Journalist Maya Tekeli holder sig som indfødt københavner oftest væk fra Indre By, men med et særligt køb for øje vandrede hun på en bagende sommerdag fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen. Kom med på strøgtur forbi souvenirbutikker, Louis Vuitton og Café Vivaldi.
Da jeg steg ud på Kongens Nytorv, blev jeg en smule desorienteret. Det vrimlede med mennesker, alle fugtige af kondensen fra sved i metroen og med samme kurs mod pladsen over os.
Jeg blev nærmest løftet op ad trapperne i flokken, der klædte sig af og gispede efter vejret. De, der havde syntes, at der var varmt i tunnelen, blev slemt skuffede, da vi nåede overfladen på denne sommerdag.
Menneskestrømmen delte sig i to ved toppen af trinene for ikke at brage ind i en hjemløs mand, der slikkede sig på hånden. Jordbærisen i vaffel smeltede ned over ham, mens han dovent viste Hus Forbi frem. Hans missede med øjnene, og folk havde for travlt til at ænse hans tilbud.
Solen bagte ned gennem det sorte tøj, jeg helt idiotisk havde valgt at tage på, den dag jeg ligesom utroligt mange andre mennesker manglede noget, jeg kunne købe i Indre By.
“Ved du, hvornår den kører igen?” spurgte jeg en informationsmedarbejder fra metroselskabet, der var indsat for blandt andet at forklare mig, at jeg ikke kunne tage Cityringen til Rådhuspladsen, hvor jeg skulle købe en bog, jeg længe havde ville læse.
“Vejret er jo lige til at gå,” sagde han.
Jeg kastede et blik på hjørnet af Østergade. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst var gået hele vejen fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen gennem Strøget. Som indfødt københavner finder man som regel en anden vej.
“Det er det vel,” svarede jeg.
Mens jeg overvejede mine muligheder, gik jeg på McDonalds ved siden af Magasin for at købe en kølende drik, men jeg kunne ikke befinde mig inde i forretningen i mere end et par minutter, før jeg blev drevet til vanvid af støjen fra frituremaskinerne og den søde lugt af olie og sved. Jeg gik i stedet i 7-Eleven, hvor jeg købte en drik i en plastikkop.
Jeg satte mig i ly for varmen ved en midlertidigt opsat reklamesøjle for CPH:Stage og prikkede hul i låget med papsugerøret og blev først her opmærksom på det politiske valg, jeg ubevidst havde truffet, da jeg købte den.
“For fanden da.”
Jeg kastede koppens indhold i mig og skjulte den ved siden af mig, mens jeg håbede, at ingen af menneskene på Kongens Nytorv ville tænke dårligt om mig på baggrund af et fejlkøb.
Jeg gjorde det, fordi det virkede gratis
Ved siden af mig sad en amerikaner på hug bag en af de terrorsikringer, man har valgt at camouflere som en stor potteplante. Han var i vandresko, praktiske shorts og T-shirt, og mens han holdt balancen på spidsen af fødderne med en enkelt hånd på potten, talte han meget højt i telefon gennem sine AirPods.
Jeg kunne ikke lade være med at følge med i hans samtale om sit “breakup” med sin ekskæreste, og hans “approach” til “the emotional process”, mens han også beskrev sit forsøg på at generhverve sig den “promise-ring” han havde givet hende, uden at overskride hendes “boundaries” unødvendigt.
Hans svada blev af flere omgange overdøvet af lyden af rullekufferter på brosten, taxaer, der parkerede i kø ved siden af os og en gruppe midaldrende mænd, der morede sig rundt om et højt bord foran vinforhandleren på hjørnet af Østergade.
De drak dåseøl fra øl- og vandboden, der var blevet stillet op foran den gamle forretning i anledning af solen. På den anden side en gruppe turister, der fotograferede sig selv foran en lyserød dør på hjørnet af d’Angleterre, der virkede beregnet til netop det.
På Kongens Nytorv stod en mand i arbejdsbukser i ly for solen i en pølsevogn, hvor han røg en cigaret, og røgen blæste samme vej som Dannebrog på toppen af vognen.
Fra mit eget opholdssted under reklamesøjlen så Kongens Nytorv både livlig og frodig ud. Græsset var overraskende grønt omkring Christian 5.s rytterstatue, der – tænkte jeg – på trods af sin ringe begavelse som statsmand var blevet placeret til hest i det højkulturelle centrum af København.
Jeg skimtede over mod Det Kongelige Teater og Kunsthal Charlottenborg, før amerikanerne igen fik min opmærksomhed.
“Thank you so much for having me on your podcast,” sagde han.
Det, jeg troede var en sårbar og personlig samtale med en ven, viste sig at være promovering af hans “remote working style” og de vilde “experiences he had in a silent retreat in Ecuador”.
