‘Griefluencers’, sorg-retreats og livsafsluttende doulaer ændrer p.t. måden, vi håndterer tab på. ELLE UK-journalist Olivia Jordan Cornelius, der i 2019 mistede sin 34-årige mand, oplever, at det at tale om døden kan være en spændende og endda livsbekræftende rejse.
Denne artikel kan indeholde sponsorerede links.
Imellem vilde haver fyldt med frøer og blomstrende citrontræer står Paço da Glória – et gotisk slot fra det 18. århundrede, som er blevet smukt renoveret og omdannet til et gæstehus i det nordlige Portugal. Morgentågen, som svæver hen over landskabet, en fredfyldt saltvandspool og et yogadæk inviterer her gæsterne til at slappe af. Indtil videre lyder det som en klassisk boutiqueferie – men her er wellness noget særligt.
På Paço da Glória – drevet af Rebecca Illing, en praktiserende livsafsluttende doula og hotelbestyrer – inviteres gæsterne til at reflektere over dødeligheden i en såkaldt Dødens Have. Den er en del af Illings plan om at skabe et sted, hvor sorg er velkommen, og hvor døden ikke er et tabu. I efteråret 2024 afholdt stedet sit første retreat for sørgende familier med den anerkendte psykoterapeut Andrea Warnick. Deltagerne blev opfordret til at lege, skabe og engagere sig i naturen som måder at håndtere tab på. Retreatet blev navngivet ‘Camp Alex’ efter Illings afdøde bror. “Sorgen var uoverkommelig, men jeg vidste, at jeg var nødt til at omfavne den,” siger hun. “Jeg har lært så meget af sorg og mine kæres død. Så jeg ønskede at udvide samtalen og skabe forbindelse til andre.” En samtale, som mange mennesker i lang tid har været tilbageholdende med at tage.
“En ny bevægelse siger nej tak til den tilgang og normaliserer samtaler om tab”
På trods af at den eneste sikre ting i livet er, at det for os alle vil ende, betragtes døden ikke som et passende samtaleemne. Samtidens samfund leder generelt ikke til at reflektere over vores egen eller vores kæres dødelighed. Vi danser forsigtigt rundt om emnet, bruger banaliteter og eufemismer, typisk ved at sige, at vi “mistede” nogen, eller ved at omtale de afdøde som “afgåede” (som en, der er ekstremt akkurat, så kald mig venligst aldrig det, når jeg er død). Og hvad angår sorg? Vi behandler det, som om det er smitsomt, og holder afstand.
Men tingene er ved at ændre sig: En ny bevægelse siger nej tak til den tilgang og normaliserer samtaler om tab.
Nici Harrison ved, at der er appetit på disse samtaler, for pladserne til hendes femdages retreat i Cornwall, Grief Alchemy, har været fuldt bookede i fire år. Harrison, der mistede sin mor, Lizzie, i 2016, kalder sit arbejde for ‘sorgpleje’. Retreatet inkluderer skrivesessioner, workshops til støtte for nervesystemet og sharing circles sammen med yoga og økologiske måltider. Ugen afsluttes med en sorgceremoni for gruppen, der udføres omkring et alter. “Folk går på skift op til alteret og fremsiger ofringer, bønner, længsler og tab. Det handler lige så meget om at blive set som at skabe plads for andre; sorgen er fælles på den måde.” Der er langt hertil fra en til en-rådgivning bag lukkede døre. Harrisons mål er ikke at få folk til at overvinde sorgen, men snarere at finde måder at byde den forsigtigt velkommen på og integrere den i et meningsfuldt liv. “Jo større vores vilje er til at føle dybden af vores sorg og længsel, jo større er vores kapacitet til at føle undren, ærefrygt og skønhed,” siger hun.
