Grundlægger af onlineuniverset The Glow Inst., Fulvia Kryger, om den altoverskyggende betydning af venskaber, barndommen i Tijuca-skoven i Rio de Janeiro og at beskue identitet som værende skabt af mosatik af de livsfaser, vi går igennem.
Blå Bog
Fulvia Masotti Kryger, 46 år. Født i Rio de Janeiro. BA negot og cand.merc. Grundlægger af universet The Glow Inst., som forener forretningsudvikling, filosofi, personlig udvikling, innovation, kultur og kunst. Bor i Hillerød sammen med sin mand, Esben og parrets to børn, Laura og Viggo på hhv. 17 og 9 år.
DEN FØRSTE KULTUROPLEVELSE, jeg kan huske, var Steven Spielbergs ‘ET’ i biografen med mine forældre i Rio i 1983. Jeg var knap 4 år, og filmoplevelsen er et af mine tidligste barndomsminder. Jeg mærkede alle mulige nye følelser i løbet af de 120 minutter og kom forandret ud af den kæmpestore biografsal. Min mor voksede op med at tage i biografen hver søndag, så hun gjorde det samme med mig, så snart jeg var stor nok til det. En gave, jeg virkelig sætter pris på. Tænk, at man kan introducere sit barn for en parallel verden, som man så nemt kan gå ind og ud af.
HVIS JEG IKKE LAVEDE DET, jeg laver i dag, ville jeg nok være historiker.
EN GADGET, JEG IKKE KAN LEVE UDEN, er min lille B&O-højtaler. Jeg elsker musik og lytter til mange, mange albums hver uge, så lyden skal bare være god. Der er så mange smukke nuancer og detaljer i musik. Dem vil jeg ikke gå glip af pga. dårlig lyd.
En gadget, Fulvia ikke kan leve uden, er hendes lille B&O højtaler. Hun lytter til mange forskellige albums i løbet af en uge og går ikke på kompromis med kvaliteten. Der er så mange smukke nuancer og detaljer i musik, som hun ikke vil gå glip af.
I DEN SIDSTE SMS, JEG SENDTE, stod der: “Har lige parkeret. Er hos dig om 10 min”. Beskeden var til min veninde, som jeg elsker og forsøger at mødes med, så ofte jeg kan, selvom vi bor i forskellige byer, har børn og egne virksomheder og forpligtelser. Men min erfaring er, at man nærmest skal skubbe livet og hverdagen til side ved at sætte en kile ind for at pleje de venskaber, som vi har allerkærest. Og det forsøger jeg at være meget bevidst om. For vi får aldrig tid til at ses, hvis vi venter på en periode, hvor vi ikke har travlt. Ingen af os, der lever i 2026, har som udgangspunkt nok tid. Vi bliver nødt til bøje tiden en smule for at skrue op for at se vores venner lidt oftere.
NÅR JEG HAR BRUG FOR RÅD, så taler jeg mine veninder. Men da min mor og mormor levede, var det dem, jeg spurgte til råds. Jo længere man lever, desto tydeligere er det, hvor monumentale venskaber er i vores liv. Relationerne og rådene fra venner er også mindre ‘biased’ end den udveksling, vi har med vores mødre, tror jeg. Vores nære venner ser os som mere modne mennesker. Vores mødre vil altid se os som børn og ønske at beskytte os, selv når vi er store og voksne. Forleden så jeg et interview med Isabel Allende (chilensk forfatter, red.), hvor hun beskrev, at hun i en alder 83 år oplever kvinder som uovervindelige, når de holder sammen og støtter hinanden gennem livet. At kærester, ægtefæller – ja selv børn – kommer ind og ud af vores liv men at vores veninder er vores konstante livsvidner og støtte. Det er absolut også min oplevelse. Vi passer på hinanden uden forventninger. Sammen kan vi ældes, modnes og gå gennem livets store og små kapitler.
MIT FORBILLEDE ER alle de mennesker, der tør at skabe kunst. Jeg beundrer deres ufortyndede nærvær, skaber lyst og mod.
KÆRLIGHED FOR MIG ER lysten til at hjælpe, støtte og passe på hinanden.
EN EGENSKAB, JEG SÆTTER STOR PRIS PÅ, er når mennesker har modet til at være sig selv. Det kræver en stor generøsitet at være præcis den, man er, når man er sammen med andre. Man kan altid mærke, når man er sammen med mennesker, der tør at være sig selv, selv når de føler sig usikre, triste eller sårbare. Sikke en gave det er at opleve et menneske, der ikke er bange for sit eget hjerte.
MIN LIVRET LIGE NU er bønnesuppe med Pinto-bønner lavet fra bunden. Man skal starte dagen før, da bønner skal være i blød i mindst 12 timer, men det er ventetiden værd.
I MIT KØLESKAB ER DER ALTID Dijon-sennep, honning og skalotteløg, så jeg kan lave fransk vinaigrette. Jeg kan finde på at bruge vinaigrette som tilbehør til alle salte retter. Jeg elsker kombinationen af smage.
