I sin leder i septembernummeret af ELLE, som er på gaden nu, deler chefredaktør Cecilie Ingdal sine tanker og erfaringer med sorg samt det at miste. Hun fortæller blandt andet om sit første møde med døden helt tæt på, da hun gik i folkeskole, og om sin bekendte, der i 2015 mistede sit ufødte barn, men som delte sorgen på fineste vis med dem omkring sig – og som nu også deler sin historie i denne udgave af ELLE.
Da jeg gik i folkeskole tilbage i 80’ernerne, mistede min hjerteveninde sin storebror, der døde af kræft. Det var første gang, jeg stiftede bekendtskab med døden helt tæt på, og det gjorde naturligt et enormt indtryk. Jeg husker ufattelig mange detaljer fra hans dødsdag og tiden efter, på trods af at det nu er rigtig mange år siden. Alt forandredes – ikke overraskende – for min veninde og hendes familie, og fra den ene dag til den anden lagde sorgen sig som en tung dyne over deres tidligere så glade hjem. Stemningen i hjemmet blev tyst og trist, og moren gik fra den ene dag til den anden kun i sort. Jeg har aldrig siden set hende i andet. På mange måder sigende for en tid, hvor sygdom, død (og kræft i øvrigt) desværre ikke var noget, man talte (for) højt om eller delte med omverdenen.
Aldrig har jeg oplevet så meget varme, kærlighed og så mange salte tårer blive delt på kryds og tværs af generationer, kulturer og sociale lag
I 2015 mister min bekendte Sultana Iqbal sit barn lige omkring terminen. Det var hendes tredje barn, så hun reagerede ret hurtigt, da hun registrerede manglende liv i sin mave. Hun fødte sin døde søn dagen efter, og hendes (og mandens) verden sank i grus. Men sorgen blev delt med alle os omkring – og nu også i ELLE i denne udgave. Jeg glemmer aldrig, hvordan vi som pårørende til hende blev inviteret indenfor i sorgen. Hvordan dørene var åbne for alle os omkring hende. Hun var ikke en nær veninde, men en, som jeg satte stor pris på. Og at blive lukket ind i hendes og hendes families sorg var fuldstændig enestående. Aldrig har jeg oplevet så meget varme, kærlighed og så mange salte tårer blive delt på kryds og tværs af generationer, kulturer og sociale lag. Også min egen mor, som mistede min storesøster under fødslen i 1973, spillede en vigtig rolle i sorgbearbejdelsen og blev inviteret med indenfor. Vi taler alle stadig ofte om Sultanas afdøde søn og om den sorg, som ramte. Sultana siger selv om sin sorg: ”Hvis du havde spurgt mig, inden jeg begyndte i terapi, ville jeg have sagt, at jeg insisterer på at være ked af det. Jeg vil have tårer i øjnene resten af mit liv og insistere på, at det var nogens fejl, at han døde. Min terapeut sagde til mig, at jeg havde et valg mellem at være ked af det for altid eller vise min styrke. Min vilje ville smitte af på min mand og mine børn, som ikke burde vokse op med en følelse af, at det er synd for os alle sammen. Hendes ord gav mig troen på, at jeg godt kunne klare det.”
Jeg mistede desværre kontakten til min barndomsveninde, og ved selvsagt ikke om hendes mor stadig går i sort. Men hvor ville jeg dog have ønsket, at den styrke, som indfandt sig i sorgbearbejdelsen hos Sultana, (og min egen mor i øvrigt) også havde været naturlig for familien – og i øvrige andre – tilbage i 1980’erne.
Læs Sultanas historie om at komme sig over sorgen over sin døde søn, Chris’ historie om tabet af sin elskede storebror og Marias historie om knust kærlighed i denne udgave af ELLE.
Cecilie
