Da krigen brød ud i Ukraine i februar 2022, skiftede modefotografen Karl Maris karrierevej. Det gav sig selv, at det, der nu var vigtigt, var og er at dokumentere virkeligheden. Journalist Maya Tekeli har via en krypteret app aftalt interview og talt med ham.
Selv om jeg forstår tanken om, at man kan begrænse kommunikation mellem kriminelle ved at overvåge dem, og på trods af at appen Telegram har været under heftig kritik, er jeg sådan set glad for at have den installeret på min telefon.
Telegrams administrerende direktør, Pavel Durov, er blevet sigtet af den franske anklagemyndighed for at tillade kriminelle aktiviteter på sin platform, fordi den er blevet brugt til at dele nøgenbilleder uden samtykke samt overgrebsmateriale med børn, ligesom det blandt andet er på Telegram, bander har efterlyst helt unge svenske freelancekriminelle til at begå vold og drab i Danmark.
Der er ingen tvivl om, at der foregår mange dårlige ting i de lukkede rum, der opstår, når man chatter hemmeligt, men hvis jeg må tillade mig at pille i egen navle, så er de krypterede beskedtjenester altså ret vigtige for journalister som mig, der til tider arbejder med følsomme oplysninger eller kommunikerer med kilder, der befinder sig i usikre miljøer.
Vores tidligere justitsminister, Peter Hummelgaard, har været åben om, at han helst så Whatsapp, Signal og Telegram smidt på porten, så kriminelle ikke kan bestille drab og bandebræk i skjul. Der er det mit indtryk, at den såkaldte ”almindelige dansker” har fået en forvrænget idé om, hvad man kan bruge tjenesterne til.
Det synes jeg, er ærgerligt.
“Uden apps som Telegram havde jeg nemlig ikke talt med Karl Maris, en tidligere ukrainsk modefotograf, der, da krigen brød ud i februar 2022, skiftede karrierevej”
Uden apps som Telegram havde jeg nemlig ikke talt med Karl Maris, en tidligere ukrainsk modefotograf, der, da krigen brød ud i februar 2022, skiftede karrierevej. De beskeder, vi sendte frem og tilbage mellem hinanden for at planlægge et interview, var ende-til-ende-krypterede, hvilket egentlig bare betyder, at vores koordinering forblev privat og skjult for tredjeparter, og selv om det ikke nødvendigvis var tophemmelig information, at jeg først kunne tale i telefon om aftenen, så var vi principielt beskyttet mod overvågning, hacking eller afsløring af vores færden den dag i august.
“Telegram er ligeså populær som Messenger,” sagde Karl om Telegram.
Det har han sådan set ret i, for selvom appens kildekode for applikationerne er open source, er server-koden ikke offentligt tilgængelig. Det betyder, at uafhængige eksperter ikke kan gennemgå, hvordan Telegram håndterer data og sikkerhed på deres servere. Telegram er også blevet kritiseret for, hvordan de samarbejder eller ikke samarbejder med myndigheder i forskellige lande. Da Telegram opbevarer beskeder på sine servere, kan de potentielt blive bedt om at udlevere information til myndigheder, hvis de er under pres fra regeringer.
“Her er der sådan set bare en illusion om, at man taler i sikkerhed,” sagde han.
Jeg er godt nok et privat menneske, men det hemmelighedsfulde del af vores samtale, om den så var det eller ej, var velsagtens mest relevant for Karl i sidste ende.
“Der har været flere luftangreb i Ukraine i dag,” sagde han skrattende i telefonen, før han forsvandt et par gange ind i huller i forbindelsen.
Jeg forstod ret hurtig, at det var et spørgsmål om held og tilfælde, at vi overhovedet talte sammen, for strømmen i det område, som Karl befandt sig i, virkede kun et par timer om dagen. Når den så gjorde, var det ikke nødvendigvis samtaler med mig men derimod sådan noget som at lave mad, der virkede vigtigt at prioritere.
Karl forklarede, at han som regel også ville bruge tiden på at arbejde på sin computer, redigere nogle videoer og passe sit arbejde ved for eksempel at printe nogle af sine fotografier ud, så de kan blive udstillet.
