Under et besøg i Grønland for at rapportere om den nuværende politiske situation for The New York Times opdagede journalist Maya Tekeli noget. Hun måtte gøre noget godt for sig selv og shoppede således hudcremer og bodylotions. Og senere fandt hun ud af, at hun ikke var alene med den tanke. Når verden vakler, rækker vi ud efter det, vi stadig kan bære. Og det er åbenbart ofte en læbestift.
Blå bog
Maya Tekeli er journalist og skriver bl.a. for The New York Times og ELLE, ligesom hun er vært på DR-radioprogrammet Virkelig.
Jeg har lært at pakke min kosmetik som en overlevelsesstrategi. Ikke fordi jeg er dramatisk af natur, men fordi jeg har mistet for mange hårbørster til mellemlandingernes kaos. Det betyder, at jeg altid rejser med håndbagage og derfor kun må tage det mest essentielle med. Få dråber dryppet i beholdere under 100 ml puttet i en klar plastikpose, som om de kunne eksplodere. Der er selvfølgelig noget ydmygende over det. At stå og flytte sin shampoo over i en rejsebeholder med tykke fingre, mens man overvejer, hvad man kan undvære: deodorant eller hårkur.
Renseolie eller parfume?
Det er nok derfor, jeg var så dårligt rustet, da jeg første gang besøgte Grønland i forbindelse med mit arbejde som reporter for The New York Times. Planen var, at vi skulle opholde os i Nuuk i en uge, men den ændrede sig hurtigt. For at møde et Grønland, der rakte ud over de scener, som hundredvis af journalister i øvrigt også var kommet for at beskrive i lyset af Donald Trumps ønsker om at købe øen, besluttede vi os hurtigt for at tage en tur til en by længere nordpå.
Jeg havde pakket som sædvanlig: asketisk. Jeg havde fundet et lille udvalg af produkter, jeg kunne leve med, men ikke leve godt af. På baggrund af mine erfaringer var jeg dog helt sikker på, at jeg hverken ville løbe tør for ansigtsolie, fugtighedscreme eller balsam.
Og så lukkede vejret hele øen ned.
Mine kolleger og jeg var i flere dage strandet på vores pind i den lille by oppe nordpå.
Første dag var det romantisk. Vi skrev, vi spiste, vi gik små ture i den knitrende sne og talte om de store linjer i verdensordenen. Vi lavede interviews med folk, vi ikke troede, vi havde tid til at blive klogere på. Anden dag begyndte det at gå op for mig, at mit ansigt begyndte at skalle. Min hud kløede. Mit hår faldt fladt og olieret ned over øjnene, mine øjenbryn var også vokset ud i en form for forvirring. Jeg lignede simpelthen en kvinde, der var ved at forsvinde, men det var først på dag tre, at jeg gjorde noget ved det.
Jeg kunne mærke mig selv synke hen i ubehaget over ikke at være præsentabel, jeg var langt mindre udadvendt, på ingen måde snakkesalig, og jeg havde mest af alt lyst til at blive hængende på mit hotelværelse og interessere mig for alt andet end verden.
Da mændene alligevel fik lokket mig med ud for at købe appelsiner i det lokale supermarked, tilbragte jeg det meste af besøget der, hvor der duftede bedst. Der fandt jeg en hudcreme, en ansigtsmaske, en balsam specielt designet til krøller som mine, en pincet, en bodylotion med duft af lavendel og en hårolie.
“Jeg må gøre noget for mig selv,” sagde jeg til de blikke, mine kolleger sendte min indkøbspose på gåturen hjem.
“Når man som mig kan glemme, at verden ikke handler om undertegnede, bliver man som udgangspunkt altid irriteret over at få de brede perspektiver på de problemer, man sidder med i skødet”
Jeg brugte hele eftermiddagen på mit hotelværelse på at bade, smøre, plukke, massere. Og da jeg trådte ind til middagen senere på aftenen, kunne jeg mærke, at noget var sket. Ikke med mit ansigt, men med hele min krop. Jeg følte mig lettere. Ikke pænere, men mere i live.
Da jeg kørte fingrene gennem mit hår, der havde fundet sit egen volumen, slog det mig, at jeg sådan set altid er bedst til at pleje mig selv, når jeg har det dårligt.
Som om skønhed for mig ikke er pynt, men reparation. Et system til at blive menneske igen.
Jeg satte mig i sengen, svøbt i håndklæder, og kørte mine olierede fingre over tastaturet. Jeg skrev: “beauty consumption during crisis”.
Når man som mig kan glemme, at verden ikke handler om undertegnede, bliver man som udgangspunkt altid irriteret over at få de brede perspektiver på de problemer, man sidder med i skødet. Derfor var jeg ikke ligefrem tilfreds med, at søgeresultaterne på min selvopfundne tendens krævede et økonomisk sprog.
