De mange regnbueflag og -farver, der i denne uge pynter hele København i anledning af Copenhagen Pride, gør dybt indtryk på ELLEs journalist. Men det indtryk står også som en klar erkendelse af, hvorfor Priden stadig bør ses som en vigtig protest.
Lad mig starte med at sige, at jeg generelt ikke er den største fan af Pride. Det kan lyde underligt som homoseksuel mand ikke umiddelbart at bryde som om en begivenhed, der markerer så vigtigt en kamp om lige rettigheder og accept, som jeg og ligesindede har kæmpet for – og som nogle stadig kæmper for.
Det er primært på grund kapitalismens indtrængen i paraden. Virksomheder, der smykker sig med lånte fjer for at virke inklusive ved at flage med regnbueflaget, uden at gør det mindste i forhold til personalepolitik eller støtteorganisationer. De skygger for paradens oprindelige budskab og stjæler opmærksomheden fra de organisationer og foreninger, der rent faktisk gør en aktiv indsats og forskel for queer-, trans- og LGBTGQIA-personer. Og det får det for mig til at klinge hult.
Men det er også, fordi jeg aldrig rigtig har haft en omgangskreds eller et netværk af ligesindede queer-personer, der har prioriteret paraden. Derfor har jeg også kun deltaget i den et par gange. Ikke fordi jeg ikke ville, men fordi mange af gangene har endt med at være en ensom affære.
Men da jeg den anden aften gik alene hjem gennem en mørk Indre By, der er i denne uge er oplyst af regnbuens farver på bygninger og er pyntet med Pride-flag vajende fra himmelstræbende flagstange, blev jeg ramt af en helt anden følelse. En følelse af taknemmelighed.
Taknemmelighed for at bo i et land, hvor stort set hele hovedstaden accepterer den, jeg er. Taknemmelighed over at så mange gør sig umage for at gøre Pride-flaget synligt i gadebilledet, så sådan nogle som mig kan føle sig set og hørt. I én uge i hvert fald.
Blandet andet SAS-hotellet i Indre By er lyst op af regnbuefarver, og det vækkede en helt særlig følelse hos Christoffer.
For den følelse af taknemmelighed er også en meget vigtig reminder om, at det langt fra er alle queer-, trans- og LGBTQIA-personer, der kan være så heldige at have den følelse – hverken i udlandet eller herhjemme. Og det er langt fra alle steder, der gør en indsats for vise sin støtte eller gøre plads til os, der falder uden for den såkaldte norm.
For selv her i Danmark er der queer-personer, der ikke føler sig hørt, som er bange for at gå alene hjem om aftenen og som ikke kan være sig selv eller udtrykke sig, som de vil, på grund forældede normer, der stadig hersker i et system, der ellers skulle passe på dem.
Der er unge transpersoner, der stadig skal gennemgå et forløb, der langt hen ad vejen er grænseoverskridende og til tider diskriminerende.
Der er stadig unge queer-minoriteter, der får slået hånden af af deres familier, hvis de springer ud
Der er stadig unge queer-minoriteter, der får slået hånden af af deres familier, hvis de springer ud. Og der er et samfund, hvor homoseksuelle mænd stadig ikke må donere blod på lige fod med heteroseksuelle mænd, og hvor mistrivslen blandt unge queer-personer og transkønnede stadig er markant højere end hos andre unge.
Nok har regeringen netop lanceret en række initiativer, der skal forbedre vilkår blandt LGBTQIA-personer ved for eksempel at gøre det nemmere at være flere slags familier og at sikre, at unge transpersoner kan få ændret deres CPR-nummer. Men alligevel har Pride stadig sin eksistensberettigelse. Og derfor gør bybilledets flag og regnbueoplyste bygninger også en forskel.
Men det er også derfor, at den taknemmelighed ikke må blive forvekslet med en følelse af at være kommet i mål. Og det er derfor den taknemmelighed, som jeg og andre queer-personer føler, når vi bevæger os gennem byen denne uge, året rundt skal bruge som brændstof til at kæmpe for alle dem, der stadig ikke har ikke har den følelse, så de kan leve det liv, de vil og har ret til.
