Når diverse modehuse og designere viser de nyeste kollektioner frem på catwalken, kræver det en masse menneskers arbejde. Ikke mindst i forbindelse med formidlingen. Én af de personer, der bidrager til det, er Sandra Semburg. Selvom konkurrencen om at fange de bedste øjeblikke af velklædte gæster under modeugerne er blevet enorm, siden tyske Semburg begyndte at skyde streetstyle-fotos for 14 år siden, holder hun fast i sin personlige stil. Det er den, som har givet hende succes på gaden, når hun har dokumenteret alverdens modemennesker og kendissers stil for magasiner, brands og butikker som ELLE, Vogue, Chloé og Net-a-Porter.
Blå bog
Sandra Semburg, 47 år. Streetstyle-fotograf.
Født og opvokset i Berlin. Studerede film og skuespil i New York, inden hun begyndte at arbejde som fotograf. Har arbejdet som streetstyle-fotograf under modeuger i 14 år.
Har arbejdet for magasiner, brands og butikker som ELLE, Vogue, Chloé, Chaumet,
Clarins, Net-a-Porter og Moda Operandi. Bor i Athen.
“Jeg holder øje med kvinder, som jeg kan relatere til, men samtidig må der gerne være en vis distance. De må gerne ligne nogle fra en ikonisk filmscene”
Da jeg fotograferede streetstyle til min første modeuge for 14 år siden, var jeg optaget af alt, som stak ud fra det ordinære. Det farverige og moderigtige. Med tiden er jeg blevet mere selekteret – og ikke mindst har jeg fundet ud af, hvad jeg leder efter i de kvinder, jeg fotograferer. Jeg kan godt lide klassisk klædte kvinder. De elegante franske. De stilbevidste skandinaviske. Dem, hvis stil jeg drømmer om at have. Jeg går typisk efter et mere skræddersyet look med interessante detaljer i form af materialevalg, mønstre og smykker. Personlige elementer og noget, jeg ikke har set før, og som gør det klassiske udtryk originalt. Det er også de detaljer, jeg zoomer ind på i mit fotografi, som ikke nødvendigvis skal skille sig ud, men jeg tror på – og det var noget, jeg lærte i min ungdom, da jeg uddannede mig som skuespiller – at hvis jeg lægger min personlighed ind i det, så vil det få sit eget unikke udtryk. Jeg holder øje med kvinder, som jeg kan relatere til, men samtidig må der gerne være en vis distance. De må gerne ligne nogle fra en ikonisk filmscene.
Det er blevet sværere at finde dem, både fordi der er så mange mennesker ude foran et modeshow i dag, og fordi flere af kvinderne er sponsorerede af bestemte mærker, hvilket ikke gør det så overraskende, hvad de har på. Der er åbenlyst mange smukke og velklædte kvinder at fotografere, men der er få, som har det der særlige talent for at klæde sig på. Det kan være svært at sætte en finger på, hvad præcis det er, de kan. Det er ligesom inden for kunst eller litteratur: Der er nogle, som besidder et særligt talent for at skabe noget smukt og originalt, som de andre ikke kommer på. Det er jo nemt nok at finde et look på Instagram og så kopiere det. Du er en pæn pige, og du får lov til at bære de smarte mærkers nyeste designs. Det er ikke så svært. Men der er nogle kvinder, som har gang i andre ting i deres liv. De rejser, de indsamler særlige objekter rundtom i verden. De skaber en tredimensionel karakter, som opstår gennem levet liv, hvor de har udviklet sig og fundet frem til deres egen personlige æstetik.
“Mange streetstyle-fotografer jagter det samme billede – af den kendte personlighed eller vigtige influencer med millioner af følgere. Men hvis man er tålmodig og holder øje, kan der pludselig opstå et særligt øjeblik, hvor lyset står lavt på himlen, og vejr, tøj og kvindens bevægelser går op i en højere enhed”
Mange streetstyle-fotografer jagter det samme billede – af den kendte personlighed eller vigtige influencer med millioner af følgere. Men hvis man er tålmodig og holder øje, kan der pludselig opstå et særligt øjeblik, hvor lyset står lavt på himlen, og vejr, tøj og kvindens bevægelser går op i en højere enhed. Det særlige øjeblik, hvor man mærker personens energi og personlighed. Streetstylefotografiet er bedst, når det får en følelse af dokumentarisme. Når det opstår i det faktiske øjeblik. Og det er forfølgelsen af det billede, der stadig driver mig.
