Da hun dumpede på drømmestudiet, brugte hun nederlaget som drivkraft og formåede at slå igennem på den helt store scene i en tidlig alder. Men hun har måttet sande, at der er grænser for, hvad hun kan holde til, og hun kæmper stadig med at blive helt rask igen oven på et alvorligt stressforløb. Designer Freya Dalsjø fortæller om et liv og en karriere
Blå bog
Freya Dalsjø. Født i 1989 i Vejle, men bor i dag i København. Har gået på designlinjen på Royal Academy of Fine Arts i Antwerpen i Belgien. Startede sit eget brand, Freya Dalsjø, i 2011. Hendes mor, Karis Dalsjø, og hendes gode ven Mikkel Schou er også en del af designvirksomheden.
SOM BARN ELSKEDE jeg at klæde mig ud og lege lege, hvor man skulle spille forskellige karakterer. Det er nok noget, som de fleste kan genkende, men for mig var det helt klart et tydeligt træk, at jeg havde lyst til at udtrykke mig igennem det, jeg havde på, og det kom til at følge mig hele vejen op igennem opvæksten.
Min mor syede rigtig meget, både dagligdagstøj og kostumer, til min lillesøster og mig, og hun havde selv en interesse for tøj og udklædning, og når vi fik idéer til, hvordan vi ville indrette vores værelser på bestemte måder, hjalp hun os med at lave de ting, vi skulle bruge. Hun arbejdede som arkitekt, og på den måde var det et hjem, hvor der blev lagt stor vægt på kreativitet og på at lave tingene selv.
Da jeg skulle konfirmeres, havde jeg en helt klar idé om, hvad jeg gerne ville have på, og endte med at sy kjolen selv – med hjælp fra min mor. Herfra blev det noget, jeg gjorde, og i samme periode begyndte jeg også at gå vildt meget op i at besøge genbrugsbutikker. På det tidspunkt boede vi ude på landet, så jeg var meget alene efter skole og brugte tiden på at læse om tøj i bladene og på nettet.
Style.com var det helt store, fuld af videointerviews med designere, og man åbnede virkelig døren til en verden af mode, hver gang man klikkede sig derind. Derinde fandt jeg mange interessante ting, som jeg forsøgte selv at kopiere med hjælp fra genbrugsbutikkerne og min mors symaskine. Jeg husker stadig tydeligt en ret kort Hussein Chalayan-kjole fra midten af 2000’erne i sådan en hvid, lidt kraftig bomuld og med en skulpturel hætte, som var en del af kjolen. Det lykkedes faktisk at skabe noget, der lignede bare nogenlunde.
I DE ÅR FØLTE jeg mig meget alene med min modeinteresse. Jeg voksede op omkring Vejle, og der var ikke særlig mange, der gik op i det samme som mig. Det blev ofte påtalt i skolen, hvis folk syntes, at jeg havde noget underligt tøj på – også fra lærernes side. Selvom den slags aldrig er sjovt at høre på, fandt jeg en tryghed i, at det jo var vildt fedt, hvad jeg gik i, og ved at følge med på nettet og i modebladene vidste jeg, at andre havde det på samme måde.
Min mor og min lillesøster bakkede mig selvfølgelig op, men jeg tror også, at de nogle gange syntes, at det var lige vildt nok, hvad jeg fandt på. På et tidspunkt købte jeg et par sindssygt høje Marc Jacobs-sko – 12-14 cm eller sådan noget – som jeg kom i skole med, og dem kunne selv min mor ikke lade være med at kommentere lidt på. Når jeg mindes det i dag, slår det mig, at de må have været så irriterende at have på, men dengang lod jeg mig ikke gå på af det. Jeg syntes bare, at de var fede.
“Dengang var det stadig ret abstrakt for mig at forestille mig, at mode en dag kunne blive en levevej eller et job”
Efter gymnasiet flyttede jeg til Berlin. Dengang var det stadig ret abstrakt for mig at forestille mig, at mode en dag kunne blive en levevej eller et job, men jeg begyndte at assistere en elev, der gik på designskolen dernede, og som var i gang med at lave sin afgangskollektion, og her fik jeg virkelig øjnene op for, hvor fedt det var at være en del af den verden.
