Da Clara Rosager var seks år, så hun ’Kill Bill’ med sin far. ”Jeg vil være skuespiller,” sagde hun, da filmen var slut. Og selv et musikhøjskoleophold og en modekarriere i teenageårene fik ikke den karrieredrøm ud af kurs. I dag har 26-årige Rosager medvirket i en række tv-serier og spillefilm. Når hun kobler af, bestiller hun pizza margherita med dressing og chili – eller tager ud i sin kolonihave og griller fisk over bål.
Denne artikel er en del af artikelserien ‘Livets retter’ fra ELLEs septembernummer.
Sildemad
“Jeg er vokset op i et kollektiv i Næstved. Vi boede på et kæmpestort stykke land med en lille sø og uendelige græsarealer. Der var høns, og hunde og katte gik frit rundt. Det var meget idyllisk. Alle familier havde eget hus og have, men vi spiste sammen om aftenen i fælleshuset undtagen i weekenderne. Som enebarn var det fantastisk at knytte så mange søskendebånd. Jeg bliver rørt, når jeg i dag møder nogle fra kollektivet.”
“Det var også hyggeligt at spise alene med mine forældre, men jeg kunne klart bedst lide hverdagsaftenerne, hvor alle var samlet. Der var sådan en opløftet stemning. Det kan jo bare noget, når mange mennesker mødes over et måltid. Middagen blev indledt med en præsentation af maden fra dem, der havde lavet den. Ofte knyttede de også en lille historie til om hvorfor, de havde lavet netop den ret. Vi måtte først spise, når de havde ringet med klokken og sagt ‘værsgo’. Det var meget forskelligt, hvad der blev serveret. Jeg er blevet præsenteret for alt fra traditionel dansk mad med sovs og kartofler til indisk og japansk mad, som min far tit lavede, fordi han havde boet i Japan.”
“Når vi spiste for os selv, var det primært min far som lavede aftensmad, men jeg husker bedst, når min mor lavede en ’lækker mad’ til mig til frokost. Hun tog bare det, vi nu havde i køleskabet og forsøgte at kreere det bedst mulige smørrebrød til os. Måske havde vi nogle sild, lidt roastbeef og ristede løg, eller kartofler og mayonnaise. Jeg elskede madderne, og det blev en fast ting at spise smørrebrød i weekenden. Mine forældre blev skilt, da jeg var 13 år, og min far og jeg flyttede til København, mens min mor blev boende i Næstved. Det betød også, at smørrebrødet begyndte at være noget, min far lavede, da det kun var ham og jeg.”
“Når jeg ses med min far i dag, så tager vi altid bilen nordpå, går en lang tur i skoven med hans hund og slutter af med at spise sildemadder og drikke en øl. Ofte på Rosenhuset på Strandvejen i Vedbæk, som ligger vildt flot lige ned til havet. Det er blevet en tradition. Som barn havde jeg aldrig en livret, men sildemadder minder mig mere end noget andet om min barndom.”
Livets retter
Det, vi spiser, siger noget om, hvem vi er. For maden rummer fortællinger om vores kulturelle ophav, valg af livsbaner og -partnere, største øjeblikke og de bedste fester. I ELLEs septemberudgave fortæller . udover skuespiller Clara Rosager – digter Caspar Eric, manuskriptforfatter Mona Omar og guldsmed Orit Elhanati fortæller om de retter, som har formet deres liv.
Arabisk feast
“Fra jeg var helt lille, elskede jeg at se film, også meget voksne film, som jeg ikke fattede noget af, men alligevel var helt fortabt i. Jeg elskede ‘Harry Potter’, og da jeg blev lidt ældre, så jeg ’Kill Bill’ og ’Pulp Fiction’. Jeg tror, at jeg forstod noget af ironien i Tarantinos film, det var i hvert fald noget, jeg ikke havde oplevet før. Det var fedt og dragende. Jeg blev også helt opslugt af ´Bram Stoker’s Dracula’ med Gary Oldman som Dracula. Ekstremerne tiltalte mig. Da jeg blev seks år, fik jeg en stærk følelse af, at jeg skulle være skuespiller som voksen.”
“Jeg besluttede, at jeg ville tage min 9. klasse på efterskole. Jeg havde gået til teater i mange år, men da jeg ikke kunne finde en teaterefterskole, besluttede jeg mig for musicallinjen på Musikefterskolen i Humble på Langeland. Efter nogle måneder skiftede jeg til jazzlinjen, fordi jeg ikke kunne holde ud at lave musicals. Det blev for teatralsk, kedeligt og Disney-agtigt til mine ’Kill Bill’-referencer. Her mødte også Nawa, som hurtigt blev min bedste ven og har været det ’ever since’.”
