behov for at skabe noget. Så opstod idéen til Liberowe, og jeg udviklede kollektionen hjemme ved mit spisebord, mens jeg tog imod bestillinger. Derefter kom covid, jeg fik mit andet barn, og jeg følte mig klar til at lancere Liberowe. Det startede med ’trunkshows’ (hvor kunderne ser og forudbestiller tøjet, red.) – først i London i marts 2022, derefter i Paris og New York. På det tidspunkt var det kun via mund-til-mund, men efterspørgslen var der, og det fungerede med det samme. Efter et par måneder kontaktede Net-a-Porter og Saks mig for at have Liberowe i deres sortiment, hvilket hurtigt gav os global distribution.

Hvordan arbejder du med kollektionerne?

Jeg starter altid med materialerne. Jeg elsker at finde dem, og det begynder altid med den rette følelse i hånden, den rigtige vægt – et stof, der fascinerer mig, og som jeg gerne vil arbejde med. Derefter arbejder jeg meget i 3D. Vores London-baserede studio er der, hvor alt sker. Mønsterfremstilling er min primære beskæftigelse blandt alle de andre ting, jeg laver i Liberowe, og jeg holder det som en kerne i min dagligdag. Når jeg designer en ny kollektion, tænker jeg altid på, hvad jeg selv mangler, hvad jeg gerne vil have på, og hvad der ville få mig til at føle mig selvsikker og godt tilpas. Det er meget personligt, men i sidste ende også universelt.

Fortæl os om kollektionen, der er tilgængelig nu.

Det er en stærkere fortolkning af sommer, hvor jeg for første gang har udforsket resort-wear. Jeg elskede at lege med åbentvævet, bomuldsbaseret tweed, som jeg har omsat til meget sommerligt, luftigt tøj. Jeg har også udviklet en fortælling omkring oliecoupé-stoffet, hvor jeg har brugt det på den “forkerte” side. Jeg kan godt lide idéen om at se tingene fra en anden vinkel – generelt set – og har brugt stoffet til at genopfinde vores signaturstyles. Alt i alt er det en blanding af sommer i London og sommer et varmere sted.

Hvad er det bedste ved at arbejde med tøj?

At omdanne en vision til noget virkeligt, brugbart og noget, der giver styrke. Jeg elsker bare at skabe, bygge op, nogle gange fare vild i processen og finde løsninger, der fører til en ny idé. Det, jeg elsker ved mode, er den nådeløse rytme – altid i bevægelse fra én sæson til en anden. Jeg ser det som en kontinuerlig strøm og en konstant udviklingsproces.

Fortæl os om produktionen – hvordan arbejder I ansvarligt?

Bæredygtighed er kernen i vores brand. Det meste af vores produktion foregår lokalt i London. Hver sæson bruger vi overskydende stof, deadstock, og fokuserer på cirkulære processer. Derudover designer vi på en måde, der ændrer kundernes behov til det bedre: Hver sæson flyder naturligt videre til den næste, og vores tøj er en del af den samme garderobe. Vores skrædderkunst er alsidig og designet til at blive brugt igen og igen, både til hverdag og fest. Kvinder er mere bevidste om det nu – de foretrækker at investere i få tidløse styles frem for at følge fast fashion.

Hvad er jeres bestsellere?

Vores bestsellere er helt klart vores ’Raja’- og ’Peplum’-jakker, men også vores mininederdel og cashmere-cardigan.

Hvad er dine egne favoritter fra kollektionen?

’Peplum’-regnfrakken, som er en nyfortolkning af vores ikoniske ’Peplum’-jakke. Store skuldre og bælte – det er en fantastisk overgangsjakke, der skriger Liberowe.

11

Peplum-regnjakke, Liberowe, 9.440 kr.

Hvad er dine drømme for Liberowe?

Bare at fortsætte – blive ved med at udvikle teamet, kollektionerne, kreere gode designs og samle gode mennesker omkring brandet.

Har du et tip til din by?

Mine bedste tips til London er National Portrait Gallery, en gåtur gennem Soho, en bid mad på Berwick Street Food Market, vintage-shopping på Portobello Road og middag på min yndlingsindiske restaurant, Empire Empire.

Læs ogå

Skomærket, du nok ikke kender, laver nogle af sæsonens smukkeste ballerinaer