“Når vi ikke har råd til store luksusvarer – tasker, rejser, designerfrakker – så køber vi små. En læbestift. Et duftlys. En ansigtsmaske. Det er ikke, fordi vi er dumme eller overfladiske. Det er, fordi vi længes efter et øjebliks kontrol, noget smukt midt i kaos”
Jeg må have sukket over 11 grafer, før jeg bemærkede et begreb, der gik igen: the lipstick index.
Begrebet blev opfundet i 2001 af Leonard Lauder, arving til Estée Lauder-kosmetikimperiet. På det tidspunkt var USA ramt af dotcom-boblen og 9/11. Økonomien var i frit fald, og folk havde ikke råd til meget – men de købte læbestifter. Faktisk steg læbestiftsalget, samtidig med at stort set alt andet forbrug faldt. Lauder lagde mærke til det og navngav fænomenet the lipstick index.
Idéen er enkel og alligevel ret vild. Når vi ikke har råd til store luksusvarer – tasker, rejser, designerfrakker – så køber vi små. En læbestift. Et duftlys. En ansigtsmaske. Det er ikke, fordi vi er dumme eller overfladiske. Det er, fordi vi længes efter et øjebliks kontrol, noget smukt midt i kaos. En lille luksus, vi stadig har råd til.
“Håb på tube.”
Latterligt.
Men det er vist ikke bare noget, kosmetikbranchen siger for at sælge mere. Det har vist sig igen og igen. Under finanskrisen i 2008 skete det samme. Læbestift, neglelak, parfume – alt det, der glitrer uden at ruinere én – steg i salg. Et sted læste jeg faktisk, at i Storbritannien fordobledes neglelaksalget på få år. Ikke fordi alle var blevet nail art-entusiaster, men fordi det var en billig måde at føle sig som nogen, der stadig havde kontrol.
Man kunne måske ikke betale sin elregning – men man kunne sidde ved køkkenbordet og lægge to lag farve med shaky hånd og føle sig bare lidt levende.
“Jeg læste, at selv under depressionen i 30’erne voksede salget af makeup, mens alt andet gik ned”
Jeg læste, at selv under depressionen i 30’erne voksede salget af makeup, mens alt andet gik ned. Og ikke bare en lille stigning. I USA faldt industriproduktionen med næsten 50 procent. Banker lukkede. Arbejdsløsheden nærmede sig 25 procent. Folk solgte deres møbler og flyttede ind hos slægtninge. Men salget af læbestift og rouge? Det steg.
Kosmetikfirmaer som Elizabeth Arden og Helena Rubinstein overlevede ikke bare – de ekspanderede. Rubinstein åbnede nye skønhedssaloner midt i kollapset. Hun vidste, at selvom folk ikke kunne betale husleje, ville de stadig betale for at få lagt en ansigtsmaske med løfte om at “genoprette gløden”.
Hollywood var en kæmpe medvirkende faktor. Midt i arbejdsløshed og sult blev biografen et fristed – og på lærredet: glamour, glimt, læber i dybrød. Kvinder begyndte at efterligne filmstjerner som Jean Harlow og Greta Garbo. Det kostede måske ti cent for en læbestift – og pludselig havde man adgang til det samme look som nogen, der boede i en villa i Beverly Hills.
Det var ikke luksus, det var eskapisme. Et budgetvenligt mirakel.
Og det virkede.
“Dér langt oppe i Grønland var første gang, det virkelig gik op for mig, at det der med at smøre creme i ansigtet ikke nødvendigvis er selvforkælelse, men kan være en form for økonomisk og psykologisk selvregulering”
Dér langt oppe i Grønland var første gang, det virkelig gik op for mig, at det der med at smøre creme i ansigtet ikke nødvendigvis er selvforkælelse, men kan være en form for økonomisk og psykologisk selvregulering. Når verden vakler, rækker vi ud efter det, vi stadig kan bære. Og det er åbenbart ofte en læbestift.
Jeg begyndte at læse mig baglæns i verdenshistorien, og det gik op for mig, at hver gang planeten ryster, begynder vi at købe ind på dufthylderne.
Under depressionen i 30’erne, hvor folk mistede deres hjem, deres arbejde og – tænker jeg umiddelbart også – viljen til at stå op om morgenen, steg salget af kosmetik som sagt. Ikke biler. Ikke bøger. Ikke suppe. Men rouge. Kvinder stod i kø for at få farve i kinderne. Det lyder som en Monty Python-sketch, men det er sandt.
