Podcastvært og skribent, Anne Kirstine Cramon, ser tilbage på et år, hvor krig i Europa har afløstalbuehilsner og corona-kaos, hvor privilegieblindhed fortsatte med at leve i bedste velgående, men også året hvor
levemanden Steen (fra ’Gift ved første blik’) lærte os, at det er nemmere at tæmme en vild løve end at sparke liv i en død kat.
Den 1. februar 2022 meddelte myndighederne, at covid-19 ikke længere blev betragtet som en samfundskritisk sygdom, og alle de restriktioner, der var indført på baggrund af pandemien, ophørte. Sikke en glæde. To år med albuehilsner og social distancing var nu en saga blot. Vi løb ud af vores huse og lejligheder, ud i foråret, krammende og mundbinds- og bekymringsfrie. Danmark frit! Nej, sådan blev det bare ikke. Det blev i stedet afløst af et ufrit Europa. Det, der skulle være forløsningen på to års corona-kaos, blev til en invasion af Ukraine og neglebidning over, om man ville blive ruineret af at køre to tres graders vaske på én dag. Hvor meget strøm bruger en iPhone-oplader egentlig, hvis den bare sidder i kontakten?
Der er krig i Europa. Det hele er så voldsomt, så tragisk, så urimeligt, men på magisk vis går livet videre. Vi får stadig fodvorter, vælter på cyklen og alle mulige andre helt trivielle, røvsyge ting, der gør et liv til et liv. Tilbage i nullerne, da det var finanskrisen, der rasede, og folk stod ruinerede og afpillede tilbage, blev det en trend at stramme bæltet ind. Bogstaveligt talt. Det kom til at handle om kontrol og at presse sig selv til det ekstreme. Maden blev palæo, og der skulle dyrkes ironman og triatlon og udføres helt ekstreme sportslige præstationer, som ikke er sundt for noget menneske. Den finansielle situation, der var løbet ud af kontrol, blev omsat til selvkontrol. Hvis jeg løber, er jeg i kontrol.
Under corona blev det til surdej og gåture (med afstand, selvfølgelig). Der blev lavet keramik og andre kreative projekter i de små hjem. Det bløde, det hyggelige, det nære. Nu står vi så et andet sted. Et mere hidsigt sted. Et sted hvorfra hele verden er spinnet totalt ud af kontrol, og de faste holdepunkter synes at smuldre mellem hænderne på os. De hjem, som vi hyggende forskansede os i under coronaen, er pludselig blevet en kæmpe hovedpine. Renten er steget, og det samme er priserne for el og varme og dagligvarer. Alle skal spare. Alle skal udøve påholdenhed.
Moden for de fleste født efter 1990 er gået fra normcore, hvor alle lignede deres far, som han så ud i start 1990erne med sweatshirt, tennissko og Levi’s 501 – der i hvert fald får min røv til at blive lige så lang som E45. Til det mere outrerede Goblin-core, æstetikken, der er baseret på det, man typisk har på, hvis man laver praktisk arbejde i naturen. Det er arbejdsbukser, Salomon-sko og helt overordnet et mere Trolderik-agtigt look. Måske er det symbolet for den tid, vi lever i. Vi skal alle skal ligne nogle, der er klar til at flytte ud i en skov, for det kan godt være sådan, det ender.
Vi har en yngre generation, de woke, der anser den ældre generation, boomerne, som en gruppe sociopater, der har hærget og voldtaget verden, mens boomerne anser de woke som en gruppe sociopater, der er i færd med at hærge og voldtage deres verden. Det er mere end almindeligt svært at finde fælles fodslag.
Der var en valgkamp. Mette Frederiksen skiftede identitet fra makrelmadsspiser til reflekteret podcastvært. Og så en forceret tur på scenen med Kandis – vrikkende lidt frem og tilbage. Måske forsøgte hun at efterligne Sanna Marin, den finske statsminister, der med tårer i øjnene måtte undskylde at have danset til en privat fest. Hun undskyldte for at være menneskelig. Mens hele verdens kvinder dansede for hende.
Tre mennesker blev dræbt af skud i Fields. Det var tre for mange. Og en unødvendig og tragisk reminder om, at psykiatrien er blevet overset alt for længe, og at det har reelle ofre, når politikerne putter ting i syltekrukken frem for at handle. Hvorfor skal det altid nå helt derud, før de ansvarlige handler?
