By Malene Birger gør det igen, igen. Denne top – som også kan bruges som let jakke over en hvid tanktop – har jeg allerede fået masser af ros for de to ud af to gange, jeg har haft den på. Den perfekte, lyse sommerfarve i let silke-materiale, der gør den åndbar på lune sommerdage.
Sæsonens version af nederdelen kommer nemlig i en legende udgave i form af de skulpturelle bubble skirts, der er kendetegnet for sin runde, puffede silhuet, der til forveksling kan minde om en sky.
Som det er med alle gode trends, så er denne heller ej en ny opfindelse – tværtimod. Allerede i 50’erne og særligt frem til start 90’erne var nederdele-formen et hot topic hos store designere som Oscar de la Renta, Donna Karen, Alexander McQueen, Balenciaga, Pierre Gardin og Dior, der var med til at sætte nederdelen på dagsordenen. Desuden var bl.a. Prinsesse Diana en af de celebrities, der særligt gjorde hyppigt brug af bubble skirt-trenden.
Mens trenden tilbage i 50’erne i høj grad kom i ankellængde, har flere modehuse som Calvin Klein og Patou adopteret trenden i en 2026-version i from af et bubble mini-skirt. Men er du alligevel mere til den udgave, der egner sig til kontoret, kan du tage et kig på S/S26-udgaverne hos Prada, Balenciaga og Jacquemus, hvor nederdelene får et mere elegant udtryk med sin knæ- og ankellængde.
Patou S/S26
Calvin Klein S/S26
Prada S/S26
Balanciaga S/S26
Jacquemus S/S26
Med sin volumniøse silhuet er bubble skirts-trenden perfekt til dig, der elsker en basic T-shirt eller top, men som samtidig gerne vil pifte dit outfit en smule op. Nederdelen kan nemlig give blikfang, men samtidig er den også god til en helt simpel overdel – såsom en hvid T-shirt – hvis det ikke skal larme alt for meget. Omvendt kan du også skrue op for volumen fra top til tå ved at style den med en kjole over som hos Prada, hvor nederdelen blot stikker ud under kjolen – som en form for dropwaist-afslutning.
Adanne Lin-Ji, 21 år. Model og skuespiller. Er for nylig flyttet til København fra Oslo.
Hvordan ser din daglige skønhedsrutine ud?
Jeg vågner og vasker mit ansigt med min rens. Jeg skifter mellem cleansers, men lige nu bruger jeg ‘Blemish Control Cleanser’ fra Cerave. Hvis jeg føler, at jeg har tid til det, bruger jeg en ansigtsmaske. Min yndlings er dem fra Biodance især ‘Hydro Cera-nol Real Deep Mask’. Fugt er meget vigtigt for mig, før jeg starter min dag, især om vinteren, fordi jeg har tendens til tør hud. Så produkter, der genskaber det glowy look, er mine go to. Jeg har været besat af Origins ‘Ginzing’-serien på det seneste, især deres ‘Ginzing Energizing Gel Cream’. Den får mig bogstaveligt talt til at gløde. Om aftenen renser jeg mit ansigt med den samme cleanser. Og hvis jeg har haft makeup på, dobbeltrenser jeg for at være sikker på, at jeg føler mig helt ren. Derefter eksfolierer jeg med Paula’s Choices ‘Skin Perfecting 2% BHA Liquid Exfoliant’. Får jeg påføer et tykt lag fugtighedscreme inden sengetid og lader det trænge ind.
Foto: Sissel Abel
Adannes daglige skønhedsrutine består bl.a. af ‘Blemish control cleanser’ fra Cerave, ‘Hydro Cera-Nol Real Deep Mask’ fra Biodance, Irigins ‘Ginzing’-serien og Paula’s Shoices ‘Skin Perfecting 2% bha Liquid Exfoliant’. Til læberne bruger hun den lille bordeaux krukke fra Nuxe.
Hvad er det vigtigste produkt for dig?
Fugt, fugt, fugt. Mit hår, mit ansigt, mine læber, min hud – alt elsker fugt.
Hudpleje eller makeup?
Hudpleje 100%. Jeg lægger ikke rigtig makeup til daglig, men jeg glemmer aldrig min fugtighedscreme.
Foto: Sissel Abel
Hvor springer du over?
Jeg springer som regel foundation og blush over. Jeg føler, at foundation nogle gange kan få mig til at se for tung ud, og jeg er personligt bare ikke en stor fan af blush-trenden. Jeg kan ikke lide at se lyserød ud. Jeg springer også altid bryn over, jeg havde min 2016-tykke-øjenbrynsfase, og jeg går aldrig tilbage til det. Jeg kan godt lide at rocke mine bryn naturligt nu.
Hvor springer du aldrig over?
Jeg springer aldrig … du gættede det, fugtighedscreme over. Hvis jeg bruger concealer, kan jeg ikke springe bronzer over, og så kan jeg ikke springe lipliner over. Så concealer, bronzer og lipliner er min go to makeup. Jeg bruger ‘Can’t Stop Won’t Stop 24-hours Concealer’ i farven Neutral Buff fra Nyx, ‘Slim Lip Pencil Lipliner’ i farven Brown også fra Nyx og ‘Airbrush Flawless Bronzer’ i farven Tan fra Charlotte Tilbury.
Foto: Sissel Abel
Adannes makeupfavoritter tæller ‘Can’t stop won’t stop 24-hours concealer’ i farven neutral buff fra NYX, ‘Slim Lip Pencil Lipliner’ i farven brown også fra NYX og ‘Airbrush Flawless Bronzer’ i farven tan fra Charlotte Tilbury.
Hvad gør du med dit hår?
Da jeg naturligt har meget krøllet hår, er min hårrutine fuldstændig afhængig af, hvor meget energi og tid jeg har. Nogle dage elsker jeg at bruge to timer på at flette mit hår i forskellige styles, andre dage lader jeg mit hår lufttørre og rocker min store afro, men for det meste går jeg med en slicked back knold. Jeg er ikke så specifik med shampoo, jeg bruger bare en tilfældig, men fokuserer mere på en god, dyb balsam. En rigtig god fugtgivende balsam er ‘The Richer One Deep Conditioner’ fra Fenty Hair. Jeg elsker virkelig duften – de siger, den dufter som Rihanna. Og rygtet siger, at hun dufter fantastisk, og hvis hun dufter bare en smule som denne balsam, kan jeg bekræfte det. Og så er ‘Styler Styling Gel’ med arganolie fra Eco min yndlingsstylinggel. Jeg vælger den med arganolie, fordi jeg synes, den dufter bedst.
Hvad har du mest af?
Det må være lipliners. Jeg køber en ny hver uge, fordi jeg tror, jeg har mistet den forrige. Og så en skønne dag dukker de alle op på samme tid, og så har jeg 10 lipliners fra Nyx i farven ‘Brown’ eller ‘Mahagony’. Det er mine go-to lipliners, fordi jeg synes, det er god kvalitet og så mange flotte nuancer til en overkommelig pris, hvilket er rart, når lipliners er et produkt, der er så let at miste.
Foto: Sissel Abel
Adanne mister ofte sine lipliners og køber kontant nye. Derfor har hun ca. 10 lipliners fra NYX i farven ‘brown’ eller ‘mahagony'.
Hvad er din nyeste tilføjelse?
Body- og face glow-produkter. Jeg bruger Rituals ‘Miracle Glow Balm’ under min makeup, og ‘Copacabana Bronze Glow Oil’ fra Sol De Janeiro på kroppen. Glow oils ser jeg som makeup til min hud, så det hele ser samlet ud.
Hvad er det mest overkommelige produkt, du bruger?
Jeg er en loyal kæreste til min ‘Can’t Stop Won’t Stop Contour Concealer’ i farven Natural Buff fra Nyx. Fordi det er den eneste concealer, jeg har fundet, der har en god gylden undertone til min hudtone. Og heldigt for mig er den meget overkommelig i pris.
Foto: Sissel Abel
Adanne er lige begyndt at bruge ‘Copacabana Bronze Glow Oil’ fra Sol de Janeiro på kroppen, som hun synes, giver en dejlig glow.
Hvad er det dyreste produkt, du bruger?
Min elskede ‘Airbrush Bronzer Tan’ fra Charlotte Tilbury. Jeg købte den, fordi jeg havde svært ved at finde en bronzer, der både var dyb nok til mig, men stadig gylden og ikke for kold i tonen. Jeg ville have en bronzer og ikke en contour- nuance. Og det er den her.
Hvad har du altid med i din taske?
Jeg har altid min parfume i min taske. Så jeg kan påføre igen for at dufte godt hele dagen. Eller hvis jeg glemmer at tage den på, før jeg løber ud ad døren, kan jeg bare række ned i min taske og påføre over det hele. Jeg har ‘Miss Dior Eau De Parfum’ i rejsestørrelse, så jeg kan have den med overalt. Meget praktisk, når jeg altid er på farten.
Hvad har du altid med på arbejde?
Essential Depuff Eye Stick’ fra Face Formula. Som model har jeg ofte meget tidlige mødetider, og nogle gange har mit ansigt brug for et lille wake up call for at følge med. Jeg påfører depuff eye stick under mine øjne, og den bliver kold og reducerer mine poser under øjnene. Den er altid i min taske.
Foto: Sissel Abel
Med i tasken har Adanne altid ‘Miss Dior eau de Parfum’ i rejsestørrelse, så hun kan friske sin duft op i løbet af dagen.
Tager du nogen kosttilskud?
Jeg tager Omega-3 og D-vitamin hver dag. Jeg plejede at putte risklid og spirulina i mine smoothies hver dag, og det er noget, jeg savner og vil begynde på igen, når jeg er faldet til i min nye lejlighed.
Har du et beauty hack eller et tip?
Omfavn det, der er unikt ved dine træk. Hvis du har stort hår, skønhedspletter eller et mellemrum mellem dine tænder, hvad end det er. I stedet for at skjule det, så fremhæv det, der gør dig til dig. Det er det, jeg synes, får mennesker til virkelig at se smukke ud. Derudover vil jeg anbefale at forberede ens hud med hudpleje, før du lægger makeup. Sæt altid din concealer under øjnene med setting powder, hvis du vil have det til at holde. Og less is more. Påfør produktet lidt ad gangen og byg dækningen op, for en mere naturlig og glat finish i stedet for at lægge det i et tykt lag.
