Der var aldrig nogen, der så et potentiale i Tessa op igennem uddannelsessystemet. Det var derimod den rapkæftede attitude og de lange negle og vipper, der gjorde, at hun blev set. Mødet med manageren Jesper Livid ændrede hendes liv, og i dag er hun både rapper, skuespiller og stjerne — og hun føler, hun fortjener det hele.
Dette er anden del af interviewet med Tessa fra julinummeret 2025 af ELLE.
Tessa
Født i 1997. Vokset op forskellige steder på Vestegnen og i Nørreby på Nordfyn. Som teenager levede hun i en periode på gaden. Hendes fulde navn er Theresa Ann Fallesen, men hendes forældre kaldte hende altid for Tessa. I 2019 blev hun en del af produceren Jesper ‘Livid’ Helles talentudviklingsforløb Urban Grrls og fik samme år en pladekontrakt med Universal Music. Hun debuterede med singlen ‘Snakker for meget’. I 2023 udkom hendes debutalbum ‘Tessas Hævn’, hvor hun bl.a. rapper om seksuelle overgreb, hun blev udsat for som teenager. Hun har også medvirket i en dokumentarserie af samme navn. Hun har i årenes løb vundet en lang række musikpriser. I 2025 fik hun skuespildebut som den unge, utilpassede Sille, der kommer i aktivering som SOSU-medarbejder, i TV-serien ‘Løgnen’.
TESSA OG JESPER ‘LIVID’ OM DET FØRSTE MØDE
JESPER: “Tilbage i 2019 snakkede alle om manglen på kvinder i dansk rap, for det var en genre, der var suverænt domineret af mænd. Der var gang i MeToo-bølgen, men samtidig havde der lige været afholdt en Danish Music Awards, hvor der for første gang ikke var en eneste kvinde, der havde vundet en award. Jeg var samtidig rigtig træt af det, jeg selv arbejdede med, som var den typiske indvandrergangsterrap, og var blevet far til to piger, så jeg fik en stærk trang til at prøve at få nogle kvinder på banen. I første omgang lavede jeg en workshop med navnet Urban Grrls, hvor der over al forventning var 120 piger fra København, der ansøgte om at komme med. Da jeg sad og kiggede deres biografier, referencer og musik igennem, lagde jeg mærke til den her unge pige, som forsøgte at få min opmærksomhed på Instagram, fordi hun var fan af noget musik, jeg havde lavet før i tiden.”
TESSA: “Jeg vidste slet ikke noget om Urban Grrls.”
“Det var sådan en rigtig showstopper. Alle blev bare stille. Man kunne høre en nål falde til jorden bortset fra Tessas klak, klok, klak, klok, klak”
JESPER: “Det var gået helt hen over hovedet på Tessa, at vi havde det her projekt. Men jeg så en video, hvor hun – med en joint i den ene hånd og en plade Marabou i den anden – sad og lip-syncede til Nicki Minaj. Det var på nogle af de teknisk rigtig svære vers, og samtidig havde hun den der unikke, over the top performerting, som alle kender i dag – lange vipper og negle, rullende øjne og en helt vild mimik. Jeg var bare sådan: “Okay, wow!”
Jeg prøvede at dykke lidt ned i, hvem hun var, og fandt ud af, at hun er fra Askerød, et område ude i Hundige, som jeg kendte rigtig godt, fordi jeg selv er fra Vestegnen. Jeg fik bekræftet fra folk, at hun var en rigtig gadetøs – historien er også vigtig i hiphop. Alle mine venner i musikbranchen mente, at jeg var tosset, for jeg havde ikke mødt hende, jeg havde ikke hørt hendes stemme, og jeg anede ikke, om hun var totalt loony, men jeg havde bare en fornemmelse af, at det her er min stjerne.
På det her tidspunkt var der allerede 100 piger, der var blevet skåret fra. Jeg skrev til hende, at hun ikke behøvede at sende noget ind, og at hun ikke behøvede at have nogen ambitioner om at ville være rapper, men at hun ville få en plads på holdet, bare hun dukkede op. Det gik hun med til … men kom så tre timer for sent til den første workshop.”
