I ELLEs aprilnummer, der er på gaden torsdag d. 26. marts, kan du glæde dig til et stort ELLE Decoration-special. Træd indenfor i 70'er-villaen hos fotograf Barbara Hvidt på Frederiksberg, hos kunstsamler Michael Schneider på Nørrebro, hos tidligere Ferm Living-ejer Trine Andersen i Skovshoved og hos gardindirektør Sofie Pallma på Islands Brygge. Kig desuden indenfor hos en række af Københavns smukkeste arbejdspladser, bliv klogere på 2026s boligtrends og se, hvordan interiør og forårets mode flyder sammen i magasinets modeserie.
ELLEs aprilnummer, som også er et ekstra stort ELLE Decoration-nummer, er på gaden torsdag d. 26. marts.
Aprilnummeret af ELLE, som er på gaden nu
Da fotograf og designer Barbara Hvidt og hendes mand, Jan Gleie, for 20 år siden så huset på Frederiksberg på nettet, var det et dødsbo, og det var ikke skønheden, der tiltrak dem. Alligevel så de et potentiale i de store skydedøre, forbindelsen mellem inde og ude og tanken om at leve i ét plan midt i byen. I dag har de nænsomt forvandlet 70’er-huset til et dynamisk familiehjem med referencer til Japan, Indien og Palm Springs, hvor der for alle husets beboere er plads til levet liv og en frihed til at gøre det, man har lyst til. Kom med indenfor i hjemmet.
Barbara Hvidt
Fra Barbara Hvidts hjem
Hjemme hos Michael Schneider i lejligheden på Nørrebro er der ikke en eneste flade, der er hvid. Her udgør farver, og ikke nødvendigvis dem, der larmer, grundstenen i hans interiør, der er sammensat af vintagefund, moderne møbelklassikere og en kunstsamling, der får tanker til at vandre og følelser i spil. Han viser rundt i hjemmet.
Fra Michael Schneiders hjem
Hvad betyder det for et menneske at få den succes, mange jagter? For Trine Andersen, der i 2006 startede interiørfirmaet Ferm Living, betyder det alt – og så alligevel slet ikke så meget. Journalist Mette Skjødt har mødt Trine i hendes hjem og talt med hende om friheden, ansvaret og et nyt liv på den anden side af salget af virksomheden.
Fra Trine Andersens hjem
I Stine Goyas historiske københavnerlokaler mødes klassisk arkitektur med farver, kunst og håndtegnede prints. Gardinbrandet &Drape har skabt et poetisk showroom, hvor materialer, tekstiler og rum smelter sammen til en sanselig helhed. Og i designbureauet Homework har grundlægger, Jack Dahl Sakurai, indrettet kontoret som et atelier, hvor ro, klarhed og præcision giver plads til idéer. Fælles for dem er en tro på, at omgivelserne påvirker måden, vi tænker og skaber på. At rummet ikke blot danner ramme om arbejdet – men i høj grad er med til at forme det. Dét fortæller de om, når de samtidig viser rundt.
Efter flere år i herskabelige lokaler ved Marmorkirken har Homework flyttet adresse – og skåret ned. I et gammelt atelier i en baggård i Bredgade har designvirksomheden skabt et rum, der fungerer som både workshop og showroom for deres arbejde med at skabe alt fra grafisk identitet til produkter og emballage for kunder som Prada, YSL, Hyundai og Bridgerton. For grundlæggeren, Jack Dahl Sakurai, handler det ikke kun om kvadratmeter, men om energi, klarhed og en mere præcis måde at arbejde på.
Homework
I en herskabelig lejlighed med udsigt til Marmorkirken i København har Nadia al Zagir Balling og medstifter Julie Vendal skabt et showroom og kontor, der spejler essensen af deres gardinbrand, &Drape. Her mødes grafisk minimalisme og historisk arkitektur i en sanselig dialog. For de to grundlæggere har indretningen handlet om kontraster, langsommelighed og om at bringe poesi ind i rummene – for at kunne dele deres indre verden.
&Drape
I en historisk ejendom i København har Stine Goya indrettet kontor og showroom i rum med stuk, højt til loftet og et generøst lysindfald. Her mødes klassisk arkitektur med farver, kunst og håndtegnede prints i en indretning, der afspejler brandets kreative univers. For designeren handler rummene ikke kun om æstetik, men om at skabe et levende miljø, hvor kreativitet, fællesskab og nye fortællinger kan opstå.