Jeg rejste mig op og forlod amerikaneren ved terrorpotten, mens han talte videre.
Jeg slog øjnene op og stirrede på Café Vivaldi, hvor en dame drak den første tår af sin fadøl. Hun brugte sin rollator som stol
Overgangen fra åbent torv til gågade var til at overskue, så længe jeg var opmærksom på de skiftende hastigheder i de andre rejsendes tempi.
De, der hørte til byen, gik målrettet fremad, men jeg lærte hurtigt at tage mig i agt for dem med praktiske sko og rygsække. Deres uforklarlige nysgerrighed på butikkerne langs gaden fik dem til pludselig at sænke farten eller stoppe brat op. Til min store undren fotograferede flere souvenirbutikkerne, der mødte os i løbet af gadens første meter.
“Tørstig? Kildevand til kun 10 kroner,” stod der på et stykke papir klistret på en udendørs køler foran en af butikkerne overfor en valutavekslingsautomat.
Jeg ignorerede tilbuddet og gik fokuseret forbi butikkerne. Denne del af Strøget er af særligt en navngiven debattør i den offentlige debat blevet beskrevet som den smukkeste.
Det tænkte jeg på, mens jeg forsøgte at kortlægge det manglende system i fordelingen af henholdsvis eksklusive smykkeforretninger, souvenirbutikker og urforhandlere, der blandede sig med hinanden på strækningen.
Overfor Danish Souvenir and Luggages lå Cartier og ved siden af den en butik, der bare hed Design Letters. Der kunne man købe drikkedunke eller kopper, hvor der stod “Love” eller “Hi” på.
De fleste af de luksuriøse butikker så lukkede ud, indtil man trådte tæt på ruderne og lagde mærke til de ensomme medarbejdere derinde, og især Zadig & Voltaire, der forhandlede tøj til kvinder, virkede ganske forladt.
De stirrede ud i luften, som om de kedede sig, meget ulig det, den filosof, der delte navn med butikken, ellers har gjort en dyd ud af at påpege. Voltaire mente nemlig, at arbejde skulle holde os mennesker fra at glo og gå i cirkler. Kedsomhed, laster, nød og omtrent 120 flere mennesker var der dog plads til i butikken.
Jeg nikkede stolt af egen evne til at bruge filosofi i mine almindelige observationer, men en medarbejder misforstod det som interesse i at besøge dem og deres produkter. Jeg rystede på hovedet, krydsede gaden og stoppede kortvarigt op for at kigge på nogle meget dyre smykker hos nogle, der hed Halberstadt.
Et lille modeltog kørte rundt om diamanterne, der lå udstillet på velour i vinduet, og jeg undrede mig over, hvem der egentlig tog på Strøget for at købe diamantøreringe eller designerure til en halv million hos Patek Philippe ved siden af.
“Ding, DONG.”
En solskoldet mand i klipklappere gik forbi mig og sagde som en kirkeklokke. Han havde en Ikea-pose fuld af beskidt tøj i hver arm.
Vi kiggede kort på hinanden, før vi begge to gik videre.
Jo tættere, jeg kom på centrum af Strøget, des flere rejsende så jeg, og det blev tiltagende sværere at gå med ret kurs uden at få et lille skub mod butikkerne omkring, fra dem, der havde mere travlt end mig.
Da en flok af folk i praktisk tøj ville hen at kigge på endnu en urforretning, blev jeg hvirvlet ind i et skilt med et kæmpestort udprint af et øje på. Jeg blev faktisk forskrækket, da jeg kiggede ind i Iris Gallerie, der var plastret til af billeder af forskellige menneskers regnbuehinder i urealistisk stærke farver.
“Your eye for art,” stod der på det skilt, jeg var skøjtet ind i.
“Look at your iris,” opfordrede det også. Der hang et lille forstørrende spejl, der blev lyst op af to skarpe lamper. Jeg gjorde det, fordi det virkede gratis, og stirrede for første gang i mit liv direkte ind i mit højre øje.
Det var lysebrunt, grønt og gult. I bunden af mit højre iris bemærkede jeg et splint af sort, en lille forstyrrelse i farverne, jeg ikke anede, jeg havde båret rundt på hele mit liv. Jeg havde også søvn i både højre og venstre øje.
Jeg benyttede spejlets forstørrende kvalitet til at undersøge forholdene omkring mine øjne, og kunne konstatere, at jeg stadig havde et hul fra en skoldkop i barndommen mellem øjenbrynene.
Jeg så fra venstre til højre og det tredje øje og morede mig over, hvordan mine pupiller bevægede sig, når lamperne lyste på dem.