Han ville lave et EU-flag i batik, så det var en længere proces med bl.a. farveprøver i store kar for rent teknisk at finde ud af, hvordan vi kunne farve det, så det fik det helt rigtige udtryk. Han var meget præcis; det er den bedste måde, jeg kan beskrive ham på. Det hele handlede om at gå ind i materialet, og han havde en særlig seriøsitet og præcision med sit arbejde, som jeg fandt meget inspirerende. Det gav mig et kæmpe løft at være en del af.
DET VAR I DET hele taget fedt at flytte til Berlin. I løbet af min opvækst havde jeg hele tiden haft sådan en følelse af, at der måtte være mere derude. Jeg glædede mig bare til at blive voksen, til at komme væk fra Vejle og til at flytte til en stor by og møde nogle helt andre mennesker. I gymnasiet var min kusine og jeg taget på weekendtur til Berlin, hvor vi var faldet i snak med en ung kvinde, der arbejdede i en supersmart tøjbutik. Hun spurgte os, om vi ville med i byen, og det endte med at blive en megasyret oplevelse, hvor vi fik den store berlinerbytur og endte på Berghain, selvom vi ikke engang var gamle nok til at komme ind på Crazy Daisy i Vejle.
Vi blev venner med hende, og jeg lavede en aftale med hende om, at jeg efter gymnasiet skulle flytte til Berlin og bo sammen med hende. Men jeg var kun lige ankommet til banegården med min kuffert, da hun meddelte, at jeg altså ikke kunne bo der alligevel. Så stod jeg der: “Oh shit, skal jeg så bare tage hjem igen? Var det dét?”
Jeg tog på hotel, mens jeg tænkte over min situation, og heldigvis skrev hun næste morgen, at hun havde nogle venner, der lejede et værelse ud, og så endte jeg med at flytte ind hos dem i stedet. Jeg fandt et job, jeg fik skabt en form for hverdag, og lige så stille fik jeg også nogle megagode venner. Det blev en personlig sejr for mig, at jeg havde været lige ved at tage hjem i starten, men var blevet og var lykkedes med at skabe mig en tilværelse, som jeg virkelig var glad for.
“På designskolen fandt jeg for første gang i mit liv en flok mennesker, som var interesserede i de samme ting som jeg. Det var stort at føle, at nu havde jeg endelig fundet det sted, hvor jeg hører til”
EFTER ET ÅR i Berlin søgte jeg ind på Designskolen i Antwerpen i Belgien, der har ry for at være en af verdens bedste designskoler. Jeg havde det sådan, at hvis det var det her, jeg skulle, så var jeg også nødt til at være rigtig, rigtig god, for ellers kunne jeg lige så godt lade være. Jeg tog hjem til min mor for at forberede min portfolio, som man skal have med til optagelsesprøven, og så tog vi til Belgien sammen. Det blev en helt forfærdelig oplevelse. Jeg følte, at alle omkring mig var meget længere i deres udvikling, end jeg var. Jeg kunne ikke tegne, jeg kunne slet ikke udtrykke mig på dén måde, ja, jeg havde ikke engang fået tuscher med, så jeg måtte sende min mor ud for at finde en forretning og købe alt udstyret.
Jeg havde overhovedet ikke styr på det, og da jeg kom hjem på hotellet om aftenen, var det på ingen måde med en følelse af succes. Man måtte tage sine tegninger med, og da jeg fandt dem frem, kiggede min mor omsorgsfuldt på mig og sagde: “Ja, det er ikke helt godt, det her.”
