Med tillid til din mavefornemmelse og en række nye funktioner har du - stort set - været på din sidste dårlige date
Digital dating kan nogle gange føles som om, den har sin egen junglelov. For det er ikke lige altid til at gennemskue, hvem der sidder i den anden ende, og hvilke intentioner vedkommende har.
Derfor kommer flere og flere datingapps med nye tiltag, der skal danne grobund for en sundere og mere tryg datingoplevelse for millioner af brugere, der søger kærligheden. For selv om dating digitalt er blevet mere og mere udbredt, oplever flere – særligt kvinder og minoriteter – stadig stødende sprogbrug og generelt utrygge hændelser.
Derfor har blandt andre Tinder de seneste måneder udrullet en række funktioner, der i appen skal være med at skabe et mere trygt datingmiljø og samtidig opfordre brugere til bedre adfærd.
Vi har talt med Rory Kozoll, senior vice president for product integrity hos Tinder, der her deler tre af sine bedste råd til at sørge for en sikker datingoplevelse, så du er så tryg som muligt.
Hvad er dit bedste råd til en mere tryg datingoplevelse for særligt kvinder og minoriteter?
“Om så du starter din datingrejse online eller i virkeligheden, er en af de vigtigste ting, at du altid prioriterer dig selv først og fastsætter dine grænser. Du bør aldrig føle dig presset til at gøre noget, du ikke er tryg ved. Du må heller aldrig føle dig ansvarlig for, hvordan andre reagerer på dine personlige grænser”
Hvad kan man gøre i det fysiske møde for at have sikkerheden i orden?
“Først og fremmest skal du lytte til din mavefornemmelse og lade være med at mødes i virkeligheden, hvis du ikke vil, eller noget ikke føles rigtigt. Hvis du mødes med en i virkeligheden, så fortæl venner eller familie, at du skal på date. Vi plejer også at foreslå, at de første dates foregår et offentligt sted, du kender, og at du selv sørger for din egen transport til og fra daten. Hvis du nogensinde føler dig utryg på en date, må du ikke tøve med at række ud til en ven, familie eller personalet der, hvor du er.”
4 funktioner på Tinder, der skal gøre digital dating mere sikker
‘Er du sikker?’ Funktionen ‘Er du sikker?’ er en advarsel i real time, der popper op, før du trykker send, hvis du har skrevet noget, der kan opfattes stødende for modtageren.
‘Støder dette dig?’ Modtager du alligevel en besked, der kan være stødende, popper et vindue op med en mulighed for at rapportere afsenderen.
‘Rejsealarm’ Denne funktion gør det muligt for LGBTQIA-personer at kontrollere, hvornår deres profil bliver vist, så man for eksempel ikke er synlig, hvis man åbner appen i lande, der kriminaliserer miljøet.
‘Incognito Mode’ Vil du gerne holde lav profil, kan du slå ‘Ingocnito mode’ til, og dermed kun blive vist for personer, du har liket.
Hvordan håndterer man bedst muligt digital chikane på datingapps?
“Heldigvis har de fleste mennesker på datingapps gode intentioner. På Tinder bliver upassende termer relateret til hadtale, seksuel udnyttelse eller chikane automatisk markeret ved hjælp af et automatiseret system, og vi opfordrer altid brugere til at rapportere og blokere andre, hvis de oplever nogen form for chikane.”
Hvordan tager man nogle gode foranstaltninger for ikke at overskride sine egne grænser på en date?
“Inden du mødes med nogen i virkeligheden, så brug et øjeblik på at overveje dine personlige grænser. Tænk på, hvordan du gerne vil have, at daten starter, men også på, hvordan den gerne skal ende. Hold dig ikke tilbage med at fortælle din date om dine grænser, og gør det klart fra starten. Der er intet galt i at være åben omkring dine intentioner fra starten, så du sikrer dig, at I er på bølgelængde. Hvis noget føles forkert i løbet af daten, så tro på dine mavefornemmelse. Der er ingen grund til at bukke under for pres. Føl dig for eksempel ikke presset til at dele personfølsomme oplysninger, når I stadig er ved at lære hinanden at kende.”
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.