At kunne synge har altid været den største naturlighed for Bette Maria Dandanell – faktisk er hun nærmest vokset op i et lydstudie. Dog tog et mindre ungdomsoprør hende forbi universitetet, da hun var overbevist om, at hun skulle gå i en anden retning end musikkens. Men det var alligevel der, hun endte. Gennembruddet kom i 2019, og siden har hun langsomt og sikkert gjort sig bedre og bedre til i dag, hvor hun står midt i en karriere i udvikling og tør drømme større end nogensinde før.
Blå bog
Bette Maria Dandanell, sanger. Har studeret uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet og arbejdet for musikbookingbureauet AEM. Brød igennem under kunstnernavnet Bette med singlen ‘Hører dem ikke’ i 2019. Blev udnævnt til Vegas Udvalgte i 2019. Udgav sit debutalbum, ‘Min’, i 2022. Har bl.a. spillet koncerter i Lille Vega og Pumpehuset og har optrådt på festivaler som Spot, Musik i Lejet, Smukfest og Syd for Solen.
Barndommens lyd
Vi flyttede meget, da jeg var barn. Jeg følte mig mest hjemme på den store bondegård i den lille by Tikøb, der ligger lidt uden for Hornbæk. Her boede jeg sammen med min mor og morfar med høns, heste, hund og kat. Min mor har altid søgt naturen. Vi var ikke selv landmænd og lejede jorden ud, men min mor gik meget op i, at det var økologisk landbrug, som blev dyrket på vores grund. Mine forældre fik mig som venner. Min far, som havde været kærester med Allan, siden før jeg blev født, boede inde i byen og arbejdede som skuespiller og sanger. Jeg har altid set ham, men jeg boede kun hos min mor. Min mor er sanger, og da jeg var lille, arrangerede og indspillede hun i kor. Jeg har været med i studiet, fra jeg var helt lille, og allerede som treårig medvirkede jeg på den første plade. I løbet af hele min opvækst blev jeg hevet ind foran mikrofonen for at synge en stemme, hvis der lige var brug for det.
Min mor så helt forkert ud i hovedet, da jeg en dag kom hjem fra børnehave og sang højt for hende. Hun blev bekymret, fordi jeg ikke kunne ramme tonerne, og tog op i børnehaven for at tale med pædagogerne om, hvordan de sang med børnene. Hun bad dem sætte alt op i toneleje, fordi børn synger i et højere toneleje end voksne. Min mor var sådan: “Det skal stoppe nu.” Og så sad hun med i rundkredsen, når vi sang fællessang, og satte tonearten. Det var helt naturligt for mig, at hun var med. Jeg syntes bare, at det var fedt. Som sanger havde hun en særlig autoritet.
“Jeg har oplevet usikkerheden i erhvervet på nærmeste hold. Nogle gange gik det godt, men i andre perioder var der intet arbejde, og alt føltes usikkert”
Når min mor og jeg pendlede frem og tilbage til byen, når hun skulle på arbejde, sang hun i forskellige toner, nogle svære og mærkelige spring, som jeg sad og sang efter – også før jeg havde et sprog. Jeg indøvede teksterne på de sange, vi lyttede til. I andre tilfælde kunne jeg godt melodien, og så forsøgte jeg at synge teksten, men sang også bare om en kat, hvis der lige gik en forbi på gaden. Den slags historier har jeg fået fortalt så mange gange. At kunne synge har altid været den største naturlighed for mig. Jeg kender ikke til andet.
I min barndom lyttede alle til CD’er, og musik føltes som noget eksklusivt for mig: at ønske sig en CD i julegave og så lytte til den igen og igen, indtil jeg havde gennemskuet alle instrumenternes roller. Min mor havde en stor CD-samling, og jeg blev præsenteret for Stevie Wonder, Weather Report, James Taylor og mange andre. Men jeg sad også selv og bladrede i samlingen og fandt frem til det, jeg godt kunne lide. Stevie Wonder var en kæmpestor ting. Jeg lyttede også meget til Monica Zetterlund og gruppen Take 6, hvis mandlige korvokalister havde indspillet et julealbum, som vi hørte hvert år til jul. Jeg havde et Céline Dion-album, som jeg egentlig ikke var så vild med, men der var nogle fraseringer på nogle af numrene, som jeg sad og spolede frem og tilbage i og øvede mig på igen og igen. Det kunne jeg få meget tid til at gå med.