TESSA: “Det var helt tilfældigt, at jeg onsdag aften fik en mavefornemmelse om, at det sikkert ville være godt at skrive til Jesper, at jeg glædede mig til i morgen. Så det gjorde jeg. Sådan noget ville jeg ellers ikke normalt gøre, for jeg kan ikke lide at være for pushy. Han svarede straks: ‘Hvor er du? Det er NU, vi skal mødes.’ Først troede jeg, at han lavede sjov, men det gjorde han ikke. Så var jeg lige ved at skide i bukserne. Jeg ringede til min kammerat, som kom og hentede mig i Nordvest og kørte over alle røde lyskryds og ind på cykelstien med 200 km/t. Jeg har aldrig kørt så reckless i mit liv, men vi nåede så også frem på ingen tid. Da han satte mig af, var der en time tilbage af workshoppen, så jeg gik ind med min store, pelsede frakke, som fældede over det hele, og mine høje sko.”
JESPER: “Det var sådan en rigtig showstopper. Alle blev bare stille. Man kunne høre en nål falde til jorden bortset fra Tessas klak, klok, klak, klok, klak. Det var virkelig sådan: ‘Okay, der kom hun!’”
TESSA: “Der foregik meget i mit hoved på det tidspunkt, så jeg havde lige overset, at jeg var blevet bedt om at vælge en sang, som jeg skulle præsentere for holdet, og som skulle repræsentere den musik, som jeg gerne ville lave. Karen Mukupa, som var med på settet, sagde: ‘Tessa, så kan du lige vise din sang.’ Jeg tænkte: ‘Fuck, fuck, fuck.’ Men så satte jeg noget Nicki Minaj på, og så gik jeg ellers i gang med at performe sangen foran alle.”
JESPER: “Du rappede den med fuld power!”
TESSA: “Det troede jeg, at man skulle. Jeg anede ikke, at alle de andre piger bare havde sat deres sang på og stået stille ved siden af, mens den blev afspillet. Det var slet ikke meningen, at man selv skulle rappe. Men det anede jeg ikke, så den fik alt, hvad den kunne trække.”
PÅ DET HER TIDSPUNKT havde jeg slet ikke skænket det en tanke, at det kunne ende med at blive starten på et gennembrud. Jeg var bare så overvældet over, at Jesper ‘Livid’ fra Kaliber så noget i mig. Det var i hvert fald ikke succesen, jeg jagtede. Det var mere spændingen og adrenalinsuset. Det var faktisk først, da jeg fik en managementkontrakt, at jeg begyndte at tro på, at Jesper ægte troede på mig: “Okay, hvis han vil have papir på det, så må han mene det.”
Det var den bedste dag i mit liv. Jeg boede i sådan en rigtig skraldet lejlighed i Nordvest, og jeg var ikke sikker på, om jeg havde en kuglepen liggende derhjemme, så på vejen stoppede jeg i den lokale kineserrestaurant for at låne noget at skrive under med. Der stod en sød, ung pige bag kassen, og jeg var sådan: “Ved du, hvem Jesper ‘Livid’ fra Kaliber er? Han har lige givet mig den her managementkontrakt, for jeg skal være rapper!” Hun svarede: “Så håber jeg, det lykkes for dig, og at du får kæmpestor succes, og at jeg en dag kan fortælle, at du har skrevet under på din kontrakt her.” Når jeg husker tilbage i dag, var hele tiden omkring gennembruddet overvældende. Der var ikke en dag, hvor adrenalinen ikke pumpede, men jeg fandt virkelig meget ro i, at Jesper ved, hvad han laver. Han havde allerede været i branchen i mange år, så jeg kunne hvile i, at det var en ride, but somebody got me.
“Jeg mistede til gengæld et par relationer tidligt i min karriere, som jeg stadigvæk ærgrer mig over”
Jeg mistede til gengæld et par relationer tidligt i min karriere, som jeg stadigvæk ærgrer mig over. Når jeg nogle gange hører, at jeg skulle have ændret mig, så er det som regel fra folk, som ikke kender mig, eller fra folk, som selv har forandret sig i mit nærvær. Pludselig bliver de nogle people pleasers og “Jamen vi gør bare det, du gerne vil”. Når man pludselig får fame, er det, som om ens omgangskreds forventer, at man forandrer sig, og derfor begynder at behandle en anderledes. Man bliver et spejl for, hvad de måske selv føler sig utilstrækkelige med, og derfor får de automatisk den tanke, at man tror, at man er bedre end dem. Men jeg gør ikke noget af det her for fame. Det er bare the fame, der følger med.
“Men jeg kan godt en gang imellem sidde en sen aften og gennemtænke hele processen, og så begynder jeg bare at cry my eyes out. Tænk, at det skulle ske for mig. Og samtidig er jeg også nødt til at sige: “I deserve this shit!””