De fleste, der har spillet videospil, har prøvet det: Man spiller løs og træder mere eller mindre bevidst gennem en portal, og pludselig er man i et parallelt univers, hvor alt er forvrænget og føles forkert. På et eller andet tidspunkt finder man sin vej tilbage til virkeligheden igen, nogle gange ved hjælp af et sort hul, andre gange ved at manipulere spillet og til tider ved at følge sine spor tilbage til den portal, man brugte til at forlade den normale verden.
Den portal er der mange, der leder efter for tiden, men det er ikke et bestemt univers i et videospil, de gerne vil tilbage til. I stedet er det verden anno 2019, de længes mod – faktisk i en sådan grad, at begrebet ‘2019-nostalgi’ er stukket af online.
Taster man 2019 i TikToks søgefelt, er nostalgi det andet resultat, der kommer frem. På Spotify og SoundCloud vrimler det med 2019 nostalgia-playlister – som regel starter de med enten Lil Nas X-hittet ‘Old Town Road’eller Billie Eilish-gennembruddet ‘Bad Guy’. Magasinet The Atlantic udgav et essay om, hvordan vi som samfund er hjemsøgt af 2019’s spøgelse, og hvordan vores kollektive besættelse af året afholder os fra at komme videre med vores liv. Og på sociale platforme som Medium og Reddit er der dusinvis af tråde, hvor folk debatterer, hvorfor alle længes mod 2019. For én gangs skyld kan de blive enige om noget. 2019, skriver de, var: det sidste normale, glade år; peak life; en fuldkommen anden tidslinje; det sidste år, hvoralle var sociale; en anden verden; et af de lykkeligste år nogensinde; sidste gang, folk havde håb; sidste gang, verden ikke føltes fake.Eller som en anonym Reddit-bruger opsummerer:
“Det var slutningen på verden, som vi kendte den. Jeg ville give alt for at vende tilbage og føle mig normal igen.”
Siden 2019-nostalgien først begyndte at brede sig, har 2016-nostalgien sluttet sig til. Men hvorfor længes vi sådan mod en periode, der ifølge politiske eksperter var alt andet end harmonisk?
“Siden 2019-nostalgien først begyndte at brede sig, har 2016-nostalgien sluttet sig til. Men hvorfor længes vi sådan mod en periode, der ifølge politiske eksperter var alt andet end harmonisk?”
Enkeltbillet til fremtiden
Året 2019 har fået en nærmest mytisk status på sociale medier og er blevet symbol på normaliteten på samme måde, som 2020 for altid vil være lig med coronapandemien, skriver Helena Fitzgerald i essayet i The Atlantic. Og der er bred enighed om, at det var pandemien, der var portalen til den alternative verden, som mange mennesker på internettet stadig ønsker sig en returbillet til:
“Idéen om, at 2019 var det sidste normale år, kommer af kombinationen af den her følelse af, at tingene ikke er vendt tilbage til normalen efter corona, og så den teknologiske og politiske udvikling, som er raset afsted i mellemtiden og bliver ved med at stille nye spørgsmål til forholdet mellem, hvad der er sandt og falsk,” fortæller Johan Farkas.
“Der var mange, der håbede, at corona var en parentes, og at vi efterfølgende ville kunne gå tilbage til sådan, som det var før, men det i sig selv var en fiktion. Det er svært at sætte fingeren på, præcis hvordan corona ændrede samfundet, men vi kan jo ikke vende tilbage til en svunden tid”
Han forsker i mødet mellem digitale medier og demokrati ved Københavns Universitet, har skrevet bogen ‘Post-Truth, Fake News and Democracy: Mapping the Politics of Falsehood’og følger nøje med i udviklingen af kaninhuller, konspirationsteorier, fake news og ekkokamre online:
“Der var mange, der håbede, at corona var en parentes, og at vi efterfølgende ville kunne gå tilbage til sådan, som det var før, men det i sig selv var en fiktion. Det er svært at sætte fingeren på, præcis hvordan corona ændrede samfundet, men vi kan jo ikke vende tilbage til en svunden tid,” siger Johan Farkas.
For verden stod ikke stille, mens coronapandemien hærgede – tværtimod. I perioden omkring pandemien – som lammede verden i marts 2020 og varede til maj 2023, hvor Verdenssundhedsorganisationen erklærede den globale, offentlige nødsituation for overstået – var der verdensomspændende protester mod racisme og politivold efter mordet på George Floyd. Rusland invaderede Ukraine. Energikrisen førte til inflation og højere leveomkostninger i lande verden over. Trump-støtter stormede den amerikanske kongres. Taleban-styrker generobrede magten i Afghanistan, og Assad-regimet faldt i Syrien. Dronning Elizabeth døde, dronning Margrethe abdicerede, Elon Musk opkøbte–og ødelagde–Twitter, og OpenAI lancerede ChatGPT.
I slutningen af 2023 startede krigen mellem Israel og Palæstina, og i slutningen af 2024 blev Donald Trump genvalgt som amerikansk præsident på trods af at være blevet kendt skyldig i utallige retssager. Siden da har verdenspolitikken været på en vild rutsjebanetur, mens billeder og videoer fra USA viser ICE-betjente begå drab på civile og kæmpemæssige demonstrationer mod regeringen. Det har været med til at få virkeligheden til at minde mere om noget fra en fantasyfilm end sig selv og 2019 til at fremstå som året, før verden gik af lave:
“Genvalget af Trump har ført til en eskalation og en følelse af, at virkeligheden er for syret til at være sand. Det kombineret med den teknologiske udvikling har været med til at bidrage til den her fornemmelse af, at der har været en form for brud, at vi ikke længere har samme forståelse for, hvad der er sandt og falsk, og at verden er blevet for kompleks til at blive begrebet,” siger Johan Farkas.
“Kernen i tanken om, at 2019 var det sidste normale år, er, at virkeligheden ikke findes mere, at verden ikke er normal mere. Men der siger jeg bare: Hvornår har den nogensinde været normal? Og jeg har svært ved at se, at det skulle være i 2019″
Samtidig med at verificerede billeder i verdenspressen har givet virkeligheden et uvirkeligt skær, har fremkomsten af fake news, deep fakes og kunstig intelligens gjort det sværere for os at navigere i den information, vi møder online. Det har været medvirkende til at skabe den virkelighedsfjerne følelse af falsk- og fake-hed, som mange melder om online:
“Pandemien, kunstig intelligens, Donald Trump, Ukraine, Gaza, TikTok og ChatGPT har rykket vildt meget ved rammerne. Og samtidig får mange mennesker deres informationer fra sociale medier, podcasts og kanaler som Fox News, som ikke har demokrati eller videnskab som kerne, men tværtimod populisme. Det får os til at tvivle på, om vi egentlig kan tro på det, vi ser, og i mange tilfælde er svaret nej,” siger fremtidsforskeren Anne Skare Nielsen.
Hun er ikke overrasket over, at det får mange til at føle, at virkeligheden er underlig fjern, og at fortiden føles mere solid:
“Virkeligheden er rigtig meget op til fri fortolkning. Det gør os mentalt trætte og følelsesmæssigt usikre, at vi hele tiden skal tage stilling til, hvad vi skal mene i dag. Og det giver sådan en kognitiv og social dissonans, der minder om at leve i et alternativt univers, som når man lever i en anden timeline i et computerspil, hvor reglerne hele tiden ændres.”
Forfatteren og musikeren Kristian Leth har boet i New York i mange år, og i efterskælvet af det første valg af højrepopulisten Donald Trump som amerikansk præsident gik han rundt i en by, der virkede til at lide af granatchok. Trump var blevet valgt som præsident efter en valgkamp, der var en komplet negation af alle normer. Følelsen af uvirkelighed og ubegribelighed var en tæt og tung tåge, men i stedet for at give efter for mørket skrev Kristian Leth bogen ‘Håb – et forsvar forfremtiden’.
“Kernen i tanken om, at 2019 var det sidste normale år, er, at virkeligheden ikke findes mere, at verden ikke er normal mere. Men der siger jeg bare: Hvornår har den nogensinde været normal? Og jeg har svært ved at se, at det skulle være i 2019. For mange af os var det lige præcis den periode, som førte til en følelse af, at verden var gået af led og af lave, og at reglerne ikke gjaldt mere,” fortæller han.
Når han alligevel satte sig til at skrive en bog om håb, var det, fordi det gik op for ham, at der ikke var noget unormalt ved følelsen af unormalitet – tværtimod. Fortællingen om den ekstraordinære verdensomvæltning og den konstante strøm af kriser var derimod mere eller mindre konstant. Faktisk kunne han pege på flere lignende perioder bare i sit eget forholdsvis korte liv (i dag er han midt i 40’erne), og når han kiggede tilbage i historien, stod det klart, at fremtidsfrygten var permanent:
“Fortællingen om, at vi lever i en helt ny tid, som man aldrig har set før, det er den allermest gentagne gennem historien. Og den er i sig selv beviset på, at vi overhovedet ikke er et nyt sted,” siger han.
Tværtimod har hver generation sin virkelighedsbrist, der afføder en følelse af uvirkelighed. For hans var det 9/11 i 2001:
“I mit liv, for min generation, var den afgørende begivenhed, da flyene fløj ind i de to tårne. Der havde vi en følelse af, at virkeligheden ikke holdt mere, at man ikke kunne genkende verden, når man tændte for nyhederne, og at man ikke kunne stole på noget. Men inden da var der den kolde krig, og der var punkerne, der havde slogans om ‘No Future’, og der var ungdomsoprøret i 68, og man kan blive ved og ved til tidernes morgen.”