“Jeg havde, da jeg kontaktede ham første gang, forklaret, at jeg gerne ville tale med ham, fordi jeg interesserer mig for, hvordan man egentlig omstiller sig fra at være modefotograf til pludselig at leve et liv, der handler om at dokumentere en krig i sit hjemland”
Jeg havde, da jeg kontaktede ham første gang, forklaret, at jeg gerne ville tale med ham, fordi jeg interesserer mig for, hvordan man egentlig omstiller sig fra at være modefotograf til pludselig at leve et liv, der handler om at dokumentere en krig i sit hjemland. Karl kaldte det for en “big energy”.
Når forbindelsen ikke røg, var vi sprogligt udfordrede i vores samtale. Engelsk er ikke vores modersmål, og det kreative sprog er på tværs af kontinenter meget forskelligt. Jeg har flere gange erfaret, at danske sprogblomster visner udenfor Schengen, men også at kynisme heldigvis er et globalt kunstsprog, man kan komme ret langt med.
“Jeg forestiller mig, at du gerne ville have, at jeg fortæller en romantisk historie om min kreative udvikling,” sagde Karl.
“Ja, det ville være rigtig godt, hvis du kunne sige noget rørende,” svarede jeg og mente det sådan set.
Der er et naturligt sammenfald i journalisters og fotografers tilgang til verden omkring os. Vi er ofte tiltrukket af dynamikken i forholdet mellem politiske virkeligheder og menneskelige oplevelser gennem en linse af kritisk afstand, der efter min mening hjælper os med at håndtere de ubehagelige aspekter af menneskers adfærd, som vi tit bliver nødt til at forholde os til.
I mit eget tilfælde kommer den afstand til udtryk i en skepsis over for autoriteter og officielle fortællinger, og i et behov for at få dokumenteret de ting jeg hører med håndgribelig information eller billeder, før jeg tror på det.
Derfor har jeg altid været særligt optaget af fotografers arbejde. De er simpelthen i stand til at formidle en historie med et enkelt blik, der ikke kun supplerer men også forstærker en skriftlig fortælling, som jeg har gang i. Deres blik er afgørende for at engagere andre mennesker end den umiddelbare målgruppe.
Nogle ting siger man bedre med et billede end med tusind forskellige ord, og jeg må indrømme, at fotografers værker da ofte kommer meget tættere på at være kunst, end mine egne gør.
“Jeg tænker også på den måde,” sagde Karl. Han oplever sit arbejde som kunst.
“Jeg blev inspireret af menneskelig skønhed. Det førte mig ind i modefotografi. Jeg boede og arbejdede i Kyiv, og nogle gange tog jeg til Europa for at fotografere. Det handlede alt sammen om skønhed,” sagde han. “Skønhed for skønhedens skyld. Jeg søgte længe efter essensen af det.”
Karl Maris, som er hans vestlige navn, har en ret stor portofolio med mode bag sig. Han har i mange år været fotograf til modeuger og modeshows i Ukraine.
Da krigen brød ud, var der ifølge ham selv ikke nogen større, indre debat, der talte ham fra at begynde at dokumentere den. “På krigens første dag gik jeg ned for at købe film til mit kamera,” sagde han. “Det blev faktisk farligt at gå rundt med det overalt, for kameraet ligner jo en stor pistol og havde måske også den samme funktion.”
På trods af den let forståelige og overhængende risiko, man løber som fotograf, ser man hurtigt, hvor tæt på Karl alligevel kommer med sin store pistol, når man betragter hans billeder. Portrætterne er vedkommende, levende og smukke uden at provokere alvoren i de scener, han befandt sig i. Han fremkalder flere forskellige steder Kyiv i mørkekammer, når han kan komme til det.
“Det er mere interessant for mig at arbejde med dokumentarisme, end det er at arbejde med mode og skønhed nu. Jeg synes, det kan virke som noget fra en tegneserie.”
HVAD FOR NOGLE TEGNESERIER TÆNKER DU PÅ?