Stine Goya
Direktør i gardinvirksomheden Arne Aksel, Sofie Pallma, finder ro i at vide, at hun skal miste alt – på den måde knytter hun sig ikke til ting. Hun lader sig inspirere af at tænke tilbage på sin tipoldemor, der fik Faxe Bryggeri levende gennem 2. verdenskrig, og så søger hun råd hos en af sine spirituelle vejledere, når hun famler. Vi besøgte hende i hjemmet på Islands Brygge.
Sofie Pallma
Glem alt om sæsonfarver, sikre trends og møbler, du bare må eje. Verden af i dag er mere flyvsk og kompliceret, og det samme er tendenserne, når vi indretter. I 2026 handler det derfor især om følelser, for hvad er et hjem, hvis ikke du kan mærke, at du hører til? Vi tager på rundtur i tidsåndens trends, der afslører en længsel efter blandt andet barnlig formgivning, gylden dekadence og indretningens svar på body positivity.
Fra 2026s boligtrends
Apropos længsel: Internettet flyder over med længsel mod det sidste år inden coronapandemien, som er blevet symbolet på en normalitet, vi aldrig vendte tilbage til. Nostalgi kan både være en måde at bibeholde håbet på i mørke tider og et gateway drug til nihilisme, men i virkeligheden handler den mindre om fortiden end om os selv. Følelsen af nostalgi og fremtidsfrygt er nemlig et grundvilkår. Men det betyder ikke, at man ikke selv kan gøre noget for at genvinde følelsen af håb, optimisme og virkelighedsnærhed. Det kræver bare en indsats, og derfor guider vi til fem råd til at genvinde håbet.
Der er selvfølgelig også masser af mode at lade sig inspirere af. I magasinets modesider gør vi dig klar til foråret, som for alvor er begyndt at skinne igennem, når vi guider til solbriller, forårstern og -flet, stærke silhuetter og dyreprint – og når vi i magasinets modeserie styler forårets mode på mest elegante vis.
I Brabrand vest for Aarhus ligger den afdøde danske arkitekt Knud Friis’ eget hus fra 1958 – en arkitektonisk perle, der danner de perfekte rammer om sæsonens stærkeste looks, der er skulpturelle og klassiske, men altid med et tvist. Lad dig inspirere af markante silhuetter og et raffineret miks af teksturer, når sæsonens næste investering skal i hus i magasinets modeserie ‘Knuds hus’.
Fra modeserien 'Knuds hus'
Du kender garanteret Louis Vuittons anerkendte city guides til byer som Paris, Tokyo og Sydney. Men hvor er den ultimative guide til vores hovedstad, København? Svaret er her. Kom med topmodel Barbara Stisen byen rundt.
Annonce: Fra cityguiden med Louis Vuitton og Barbara Stissen
Cartier ryster posen og arven i det næsten 180 år gamle franske smykkehus med den moderne kollektion ‘Clash de Cartier’. Influencer og model Laila Hasanovic bærer den ubesværet, skødesløst og chikt med en simpel hvid top og blå jeans.
Annonce: Influencer og model Laila Hasanovic iført ‘Clash de Cartier’
I magasinets skønhedssektion beretter chefredaktør Cecilie Ingdal om, hvordan hun – med egne ord – gik fra en hårpragt, hun vil betegne som ‘skandinavisk sjask’ til en mageløs manke med påsætning af extenstions, der endelig fik hende til at udleve sin Rapunzel-drøm. Derudover tager vi en tur til parfumens epicenter, Grasse, når næse Nathalie Lorson fortæller om sin nye duft for Amourage – en duft, der kan oversættes til en stærk, flirtende og positiv personlighed, der efterlader spor – selv efter bæreren har forladt lokalet. Og så guider vi til de bedste brynprodukter – for der er (næsten) ikke noget, der indrammer et ansigt smukkere end bryn.
Derudover tager vi et kig i beautyskabet hos model Adanne Lin-Ji, som anbefaler alle at omfavne de skønhedstræk, der gør dig til dig. Det gør hun selv ved at rocke sit afrohår og undlade brynprodukter. Og så sværger hun til fugt, fugt, fugt.
Adanne Lin-Ji
Alt dette – og meget, meget mere – kan du læse i det nye ELLE, som kan købes i supermarkeder og kiosker fra torsdag d. 26. marts.
Forside
Foto: Marco van Rijt / AMGM
Styling: Søren Kolborg Sørensen / AMGMT
Model: Luca Gajdus / Unique Models
Art direction og design: Homework
Hår & makeup: Lasse Pedersen / AMGMT
Fotoassistent: Kenneth Meng
Stylingassistent: Maggie Wang
Produktionsassistent: Hanin Laith
Retouch: Jonathan Vorsselman
Tak til Knud Friis’ hus for lån at lokation.