“Hvis der blev lavet en undersøgelse af, hvem det er, der længes efter 2019, så kunne jeg godt forestille mig, at det var dem, der var lige ved at flytte hjemmefra, og som pludselig skulle ud i en verden, hvor det var svært at blive voksen, og som virkede kompleks og uoverskuelig”
Virkelighedsbristen sker igen og igen og får hver generation til at længes mod nogle bestemte år, fortæller Kristian Leth. For ligesom hans generation vil pege på 90’erne som det gyldne årti, så skrev grækerne 500 år før Kristi fødsel om, hvordan alting havde været bedre engang, i gudernes tid, og hvordan de gruede for fremtiden. Og sjovt nok er der en tendens til, at folk længes mod de år, hvor de selv var unge, på samme måde, som de længes mod den musik – eksempelvis Billie Eilish – der udkom i deres ungdomsår:
“De, der længes mod 2019, blev sandsynligvis studenter omkring 2019. Der er sandsynligvis tale om folk, der ikke helt kan huske den dystopiske kvalmefølelse af uvirkelighed, der ramte mange af os i 2016, da Donald Trump blev valgt som præsident. Nostalgi kan være lidt drømmeagtig, når den begynder at nærme sig vores barndom, men der var vores liv sjovt nok også nemmere, end når man bliver voksen, skal overskue mere og bliver mere bevidst om omverdenen.”
Den udlægning er Johan Farkas fra Københavns Universitet enig i:
“Hvis der blev lavet en undersøgelse af, hvem det er, der længes efter 2019, så kunne jeg godt forestille mig, at det var dem, der var lige ved at flytte hjemmefra, og som pludselig skulle ud i en verden, hvor det var svært at blive voksen, og som virkede kompleks og uoverskuelig,” siger forskeren, der mest af alt føler sig gammel, når han hører, at generation Z længes efter 2019:
“Men hvis du går tilbage i historien, kan du se, at amerikanske kommentatorer skrev præcis det samme med, at samfundet var blevet for komplekst til, at menigmand kan følge med, for 100 år siden, i starten af det 20. århundrede. Den her idé om, at samfundet er blevet for komplekst til, at vi kan forholde os til det, er i virkeligheden en meget grundlæggende fortælling om moderniteten, som vi har igen og igen og igen.”
Nostalgi er en copingmekanisme
Julia Lahme er uddannet etnolog og har arbejdet som livsstilsekspert i 16 år. I løbet af den tid har hun bevidnet bølger af trends og nostalgi komme og gå, og hun undrer sig ikke over, at det lige nu er 2019-nostalgien, der boomer:
“Vi har set det mange gange før i historien. Vores erindringer begynder at gro over med blomster og rosenblade efter fem år. Det er et velkendt fænomen, at vi sådan rimelig godt kan huske, hvor hårde tingene var for tre eller fire år siden, men så snart vi kommer længere tilbage i tiden, får hverdagen et urealistisk skær for de fleste af os. Det er en form for copingmekanisme, hvor vi mister realitetssansen og den reelle erindring af, hvor hårdt det egentlig var,” siger Julia Lahme.
“Man ser det jo eksempelvis omkring tradwife-bevægelsen, hvor man nu hører argumenter om, at alt var bedre i gamle dage, da mor gik hjemme, men hvor vi bare glemmer, at kvinderne ikke havde mulighed for at gå fra deres mænd og forsørge sig selv”
Selv hvis nostalgien spiller os et puds, så spiller den en rolle for os, siger fremtidsforskeren Anne Skare Nielsen, der er uddannet biolog. Hun fortæller, at folks kropstemperatur stiger en lille smule, når de føler sig nostalgiske, og at det aktiverer kroppens belønningssystem, dæmper fysisk smerte, dæmper social smerte og forbinder os med andre:
“Når man kigger på nostalgi som noget evolutionært, så mener man faktisk, at det er en form for overlevelsesmekanisme. Man mener, at nostalgi har været med til, at vores forfædre kunne holde modet oppe i de kolde, mørke, sultne og farlige perioder. Det var en form for psykologisk varmepude, som gjorde det muligt at holde ud og overleve, indtil tingene blev bedre, fordi det har været med til at skabe håb i forfærdelige situationer.”
Hyggenostalgi eller farlig højredrejning
Efter årsskiftet til 2026 spredte en trend sig på sociale medier. Folk postede billeder fra 2016, beretninger om, hvor de var i deres liv dengang, delte datidens mode- og musikinspiration, dykkede ned i populærkulturen og postede 2026-billeder med 2016-filtre. Der blev ikke talt ret meget om vedtagelsen af Brexit, valget af Trump, skoleskydninger, hadforbrydelser, politivold og naturkatastroferne eller om tabet af Bowie, Cohen og Prince. Det virkede lidt, som om internettet havde fået kollektivt hukommelsestab. Det er trods alt kun ni år siden, at 2016 sluttede, og året blev budt farvel med The Guardian- og New York Times-kronikker om, at det var “et år i det rene helvede” og “Worst. Year. Ever.”.
Men det er der ikke noget usædvanligt i, for når vi længes mod en fortid, har vi en tendens til kun at huske det, vi har lyst til:
“Vi forsøger ofte at forstå vores nuværende situation gennem nostalgi for det, vi tænker på som en simplere tid. Men problemet med den type narrativ, især i et land som USA, er, at det let kan negligere fortidens problemer. For hvornår var den ‘normale’ tid? Var det virkelig Trumps første præsidentperiode? Eller var det tilbage, da der var segregering af sorte og hvide? Eller da kvinder ikke kunne stemme? Det kan godt være, livet i fortiden kan virke mere overskueligt, men det var det bestemt ikke for alle,” siger Johan Farkas.
Problemet er ikke kun, at vi har lyserøde briller på, når vi kigger på fortiden. Det er også, at mange lader sig inspirere af fortiden, eller snarere den slørede version af den med et flatterende nostalgifilter på, både når det gælder politik og privatliv:
“Man ser det jo eksempelvis omkring tradwife-bevægelsen, hvor man nu hører argumenter om, at alt var bedre i gamle dage, da mor gik hjemme, men hvor vi bare glemmer, at kvinderne ikke havde mulighed for at gå fra deres mænd og forsørge sig selv. Og vi tænker, at 1800-tallet var en smuk periode, men den var fuld af krig og damer, der døde af blærebetændelse,” siger Julia Lahme.
“På et samfundsmæssigt plan ser vi slogans som Trumps “Make America Great Again”, når vi ikke kan overskue virkeligheden. Men det er en længsel mod et Amerika, som aldrig har været der, og mod en tid, som folk tror, de kan huske, fordi de har set den på TV”
Visse grupper er bedre end andre til at udvinde nostalgien til egen fordel, og det har betydning for samfundet:
“Konsekvensen er, at vi ser en højredrejning i samfundet, for alt, hvad der er højredrejet, er bedre til at være nostalgisk og konservativt, end de venstredrejede er. Højredrejningen kommer, fordi den lover de gode, gamle dage tilbage. Det er jo helt klart det, vi ser i USA lige nu.”
Johan Farkas fortæller, at nostalgien og den virkelighedsfjerne følelse kan have en tendens til at være et slags gateway drug til nihilisme. For hvis tingene føles uvirkelige, og hvis alt føles fake, hvor meget agens har man så, selv hvis man bor i et demokrati?
“I USA er der en stigende gruppe – stadig en minoritet, men den vokser – der ikke rigtig tror på politik og bare drømmer om at se det brænde ned. Det er en form for nihilisme, som måske kommer af følelsen af, at tingene ikke rigtig har konsekvenser, at tingene er ligegyldige eller uvirkelige. Det kan både føre til, at man stopper med at engagere sig i samfundet, og at man ligefrem begynder at være en destruktiv kraft i det.Man ser især, at den ydre højrefløj prøver at kapitalisere på, at der er mange unge mænd, der føler et tomrum og savner et fællesskab, som de her nostalgiske ultrahøjrefløjsbevægelser så kan forsøge at give dem.”
Fortvivl ikke
Nostalgien er med andre ord ikke ret kildekritisk. Men det er heller ikke formålet med den, siger Kristian Leth:
“På et samfundsmæssigt plan ser vi slogans som Trumps “Make America Great Again”, når vi ikke kan overskue virkeligheden. Men det er en længsel mod et Amerika, som aldrig har været der, og mod en tid, som folk tror, de kan huske, fordi de har set den på TV. Det er sådan, minder fungerer,” siger Kristian Leth.
Men nostalgien mod 2019 handler faktisk slet ikke om 2019. Den handler ikke engang om, hvor vi er lige nu. Når bølger af nostalgi rammer samfundet, er det mest af alt en forsikring om, at alt er, som det plejer, siger han:
“Den slags nostalgi handler ikke om, hvorvidt tiden, du er nostalgisk for, var bedre. Den handler om, at nostalgi er en menneskelig følelse, som alle oplever. Grunden til, at vi er bange for fremtiden, handler mere om den kultur, vi lever i, end den tid, vi lever i. Vores kultur er altid bange for fremtiden, og det mønster gentager sig i hver eneste generation. Fremtidsfrygt og nostalgi er en grundlæggende menneskelig betingelse.”
5 råd til at genvinde håbet
Følelsen af nostalgi og fremtidsfrygt, der udløses, når vi gennemlever en virkelighedsbrist som f.eks. coronapandemien, er et grundvilkår. Men det betyder ikke, at man ikke selv kan gøre noget for at genvinde følelsen af håb, optimisme og virkelighedsnærhed. Det kræver bare en indsats.
1. Læg telefonen væk, og saml ansvaret op
“Vi stønner og sukker over den teknologiske udvikling, men vi glemmer vores egen agens. Til at starte med kan vi lægge vores smartphone fra os, tage bedre stilling til teknologien, vælge ikke at se film, der er fremstillet af AI, tage til flere koncerter og drikke mere kaffe med vores venner – ude i virkeligheden. Jo flere minder vi skaber, jo mindre minder dagene om hinanden,” siger Julia Lahme.
