Mica Oh underviser i antiracisme og strukturel racisme, men som sort, queer kvinde nægter hun at deltage i debatten i de traditionelle medier. Alligevel har hun fået alt fra dødstrusler til tæsk. Hun bliver ved, fordi hun ser det som et privilegium og en forpligtelse, og fordi hun vil inspirere unge mennesker til at turde leve deres liv.
Det kan være ubarmhjertigt at blande sig i den offentlige debat, men for nogle er kampen for at gøre en forskel så vigtig, at de ikke kan lade være. Vi har talt med fire debattører, der på hver sin måde sætter dagsordenen – her er det underviser og konsulent Mica Oh.
Jeg bruger kun mine egne platforme og ikke medierne. Det er et meget bevidst valg. Når man er en marginaliseret og minoriteret person, der rammer ind i flere skæringspunkter, er det meget udfordrende at være i den offentlige debat.
Noget af det første, jeg meldte ud, da jeg begyndte at udtale mig om dilemmaer som race og køn, var, at jeg ikke er debattør eller influencer, men underviser og formidler. Det gjorde jeg, fordi jeg slet ikke ser de her emner – racisme, kvinders krop, homoseksualitet, kønsdilemmaer – som noget, der er til debat. Af samme grund er min platform på Instagram ikke et debatforum, men en undervisningsportal.
Jeg gider slet ikke debattere de her emner med mænd, hvide eller heteroseksuelle. Det er derfor, jeg har valgt at tage kontrol over, hvor jeg lægger mine ord ud. Jeg kan ikke kontrollere, hvem der deler eller kommenterer, men jeg kan kontrollere tonen blandt dem, der kommenterer hos mig. Og tonen skal være god. Hvis ikke den er det, har jeg det privilegie, at jeg kan sige farvel.
Det er en hård samtale, når snakken falder på racisme, for uanset hvor strukturelt funderet og konstrueret racismen er, går den ind og påvirker vores følelser. Og selvfølgelig findes der idioter alle vegne, men jeg tror ikke på, at der er nogle, der har lyst til at være racistisk. Det er blinde vinkler, der gør, at folk kommer til at sige racistiske ting, og det er dem, jeg gerne vil fjerne. Men det kan godt være skræmmende for nogle at læse eller tale om, og det kan være ubehageligt at blive konfronteret med ens egen racisme.
Jeg er en sort, lesbisk, queer kvinde, der har valgt at arbejde med de områder, jeg udlever. Det havde jeg ikke regnet med, men med alderen og med tiden er mit private liv og mit arbejdsliv smeltet sammen. Jeg arbejder med queer-perspektiver, og jeg er queer. Jeg underviser i antiracisme, og jeg er sort. Mine personlige erfaringer og min rationelle, teoretiske viden er smeltet sammen. Jeg kan ikke tage mig selv ud af ligningen, når jeg står som konsulent eller underviser og formidler de her diversitetsbegreber.
Mit arbejde er blevet mit liv, og mit liv er blevet mit arbejde. Prisen har været stor. Det er den, vi minoritetspersoner betaler, når vi stikker næsen for langt frem. Jeg har fået dødstrusler, og det gør jeg stadig. Jeg har fået tæsk i min egen opgang af to hvide mænd, der brugte n-ordet og sagde kælling flere gange. Jeg har prøvet at blive uretfærdigt tilbageholdt af politiet, mens de hvide mennesker fik lov til at gå. Jeg tror ikke, jeg som menneske ville kunne blive ved, hvis ikke det var, fordi jeg ikke ser det som en byrde, men som en forpligtelse og en nødvendighed. Når der er en debat derude, der også gælder ens eget narrativ, er der ikke nogen pris, der er for stor.
Mica Oh, 47 år, er uddannet musiker og har undervist på Rytmisk Musik Konservatorium. I dag arbejder hun som konsulent, og via virksomheden Bravespace – som hun har grundlagt – underviser hun i antiracisme, intersektionel feminisme og kønsdiversitet. Hun hjælper blandt andet Copenhagen Fashion Week med at blive mere inklusiv.
Min familie og mine forfædre, som havde lænker på arme og fødder, betalte prisen uanset hvad. De havde ikke noget valg. Det har jeg, og det er nok det største privilegie, jeg har. Jeg går i deres fodspor, og jeg underviser i den virkelighed, sorte mennesker lever i, og som mange hvide mennesker ikke kender til. Det føles som en forpligtelse.
Jeg håber, at det arbejde, jeg laver nu, kommer til at resonere i unge mennesker, der har samme queer-position eller hudfarve som jeg selv. Jeg vil gerne inspirere dem til at turde leve deres liv, også selvom det bliver svært. Vi er her jo stadigvæk, vi forsvinder jo ikke, bare fordi de her ting – i mit tilfælde dødstrusler og vold – sker. Jeg er jo stadig queer og stadig sort, uanset om jeg udtaler mig i debatten eller ej.