Jeg gik på en Steinerskole i Kvistgård, og der skulle man spille et instrument, ud over at vi allesammen spillede på blokfløjte hver morgen. Jeg fik tildelt cello og tværfløjte, og jeg fik en okay nodeforståelse, som jeg ikke rigtig har mere. Ligesom de fleste børn bliver introduceret for en sport af deres forældre, så var det naturlige valg for mig at gå til klaver. Altså, jeg er en vildt dårlig pianist. Jeg kan orientere mig på et klaver, men jeg havde aldrig tålmodigheden til at blive dygtig. Det blev aldrig til mere end lidt tryk på tangenterne.
På afveje
Selvom musik fyldte så enormt meget i min opvækst, var jeg overbevist om, at jeg ikke selv skulle lave musik. Jeg har oplevet usikkerheden i erhvervet på nærmeste hold. Nogle gange gik det godt, men i andre perioder var der intet arbejde, og alt føltes usikkert. Som teenager vægtede jeg højt, at der var styr på tingene. Det var en form for ungdomsoprør, da jeg kom frem til, at jeg skulle være jurist. Jeg havde på en eller anden måde deltaget i et advokatmøde, hvor der sad en person, som så ud til at have helt styr på det hele. Sådan ville jeg også være.
Efter gymnasiet valgte jeg så at læse uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet i Emdrup, fordi jeg ikke kunne træffe en beslutning, da jeg stod i det, og det lød som en god blanding af alt muligt. Det var jo ikke en ægte drøm, at jeg skulle være jurist. Samtidig fik jeg et job på et musikbookingbureau, og på den måde kom jeg igen tæt på folk, som lavede musik.
Sommeren efter deltog jeg i Spot Festival, og det blev et livsafgørende øjeblik. Da jeg stod der og lyttede til koncerter med unge upcoming artister, følte jeg mig inspireret på en helt ny måde og mærkede drivkraften: Det var det, jeg skulle vie mit liv til. Jeg husker ikke, hvad jeg så, men der var en særlig intensitet og summen til koncerterne. Alle havde noget på spil, og det syntes jeg, var virkelig spændende.
“Med det samme fik jeg nogle mails fra nogle bookingsteder og Sony, som ikke sådan uden videre ville signe mig, men de var interesserede i at vide, hvem jeg var”
Efter den sommerferie vendte jeg ikke tilbage til studierne. På det tidspunkt var jeg kærester med en fyr, der boede sammen med musikeren Kå, som hev mig med i studiet, fordi min ekskæreste fortalte ham, at jeg kunne synge. Jeg var god, og det føltes nemt for mig, fordi jeg jo havde sunget hele mit liv. I starten mødtes vi i studiet en aften om ugen, og langsomt begyndte jeg selv at skrive nogle sange. Det var en langsommelig proces, fordi jeg hverken havde et bagkatalog af sange eller et netværk af musikere – den slags tager tid at opbygge. På den anden side gik det også ret hurtigt: Jeg valgte at udgive den anden sang, jeg skrev, ‘Forstår dig nok en dag’. De fleste er igennem en lang proces, hvor de skriver, smider i skraldespanden og skriver og skriver, indtil den er der. Min proces blev at skrive en sang og udgive den.
