Da Julie Lillelund Langer blev mor, faldt amningen helt naturligt. Men pludselig blev ammeland til et grumt sted plaget af stress og angst for at gøre det forkerte over for sit barn og ikke mindst sig selv.
Julie satte sig i sofaen for at amme sin firemåneder gamle datter, Hannah. De nybagte forældre, Julie og hendes mand Mads, var taget til middag hos nogle af deres bedste venner. De grinte oppe ved spisebordet, men Julie syntes, det var alt andet end sjovt.
Hun var svimmel, så hun knapt kunne stå op. Hormonerne pumpede rundt i hendes krop. Det samme gjorde hendes feber. Et væld af tanker ramte Julie.
”Hvem skulle have troet, at mælk kunne gøre en så syg?” ”Er jeg overhovedet en god mor, hvis ikke jeg kan få amningen til at fungere?” ”Kan jeg være en god mor, hvis jeg forsømmer mig selv?”
På det tidspunkt kunne Julie bare ikke klare mere pres. Flere forventninger hun ikke kunne leve op til.
“Jeg kan ikke mere nu. Jeg kan simpelthen ikke mere nu!” udbryder Julie, så selskabet vender sig om mod hende. Tårerne triller ned ad Julies kinder, mens hun sidder der med Hannah i favnen.
For Julie Lillelund Langer blev amningen til et sandt mareridt. Det gjorde hende syg. Så syg, at hun blev indlagt på hospitalet flere gange med voldsom brystbetændelse. Hver dag var præget af stress og angst for at blive mere syg og ikke være en god mor for sit barn.
Nu har hun udgivet bogen ”Græd ikke over spildt mælk”, og hun håber på, at bogen kan være med til at gøre op med de tabuer, der er omkring amning – og ikke mindst være et kram og en hjælpende hånd til de kvinder, der enten kæmper eller har kæmpet med amningen.
“Jeg kan ikke mere nu. Jeg kan simpelthen ikke mere nu”
Amningen føltes så naturligt
For halvandet år siden kom Hannah til verden. Inden fødslen var Julie ikke sikker på, at hun ville amme. Men skæbnen blev, at det var det Hannah ville – det samme gjorde sig derefter gældende for Julie. Det vigtigste for Julie var at gøre det, der føltes rigtigt og naturligt for dem begge to.
– Du tror, det er løgn. Men jeg har vidner, der har set Hannah mave sig op til mit bryst og lægge sig til, minutterne efter, at hun var blevet født. Det var det, hun ville, og det var fint med mig, fortæller Julie.
På fjerdedagen begyndte mælken at løbe, som den skulle.
– Lige pludselig sprøjtede det ud. Jeg troede ikke mine egne øjne. Det var så surrealistisk et billede.
Julie endte med at få en stor overproduktion af mælk, og to uger efter fødslen blev hun ramt af den smertefulde brystbetændelse, som et par af hendes veninder havde advareret hende om.
– Det er noget af det værste, jeg har følt i min krop.
Julie blev indlagt på hospitalet. Efter et par dage begyndte hun at komme ovenpå igen. Hun fortsatte med at amme, men efter tre uger vendte brystbetændelsen tilbage. Bare tre gange værre end første gang.
– Det skal ikke lyde som en skræmmekampagne, for det her sker for de færreste. Men jeg skreg af smerte og lå bare og rystede i hele kroppen. Det var meget voldsomt, fortæller Julie og fortsætter:
– Jeg havde så mange bakterier i kroppen, at min læge sagde, at det var et af de værste tilfælde af brystbetændelse, han nogensinde havde set.
Amningen blev pludselig forbundet med en masse frustrationer og ikke mindst angst for at blive syg endnu engang.
– Det var enormt frustrerende, for jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at undgå det. Jeg sprang ikke over, hvor gærdet var lavest, og gjorde alt, jeg skulle. Men overproduktionen stabiliserede sig bare ikke. Lægen kunne ikke forklare, hvorfor jeg var så syg ved anden indlæggelse. Det forplantede en kæmpestor frygt i mig for at få brystbetændelse igen.
Julie var blevet så syg under sin anden indlæggelse med brystbetændelse, at hun ikke kunne tage sig af Hannah, og det gjorde særligt ondt på den nybagte mor.
Alene med tankerne
Julie var blevet fanget i ammeland, hvor hele hendes liv handlede om at få amningen til at fungere. Hun havde tilsidesat sig selv. Glemt at registrere, at hun egentlig havde ret høj feber og ikke var okay.
– Jeg følte, at jeg havde svigtet min krop. Tænk, jeg ikke havde opdaget, at jeg var blevet syg. Det triggerede et eller andet i mig, som gjorde, at jeg ikke turde gå ud, fordi jeg var bange for at blive syg ude – så ville jeg hellere blive hjemme i trygge rammer.
Det hele føltes så håbløst. Som en ond cirkel, som hun ikke kunne bryde ud af.