Elgiganten syntes jeg manglede noget elektronik, Gucci syntes, jeg var fattig og dårlig klædt, Bang og Olufsen mindede mig om, at jeg engang kunne lide at se fjernsyn, og Illum gjorde mig fem gange opmærksom på, at Mads Mikkelsen findes og ser tjekket ud i knækket hvide skjorter
Jeg stod underligt længe foran spejlet, før medarbejderen i galleriet af øjne begyndte at kigge på mig. For at undgå en form for salgsinteraktion gik jeg videre – forbi Hestra, som viste sig at være en handskevirksomhed, jeg aldrig havde hørt om før.
“Cykling er den bedste årstid,” stod der på ruden foran butikken. Og som et menneske, der godt kan lide, når sætninger giver mening, blev jeg naturligvis forstyrret af sloganet.
En brise ramte alle os, der trådte ud på Bremerholm. Det vidste jeg ikke, at det lille torv foran Magasin hed, og jeg lagde kun mærke til det, fordi et skilt med “Magasin Torv” hang akavet placeret over vejnavnet.
Jeg vendte mig mod vinden og lukkede øjnene et øjeblik. Folk snakkede, knitrede med deres indkøbsposer og sagde undskyld til hinanden, når de tumlede sammen. Jeg kunne høre cyklisterne, bilerne og dufte pomfritter.
Jeg slog øjnene op og stirrede på Café Vivaldi, hvor en dame drak den første tår af sin fadøl. Hun brugte sin rollator som stol.
Ved siden af hende sad en familie, og børnene larmede. Caféen lå sådan set virkelig godt, tænkte jeg, og da en tjener gik fra baren med et stort glas cola med is, blev jeg for første gang fristet til at sætte mig ned ved et af bordene.
Københavnerne er enige om, at Café Vivaldi er sted for dem, der er på besøg, men den bagende hede på pladsen fik mig til at overveje, om nogen ville genkende mig, hvis jeg nu bare tog solbriller på.
Jeg så mig omkring for at sikre, at der ikke gik en bekendt forbi. Bag caféen hang et gigantisk gult “SALE”-banner på Magasin du Nord. Fra indgangen til Café Vivaldis udeservering var bogstaverne en af mine tommelfingre høje og halvanden af dem brede.
Et af børnene i familien begyndte at græde, og der blev serveret nye øl for selskaberne i skyggen.
Skiltet på Magasin du Nord gjorde stort indtryk på mig.
Med ét blev alle bygningerne på Strøget levende af reklamer og hele den lille strækning fra Café Vivaldi til Amagertorv, der virkede fritaget fra armlægningen mellem urforretninger og souvenirbutikker, ville i kontakt med mig.
Elgiganten syntes jeg manglede noget elektronik, Gucci syntes, jeg var fattig og dårlig klædt, Bang og Olufsen mindede mig om, at jeg engang kunne lide at se fjernsyn, og Illum gjorde mig fem gange opmærksom på, at Mads Mikkelsen findes og ser tjekket ud i knækket hvide skjorter.
“That’s a big department store,” sagde en turist og pegede på Illum og forklarede sine medturister, at man kunne gå på toilettet på øverste etage i bygningen.
En af dem tog et billede af et stillads med en reklame for Capital Investment. Jeg forsøgte at forestille mig, hvem han ville vise det billede til, da en gruppe teenagere i identiske uniformer susede forbi mig med poser fra Normal.
“Jeg har 200 kroner mere til Sephora,” sagde en af dem til sin klon, og jeg lagde mig i slipstrømmen på deres formation for at komme hurtigere frem gennem menneskemængden.
Varmen var ved at blive uudholdelig og havde det ikke været for den store kø til restaurant Mama Rosa, der har ligget i to etager på Strøget siden 1979, havde jeg sat mig under markiserne og bedt om noget læskende.
Ved siden af Mama Rosa og Le Diamanti, der så ud til at købe sine stole og stofduge samme sted, lå Omega. Jeg tog mig til hovedet. Jeg var altså sikker på, at jeg havde set den urforretning to gange tidligere på turen.
En stor gruppe mennesker forlod Illum og gik direkte ind i mig, der gik direkte ind i en enorm reklame for Louis Vuitton på hjørnet til Amagertorv.
“Towards a dream.”
Jeg trak vejret et øjeblik, mens jeg betragtede fotografiet af et bjerglandskab, der spejlede sig i en stille sø. Udover to børn på en madras, der var slået ud af en kuffert fra luksusmærket, var der ikke mennesker på reklamen.
De sad med et Photoshoppet lys mellem hinanden og var meget afslappede. Bag mig kunne jeg høre rindende vand. Jeg gik langs reklamen mod Storkespringvandet.
Da jeg rundede hjørnet, så jeg, at reklamen fortsatte. Et billede af en Louis Vuitton-kuffert, der spyttede en regnbue ud på en lille dreng, der løftede armene i begejstring over luksusmærket mødte mig. Han stod alene på stranden, sådan som jeg straks drømte om at få lov til.
