Helle Thorning-Schmidt er en modig kvinde, og hun er slet ikke bange for at være provokerende. Heller ikke, når hun iklæder sig en regnbuefarvet kjole i et land, hvor homoseksualitet ikke anerkendes. Men faktisk synes hun ikke selv, hun er modig. Hun synes derimod, at samtidens ungdom er de inspirerende, fordi de for alvor tør bryde med normerne mere end nogensinde. En udvikling i tiden, som har krævet en slags genopdragelse af hende selv og tilvænning til at tiderne skifter. Genopdragelsen, den hjælper hendes børn og deres venner til med, når de under familiemiddage vender højt og lav og meninger, holdninger og følelser. Det er nemlig noget af det, ungdommen i dag er gode til, og derfor har den tidligere statsminister også stor tiltro til den unge generation.
Blå bog
Kapitel 8: Regnbuestriber i Qatar
Fordi jeg er formand for en DBU-komité, blev jeg inviteret til at deltage i det omdiskuterede fodbold-VM i Qatar i 2022. Jeg havde det hele tiden sådan, at hvis jeg skulle afsted, så blev jeg nødt til at orientere mig om rettighederne for landets borgere, så jeg ikke bare rejste derned og drak champagne. Jeg talte både med homoseksuelle Qatar-borgere, som ikke kunne være i landet mere af sikkerhedsmæssige årsager, og med folk, der ved noget om arbejdstager-/lønmodtagerrettighederne. Og så besluttede jeg mig også for at prøve at sende et lille signal. Jeg ville ikke fornærme nogen, jeg ville bare gerne give en lille kommentar. Jeg ringede til Søren Le Schmidt og sagde, ‘vi skal have en homokjole!’, og så gik han ellers i sving og designede den blå kjole med regnbuefarver på ærmerne, der endte med at gå viralt på sociale medier. Det pudsige er, at i Qatar gik jeg frit rundt i kjolen og snakkede med alle mulige mennesker af forskellige herkomst, også FIFA-præsidenten, Gianni Infantino, og der var ingen, der kommenterede det.
“Jeg ringede til Søren Le Schmidt og sagde, ‘vi skal have en homokjole!’, og så gik han ellers i sving og designede den blå kjole med regnbuefarver på ærmerne, der endte med at gå viralt på sociale medier”
Der var nogle, som fremlagde det som et modigt statement, men sådan følte jeg det ikke selv. Man skal huske på, at jeg rejste med diplomatpas, jeg befandt mig i VIP-VIP-VIP-loungen, og jeg skulle dårligt vise en billet for at komme ind. Så modigt var det altså heller ikke. Der er mange mennesker, der rent faktisk gør modige ting, når det kommer til den kamp. For mig var det bare en lille bemærkning. Herhjemme føler jeg til gengæld en stærk forpligtelse til konstant at tale om den slags emner, og også for at forsvare transpersoner pga. mine børn. Jeg noterer mig, hver gang en transperson bliver udsat for vold, og det sker desværre uhyggeligt ofte. Transpersoner har mentale udfordringer, de tager livet af sig selv, og det rammer mig lige i hjertet, selvfølgelig også på grund af min egen søn, men det handler jo dybest set om menneskerettigheder. Jeg har ikke ret til at bestemme, hvordan du skal leve dit liv. Jeg har ikke ret til at bestemme, hvem du skal være kærester med, hvor mange børn du skal have, eller hvordan du skal gå klædt. Jeg har ikke ret til at bestemme over dig. Det er din menneskeret. Jeg har meget svært ved at forstå den diskussion, der foregår mellem feminister og transpersoner i de her år. Jeg kan faktisk næsten ikke rumme den. Transpersoner er utroligt udsatte, så selvfølgelig føler jeg en forpligtelse til at kæmpe deres sag. Hver eneste dag. Det er ikke engang politisk for mig. Det er personligt.
Kapitel 9: Vil du mukke i hjørnet?
Min gamle mor på 87 er ved at lære at sige ‘han’ i stedet for ‘hun’ til mit yngste barn. Hun forsøger hele tiden at lære, og det synes jeg, er en fed måde at møde verden på. Jeg tror oprigtigt, at det værste, der kan ske for mennesker, når vi bliver ældre, er, at vi gror fast og ikke har blik for, at vi kan få nye perspektiver på det, vi troede, vi vidste. Jeg er så ufatteligt heldig, at jeg har to børn, som har stærke meninger om rigtig mange ting, og jeg føler, at min hjerne får en eksplosion af at snakke med dem og deres venner. De gider heldigvis stadig troppe op til en eller anden middag hjemme hos mig, og det nyder jeg så meget, for hver gang, jeg har otte unge mennesker på besøg, og vi sidder rundt om et middagsbord, så er det, som om min hjerne får lov til at udvide sig.
“Jeg sagde det også til mine venner: ‘Det kan godt være, at nogle af de her ting er svære for os at forstå, men det er nu, vi tager os sammen.’”