2. Meld dig ind i Foreningsdanmark
“Isolationen spiller helt sikkert en rolle, når det kommer til den her uvirkelighedsfølelse. Det var noget, der blev forværret under coronapandemien, men med den måde, vores individualiserede samfund er indrettet på, er det også noget, vi i stigende grad oplever normalt. Et modsvar kunne være at begynde i en forening og engagere sig på en eller anden måde, uanset om det er sportsligt, politisk eller socialt. Og hvis man gør det et sted, hvor man møder folk fra andre dele af samfundet end sinegen, kan det bidrage til følelsen af, at man er del af et større, stærkt samfund,” siger Johan Farkas.
3. Gør verden mindre
“Vi har det med at se ned på folk, der forsøger at leve i en lille verden og lukke resten af verden ude, fordi det går imod nogle idealer om oplysning, solidaritet og borgerpligt. Men det er en misforståelse af, hvad den menneskelige evne er. Vi har fået en tendens til at tænke, at virkeligheden er det, der sker på vores skærm, efter at vi har afleveret børnene i skole. Men virkeligheden er dem, du møder, når du afleverer børnene, når du køber ind, det er dit lokalsamfund og dine nære relationer. Så forstærk dem, gå i en klub, meld dig ind i et kor, aktivér dig i frivilligt arbejde, og husk på, at mennesket altid har søgt mod små sociale grupper, ligegyldigt hvor meget de er på Meta eller får Google-briller,” siger Kristian Leth.
4. Brug nostalgien som vejviser
“Det er normalt at føle nostalgi, når man har en følelse af, at verden er eksploderet, og virkeligheden er aflyst. Men i stedet for kun at bruge nostalgien til at længes mod fortiden kan man også bruge den som en slags fremtidsnostalgi ved at bruge den som forestillingsevne. Identificér, hvilke dele af fortiden du længes efter, og forestil dig, hvordan lignende øjeblikke kunne se ud i nutiden eller fremtiden. Visualisér det, og prøv så at skabe det,” siger Anne Skare Nielsen.
5. Husk, at håbet kommer indefra
“Håb kan ikke komme udefra. Det mener jeg virkelig. Håb handler om at indse, at man godt kan indeholde voldsomheden af nutiden og følelsen af, at alt er ved at falde fra hinanden, og stadig tage et skridt udenfor og se på den større kontekst. Det er ikke det samme som at sige, at det hele nok skal gå, eller at der ikke sker noget dårligt i verden lige nu, men det handler om at huske på, at statistikkerne peger i den rigtige retning: Der er mindre tortur, færre overfald, hævntogter og voldtægter, færre sultende, faldende ekstrem fattigdom og færre, der dør i krige. Men den vigtigste pointe er, at håbet ikke er noget, man finder ude i verden. Det er noget, man finder inde i sig selv,” siger Kristian Leth.
Trine Andersenstiftede interiørbrandet Ferm Living i 2006. Hun solgte 60 % af virksomheden til en belgisk kapitalfond i 2016, som igen blev solgt til en dansk kapitalfond i 2020. Hun trådte ud af den daglige drift slut 2023, men ejer stadig 25%. Privat bor hun i Skovshoved med sin mand Martin Neve og deres to børn August og Saga.
Trine, må jeg starte med at spørge dig. Havde du nogensinde forestillet dig, at du ville nå hertil, hvor du er i dag?
”Nej, slet ikke. Da jeg startede Ferm Living, havde jeg slet ikke forestillingsevne til at se, at firmaet skulle vokse til den størrelse og blive så stor en succes. Det var aldrig min ambition, så klart nej, men i takt med at årene er gået, og vi har bevist os, begyndte jeg at få tiltagene ambitioner. Jeg har altid forsøgt at hæve barren for hver sæson, sat den ene fod foran den anden, så der har været en organisk udvikling i både designet og teamet, også i mine egne forventninger til firmaet og til mig selv. Men ærligt, i starten var jeg bare superglad, hvis jeg kunne nå derhen, hvor jeg kunne leve af det. Nogen starter jo op med succesen for øje og vil gerne tjene millioner på den. Jeg kan ikke sige, at det ikke betyder noget, for selvfølgelig betyder det noget, og også en hel masse i virkeligheden, men det har aldrig været driveren for mig. For mig er det passionen og skabertrangen, der har fået mig til at arbejde år efter år med det, jeg har gjort. Jeg tror slet ikke, jeg har stamina til at sætte mig noget for, hvis ikke jeg har hjerte og den ægte passion med. Jeg ville ikke kunne stå så lang en distance, hvis ikke det var noget, jeg havde en ægte interesse for.”
Hvad betyder din succes for dig?
”Her, hvor jeg står nu, giver det mig en eller anden form for ro i forhold til, at jeg er god nok, jeg er lykkedes med noget og også med noget, der er meget større end jeg selv havde forestillet mig i sin tid. Det giver mig en følelse af stolthed og ydmyghed. Og mest af alt en frihed. Og den frihed havde jeg jo ikke for to år siden, hvor jeg stadig var fast inventar på kontoret hver dag. I mange år har jeg haft en følelse af, at jeg skulle være den, der tog det tungeste læs. Sådan har det ikke været til slut, for der er mange gode mennesker med, der også tager et ordentligt læs, men når du er founder, er det jo tit dig, der bliver katalysator og kulturbærer i forhold til at være agil og entreprenant. Jeg ejer stadig 25% af Ferm Living og er på den måde stadig dybt engageret i firmaet og er også en del af bestyrelsen, men jeg arbejder meget, meget mindre end jeg tidligere har gjort.”
Har du klappet dig selv på skulderen eller på anden vis givet dig selv anerkendelse for det liv, du har skabt for dig selv og din familie?
”Hmm, altså ja … Det synes jeg. Det er ikke noget, jeg går rundt og svælger i, men jeg tænker da over det, når der er nogen, der minder mig om det. Og så bliver jeg stolt, men også blufærdig. Det er enormt dejligt at få det at vide, men samtidigt er emnet lidt mærkeligt for mig. Men ja, jeg er da stolt. At træde ud af driften, ud af hjulet, der ruller, har givet mig tid til at trække vejret lidt dybere og se tingene ud i strakt arm. Jeg har fået mulighed for tale med folk, der er ved at starte noget op eller står midt i noget, der er svært eller tungt, og på den bagkant er det da gået op for mig, hvor sindssygt det er, at vi er lykkedes så godt. Da jeg stoppede ved årsskiftet 2023 og 2024, tog vi på en lang jordomrejse, hvor begge børn blev trukket ud af skolen, og det var, føler jeg, et meget konkret klap på skulderen af ikke bare mig, men hele familien. Jeg havde den her følelse af, at det havde vi alle fortjent. For det er jo ikke bare mig, der har arbejdet hårdt. Alting har en pris. Når man arbejder så intenst i så mange år, er der også nogen på hjemmefronten, der betaler. Rejsen var lidt en måde at indhente noget på. Min søn August skulle på efterskole, da vi kom hjem, og det var på den måde sidste chance for, at vi kunne tage afsted alle fire i et halvt år og bare være sammen 24-7. Og det er jeg simpelthen så glad og taknemmelig for, at vi gjorde, og at det ikke bare blev en drøm, der hang i luften.”
Blev rejsen et vendepunkt i dit liv?
”Ja, den var helt genial på flere måder. Det var fantastisk at kunne suge sine børn til sig så intensivt oven på et maraton, men den blev også et vendepunkt for mig og Ferm og vores gensidige afhængighed. Det her med at rejse om på den anden side af jordkloden var en god afledningsmanøvre. Der var 12 timers tidsforskel og nogle gange rigtig dårlig dækning, og jeg fik så mange oplevelser af natur og kultur sammen med min familie, at jeg dårligt nok kiggede mig over skulderen. Der lå nogle planlagte bestyrelsesmøder, men ellers var det meget få gange, jeg blev ringet op.”
Foto: Kavian Borhani
Du er udefra set et meget arbejdsomt menneske og har vel også et arbejdsdrive udover det sædvanlige, det har du vel skullet lægge fra dig?
”Ja, og det har været svært. Også fordi jeg er opdraget til, at man skal være flittig. Jeg er vokset op på en konfektionsfabrik med to selvstændige forældre, der også altid har arbejdet hårdt, så på den måde har det været naturligt for mig. Min opvækst havde også stor indflydelse på, at jeg turde at tage springet i sin tid. Man skal jo turde stille sig derhen, hvor der er noget, der er større end dig selv og dine egne behov, hvor der er x antal mennesker, der har brug for, at der er styr på forretningen, og at hjulene drejer. Mine forældre havde en systue med 40 damer fra lokalområdet, der syede tøj, og der skulle jo være jobs til dem også i morgen, og kvalitetens skulle være i orden. Selvom mine forældre ikke havde meget fritid, vidste jeg altid, hvor de var, for de var på fabrikken, og fabrikken hang sammen med vores private bolig med glasgang imellem. Når jeg ville være sammen med dem, satte jeg mig på fabriksgulvet og legede med dukker og snakkede med min mor, mens hun forberedte forskelligt til næste dag. Mine forældre har ikke været med ude og se mig spille fodboldkamp, men de har givet mig en stor grad af frihed og tryghed.”
Med den baggrund er der så noget i din rejse med Ferm, hvor du tænker, du har gjort det anderledes end dine egne forældre?
”Vi er jo to forskellige generationer i to forskellige landsdele, og der er ingen tvivl om, at i min familie er jeg the odd out. Jeg er efternøler. Der er 15 år mellem min storebror og mig og 11 år mellem min søster og mig. Og de bor begge i en radius af 10 km fra mine forældre, der, tak for det, stadig lever og begge er i 80’erne nu. Jeg er flyttet til København for mange år siden og har altid arbejdet med design og branding, så jeg er klart den, der skiller sig mest ud. På den baggrund er der meget, jeg kan relatere til og som har rundet mig, men der er også mange ting i mit arbejdsliv, der har været markant anderledes end det, jeg er vokset op med. Hele det udfarende og kulturelle københavnerliv, for eksempel.”
Hvad betyder æstetik for dig, og har du altid været æstetisk funderet?
