Emily Gernild har travlt i sit virke som billedkunstner. Med udstillinger på museer og gallerier i både Danmark, Tyskland og Norge har hun mange rejsedage, og derfor har hun brug for faste rutiner i dagligdagen – og stamsteder. Det skaber ro, tryghed og rammer for kreativitet.
Blå bog
Emily Gernild, 39 år, billedkunstner.
Uddannet på Det Fynske Kunstakademi og Kunstakademie Düsseldorf i 2016.
Hun har udstillet på museer som Arken, Trapholt og senest med en stor soloudstilling på Gl. Holtegaard i 2023.
Til august er hun aktuel med en udstilling hos Galleri Bo Bjerggaard, der også er hendes faste galleri.
Bor i Bispebjerg, København, med sin mand og deres to børn.
Søborg Kaffehus
Jeg har brug for at føle, at jeg hører til, så derfor kommer jeg på Søborg Kaffehus næsten hver morgen. Når jeg træder ind ad døren, ser jeg stort set altid de samme mennesker, som hilser med gensynsglæde. Personalet ved, hvad jeg drikker. De kalder det en medarbejderkaffe, fordi det er den, de selv drikker: tre shots og lidt mælk.
Søborg Kaffehus kan bedst beskrives som kaffebarens svar på Sams Bar. Jeg har aldrig oplevet et sted, hvor gæsterne kender hinanden på kryds og tværs. Det er alle typer, som kommer der. Ejeren, Mette, har boet mange steder i udlandet, og der kommer en del kulturfolk som forfattere og skuespillere, men der er også teenagere og pensionister. Noget af det smukke ved stedet er en stamgæst som Kirsten, der ofte stikker hovedet ind og lige siger, at hun ikke har tid til at komme i dag. En anden stamgæst er en Hus Forbi-sælger, som betaler sin regning en gang om måneden. Jeg har haft mange sjove samtaler med Helge, en pensioneret ingeniør, som har været udstationeret forskellige steder i verden. Han er næsten som en slags bedstefar.
Mette er en energisk type, som samler folk omkring sig. Hvis du mangler én til at fikse noget, en god massør eller en læge, så kan Mette skaffe en til dig. Hvis man hænger lidt med hovedet eller har parforholdsproblemer, kan man snakke med de andre gæster om det, og så griner vi lidt af hinandens udfordringer. Følelsen af, at jeg skaber værdi for andre med min tilstedeværelse, ligesom de gør for mig, er meget dyrebar. Søborg Kaffehus indgyder til, at man lægger telefonen væk, drikker kaffe og kigger op. Op på ens medmennesker. Jeg kan godt få fornemmelsen af, at jeg har været sammen med mine venner og familie, når jeg cykler videre mod mit værksted.
Storm B Café
I et almennyttigt boligbyggeri på hjørnet af Degnestavnen i Nordvest ligger Storm B i stueetagen, og det føles virkelig som at gå ind i en stuelejlighed. Caféen har en hjemlig atmosfære. Det er drevet af et ungt ægtepar, som vist nok bor oven over med to små børn, og har knoklet for at få stedet til at leve. Og det er de lykkes med. Jeg kan godt lide det område i Nordvest, fordi der er plads til at være iværksætter, og det er ikke blevet overrendt af turister endnu. Der er stadig noget nyt og sprødt over det. Jeg sætter pris på de åndehuller i byen, som emmer lidt af storbyliv, men hvor der samtidig er plads og ro.
Jeg kommer på Storm B i forskellige anledninger. Nogle gange sidder jeg og læser for mig selv, efter at have afleveret ungerne. Det er også et godt sted at være sammen med sine venner og spille spil og drikke drinks. I weekender eller på tidlige hverdagsaftener kommer vi der ofte med børnene for at spise. Maden er også god. De har tit en vegetargryderet, og så laver de en virkelig god fish and chips. Modsat caféen ligger en legeplads, så børnene kan lege, mens vi kan drikke en øl sammen og føle os lidt som kærester.
Når jeg har været ude og rejse i mere end et par dage, kan jeg ofte mærke en følelse af, at der mangler noget. For mig er rutiner vigtige i min tilværelse, som godt kan være omskiftelig med rejser, udstillinger og konstante møder med nye mennesker. Jeg har brug for en ramme i mit liv. Også for at kunne lave kunst. Når jeg får en ramme, skaber jeg samtidig rum for frihed. At have et stamsted giver mig et fast holdepunkt og noget, som ikke er flygtigt.
Grand Teatret
Før vi fik børn, kom jeg næsten ugentlig i Grand for at se en film alene. Gerne om formiddagen, hvor der ikke var så mange andre gæster. Jeg holder meget af at gå i biografen. Det er som at gå på museum og se et vidunderligt værk. I biografen har du bare mulighed for at være alene, det er bare dig og lærredet. Du sidder og oplever, og så går du igen. På et museum skal du forholde dig til bygningen og andre mennesker. Jeg kan godt lide at læne mig tilbage i sædet og lade mig blive suget helt ind i en anden verden og så tage hjem og tegne, male eller skrive.
Jeg bliver især inspireret af film med et lyrisk og poetisk sprog, og hvor billedsproget er mere udstrakt og ikke for forklarende. Det efterlader plads til, at man fantasi kan udfolde sig. En af mine favoritinstruktører, Michael Haneke, bruger reallyd, lange indstillinger, perioder uden lyd, sort og hvid-billeder, og man har en fornemmelse af, at der er en mening med hver eneste skud i hans film. Det er det samme, jeg finder i billedkunsten, når en kunstner har arbejdet nøje med hver eneste detalje i et værk.
Grand Teatret er et ikonisk sted. Der er noget klassisk over det, som jeg sætter pris på. De har nogle kvaliteter og traditioner, som de holder fast ved. Det kan jeg godt lide. Man kan ikke købe slik og popcorn, og forhallen er ikke fuld af folk med enorme sodavand. Du kan drikke et glas vin og få en kunstnerisk oplevelse. Grand er altid garant for en vis kvalitet.