Da model og skuespiller May Lifschitz mødte Jens Lund, var hun så ny i sin identitet som transkønnet kvinde, at hun end ikke fortalte ham om det. I dag er det en præmis i deres forhold, at hun står ud som synlig minoritet, mens han også identificerer sig som queer.
Fællesnævneren for Morten Kirkskov og Kaan Alpagut, Nina Mouritzen og Ilana Ozernoy samt May Lifschitz og Jens Lund er, at de lever i queer forhold og hver dag forholder sig kritisk til heteronormative systemer qua deres kærlighed og person. Her sætter de ord på deres parforhold og sideeffekter som jalousi, seksuelle minoriteters rettigheder og hvordan man lever i en romantisk relation, hvor den ene føler sig mere queer, end den anden. May og Jens’ historie er en ud af tre historier i månedens portefolie.
Infoboks
May Lifschitz, 29, skuespiller og model. Har en argentinsk far og en dansk mor, så er opvokset i Corrientes og Vejle.
Jens Lund, 34, driver spiritusvirksomheden Bad Company Spirits. Opvokset i Søby udenfor Skive.
Parret bor sammen på Amager i København.
Da model og skuespiller May Lifschitz mødte Jens Lund, var hun så ny i sin identitet som transkønnet kvinde, at hun end ikke fortalte ham om det. I dag er det en præmis i deres forhold, at hun står ud som synlig minoritet, mens han også identificerer sig som queer. Læs deres historie her.
May: Jeg var 18 år, da jeg i februar 2014 mødte Jens til en ‘rave’-fest på havnen i Aarhus. Han var 24. Jeg husker det som en filmisk situation. Han kom ind ad døren og fik tiden til at stå stille. “Gud, der var han,” tænkte jeg. Jeg tror ikke, han havde det helt så aha-agtigt med mig.
Jens: Nej, men jeg tror alligevel kun, vi udvekslede et par sætninger, før vi kyssede den aften.
May: Jeg startede med navneforandring og med at blokere testosteron i min krop, da jeg var 16, og startede på østrogen, da jeg var 18, kun et halvt år før jeg mødte Jens. Så det var meget tidligt i min proces, og jeg havde bare skyklapper på og sagde til mig selv og alle andre: “Jeg er ciskvinde, jeg er ciskvinde, jeg er ciskvinde.” Jeg sagde heller ikke noget til Jens, da vi mødte hinanden, selv om vi tog hjem sammen den aften. Der sagde jeg, at jeg havde menstruation, så der kunne ikke ske noget. Jeg vidste godt, jeg ville blive nødt til at sige det til den, jeg datede på sigt, men jeg ville gerne have, at personen nåede at lære mig at kende først.
Jens: Jeg fik at vide, at May var transkønnet af nogle fælles bekendte. Jeg var 24 og landskabet var noget anderledes ift. transpersoner for 10 år siden, så jeg blev selvfølgelig lidt overrasket. Jeg havde en overbevisning om, at det var udenfor min seksuelle orientering, for på daværende tidspunkt var jeg en meget typisk ‘straight guy’, der havde en forståelse af, at der var to brikker, der skulle passe sammen.
May: “Men vi kan godt være venner,” skrev Jens til mig, mens jeg var på arbejde i Mac Cosmetics i Aarhus. Og så ramlede min verden sammen. Men vi endte alligevel med at hænge ret meget ud, og Jens tog mig med på picnic og smed trøjen, så jeg tænkte: “Okay, er det sådan her, man er venner?”
Jens: Det var jo aldrig “Hey buddy, skal vi hænge ud og drikke nogle fadbamser og se noget bold.” Der var hele tiden noget underlæggende, som fik lov til at blomstre gennem vores venskab, hvor jeg også lærte Mays kærlige, omsorgsfulde og skøre sider at kende. Så i august 2014 blev vi kærester. I dag ser jeg mig selv som straight queer, og May og jeg som partners, buddies, lovers. Vi er partnere, der er der for hinanden i alt, hvad den anden laver, buddies, fordi vi har det sjovt sammen og udforsker ting sammen og lovers qua vores kærlighed, der bare vokser.
“Generelt oplever jeg, at det går den rigtige vej for queermiljøet, fordi majoriteten er mere informeret”
– May Lifschitz
May: Jeg er helt klart queer. For mig betyder det at tænke udenfor boksen og på en eller anden måde stille sig normkritisk. I dag ‘owner’ jeg at være transkvinde, det gør det også nemmere for mig, hvis jeg oplever negativ opmærksomhed i det offentlige rum. I vinter blev jeg f.eks. råbt af i metroen. På mange måder er den queerness, der er i vores forhold, jo en byrde jeg bærer alene, idet det er mig, der er synligt queer. Vi er nogle gange i offentlige rum, hvor jeg har lyttelapperne ude på en anden måde, fordi jeg ved, det er mig, de andre taler om. Det opdager eller oplever Jens ikke på samme måde. Verden hænger jo desværre sådan sammen, at jo mere du blender ind, jo flere privilegier har du. Og dem ved jeg godt, at jeg har i meget højere grad end mange af mine andre transkønnede veninder, men det ligger altid i min underbevidsthed, når jeg er i det offentlige rum: Ser mine fødder små nok ud i de her sko? Har jeg negle på, så mine hænder ser mindre ud?
Jens: Jeg prøver at gøre det meget synligt, at vi to hænger ud sammen, når vi er ude i det offentlige rum. I metroen står vi f.eks. altid meget tæt sammen, så det signalerer “Her er vi”, og at vi står sammen om det. Men de dårlige episoder er jo desværre noget, der oftest sker, når May er alene. Det er bare lettere for de der nederen typer at tale ned til en, der står alene, fremfor når der står en to meter høj mand lige ved siden af hende.
May: Generelt oplever jeg, at det går den rigtige vej for queermiljøet, fordi majoriteten er mere informeret, men jeg synes stadig, der mangler en kollektiv sammenholdsfølelse i det offentlige rum. Folk stivner bare og passer sig selv, hvis de er til stede, mens en queerperson bliver udsat for en hatecrime. Der mangler en fælles ansvarsfølelse.
Jens: Folk er bange for, det går ud over dem selv.
May: Jeg ville da også ønske, jeg var bedre til at sige fra på mine egne vegne. En kvinde sagde for nylig til mig på en bodega: “Det er så synd for dig, for du er jo så sød.” Jeg ved jo godt, hvad hun mente, men jeg føler også, det er uretfærdigt, at jeg skal tage en uddannende hat på for at belære og berige en anden person ud fra noget, der gør ondt på mig.
Jens: Folk bliver nogen gange overvældet af deres egen nysgerrighed, når de spørger ind til vores forhold. “Nu skal jeg have noget juicy og finde ud af noget, jeg ikke ved noget om,” tænker de tydeligvis. Men man har jo ikke ansvar for at lære alle mennesker, hvordan verden fungerer – og specielt ikke på bekostning af sin egen krop og erfaring. Google fungerer godt.