“Der var ingen brochurer med titlen ‘Enke og stadig i honeymoonfasen’”
Til trods for at sorg er et nyt område inden for wellness, påpeger Harrison, at “pleje af vores sorg og smerte er dybt ordinært og gammelt arbejde”. Det er dog noget, vi har mistet kunsten til i den vestlige kultur. Hun møder det gamle med nye tilgange: en lancering af sin nye hjemmeside, The Grief Space, som sælger varer som ‘sorgbalsam’ og ‘tungt hjerte-te’.
Processen for min egen sorg har været mindre kollektiv (og uden sørgete). I slutningen af 2019, i begyndelsen af COVID-udbruddet, døde min mand, Cam, af galdeblærekræft som 34-årig. Kun få måneder tidligere boede vi i Barcelona, klatrede og vandrede – unge, frie og saligt uvidende om den tragiske drejning, vores liv ville tage. Døden var det sidste, vi tænkte på, indtil Cam pludselig fik kvalme og en vedvarende hoste, hvilket førte til en stadie fire-kræftdiagnose – en kræftform, der bliver opdaget for sent til at blive helbredt.
Efter kort tids rystende sygdom endte vores liv sammen på hospice. Med årtiers forskel var vi de yngste patienter indlagt, og jeg var taknemmelig for, at kræften havde tåget Cams engang så skarpe sind, så han ikke kunne forstå vægten af det. En dag i fællesloungen tog jeg en pink flyer for en støttegruppe med titlen “Enke, separeret og skilt”. Det fik mig kun til at føle mig mere isoleret. Hver af disse er en livsændrende begivenhed, men det er dybt forskellige oplevelser. Der var ingen brochurer med titlen “Enke og stadig i honeymoonfasen”. Jeg længtes efter en forbindelse til dem, hvis tab føltes mere som mit eget – dem, der kunne forstå de rodede og enorme følelser, der gør dyb sorg meget anderledes end blot tristhed.
“Da Ben døde, var det, som om en del af mig også døde – og jeg kunne ikke holde ud at vende tilbage”
Det var i starten af lockdown, at jeg begyndte at sende beskeder til Lotte Bowser, forfatteren til de kommende memoirer ‘Bittersweet’, som beskriver hendes tab af sin forlovede, Ben, også til kræft. Vi udvekslede de ting, vi ikke kunne sige til vores rigtige venner eller familie, dels fordi vi ikke ville skræmme dem, men også fordi de ikke altid vidste, hvad de skulle sige tilbage. Ligesom mig var Bowser den første i sit fællesskab, der oplevede et så dybt tab. “Jeg følte mig fremmedgjort. At sørge under lockdown forstærkede kun ensomheden,” siger hun. “Jeg gik på Instagram på jagt efter andre, der forstod … Jeg fandt utallige støttegrupper og kvinder, der havde mistet deres partnere, og som følte det, jeg følte. De forbindelser reddede mit liv på et tidspunkt, hvor jeg ikke havde lyst til at være her.”
Bowser, der havde opnået en stor følgerskare på sociale medier som yogainstruktør før Bens død, begyndte at dele sin sorg med sine tusindvis af følgere. Jo mere åbenhjertig hun var i sine indlæg, desto større blev hendes følgerskare. “Da Ben døde, var det, som om en del af mig også døde – og jeg kunne ikke holde ud at vende tilbage,” siger hun om den forandrede form af hendes online tilstedeværelse. “Jeg opdagede, hvor uforberedte og klodsede vi er, når det gælder om at tale om tab og støtte dem, der går igennem det. Jeg ville gøre mit for at ændre på det.”
Ligesom Bowser fandt Amber Jeffrey – hvis mor døde, da hun var 19 – at det var helende og nødvendigt at forbinde sig med andre online. Tre år senere oprettede hun ‘The Grief Gang’–podcasten, som er blevet en populær platform for unge, der sørger, og som har berørt et bredt spektrum af emner inden for sorg, fra at navigere i tabet trods stor afhængighed af den afdøde til at date – og at date, mens man sørger.