Der var flere hundrede til optagelsesprøven, og efter at vi havde været igennem de forskellige tegneopgaver, stod vi allesammen i en stor foyer foran en trappe op til selve skolen. På trappen stod alle lærerne. Herefter begyndte de at læse navnene op på ansøgerne, én ad gangen, med enten ‘bestået’ eller ‘ikke bestået’. Det er en fuldstændig vanvittig oplevelse, for man kan høre folk, der hulker i det ene hjørne, og folk, der jubler i det andet. Der er folk, der er rejst til fra hele verden for at prøve at komme ind, og det sitrer af den mest intense atmosfære. Lige pludselig blev mit navn læst op, og til min helt store overraskelse var jeg kommet ind.
PÅ DESIGNSKOLEN FANDT jeg for første gang i mit liv en flok mennesker, som var interesserede i de samme ting som jeg. Det var stort at føle, at nu havde jeg endelig fundet det sted, hvor jeg hører til, for det var noget, jeg havde savnet i løbet af min opvækst. Alle kom alle mulige steder fra og befandt sig i den samme situation, hvor de ikke kendte nogen, så derfor blev man lynhurtigt knyttet til hinanden.
Selve undervisningen var til gengæld sindssygt svær, og lærerne var hårde. Det beror meget på, at man skal finde sin egen stemme ved at researche og prøve sig frem. Det er meget åbent. Man har måske et halvt år til at designe, konstruere og sy en kjole, som man så præsenterer foran resten af klassen. Det er virkelig intimiderende at stå i spotlightet og modtage kritik, og det var jeg ikke selvsikker i. Jeg havde slet ikke fundet en stemme på den måde. Jeg var i en helt anden fase i min udvikling, hvor jeg slet ikke var klar til det.
Ved slutningen af hvert år er der en hel masse, der dumper. Det er nærmest en del af undervisningsmetoden hele tiden at skille elever fra for at gøre det mere hardcore og for at sørge for, at der konstant hviler et pres på ens skuldre. Det skete for mig efter første år. Hvis man dumper, kan man vælge at tage hele året om, men jeg blev simpelthen så enormt skuffet og ked af det, at jeg ikke kunne se mig fortsætte med det samme.
I stedet besluttede jeg mig for at tage et års tænkepause. Jeg flyttede hjem til min mor, mens jeg overvejede mine muligheder. Skal jeg søge ind på en anden designskole, eller hvad skal jeg? Det endte med, at jeg flyttede til København, mens jeg fortsatte med at sy mine egne ting. Jeg havde ingen plan om noget som helst. Jeg søgte faktisk ind på designskolen herhjemme også, men kom ikke ind, og i stedet fandt jeg et værksted i Valby og gik i gang med at bygge en portfolio op. Jeg måtte jo bare fortsætte med at øve mig og hele tiden blive bedre, bedre, bedre.
Jeg kunne ikke kigge på en skærm, jeg kunne ikke læse, jeg kunne ikke tænke. Nogle gange kunne jeg ikke engang snakke, for jeg kunne ikke konstruere en sætning. Det var utænkeligt at bevæge mig udenfor, for jeg ville ikke være i stand til at registrere, hvis der kom en bil kørende.
JEG VAR FYLDT af en særlig energi efter tiden i Antwerpen. Jeg havde det sådan, at jeg simpelthen var nødt til at modbevise dem. Jeg var nødt til at bevise, at de havde taget fejl, da de dumpede mig. Det blev faktisk en ret hardcore drivkraft i flere år frem.
Da modeugen nærmede sig i 2011, henvendte jeg mig, fordi jeg ville lave et show med mine designs. Det var kun et halvt år, efter at jeg var flyttet til København, og da jeg snakkede med de ansvarlige, sagde de, at man skulle have mindst 18 looks for at lave et show, og det havde jeg overhovedet ikke, men jeg fik insisteret på at lave et show alligevel.
Jeg fik lokket stylisten Sassie Baré med, som på det tidspunkt havde et stort navn herhjemme, og jeg lejede nogle gamle, faldefærdige lokaler i Vester Remisepark på Vesterbro, hvor det var frysende koldt og sneede ind. Men med hjælp fra alle mine venner lykkedes det alligevel at få sat det her show op, og så væltede det ellers bare ind med mennesker.
