Den 36-årige digter, Caspar Eric, har udvidet sit madrepertoire fra durumrulle over caio e pepe, som han stjal til fra Fakta, og til avocado med rejer og omelet. Ifølge ham er "livets bedste ting seriøst bare smør og ost mixet på den rigtige måde". Og så elsker han at ligge og spise fastfood i sengen, men det hænger også sammen med det handicap, han lever med.
Livets retter
Det, vi spiser, siger noget om, hvem vi er. For maden rummer fortællinger om vores kulturelle ophav, valg af livsbaner og -partnere, største øjeblikke og de bedste fester. I ELLEs septemberudgave fortæller Skuespiller Clara Rosager, digter Caspar Eric, manuskriptforfatter Mona Omar og guldsmed Orit Elhanati fortæller om de retter, som har formet deres liv. Her er det forfatter og digter Casper Eric, der fortæller om sit livs retter. Læs med, når han fortæller om, hvordan alt fra durumruller til avocado med rejer har været med til at forme hans livsbane.
Durumrulle
Da jeg flyttede hjemmefra var det til en lejlighed i Istedgade. De bedste dage var, når min (daværende, red.) kæreste, Frida, og jeg simultant ringede og meldte os syge på vores arbejde. Altså, vi pjækkede. Vi gik ned og hentede mad fra Star Midnight Kebab-Grill, som lå lige på den anden side af gaden. Hun bestilte burger, og jeg fik en durumrulle, og så lå vi bare i sengen hele dagen og så skodfilm. Det føltes som om, vi stjal noget tid, fordi vi skabte en hyggelig scene på et tidspunkt, hvor vi ikke burde gøre det.
At spise mad i sengen med en kæreste er noget, jeg tænker meget på. Jeg kan aldrig date en, som ikke gider ligge med en pepperoni pizza eller durum og slumme med en dårlig film på en fedtet computerskærm. Det kommer aldrig til at ske, og hvis det gør, er det fordi, jeg lyver for mig selv. At have et stort behov for at bruge sengen som et rum, har ikke bare noget at gøre med, at jeg har boet i kollektiver og i meget små lejligheder — det hænger selvfølgelig også sammen med mit handicap (Cerebral Parese, red.). Det er praktisk for mig at elske at ligge ned, og det sparer mig en masse energi.
Durum er noget af det, jeg har spist mest i mit liv. Uanset hvor kulinarisk nogen forsøger at gøre den, så er en durum altid bare en durum. På en måde så findes alle durumruller inde i den samme durumrulle, lidt ligesom jul.
Jeg tror meget på, at det handler om at finde et sted, hvor man bare kan bobbe ned, bestille den med det hele og føle sig hjemme. Durumrullen har noget enormt folkeligt over sig. Det er stilladsarbejderen, forretningsmanden og unge, som kommer hjem fra byen, der spiser durum. Den er blevet en indgroet del af dansk madkultur.
Durumrullen har fandme udkonkurreret den franske hotdog. Durum er en effektiv og demokratisk ret, og selvom jeg holder meget af smukke ting, så kan jeg allerbedst lide mad, som bidrager til hygge. At komme hjem fra byen klokken fem om morgenen og sætte sig på Enghaveplads med to gode venner med durums og colaer i hånden. Blive lidt klar i hovedet, mens solen begynder at stå op, og det støvregner lidt. Alle kan genkende den situation. Efter at have stået og danset til techno i to timer, er det bare os igen. Det er en vigtig del af byturens ritual. At ende lige der på bænken, så kan vi sige ordentligt farvel. Jeg elsker det, mand.
”Durumrullen har fandeme udkonkurreret den franske hotdog”
Det var også i Istedgade-lejligheden, jeg begyndte at skrive digte. Om natten når jeg ikke kunne sove. Ikke fordi, jeg tænkte, at de skulle læses af andre, jeg skrev bare nogle linjer under hinanden. Det eneste, jeg havde læst, var Strunge i gymnasiet.
En nat, hvor vi overnattede hjemme hos Fridas mor, Line Knutzon, sad jeg og skrev, da Line kom ud i køkkenet for at hente noget vand. Hun spurgte, hvad jeg lavede. Jeg havde det som om, at hun havde fanget mig i at tage narko. Næste morgen spurgte hun, om jeg skrev mange digte. ”Ja, men de er lidt pinlige,” svarede jeg. Hun læste nogle af dem og sagde: ”Ja, de er ikke så gode, men nogle af dem kan noget.” Dem, hun syntes var gode, var dem, jeg havde lavet på fem minutter.