Grief Gang-podcasten
Det var “født ud af desperation”, siger Jeffrey, efter at hun fandt ud af, at andre, mere traditionelle veje ikke virkede for hende. “Jeg ‘fejlede’ med terapi,” tilføjer hun og bemærker, at rådgivning kun blev tilbudt om dagen, når hun, ligesom mange andre unge, var på arbejde. Det, hun ville have, det, hun havde brug for, var noget mere tilgængeligt og fleksibelt, noget, man kunne få adgang til kl. 1 om natten, og som kunne få en til at føle, at man ikke var alene. “Jeg var motiveret – vedholdende, faktisk – for at se, om der var noget andet derude, som kunne bringe mig trøst i min sorg. Jeg søgte højt og lavt og kunne ikke finde den perfekte løsning. Så jeg lavede den selv.”
Efter pandemien har Jeffrey udvidet sin platform til også at omfatte fysiske arrangementer. Hun vil være vært for sit første sorgretreat i år og har deltaget i paneler både på Cambridge og Oxford Universiteter. Hun underkender ikke, at det er en bemærkelsesværdig præstation for en, der “forlod skolen med næsten ingen uddannelse”. Men sorg er universelt og har magten til at overskride hierarkier og kulturelle forskelle på en måde, som intet andet kan. Alligevel er der stadig arbejde at gøre. I et afsnit af ‘The Grief Gang’ erklærer Jeffrey uden skam: “Jeg elsker at tale om døden!” Det er et udsagn, der indkapsler det nye, transparente landskab, vi træder ind i.
“En af de positive effekter af pandemien var, at den satte sorg på offentlighedens dagsorden med langt mere indtrængende kraft”
Men hvorfor er det, at mange af os nu smider vores følelsesmæssige rustning? Sorgcoach Mira Simone bemærker: “En af de positive effekter af pandemien var, at den satte sorg på offentlighedens dagsorden med langt mere indtrængende kraft. Der har været et samfundsmæssigt skift imod åbenhed omkring vigtigheden af at sidde med og give stemme til vores sorg.” Den mærkelige og skræmmende tid tvang folk over hele verden til at konfrontere spørgsmål om dødelighed. Vi så på nær hånd, hvor skrøbeligt livet er, og hvor vigtigt fællesskabet er.
Efterhånden som vi har åbnet op for samtaler om sorg, er flere af os villige til at tale om døden og endda overveje konceptet om at planlægge en ‘god afsked’. Her kan en dødsdoulas rolle være til hjælp, idet personen tilbyder en holistisk støtte, der spejler en fødselshjælper, omend i den modsatte ende af livshistorien. Ud over at drive Paço da Glória er Rebecca Illing (som du mødte i starten af denne historie, red.) praktiserende dødsdoula og beskriver sin rolle som “en person, der kan assistere i dødsprocessen, lave planer for pleje og planer omkring døden, lytte til behovene hos den person, der er ved at dø, støtte familiemedlemmer og de pårørende samt folk i fællesskabet”.
Faktisk er det et voksende område. Living Well Dying Well, en UK-baseret organisation, der tilbyder doulauddannelse, bemærker, at 350 personer har gennemført deres kursus, og antallet vokser organisk.
“Hendes urokkelige nysgerrighed førte hende til at deltage i death cafés – møder, hvor fremmede samles for at spise kage, drikke te og diskutere døden”
Dødsdoularollen er desuden et bemærkelsesværdigt karriereskift for Katie Rose Whiting, der engang arbejdede i modebranchen for Vivienne Westwood og Alexander McQueen. “Jeg har altid været interesseret i min egen dødelighed – som barn plejede jeg at klæde mig ud og afholde min egen begravelse,” siger hun. “Der er ingen undervisning i skolen om, hvordan man sørger, eller hvordan dødsprocessen ser ud, så vi famler alle i mørke. Jeg ville gerne være på forkant.” Hendes urokkelige nysgerrighed førte hende til at deltage i death cafés – møder, hvor fremmede samles for at spise kage, drikke te og diskutere døden.
