Fra den første træning i barndomsklubben i Skovshoved til toppen af verdensranglisten har Aneke Rune stået på sidelinjen af sønnen, Holger Nødskov Runes, tenniskarriere som manager og mor. Sideløbende har hun afgivet ledelsesansvaret af sit eget firma til datteren, Alma Nødskov Rune. Her fortæller hun om at opdrage og forme sin børn – og om hvorfor hendes måske vigtigste livsformål er at skabe mulighed for at børnene kan udleve deres drømme.
Aneke Rune
52 år. Manager for sin søn, tennisspilleren Holger Rune, og stifter og ejer af firmaet Waterpoint, som leverer drikkevandskølere til andre firmaer. I dag har datteren, Alma Nødskov Rune overtaget ledelsesansvaret i firmaet. Bor i Charlottenlund, nord for København, sammen med sin mand, Anders Nødskov, men har også en lejlighed i Monaco i samme ejendom, hvor Holger Rune bor. Her tilbringer hun en del tid, når arbejdet for sønnen kalder.
Jeg er kommet dertil, hvor jeg siger, at jeg er ved siden af Holger i resten af hans tenniskarriere i en eller anden form. Han har et mål om at blive nummer et i verden og vinde alle fire Grand Slams og OL, og jeg har sagt, at jeg gerne vil hjælpe ham, og så længe han har brug for min hjælp, så hjælper jeg. Ikke på selve tennisdelen; hvad han skal gøre på banen, det er der andre, som står for. Han får selvfølgelig en high five og et kys på panden, inden han går ind til en kamp, men det er trænerne, som sætter ham op til kampen. Jeg er trygheden og fundamentet i Holgers team. Jeg er den, som altid giver ham et ærligt svar. Jeg tager ikke nogen løn for mit arbejde, jeg har ikke nogen økonomisk interesse i ham, faktisk har jeg ikke andre interesser end, at han skal udleve sin drøm.
Jeg tager mig også af alle de lavpraktiske ting. Jeg koordinerer med trænere og behandlere, jeg bestiller flybilletter og hoteller til alle turneringer, jeg står for mediekoordinering. Der er rigtig mange fra hele verden, som byder sig til. Jeg har de første 45, som vil lave en dokumentar om Holger, og det er min opgave at sortere i mulighederne. Nu har vi lavet noget med Netflix, og jeg skal vurdere, om det forstyrrede Holger for meget. Jeg sidder med kalenderen og får Holgers program til at gå op. Når han spiller turneringer, skal han også træne, lave interviews, deltage i lokale events og måske noget velgørenhed. Det er ved Gud ikke let at få til at gå op, for der er fully booked.
Holger har lige sendt mig en besked, hvor der står: ”Hvor skal vi spise, og skal vi spise med teamet?” Vi har besøg af hans ketcher sponsor, Babolat, som har noget nyt udstyr, Holger skal prøve. Nike kommer også forbi her i Monaco, hvor Holger bor, og så skal vi koordinere med dem, så det passer ind i Holgers træningsprogram. Jeg tror, at det er rart for ham at have mig til at tage sig af alt det her. Jeg arbejder i døgndrift. Også på ferier skal jeg lige booke en rejse til Brisbane og få styr på det ene og det andet. I dag bruger jeg 95 procent af min tid på Holger og resten af tiden på mit eget firma, hvor den i starten nok hed 80-20 i mit firmas favør.
Jeg har da overvejet, om vi skal ansætte en PA til at tage sig af alt det lavpraktiske, men så dukker spørgsmålet om tillid op. Du kan stole på din familie. Din mor og far har ikke andre interesser end kærligheden til dig. Hvor udefrakommende kan have en masse andre grunde til, at de er her. For at tjene penge og opnå succes, og der er meget andet, som er vigtigt for dem. Så kan de ikke arbejde, fordi de skal til deres tantes fødselsdag. Den slags små ting, som pludselig får stor betydning for Holgers præstationer på banen, hvis der opstår uro. Det er nok derfor, at der er så mange tennisspillere, som har forældre som træner eller manager. Det er fandeme vigtigt, at spilleren har dyb tillid til de nærmeste i teamet, ellers kan de ikke præstere optimalt på banen.