I DE FORGANGNE ÅR har jeg mødt rigtig mange unge som mig selv. Jeg kan godt nogle gange blive nogens dagbog, forstået på den måde, at de ofte skriver til mig på Instagram og fortæller om deres liv. Der er også nogle, der fortæller mig noget virkelig traumatisk, som de har oplevet, eksempelvis et overgreb, som de ikke tør melde til politiet eller fortælle deres forældre eller venner om. Men de tør godt skrive det til mig. Det er vildt hårdt at læse, men det er rart, at de har et sted at placere det. Det er jo ikke, fordi de sender breve hjem i min postkasse. Det havner i mine beskedanmodninger, og der må det godt ligge. De føler, at de får pustet ud, fordi de deler det med nogen, de kan spejle sig i, og for det meste kan jeg godt lade være med at tage det for meget ind.
Det er lidt sværere, når det sker ude i virkeligheden. Jeg møder nogle gange fans, hvor jeg kan mærke, at personen har forberedt sig på at fortælle mig om deres helt store sorg. Det er svært ikke at tage ind. På Instagram er det noget andet, for der stikker de der ord ud –‘voldtægt’, ‘overgreb’, ‘min far’, eller whatever det kan være – så der kan jeg lynhurtigt mærke efter: “Er jeg i humør til at læse det her, eller skal jeg lade den ligge for nu?”
Jeg ved jo, at jeg ikke skylder nogen noget. Jeg er ikke psykolog. Jeg bliver ikke betalt for at hjælpe folk med deres mentale helbred. Jeg forsøger at skabe en lillebitte forandring i folks liv på min egen måde, og hvis jeg kan gøre det med en sang om at sutte pik, så har vi allesammen vundet. Jeg har de bedste sjakalinas i hele verden, og hvis ikke de også motiverede mig, kunne det godt være svært for mig at stå op om morgenen. Det kan godt være, at de føler sig set, men jeg er i den grad også taknemmelig for, at de ser mig.
“Selv i mine mørkeste stunder – som dengang jeg boede på gaden – gjorde jeg mig forestillinger om en dag at komme til at opleve storhed”
DET VIGTIGSTE I hele verden er at blive set af nogen. Det var først, da jeg mødte Jesper, at jeg begyndte at føle mig klog og dygtig, og det var først der, jeg tænkte, at jeg rent faktisk havde en berettigelse. Med musikken var det også første gang, at jeg ikke følte, at det var anstrengende at arbejde. Selvfølgelig har jeg kæmpet i studiet med alle mulige ting, men det var ikke anstrengende som med alle de andre jobs, jeg har haft, hvor jeg har mærket den der angst: “Er jeg god nok? Kan jeg overhovedet finde ud af det?” Den forsvandt, da jeg mødte Jesper.
Selv i mine mørkeste stunder – som dengang jeg boede på gaden – gjorde jeg mig forestillinger om en dag at komme til at opleve storhed. Men jeg havde aldrig mellemregningerne til, hvordan det skulle lykkes mig – slet ikke på en lovlig måde. Jeg vidste bare, at der var no fucking way, at jeg ville kunne leve et kedeligt lorteliv fra otte til 16 hver dag. Jeg måtte gøre det på en anden måde.
Problemet er bare, at jeg aldrig har været særlig god i skolen. Det er det klassiske ordsprog med, at hvis du vurderer en fisk på dens evner til at klatre i træer, så vil den føle sig dum for evigt. Sådan var det med mig. Der var aldrig nogen, der så et potentiale i mig op igennem uddannelsessystemet.
Det er ikke, fordi jeg ikke har fået masser af chancer. Jeg har haft gode kontaktpersoner og skidegode pædagoger, men det var også deres job. Med Jesper var der en, der så en stjerne i mig, inden han overhovedet hørte min stemme. Jeg prøver at fortælle alle de unge piger, at vi bliver nødt til at råbe højere og have større vipper på for at blive set, men måske er det ikke engang flere af mig, vi har brug for. Måske er der brug for flere af ham, som ser alle de forbigåede bad bitches derude.