Julie gik meget alene med de tanker. Julie er gift med musiker Mads Langer, og det betød, at hun var meget alene hjemme med Hannah, da Mads’ barsel var slut, og han skulle ud at spille koncerter.
– Jeg har mange gange i mit liv smidt håndklædet i ringen. Men denne her gang var der nødt til at være en mening med galskaben. Jeg ventede bare på, at dagen skulle komme, hvor det hele ville vende og gå den rigtige vej. Men det lykkedes ikke, og jeg følte, at jeg fejlede.
En aften, hvor Julie var alene hjemme, besluttede hun sig for at dele sine bekymringer, udfordringer og tanker omkring amning med sine følgere på Instagram. Ind tiggede flere hundrede beskeder ind fra kvinder, der enten havde eller har problemer med amning. Det blev startskuddet på bogen.
Kvinderne delte gavmildt ud af deres egne ammeberetninger. Julie opdagede, at der var enormt mange tabuer forbundet med det at have problemer med amningen. Hun var ikke alene.
– Det er fantastisk, at det for Guds favoritter bare fungerer godt fra starten. Men for rigtig mange, er det bare ikke nemt at amme, siger Julie.
– Jeg tror, det er sindssygt vigtigt, at man ikke ammer for at leve op til andres forventninger end ens egne. Jeg forstår, at man vil gøre alt for denne her lille klump fedt, man har bragt til verden. Men jeg har også lært, at man ikke skal gøre det for enhver pris.
”Fuck det, nu stopper jeg bare”
På besøget hos vennerne havde Julie svært ved at holde tårerne tilbage. Det føltes som et stort nederlag at erkende, at amningen skulle indstilles for hendes eget helbreds skyld. At hun ikke kunne blive ved med at amme Hannah.
Pludselig lød det oppe fra middagsbordet: ”Det skal du da heller ikke.”
Julie kiggede op på sin veninde. Et kærligt smil mødte hende.
“Det skal du ikke. Du skal jo bare stoppe. Nu. Det er ikke det bedste for dig at amme. Nu skal du bare stoppe,” sagde hun.
“Jeg følte, at jeg havde svigtet min krop. Tænk, jeg ikke havde opdaget, at jeg var blevet syg”
Så simple ord. Men det var lige præcis det, Julie havde brug for at høre.
– Jeg var nærmest forhekset. Det var som om, at det ikke rigtigt var en mulighed for mig at stoppe. Det er fjollet, men jeg følte, at det gjaldt liv og død.
Ingen andre skulle bestemme for Julie, at hun skulle stoppe med at amme. Det skulle komme fra hende selv, for beslutningen skulle lande rigtigt i hende først. Men det var rart, at hendes veninde mindede hende om, at amning er et valg. Et valg, som man i sidste ende selv skal træffe.
Julie valgte at stoppe. Først trappe ned på amningerne for så til sidst at få Hannah på flaske. Det gav Julie en ro, hvor angst og stress ophørte.
Og pludselig vendte det hele, og amningen begyndte at gå let og smertefrit.
Julie endte med at amme Hannah i 14 måneder. I dag står Julie på den anden side. Hun fortryder ikke, at hun fortsatte med amningen – men hun ville ikke vælge at gå igennem det samme en gang til.
– Jeg pressede mig selv. Jeg synes ikke, at man skal gå så langt, at det påvirker ens psyke og giver stress og angst. Så er det ikke det værd. Du får ikke et dårligere barn af at give det modermælkserstatning. Overhovedet ikke, fortæller Julie.
“Det var som om, at det ikke rigtigt var en mulighed for mig at stoppe. Det er fjollet, men jeg følte, at det gjaldt liv og død”
Tabuet skal brydes ned
Med bogen ”Græd ikke over spildt mælk” håber Julie at inspirere flere til at have gode samtaler om amning. Der skal både være plads til de gode ammeberetninger, men også de svære og hårde.
Julie har talt med mange kvinder, som fik deres børn for mange år siden. Hun kan mærke, at det stadig er et ømt punkt for dem at tale om amning.
– Man møder så mange steder, at det bedste for dit barn er at amme det. Men det er jeg ikke enig i. Det bedste for mit barn er også, at jeg har det godt, og at jeg kan være en god og velfungerende mor, der kan være der for mit barn, fortæller Julie og følger op:
– De fleste vil jo det bedste for deres børn, og så gør man det, som man selv føler, er det rigtige at gøre. Om så det er at give flaske eller amme, det ved man bedst selv. Man skal ikke overskride sine egne grænser.
Julie oplever, at det særligt er den ældre generation, der har mange holdninger og meninger til amning.
– Man skal virkelig tænke over, at når man siger noget til nogen, så påvirker det dem efterfølgende. Især når man er pissesårbar, lige har født og står i en situation, man aldrig har prøvet at stå i før.
Hun håber på, at vi bliver bedre til at lytte, forstå og ikke mindst bakke hinanden op, når nogen åbner op omkring amning og de udfordringer, der kan følge med.
Denne artikel er oprindeligt bragt på femina.dk.