Med det samme fik jeg nogle mails fra nogle bookingsteder og Sony, som ikke sådan uden videre ville signe mig, men de var interesserede i at vide, hvem jeg var. Så udgav jeg et nyt nummer, som blev taget op af nogle P3-værter i radioen, og jeg blev Vegas Udvalgte. Jeg fik hele tiden lige præcis nok feedback til, at det føltes som noget, der var værd at gå efter, men samtidig ikke nok til, at min karriere blev kickstartet. Jeg blev tilbudt at spille nogle koncerter, men der er sateme ikke mange penge i ens første optrædener – især ikke når man som jeg valgte at spille med liveband, som jo skulle have løn. I de første år betalte jeg selv for alle mine koncerter med mit arbejde hos bookingbureauet.
Det var ikke kun moren, Lise Dandanell, Bette oplevede optræde, da hun var lille. Hendes far, Ole Rasmus Møller, arbejdede både som sanglærer og skuespiller, og han spillede bl.a. med i ‘Folk og røvere i Kardemomme By’ på Bellevue Teatret. Her sad Bette ofte og så sin far folde sig ud. Musik løber generelt i familiens blod. Farens mand er sanger, hans barn og svigersøn er sangere, og deres børn er musikere.
Den vigtige selverkendelse
I 2020 spillede jeg en udsolgt koncert i Lille Vega, og jeg blev booket til en masse fede festivaler, men så kom corona, og alt blev aflyst. Jeg havde en masse numre, som jeg ville udgive op til de koncerter – der var så meget, jeg var spændt på, som pludselig ikke fandtes. Og fordi energien fuldstændig forduftede i branchen, ja i hele verden, så endte jeg med at smide det hele ud og i stedet gå i gang med at lave mit første album. I de næsten to år, jeg brugte på det, var processen meget sådan: Lav noget, forsvind, lav noget, forsvind. Jeg gav mig virkelig god tid til at skrive de numre, men at tage pauser fra det hele var også min måde at overskue at være i det på.
Det er først inden for de seneste par år, at jeg er gået mere traditionelt til værks med at skrive mange sange, vælge ud og bygge på. Sætte struktur på og se det mere som et arbejde. Og ikke mindst forsøge at dygtiggøre mig. Indtil da har jeg ikke taget det lige så seriøst, som jeg gør nu. Jeg havde heller ikke lige så stor respekt for det at lave musik – jeg gjorde det bare lidt for sjov. Jeg besluttede mig jo ret tidligt for, at jeg ville være sanger, men derfra til at gøre dét, der skulle til – der var langt. Jeg vidste heller ikke, hvad jeg skulle gøre. Man kender ikke vejen, før man er taget afsted. Jeg har ligesom måttet prøve noget. Så gik det dårligt, så gik det bedre. Sådan er det stadigvæk, og det vil nok altid være sådan.
I begyndelsen var jeg ret ængsteligt anlagt og turde ikke sige, at nu er jeg musiker og intet andet. Jeg kunne ikke forestille mig noget værre end at stille mig op foran et publikum. Det var spændende at være i studiet og spille, men at optræde – det var ikke nogen rar tanke. Det er en speciel branche på den måde, at man dygtiggør sig og lærer foran folk. Du stiller dig bare op på en ølkasse, og så kan dem, der gider lytte, være med i din udviklingsproces.
“Enten stopper du, eller også finder du frem til, hvordan det bliver sjovt”
Sidste år kom jeg frem til en erkendelse af, at jeg gerne vil stille mig op på scenen for at give andre mennesker noget, i stedet for at de skal give mig noget. Det har været et kæmpestort vendepunkt for mig. Når jeg spillede koncerter før i tiden, kiggede jeg meget ud på publikum for at fornemme, hvordan de havde det – om de var med mig, om de havde det sjovt – for ikke at blive usikker. Jeg syntes ikke, det var sjovt at spille koncert. Når det ikke gik godt, blev jeg ked af det. Det er et hårdt arbejde at lave musik. Der er mange om buddet, og man skal kæmpe for at få en stemme i branchen. Jeg har brugt mange timer på at reflektere over det: Hvis jeg ikke synes, det er sjovt, så giver det ikke mening at kæmpe videre. Men omvendt elsker jeg det jo … Enten stopper du, eller også finder du frem til, hvordan det bliver sjovt. Jeg tror, jeg fandt glæden ved at få ro på. Ved at finde ud af, at udgangspunktet bliver nødt til at være, at jeg har noget at give folk. Jeg har noget at byde ind med.