“Jeg blev meget tæt med Nawas forældre, som er irakiske og arabiske, og blev inviteret hjem til store familiemiddage. De lavede fantastisk mad. Hummus, tabbouleh, baba ganoush, falafler, tahini og en lækker ret med auberginer og tomater bagt i ovnen. Alt det lækre! Det var altid de samme retter, som de også laver i dag. Vi har fejret både nytår og juleaften sammen flere gange, og spist deres arabiske feast. Jeg bliver stadig inviteret hjem til familien i dag, men da de bor i Odense, sker det ikke så ofte længere. Nawa laver heldigvis også selv retterne og inviterer mig ofte hjem til middag.”
“Jeg har måttet erkende, hvor meget jeg er blevet påvirket af medierne, fordi jeg aldrig selv har været i Mellemøsten”
“Nawa er født og opvokset i Danmark, så hun er lige så dansk, som jeg er, men hun har selvfølgelig en stor tilknytning til Mellemøsten, hvor hun også har rejst meget for at besøge familien, som stadig bor der. Som voksne har vi haft mange snakke om, hvordan vestens medier fremstiller mennesker med multikulturel baggrund. Nawa har givet mig et mere nuanceret billede på, hvordan Mellemøstens kultur er. Det er ikke kun krig og terror, som er det primære, medierne fortæller om. Det er så meget mere end det. En stor del af folket gør oprør mod patriarkatet og ønsker mere demokrati i deres samfund, men de er undertrykt af politistyrken. Kulturen er så enorm gæstfri, og så har de selvfølgelig deres fantastiske mad.”
“Jeg har måttet erkende, hvor meget jeg er blevet påvirket af medierne, fordi jeg aldrig selv har været i Mellemøsten. Jeg var ikke klar over, at hvor meget ansvar Vesten har haft, mår det gælder krig og konflikt i området. Det har aldrig fyldt særligt meget i medierne, desværre. Det har lært mig at tilgå mange andre aspekter i livet – alt, hvad jeg ikke selv har følt på egen krop – på en mere mangfoldig måde. Der er en masse fordomme, som er blevet pillet fra hinanden.”
Pizza Margherita med chili og dressing
“Som 14-årig blev jeg spottet af to fotografer fra L.A., da jeg stod i kø til Tivoli med piercinger i ansigtet og uglet hår. De ville have mig med i en stor Abercrombie & Fitch-kampagne, så jeg hev piercingerne ud og rejste til New York for at skyde kampagnen. Et halvt års tid senere tog Unique Models kontakt og spurgte, om jeg ville være model hos dem. Det ville jeg rigtig gerne, og jeg rejste utrolig meget, fra jeg var 15-16 år gammel til jeg var 19-20, hvor jeg begyndte at savne at spille skuespil.”
“Jeg var også blevet træt af at have dårlig samvittighed over at spise en sha (shawarma, red.) eller pizza, når jeg kom hjem fra byen. Ukritisk rettede jeg ind efter andres kostråd og anbefalinger. Det blev så langt ude, at jeg ikke måtte få mælk i kaffen, fordi, uuh, der var kalorier i mælk. Det var usundt for mig, og jeg kiggede på min egen krop med dømmende øjne. Og i bund og grund har jeg altid elsket at drikke vin og spise god mad.”
“Det er virkelig ’bad’. Og herrelækkert.”
“Nu giver pizzaen mig heldigvis ikke dårlig samvittighed længere. Ud over at den er lidt haram. Jeg er kæmpestor fan af italiensk mad, men den her pizza må ikke være fra en god italiensk pizzabar, den skal helst være fra Havnens BBQ i Torvegade eller et andet slum pizzakebab-sted. Det skal være med den helt grove oliechili, som du også får i durum. Creme fraiche, det får du altså ikke nede hos italieneren. Det er virkelig ’bad’. Og herrelækkert. Hvis jeg har arbejdet hårdt i en periode eller været meget social og deltaget i mange arrangementer, så har jeg brug for at bestille en pizza margherita med ’dres’ og chili og en stor cola, og så skal jeg bare ligge foran dummekassen og se ‘Rejseholdet’, som i øvrigt er virkelig godt. Det er nok fjerde gang, jeg ser det hele igennem.”
Havregryn med mandler og bær
“Når jeg skal på filmoptagelser, spiser jeg altid havregryn med mandler og blåbær, banan, og hvad jeg nu har af frugt. Som skuespiller bliver du nogle gange hentet kl. 5 om morgenen, og der har jeg normalt ingen appetit, men det er vigtigt for mig at lægge en solid bund, som kan holde i mange timer, så jeg kan præstere bedst muligt. På ’set’ er det aldrig helt til at sige, hvornår man får tid til at spise frokost, eller hvad der bliver serveret for den sags skyld. Så havregrynene er blevet en fast rutine.”