“Når du ser på sådan noget som The Met Gala eller et modebrand i Europa, USA eller i Kyiv for den sags skyld. Der er mange mennesker, der bare prøver at leve deres liv ved at afholde et galla-arrangement eller købe ind i en tøjbutik. Jeg vil selvfølgelig også gerne leve det bedste liv, men jeg befinder mig det samme sted som den her virus. Jeg ser og forstår præcis, hvad der foregår i skyttegravene og i centrum af Ukraine nu. Det vil jeg fortælle.”
HVAD VIL DU FORTÆLLE?
“Jeg vil fortælle om spændingerne og frygten.”
Jeg forestiller mig, at det at arbejde som fotograf på tværs af så forskellige genrer som mode- og krigsfotografi kræver en form for naturtalent.
I min optik handler modefotografi vel traditionelt set om at skabe æstetiske og idealiserede billeder, der fanger og formidler alt det pæne ved tøj, mennesker og deres omgivelser. Man kan vel sige, at det er en verden, hvor der er stor opmærksomhed på at skabe drømmeagtige billeder, som vi kan gå og håbe på, at vi får råd til at genskabe derhjemme.
“Når man fotograferer mode eller noget lignende, hvor man viser to fantastiske mennesker i smukke kjoler, tænker jeg altid, at det handler om at vise skønhed – en vidunderlig skønhed. Du vil skabe en smuk historie, som kan sælges,” forklarer Karl. “Når det drejer sig om dokumentarfotografi, kan det også handle om skønhed og at tjene et formål, men det er en del af en simpel hverdag og et enkelt liv. Det er vigtigere.”
HVAD VAR EGENTLIG NOGET AF DET FØRSTE, DU FOTOGRAFEREDE, DA KRIGEN BRØD UD?
“Jeg tog ret tidligt i krigens første uger fra Lyiv til Kyiv og tilbage i de første dage i marts og mødtes med en af mine venner. Han har lavet nogle af maskerne til som Slipknot bruger, når de spiller.”
ALTSÅ, DET AMERIKANSKE HEAVYBAND SLIPKNOT?
“Ja. Det var uhyggeligt at fotografere, men derfra mødte jeg nogle franske journalister. Den 7. marts rejste jeg med dem ud i forskellige byer. De lugtede af ild. Det var en mørk tid, men journalisterne havde meget erfaring, og jeg begyndte at arbejde med dem flere gange.”
De fleste danskere ved, at vores og flere andre internationale journalister har mistet adgangen til krigszoner i løbet af de seneste år. Gaza-striben er på mange måder en nyhedsørken, og I, der læser med lige nu, kan sikkert huske, da den danske Rusland-korrespondent for DR Mathilde Kimer mistede sin adgang til Rusland ved krigens begyndelse.
”Jeg var vred og såret og afmægtig efter det møde. Jeg har brugt så mange dage af mit liv i skyttegrave og andre steder for at rapportere fra den her krig, så at skulle høre på sådan nogle beskyldninger – oven i købet kort tid efter at være blevet losset ud af Rusland – det er så sort for mig. Jeg har en mærkelig følelse af at være blevet forrådt,” fortalte hun dengang Journalisten og DR.
Hun har absolut ikke været den eneste, og derfor føler Karl også en særlig forpligtigelse til at dokumentere en historie, der for de fleste ellers er skjult.
“Jeg forstår, hvad det materiale, jeg får hjem, kan betyde. Hvert billede kan have indflydelse på andre menneskers opfattelse af virkeligheden men også på samfundet i fremtiden,” sagde han.
I et øjeblik skammede jeg mig over, at jeg først lærte ham at kende to år inde i krigen, selv om jeg betragter mig selv som et oplyst og opsøgende menneske. Mange af de fotografer og journalister, han nævnte navnene på, kender jeg heller ikke. “Nogle gange føles det som journalistik. Og det er den største forandring i mit liv,” sagde han. “Det er en stor opgave.”
Karl er optaget af film og fortalte, hvordan den amerikanske modedesigner Tom Ford har instrueret to spillefilm. Det vidste jeg ikke, men da jeg så dem, forstod jeg Karl bedre.