I starten var Anders (Aneke Runes mand, red.) ikke så involveret, fordi han havde travlt med sit arbejde, men nu tager han sig af al det juridiske og alle kontrakter, fordi han er utrolig grundig og god til den slags. Holgers søster Alma ved alt om franske og amerikanske skattesystemer, fordi hun står for Holgers regnskaber sammen med E&Y og skatten i Holgers indtægter. På den måde er hele familien kommet mere og mere indover, hvor det i begyndelsen af Holgers tenniskarriere primært var mig, som var med. Nu hjælper alle til.
Holger & Aneke Rune
ET ALMINDELIGT BØRNELIV
Som barn gik jeg på Det Kongelige Teaters Balletskole – det var vildt sjovt. Jeg blev afleveret klokken otte om morgenen og hentet sent om aftenen, når forestillingerne var slut. Jeg har blandt andre danset med i ’Nøddeknækkeren’ og ’Et Folkesagn’. Dagene bestod af både skoleundervisning og ballet. Jeg lærte om disciplin, og hvad min krop kunne klare. Jeg var helt vildt optaget af ballet og drømte om at blive solodanser på den store scene. Men da jeg var 10 år, døde min far, og med ét var det skønne, uskyldige og naive børneliv med store drømme slut, og i stedet overtog ubehaget. Vi var en god familie, men pludselig var hverdagen helt anderledes: Huset skulle sælges, og min mor, som kun lige var fyldt 30, stod alene med tre små børn. De omstændigheder overskyggede min interesse for ballet, så jeg kom aldrig tilbage på skolen igen.
Tiden på teatret lærte mig en masse om, hvad en barnekrop kan klare, men den har også medført, at jeg aldrig har haft en opfattelse af, at fordi et barn dyrker elitesport, så fratager man barnet et almindeligt børneliv. Barnet er omringet af en masse andre børn, som har den samme interesse, og børnene lærer utroligt meget både af sporten, den passionerede tilgang og af at rejse rundt i verden. Der ligger en masse skøre og anderledes oplevelser uden for det traditionelle skolesystem. Jeg synes, det er et fantastisk liv for et barn.
Min barndom gav mig nogle erfaringer og oplevelser i bagagen, som jeg gerne ville give videre til mine egne børn, men der var også ting, jeg ønskede at gøre anderledes. For eksempel var det vigtigt for mig, at jeg kunne hjælpe mine børn til at forfølge deres drømme hele vejen. Du kan selvfølgelig ikke gardere dig mod det, som skete i min familie, men jeg synes, at man skal forsøge at holde sine børn i drømmeuniverset så længe som muligt.
Da Holger begyndte at spille turneringer rundt i landet, mødte jeg mange forældre, som brokkede sig over, at de betalte for udstyr og fysiske trænere, og al den tid, de brugte på at køre til turneringer. De råbte ad deres børn, når de tabte: ”Tag dig sammen og vind, du har lige fået ny ketcher.” En dag spurgte jeg en af dem, hvorfor han så gjorde det. Vi er jo voksne mennesker, vi bestemmer selv over vores tid. Hvis du ikke er interesseret i at hjælpe dit barn og ikke er nysgerrig på det, barnet oplever, så bliv hjemme. Ellers skaber du et under- ligt gældsforhold til barnet, som skal føle dårlig samvittighed over, at forældrene dybest set ikke har lyst til at betale for tingene. Og føle at det skal præstere med ansvaret for forældrenes økonomi hængende på sine skuldre. Det går ikke. Som forældre træffer man et valg, og så fuldfører man det – uden at pive.
DIN ROLLE SOM FORÆLDRE
Når man beslutter sig for at få børn, påtager man sig også et kæmpestort ansvar, og man er forpligtet til at tage sig af dem til sin død. Det er sådan, jeg ser forældrerollen. Det handler meget om at lytte til sine børn, og mærke hvordan de har det. Ikke bare sidde og spise aftensmad, men rent faktisk kigge dem i øjnene og være opmærksom på, hvordan de opfører sig, og hvordan de har det. Hvis du følger dine børn, hvis du er opmærksom på dine børn, jamen, så har du også en god fornemmelse for, om de trives eller mistrives. Når du fanger dem i noget, hvor de stortrives, så er det din rolle som forældre at opdage det.