Hun fortalte mig, at hvis jeg ville noget med kunst, så skulle jeg tage på højskole. Det var også hende, som sagde til mig, at man kan være kunstner. At det er et reelt arbejde.
Caspar Eric
- Digter Caspar Eric debuterede i 2014 med ‘7/11’ og er nu aktuel med sin syvende (handicap) digtsamling ‘Nye Balancer’.
- I juni modtog han Prins Henrik Prisen 2023 på 300.000 kr. for sine digte, der konfronterer tabubelagte emner.
- Caspar Eric er selv født med cerebral parese.
Cacio e Pepe
Da jeg var yngre, havde jeg ikke en rød reje. Jeg havde taget lån i banken for at kunne komme på højskole. Jeg arbejdede i et køkken, mens jeg læste litteraturvidenskab og boede i et kollektiv på Amager. For at få det hele til at løbe rundt måtte jeg stjæle i Fakta, så jeg kunne få noget at spise. J
eg spiste meget pasta, især Cacio e Pepe, fordi det eneste, du behøver at stjæle for at lave den, er smør, en parmesan – hvis du laver den billige udgave, behøver du ikke peccorinoen – og en pose pasta. Altså peber, har du nok, ellers kan du låne af naboen. Og så kan du lave noget, som ser ball’er ud. Det er ikke fordi, jeg synes, at man skal stjæle. Jeg havde bare ikke noget valg, og så vidste jeg, hvordan man gjorde.
Cacio e Pepe er svært at lave rigtigt. Det kræver, at du øver dig og fejler mange gange. Du må ikke stresse. Du skal forberede tingene og gøre det i den rigtige rækkefølge. Der er både noget matematisk og poetisk over det. Jeg kan godt lide at lave mad, som enten skal simre i lang tid, så jeg kan rende rundt i køkkenet og lytte til podcast, eller noget som skal laves hurtigt og med præcision. Det tempofyldte har jeg altid elsket, men det var også noget, jeg lærte af at stå i køkken. Okay, nu går vi i sportsmode. Der skal action på, og så laver jeg den her ret og serverer den. Flot op på tallerkenen og tørre den af.
Min økonomi fra de år sidder stadig i mig i dag. Når jeg sætter et dankort i en automat, er jeg altid bange for, at den sluger mit kort. Lige nu står der 20.000 kroner på min konto, men jeg er stadig angst for, at der kommet nogen og siger, at jeg i virkeligheden skylder en million i skat. Og at det slet ikke er rigtigt, at jeg har udgivet syv bøger.
Jeg gik ikke til tandlægen i 12 år, selv om jeg havde totalt ondt i munden, fordi jeg var bange for at tandlægen ville shame mig og sige: ”Hvorfor har du ikke været her før? Du kan ikke finde ud af at være et menneske”. I stedet bed jeg smerten i mig og spiste pasta hver dag, indtil jeg ikke kunne holde ud at spise det længere.
Jeg prøver at vise andre mennesker, der også lever med et handicap, at de gerne må drømme om mere, og de må også gerne være vrede over, hvor historisk dårligt vi behandler mennesker med handicap i Danmark.
Mange handicappede ved ikke, hvordan de har det, for de ikke har et sprog for det eller har lært at lukke ned for de følelser. Jeg blev virkelig glad, da jeg sidste år modtog en stor handicappris for min aktivisme og litteratur om mit liv med cerebral parese. Min daværende kæreste sagde: ”Nu går du kraftedeme til tandlægen.” Pengene var ikke længere en undskyldning. Og jeg havde sgu kun tre huller. Jeg græd og græd af lettelse, da jeg gik ud derfra. Og nu er jeg begyndt at kunne holde ud at lave pasta igen. Som en gammel ven, jeg har sluttet fred med.
Avocado med rejer
I de fleste af mine barndomsår boede vi i et hus i Valby på Ålholm Plads, som mine forældre var heldige at købe på det rigtige tidspunkt. Det er ikke fordi, vi er rige, men vi har både været på campingferier, og vi havde to biler. Min mor er apoteker, og min far er it-programmør.
Jeg kommer ikke fra et hjem med klaver, og mine forældre var ikke superkulinariske, men de var gode til at gøre mad til noget hyggeligt ved særlige lejligheder. Til forret fik vi altid avocado med rejer, citron og salt og peber. Det var min yndlingsret som barn. Til hovedret fik vi ofte fondue. Ikke raclette eller ostefondue. Bare olie ned i en gryde, og kød og grøntsager, der var skåret i stykker, og som blev sat på pinde.
