Guldsmed Orit Elhanati har opnået international anerkendelse med hendes smykker. Hendes kunstneriske udtryk er inspireret af en opvækst i Danmark med sildemadder og frikadeller, men også af en far, som længtes hjem til Israel og de excentriske familiemiddage. Her fortæller hun om sine rødder gennem sit livs retter.
Denne artikel er en del af artikelserien ‘Livets retter’ fra ELLEs septembernummer.
Livets retter
Det, vi spiser, siger noget om, hvem vi er. For maden rummer fortællinger om vores kulturelle ophav, valg af livsbaner og -partnere, største øjeblikke og de bedste fester. I ELLEs septemberudgave fortæller Skuespiller Clara Rosager, digter Caspar Eric, manuskriptforfatter Mona Omar og guldsmed Orit Elhanati fortæller om de retter, som har formet deres liv. Her er det guldsmed Orit Elhanati, der fortæller om sit livs retter, der ligesom hendes ophav har både danske og israelske rødder.
Sol over Gudhjem
En stor del af min barndom tilbragte jeg i mine bedsteforældres have. Min mormor kørte ofte til fiskehandleren og købte røgede sild, så hun kunne lave Sol over Gudhjem med æggeblomme og purløg til min morfar, som var lidt af en patriark. På et tidspunkt var jeg gammel nok til at sidde ved siden af ham ved bordet og få min egen Sol over Gudhjem. Det blev en fast tradition.
Jeg var deres første barnebarn, så jeg fik ekstra meget opmærksomhed. Jeg husker det som om, at jeg altid var ved min morfars side. Han legede ofte, at han var en elefant, og så sad jeg på hans ryg og bestemte, hvor vi gik hen. Min mor var 19 år, da hun fik mig med den her eksotiske mand fra Israel, men på mange måder har jeg haft en traditionel dansk barndom. Mine bedsteforældre var virkelig danske. Min morfar havde 11 søskende, og de lignede alle hinanden.
Vi var en tæt familie som brugte mange timer sammen, spiste smørrebrød og holdt hyggelige langbordsmiddage. Jeg følte mig tryg, men var også bevidst om ikke at stikke for meget ud med min israelske side. Israel forbinder jeg med et eventyr. Vi besøgte min fars familie et par gange om året, og der var altid gang i den med et ekstremt højt lydniveau, og alle havde et stort temperament. Her var maden også samlingspunktet. Langborde med skøn mad fra Mellemøsten. Alle om bordet var lidt crazy, og samtalerne fløj afsted.
Når jeg tænker tilbage, så havde luften i Danmark en lidt kølig blå tone, en rolig farve, mens himlen var lyserød i Israel, og jorden lidt rød på grund af ler.
I mit barndomshjem i København spiste vi en blanding af min fars retter fra Mellemøsten og det, som alle andre danske børnefamilier spiste. Der var også frikadeller på bordet. Jeg tror, at mine forældre inkorporerede det danske, så min far kunne blive mere integreret. Men det gjorde, at vi var et mix af alt og ingenting. Hverken danske eller israelske.
Jeg havde en stærk følelse af at være rodløs. I mit hjem dansede vi til spanske og israelske toner – vi lyttede hverken til Shu-bi-dua eller Gasolin. Jeg var et stort spørgsmålstegn, når jeg forsøgte at synge med på de seje numre med mine veninder. Jeg var den mørkeste på skolen, hvilket jeg forsøgte at rette op på ved at få en million lyse striber i håret hos frisøren. Mit navn var svært at udtale. Jeg fattede ikke, hvorfor mine forældre havde givet mig et navn, der kun gav mig problemer. Mit største ønske var at hedde Mette.