“For at udvikle dig som skuespiller kan du jo tage på kurser og workshops, men den bedste øvelse for mig er at få så mange erfaringer i livet som muligt. Som menneske. Jeg elsker at rejse. Opleve verdener, som ikke er trygge Danmark. For eksempel har jeg lige været i Fransk Polynesien for at sejle rundt og bo på en båd i en måned sammen med nogle venner. Jeg har altid holdt af at observere mennesker i helt almindelige hverdagssituationer. Folk i supermarkedet, venner på caféer og kærestepar i parken. Jeg er draget af, hvorfor mennesker er, som de er.”
“Jeg tror, at det gør mig til en bedre skuespiller. Jeg er god til at sætte mig ind i andre menneskers følelser. Det er også vigtigt for mig at spille forskellige roller. Det ville være utroligt kedeligt, hvis jeg altid skulle spille den samme ’girl next door’-type. Jeg får instinktivt en forbindelse til de roller, jeg skal spille. Jeg har aldrig spillet en karakter, hvor der ikke er noget i dens personlighed, jeg kan relatere til. Nu har jeg aldrig slået et menneske ihjel (Clara spiller morder i ’Den som dræber’, red.), men så kan jeg finde andre ligheder i personligheden. Følelsen af at være en outsider og at andre snakker grimt til én kan være med til at fremprovokere nogle af de samme følelser.”¨
“Jeg skal også forstå hvilken kontekst, karakterens liv udspiller sig i. Hvis det foregår i gamle dage som i ’Før frosten’ (spillefilm af Michael Noer, red.), skal jeg sætte mig ind i, hvordan de levede dengang. Som led i forberedelserne havde vi en weekend med Bonderøven, hvor han kom til Frilandsmuseet, hvor vi filmede, og viste os, hvordan man kværner smør, malker en ko, tærsker korn og laver brød helt fra bunden. Det var enormt spændende.”
Pasta al pomodoro
“Jeg havde aldrig smagt en så god pasta al pomodoro, som min kæreste (billedkunstner Mischa Pavlovski Andresen, red.) lavede til mig, da vi begyndte at date for et års tid siden. Han er tidligere kok og er enormt god til at lave mad, så han viste mig alle sine tricks. Som at bruge både pastavand og revet parmesan i saucen og blande spaghetti og sauce sammen på panden. Nu er det blevet vores ret. Den tager ingen tid at lave og smager så sindssygt godt.”
“For os er det luksus at tage på vandretur og sove i et telt eller bo i en oldgammel stenhytte”
“Vi laver selv mad hver dag. Eller han laver mad. Jeg vil også gerne, men hans kokkehjerte er nok lidt større end mit. Hvis man kommer fra et hjem, hvor der altid er blevet lavet mad – jeg hjalp ofte til i køkkenet og i fælleshuset – så føles det enormt trygt at lave mad sammen. Mischa og jeg er glade for at holde middagsselskaber og udvikle store menuer og købe ind flere dage forinden. Mischa fisker også meget, og han har lært mig, hvordan man laver mad helt fra bunden. Samler muslinger og gror sine egne grøntsager. Vi er begge glade for at være ude i naturen, og vi har allerede været på flere vandreture til Norge og Færøerne sammen. Vi trives godt i noget primitivt. For os er det luksus at tage på vandretur og sove i et telt eller bo i en oldgammel stenhytte, som vi lige har gjort i Norditalien.”
“Selv om jeg elsker bylivet i København, kan det også hurtigt blive hektisk for mit nervesystem. Når der er run på, kan jeg føle mig stresset og få angst. Jeg får hjertebanken og ondt i maven. Min lunte bliver kortere. Jeg sover dårligt om natten, vågner med tankemylder kl. 4 og kan ikke falde i søvn igen. Jeg kan ikke forstå, hvorfor der er så meget ubehag i min krop. Da symptomerne begyndte for nogle år siden, var jeg ikke klar over, hvad det betød, men nu har jeg lært mine grænser bedre at kende.”
“Når de kommer snigende, så skal jeg ud i naturen og være omgivet af noget grønt. Det gør bare noget for mig at vågne til fuglekvidder, se noget vand og mærke vinden. Jeg trækker automatisk vejret dybere, når jeg kommer ud af byen. Det er en enorm vigtig opdagelse, jeg har gjort mig. Nu har fået min egen kolonihave, som ligger helt isoleret langt ude på landet. Så når jeg får svært ved at mærke mig selv, tager vi derud og laver mad af vores hjemmedyrkede grøntsager, som vi tilbereder i udekøkkenet og griller over bål. Det giver mig virkelig en følelse af ren zen.”
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