“Når vi står midt i kollaps, vil vi stadig gerne ligne nogle, der ikke er ved at gå i opløsning”
Rouge blev altså en slags økonomisk sutteklud, for selv når man boede i teltbyer og delte en dåse bønner med en fremmed, kunne man stadig ligne én, der lige havde fået lidt sol på kinderne og måske var på vej til et middagsselskab. Det er næsten poetisk. Eller tragikomisk. Eller begge dele. Men det siger noget om mennesket.
Når vi står midt i kollaps, vil vi stadig gerne ligne nogle, der ikke er ved at gå i opløsning.
Og det er ikke bare et moderne fænomen.
Under 2. verdenskrig nægtede Churchill at rationere læbestift. Ikke fordi han havde en svaghed for glans og farve, men fordi han mente, det holdt moralen oppe. Altså, vi taler om en statsleder, der rationerede stort set alt – smør, benzin, sukker, strøm, endda tøj. Men læbestift fik lov at glide lige igennem kontrolsystemet.
Han sagde direkte, at “luksusartikler for kvinder” – og her tænkte han især på kosmetik – havde en vigtig rolle i at opretholde befolkningens kampgejst. Ifølge flere kilder (herunder ‘British War Cabinet Records’) blev læbestift anset som så vigtig en faktor for kvindernes moral, at regeringen ligefrem opfordrede kosmetikindustrien til at fortsætte produktionen trods råvaremangel.
Churchill mente, at kvinder i en krigstid havde en dobbelt rolle: De skulle arbejde i våbenfabrikker, tage sig af børn og samtidig “holde den nationale ånd oppe” – og det gjorde de, ifølge ham, bl.a. ved at se præsentable ud.
Det er jo absurd og rørende på samme tid – kvinder stod i kø til rationeringsmærker, og alligevel skulle de helst ligne nogle, der var friske nok til at gå til teselskab, når bomberne holdt pause.
“(..) jeg kunne forstå, at under finanskrisen i 2008, hvor folk var så broke, at de ikke kunne flytte hjemmefra, havde de råd til neglelak”
Jeg klikkede mig frem i tiden. Min ansigtsmaske gled af, og jeg kunne forstå, at under finanskrisen i 2008, hvor folk var så broke, at de ikke kunne flytte hjemmefra, havde de råd til neglelak. Og de købte den. Parfume? Det solgte også. For hvis man ikke kunne eje noget som helst, kunne man i det mindste dufte, som om man ejede noget.
“Det var satans,” hviskede jeg, da det bankede på døren. Jeg forklarede mine kolleger, at jeg ikke var klar til at beskæftige mig med verden endnu.
Tiden brugte jeg på at forstå mig selv og mine tendenser til at smukkesere mig, når jeg er på røven.
Jeg fandt et studie fra 2012 i ‘Journal of Personality and Social Psychology’, lavet af Hill, Rodeheffer og en række andre forskere. De havde undersøgt, hvordan økonomisk usikkerhed påvirker vores lyst til at købe skønhedsprodukter. Altså: Hvad sker der i hovedet, når vi bliver mindet om recession, fyringer og stigende renter?
“Det er jo det samme som at trøstespise. Eller comfort-shoppe. Nogle køber en pakke Matador Mix, andre køber en ny lipliner. Det er strategier. Måder at dulme kroppen på, mens hovedet prøver at finde ud af, hvad der foregår”
Forsøget var enkelt: Kvinder blev præsenteret for en tekst, der beskrev en økonomisk krise – ikke en fiktiv, men noget meget genkendeligt: arbejdsløshed, faldende huspriser, frygten for ikke at kunne forsørge sig selv. Bagefter blev de spurgt, hvad de havde mest lyst til at bruge penge på. Og her skete der noget ret interessant.
Når kvinderne havde læst om krise, faldt deres lyst til at købe det meste: praktiske ting, dagligvarer, tøj. Men deres lyst til at købe luksusskønhedsprodukter steg markant. Ikke billigere alternativer – nej, de ville have det gode. Det dyre. Det effektive. Det serum, der lover at ændre dit liv på tre uger. Forskernes konklusion var, at ressourcemangel ikke nødvendigvis får os til at bruge færre penge på skønhed – tværtimod. Når verden bliver usikker, bliver ønsket om at være attraktiv stærkere.
Det handler i øvrigt ikke nødvendigvis om at tiltrække en partner, som nogle af forskerne lagde op til. Det handler heller ikke om forfængelighed. Det er mere grundlæggende end det. Det handler om velvære, værdighed og følelsen af at kunne genkende sig selv i spejlet, også når resten af livet føles fremmed.
