Agenda

Nyt ELLE på gaden: Smykkedesigner Jo Riis-Hansen om at finde sig selv efter en sorgfuld skilsmisse + 40 sider ELLE Decoration-special

- 26/02/2025

ELLEs martsnummer er på gaden torsdag den 27. februar. Glæd dig til at møde smykkedesigner Jo Riis-Hansen, der i et stort og ærligt interview fortæller om pludselig at skulle skilles, den efterfølgende livskrise og at finde sig selv igen – sammen med resten af skilsmisseklubben. Mød også 3 ledere, der fortæller om at motivere deres medarbejdere, udstillingsdesigneren på Arken, der fortæller om sin cirkusopvækst, smykke-PR-direktøren, der deler sin skønhedsrutine – og se ikke mindst frem til hele 40 sider ELLE Decoration, hvor du bl.a. kan komme med indenfor i tre unikke boliger i hhv. Danmark, Sverige og L.A.

ELLEs martsnummer er på gaden torsdag d. 27. februar.

I martsnummeret kan du møde smykkedesigner Jo Riis-Hansen, der i slutningen af 40’erne følte, at det hele kørte på skinner. Hun havde trukket sig fra den virksomhed, hun havde været med til at starte og nu indstillet sig på at leve et stille og roligt liv med mand og børn, lige indtil hun pludselig stod midt i en smertefuld skilsmisse, og hele hendes ‘kartoffelrækkehusliv’ blev revet væk under benene på hende. Det kastede hende ud i en kolossal livskrise, hvor hun først måtte kæmpe med overhovedet at komme ud af sengen — og dernæst at stå på egne ben igen. I dag føler hun, at hun har fået 20 år foræret, og føler sig mere sulten på tilværelsen end nogensinde før. Læs bl.a., hvad der blev Jos vendepunkt, og hvordan hun fandt kærligheden igen.

Foto: Lana Ohrimenko

Jo Riis-Hansen

Lær også Maya Lou Ochoa, der er udstillingsdesigner og grafisk designer på Arken Museum for Samtidskunst, bedre at kende, når hun inviterer indenfor i hjemmet på Nørrebro, og blandt andet fortæller om, hvordan det var (bogstavligttalt) at vokse op i et cirkus. Derudover fortæller hun om alt fra kunsten på hendes vægge og favoritrummet i lejligheden til hendes budgetvenlige skønhedsprodukt og hendes sporty stil med et strejf af “læge på Riget”.

Foto: Kavian Borhiani

Maya Lou Ochoa

Fælles for de tre vidt forskellige ledere Charlotte Egelund, Natasja Cornelius og Casper Kirketerp-Møller er deres tro på mennesker. På vigtigheden i at hvis ikke de ansatte – i de virksomheder, de leder – føler sig frisatte og trygge, motiverede og inspirerede, så kommer de ingen vegne. Kirketerp-Møller har som CEO i Clever fjernet alle mellemledere for i stedet at placere ansvaret hos dem, der ved mest. I samme spor driver Cornelius, der leder tegnestuen ACT Architects, virksomheden med en holistisk filosofi inspireret af buddhismen. I Egelunds Fashion Society er strukturen flad for at bevare startup-ånden og begejstringen hos de mennesker, som i fællesskab skal opnå resultaterne.

I 2018 grundlagde Charlotte Egelund Fashion Society efter en lang række lederjobs i modebranchen. Virksomheden driver og har ejerskab i brands som Lovechild 1979, MKDT Studio og Rue de Tokyo. Ambitionen er at få hvert brand til at vokse, men allerhelst i fællesskab, så energien fra startup-ånden bevares. Egelunds fornemste opgave er at forene vidt forskellige typer af mennesker og få dem til at spille hinanden bedre.

Foto: Kavian Borhiani

Charlotte Egelund

Casper Kirketerp-Møller arbejdede 100 timer om ugen i Deutsche Bank i Londons ambitiøse og resultatorienterede forretningsverden, s. det var ikke uden erfaring, at han i 2020 droppede alle mellemlederne i Clevers organisation. CEO’en er overbevist om, at beslutningerne skal tages af de mennesker, som ved mest, og ikke dem, der mener mest. Og at mellemledere sjældent er de bedste til både deres fag, at ansætte, afskedige, forhandle løn, budgettere og planlægge ferier.