”I Mellemøsten var jeg for modig og tog for mange beslutninger – for europæisk – og i Danmark var mit navn specielt, og jeg lignede ikke de andre”
Shakshouka
Min far var graciøs, flabet, egoistisk og havde et kæmpe temperament. En meget speciel far at vokse op med. Han lavede shakshouka til morgenmad. Eller græsk yoghurt med za’atar-krydderi og nødder. Morgenerne har altid spillet en væsentlig rolle i vores familie. Det var der, min far fik lov til at udfolde sig i køkkenet. Det betød meget for ham. Jeg havde en far, som var taget på jordomrejse og mødt den her danske skønhed, og så var det bare passion, indtil ilden lige pludselig var væk. Jeg husker mest af alt en far, som længtes efter at komme hjem til Israel.
Shakshouka.
En opvækst som ‘mixed child’ kan være en gave, men også det modsatte. Rodløst. I Mellemøsten var jeg for modig og tog for mange beslutninger – for europæisk – og i Danmark var mit navn specielt, og jeg lignede ikke de andre. Det betyder, at du bliver født med en helt naturlig ensomhed.
I dag kan jeg se, at rodløsheden var en gave at få med, fordi jeg som barn havde meget nemt ved at skabe mine egne universer. Jeg lavede hele tiden noget kreativt, sad for mig selv og tegnede, syede tøj eller skabte håndlavede dukkehuse med min morfar. I dag udtrykker jeg mig bare gennem smykker. Der kom helt sikkert noget godt ud af den ensomhed.
I familien i Israel er smykker gået i arv i generationer. Og smykkernes fortællinger og betydninger har altid fyldt meget i samtalerne. Derfor lå det lige til højrebenet, at jeg kunne gå i den retning. Men jeg tror egentlig, at jeg kunne have gået andre veje, så længe det handlede om at arbejde med en form: tegne en bil, klippe hår, være gartner.
Det har altid været fuldt accepteret, at man gik sine egne veje. At forfølge sine drømme.
Orits shakshouka
”Jeg hakker løg og rød peberfrugt, smider det ned i en lækker olivenolie og svitser det på panden. Så tilføjer jeg lidt paprika, spidskommen og chili. Efter et par minutter tilføjer jeg tomatpasta og lader det koge op. Krydrer det med salt og peber. Jeg slår et æg ud og lader det ligge og boble i saucen. Når ægget er færdigt, tilføjer jeg masser friskhakket persille. Og så er det bare mums. Morgenmad.”
Det var til gengæld et helvede at blive uddannet guldsmed. Jeg græd dagligt. Jeg var helt klart den dårligste på holdet, for jeg hørte ikke efter og ville ikke lave symmetri eller polere smykkerne. Det eneste, jeg ventede på, var frihed og komme ud og lave alt det, jeg havde i hovedet. Men det har også været vigtigt at komme helt ned i håndværket. Blive beskidt, hamre og slå metallet ihjel for så at bygge det op igen. Forfra, forfra, forfra.
Jeg havde en virkelig streng chef, da jeg var i lære. Hvis jeg sad med benene over kors, sparkede han dem ned. Normalt spillede jeg lidt smart, hvis jeg ikke kunne finde ud af noget, men hos ham var det bare forfra. Han var en ældre mand, og i starten tænkte jeg: ’What the fuck!’. Men han gav mig respekten for håndværket og lærte mig at arbejde struktureret. Vi endte med at opbygge et meget stærkt venskab. Han har helt klart gjort mig til den guldsmed, jeg er i dag.
Nu laver jeg ikke det skæve og upolerede, fordi jeg ikke kan finde ud af det andet, men fordi det er det rigtige for mig. Det er min kunst. Jeg har altid været en drømmer. Jeg vil sige så meget og vise så meget, og det kan ikke lade sig gøre, hvis jeg skal lave noget rigtig godt. Jeg kan jo ikke være alle steder. Og jeg skal også lære at komme i mål. Det er noget, jeg altid har dealet med, også selv om min læremester gav mig noget af det realistiske krydderi. Jeg ved ikke, hvor det stammer fra, men jeg bliver altid melankolsk, når jeg færdiggør noget.