Nogle gange kan man få en vigtig erkendelse, fordi man indser, at noget andet, man gør, ikke fungerer. Jeg har altid været en, som har booket kalenderen helt op med sessions, øvere og møder. Men jeg kommer ikke hurtigere frem ved at løbe rundt og være bagud hele tiden. Jeg er nødt til at have noget space til at reflektere og få ro på til at træffe de rigtige beslutninger. Hvis jeg er stresset, har jeg tendens til at være mere ovre i andre mennesker og deres holdninger end at lytte til mig selv. Det er en følelse af, at man vil have det hele til at fungere. Hvad synes du? Hvad synes du derovre? Okay, så gør vi det. Men det har bare den modsatte effekt, for der er ikke nogen, der har svarene. Det oplever jeg tit, når vi skal udvælge den næste sang, vi skal udgive. Alle siger noget forskelligt. Og det synes jeg er vidunderligt, for det viser mig bare, at der ikke er noget rigtigt svar. Men det kan jeg godt blive fanget i, hvis jeg ikke får tid til at lave min faste morgenmeditation og skaber plads til mig selv og mine tanker.
Bette har ofte hørt folk beskrive hendes musik som 00’er-R&B-musik. Det er dog ikke sådan, hun selv beskriver det: “Men der er nok noget om det, for jeg har hørt utrolig meget Destiny’s Child og Beyoncé, og alt det, jeg har konsumeret, ligger dybt i mig. Jeg lægger ikke skjul på, at jeg trækker meget inspiration derfra, men jeg synes, at jeg laver popmusik nu. Jeg har også lige skrevet nogle sange, som er viseagtige,” fortæller hun.
“Der er mange mandlige artister, som har været gode til fra en helt ung alder at vise sig frem med stor selvtillid og en attitude om, at de er de bedste. Der er lige så mange unge kvinder, som har noget at dele, men jeg tror, at de er mere tilbøjelige til at sætte spørgsmålstegn ved sig selv og deres evner”
En anden måde
Jeg laver ikke musik for at inspirere andre til at lave musik. Det var ikke sådan, det startede. Når det er sagt, så er der ikke noget, jeg hellere vil end at være med til at inspirere dem, der har noget på hjerte, til at turde stille sig op og fortælle. Det synes jeg er ekstremt smukt. Hvis jeg kan være med til at afføde det, så er jeg meget taknemmelig. Jeg arbejder primært sammen med mænd, og jeg oplever, at de er bedre til at sige, at de er gode til noget, end jeg selv er. Jeg er sådan en, som helst vil vide, at jeg kan gøre det 100 procent, før jeg gør det. Og det er bare svært at vente med at stille sig op foran folk, til man er sindssygt god. Så er løbet måske kørt.
Jeg tror, det er vigtigt at vise hinanden, at det godt kan tage lang tid at blive god, men måden, man bliver det på, er ved at turde stille sig op i starten. Der er mange mandlige artister, som har været gode til fra en helt ung alder at vise sig frem med stor selvtillid og en attitude om, at de er de bedste. Der er lige så mange unge kvinder, som har noget at dele, men jeg tror, at de er mere tilbøjelige til at sætte spørgsmålstegn ved sig selv og deres evner. Jeg er helt enig i, at de mænd, som har stillet sig op, har haft noget at dele, men der er bare mange flere, der har noget på hjerte end dem, vi ser i spotlyset i dag.
Jeg har i hvert fald aldrig haft den der attitude: Se mig, jeg er bedre end alle jer andre. Jeg føler ikke, at jeg skal dele mere end nogen andre mennesker. Men jeg ved, at jeg har noget, som er værd at dele, og jeg ved, at jeg er god til det, jeg laver. Jeg drømmer større, end jeg har gjort tidligere, men jeg stiller mig stadig ikke foran spejlet og er sådan: Åh, shit, man, jeg er god. Det har jeg ikke brug for. Jeg tror netop, at vi skal gøre plads til en anden måde at gøre det her på – hvor man kommer ind som et helt menneske, som har alle mulige følelser, som der i højere grad er plads til.