”Jeg er ikke vokset op i et hjem med danske møbelklassikere, så ikke med æstetik på den måde, men jeg har altid været omgivet af tøj, materialer og produktion, og jeg har altid lavet mange kreative ting sammen med min mor. Vi har malet oliemalerier i ferierne eller har brugt hendes sparsomme fritid på at anlægge have. Jeg har altid været med og har haft en lille urtehave ved siden af min mors, så jeg selv kunne dyrke blomster og gulerødder. Og det er måske ikke æstetik, men det handlede meget om at skabe og at se på tingene udvikle sig. Det har været en fælles ting, vi har haft. Og så har jeg altid været optaget af, hvordan mit værelse skulle indrettes. Jeg fik tit min mor til at hjælpe mig med at tapetsere eller sy puder, der matchede tapetet.”
Foto: Kavian Borhani
Husets spisebord fungerer også som Trines arbejdsbord, når parret ikke sidder sammen i atelieret. På den måde kan de stadig være sammen, mens Martin står i køkkenet.
Kan du lidt fortælle om, hvordan Ferm Living startede?
”Jeg vil give dig historien om fuglen først, fuglen i Ferms logo. Jeg sad i et almindeligt fast job, hvor jeg arbejdede meget og følte, at det måske ville give mere mening, at jeg brugte det engagement på mit eget, apropos det med at komme ud af en familie med selvstændige forældre. Jeg er uddannet art director og har siddet på reklamebureau og sad på det her tidspunkt i en tøjvirksomhed. En dag spurgte en kollega, om jeg ville med til håndlæser. Og det sagde jeg ja til af rent sociale grunde. Ind kom Tahoma, og jeg ville gerne vide noget om kærlighed. Om jeg blev gift med Martin, hvor mange børn vi ville få og så videre. Den bed hun ikke på. Hun så, at min far ville læse om mig i avisen på et tidspunkt, og hun så en fugl, der sad på en gren og ingen vegne kom. Den kiggede til den ene side og så til den anden side og kom ikke ud at flyve, fordi den var i tvivl om, hvilken retning den skulle tage. Så sagde hun, at jeg skulle få gjort op med mig selv, om jeg ville blive i det faste job eller tage springet som selvstændig. Jeg var relativt langt i tankeprocessen, men uden helt at være klar til at trykke på knappen. Det gjorde jeg så ugen efter. Jeg startede mit eget, i første omgang et grafisk marketingbureau, og brugte fuglen i mit logo.”
Hvordan kom interiør-delen så ind i billedet, det vi i dag kender Ferm Living for?
”Martin og jeg købte i 2005 et hus lidt uden for Aarhus, en gul tresser-villa, der skulle renoveres. Meget ville vi gerne bevare, men der var også noget, jeg gerne ville lave om, blandt andet ville jeg gerne tapetsere. Derfor gik jeg på jagt efter noget tapet, jeg syntes var cool og moderne og det fandtes bare ikke. Eller jeg kunne i hvert fald ikke finde noget, som jeg også kunne betale. Dér fornemmede jeg et hul i markedet, jeg havde en fornemmelse af, at tapet var på vej tilbage, og at det skulle sælges i design- og møbelbutikker, hvor man generelt blev inspireret frem for hos farvehandlere. Og jeg arbejder bedst under pres, så jeg købte en stand på Formland-messen i Herning, der lå et par måneder fremme i kalenderen, fik lavet 10 designs som posterprints, fik lavet bare et enkelt design som rigtig tapet for at minimere den økonomiske risiko og fik så hjælp fra Martin, mine forældre, søskende og venner med at sætte standen op og tage imod ordrer. Jeg havde ikke meget, men jeg havde mit logo med fuglen, og så var jeg så heldig at få god opbakning fra trendzonen på Formland.”
Foto: Kavian Borhani
En klassisk hverdagssituation: Martin laver altid mad i parrets køkken til familien på fire – gerne med hjemmedyrkede urter, som Trine står for. Martin er iført skjorte fra Dries Van Noten, og Trine bærer T-shirt fra I Blame Lulu og jeans fra Skall Studio.
Hvad tænker du om det i dag, når du ser tilbage på den forretningsmæssige rejse, du har været på med Ferm Living?
”Da jeg startede, føltes det som at risikere det hele. Jeg brugte min opsparing og cigarkasse-systemet. Nu har jeg tjent 10.000 kr., så nu har jeg 10.000 kr. at producere for. Da der var messe igen, kom jeg med nye tapeter, derefter fik jeg ideen til wallstickers, og så var det ellers en fod foran den anden år efter år. Hver sæson lancerede jeg produktnyheder, i starten altid med afsæt i det grafiske. Hvert skridt er taget ud fra, hvad vi har tjent. Hver milepæl. Nu har vi råd til at udvikle det næste produkt, eller nu har vi råd til at ansætte en person til det og det. På den måde, når man heller aldrig i mål, hvert år har sine udfordringer og der skal hele tiden lægges til. Jeg tror, vi skal helt frem til 2016, før jeg følte mig safefor første gang. Da solgte vi marioteten til en belgisk kapitalfond, og jeg følte, at jeg havde trukket et stik hjem, der ikke kunne tages fra mig igen.”
Har din mand, Martin, været ved din side helt fra start? Og hvad tror du, det har betydet?
”Martin har været med helt fra start på den måde, at det hele startede hjemme om spisebordet. Vi har mødt hinanden på vores uddannelse, han har også en grafisk og kreativ baggrund og har været min sparringspartner på alt fra logo til de første tapeter. I starten havde han fortsat sit faste arbejde, så vi havde en stabil indtægt, og han var heller ikke min første ansatte, men på et tidspunkt gav det mening, at han rykkede. Vi har arbejdet helt tæt sammen i 13 af de 20 år, Ferm Living har eksisteret. Jeg har ilden og forretningsdrivet, og han har været sindssygt god til at støtte mig, og jeg kan ikke tælle på hænderne, hvor mange gange han har siddet og knoklet til langt ud på natten, når vi har været bagud med et eller andet. Og så er vi sammen om passionen for kunst og interiør. Vi supplerer hinanden godt og alligevel kan jeg næsten ikke forstå, at vi har kunnet det. Jeg startede Ferm, da jeg var 27, så det er jo en vild periode, hvor man også gerne vil etablere hjem og have børn og stifte familie, samtidig med at karrieren for alvor skal i gang. Det var med 120 i timen og uden plads og rum til at trække vejret dybt ned i maven. Og det har da heller ikke kun været en dans på roser. Det har også været svært. Omvendt var vi nok ikke lykkedes uden vores makkerskab. Martin har været mand nok til at tage et stort læs herhjemme, og vi har haft en eller anden form for arbejdsfordeling mellem os. Jeg ser det også som en fælles rejse, en rejse for hele familien og for de tætte medarbejdere, der har været med til at gøre muligt.”
Foto: Kavian Borhani
Den gule spisestue danner ramme om større middage og fungerer som bindeled mellem køkken og stue. Om sommeren åbnes dørene ud til terrassen og haven, hvor parret drømmer om, at også mange kommende arrangementer kommer til at finde sted.
Blazer og skjorte fra Arket, bukser fra Loewe og vintage-stiletter fra Fendi.
Ferm har fyldt meget også i dine børns liv. Gør det en forskel i dag, at du har fået succes og nu kan give dem tifold tilbage?
”Det har klart været en driver for mig at skulle lykkes, når nu jeg brugte så meget tid på det, men jeg ved også, at man ikke kan konvertere den tid, man ikke har brugt med sine børn, til det, vi har nu. Heldigvis har jeg en følelse af altid at have været der, når der har været brug for det, og vi har fx altid prioriteret at rejse meget med børnene, de har været med på mange forskellige forretningsrejser, så vi har kunnet være sammen som familie. Jeg har indimellem også tænkt tilbage på, hvordan jeg selv er vokset op, og hvordan jeg aldrig har følt et svigt, selvom mine forældre arbejdede meget. Jeg vidste, at de var der, og at jeg kunne komme til dem, og jeg har aldrig følt, at jeg manglede omsorg eller kærlighed. På den måde har jeg ikke været så nervøs, selvom jeg som alle andre selvfølgelig indimellem har en naturlig bekymring for, om vi løfter vores forældreopgave ordentligt og ansvarsfuldt. Og når den tvivl kommer, slår min tanke selvfølgelig tilbage på mit arbejde.”
Hvordan bruger du din nye frihed?
”Den bruger jeg på at leve markant anderledes, end hvad jeg gjorde for to år siden. Det er ikke sådan, at jeg ikke arbejder, men jeg arbejder på en helt anden måde og markant mindre. Jeg har ro på om morgenen, tid til at få den første kop kaffe og få sendt Saga godt ud ad døren. Jeg har mere tid til selvomsorg og til motion, hvilket er helt nyt for mig. Jeg går til tennis, som jeg elsker, til keramik og til yoga et par gange om ugen med en veninde, og en gang imellem rider jeg ture på islandske heste. Jeg passer på mig selv på en helt anden måde, end jeg tidligere har gjort. Jeg sover mere og bedre. I dag er mit arbejde bygget op om projekter, jeg har mine faste møder med Ferm, og så har vi købt os ind i en restaurant, Aloutte, der ligger i Kronprinsessegade. Vi har derudover stiftet et firma sammen med nogle venner, hvor vi køber og renoverer sommerhuse, og så har jeg gang i et projekt sammen med en veninde, et eventkoncept i Puglia, der kommer til at hedde Volare. Vi har også lige skrevet under på en ”kulturinvestering” og postet lidt penge i en spillefilm. Fællesnævneren for alle projekter er, at de er drevet af lyst.”
Foto: Kavian Borhani
Der er altid gang i forskellige projekter hos Trine og Martin. Her sidder de i atelieret, hvor et smukt lysindfald fylder rummet det meste af dagen. Martin sidder oftest foran computeren, mens Trine arbejder med hænderne i leret og skaber skulpturer, kopper og vaser. Hun går desuden til drejning hver onsdag. Her er Trine iført jakke og jeans fra By Malene Birger.
Hvad giver alt det nye dig?