Jeg skulle selv stå og styre sådan noget smart lys, der skulle kastes ned over modellerne, og mens jeg gjorde det, kiggede jeg hurtigt ud i publikum og fik øje på Jokeren. Det var mit første show, og selv Jokeren var der! Det var virkelig surrealistisk. Det hele var jo totalt hjemmelavet, jeg havde nærmest ikke en krone på lommen, men alligevel lykkedes det.
Året efter fik Sassie Baré og jeg lov til ligefrem at åbne modeugen. Denne gang foregik det i Carlsbergs Tap 2, også på Vesterbro, og igen hjalp alle vennerne. Vi var allesammen i starten af 20’erne, og jeg husker det som sådan en vanvittig tid, hvor alle havde så meget energi og var klar på at lave fede ting.
“Jeg hele tiden var på vej videre til det næste. Jeg var aldrig tilfreds, og så snart jeg havde lavet noget, kunne jeg ikke holde ud at se på det længere”
SAMTIDIG HUSKER JEG en følelse af slet ikke at kunne dvæle ved eller nyde det, der foregik, fordi jeg hele tiden var på vej videre til det næste. Jeg var aldrig tilfreds, og så snart jeg havde lavet noget, kunne jeg ikke holde ud at se på det længere. Der var flotte anmeldelser, og der skete en masse fantastiske ting, men i min verden var det ikke godt nok. Sådan havde jeg det faktisk i mange år, og det er en vildt hård tilstand at være i, for det gjorde også, at jeg ikke var specielt sød over for mig selv.
Jeg var konstant en smule stresset, og jeg var også ret drevet af den tilstand. På mange måder kan stress være superenergigivende og nærmest blive en form for drug, fordi man hele tiden får skudt så meget adrenalin rundt i kroppen. Det fører til en særlig energi og mange gode idéer, og man kan nå helt vildt meget på kort tid.
Stress var en del af modebranchen, særligt op til modeshows, og selvom jeg efter nogle år begyndte at føle mig superpresset og kastede op backstage, tænkte jeg, at det bare var sådan, det var. Jeg kunne jo holde en pause bagefter.
Så kom COVID-19-pandemien, og på en mærkelig måde landede jeg ret perfekt i den tilværelse. For første gang i ti år kunne jeg endelig få slappet lidt af og få lidt ro på. Der var ingen, der ringede; alle planer var aflyst. Jeg havde makset mig selv helt ud så længe, fordi jeg aldrig var tilfreds med det, jeg lavede, men nu var tiden gået i stå, og jeg kunne få lov til at lave lige det, jeg ville, uden at tænke på andre behov og bedømmelser. Det var virkelig godt for mig. Men da det hele pludselig åbnede igen, røg jeg øjeblikkeligt tilbage i den samme gamle mølle, og før jeg fik set mig om, havde jeg sagt ja til en hel masse ting. Jeg havde ikke taget ved lære af, hvor dejligt det havde været at gøre tingene på en lidt roligere måde, og nogle gange bliver man også revet med, når alle mulige hiver i en. Så er det svært at sige nej – og hvorfor skulle man også det?
EN AFTEN STOD jeg i studiet og var ved at danne mig et overblik over de 100.000 ting, jeg skulle nå. Jeg havde en masse private bestillinger, jeg skulle have gjort færdige, jeg var ved at planlægge mit næste show, jeg havde en pop op-shop, hvor jeg skulle have en ny kollektion ind, og ugen efter skulle jeg til Biennale-åbningen i Venedig. Men pludselig kunne jeg overhovedet ikke huske noget som helst. Jeg kunne ikke huske, hvad jeg skulle, jeg kunne ikke huske, hvad jeg havde af planer. Jeg kunne overhovedet ikke hive det frem i mit hoved.
For anden dag i træk fik jeg et angstanfald. Jeg havde prøvet noget tilsvarende et par måneder forinden, men ellers havde jeg aldrig døjet med angst. Den slags kommer jo ikke ud af det blå, men det kan godt føles sådan, så det var både sindssygt ubehageligt og skræmmende. Jeg kunne godt regne ud, at det ville være smart at komme hjem, men på vejen begyndte jeg at få det fysisk dårligt. Det var, som om jeg var ved at gå helt sukkerkold, og så snart jeg kom ind i min lejlighed, blev jeg nødt til at lægge mig på gulvet.