MIN YNDLINGSRESTAURANT ER Il Cucciolo i Anacapri, som er den mere stille del af Capri. Restauranten er familiedrevet, ligger langt væk fra alt og har primært italienske gæster. Vi sørger altid for at besøge den, når vi er på Capri. Deres dentice alla griglia og caprese, som er en salat fra Capri, er uforglemmelige. Vi har været på Capri flere gange med venner og børn, og når vi sidder på den restaurant og spiller UNO med børnene, mens solen langsomt går ned til duften og synet af hav og cypress-træer, føles det, som om man befinder sig i en levende drøm.
JEG VIL GERNE SPISE PÅ Alchemist. Jeg elsker at se videoer og billeder fra gæster, der oplever restauranten for første gang. Deres begejstring og fascination er så spontan, ægte og boblende. Den oplevelse vil jeg også gerne have en dag.
SKØNHEDSPRODUKTER, JEG BRUGER IGEN OG IGEN, er Austin Austins body cream fra Norfolk i England. Særligt om vinteren er body creams vigtige for mig. Jeg nyder at tage varme bade hver dag, så jeg bruger altid en body cream bagefter. Teksturen, duften og blødheden er bare den rareste, omsluttende sanse-cocktail.
To af Fulvias favoritter: Austin Austins body cream fra Norfolk i England og Audre Lordes 'Your Silence Will Not Protect You' - særligt essayet 'The Uses of the Erotic: The Erotic as Power' fra 1978, som er i bogen, der fuldstændig har ændret hendes måde at se verden på.
PÅ MIN MATERIELLE ØNSKELISTE ER Olga Bonnes ‘rocky ring’. Jeg er så betaget af, hvordan hun inkorporerer elementer fra kunst, filosofi og kultur i sine smykker. Hendes værker har så mange interessante lag af betydninger.
MIN PERSONLIG STIL ER enkel og klassisk. Jeg er ofte tiltrukket af uld, cashmere og bomuld i klassiske nuancer som brunt, blåt og hvidt. Jeg er meget inspireret af min mormors stil. Hun var kendt for sin klassiske stil og elskede gode blazere og smukke skjorter. Jeg tænker altid på hende, når jeg køber tøj. Jeg tænker altid: ‘Mormor, det her look ville du have elsket’.
I 1996 købte Fulvia en læderblazer i en genbrugsbutik i rødekro. Hun brugte den flittigt de næste 10 år, og til sidst måtte den lade livet. I dag fortryder hun, at hun ikke snakkede med en skrædder om muligheden for at reparere den, men for nyligt købte hun så denne uldblazer fra Loro Piana, som hun er ved at udvikle en tilsvarende forelskelse i.
MIT BEDSTE KØB NOGENSINDE var en læderblazer, som jeg fandt i en lillebitte genbrugsbutik i Rødekro i 1996. Jeg var 17 år og husker mødet med blazeren, som om det var i går. Det var ligesom at finde en forsvunden kærlighed. Jeg brugte den i al slags vejr gennem 10 år. Til sidst kunne den ikke mere. Nu fortryder jeg, at jeg ikke snakkede med en skrædder om mulighederne for reparation. Jeg ville gerne have givet den videre til min 17-årige, vintage-elskende datter. Men for nyligt købte jeg en uldblazer fra Loro Piana, som jeg er ved at udvikle en tilsvarende forelskelse i. Måske er der noget udødeligt ved blazere. Særligt blazere af uld og læder.
I MIN TASKE ER DER ALTID ekstra kontaktlinser, et par læbestifter, parfume og kuglepenne.
I Fulvias taske er der altid læbestift og parfume. Her er et blandet udvalg af favoritterne.
DEN BEDSTE DUFT I VERDEN er duften af ny bog.
DEN SENESTE TING, JEG HAR KØBT, som jeg elsker, er seks zinkografier af Dan Sterup Hansen.
FAVORITRUMMET I MIT HJEM er vores have og de store, gamle træer.
BYEN, JEG IKKE KAN VENTE PÅ AT KOMME TILBAGE TIL, er Rio de Janeiro. Jeg er født i Rio og flyttede først til Danmark, da jeg var 12, så byen har en særlig betydning for mig. Det er barndomsnostalgi blandet med natur, kultur, gastronomi, mennesker, lyde og dufte. Måske kalibrerer vores sanser med de indtryk, vi får de første 10 år af vores liv, så vi for evigt er draget af de indtryk, vi får i vores barndom. Jeg blev født i et lille hus i Tijuca-skoven i Rio, som er verdens største, urbane regnskov og UNESCO-verdensarv. Et sted, der findes mellem Atlanter havet og himlen. En kæmpestor regnskov 500 m over havet i midten af en millionby. Energien er stærk. Vandfaldene i Tijuca-skoven er høje og vandet koldt og friskt. Tukanerne bygger reder. Man kan høre naturen trække vejret. Man kan høre vand, selv når det ikke regner. Luften er altid koldere og friskere end nede i byen. Overalt i det store, beskyttede område er der minder fra kolonitiden. Smukke, gamle palæer og anlagte haver fra 1800-tallet, søjler og små broer. Alt halvopslugt af skoven. Det er ren magisk realisme. Et af mine yndlingssteder i hele verden. Min barndoms bedste minder havde Tijuca-skoven som kulisse, og alligevel var millionbyen altid bare 20 minutter væk i bil. Man skulle bare lige køre ned, så var man i Ipanema, og var Copacabana lige i nærheden.