”Jeg elsker at have fået mere tid til fordybelse og kreativ udfoldelse, uden at det skal være kommercielt, og det er spændende at være i berøring med dygtige, kreative mennesker, der er anderledes skruet sammen end jeg selv. Jeg har virkelig nydt at dykke ned i noget nyt, lære og møde nye mennesker. Det første halve år, efter vi kom hjem fra vores rejse, brugte jeg i kælderen, hvor jeg eksperimenterede med ler. Jeg kommer aldrig til at arbejde på samme måde som før, det hverken kan eller vil jeg, jeg har brugt mig selv for hårdt i perioder, og den pris er jeg ikke klar til at betale en gang mere. Når det er sagt, fortryder jeg intet. Jeg har elsket hver en dag, jeg har brugt på Ferm, og jeg er på ingen måde mentalt ved at pensionere mig selv, det er heller ikke det forbillede, jeg gerne vil være for mine børn. Jeg har brug for at blive brugt og brug for at være med til at skabe noget.”
Og så, har du fortalt, er der haven…
”Ja, der var de mange timer, hvor jeg stod med mig selv nede i kælderen og nørdede med leret, og det føltes som så vanvittigt frås med tid i forhold til, hvor rationel jeg før har været nødt til at være. Da det så blev forår, havde jeg et haveprojekt. Jeg tog et onlinekursus hos en havearkitekt og blev dygtigere til at tænke og tegne have, og så designende jeg en haveplan og satte mig ind i, hvilke planter, der blomstrer på hvilke tidspunkter, hvor høje de bliver, og hvor de så skal stå. En meget tilfredsstillende proces. Der er noget nærmest primalt i at arbejde med jord og ler, noget urinstinkt, det har været en god modvægt til at være så ophængt af møder og deadlines. Jeg er kommet ud af hovedet, og der er tilmed undersøgelser, der viser, at det at have fingrene i muldjord er godt for dit mentale helbred. Og det kan jeg mærke på egen krop. De sidste to år har været en kalibreringsperiode, og jeg synes, jeg er kommet rigtig langt. Jeg føler mig meget mere let i hovedet, men samtidigt er jeg jo den, jeg er. Jeg er meget taknemmelig for alt det, jeg har haft mulighed for at realisere og give til Ferm, for det har været helt enormt givende på oplevelser, personlig udvikling og menneskelige relationer.”
Foto: Kavian Borhani
Trine i familiens have, som hun går meget op i at holde, så den er et rart sted at være. Haven rummer også en stor køkkenhave med seks bede. Her er hun sammen med hunden Louis.
Skjorte og nederdel er fra Skall Studio. Skoene er Trines egne.
Har der været tidspunkter, hvor du havde lyst til at give op?
”Ja! Det kan jeg sige uden at blinke. Sådan tror jeg de fleste iværksættere har det, hvis de tør være ærlige. Hold da kæft, er det det her værd? Og særligt, hvis man måske står over for ikke at lykkes med sit projekt. Derfor er jeg også meget taknemmelig over, at det ikke er den situation, jeg står i. Men hvert år har der da været ting, der har været ved at vælte læsset, og man når sjældent til et sted, hvor det at drive et firma bare er vedligehold. Der er hele tiden noget nyt. Det er lidt ligesom at gøre rent, når du er færdig med at støve af i den ene ende af huset, kan du bare starte i den anden ende igen. At have virksomhed er en on going opgavestrøm af udfordringer, der skal løses, den erkendelse kom jeg også til på et tidspunkt.”
Er det så der, du begynder at tænke, at et salg måske kunne give dig en følelse af at nå i mål?
”Ja, det tror jeg, du har ret i, men det, som konkret udløste tanken, var tilbage i 2015. Jeg sad med Saga som en lille baby og ammede hende, og jeg kan huske, at jeg sad og kiggede på hende, og at det var sindssygt svært for mig at finde roen til at sidde der. Det sitrede i mig, jeg havde bare så travlt. På det tidspunkt var jeg både administrerende direktør og kreativ ansvarlig og nu mor til to. Jeg kan stadig huske, hvordan lyset faldt ind ad vinduerne i det øjeblik og pludseligt stod det klart for mig. Kære Trine, det her går jo ikke, det kan ikke blive ved. Og så fik jeg sådan en helt klar fornemmelse af, at jeg var nødt til at gøre noget radikalt. Jeg havde fået arbejdet ud i en armslængde og kunne måske derfor endelig mærke, at det var uholdbart. Jeg kunne ikke få armene om begge lejre og være tilstrækkelig, og det var jo alt sammen udløst af, at det faktisk gik fantastisk godt. Da det endelig stod så klart for mig, var det let at tage beslutningen.”
Tænker du over, hvad rejsen med Ferm har lært dig rent værdimæssigt og om livet, måden vi er mennesker på?
”Der er nogle værdier, der er kommet til eller som har forandret sig, men mine grundværdier er de samme. Jeg tror, ens værdier bliver formet, mens man er helt ung, og mine er værdier, der både passer på mig personligt og som har været Ferms formelle værdier. Passion, ordentlighed og balance. Og især balance har vi talt rigtig meget om, både i firmaet og herhjemme.”
Foto: Kavian Borhani
Sylt, sylt, sylt. Parrets bryggers fungerer både som syltelager, vaskerum og redskabsrum. Her er der indgang fra køkkenhaven, hvor afgrøder og urter gror.
Trine iført en Etro-skjorte fra gemmerne og jeans fra Skall Studio.
Ser du dig selv som en rollemodel for yngre kvinder, der gerne vil starte egen virksomhed? Er det noget du tænker over?
”Jeg har aldrig været så selvhøjtidelig omkring det at have startet Ferm, men jeg tror da, det kan inspirere andre at se, at jeg er et helt almindeligt menneske. Jeg ved ikke, om jeg ser mig selv som en rollemodel, men jeg vil altid gerne støtte og hjælpe og har også nogle unge kvinder, som jeg mødes med hvert kvartal og sparrer med i forhold til det, de er ved at banke op. Hvis der er nogen, der rækker ud, og jeg synes, jeg har noget at bidrage med, tager jeg gerne en snak eller et møde eller prøver at pege dem i en retning. Det synes jeg er både sjovt og givende, og det synes jeg også, jeg skylder.”
Hvadtænker du, livet har lært dig indtil nu?
”Mange ting! Blandt andet at jeg kunne mere, end jeg selv troede. Og at der ikke er to mennesker, der er ens. Vi er ikke drevet af det samme og ser ikke altid tingene ens. Jeg har fået respekten for, at man ikke kan presse ting igennem, at man er nødt til at få folk med. Du er ingenting uden de mennesker, du har omkring dig.”
Foto: Kavian Borhani
Tænker du over, at du økonomisk har sikret ikke bare din egen familie og dine børn, men også generationer frem?
”Jeg tænker ikke meget ud i børns børn og børnebørns børn, men der er da nogle helt lavpraktiske ting, jeg selvfølgelig forholder mig til i forhold til f.eks. testamente. Og hvis du tænker på impact, så tænker jeg også på alle de andre, der har været med på rejsen med Ferm. Når jeg har været ude ved producenter rundt om i verden, kan jeg for eksempel blive enormt stolt over, hvor stor en forskel vores produktion har betydet for deres liv. Blandt andet en tekstilfabrik i Indien, som vi har samarbejdet med siden 2008, hvor der nu står en spritny, økologisk certificeret fabrik med solceller på taget og rensningsanlæg til genbrug af spildevand, og hvor der er ordentlige arbejdsforhold for de 200 kvinder, der arbejder der. At se deres stolthed og at se den forskel arbejdet gør, alt sammen fordi vi har støttet dem og været deres største kunde igennem mange år. Da bliver jeg meget ydmyg og meget stolt.”
Hvad så nu, hvad med fuglen?
”Jeg har altid tænkt på Ferm som mit første barn, i dag er hun en voksen, kompetent og myndig, ung kvinde, der er særdeles godt i vej og i stand til at tage vare på sig selv. Jeg havde min sidste dag som en del af driften lige inden hendes 18-års fødselsdag, og der præsenterede jeg vores nye logo for teamet. Fuglen er stadig med, men fra at være en lille, lidt forsigtig spurv på m’et i Ferm, har den udviklet sig til en lidt mere abstrakt og karakteristisk fugl, der nu har slået vingerne ud og flyver afsted. Det synes jeg er ret fint.”
9 ekstra til Trine Andersen
1. Hvilket sted i dit hjem er allermest vellykket?
”Noget af det, vi faldt for ved huset her, var hele udtrykket og den gennemgående symmetri. Det er sådan en flot, klassisk og lidt mondæn ”dame” fra 1930, men fordi huset er lyserødt og har lidt patina, er det ikke helt perfekt. Det kan jeg godt lide. Der er en fin balance, det er et hus, der har været levet i og som der fremover også gerne må leves i. Og så har det 10% Pippi Langstrømpe over sig og det er nok det, jeg er allergladest for.”
2. Hvad ligger på dit natbord for tiden?
”Jeg lytter mest til lydbøger, fordi jeg ikke kan holde mig vågen til at læse. Lige nu lytter jeg til Præstens af Anne Skov Thomsen.”
3. Hvornår nyder du livet allermest?
”Når vi alle fire er på ferie sammen, måske sammen med venner. Jeg elsker de der aftenstunder, hvor man kan sidde ude til sent, og hvor børnene leger og de voksne har gode samtaler om bordet.”
4. Hvad er det bedste hotel, du har boet på?
”Vi har rejst meget, og jeg har boet på mange vilde hoteller, men jeg tror, det må være Abbaye des Vaux-de-Cernay i Frankrig. Smukt og overdådigt, smukt landskab og med dyrene helt tæt på. Ikke posh, bare lækkert. Jeg kan godt få det lidt svært, når det hele bliver for flashy, og jeg er også bare til en campingtur med luftmadrasser og mad over bål. Det er det der med balancen.”
5. Hvornår slapper du allerbedst af?
”Det må være i sofaen. Jeg falder i søvn og kan knap se en film færdig.”
