Har man en halvandet år gammel hanhund, skal der mere end rydningen af Pusherstreet til at få fred og ro. Tag med journalist Maya Tekeli på en konfliktfyldt tur gennem fristaden i et forsøg på at tæmme hendes terriers nyfundne temperament.
Jeg har på det seneste overvejet, om jeg skal kastrere min hanhund. Det har jeg på baggrund af urovækkende ændringer i hans adfærd og konkrete hændelser på vores gåture gennem Christiania.
Vi har efterhånden boet her i et år, så Bøtten, som hunden hedder, er både velkendt og forholdsvis vellidt i landsbyen. Han og jeg går den samme tur hver morgen.
Bøtten springer altid begejstret ud af vores opgang i Fredens Ark, der udover at være Nordeuropas største bindingsværkshus, også er hjem for mange gode mennesker, som vi kan være heldige at støde på i haven foran huset. Her gror der figner, pærer og lidt for meget skvalderkål.
Turen går ellers forbi Café Abegrotten, hvor jeg er ret sikker på, at jeg har fået den bedste iskaffe i mit liv. Den åbner desværre først lidt hen ad formiddagen, så vi tuller sædvanligvis langs Pile Allé ved siden af og forbi Fredens Eng. Vi stopper ved Nemoland og lille hegn ved Pusherstreet, hvor Bøtten tisser.
Man skulle ikke tro det, når man så en lille hund tisse på det, men hegnet har i flere år været årsag til store uenigheder mellem politiet og dem, de er ude efter. Det er blevet revet op og taget ned flere gange, og derfor kalder man det for yoyo-hegnet. Det går op og ned hele tiden, men adskiller altså alléen fra pladsen og det lille område, der kaldes Gazastriben.
Bøtten har tisset på det hegn hver dag i et år, og på den måde meldt sig ind i gruppen af væsener, der har en holdning til, hvem der ejer det.
Den følelse af at være konge af et sted kender de fleste hanhunde herude, men der er tegnet tilpas mange grænser af pis i hjørnerne til, at de respekterer hinandens territorier.
For enden af hegnet og overfor malerværkstedet ligger for eksempel spisestedet Grøntsagen, der serverer god og billig vegetarisk mad og lige så god og billig juice, når det er varmt nok.
Det område styrer den langhårede chihuahua Holger. Da vi mødte ham første gang, pissede han fem gange i en cirkel rundt om os, og det er et par gange hændt, at Holger og Bøtten er fløjet på hinanden, når der har været godbidder imellem dem.
Derfor hilser vi for sikkerheds skyld på afstand.
Der har altid været stille på Pusherstreet om morgenen, men siden belægningen blev revet op i en stor aktion mod bandekriminaliteten, ligner den en tom legeplads. Gaden minder mig om en støvet sandkasse, der står eksponeret uden brostenene. De ligger i bunker i flere hjørner, og der står store telte og farverige skilte og ligner forlystelser på forpladsen.
Forleden morgen var to dialogbetjente i gule veste den eneste bevægelse på gaden. De hilste ikke på Bøtten, da han løb forbi for at snuse til jorden foran Stjerneskibet, hvor en 30-årig mand sidste sommer blev dræbt.
Hændelsen havde, ligesom episoder som den i fortiden, rystet hele landsbyen i sådan en grad, at man havde sagt stop. Det gjorde jeg sådan set også den morgen, for jeg syntes, hans store interesse i lugtene foran var lidt urovækkende.
Jeg kaldte ham hen mod Fremtidsskoven, der er en lille park langs Månefiskerens have. Fremtidsskoven blev oprindeligt plantet oven på den nedlagte ammunitionsfabrik, som en skov til “Fremtidens Planet”. Indtil videre er den blandt andet et samlingspunkt for mennesker, der arbejder med at holde København fri for metaldåser.
Da jeg måtte trække ham væk fra et uprovokeret angreb på den 15 år gamle Boris, der hverken hører eller ser godt nok til at være en reel trussel, var jeg rystet.
Jeg elsker den lille tur gennem træerne, men det var den morgen, vi mødte nogle fremmede i skoven. Bøtten logrede hen mod en stor brun hund, der snusede til en af de små skulpturer mellem buskene.
En mand dukkede pludselig op bag et træ.
