De mødte hinanden i reklamebranchen, og i dag har Tania og Thomas Asbæk været gift i 14 år. Siden 2019 har de drevet kunstrådgivningsvirksomheden Collaborations, der også præsenterer egne udstillinger, og i august åbnede de Kunsthal n sammen med to partnere. I virkeligheden har de arbejdet sammen fra dag ét, fordi de komplementerer hinanden, men også fordi de ofte er dybt uenige.
Blå bog
Tania Grønvald Asbæk, 48 år, og Thomas Asbæk, 51 år.
Tania Grønvald Asbæk har en bachelor i filosofi og økonomi fra CBS og en kandidat i elektronisk business og kommunikation fra IT-Universitetet i København. Hun har tidligere været ansat hos forskellige reklamebureauer og været freelance i samme branche.
Thomas Asbæk er uddannet fra Reklameskolen i 1998 og har arbejdet som tekstforfatter hos forskellige bureauer. Hans forældre, Patricia & Jacob Asbæk, åbnede Galerie Asbæk i Københavns Indre By i 1975.
I 2019 stiftede parret, som blev gift i 2010, kunstrådgivningsvirksomheden Collaboration sammen. I august 2024 åbnede de sammen med Luise Gomard og Sara Lysgaard Kunsthal n, der hører til på Nørrebro, København.
De bor i København sammen med deres søn, Herbert.
Thomas Asbæk: Jeg droppede reklamebranchen og vendte tilbage til kunsten i familieregi, selv om jeg havde svoret, at jeg aldrig ville arbejde med kunst ligesom resten af min familie. Tania har altid elsket kunsten renere, end jeg har. Hun har søgt og dyrket den. Og jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for at flygte fra den. Min mor og jeg kunne se, at Tania havde nogle kompetencer, vi manglede. Hvad var det, hun sagde, vi havde brug for?
Tania Grønvald Asbæk: En marketingassistent … Der blev jeg alligevel lidt fornærmet, haha. Jeg har uddannelser fra CBS og IT Universitetet og sad i en projektlederstilling. Men ja, okay, jeg begyndte at arbejde med jer en gang om ugen. Og det udviklede sig så med årene.
TA: Jeg kommer fra en familie, hvor alt handler om fortællingen. Det har nok været lidt udfordrende for mig at vokse op i sådan en dynamisk og ukonkret størrelse. Tania stod for noget, jeg ikke kendte til. Hun var konkret. Jeg fandt en struktur i Tania. Hun gav mig en form for stabilitet – en retning i livet.
TGA: Det er tydeligt, at vi har forskellige kompetencer. Thomas er en gudsbenådet fortæller. Han skriver og formidler enestående. Jeg er god til at sætte ting i gang, til gengæld keder jeg mig hurtigt. Jeg er elendig til at afslutte projekter, men det er Thomas god til. Jeg er meget konkret og kortfattet, jeg spilder ikke tiden, hvor Thomas derimod udruller en fortælling. Vi kan ikke være mere forskellige, og alligevel så komplette som makkerpar. Der findes ingen mennesker, jeg respekterer mere end Thomas i en arbejdssituation.
TA: Ja, vi fungerer godt sammen. For mine forældre var det et problem, at deres dynamik var så god. De kunne skabe fantastiske ting sammen, men det kan blive farligt, når idéen ikke er den bedste. Man får ikke altid krydstjekket og undersøgt til bunds, fordi man bekræfter hinanden. Det kan også ske for os.
TGA: Det er jeg ikke enig i. Vi kunne godt være lidt mere loyale over for hinanden. Vi har da ofte møder med kunder, hvor vi er dybt uenige. De må være gået fra møderne og tænkt: “Det var godt nok specielt,” men der er fandeme ærlighed hos os. Vi pakker ikke os selv ind.
TA: Man kan jo komme til at tage ægteskabelige udfordringer med på arbejde. Jeg kan ikke fungere, hvis der er problemer og uro. Der kan du lukke ned for det private og være professionel.
TGA: Vi har masser af sådan nogle barnlige og banale konflikter. Det kan være, at jeg ikke synes, du er engageret nok i dit svar. Det kan irritere mig. Nogle gange udvikler den slags småting sig, og det har intet med det faglige at gøre, det handler jo om vores parforhold.
TA: Når vi har styr på den menneskelige og ægteskabelige relation og kommunikation, så er vi fuldstændig i sync med hinanden. Jeg kan have problemer med mit temperament og kan fare op for så at glemme det 15 sekunder efter. Hvor ting, der generer Tania, ophober sig langsomt inde i hende. Ved træning, parterapi og jeg ved ikke hvad, har vi fundet ud af, at vores største styrke er at tale sammen. Det er vi vanvittigt gode til. Jeg har så meget tillid til Tania. Nogle gange kan jeg have svært ved at vurdere, hvordan jeg selv har det. Den pejling giver Tania mig.
TGA: Ja, vi kommunikerer godt, bortset fra når situationen er kørt helt op i en spids, men så er det ofte nok at tage fem minutter væk fra hinanden …
TA: Tania har en helt anden arbejdsmæssig kapacitet, end jeg har. Det kan godt være en udfordring for mig, fordi jeg har svært ved at følge med. Jeg kan kun lave en ting ad gangen. Nogle gange kan den ene part jo have brug for fred og ro, når den anden part får en god idé, og så sidder personen, man plejer at spare med lige ved siden af, og det kan godt være at personen sidder og ser The Good Doctor, men det er fristende lige at lufte sin idé …
TGA: Den ærlige historie er, at vi begge to er en smule optaget af vores egne idéer. De skal helst deles lige med det samme. Forskellen er bare, at min hjerne helst skal aktiveres hele tiden, og du har brug for at trække stikket en gang imellem. Nogle gange synes jeg, at det er så vagt, at du ikke kan overskue mere. Kom nu lige!
TA: Jeg har heldigvis flere diagnoser, som kan understøtte det.
TGA: Ja, det er rigtigt. Men det hele flyder sammen for os. Arbejde og privatliv. Vi adskiller det ikke fra hinanden. Derfor bliver vi nødt til at planlægge familietid og ferier og sige: nu skal vi ikke arbejde. Især for vores 12-årige søns skyld. Selv om Herbert oplever en masse spændende og rejser rundt sammen med os, så er det ikke altid lige sjovt at skulle til New York, når man gerne vil være sammen med sine venner. På den anden side, så har det gjort ham til en meget nuanceret 12-årig, der allerede kan udtale sig om kunst og har sine egne meninger om verden. Han er også meget udadvendt, fordi han er vant til at færdes med nye mennesker.
TA: Der skal man passe på. Det er en undskyldning, jeg har hørt hele min barndom: “Det må være så spændende at møde alle de kunstnere og mennesker, som sætter dagsordenen i kulturlivet.” Jeg har aldrig oplevet en barndom, som var på barnets præmisser. Jeg fik altid lov til at være en del af de voksnes verden, men et barn har nogle langt mere lavpraktiske behov. Eventyr er godt, ja, men de skal have nærhed og omsorg. Derfor er det enormt vigtigt, at vi også laver ting, som udelukkende er på hans præmisser, og hvor vi behandler det med præcis lige så meget respekt, som vi gør med kunsten.
TGA: Når vi rejser, afsætter vi altid nogle dage til kun at lave ting, Herbert vil. Da vi for nylig var i Japan for at besøge kunstneren Mariko Mori, tog vi til Osaka, som lå tre timer væk, for at deltage i en Pokémon-fest kun for Herberts skyld.
TA: Også lidt for mig. Det var vildt fedt!