I Holgers tilfælde og sådan set også i Almas – var det jo tennis, som virkelig vækkede noget. Alma begyndte til tennis et års tid før Holger, men Holger ville altid med ned og se hende spille. Når Alma var ude og spille turneringer, var Holger også med, og hvor de andre småsøskende blev utidige og gerne ville hjem, sad Holger helt oppe foran hegnet til banerne og så både drenge og piger spille kampe – han var ikke til at rive væk igen. Derhjemme begyndte han at se en masse tennis på YouTube, og han stod i haven med ketcher og skumbold og slog op ad væggen, mens han forestillede sig, at han var Rafa (Rafael Nadal, red.) eller Federer (Roger, red.). Han måtte først starte til tennis (i Skovshoved Tennisklub, red.), når han fyldte seks, men da han først fik lov, havde han i princippet spillet tennis i et år, og det var helt tydeligt, at han var meget passioneret omkring det.
Holger spurgte mig tidligt, om jeg ville følge ham til træning og se ham spille. Når jeg reflekterer over det i dag, så spurgte han jo, fordi han gerne ville have en at dele sine oplevelser med. Han vidste meget mere om, hvor besat han var af det, og hvor god han gerne ville være – så på sin egen seksårige måde spurgte han, om jeg ville tage del i det. Jeg kunne have valgt at sige: ”Nej, det gør far”, eller ”det må du tale med dine venner om,” men han valgte at spørge mig, fordi han havde et behov for, at jeg så den gode forhånd, han slog, så vi kunne tale om det bagefter. Allerede på det tidspunkt sad mange af hans skolekammerater og spillede PlayStation, og de ville være pisseligeglade med, om han havde en god forhånd, så Holger havde brug for en af dele det med. For mig at se, er det de små områder, hvis du lytter til dine børn, som gør, at du er på bølgelængde med dem.
AT VÆRE SAMMEN
Om aftenen ville Holger tit have, at vi skulle se tennisklip på hans iPad, og så lå vi under dynen i hans seng og så en eller anden kamp mellem Rafa og Roger, eller et klip med del Portros (Juan Martín del Potro, red.) forhånd. Og så pointerede jeg, at Holger skulle lægge mærke til del Portros benarbejde, fordi det var derfor, han ramte bolden så godt hver gang. Det kunne Holger så bruge til sin næste træning. Når Holger sov, sad Alma og jeg ofte i sofaen og drak te, mens hun fortalte mig om det, hun havde tænkt sig at skrive om i sine skoleopgaver, og så diskuterede vi frem og tilbage, så hun fik en masse inspiration.
Det er jo dejligt at lave noget sammen med sine børn. Om du så går i haven og planter blomster eller spiller Ludo. Næsten hver fredag aften eller lørdag formiddag sad Alma og Holger på bagsædet, og så drønede vi afsted mod en eller anden tennishal i Hillerød. De kan stadig huske nogle af sangene, vi sang højlydt med på. Vi stoppede ved tanken og købte kanelboller, som de guffede i sig. Det var nogle hyggelige øjeblikke, som vi havde sammen. Sådan var det også, da vi gik ombord på flyveren til Paris, da Holger som 11-årig skulle spille sin første turnering i udlandet. Vores tilgang har altid været en ydmyg uvidenhed. Både Holger og jeg var jo nye i gamet, men vi var nysgerrige på det. Holger tabte sin første kamp i Paris, og så spillede han en bonusrunde, som han også tabte, og jeg tænkte: Nå, men så har vi prøvet det.
Lidt senere oplevede jeg, hvordan de franske tennisdrenge allerede som 11-12-årige boede på et tennisakademi og rejste alene med deres trænere. Det var godt nok tidligt for de drengebørn, tænkte jeg. Mere selvstændige er de jo heller ikke i den alder. De skulle selv stå for vasketøj, at komme i skole og møde op til træning. For mig var det helt naturligt at være til stede og skabe nogle trygge rammer for Holger. Jeg lærte jo også en hel masse. Vi rejste til Marokko og Kenya og i Sydafrika kørte vi igennem nogle brutale slumkvarterer, og Holger så som 13-14-årig, hvordan mennesker også bor i denne verden. Jeg følte, at min opgave var at sikre, at vi fik så meget ud af turene som muligt. Jeg researchede en masse om landet, vi besøgte, og snakkede med Holger om antal indbyggere, og hvad der var landets primære økonomi – der var ikke den hovedstad, han ikke kunne. Børn har jo en skøn nysgerrighed, så det er bare om at putte en masse viden på dem.