“Kan du få den hund væk,” råbte han.
Jeg blev overrasket og kaldte ikke særlig overbevisende på Bøtten, der blev stående og logrede af den store hund, der godt nok virkede lidt uinteresseret i ham.
“Den er på arbejde,” sagde manden, der viste sig at være politibetjent, til mig og bad mig igen kalde min hund til mig.
Det lykkedes, og jeg undskyldte. Jeg forsøgte at forklare betjenten, at jeg ikke var vant til at tage højde for mennesker og hunde, der er på arbejde så tidligt om morgenen. Det var han ikke særlig optaget af.
Bøtten virkede forvirret, da vi gik videre ned ad Langgaden mod vores sædvanlige checkpoint ved Indkøbscentralen. Det er landsbyens lille supermarked, og her køber jeg religiøst en kop filterkaffe med havremælk til 13 kroner hver morgen. Bøtten hilser altid venligt på de andre christianitter, der gør det samme.
Men ikke denne morgen.
Inden vi nåede ind i butikken, stoppede han op og gøede ad Buster, en meget stor, grå hund, der ifølge tisseterritoriernes regler har plads ved bænkene over for Indkøberen.
Det var aldrig sket før, at min lille dumme hund udfordrede landsbyens hierarkier på den måde.
Alle vi, der mødes her hver morgen, grinede først af den lille hunds hovmod, men da han kom for tæt på hjørnet, måtte Buster fortælle ham, hvem der bestemte. Bøtten fik et gok i nødden og en trussel om mere, hvor det kom fra.
Det mislykkedes forsøg på at ændre på status quo forstyrrede freden.
Ydmygelsen satte sig i hans muskler i små spændinger. Bøtten lod sin tydelige frustration gå ud over alle andre hunde, der gik forbi butikken den morgen.
Da jeg måtte trække ham væk fra et uprovokeret angreb på den 15 år gamle Boris, der hverken hører eller ser godt nok til at være en reel trussel, var jeg rystet.
Min hund havde aldrig før været så voldsparat.
Jeg gik ind og mødte mine naboer ved kaffebordet i butikken. Flere havde set optrinnet. Jeg spurgte dem, hvad jeg egentlig lige skulle gøre i den slags situationer, og alle konkluderede, at min hund nok var kommet i en alder, hvor han har følelserne ude på tøjet.
“Han er jo også en hanhund, så han skal lige vise sig,” sagde Nadia, der står bag disken og i øvrigt har et helt særligt og meget nært forhold til Bøtten. Når de hilser på hinanden, er det, som om jeg slet ikke findes.
Jeg ved ikke særlig meget om at være hanhund, så resten af dagen søgte jeg råd om, hvad jeg dog skulle gøre for at møde min nye hund i øjenhøjde.
Jeg gik først ned til hestestalden og klappede ponyen Kaj, inden jeg talte med Krikke-Rikke, der arbejder meget og længe med at holde dyrene glade. Bøtten knurrede af hestene, og sprang senere overmodigt i vandet for at gøre det af med en svane, der lå og hyggede sig i voldkanten foran Sølyst fritidshjem, hvor jeg arbejder som vikar, når jeg ikke går rundt og er journalist.
Jeg beklagede uroen over for pædagogerne. De smilede tålmodigt.
Jeg gik skuffet mod genbrugspladsen for at lede efter relevant litteratur om adfærdspsykologi i byttereolen, men nåede kun samle noget så banalt som Huckleberry Finn op og smide den i tasken, før Bøtten blev rasende på katten Stribe, der bor bag bøgerne.
Stribe stirrede udmattet på ham.
Bøtten og jeg traskede ned mod Kulturcaféen ved hjørneindgangen til Christiania.
Caféen, som er en af de nyere herude, er altid fuld af gymnasieelever fra Christianshavns gymnasium og af turister, men det er også et sted, hvor jeg oplever, at mange af de yngre christianitter samler sig om hinanden.
Jeg fik et glas lemonade og en snak med Nanna bag baren. Hun har selv hund og længe drømt om at blive hundetræner.
Hun fortalte mig i stor detalje, at man kan dominere en hund til ro ved at opføre sig som dens mor. Nive den blidt i siden, når den knurrer og tage fat og vende den på ryggen, hvis den bliver vred.