Jeg kunne ikke noget. Jeg kunne ikke rejse mig op, jeg kunne ikke gå rundt. Jeg kunne kun ligge lige der. Min krop føltes, som om den var fuldstændig afskåret fra mit hoved.
“Herfra kunne jeg ingenting. Jeg lå bare og var til. Jeg kunne ikke kigge på en skærm, jeg kunne ikke læse, jeg kunne ikke tænke. Nogle gange kunne jeg ikke engang snakke, for jeg kunne ikke konstruere en sætning”
Da jeg vågnede næste dag, var jeg sindssygt træt. Først tænkte jeg, at nu skulle jeg bare lige have lidt ro på, og så var jeg klar igen, men så blev jeg pludselig overvældet af sådan en følelse af, at jeg overhovedet ikke var i kontrol. Jeg tænkte: “Jeg kan ikke tage til Venedig, for jeg kan ikke undgå at falde i vandet.” Jeg ville ikke kunne holde mig oprejst. Jeg havde virkelig sådan en fornemmelse af, at jeg slet ikke havde nogen styring over min krop. Det var, som om den gjorde noget helt andet end mit hoved.
Herfra kunne jeg ingenting. Jeg lå bare og var til. Jeg kunne ikke kigge på en skærm, jeg kunne ikke læse, jeg kunne ikke tænke. Nogle gange kunne jeg ikke engang snakke, for jeg kunne ikke konstruere en sætning. Det var utænkeligt at bevæge mig udenfor, for jeg ville ikke være i stand til at registrere, hvis der kom en bil kørende. I den første periode var jeg bare hjemme i lejligheden. Min kæreste og min mor var der på skift, fordi jeg ikke kunne være alene. Senere tog min mor og jeg over i hendes sommerhus i Jylland. Køreturen var forfærdelig, for bare det at skulle sidde i en bil var fuldstændig overvældende. Jeg var simpelthen ikke i stand til at modtage nogen former for indtryk. Alt var forfærdeligt, alle lyde føltes, som om de var forstærket med 100, og hvis min kæreste bevægede sig lidt for hurtigt, kørte hele mit nervesystem fuldstændig spændt op. Samtidig kunne jeg ikke rigtig udtrykke mig. Det var især uhyggeligt.
SÅDAN GIK DER et år. Den eneste kur var ro og tid, og det blev lige så langsomt bedre. Jeg begyndte at kunne snakke lidt og gå en lille tur, men jeg kunne ikke sætte mig på en café, for det var stadig alt for voldsomt, hvis andre snakkede, eller hvis det støjede fra en bil, der kørte forbi ude foran.
Jeg besøgte forskellige psykologer, men det fungerede ikke for mig, for jeg var slet ikke i stand til at tale på den måde. I stedet blev jeg en del af et kommunalt stress-gruppeforløb, der hjalp mig virkelig meget, og så lyttede jeg til en virkelig god og informativ podcast ved navn ‘Samtaler om stress’, der er lavet af psykoterapeuten Linda Clod Præstholm. I starten, da jeg begyndte at lytte til den, anede jeg ikke, hvad der foregik med mig, men den hjalp mig til at forstå, hvorfor min krop reagerede, som den gjorde. Hvis man har kørt med høj adrenalin i for lang tid, kan forskellige centre i hjernen blive blokeret, og forskellige systemer nærmest blive helt nedbrudt.