Jeg føler, at jeg har brugt nok tid på at stresse over hvad nu hvis’er i mit liv, så derfor gider jeg heller ikke dvæle ved, hvad der var sket, hvis vi ikke havde mødt hinanden. Men jeg kan godt en gang imellem sidde en sen aften og gennemtænke hele processen, og så begynder jeg bare at cry my eyes out. Tænk, at det skulle ske for mig. Og samtidig er jeg også nødt til at sige: “I deserve this shit!” Der er ofte velmenende mennesker, der siger “Ej, hvor er du heldig”, men jeg føler faktisk, at jeg fortjener det, for jeg bruger min succes fornuftigt – til at støtte og motivere andre. Hvis nogen skulle få lov til at opleve medgang efter at have fået kastet så meget lort i nakken først, så er det fandeme mig.
“Det er planen at bevise mig og blive en etableret skuespiller, så jeg kan spille skuespil til den dag, jeg dør. Jeg har ikke tænkt mig at stå som 55-årig og rappe om pik”
HVIS NOGEN STÅR klar med en hovedrolle og en fed underdog-historie, så ringer de bare. Det er planen at bevise mig og blive en etableret skuespiller, så jeg kan spille skuespil til den dag, jeg dør. Jeg har ikke tænkt mig at stå som 55-årig og rappe om pik. Jeg bygger en business, som skal holde hele livet.
Men lige nu er mit helt store fokus rettet mod den store koncert i Royal Arena til efteråret. På den måde er hele sommeren en lang generalprøve. Jeg spiller med liveband for første gang, og det er det fedeste, jeg nogensinde har prøvet. Jeg har fået en helt ny kærlighed til musikken.
Jeg tror aldrig rigtig, jeg har givet en fuck for instrumenter. Jeg har jo set, at folk kan trykke på et keyboard, og så lyder det præcis som et eller andet instrument. Men nu har jeg set virkelig talentfulde mennesker spille min musik, og det har været banebrydende for min egen musikalske rejse. Jeg er pludselig begyndt at kunne lide instrumenter og lægger mærke til dem i andres sange.
I nogle af de forgangne somre har jeg eksempelvis stået på Bøgescenen helt mutters alene i bare tæer og shorts og skullet fylde al pladsen ud. Man kan blive nærmest helt spændt i skuldrene, fordi man skal være opmærksom på alting, og alle øjne hviler på en. Nu har jeg det fedeste band, som spiller den fedeste form for musik, og som samtidig gør, at jeg lige kan trække vejret nogle gange, for så kommer der måske lige en fed guitarsolo. I øveren sammenligner jeg os lidt med dengang, Selena Gomez havde sit band Selena Gomez & The Scene.
“Jeg har været meganervøs for at offentliggøre koncerten i Royal Arena, for det kan stadig nogle gange være svært at vænne sig til, at man er en stjerne, og jeg synes, det er svært at tro på, at lille mig kan lave en Royal Arena”
Jesper har prøvet at presse mig til at spille med band i de seneste to sæsoner, men jeg har ikke haft lyst til det. Samtidig kunne jeg mærke, at jeg havde brug for en eller anden fornyelse. Mine dansere er de mest talentfulde på verdensplan, men der skulle ske noget nyt musikalsk, uden at jeg vidste, hvad det var. Jeg blev nødt til at stole på, at det, han sagde, var rigtigt, så i sidste ende tog jeg den store jahat på … Ej, det gjorde jeg faktisk slet ikke. Jeg havde en sygt nederen attitude, indtil jeg hørte dem spille i øvelokalet første gang. And then they proved me the fuck wrong. De er bare the baddest people. Vi spillede en fredagskoncert i Tivoli for nylig, og det er mit bedste show nogensinde.
Jeg har været meganervøs for at offentliggøre koncerten i Royal Arena, for det kan stadig nogle gange være svært at vænne sig til, at man er en stjerne, og jeg synes, det er svært at tro på, at lille mig kan lave en Royal Arena. Idéen er blevet skudt ned nogle gange, for jeg havde det sådan: “Det kan jo kun gå galt.” Men nu sker det snart, og det er bare en kæmpe blåstempling.
I min karriere indtil nu har vi hver eneste dag nået en ny målsætning, som vi ikke engang vidste, at vi havde. Da tingene pludselig blev mainstream og etableret kunst, blev det hurtigt til: “Okay, hvad skal der så ske nu?” Men hver eneste gang man tror, at man når et eller andet mål, så dukker der bare et nyt op. Og hver gang jeg tror, at nu har folk fået nok, så viser det sig, at de er endnu mere sultne end før. Nu handler det hele om Royal Arena, og når det bliver en succes, så laver vi endnu en.