“Jeg tror meget på at tale hundens eget sprog,” sagde Nanna i solen foran caféen.
Hun sagde, at man skal være bestemt, men heller ikke begå den fejl, at holde hunden i skammen over at have hidset sig op. Så forbinder de nemlig alle interaktioner med noget ret negativt og farligt.
Jeg tænkte, at det nok var på samme måde med mennesker, der får skældud af deres mor eller bliver stoppet af politiet om morgenen. Hvis man ikke får en chance engang i mellem, bliver man på forhånd irriteret, når man ser dem, der vil bestemme over en.
Nannas egen hund, Vera, kunne godt finde på at skælde ud, selv om hun var en tæve. Det var, fortalte Nanna, fordi hun som hundehvalp var blevet kanøflet af de andre hvalpe i sit kuld.
“Hun vil hellere være den, der skælder ud på forkant end at være den, der bliver skældt ud af nogle andre,” sagde hun.
Det kunne jeg godt se mig selv i.
Lidt senere på dagen knurrede Bøtten af en hundehvalp foran spillestedet Operaen. En forbipasserende turist rystede kommenterende på hovedet, da jeg lagde Bøtten på ryggen og holdt ham fast for at stoppe optrinnet.
“Du kan skælde ham ud hele livet, men det bliver han bare vredere af,” sagde vedkommende, mens han fotograferede et stykke graffiti på væggen ved siden af mig.
“Det eneste, der virker, er at skære nosserne af ham.”
Det synes jeg var meget voldsomt sagt af en, der ikke engang kendte min hund, og som i øvrigt også bare var på besøg, der hvor vi boede.
Turisten fortalte mig, at han selv havde haft en hanhund, der blev mere og mere rasende for hvert år den levede, og han inderligt fortrød, at han ikke havde grebet ind tidligere. Han sagde, at testosteron er “one hell of a drug,” der overtager hele kroppen og forstanden, hvis man blander det med adrenalin.
Det vidste han vel mere om end mig.
Han fotograferede sandet, hvor der engang havde ligget brosten og bad mig lade vær med at menneskeliggøre min hund for meget.
“I sidste ende er det et dyr, og du er et menneske,” sagde han.
Han fortalte mig, at jeg, hvis jeg virkelig syntes det var så svært, kunne vælge at kastrere Bøtten kemisk med en form for hormonstav, som en dyrlæge kunne skyde i nakken på ham.
I en periode på et halvt til et helt år ville dimsen i nakken sænke niveauet af testatoren i hans krop. På den måde kunne jeg undersøge, om det ville give mening at operere det helt ud senere.
“Du bliver så glad for det,” sagde han og spurgte, om jeg ville tage et billede af ham.
Jeg parkerede Bøtten hjemme i Fredens Ark og gik alene mod Sundhedshuset for at få en kop te. Jeg tænkte, at det var et godt sted at samle mig om de input, jeg havde fået i løbet af dagen.
Siden jeg flyttede ind, har Sundhedshuset været et sted, hvor ro og klarsyn tvinger sig ned over mig. Det har siden Christianias fødsel fungeret som en alternativ skadestue og lægehus, fordi samfundets lægestand ikke rigtig turde praktisere på fristaden i dens første år.
Jeg vil mene, at Sundhedshuset er rygsøjlen i Christianias velbefindende, for der har alle en konstant mulighed for omsorg, behandling eller en snak om, hvordan de går og har det. Den ro havde jeg brug for den eftermiddag.
Jeg fik hurtigt teen, flere smil og et tilbud om beroligende akupunktur, da jeg fortalte, at jeg stod over for en stor beslutning i mit liv og i øvrigt også havde generelle problemer med min søvn.
NADA-akupunktur, som behandlingen hedder, er en underkategori af øreakupunktur, der er målrettet til at forbedre og opretholde positive resultater i stofmisbrugsbehandling. Det er bivirkningsfrit og tilfører ikke noget til kroppen, men hjælper systemet med at reetablere sig selv og skabe balance.
Jeg havde aldrig prøvet at stikke en nål i kroppen for at slappe af, men noget afslappende og stabiliserende er svært at sige nej til.
I løbet af kort tid lå jeg derfor med små nåle i øret på Sundhedshusets første etage. Jeg var blevet svøbt i et tæppe på en blød madras, som var omringet af eksotiske planter.