Den første, ’A Single Man’ fra 2009, foregår i Los Angeles i 1962 og følger en dag i livet hos George Falconer, en homoseksuel, britisk universitetsprofessor, spillet af Colin Firth, som sørger over tabet af sin partner, Jim. George kæmper med at finde mening i livet efter Jims død, mens han reflekterer over minder og de forhold, der definerer hans liv. I løbet af dagen møder han forskellige personer, der på hver sin måde påvirker hans beslutning om, hvorvidt han vil fortsætte med at leve. Filmen var faktisk meget gribende og elegant. Jeg bemærkede en meget omhyggelig brug af farver, lys, og mode, der afspejler Georges følelsesmæssige tilstande. Den var stiliseret og meget æstetisk tiltalende i sit udtryk – ligesom flere af Karls fotografier.
“Jeg ser også referencer til Tarantino-film, og jeg kan forestille mig personer fra modeverdenen på slagmarken”
Hans anden film er lige så smuk men meget grovere. ’Nocturnal Animals’ fra 2016 er nemlig en psykologisk thriller, baseret på romanen ’Tony and Susan’ af Austin Wright. Filmen følger kunstgalleristen Susan Morrow, spillet af Amy Adams, der modtager et manuskript fra sin eksmand, Edward. Ham spiller Jake Gyllenhaal. Manuskriptet, som også hedder ’Nocturnal Animals’, fortæller en ret voldsom og mørk historie om en mand, hvis familieferie bliver til et mareridt. En urovækkende film, der især gør indtryk i kontrasterne mellem en glitrende verden af kunst og mode og mørk, rå vold.
Karl, du tager jo også virkelig smukke billeder fra noget så grimt som krig. Er det fordi, du har det der blik for at sælge skønheden med dig?
“Det er jo den bagage, jeg har med, og det inspirerer mig selvfølgelig også, når jeg for eksempel fotograferer en dreng på en tank eller noget lignende. Jeg ser også referencer til Tarantino-film, og jeg kan forestille mig personer fra modeverdenen på slagmarken. Fordi det er mennesker, det handler om, og mange af billederne kunne jeg sådan set også have taget som modefotograf.”
Det lød først som en mærkelig tanke for mig.
“Når jeg tager et billede, dukker der billeder op i mit hoved. Det kan være et barndomsminde – min mor, min far, eller et foto af Mugler fra 90’erne. Der er sådan en strøm af idéer på ét øjeblik, og du skal vælge den rette, passende idé for at få et godt billede,” sagde Karl.
Det kunne jeg forstå, og da jeg læste mig klogere på krigen som kulisse for scener, der står uden for den, faldt jeg flere gange over modeindustrien.
Richard Avedon, en af de mest indflydelsesrige modefotografer i det 20. århundrede, lavede i 1960’erne en række billeder, der portrætterede modeller i dramatiske og ofte konfrontatoriske scener.
I hans arbejde ’War’ undersøgte han, hvordan tøj og mode kunne placeres i en kontekst af konflikt og forandring, selv om det ikke altid var direkte relateret til krig. Hans arbejde var kendt for at blande mode med stærke sociale og politiske kommentarer, og Steven Meisel, en af modeverdenens mest berømte fotografer, skabte en opmærksomhedsskabende kampagne for Versace i foråret/sommeren 2003. Fotoshootet blev inspireret af militære temaer og viste modeller klædt i dramatiske, krigsinspirerede outfits.
Den italiensk-amerikanske fotograf Mario Sorrenti var også hjernen bag en lidt opsigtsvækkende modeskydning med titlen ’Military Chic’ til Vogue i 2002. Han brugte en krigsinspireret kulisse og scenografi til at præsentere tøj med militære elementer såsom camouflage og struktur, som vist også er en æstetik, der kom for at blive og udvikle sig til det, man kalder for ‘tactical wear’ nu om dage.
“Jeg har hørt om en modefotograf, Ann Leibovitz, der arbejder i i Kyiv, med præsident Zelensky,” fortalte Karl.