I min alder føler jeg, at man bliver nødt til at vælge side: Vil du være en af dem, som sidder i en krog og synes, at alt, hvad der er moderne, og hvad de unge siger, er for meget, for eksperimenterende, for langt ude, eller vil du rent faktisk prøve at forstå det? For nogle år siden, hvor mange unge begyndte at skifte køn, og mange valgte at bruge andre pronomener, var der mange, der sad og rystede på hovedet, når jeg var til voksenmiddagsselskaber i København, London og andre steder: ‘Hvad skal det nu være til for?’. Jeg måtte da også vænne mig til det, men hvad er alternativet? At sidde og mukke henne i et hjørne? Jeg kunne mærke, sådan helt fysisk, at sådan gad jeg ikke at være, og jeg sagde det også til mine venner: ‘Det kan godt være, at nogle af de her ting er svære for os at forstå, men det er nu, vi tager os sammen.’
Til at starte med skulle jeg selv på en slags genopdragelse for at blive viklet ud af mit 1990’er-syn og lære at se tingene på en ny måde. Der er noget om synet på kroppen, hvor de unge har meget større bredde i deres opfattelse af, hvordan man kan se ud på. Jeg kommer selv fra en generation med et meget fastlåst syn, men i dag kan man vælge mange forskellige udtryk, og da jeg først begyndte at se det på den måde, så syntes jeg, at det var helt utroligt fedt.
Der er selvfølgelig nogle, der stadig sidder i krogen og ryster på hovedet af ungdommen, men der er også nogle, der har overgivet sig til det nye, ligesom jeg selv, og hos dem kan jeg mærke, at de oplever en befrielse. For vores børn lærer os faktisk noget nyt.
“Jeg minder mig selv om, at hvis jeg kunne være nysgerrig på nye ting i stedet for at være fordomsfuld, dengang jeg kom med S-toget ude fra Ishøj og ind til Pisserenden, så kan jeg vel også være det nu?”
Kapitel 10: Ind til Pisserenden
Min far sagde altid, at folk måtte elske, hvem de ville. Han var fuldstændig klar i mæglet, og han var immervæk fra 1932. For ham var alle mennesker lige, men sådan var det ikke alle, der havde det. Hvis to mænd boede sammen i Ishøj dengang, så sagde man, at de var ‘gode venner’, og så talte man ikke mere om det, fordi det blev betragtet som noget, der helst skulle gemmes væk.
I 1980’erne, da jeg blev teenager, begyndte piger for alvor at klæde sig ud som drenge – og omvendt. Der kom plads til alternative måder at tænke og leve på, og når man stod i toiletkøen på Krasnapolsky i København, var det med alle mulige slags mennesker. Bøsser i lædertøj, punkere, diskere. Flere af mine gymnasievenner sprang ud i de år, og derfor blev det også meget påtrængende, at man nu blev nødt til at vælge: Er du 100 % på deres side, når det kommer til, at man må elske dem, som man gerne vil, eller er der en snert af dig, der ikke synes, det er fedt, når det kommer til stykket? Jeg valgte fuldstændig side dengang, og jeg er sikker på, at det hænger sammen med min opdragelse.
Den tolerance tager jeg med mig videre nu, hvor de unge bryder med nogle normer. Jeg minder mig selv om, at hvis jeg kunne være nysgerrig på nye ting i stedet for at være fordomsfuld, dengang jeg kom med S-toget ude fra Ishøj og ind til Pisserenden, så kan jeg vel også være det nu?
Kapitel 11: Voksne børn og nye tider
Det er forfærdeligt, når ens børn vokser op og bliver store. Jeg har stadig en sorg over, at mine børn ikke har brug for mig hele tiden, også selv om jeg ved, at når de ikke ringer, så er det for det meste, fordi alting bare kører derudad som smurt. Vi har fået et andet forhold, men man skal jo også udvikle sit forhold til sine børn. Det skal ikke være statisk. Det er noget af det, man skal lære som forælder, og det gør jeg stadig. Det samme med at man ikke skal have en mening om alting, der vedrører ens børn. Det er faktisk mit største problem, at jeg måske har lidt for mange meninger, og min store læring i øjeblikket er, at jeg ikke altid skal have det.
“Når jeg kigger på ungdommen i dag, kan jeg faktisk ikke finde så meget at være pessimistisk over”
Jeg gør også ting forkert, og jeg skændes også med mine børn. Lad det stå fuldstændig klart. De synes, at jeg siger dumme ting og bliver sure på mig. Men vi er heldigvis også rigtig tætte og taler om mange ting, og det føler jeg mig privilegeret over.
I min generation røg folk hash eller indtog andet stimuli i stedet for at tale om deres mentale udfordringer og blev drevet længere og længere ud i misbrug. Folk havde det jo også dårligt dengang, men selvmedicinerede sig på alle mulige måder. Nu taler man om det. Selv unge mænd taler om deres mentale udfordringer. Derfor har jeg faktisk temmelig meget tiltro til de unge. Når jeg kigger på ungdommen i dag, kan jeg faktisk ikke finde så meget at være pessimistisk over.
Dette er tredje del af det samlede interview med Helle Thorning Schmidt fra juniudgaven af ELLE. Læs del et og to herunder.