Jeg vendte mit store dilemma med mig selv.
Enten skulle jeg lade min hund kastrere for at afslutte en destruktiv testosteron-spiral, der ville ende i slagsmål, eller også skulle jeg lade naturen gå sin gang og med min egen adfærd holde ham i skak.
Jeg forsøgte at huske mig selv på, at min hund ikke var et menneske, men jeg kunne ikke give slip på tanken om, at hundes problemer med vrede ikke nødvendigvis adskilte sig meget fra dem, vi selv oplever som mennesker.
Jeg ville ligesom Holger også hidse mig op, hvis nogen kom uanmeldt ind på min matrikel og begyndte at pisse på den, og jeg følte mig faktisk også en smule oprevet, efter vi blev skældt ud af en fremmed betjent i Fremtidsskoven. Jeg kan, som Buster, blive irriteret, når folk irettesætter mig, selv om de ikke ved, hvad de snakker om.
Jeg indrømmer også gerne, at jeg også har udfordret mennesker med mere livserfaring end jeg selv har, fordi jeg var sur over noget andet.
En hund forstår ikke, hvad det overhovedet vil sige at tage sig sammen.
Ligesom Bøtten har jeg af den grund også fået et par gok i nødden, og de har selvfølgelig ophidset mig. Det er sikkert også gået ud over tilfældige mennesker, der egentlig bare har passet sig selv.
Hunde og mennesker har mere tilfælles end turister tror, men forskellen findes nok i, at man som menneske har mulighed for at træffe et valg om at tage sig sammen, fordi man trods alt er lidt klogere.
En hund forstår ikke, hvad det overhovedet vil sige at tage sig sammen, før man lægger den ned og knurrer af den. Man skal altså gøre det, man forsøger at aflede hunden fra, for at få den til at stoppe.
Jeg fortabte mig i den ironi, indtil en af nålene nev lidt ekstra i mit øre.
Jeg pillede lidt ved den, og lagde mærke til en lille plet af blod på min finger. Da jeg fortalte det til lægen, sagde hun, at blodet var tegn på, at nålen havde ramt en nerve, der kunne få store følelser til at boble frem i mig i de kommende dage.
Jeg spiste suppe ved Morgenstedet, inden jeg gik hjem. Der duftede af spidskommen, og ved siden af mig sad en gruppe venner og diskuterede politik. En af dem virkede oprevet.
Jeg kunne ikke få mig selv til at sende min lille dumme hund under kniven, fordi han med alderen var blevet mere følelsesmæssigt nuanceret, og jeg overvejede, om mine forældre, havde de haft muligheden, ville have været fristet til at gøre det samme, da jeg begyndte at diskutere alt med dem.
Jeg nikkede til to betjente i gule veste, der hilste lidt for venligt på mig på turen tilbage til Fredens Ark. De var indsat som en form for værn mod vold, vrede og kriminalitet på en rar måde.
Det fik mig til at undre mig over, om man egentlig kunne sige, at Christiania var blevet kastreret dette forår. Noget var i hvert fald blevet revet ud med magt og værktøj, men jeg var i tvivl om, om det var byens nosser eller brosten, som turister og københavnere havde taget med hjem som en souvenir.
Det var latterligt at tænke på, at justitsminister Peter Hummelgaard i så fald stolt var blevet fotograferet med et sæt nosser i hånden.
Jeg indrømmer også gerne, at jeg også har udfordret mennesker med mere livserfaring end jeg selv har, fordi jeg var sur over noget andet.
De udfordringer, som Christiania ifølge myndigheder, medlemmer af regeringen og flere christianitter i de seneste år har kæmpet med, udsprang nok ikke af de sten, der lå i jorden, men af de mennesker, der gik på dem.
Alligevel er det stenene, der skal fjernes og skabe rammerne for positiv forandring.
Da jeg kom hjem til Fredens Ark og gik ind ad døren, kom Bøtten løbende mod mig. Han logrede med halen og lagde sig ned på ryggen, da jeg kløede ham bag øret.
Jeg er ikke i tvivl om, om jeg skal kastrere min hanhund på baggrund af hans udfordrende adfærd, men jeg ér åben overfor at dæmme ned for testosteronet i et halvt års tid, for at se, om vores liv bliver lettere.