Mens Bette arbejdede på musikbookingbureauet AEM, startede bureauet sit eget label, AEM Records, hvorigennem hun udgav sin egen musik – selvstændigt, men med AEM Records som distributør. “Min tid på bureauet lærte mig meget om den anden side af branchen. Jeg fik en masse viden, som jeg kunne bruge i min egen musikerkarriere,” siger Bette.
Ad musikkens veje
Jeg er allermest inspireret, når jeg får ro på. Hvis jeg går ind i en session for at indspille noget ny musik, og jeg har det godt, er jeg fucking god. Så får jeg alle mulige fede idéer. Der er en lethed i det. Derfor er det igen vigtigt, at jeg husker mine pauser. Akkorder inspirerer mig også. Jeg elsker akkorder. En sammensætning af tre, fire, fem toner på klaveret, som nogle gange bare går helt ind i knoglemarven på mig. Jeg tager mig tit til hjertet, når en akkord rammer mig. Helt oprigtigt. Jeg kan virkelig mærke det i kroppen. Jeg bliver glad eller ked af det. Harmonier inspirerer mig. På den måde kan det være nemt at finde frem til, hvilke akkorder der skal være i et nummer.
Andre dage, når der er mindre hul igennem, arbejder jeg mere metodisk. Det er lettest for mig at arbejde med melodierne først – der er altid noget, som kommer til mig. Når jeg skriver sange, kan det ske på forskellige måder. Nogle gange har jeg skrevet en sjov eller mærkværdig sætning ned i min telefon eller notesbog, og så hiver jeg den frem for at få nogle idéer. Lige så snart man har en retning på plads, så føles det, som om alt er åbent, og man kan skrive om alting og på alle måder. Nogle gange er jeg forberedt og har skrevet brudstykker eller hele sangtekster hjemmefra, eller også er der en anden, som har skrevet en sætning, som vi så skriver en historie ud fra.
“Jeg har f.eks. skrevet en masse om kærestesorg i år, selvom jeg har en kæreste, som jeg er megaglad for og har det rigtig godt med”
Vi laver ofte sange om følelser, som er meget præsente for mig, men det behøver ikke at være sådan. Jeg har f.eks. skrevet en masse om kærestesorg i år, selvom jeg har en kæreste, som jeg er megaglad for og har det rigtig godt med. Det er ikke en følelse, som fylder i mit liv lige nu, men derfor kan jeg sagtens leve mig ind i den og skrive om det, for jeg ved godt, hvordan det føles.
Jeg bliver selvfølgelig også påvirket af den musik, som jeg lytter til. Jeg tror, at man opsluger langt mere, end man aner. Jeg kan nemt blive inspireret af en anden musikers måde at lave melodier og rytmer på. I øjeblikket lytter jeg meget til R&B og jazz. Ja, det er vel det samme, jeg altid har hørt. Der er sgu ikke sket så meget på den front.
Jeg føler, at jeg står et godt sted både rent musikalt og menneskeligt. Jeg holder af det, jeg laver. Jeg er tilgængelig for alt, hvad der sker af godt og dårligt. Jeg drømmer om det hele. Jeg vil gerne alt, hvad mit musikliv har at tilbyde: spændende samarbejder, sangskrivning med forskellige mennesker og koncerter på de store scener. Men jeg tager stadig ét skridt ad gangen og opsøger alle de muligheder, der åbner sig, og som jeg bliver inspireret af. Who knows, hvor det hele ender?
Tekst Ditlev Fejerskov
Foto Stefan Wessel
Styling Amanda Magnussen
Hår & makeup Lasse Pedersen/Agentur
Fashion & project coordinator Viitus Saceanu
Fotoassistent Michael Rieck
Stylingassistent Rebecca Asboe Hermansen
Håndprint Silver Lab