Min dag under en modeuge er enormt styret af programmet. Inden dagene går i gang, lægger jeg en plan for, hvilke shows jeg kan nå. Planlægningen er altafgørende. Hvis et show er placeret langt fra et efterfølgende show, som er vigtigere for mig, må jeg droppe det første. For mig handler det jo om at være til stede før og efter et show. Blandt fotografer kaldes det arrivals and exits. Det er det eneste, man taler om. Og vejret. I ventetiden bliver der typisk ikke talt om andet end vejret og joket lidt – man kunne tro, at det er glamourøst at arbejde med mode, men ikke for os. Om det regner, sner eller blæser, betyder alt for vores arbejdsdag.
“Det er øjeblikke, jeg aldrig glemmer. Jeg plejede at vente, indtil alle andre var gået, og Phoebe kom ud efter showet. Bare for at få et glimt af hende”
Vi var allesammen besatte af Celines shows. Altså Old Celine med Phoebe Philo som creative director. Hun har været den vigtigste designer i hele min karriere. Især når det kom til de gæster, som kom til hendes shows. Der var alle de vigtigste indkøbere og chefredaktører, nogle få og interessante influencere og en masse kulturfolk – skuespillere, sangere og kunstnere. Folk med den her personlige stil, som jeg taler om. Alle var besatte af hendes tøj. Det var så smukt at se folk ankomme klædt i Celine. Det er øjeblikke, jeg aldrig glemmer. Jeg plejede at vente, indtil alle andre var gået, og Phoebe kom ud efter showet. Bare for at få et glimt af hende. Hun er indbegrebet af cool. Hun er ikke overdressed. Hun kom ud i sneakers og med en af sine tasker under armen – altid brugt, aldrig ny og skinnende.
Streetstyle til modeugerne minder mere og mere om rød løberevents. Oscars og Cannes og den slags. Til et Valentino-show finder du skrigende fans og paparazzofotografer udenfor. Faktisk er vi begyndt at blive anset som paparazzoer. Og jeg kan ikke bebrejde folk for at tænke sådan. Vi er vel en form for modepaparazzoer, men det er stadig noget andet end dem, som kun er optaget af at fotografere de store stjerner, som også deltager i de her modeshows. Jeg tror, der er mange fotografer, som ikke nødvendigvis har en god forretning i den her branche. Der er kommet så mange om buddet, og flere af de store bureauer som Getty og IMAXtree sender selv fotografer ud for at fotografere til deres platforme. En del af folks indtjening kommer nok ved at fotografere for influencere, som skal bruge billeder af sig selv i det tøj, de er blevet betalt for at bære. Ud over at lave digitale kampagner uden for modeugerne kommer størstedelen af min indkomst fra at sælge billeder til butikker og brands af deres nyeste tøj båret af de rigtige mennesker. Det er sådan, et billede har en værdi: Hvis det tøj, som er affotograferet, kan sælges. Min bedste periode var, da jeg arbejdede med fransk Vogue og ELLE i nogle år. Jeg havde en frihed til at fotografere det, jeg syntes var spændende. Det var det, de gerne ville vise til deres læsere.
“København er i virkeligheden indbegrebet af, hvordan en god modeuge bør være: utrolig velklædte gæster, alle shows placeret tæt på hinanden og en meget nemmere logistik end i Paris, hvor alt er kaos og ind og ud af metroen og trafikken. I København er der en afslappet og festlig stemning – danskerne er gode til at fejre deres egne brands. Det føles mere som en festival, hvorimod alt er så seriøst i Paris”
Nu starter modeugerne igen, og jeg glæder mig. Når det kommer til stil, interessante gæster og smukke billeder, er Paris altid nummer et. Altid Paris. Jeg synes også, at New Yorks modeuge er fed. Der er færre mennesker, og kvinderne er cool med en meget individuel stil. Jeg holder af stilen i Milano, men modeugen er meget overfyldt nu om dage. Så er der London, som jeg har gjort mig lidt mindre i. Det er de fire store modeuger. København er i virkeligheden indbegrebet af, hvordan en god modeuge bør være: utrolig velklædte gæster, alle shows placeret tæt på hinanden og en meget nemmere logistik end i Paris, hvor alt er kaos og ind og ud af metroen og trafikken. I København er der en afslappet og festlig stemning – danskerne er gode til at fejre deres egne brands. Det føles mere som en festival, hvorimod alt er så seriøst i Paris. I København cykler gæsterne bare rundt mellem shows.