“Forskernes konklusion var, at ressourcemangel ikke nødvendigvis får os til at bruge færre penge på skønhed – tværtimod”
Det er jo det samme som at trøstespise. Eller comfort-shoppe. Nogle køber en pakke Matador Mix, andre køber en ny lipliner. Det er strategier. Måder at dulme kroppen på, mens hovedet prøver at finde ud af, hvad der foregår. Når alt føles ude af kontrol – økonomien, nyhederne, din dagpengesituation – så er det rart at føle, at noget stadig kan lade sig gøre. At du stadig kan tage et langt bad og komme ud med huden smurt ind i noget, der dufter af citrus og fremtid.
Men så kom corona. Og det ændrede alt. Ikke bare økonomisk, men socialt. For første gang i nyere historie kunne vi ikke vise os frem. Makeup blev pludselig meningsløst. Hvem skulle se dine læber, når de var dækket af mundbind og damp?
Salget af læbestift faldt som en kældertrappe. Til gengæld steg salget af hudpleje og dufte. Vi sad alene i vores lejligheder og brugte pludselig vores parfume på os selv. Ikke for at forføre nogen – men for at mærke os selv.
Under coronakrisen beskrev forbrugerekspert Eva Steensig det meget præcist: “Skønhed er det nye nødvendighedsområde,” sagde hun. Og jeg tænkte:
“Ja.”
Det interessante var, at noget blev siddende. Selv efter at pandemien begyndte at slippe sit greb, var det ikke makeupsalget, der først kom igen – det var wellness. Branchefolk begyndte at tale om “the skinification of beauty”, altså at alt – selv hårpleje og makeup – skulle have hudplejeegenskaber. Som om vi havde vænnet os til, at produkter skulle gøre noget for os, ikke bare ved os.
Jeg sad stadig i min seng i Ilulissat og scrollede nyhederne hjemmefra. Inflationen var steget, mens jeg havde plukket mine øjenbryn. Energipriserne steg. Stemningen faldt. I Danmark diskuterede man, om man stadig havde råd til at købe økologisk mælk, og i resten af Europa stod folk med vinterjakker på indenfor for at spare på varmen. Men imens alting blev dyrere, solgte læbestifter stadig. Bare til en højere pris.
Jeg læste, at L’Oréal oplevede tocifret vækst i Europa i 2022, på trods af at alting – også skønhed – var steget i pris. En læbestift kostede måske 30 kr. mere end året før. Men den blev stadig købt. Det virkede næsten skørt. Og alligevel – så genkendeligt.
For når man står i supermarkedet, i Ilulissat eller i Ikast, og kigger ned på de små farvede flasker og krukker, så ligner de sig selv. De samme produkter. De samme løfter. De samme pastelfarvede fornemmelser af orden og kontrol. Som en slags global trøst, der står på hylderne og hvisker: Alt er ikke tabt. Du kan stadig få glow.
Og selvom pandemien er ovre, er noget af det blevet siddende.
“Hvis samfundet kollapsede for alvor, ville jeg stå på gaden med silkeblød hud og absolut intet at spise. Jeg ville være den slags menneske, der forsøger at forhandle sig til en dåse bønner med argumentet “Men se lige min glød””
Jeg kiggede på min lille plastikpose med nye grønlandske produkter og tænkte på, hvor mange andre der stod og gjorde det samme i deres supermarkeder, som jeg havde gjort en times tid forinden. Ikke fordi de manglede noget – men fordi de havde brug for noget.
Senere den aften stod jeg foran spejlet på hotelværelset og så på mit ansigt. Jeg lignede ikke en ny version af mig selv. Jeg lignede bare mig. Men sådan som jeg ser ud, når jeg har haft tid. Når jeg har vasket håret to gange og siddet i stilhed, mens en maske tørrede. Sådan som jeg ser ud, når jeg har haft tid og adgang til oliebaseret pleje og en pincet. Jeg kunne mærke, at nogen var hjemme igen.
“Du ser godt ud,” havde mine kolleger udbrudt, da jeg endelig tilsluttede mig arbejdet igen.
“Har du klippet dit hår?”
Jeg svarede, at jeg bare havde vasket det.
Siden dengang har jeg ikke ændret mit pakkesystem. Jeg rejser stadig med håndbagage og med min lille gennemsigtige plastikpose, som ligner noget fra en lufthavnspsykose. Jeg pakker småt. Men jeg har lært noget.
Da jeg kom tilbage til Grønland i marts, var det første, jeg gjorde, ikke at åbne min computer. Det var at gå i supermarkedet og købe en ny creme. En hårolie. En læbepomade. Balsam.
Hvis samfundet kollapsede for alvor, ville jeg stå på gaden med silkeblød hud og absolut intet at spise. Jeg ville være den slags menneske, der forsøger at forhandle sig til en dåse bønner med argumentet “Men se lige min glød”.
Jeg forsøgte at være ligeglad.
Nogle køber proviant, og jeg køber så creme.