Louis Vuitton-reklamen på Amagertorv.
Solens genspejling i vandet i Storkespringvandet og i de store fliser på pladsen forstyrrede mit syn. Jeg kunne ikke afgøre, hvor mange mennesker der havde slået lejr der. Jeg ledte efter mine solbriller.
På Amagertorv gik folk fuldstændig ufokuseret rundt i cirkler og på grund af en konstrueret cykelsti mellem springvandet og pølsevognen, som medlemmer af Folketinget, der er imod vegetardage i deres kantine, altid tager selfies ved, kan man også risikere at blive kørt ned.
“Pas på!”
En gruppe turister på cykel trillede usikkert ind foran en ferm dansk cyklist på stien. Han afveg vredt sammenstødet.
“Den bedste årstid,” mumlede jeg og tog solbrillerne fra bunden af min taske på.
Der var noget beroligende over den hvide støj fra Storkespringvandet. De vildfarne dråber var også kølende på huden.
Jeg lukkede mine øjne. Nynnede.
Ali-bali, ali-bali, bi,
Luk nu dine øjne i.
Vi går aldrig mere forbi,
Det store stygge Storkespringvand.
Byens stemning er så hjertevarm,
Men på Strøget er der larm.
Nogen får tæv af lovens lange arm,
Ved det store stygge Storkespringvand.
Ali-bali, ali-bali, bi,
Luk nu dine øjne i.
Vi går aldrig mere forbi,
Det store stygge Storkespringvand.
Drenge og piger med cowboybukse-lår,
Bare tæer og Beatles-hår,
Samles flokkevis på Amagertorv,
Ved det store stygge Storkespringvand.
Ali-bali, ali-bali, bi,
Luk nu dine øjne i.
Vi går aldrig mere forbi,
Det store stygge Storkespringvand.
For forarges pladsen burde ryddes,
Det’ for groft det skulle forbydes,
Der’ en del der siger de burde skydes,
Ved det store stygge Storkespringvand.
Ali-bali, ali-bali, bi,
Luk nu dine øjne i.
Vi går aldrig mere forbi,
Det store stygge Storkespringvand.
Al den pænhed er som kloroform,
Kedsomheden er enorm,
Men protesten ender som en storm,
I det store stygge Storkespringvand.
Ali-bali, ali-bali, bi,
Luk nu dit sæbeøje i,
Det fik du fordi vi gik forbi,
Det store stygge Storkespringvand.
Ali-bali, ali-bali, bi,
Luk nu dine øjne i.
Vi går aldrig mere forbi,
Det store stygge Storkespringvand.
Jeg slog øjnene op igen. Jo længere jeg så på reklamen med drengen og den luksuriøse regnbue-kuffert, des mere begyndte den at ligne et forsøg på at skabe associationer til en verden langt væk fra Strøget.
En verden, hvor to drenge med mørkere hud end min, sover på en madras i en kuffert og hvor der er større kampe at kæmpe end dem, der har at gøre med ufokuserede menneskestrømme på en gågade at gøre.
Midt i tankestrømmen blev jeg forstyrret af en lille pige, der stak ansigtet ned i springvandet og tog en stor tår af det.
Resten af turen gennem strømmen var ren overlevelse.
Jeg gik så stærkt, at jeg også kun ænsede et stort falskt isbjerg i regntøjsbutikken Rains, der vel skulle minde mig om, at varmen, der havde tynget mig hele dagen også kunne gå ud over mere fundamentale dele af vores klode end mig.
Jeg ignorerede The Dubliner, hvor folk drak sig i hegnet og vendte blikket væk fra streetfood-vognene med ristede mandler.
Gaden blev smallere og smallere, jo tættere jeg kom på Rådhuspladsen. Folk gik hurtigere og hurtigere, mens butikkerne blev dummere og dummere.
Én solgte produkter med “hygge” broderet eller trykt på. En anden muleposer med inspirerende citater som “Love is real, I had some for breakfast”, og jeg forsøgte ikke at fortrække en mine, da jeg gik forbi Duck Haven, der solgte badeænder i forskellige farver til turister, der troede, det havde en skid med Danmark at gøre.
Jeg måtte tælle til 10, da jeg mellem Gammeltorv og Nytorv konstaterede, at Duck Haven havde endnu en butik.
Inden jeg forlod Strøget, fik jeg af en kvinde stukket en flyer i hånden fra et nyåbnet museum for illusioner. De inviterede mig indenfor for at blive narret af deres fantastiske udstillinger.
Jeg kunne mærke en træthed og en let hovedpine efter den lange gåtur og solens bagende stråler.
“Nej tak,” svarede jeg. “Jeg er for desillusioneret til at betale for at blive narret.”
Hun grinede, trak på skuldrene og gav mig et bolsje i stedet.