Aneke, Alma og Holger
UMAGEHED
Da det blev mere seriøst for Holger, og han stadig gerne ville have, at jeg var med til træning og kampe, også rundt i verden, så sagde jeg til ham, at jeg rigtig gerne ville hjælpe ham og se ham spille, men han skulle gøre sig umage. Han måtte bruge sin tid, som han havde lyst til, men hvis han også skulle bruge min tid, skulle han gøre det ordentligt. Jeg gad ikke være der, bare fordi han gerne ville have det. Og hvis han ikke lige gad spille den dag og ikke orkede kamp den anden, så var det altså ikke mig, han skulle have med.
Børns drømme er fantastiske, og som forældre skal vi gå op i dem, men som voksne, og med den livserfaring vi har, kan vi ikke spille jubelidioter: ”Jamen lille skat, du kan sagtens blive nummer et i verden. Også uden at lave en skid.” Jeg spurgte Holger, om det virkelig var det, han ville. Jeg så det som min opgave at rådgive og forklare ham, at han var nødt til at gøre en kæmpestor indsats. Man bliver ikke den bedste til noget som helst uden at gøre sig ualmindeligt umage og knokle virkelig, virkelig meget. Det samme sagde jeg til Alma, da hun studerede på CBS og tog kurser på Harvard og ville gøre karriere inden for forretningslivet: ”Du bliver aldrig direktør for en stor koncern, hvis du ikke gør dig mere umage end alle de andre.” Både Alma og Holger har altid været velkomne til at ligge på sofaen og spise kage, men så var det bare ikke min tid, de skulle bruge. I dag kommer Holger en gang imellem grinende over til mig med en løftet pegefinger og siger: ”Jeg ved godt, jeg har sjusket, jeg skal nok gøre mig umage nu.”¨
ÆRLIGHED
En musiker fortalte mig en gang, at han altid roste sine børn, når de spillede musik for ham, også selv om det var pivringe, fordi han ville engagere dem. Det vil jeg aldrig gøre. Jeg ser det som bedrag at lyve for sine børn. At sige til dem, at det, de præsterer nu, kan gøre dem til verdens bedste, når det ikke er sandt. Det kræver selvfølgelig, at du følger dine børn tæt, så du rent faktisk kan tillade dig at vurdere deres niveau. Hvis du ingen føling har med, hvor de er henne i sko- len eller på tennisbanen, vil det føles som om, du slår dem i hovedet med en hammer, når du kommer med kritik. Men hvis du har en god forståelse for dine børns evner, kan du godt tillade dig at være ærlig over for dem.
Alma var rigtig dygtig i de fleste fag i skolen hele vejen igennem, og jeg læste de fleste af hendes opgaver. En dag havde hun skrevet en opgave, som jeg syntes var virkelig dårlig i forhold til hendes niveau, og det fortalte jeg hende. Hun blev skidesur og ked af det og stormede op på sit værelse, og jeg måtte hive hende ned igen for at forklare hende: ”Hør her, skat, jeg ville jo aldrig nogensinde sige det, hvis jeg ikke vidste, at du kunne skrive noget, som er meget bedre.” Hun gik op på sit værelse og skrev og skrev og skrev og kom ned igen med en opgave, som var virkelig god. Bagefter var vi alle glade og talte om, at hun havde leveret noget, som var fuldstændigt fantastisk, og hvilken indsats det havde krævet af hende. Hvis man gider tage de her små slagsmål en gang i mellem, tror jeg, at du og dine børn kommer langt med ærlighed.
Jeg synes, vi har en forfejlet frygt for at være ærlige over for vores børn, fordi vi tænker, at vi skal skåne dem for kritik. Jeg tror, det er sundt for børnene, at deres forældre fortæller dem om noget er godt eller dårligt. På et eller andet tidspunkt i deres liv, vil de stå over for modgang og få ting at vide, som ikke er rare. Vi skal klæde vores børn bedre på til at kunne stå imod livets mange udfordringer. Da hun kom i gymnasiet. Hvis vi havde sagt til hende, at hun stadig kunne være perfekt i alt, var hun da gået ned med en depression. Jeg sagde til Alma, at det ikke kunne lade sig gøre. I stedet for at tro, du skal kunne alt til perfektion, så gå all in på de fag, som du virkelig synes er sjove, og som du er allerbedst til, for så vil du løfte overlæggeren på de andre fag helt automatisk. At prioritere det hele med lige stor indsats ender i middelmådighed og leverpostej i stedet for foie gras. Vi skal stille krav, men vi skal også huske at nyde det, vi laver, og give tid og plads til at dyrke de områder, hvor passionen er størst.