6. Hvad ville du aldrig have troet om dig selv?
”At jeg skulle blive sådan ægte glad for og glæde mig til at komme til tennistræning. Jeg har haft opbygget et billede af, at motion bare ikke var noget for mig, og jeg har heller ikke fået den prioriteret før nu, hvor jeg så opdager, at tennis er helt fantastisk – og virkelig svært.”
7. På hvilken restaurant holder du særligt af at spise?
”Den er nem. Det må være på Restaurant Aloutte. Nick Curtin og Camilla Hansen, der står bag, er simpelthen så dygtige, og jeg er meget glad for at få lov til at være en del af deres rejse.”
8. Hvad er den seneste film, du har været optaget af?
”Dokumentarfilmen TwoStrangersTrying Not To KillEachOther om det her aldrende kreative par rørte mig virkelig, måske fordi der er emner i den, der ræsonnerer i mig. Den er både smuk og grim på samme tid, en virkelig fin, poetisk, brutal fortælling om to ældre mennesker og deres indbyrdes kampe.”
9. Hvad var det første du tænkte på, da du stod op i morges?
”At du skulle komme på besøg. Det er grænseoverskridende for mig at fortælle min historie på den her måde. Jeg har altid skubbet Ferm forrest og ment, at det har været det vigtigste, så det at skulle fortælle mere indgående om min egen rejse, om mig som person og vores familie, det har jeg da været lidt nervøs for at skulle åbne op for.”
'The clean cut'-T-shirtsne fra Cos har den perfekte længde, en let A-formet facon, og så stopper den lige ved buksekanten på mid rise-jeans, og derfor behøver du ikke sørge for, at blusen sidder ordentligt, når den skal ned i bukserne. Dertil er blusen i et kraftigt, pænt materiale og ærmerne har en super længde.
Agolde laver nogle af de bedste jeans, der findes, og denne model, som er relaxed og med straight legs, har en pasform, der bare passer til det meste – og så kommer de i pæne, klassiske vaske. Vælg gerne den model, som hedder 30.5", hvis du har en god højde.
Et par fine ballerinaer i ruskind er en sikker vinder – og så holder de år efter år efter år. Netop disse fra Arket er virkelig elegante, fordi de går lidt længere op på vristen, så man ikke kan skimte tæerne.
Efter at have haft tanktoppen på blot en enkelt gang, var jeg solgt til Josefine Johnsens brand I-RUI. Toppen har en pæn, ikke-alt-for-dyb udringning og så går den til lige midt på underdelen af maven, hvilket (for nogle) er den optimale længde.
En klassisk sort nederdel kan gå til alt og er derfor det nemmeste stykke tøj til at redde en tøjkrise. Særligt i tyndt, luftigt og komfortablet materiale som denne undertøjs-lignende nederdel med blondekant.
Det er altid godt at have dét par shorts i sin garderobe, som bare altid fungerer – og hvad er nærmest mere en go to end et par klassiske, blå denim-shorts? Disse fra Cos er lidt vidde men sidder til i taljen, så til alle de, der bøvler med at finde shorts, som ikke sider til på lårene, som netop mange straight fit-shorts gør, er dette et godt bud.
Er din barm til det, er en dejlig, blød bh noget af det rareste at bære en hel dag på kontoret uden ting, der nager og efterlader mærker. Desuden har denne et vatteret lag i sig, som dækker fint, så du kan have en hvid T-shirt over.
En klassisk sort nederdel kan gå til alt og er derfor det nemmeste stykke tøj til at redde en tøjkrise. Særligt i tyndt, luftigt og komfortablet materiale som denne undertøjs-lignende nederdel med blondekant.
Selv på en sommerdag kan det blive køligt om aftenen – og derfor er det godt at have en pæn jakke med i tasken. En ruskindsjakke er en favorit på redaktionen året rundt, og den er mindst lige så smart på en sommeraften over et par denimjeans og en skjorte, som på en vinterdag.
Hvis du vil slippe for at vaske dine trusser hver aften, kan du med fordel erhverve dig mere end ét par af denne model fra det velkendte undertøjs-mærke Sloggi. Med sin Zero Feel-effekt kommer der ingen synlige streger hverken på maven eller på numsen – selv når du har stramme bukser på. Win!
Michael Schneider, CMO hos File Under Pop og grundlægger af gallerikonceptet à mon avis. Han bor i en ejerlejlighed på ca. 75 kvadratmeter i Stefansgadekvarteret på Nørrebro i København.
Foto: Rikke Westesen
Det føles som hjem for Michael Schneider, når han krydser Dronning Louises Bro og bevæger sig ned ad Nørrebrogade og videre gennem de hyggelige gader i Stefansgadekvarteret på Nørrebro. Han har boet i kvarteret de sidste femten år, men flyttede for et lille års tid siden, på grund af et skifte i privatlivet, ind i lejligheden her. Han har oplevet området forandre sig til et tilløbsstykke med spændende restauranter, hyggelige vinbarer og små specialbutikker.
“Samtidig er Nørrebro stadig lidt upoleret med plads til kreative lommer, hvor nye koncepter bliver prøvet af. Her er lidt en følelse af et gammelt København, hvor der er plads til lidt ridser i lakken. Jeg arbejder i et kreativt fag, så jeg trives bedst i netop det spændingsfelt, der giver masser af input, idéer og indtryk i hverdagen,” fortæller han.
Foto: Rikke Westesen
Michaels hjem føles, trods mængden af møbler på forholdsvist få kvadratmeter, kurateret, lyst og åbent. I midten af rummet står et bord af Rune Bruun Johansen, købt hos Bruun Rasmussen, omkranset af stole designet af Fredrik Paulsen for Blå Station. De får designmæssigt modspil af Wegner-stolen i hjørnet og et sidebord af Kos Studio. Det store værk på væggen er af Anna Munk, mens værket over den indbyggede radiatorskjuler er malet af Michaels oldefar, Louis Steiner. Den skulpturelle lampe er af Atelier Axo, og vasen med de gule tulipaner er af Nina Nørgaard. Stakken af de røde tallerkener på radiatorskjuleren er af Marie-Louise Munch.
Hans forestillingsevner kom da også i spil, da han så lejligheden første gang, men han fornemmede potentialet med det samme.
“Lejligheden bar præg af, at den sidst var opdateret for 25-30 år siden, og dengang brugte mange ikke meget energi på at istandsætte den type lejligheder på Nørrebro. Jeg fjernede plastikstuk og et hjemmebygget køkken med ønsket om at give lejligheden et udtryk, der passer til bygningens historie og samtidig er nutidigt i sit udtryk,” siger han.
Foto: Rikke Westesen
Et overraskende og indbydende hjørne er indrettet med en reol i træ og glas af Mia Lagerman og et fotoværk af Lærke Posselt. På reolen står en samling glas fra blandt andre Akua Objects foran et lille værk af Anna Stahn.
Han renoverede stort set alt – vægge, gulve, ny rumopdeling, døre og fodpaneler.
“Jeg fokuserede på gode detaljer, så jeg genetablerede de manglende franske døre, fik lavet radiatorskjulere og indsatte et klassisk og håndbygget snedkerkøkken fra Rømer Harbo. Jeg kan godt lide tanken om at tilføre løsninger, der er af en kvalitet, der kan holde i mange årtier frem – fx et køkken, der kan slibes ned og males om med skiftende tiders tendenser. Meget af den originale stuk var desværre fjernet før min tid, så jeg allierede mig med stukkunstner Linda Weimann, der har skabt nogle helt unikke rosetter som et nik til bygningens ophav, men samtidig moderne og skulpturelt,” siger Michael.
Foto: Rikke Westesen
Michaels hjem føles, trods mængden af møbler på forholdsvist få kvadratmeter, kurateret, lyst og åbent. I midten af rummet står et bord af Rune Bruun Johansen, købt hos Bruun Rasmussen, omkranset af stole designet af Fredrik Paulsen for Blå Station. De får designmæssigt modspil af Wegner-stolen i hjørnet og et sidebord af Kos Studio. Det store værk på væggen er af Anna Munk, mens værket over den indbyggede radiatorskjuler er malet af Michaels oldefar, Louis Steiner. Den skulpturelle lampe er af Atelier Axo, og vasen med de gule tulipaner er af Nina Nørgaard. Stakken af de røde tallerkener på radiatorskjuleren er af Marie-Louise Munch.
Han beskriver sin indretning som sammensat, og har en kontinuerlig kamp mellem et stringent, minimalistisk udtryk og en mere maksimalistisk stil med skæve elementer, kunst og arvestykker.
“Jeg tror, at det er i netop den vibration, at hjemmet får sin personlighed og forhåbentligt afspejler mig som person. Jeg kan godt lide, at et hjem fortæller noget om sine beboere: hvilket liv leves her? Hvilke interesser fylder hverdagen? Hvilken følelse får gæster, når de er på besøg? Det betyder meget for mig, at jeg omgiver mig med ting, der er langt omtanke i.”
Michael er lidt af en tingfinder og kan bruge mange timer på auktionssider, gallerier eller antikmarkeder.
“Jeg synes, det er dejligt, når der er flere lag i hjemmet, hvor der er plads til forskellige stilarter, perioder og genstande, der har en fortælling med sig. Jeg vil hellere bruge tid på at opbygge noget end at indrette mig hurtigt eller ud fra trends,” siger han.
Foto: Rikke Westesen
Et stort rødt værk af Mathias Malling Mortensen skaber et harmonisk hjørne sammen med Høvdingestolen af Finn Juhl. Det lille bord af Georg Mengel har fået selskab af en lille lampe af Verner Panton fra Louis Poulsen. Over døren hænger en lille vintagefigur i ler, mens værket i gangen er af Tal R, fundet hos Bo Bjerregaard. Gardinet i gangen er fra File Under Pop.
Foto: Rikke Westesen
Det enkle og udtryksfulde værk af Emma Kohlmann er fundet hos Galleri V1 og er som skabt til rummet.
Indretningen er karakteriseret af netop fortællinger, og der er ikke det møbel eller det objekt, han ikke har en historie om.