Til dessert fik vi chokolademousse. Den stod i køleskabet og ventede, for den var blevet lavet aftenen før. Jeg kan huske følelsen af at åbne køleskabet og se, at den stod derinde, som var jeg kommet til at se en julegave. Jeg vidste bare, at det ville blive en fucking sindssyg dag. Det er de tre retter, som jeg forbinder med hyggelige stunder i familien. Og den fyldte avocado var ligesom symbolet på at: Nu er det nu.
Mine forældre endte med at blive skilt over to omgange. Men det er vigtigt for mig, at de rent faktisk elskede hinanden, og det minder de retter mig om. Jeg har altid været bange for at blive forladt og bange for at alt, hvad jeg har, bliver taget fra mig. Det hænger selvfølgelig også sammen med at have et handicap, hvor jeg ved, at det på et tidspunkt går ned ad bakke, og jeg for eksempel ender i kørestol. Det gør, at jeg skal huske at sætte pris på de gode stunder. Og huske at samles med dem, jeg holder af, omkring et bord.
”Jeg holder af poesi, som er poppet og demokratisk, men det betyder ikke, at den er mindre dyb”
Tiramisu
Til min konfirmation fik vi tiramisu til dessert, og jeg brød mig hverken om tiramisuen eller om at blive konfirmeret. For et halvt års tid siden skulle jeg have nogle venner til middag, og jeg købte en stor tiramisu til dessert nede hos Leos Pizza, fordi jeg vidste, at de andre elsker den, og fordi jeg ikke havde tid til at lave noget selv.
Mine venner var godt oppe og køre over tiramisuen, så jeg tænkte: ”Okay, fuck it, jeg giver den en chance.”. Jeg var på månen over den. Det er den bedste dessert, jeg har fået i 10 år, og nu står der næsten altid en tiramisu i min køler. Idiotisk at bilde mig selv ind, at jeg ikke kunne lide tiramisu, fordi jeg havde smagt det én gang.
Igennem mit liv har jeg også oplevet kunst, som jeg har tænkt, ikke var noget for mig, fordi jeg troede, at jeg ikke fattede en skid. I dag tør jeg godt sige, hvis der er noget, jeg ikke kan lide. Nogle gange skal man selvfølgelig øve sig for at kunne forstå noget, men andre gange har man bare læst et kedeligt digt om naturen. Det er måske indlysende for mange, men det var det virkelig ikke for mig. Hverken når det kom til kunst eller mad.
Jeg har altid været tiltrukket af folk, der kom fra kreative hjem. Folk, som er gode til at snakke om kunst og mene noget om det, er ofte nogle, som har fået hjælp til at stole på deres mening. Og som har øvet sig og lært, at de ikke er pinlige. Vi andre har en usikkerhed. Og det er den, som er forskellen, langt mere end vores oplevelse.
Jeg synes, at det er iøjefaldende, at vi er så meget bedre til at tale om mad. Alle ved sgu efterhånden et og andet om vin eller tør at sige, at tiramisuen er lidt for våd. Jeg har altid ønsket at lave en slags kunst, hvor flere følte, at de måtte mene noget om den, uanset hvilke hjem de kommer fra.
Omelet
Når jeg har god tid om morgenen, laver jeg omelet. Da jeg fik nyt køkken i min gamle lejlighed, viste håndværkeren mig en video med Jacques Pepin, som er en ældre fransk kok. I videoen står han og snakker skønt fransk-engelsk: ”We have the country style omelet and we have the traditional French omelet, and one is not better than the other. They are just different. Different techniques and different styles.”
Siden har jeg skam-set hans videoer og øvet mig i at lave de to versioner. Jeg kan godt lide mad, som ser enkelt ud, men som er svært at lave rigtig godt. Sådan har jeg det også med min poesi. Jeg holder af poesi, som er poppet og demokratisk, men det betyder ikke, at den er mindre dyb, eller at den ikke kræver tid og øvelse at mestre.
Det tager lang tid at finde ud af, hvordan du skriver noget, som både er præcist og helt ærligt. Dét er det samme med omeletten. Og så skal du ikke være bange for, at det ikke lyder fint eller sejt, når du præsenterer din omelet eller Cacio e Pepe og fortæller, at det kun er smør og ost. Livets bedste ting er seriøst bare smør og ost mixet på den rigtige måde.