HVIS MIT HUS BRÆNDTE, ville jeg tage mine gamle fotoalbummer med.
DEN BEDSTE SOUVENIR JEG HAR, er en svensk keramikvase med tulipanmotiv.
Fulvias favoritsouvenir er en keraminvase med tulipanmotiv, hun har bragt med hjem fra Sverige.
DEN BEDSTE GAVE, JEG FOR NYLIGT HAR GIVET, er et årskort til Mungo Park til min datter.
DEN BOG, JEG HAR LÆST, SOM HAR GJORT STØRST INDTRYK PÅ MIG, er Audre Lordes ‘Your Silence Will Not Protect You’. Især ét essay, ‘The Uses of the Erotic: The Erotic as Power’ fra 1978, som er i bogen, har fuldstændig ændret min måde at se verden på. Lorde beskriver “det erotiske” som en dyb, indre ressource og kilde til styrke og skaber kraft. Det er en kraft, der er langt smukkere og mere omfattende end det seksuelle. Det, der virkelig har gjort indtryk på mig, er Lordes pointe om, at når vi én gang har oplevet denne side af os selv, denne intense følelse af indre tilfredsstillelse og autenticitet, bliver den en permanent målestok for alt. Vi begynder at leve indefra og ud og tager et dybt ansvar for os selv. Vi stopper med at nøjes og begynder at stille krav til alle aspekter af vores liv; vores arbejde, vores relationer. Vi opdager, at de ting kan matche den intense glæde, vi ved, vi er i stand til at føle. Jeg ville anbefale essayet til alle.
MIN YNDLINGSFILM ER Sally Potters filmatisering af Virginia Woolfs Orlando (fra 1928) med Tilda Swinton fra 1992. Hovedpersonen, Orlando, lever gennem tre århundreder og er inspireret af Woolfs store kærlighed: Vita Sacksville West. Woolf beskriver, hvordan tiden flyder anderledes gennem Orlando: “nogle uger tilføjede århundreder til hans alder. Andre mindre end sekunder”. Jeg elsker, hvor genkendelig den beskrivelse er. For sådan er vores liv jo også. Historien begynder i midten af det 16. århundrede, Elizabethan-tiden, i England, hvor hovedpersonen, Orlando, fødes som en ung adelsmand. I filmen ser man, hvordan han har selvvalgte isolationsperioder, hvor han kan tænke over poesi, eksistens og sandhed. Han renoverer sit slot, holder fester og forelsker sig. Igen og igen. En dag vågner han som kvinde og begynder at reflektere over køn, og hvordan hun nu bliver behandlet anderledes pga. sit køn. Samtidig begynder hun at tænke over den øgede sensibilitet og forståelse, som hun nu oplever verden med. Jeg elsker, hvordan filmen og bogen illustrerer, hvordan vores identitet er en mosaik af alle de identiteter og livsfaser, vi oplever. Og at vi måske føler os allermest som os selv, når alle vores livsfaser og versioner kan få lov til at smelte sammen.
EN KUNSTNER, JEG VILLE ØNSKE HANG PÅ MIN VÆG, er Ditte Johanne. Jeg er så fascineret af hendes værker.
EN KUNSTNER, SOM JEG ALLEREDE HAR ET VÆRK AF, som jeg elsker, er Kristine Hellesøe. Jeg har flere værker af Kristine, og de har givet mig så meget glæde. Det er en fornøjelse at kigge på hendes malerier, papirklip og tryk. Vi bliver ved med at opdage nye detaljer – år efter år.
Et af Fulvias yndlingsværker er dette af Kristine Hellesøe. "Vi bliver ved med at opdage nye detaljer - år efter år" siger hun.
PÅ REPEAT HØRER JEG ‘Calling You’ med Jevette Steele fra sound tracket til Bagdag Café fra 1987. Sangen blev Oscar-nomineret i 1989, og jeg havde glemt alt om den indtil for nyligt, hvor jeg lyttede til den i Anne Dorthe Michaelsens program To vers og et omkvæd. Jeg tror, at det var første gang i over 30 år, jeg hørte sangen, men jeg mærkede forbindelsen og nostalgien med det samme. Så nu lytter jeg til den på repeat.
HVIS JEG KUNNE LAVE EN FORANDRING I VERDEN, så ville det være bedre adgang til uddannelse og sundhed.
JEG GRINER ALTID AF de søde ting, min store, fluffy skovkat finder på. Den måde han ligger på maven for at blive nusset, når han banker på vinduet for at komme ind, når han giver os ‘the side eye’.
JEG GRÆDER ALTID OVER Portisheads album fra 1994, ‘Dummy’.
OVER DET NÆSTE ÅR VIL JEG forsat kaste min kærlighed over The Glow Inst. og vores lægeklinik Lua Health, som jeg er co-founder af sammen med lægerne Kristine Bissenbakker og Christina Figgé-Morrison. Vi launcher i februar.