2022 lærte os også, at Kongehuset er mindst lige så dysfunktionelle som vores egne familier. Måske endda mere. Mens vi alle gik og troede, at alt var i den skønneste orden, havde dronningen gået og pønset på en fratagelse af titlerne for en række af børnebørnene. Det resulterede i en hidtil uset følsom Prins Joachim, der blottet stillede sig frem i medierne og viste os noget, som vi sjældent ser fra Kongehuset – autencitet og ægte følelser. Han blev et helt ualmindeligt almindeligt menneske. Derudover mente den royale familie i lidt for lang tid, at en kostskole, hvor overgreb og krænkelser er en del af hverdagen, var et passende sted for teenageprinser og ditto prinsesser.
Herlufsholmdebatten optog os faktisk længe. Selvom der var en del, der mente, at det var åndsvagt, for der var faktisk også mange, der ikke havde haft en dårlig oplevelse med Herlufsholm. Ligesom der er mange ansatte på TV 2, der ikke er blevet krænket, og som er glade for det. Der er faktisk også vildt mange, der aldrig er blevet slået ned i nattelivet, og er glade for det. Og mange, der ikke har kræft, der trives rigtig godt med det. Og mange, der slet ikke er hjemløse, som nyder at have et sted at bo. Det er altså et udtryk for demokratisk dovenskab, hvis vi ikke må løse og diskutere problematikker, der kun gælder et fåtal.
En problematik, der også kun gælder et fåtal, og som vi alligevel fik vendt vidt og bredt er juridisk kønsskifte. Vi lærte, at man altid kan proppe en mønt i en ældre hvid mand, og så vil han belære dig om, hvorfor folk, der er født i en forkert krop, ikke skal have de privilegier, han selv har nydt godt af fra fødslen.
En, der også nød godt af sine privilegier – og mere end det – viste sig at være Simon Spies. Da DRs dokumentar om ham udkom, blev boomerpladen med greatest hits straks sat på – og der blev afspillet gammelkendte sange som ”hvorfor sagde hun ikke fra”, ”hvorfor meldte hun det ikke til politiet” samt ”hvorfor komme med det her så mange år efter?!”Ak ja, der var mange, der havde det temmelig stramt med at opdage, at det altid er tid til at nuancere et billede af en folkehelt, og at det set med nutidens øjne bare ikke er særlig kosher, at synes man har ret til at brække armen på en prostitueret for 10.000 kr. – hvilket nærmest i Facebook-kommentarspor blev kaldt for en form for nymodens puritanisme. Det, vi skulle lære, er, at man ikke kan ændre på fortiden, men at det aldrig er for sent at lære af den. Simon Spies dokumentar-deroute blev et hårdt slag for den danske identitet.
“2022 lærte os også, at Kongehuset er mindst lige så dysfunktionelle som vores egne familier. Måske endda mere.”
England mistede også en del af deres identitet, da Elizabeth II døde og en endnu større del af deres værdighed, da Boris Johnson flyttede ud af Downing Street efter at have hærget og festet. Og det var svingdørsagtige tilstande, for Liz Truss flyttede ind – for 45 dage senere så at flytte ud igen.
Will Smith stak Chris Rock en lussing for rullende kameraer, og da vi lige troede, at Hollywood havde opnået topmålet af skørhed, kom Kanye West på Instagram – hvorfra han siden har fornærmet alt og alle.
Her på de knap så glamourøse, hjemlige egne må vi egentlig nok bare krybe til korset og indrømme, at vi alle sammen faldt en lille smule for den velklædte levemand Steen fra ’Gift ved første blik’, der lærte os, at det er nemmere at tæmme en vild løve end sparke liv i en død kat. Selvom det ikke blev til noget med veganer-Mette, så lever han videre i vores hjerter. En anden, der gør det, er Sidney Lee. Danmarks første realitystjerne, der gav os ’Sons of bitches’ aka Cult Shakers og lærte os, at mikroovnsopvarmet Herregårdsgryde er det, der skal til, hvis man gerne vil lave damer.
Men midt i al sorgen fik vi også fornyet kraft til at gå ud i verden, da Tessa lærte os at genkende en engangspik, når vi ser én. Og en af hendes veninder fra Vestegnen, Helle Thorning-Schmidt, lærte os, at vi selvom vi skriver 2022, stadig skal diskutere, hvad det er passende for kvinder at iføre sig. Vi lærte også, at en god daglig morgenrutine er at tørbørste sig i ansigtet med en opvaskebørste og drikke saften fra en citron, som tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsen delte med os i sine memoirs fra den fængsling, der bare bliver mere og mere besynderlig.
Nu står der snart et nytår for døren. Hvis ikke det hele retter sig lidt op, flytter jeg ud i den skov. Det er som om, de seneste tre år har været Bridget Jones-år, og jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at næste år bliver ren ’Pretty Woman’. Jeg håber det, men jeg kan ikke love det. Lev med det.