“Jeg arbejdede stadig med luksusmode på det tidspunkt,” siger Whiting. “Det fik mig til at konfrontere spørgsmålet ‘Hvis jeg døde i morgen, ville jeg så være stolt af det, jeg havde opnået?’. Svaret var et hårdt nej. Efter at have omuddannet mig som dødsdoula stiftede jeg organisationen Fin: Exploring Endings sammen med psykolog og meddoula dr. Emma Clare. Sammen håber vi at modernisere og normalisere praksisser for at forberede sig på døden og sorgen, som ofte går tabt i det sterile medicinske system. Vi genopliver den primitive hjerte til hjerte-pleje på en håndgribelig og uforbeholden måde,” siger hun.
Når det gælder at se tilbage på sit tidligere liv, siger Whiting, at hun ikke fortryder at have ændret retning. “Der er en uforlignelig oprigtighed i dette arbejde, som giver mig mulighed for at engagere mig i de mest fundamentale aspekter af den menneskelige erfaring. Hvis jeg døde i morgen, ville jeg være stolt af det arbejde, jeg har gjort nu.”
“Det er næsten fem år siden, min mand døde. Han gennemborer stadig mine tanker flere gange om dagen”
Det er næsten fem år siden, min mand døde. Han gennemborer stadig mine tanker flere gange om dagen. Tiden har blødt noget af kvalen op, men tabet er altid der. Siden han døde, er døden blevet min raison d’etre (grunden til at eksistere, red.) i mit arbejde som sorgforfatter. Jeg har gentaget vores historie utallige gange: hvordan vi mødtes, hvordan han døde, og hvordan jeg fortsætter. Men det mærkeligste er, at midt i alt dette kan jeg ærligt sige, at jeg aldrig har følt mig mere bevidst om og taknemmelig for at være i live. De mennesker, der arbejder inden for sorgområdet, er nogle af de mest åbne og hjertevarme mennesker, jeg kender. Der er en fælles tråd af at leve målrettet, som kommer af at vide, hvor hurtigt livet passerer gennem sit timeglas. Som sorgcoach Simone siger: ‘Når vi trækker gardinerne fra sorgen, lader vi lyset skinne ind og røre ved os.’ Og hvis dét ikke er at leve, så ved jeg ikke, hvad der er.
Litteratur om døden
Smertefulde memoirer, manualer og guider til at håndtere sorg
A Beginner’s Guide to Dying
En generøs, optimistisk hyldest til livets glæde og værdi af den tidligere nødhjælpsarbejder, der døde tidligere på året.
Af Simon Boas, 170 kr.
Grief is for People
Hendes nære vens død og røveriet af hendes lejlighed er sammenvævet i disse memoirer af den anerkendte essayist.
Af Sloane Crosley, 280 kr.
Can Anyone Tell Me? Essential Questions about Grief and Loss
Årtiers ekspertise kanaliseres i psykoterapeutens ømme guide til at navigere i sorg.
Af Meghan Riordan Jarvis, 115 kr.
Bittersweet: A True Story of Love and Loss
Med en mission om at ‘forvandle’ tab har Bowser skrevet memoirer som en af sine mange gaver til dem, der sørger, med arbejdsark og en ny sorgskole.
Af Lotte Bowser, 130 kr.
Conscious Grieving
Den anerkendte sorgterapeut foreslår en ny ramme til at navigere gennem tab: at gå ind i, engagere sig i, overgive sig til og transformere sorgen.
Af Claire Bidwell Smith, 180 kr.
Here After
Disse forbløffende, vemodige memoirer er en brændende analyse af kærlighed og sorg, skrevet efter forfatterens mands uventede død.
Af Amy Lin, 130 kr.