Jeg forstod, at jeg vigtigst af alt havde brug for virkelig at få ro på mit nervesystem, men samtidig var jeg sindssygt bange for, om jeg nogensinde ville kunne komme tilbage igen, eller om det ville fortsætte for evigt. I starten, da det skete, tænkte jeg, at okay, nu er jeg træt i nogle uger, og så er det fint igen. Jeg havde ingen idé om, at det kunne tage så lang tid, og det var nærmest i sig selv med til at stresse mig. Det er så abstrakt en ting at være sygemeldt med stress. Man er jo vant til, at en influenza eller et brækket ben tager ca. så og så lang tid. Her er man nødt til først at lære, hvordan man bliver rask, før man kan blive rask. Det er en magtesløs situation at befinde sig i. Det tager også vildt lang tid at lære at slappe af. Hver gang jeg havde lidt energi, fik jeg straks lyst til at lave noget, men så blev jeg lynhurtigt træt igen. Samtidig var jeg sindssygt bange for alt det, der skete med mit hoved. Hvorfor tager det så lang tid? Bliver jeg nogensinde rask? Hvad nu, hvis jeg aldrig kan få en idé igen? Det var virkelig en uhyggelig tanke.
DET LYDER MÅSKE underligt, men der var ikke noget tidspunkt, hvor jeg ikke drømte om at arbejde igen. Jeg elsker mit arbejde, det er min helt store passion, og det fylder så meget af mine tanker. Efter halvandet år havde jeg mit første rigtige arbejdsmøde med en kunde. Jeg var på forhånd sindssygt nervøs for, at mit hoved pludselig ville gå i stå midt i det hele, men det lykkedes, og siden da har jeg været ‘tilbage’, men med en helt anden ro end tidligere og med en langt større opmærksomhed på de signaler, min krop sender.
Førhen kørte jeg bare på og ignorerede alle signaler, hvis jeg skulle nå noget. Jeg tænkte nok også, at det var hovedet, der styrede sagerne, og så måtte kroppen følge med. Sådan har jeg det ikke længere. Jeg har fået meget mere respekt for, at jeg skal have det godt i min krop, og jeg har samtidig fået en meget større lyst til at have ro på og føle mig afslappet.
“Da jeg blev syg, var det, som om kroppen trak stikket, og hvor mit batteri tidligere altid har været på 100 procent, røg det pludselig helt ned på 0”
Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, særligt i en branche, hvor der ofte er fuld fart på, og jeg er også nødt til hele tiden at minde mig selv om at stoppe. Det falder mig ikke naturligt at holde mig tilbage, for jeg er vant til at give alt, hvad jeg har, men jeg ved, at jeg er nødt til det. Jeg er nok blevet bedre til ikke at lade mig rive med, når folk hiver i mig, og der pludselig opstår en eller anden stor chance. For første gang i min karriere siger jeg også nej i stedet for bare at sige ja til alting hele tiden.
Der er mange, som for at være søde har sagt til mig, at jeg jo i det mindste er blevet stærkere af alt det her. Sådan ser jeg det slet ikke. Det har været så hårdt, det påvirker stadig mit liv rigtig meget, og jeg ville allerhelst have været det hele foruden. Men det har helt sikkert gjort mig klogere på mig selv, og det prøver jeg at bruge på en positiv måde. Jeg drømmer om at blive ved med at lave supersmukke ting, men jeg har brug for at gøre tingene i et langsommere tempo, og det gør, at jeg er nødt til at lave færre stykker tøj, færre præsentationer, mindre kollektioner. Det gør til gengæld, at der helt automatisk kommer en anden langsomhed og grundighed ind i mit arbejde, som faktisk gør noget rigtig fedt for designet.
Der er gået to og et halvt år nu, og selvom det langtfra er så slemt, som det har været, er jeg stadig ikke rask. Der er mange ting, som jeg ikke bare lige kan gøre, og jeg skal hele tiden være opmærksom på min energi. Da jeg blev syg, var det, som om kroppen trak stikket, og hvor mit batteri tidligere altid har været på 100 procent, røg det pludselig helt ned på 0. Herfra er det gået meget langsomt med at lade op igen. Jeg er stadig ikke fuldt opladet, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver det. Så derfor er jeg nødt til at arbejde på en ny måde, hvor jeg prioriterer at tage det roligt, og hvor jeg først og fremmest tager hensyn til mig selv.