“Jeg har nyt skandinavisk design som spisebordsstolene af designer Fredrik Paulsen eller sofabordet fra Matias Moellenbach som er blandet med klassikere som Finn Juhls Høvdingestol eller Wegners runde stol. Samtidig betyder det også meget for mig, at der er plads til arvestykker og personlige fund. Jeg tror, at fællesnævneren for mange af møblerne er et gennemført formsprog, der forener gode materialer med et lidt skulpturelt ydre.”
Foto: Rikke Westesen
Spisepladsen er fuld af farver og føles alligevel smukt sammenhængende, lys og luftig. Den grønne stol er Arne Jacobsens Munkegårdsstol, mens den runde lampe i sølv på væggen er fra Astep. På bordet står en japansk keramik-skål fra Poss, og den store sølvvase er fra Georg Jensen. Det lille grønne værk på væggen er af Søren Arildsen, fundet hos Brick Gallery, mens værket i rammen med korset er af Alexander Tovborg, fundet hos Nicolai Wallner. Den smukke kop på bøgerne er fra Aarticles Archive og glasskulpturen på gulvet er af Nina Nørgaard. I loftet hænger en Akari-lampe fra Vitra.
Det er dog særligt Michaels omfattende kunstsamling, der for alvor definerer hjemmet, og af den grund har han valgt en forholdsvis rolig farvepallette på væggene for at skabe en baggrund, der fremhæver fremfor at konkurrere med kunsten, der hos Michael har mange former.
“Jeg er virkelig glad for stukrosetterne, som kunstner Linda Weimann har skabt specielt til lejligheden. De sætter tonen for rummene og er lige dele bombastiske og elegante. Jeg elsker også min Gauguin-skulptur, som er både klassisk og lidt kitsch og bare helt sin egen.”
Netop sådan føles Michaels hjem, der er fuld af fund, der tilsammen fortæller en historie om ham.
“Jeg er en samler af natur, og jeg føler mig faktisk meget hjemme, når jeg er omgivet af min kunst, mine arvestykker og design, der er bragt med hjem fra en rejse eller fundet vintage. Der er masser af min personlighed i mit hjem, så det giver mig både ro og energi at være hjemme.”
Foto: Rikke Westesen
Farver spiller en afgørende rolle i Michaels liv og hjem, som her, hvor et gult skuffemøbel af Line Depping lyser op i spiserummet. For enden hænger et stort værk af Fabian Sokolowski, mens værket til højre er af Monica Kim Garza. Den buttede skammel er af Carsten in der Elst, der blinker over til den hvide vase fra File Under Pop, som har fået selskab af en overdimensioneret kop af Peter Shire.
Hvor finder du inspiration?
“I kunst og arkitektur: Lundstrøms farvesammensætninger eller Corbusiers former, der også strækker sig ud i arkitektur og møbeldesign. Spejlrummet på Rosenborg Slot i København fra 1705 er magisk at besøge, og jeg finder altid inspiration i Karen Blixens bolig, Rungstedlund, der i dag er åbent som museum. Her er der en fantastisk blanding af farver, antikviteter og ikke mindst blomsterbuketter fra forfatterens have.”
Hvordan har du det med farver?
Farver er for mig som ilt eller vand. De er uundgåelige og helt nødvendige. Det betyder ikke, at de altid skal dominere, men jeg elsker, hvordan farver definerer et rum, understreger en stemning og kan forme de følelser, man får, når man omgiver sig med dem. Et grundigt arbejde med farver i hjemmet er nok det mest enkle værktøj til at forvandle en bolig, skabe personlighed og en god ramme for livets facetter.”
Foto: Rikke Westesen
Michael har bevidst malet vægge og lofter i nedtonede nuancer for at lade kunsten få plads, men har arbejdet med kontraster mellem de varme og de kolde toner i farvepaletten. De hvide gardiner er fra &Drape ligesom gardinskinnerne.
Hvilke farver kan du godt lide at bruge i din indretning?
Jeg vil sige, at min smag i farver favner bredt. For mig er det rummet, arkitekturen og funktionen, der er afgørende i en farvesætning. I lejligheden her er der ikke en eneste flade, der bare er hvid. Samtidig har jeg forsøgt ikke at lade vægfarverne dominere rummene, men nærmere understrege en stemning og skabe spænding i et møde mellem varme og kolde toner.
Hvilken kunst omgiver du dig med?
Jeg samler på samtidskunst og driver også et lille udstillingskoncept, à mon avis, som har fokus på spirende, professionelle danske kunstnere. Jeg kan godt lide, hvor generøs kunsten er. Den giver energi til sine omgivelser, og går i møde med hvert menneske, der omgiver sig med den. Jeg er glad for kunstnere, der arbejder med et distinkt farveunivers, men jeg falder sjældent for kunst, bare fordi den er pæn. Der er som regel en stemning, måske lidt melankoli eller humor, der gør et værk interessant for mig.
Foto: Rikke Westesen
Smuk farvekoordinering i stuen med puder fra Svenskt Tenn og Raf Simons for Kvadrat under et stort værk af Mads Hilbert. På væggen hænger en lysestage af Christian & Jade og på bordet står et fad, som er et arvestykke.
Hvilke møbler og tekstiler kendetegner dit interiør?
Jeg er virkelig glad for naturlige materialer og tekstiler i hjemmet. Jeg har gardiner af naturlig hør og merinould, et sengetæppe af hør og flere møbler betrukket med kanvas og naturskind. Samtidig kan jeg godt lide, når der er plads til lidt leg i form af et mønster eller en spændende struktur i en overflade.
Foto: Rikke Westesen
Soveværelset, der forbinder stue med køkken-alrum, er holdt i en kølig lyseblå nuance, der skaber en helt særlig ro i rummet. I loftet hænger en Akari-pendel, mens gardinet er fra File Under Pop. Den store lampe i hjørnet er vintage fra Flos, mens sengetæppet er fra Tekla og puderne designet af Raf Simons for Kvadrat. Ved siden af sengen står en vintage Harry Bertoia-stol, som er et arvestykke. I vindueskarmen stå en antik Møller Bøgely lågkrukke og en lakeret japansk bentoboks.
Indrømmet. Jeg aflyste min første aftalte Dual Fraxel-laserbehandling, da jeg havde fået kolde fødder. Maskinen var netop lanceret i Danmark, og en branchekollega havde allerede prøvet den og med sin (efter hendes egen beskrivelse) ’sarte hud’ reageret ret voldsomt. Jeg var alligevel nysgerrig på, hvad maskinen kunne gøre for min (noget ældre) hud, og en måned senere indfandt jeg mig alligevel hos N’age på Kgs. Nytorv til min første af i alt tre behandlinger. Grundlægger, sygeplejerske og kosmetisk behandler Ida Bille Brahe tog imod mig. Inden da havde jeg været til en grundig konsultation, hvor Ida gennemgik maskinens egenskaber inklusiv eventuelle bivirkninger (blandt andet dem min kollega oplevede – som dog er ret sjældne). Vi vendte mine forbehold (igen) – og jeg besluttede mig for at kaste dem overbord – og i stedet kaste mig ind under maskinens (påståede) magi.
Jeg vidste som sagt godt, at det her ikke var den slags behandling, man tager til i frokostpausen for så at gå på direkte på arbejde og måske videre til middag samme aften (eller aftenen efter). Dual Fraxel er en proces, der kræver lidt tålmodighed – og i øvrigt tillid til, at huden arbejder med. Selve Dual Frax-laseren arbejder både i hudens dybere lag og helt oppe i overfladen. Behandlingen skaber små, kontrollerede varmezoner i huden, som sætter gang i hudens egen helingsproces og styrker bindevævet indefra. Det betyder, at huden ikke bare føles fastere og mere glat, men også fremstår klarere og mere ensartet i tonen efterfølgende. Det er ikke et quick fix, men en behandling, der bygger huden op over tid – lag for lag. Og ærligt, så gør den naller. Også selvom huden bliver indsmurt i et ordentlig lag bedøvende creme en time inden. Den gode nyhed er dog, at det er hurtigt overstået. Cirka to 2 gange 20 minutter tager hver af de to lasere pr. gang, hvis du vælger at få det gjort i hele ansigtet, som jeg.
Efter endte behandlinger føltes min hud (ret) varm og intens, næsten som om ansigtet glødede. Og spejlet afslørede et hævet og let rødt ansigt, ligesom jeg tydeligt kunne mærke, at huden havde været igennem noget aktivt. Ikke smertefuldt, men mærkbart. De første timer efter behandlingen vil jeg egentlig anbefale, at man bare tager en slapper hjemme. Jeg gik selvfølgelig på arbejde til stor morskab for mine kolleger, selvom de efterhånden har vænnet sig til, at jeg udsætter min hud for lidt af hvert i embedes medfør (inklusive rødmen, hævelser, blå mærker og den slags …).
Følelsen af den intense varme forsvandt efter et par timer, mens rødmen også hurtigt aftog. Hævelsen forsvandt gradvist i løbet af 24–48 timer. I dagene efter føltes huden tør og nærmest lidt ru – som et lag, der skulle af, før en ny glattere og mere jævn overflade kunne titte frem. Og efter en uge til to træder effekten tydeligere frem med en hud, der er mere jævn, en teint, der er mere ensartet og en overflade, der generelt synes finere.
Det samme mønster gentog sig i øvrigt alle tre gange: først varme, rødmen og hævelse, så fin afskalning af det alleryderste lag – og endelig den stille forandring fra gang til gang, der langsomt afslører resultatet. Som en slags langsigtet investering i huden.
Om
Dual Frax-laser kombinerer to bølgelængder, der arbejder henholdsvis i hudens dybere lag og i overfladen, ligesom den aktiverer hudens naturlige helingsproces. Velegnet til: Ujævn hudstruktur, fine linjer, pigmentering, solskader og ar. Forvent: Rødme, varme og hævelse umiddelbart efter behandlingen. Hævelsen aftager typisk efter 24–48 timer Resultat: Gradvis forbedring af både hudens struktur, fasthed og hudtone. Pris: 6.750 kr. pr. gang for hele ansigtet hos N’age.