Østers
Som 19-20-årig var jeg inviteret til en ekstravagant maskefest. Der var østers i bjerge og røde roser overalt. Intet andet. Jeg var helt blæst bagover. Wow! Jeg syntes, at østers smagte forfærdeligt. Men hele oplevelsen satte sig i mig, og i dag kan jeg leve af dem. Mine børn elsker også østers. Det er blevet en passion. Jeg bruger dem også i mine smykker.
Østers skal nydes helt enkelt, kun med citron til. Jeg kan godt lide at lægge dem oven på, hvad der nu er i haven. Det skal være smukt og enkelt, men ikke romantisk. Det er en fin balance. Hvis de ligger i et østersfad med is og med roser ovenpå, bliver det for ’corny’.
“Østers skal nydes helt enkelt, kun med citron til. Jeg kan godt lide at lægge dem oven på, hvad der nu er i haven. ”
Jeg er meget inspireret af livet under havets overflade. Jeg er ikke romantiker, så jeg bruger det, jeg ser. Jeg kan tage et klippestykke med hjem fra Sinai-halvøen, et søpindsvin fra Mallorca eller en konkylie fra stranden i Tel Aviv, som jeg faktisk har brugt i næsten alle mine smykker. Jeg kan godt lide, når noget oldgammelt bliver sat sammen med det spritnye. Guld er selvfølgelig ikke nyt, men når det kommer ud fra mig, så skinner det virkelig guld i guld. Når jeg laver aftrykket af konkylien, så er det ikke kun mig, som sidder og hamrer, så får smykket et ekstra lag af en mytisk historiefortælling.
Jeg er meget fascineret af det abstrakte. Rå tekstur. At jeg ikke giver kunden hele historien på forhånd. Jeg er ikke så dygtig en guldsmed, at jeg kan lave en ring, som du kan se, fortæller et H.C. Andersen-eventyr. Jeg bliver kun i følelsen, og lige inden du kan genkende noget, stopper jeg.
Tabbouleh, thrina og bourekas
Tabbouleh.
Der har altid været mange småretter på bordet i min familie, så jeg er ikke hende, som går i køkkenet og laver en enkelt ret. Jeg er meget passioneret, når jeg laver mad. Men det skal også være enkelt. En fisk, som er grillet. Jeg kan godt lide, at den bare ligger der, og ikke er for pyntet, og så er der forskellige salater og dyppelser ved siden af.
Tabbouleh og thrina, som er en anden form for hummus lavet på primært tahini, skal altid være på bordet. Og så skifter vi lidt ud i salaterne, og nogle gange får vi også bourekas, som min mor lærte at lave af min far.
Orits tabbouleh
”Den er krævende, fordi der er så meget, som skal hakkes. Jeg koger bulgur eller couscous. Hakker tomater og agurk i små tern og løg helt fint. Jeg blander grøntsager sammen med bulgur eller couscous og krydrer det hele med salt, peber og citron og masser af persille og koriander.”
Jeg gør mig meget umage, når jeg laver mad. Ligesom i arbejdet med smykker. Jeg vil vildt gerne være røvdygtig til alt, hvad jeg laver, så jeg kaster mig ofte ud i nogle projekter, hvor jeg på ingen måde kan bunde. Både i køkkenet og i værkstedet. Det er bare en lille smule sjovere, når du stresser og sveder lidt. Den monotone lykke tiltaler mig ikke.
Jeg kan godt lide de perioder, hvor jeg laver noget, som er uden for min komfortzone. Så er jeg en blærerøv og danser rundt og har det hjernedødt sjovt. Men så er der også de dage, hvor jeg ligger i fosterstilling og ikke ved, hvad jeg skal tage mig til. Det er én og samme mønt. Jeg tror ikke, at du kan skabe noget interessant, hvis du ikke mærker yderpunkterne af dit følelsesregister.
”Jeg vil vildt gerne være røvdygtig til alt, hvad jeg laver, så jeg kaster mig ofte ud i nogle projekter, hvor jeg på ingen måde kan bunde”
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