Jeg skelede til en beige Burberry-frakke, der hang på mit tøjstativ, mens vi talte. Selv om jeg primært har den på i situationer, hvor jeg gerne vil fremstå professionel, er trenchcoaten et af de mest ikoniske stykker militærtøj i min garderobe. Den blev først udviklet til britiske soldater under Første Verdenskrig, designet af Thomas Burberry og var lavet af vandafvisende gabardine-stof, der var både praktisk og holdbart. Efter krigen blev trenchcoaten hurtigt populær blandt civile, selv om folk i Storbritannien – ligesom i Ukraine – havde lidt mere presserende bekymringer end tøj. Det kunne være luftangreb og mulig tysk invasion. Ressourcer og råmaterialer til civil beklædning var i øvrigt begrænsede, mens priserne samtidigt steg.
Det blev vigtigt for civilt tøj at være praktisk, men folk, der havde med tøj og tilbehør at gøre, så hurtigt deres snit til at tjene en skilling på nogle af krigens største farer. Ved udbruddet af krigen i september 1939 måtte de fleste for eksempel leve med den potentielle trussel, gasvåben, og folk blev rådgivet til at bære deres gasmasker hele tiden. Sådan en blev udleveret i en papæske med en snor gennem, så de kunne bæres over skulderen. Den pyntede ikke ligefrem.
Detailhandlere var hurtige til at opdage et hul på markedet for en mere attraktiv håndtaske med personlighed, som man kunne vimse rundt med i tilfælde af gasangreb, og hvis man var smart, fik man et speciallavet ’siren suit’, der matchede.
Et ‘siren suit’ var en heldragt, der hurtigt kunne trækkes over nattøj, hvis man pludselig måtte flygte til et udendørs luftangrebsskur og ikke havde tid til at skifte. Nogle dragter fik pludselig smarte, puffede skuldre, klokkeformede ærmer eller et aftageligt pyntebælte, og hvis du googler det, finder du let billeder af premierminister Winston Churchill i sine egne skræddersyede sæt. De er faktisk ret flotte.
Jeg forstår det smukke i det rå, men da jeg fortalte en kollega her i Danmark, at jeg skulle tale med en krigsfotograf i Ukraine, begyndte hun at tale om, hvordan det arbejde kan ødelægge et menneske. Er du egentlig et ødelagt menneske?
“Jeg leder efter de rigtige ord nu, men… Jeg er fuldstændig stærk, forstår du hvad jeg mener?” Nej, hvad mener du? “Jeg er ikke ødelagt. Selvfølgelig er jeg ødelagt. Selvfølgelig. Fuldstændig. Nej, det er jeg ikke. Ikke helt. Fuldstændig, ja. Fuldstændig.” Hvad skal jeg sige til min kollega? “Jamen, du skal sige … Jeg vil ikke græde. Selvfølgelig vil jeg græde,” sagde han. Vi grinede. “Jeg prøver bare at være ligesom en flod midt i alt det her,” sagde han. Jeg kunne høre, at han smilede.
“Efter krigen blev skønhed for skønhedens skyld noget, der føltes primitivt”
“Efter krigen blev skønhed for skønhedens skyld noget, der føltes primitivt. Alt blev mere virkeligt og enkelt – meget enkelt. Modetrends, der engang kunne inspirere, begyndte nu at irritere. Mode genfødes konstant, men det er logikken, der inspirerer mig nu. Jeg sætter pris på tidløse stykker, der kan vare i mange år, som en 10 år gammel Helmut Lang-denimjakke eller Margielas Tabi-sko til særlige lejligheder. Jeg ser mode som en kunstform, men jeg oplever også, at der er meget skrammel omkring, som overskygger det æstetiske,” sagde Karl.
Karl fortalte mig, at man til foråret vil opleve modeugen i Kyiv igen, og at det ville være den første, efter krigen brød ud. Som en, der for nyligt havde deltaget i den københavnske modeuge for første gang, syntes jeg, det var svært at forestille mig sådan et cirkus leve under Ukraines omstændigheder næste år. “Jeg kommer til at nyde det,” sagde han. “Der findes jo så til gengæld både god og dårlig mode. Og dårlig mode siger jeg nok farvel til for nu.”
