ELLEs julinummer er på gaden. Mød modemanden Uffe Buchard, der først rigtigt fandt selv selv, da han forlod sine sønderjyske rødder, kom med hjem i Frederiksberg-lejligheden hos tandlæge og influencer Ilirida Krasniqi, der også deler sin favoritrestaurant i København, og kom med journalist Maya Tekeli på en ægte strøgtur forbi alt fra souvenirbutikker og Café Vivaldi til Louis Vuitton. Det, og meget mere, får du i ELLEs julinummer.
I ELLEs julinummer, der er på gaden nu, kan du møde Danmarks trendsætter nummer 1, Uffe Buchard, i et ærligt interview om, hvad der – på godt og ondt – har rundet ham som person. Han fortæller om sin opvækst i Aabenraa, hvor hans mor ville have, at han skulle blive bankassistent, og hvor sønderjyderne mente, at han skulle skrue ned for charmen. Og om at forlade hjembyen, så han kunne blive det vigtigste af det hele: sig selv.
Kom også med journalist Maya Tekeli på en strøgtur fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen. Som indfødt københavner holder hun sig oftest væk fra Indre By, men med et særligt køb for øje, forvildede hun sig en tur forbi souvenirbutikker, Louis Vuitton og Café Vivaldi.
Vi taler desuden med influencer og tandlæge Ilirida Krasniqi, som lader sig inspirere af franske mid-century designere, helst klæder sig i sort og sætter pris på folk, der ikke tager livet så seriøst.
Hun åbner dørene til sin lejlighed på Frederiksberg, deler sin favoritrestaurant i København og fortæller om den bedste gave, hun nogensinde har fået.
Vi har desuden spurgt skuespiller Fanny Bornedal, billedkunstner Emily Gernild og fotograf og artdirector Ruben Hughes hvilke steder i København, de besøger om og om igen, som danner rammer for dybsindige samtaler og som de vil betegne som deres ‘stamsted’.
I ELLE Decoration-sektionen kan du komme med indenfor i villalejligheden i Skovshoved, nord for København, hos det kreative par Emilie Holm og Nicolai Gabold, hvor den idylliske oase, omgivet af grønt og med kig til vand, danner ramme for langbordsmiddage med friske tomater og agurk af egen avl og tidlige morgener i frisk havluft med en varm kop kaffe i hånden.
I magasinets modeserie med den danske model Sabine Glud får du inspiration til et lækkert sommerlook. Vi snakker bar hud, logo-mania og luksuriøse silhouetter. Desuden opdaterer vi dig på sommerens modetrends såsom bermuda-shorts og stråtasker, og så guider vi til, hvordan du bedst afværger aldringstegn på din hud på halsen samt snakker med founder af det svenske beautybrand RMS, der udsprang af hendes erfaring med, hvor dårlig hud modeller havde, da hun selv arbejdede som makeup-artist.
Tegn abonnement, så du får det nyeste ELLE leveret til dørtrin, her.