Det er klart, at Holger altid har været meget perfektionistisk, det er blandt andet derfor, han er kommet så langt. Han havde svært ved at acceptere sine fejl, også til træning. Ofte var det mig, der måtte sige: ”Nu styrer du dig lige! Det er skidegodt, det du laver, også selv om du laver fejl.” Jeg filmede træningen, så han kunne se, at han faktisk spillede virkelig godt. Da han blev seniorspiller, spurgte han flere af top
Og man skal fejle undervejs. Hvis man ikke fejler, lærer man ikke noget, og at bilde sine børn ind, at de kan være perfekte, er at svigte sine børn. Vi er født med nogle gener, et udseende og nogle fysiske forudsætninger, men det er i høj grad det, vi hele tiden bygger på og bygger på og bygger på, som gør os dygtige til noget. Hvis vi siger til vores børn, at man kan være perfekt til alting, så kan de kun blive en fiasko. Alma ville gerne have 12 hele vejen rundt, samtidigt med hun ville vinde alle tenniskampe, og det lykkedes også et langt stykke op i juniorårene, men da hun blev ældre, stillede skolen større grav, særligt da hun kom i gymnasiet. Hvis vi havde sagt til hende, at hun stadig kunne være perfekt, var hun gået ned med en depression. Jeg sagde til Alma, at det ikke kunne lade sig gøre. I stedet for at tro, du skal kunne alt til perfektion, så gå all in på de fag, som du virkelig synes er sjove, og som du er allerbedst til, for så vil du løfte overlæggeren på de andre fag helt automatisk. At prioterere det hele med lige stor indstats ender i middelmådighed og leverpostej i stedet for foie gras. Vi skal stille krav, men vi skal også huske at nyde det, vi laver, og give tid og plads til at dyrke de områder, hvor passionen er størst.
Det er klart at Holger altid har været perfektionistisk, det er blandet andet derfor, han er kommet så langt. Han havde svært ved ar acceptere sine fejl, også til træning. Ofte var det mig, der måtte sige:” Nu styrer du dig lige! Det er skide godt, det du laver, også selv om du laver fejl”. Jeg filmede træningen, så han kunne se, at han faktisk spillede virkelig godt. Da han blev seniorspiller, spurgte han flere af topspillerne, hvor mange perfekte kampe, de spillede på et år. De fleste svarede, at de have 1-2 kampe om året, hvor alt barer kører fra start til slut. Og de spiller altså 50-70 kampe på et år. Det var godt for Holger at høre, og han indså, at han ikke skal blive pissesur, bare fordi det svinger lidt i løbet af en kamp.
"Da Holger var 10-11 år, fortalte træneren mig, at han blev nødt til at stoppe med at spise kage, fordi han var blevet lidt chubby, og der måtte jeg fortælle dem i caféen, at de ikke måtte sælge ham mere kage, så han kunne blive bedre til den fysiske træning", siger Aneke Rune
STØTTE & TRYGHED
I efteråret 2023 tabte Holger 10 ud af 11 kampe, og det var en meget svær situation for ham – men også for mig som mor. Holger var fuldstændig uforstående: Han havde vundet en Masters 1000, spillet finaler hele foråret og havde et dream team af trænere omkring sig, og så fungerede det bare ikke. Hvorfor? Holger er jo voksen, men han havde ikke livserfaring nok til at se, hvad der foregik behind the scenes, og hvordan de forskellige på teamet ikke kunne samarbejde. Samtidigt havde han problemer med sin ryg – så han var ikke ved sine fulde fem, hverken fysisk eller mentalt. Havde alting kørt omkring ham, havde jeg nok løftet pegefingeren og bedt ham gøre sig umage. Men det var ikke ligefrem det rigtige at gøre i den situation. Jeg blev nødt til at stå igennem det med ham og støtte ham hele vejen. Og give ham et kram og fortælle ham, at vi nok skulle komme ud på den anden side.