Foto: Kavian Borhiani

Casper Kirketerp-Møller

29-årige Natasja Cornelius’ køn og alder har vist sig at være en af hendes største udfordringer som leder, men det blæser hun på. I ACT Architects, hvor hun er partner og tegnestueleder, begynder hver uge med en halv times meditation, og om fredagen afrunder medarbejderne ugen i fællesskab. Alle interne m.der har samme cyklus, for ambitionen er at skabe et trygt og inspirerende miljø, som giver medarbejderne lyst til at levere og blive hængende i mange år.

Foto: Kavian Borhiani

Natasja Cornelius

Foto: Henrik Bülow

Modeserien 'Soft Sport'

I nummerets modeserie ‘Soft Sport’ få du inspiration til forårslooks, der emmer af nyt liv, komfort og endorfiner i luften. Lad balletreferencer og sporty detaljer være et forfriskende og behageligt pust til din garderobe og leg med farver som rød og lyserød for et romantisk tvist, der for alvor understreger, at det er blevet tid til at springe ud af vores vinterhi.

I den forbindelse pakker vi forårskufferten til de store modebyer og dyrker stilen til fingerspidserne lige fra den farverige og opsigtsvækkende i Milano til den klassiske og chikke i Paris.

Foto: Sidsel Alling

Fra serien 'Carry On'

36-årige Remi Mobolade er global PR-direktør hos Pandora, men før det har hun gjort karriere i beautybranchen, og derfor har hun også en iboende kærlighed hertil samt bestemte præferencer for de ting, hun smører på sin hud. Faktisk beskriver hun sig selv som lidt af en skønhedsnørd. Kig med i hendes beautyskab, hvor hun blandt andet røber sit bedste skønhedstrick, deler ud om favoritprodukterne samt tipper til et genialt – og budgetvenligt – produkt, som holder brynene på plads.

Foto: Tue Blichfeldt

Remi Mobolade

I magasinets ekstra store ELLE Decoration-special bliver du opdateret på 2025’s boligtrends, som blandt andet tæller lillepige romantik, trafiklys-farver, møbler med kunstneriske ambitioner og fliser, samt kommer med indenfor i tre, unikke boliger hos henholdsvis model Ulrikke Siva Toft Simonsen, kreativ chef for Filippa K og Teurn Anna Teurnell og vintagetøjsælger Hayley Kuniansky.

I en gammel dame på knap 100 år, tæt på Gentofte Sø, har Ulrikke Siva Toft Simonsen og Brian Siva indrettet et hjem med fokus på familieliv og nærvær. Med respekt for de originale detaljer har de med stor opfindsomhed nænsomt renoveret villaen og indrettet sig med et særligt blik for tekstiler, kontraster og kreative løsninger.

Foto: Line Thit Klein

Ulrikke Siva Toft Simonsens bolig ved Gentofte Sø

Anna Teurnell er blevet designer, fordi hun er optaget af at lave tøj, der ophæver hverdagen. Sådan ønsker hun også at indrette sit hjem – tingene skal bruges og være funktionelle, men de skal også have et element, som overrasker og beriger hende. Den kreative chef for Filippa K og Teurn finder nemlig en stor del af sin inspiration i den 175 m2 store lejlighed i Stockholms centrale Sødermalm-kvarter.

Foto: Pia Ulin

Anna Teurnells bolig i Stockholm

I et næsten 100 år gammelt arkitekttegnet hus i en dal under Hollywood-skiltet i Los Angeles bor den 33-årige vintagetøjsælger Hayley Kuniansky. Hun bruger alle rummene i huset lige meget, for det er både her – mellem de originale vinduer og fritlagte bjælker og med udsigt til Beachwood Canyon – at hun lever og arbejder.

Foto: Johanna Hvidtved

Hayley Kunianskys bolig i Los Angeles

Alt dette – og meget, meget mere – kan du læse i det nye ELLE, der er på gaden torsdag d. 27. februar, og som kan købes i supermarkeder og kiosker.

Du kan også få magasinet tilsendt din postkasse hver måned ved at tegne abonnement på ELLE lige her.

Forsidefoto: Henrik Bülow
Styling: Camilla Larsson
Model: Puck Schrover / Platform Agency
Hår: Mette Thorsgaard
Makeup: Anne Staunsager
Fotoassistent: Frederik Kastrupsen
Modeassistent: Noah Chahid
Retouch: WeTouch
Art direction: Homework