Kulturjournalist, podcastvært og forfatter Lucia Odoom fortæller her om sine livretter, skønhedsproduktet, hun køber igen og igen, og sit forbillede, som er "så great", at vi slet ikke forstår det.
Lucia Odoom
36 år. Kulturjournalist, podcastvært og forfatter. Laver bl.a. Politikens Poptillæg og udkommer senere i år med romanen Cosmos på Gads Forlag. Opvokset i Hillerød, bor i dag på Nørrebro i København med sin 2-årige søn, Erik.
Den første kulturoplevelse, jeg kan huske, er en Aqua-koncert i Tivoli i 1997. Jeg var 10 år, og jeg så den med min storebror. Jeg husker det som en særlig popkulturel sommer: Spice Girls, prinsesse Diana og året hvor jeg fik min første cd.
Når jeg tænker over, hvad jeg ville lave, hvis jeg ikke lavede det, som jeg gør i dag, tænker jeg tilbage på, hvornår jeg har haft det sjovest med at gå på arbejde. Lige inden jeg begyndte at lave radio, arbejdede jeg i en børnehave, og der havde jeg det så sjovt! Jeg crushede lidt på nogle af forældrene. På den måde kan jeg godt være lidt livsstadiemisundelig på nogle af de unge, som jeg afleverer min søn til i institutionen. Og på de ældre pædagoger, som skal være sammen med børnene, lave kunst, lære dem at spire frø og se solsikkerne vokse. Det er meget relationelt – det er mit arbejde jo også, men det er tilsat filter og prestige – pædagoger er bare så uundværlige.
En gadget, jeg ikke kan leve uden, er lige som alle andre mine AirPods. Jeg hører mange podcasts og er især glad for ‘Everything is Fine’: En podcast for kvinder over 40. Igen er det nok noget med at være livsstadiemisunderlig.
Den sidste sms, jeg sendte, var til min ven, forfatteren Moussa Mchangama. Han har lige udgivet bogen ‘Tekster om hjem’, og jeg var til hans bogreception med min søn. Moussas datter var der også, og der var voksne og gamle. Jeg skrev til ham, at det var en meget rørende oplevelse for mig, og at jeg var glad for, at vores børn skal vokse op med sådan nogle oplevelser og sådan en form for litteratur, der ikke fandtes, da jeg var barn.
Lucia Odoom- Kjole, Rabens Saloner. Smykker, Elhanati
x Conie Vallese.
Den bedste gave, jeg har givet for nylig, var Reggie Watts-billetter til mine brødre. Vi mødes til familiesammenkomster, men jeg vil gerne give dem en fælles oplevelse, og i stedet for at prøve at tvinge mig selv til at forestille mig, hvad der ville være sjovt for dem, giver jeg dem noget, som siger noget om, hvem jeg er. Det kan godt, som voksen, være lidt svært at vise, hvem man egentlig er i familiesammenhænge. Og jeg synes, det er en god idé at give gaver, som understreger, hvad man gerne vil med de mennesker. Så derfor skal vi grine sammen.
Når jeg har brug for inspiration, ser jeg film og hører musik og læser bøger. Jeg holder mig væk fra kontorlandskaber, hvor jeg får det lidt samlebåndsagtigt og dykker i stedet ned i værker, der kan inspirere mig. Jeg kan ikke lige tage en smuttur til Rom, så inspirationskilden skal være ret umiddelbar, som en film f.eks. er.
Min livret er, lige som alle andre millennials’, pasta. I går spiste jeg pasta med palmekål, citron, mascarpone og ravost. Ravost er mit salt. Det er Nettos svar på vesterhavsost, og det er et kæmpe hack.
Skønhedsproduktet jeg bruger igen og igen, er Niveas ‘Body milk’. Den dufter af sommerdage i 1997. Jeg bruger den også som maske og lægger den i et tykt lag, som selv suger ind. Jeg synes, at mange dyre cremer bare lægger sig ovenpå min hud uden at trænge ind. Det kan være ret svært at have så meget melanin i huden i det her klima, men den her er perfekt og koster ofte 25 kr. på tilbud.
Mit forbillede er Hella Joof. Hun laver film og haveprogrammer, skriver bøger, har hus og hund på landet og holder foredrag. Hun er meget betænksom, men folk kan også godt blive sure på hende, og det tackler hun også godt. Hun er et giga menneske. Vi anerkender hende slet ikke nok. Det er, som om vi slet ikke kan rumme, hvor great hun er.
Min personlige stil er lidt luksushippie-agtig. Jeg kan godt lide orange og varme 70’er- agtige ting, jeg både kan bruge hjemme og til fest. Jeg går helt klart til færre glamourøse ting, end jeg gjorde engang, nu sidder jeg mest hjemme og skriver og er sammen med mit barn. Det er også, som om min ægte stil og min stilopfattelse ikke er helt enige. Jeg vil jo gerne være luksushippe, men måske er jeg mest Krummes mor.