Det var pissehamrende hårdt at se sit barn gennemleve en så svær periode. Det er min rolle på teamet at hive Holger op igen, når han er helt nede. Som forældre ønsker man altid det bedste for sine børn. Altid, altid, altid. Men man må også være realistisk; Vi har selv været unge, vi ved, at livet ikke bare går op, op, op. Der er masser af knubs på vejen. Om det er dødsfald, kærestesorger, at man misser drømmestudiet – eller hvad unge mennesker nu gennemlever. Det var min rolle at sige, at sådan er livet en gang imellem. Det må man acceptere, men man behøver ikke acceptere at blive i det, man kan vælge at tage action. Hvis vi bliver ved med at gøre det samme, så må vi forvente, at det samme sker. I stedet må vi lave nogle ændringer. Hvilket kan være svært, når man føler sig tryg ved det, man har. Holger har jo haft den samme træner, siden han var seks år.
Holger er blevet 20, så nu er det ham selv, der træffer beslutningerne, jeg kan kun stå på sidelinjen og give ham gode råd. Han må tage konsekvenserne af sine egne beslutninger. Det er en del af livet. Man begår fejl. Man falder på halen, og man begår fejl igen. På et tidspunkt indser man, at man ikke gider begå de samme fejl, og så finder man vejen ud af sine problemer. Da Holger kom og sagde til mig, at han havde tænkt, at vi skulle prøve at sætte holdet sådan og sådan, kunne jeg kun sige, at det lød som en rigtig god idé.
AT STOLE PÅ SINE BØRN
Da Alma studerede, begyndte hun at hjælpe til i mit firma, typisk når jeg var i Japan eller andre steder, hvor tidsforskellen gjorde det svært at arbejde med folk i Danmark. Hun hjalp mig måske 10 timer om ugen, og så blev det stille og roligt til mere og mere. Hun var sindssygt skarp. Hun altid været ekstrem hurtig til at opfatte det, Anders og jeg kommunikerede til hende, så det var med stor tillid, jeg efterlod en masse opgaver til hende. I dag har Alma overtaget driften af firmaet, som jeg startede, da børnene var små. Vi sælger drikkevandskølere til andre firmaer, som står for distributionen og den daglige drift. Jeg tager mig stadigvæk af lortesagerne, som vi kalder dem.
Hvis vi skal lave investeringer eller træffe større beslutninger, så sparer hun selvfølgelig med mig. Nogle gange flyver hun ind til turneringer, og så sidder vi og løber en masse igennem samtidigt med, vi ser Holger træne. Vi har oplevet den samme hygge med arbejdet som dengang, vi sad i sofaen med hendes skoleopgaver. Det har været sjovt for mig at spare med hende, fordi hun er så kvik og lynhurtig til at eksekvere på snak og idéer.
Jeg tror tusind procent på vores børn. Jeg ved, de kan alt det, de sætter sig for, når de lægger flid, entusiasme, kærlighed og energi i det. Når jeg lader Alma styre firmaet, handler det jo om at vise tillid til hendes evner. Det er en stor cadeau til ens børn, at man viser dem tillid. At man tror på dem. Det vokser de jo også af.
Hvis Aneke Rune kunne kigge ind i en krystalkugle og se, hvad fremtiden bringer, så havde hun nok ikke startet sin egen virksomhed, dengang børnene var små. ”Der var noget mere arbejde i det, end jeg regnede med,” siger hun. På samme måde har hun det i dag med sønnens tenniskarriere. ”Nogle gange er det godt, at jeg er lidt naiv og uvidende, når jeg kaster mig ud i noget nyt, for når jeg står i det, er jeg ikke typen som quitter. Jeg tager udfordringerne med oprejst pande, en for en. Og jeg lærer jo en masse hver gang, en opgave er løst.”
Da Holger spillede sin tredje kamp ved sæsonfinalen i november 2023, kunne jeg mærke, at han havde svært ved at holde fokus på sit spil. Når han er nervøs, eller spillet ikke kører, kan han godt komme til at søge for meget hjælp hos mig eller træneren. Nogle gange koncentrerer han sig bare bedre, hvis der er færre referencepersoner i hans boks. Fordi jeg er mor og altid har været der, kan han have tendens til at søge mig først, og derfor vurderede jeg, at jeg måtte liste af og forlade boksen. Det har jeg gjort flere gange. Så ryger jeg nogle smøger, og nogle gange kommer jeg tilbage, men i denne kamp vurderede jeg, at det var bedst at blive væk resten af kampen. Det er også noget, jeg gør for at vise, at jeg stoler på, at han kan klare sig selv: Du kan godt, også uden mor.