I min taske er der altid rod, kaos, AirPods, en bog, det røde Stimorol-tyggegummi, dameblade, som jeg låner fra min arbejdsplads, og min kalender. Når jeg skriver, har jeg en regel om, at jeg ikke må læse noget, som ikke handler om at skrive, for ellers kommer jeg til at adoptere andre forfatteres sprog og tempo. Det går ikke. Det er inspirerende, men ikke adopterende at læse om at skrive. Alting i min taske er så nusset, fordi jeg er brun, og min makeup er brun, så alt bliver brunt.
Den bedste duft i verden er bergamotte, lavendel og patchouli. Og ellers bål. Alt, der dufter varmt.
En egenskab, jeg sætter stor pris på er generøsitet. Også følelsesmæssigt: Folk, der taler over sig på en det havde de ikke behøvetagtig måde. Der hvor folk måske selv synes, det er pinligt, men jeg synes, det er så fint, når folk ikke er nærige og bange.
Den seneste ting, jeg har købt, som jeg elsker, er et legekøkken til min søn. Nogle venner hjalp med at samle det, så når jeg kigger på det, minder det mig også om en umage, som de har gjort for mig.
Sønnen Eriks nye legekøkken er det bedste køb, Lucia Odoom har gjort for nylig. Det minder hende om en umage, hendes venner har gjort for hende, fordi de samlede det.
Byen, jeg ikke kan vente på at komme tilbage til er Gudhjem. Jeg var på Bornholm i sommer og havde det pragtfuldt. I Gudhjem er der en bakke, hvor man kan kigge ud, der er gode spise- og kaffesteder, og der var en amerikansk kvinde, der solgte grilled cheese, som jeg tænkte på resten af sommeren. Det er et magisk sted, Gudhjem, jeg ville gerne bo der, men jeg ved ikke, hvad jeg skulle lave der.
Den bedste souvenir, jeg har bragt hjem er bornholmsk honning. Jeg har ikke rejst udenlands siden 2019.
Filmen jeg kan se igen og igen er Terrence Malicks Days of Heaven fra 1978. Den er lige magisk for mig at se hver gang, og jeg er evigt forelsket i Sam Shepard og det lys, der hænger i hele filmen som en smuk drøm.
Jeg kommer altid til at grine af gruppetekstbeskeder. Der er så meget kaos og energi i at tale i munden på hinanden i gruppebeskeder.
Favoritrummet i min lejlighed er soveværelset, hvor jeg kan kigge ud på Nørrebros tage og på graffiti på Baldersgade. Ingen sexisme, anti social sad kid, står der blandt andet.
Den bedste bog, jeg har læst er Selvportræt af Édouard Levé. Det var den bog, der gav mig lyst til at skrive. Jeg havde egentlig altid haft lyst til det, men jeg troede ikke, jeg måtte, ud fra den måde jeg skrev på. Men jeg læste den i 2013 og begyndte at skrive derefter. Jeg var fan af et norsk forlag, Flamme, som havde oversat den fra fransk, så jeg købte den, fordi det er let og sjovt at læse norsk.
Lige nu færdiggør Lucia Odoom sin roman ‘Cosmos’, der udkommer senere på året. Hun har lavet en regel for sig selv om, at hun kun må læse tekster, der handler om at skrive, mens hun redigerer sin bog, så hun ikke adopterer andre romanforfatteres tempo og skrivestil.
I mit køleskab er der altid gulerødder, rødkål og spidskål med appelsiner til råkost, ravost og sprayflødeskum til varm kakao, det er så undervurderet. Der er også øl til gæster, men jeg er selv mindre og mindre en alkoholpige. Jeg drak tre glas vin i fredags og var fuldstændig færdig dagen efter. To glas bobler bliver jeg frisk af, resten river livet ud af mig. Engang havde jeg et stort hul af energi i min krop, men nu er det slut. Jeg føler, jeg nærmer mig overgangsalderen, men jeg synes jo ikke, det er længe siden, jeg var 26. Det er nok fordi, jeg er småbørnsmor. Jeg føler mig ældre end mine 45-årige kollegaer, der har 18-årige børn. De er så veludhvilede.
En kunstner, jeg ville ønske hang på min væg er Cassie Namoda (@cas_amandaa). Hun maler tit noget med forældre og børn. Der er en ekstrem nærhed i hendes malerier. Hvis jeg kommer til penge en dag, skal jeg have et af hendes værker.
I 2024 vil jeg bare leve indefra og ud.
