I 2015 var kosmetolog Sultana Iqbal gravid med sit tredje barn, sin første dreng. Hun gik over tid og fik at vide, at det var helt normalt, men da fødslen skulle sættes i gang, var noget galt. Hun kunne ikke længere mærke liv i maven. Her fortæller Iqbal om sit livs største sorg; da hun mistede sin baby allerede inden, han kom ud til hende.
Faktaboks
Sultana Iqbal, 43 år. Uddannet kosmetolog og indehaver af klinikken Karma by Sultana på Gl. Kongevej på Frederiksberg. Bor på Frederiksberg sammen med sin mand og fire børn
Min mand og jeg var til en samtale på hospitalet med min jordemor, som virkede til at have travlt – det hele gik lidt hurtigt, og hun lyttede ikke rigtigt til mig. Hun fortalte os, at hvis vores baby ikke kom før, så kom han i morgen, hvor de ville sætte mig i gang. Min mand spurgte, om det var i orden med mig, at han festede lidt for sidste gang. Det var helt fint. Klokken 22.30 mærkede jeg noget underligt i maven, så jeg ringede til hospitalet, og sygeplejersken bad mig drikke noget koldt vand. Pludselig kunne jeg ikke mærke ham inde i maven, og de bad mig tage ind på hospitalet for at blive undersøgt. Jeg glemmer aldrig den følelse. Det var som om, han faldt ned inde i maven.
Under undersøgelserne sagde en af jordemødrene, at han ikke var her mere. Det forstod jeg ikke. Jeg ringede til min mand og sagde, at han skulle komme ind på Rigshospitalet med det samme. Jeg husker det svagt, men jeg tror, at han tog min mor med. Der gik 20 minutter, og så fortalte de min mand det samme: ”Han er her ikke længere.” Jeg troede, jeg skulle til at føde ham. Min bror kom ind på stuen og spurgte, om de ikke kunne genoplive ham, når han kom ud. Sådanne enkelte øjeblikke, dukker op i min hukommelse. Jordemødrene fortalte mig, at jeg skulle føde ham dagen efter, og at vi kunne vælge at tage hjem. Det ville jeg ikke. Jeg tænkte, at hvis vi forlod hospitalet, så døde han. Jeg troede på, at der skete et mirakel.
Til fødslen var hele vores familie samlet på hospitalet. To af mine bedste veninder og søster var med inde på stuen, da jeg fødte. De håbede også på et mirakel: Nu er vi her, nu vågner han. Men det gjorde han ikke. Da jeg havde født ham, lå han i mine arme med lukkede øjne. Min mand kom ind, og personalet gik ud, så vi kunne være alene. Det er det værste øjeblik i mit liv. Han var ikke længere min.
Inden begravelsen sagde min svigerfar til mig, at han ville navngive ham Sultan, fordi han kun var min. Det var kun mig, som fik lov til at bære ham. Det syntes jeg, var så smukt. At begrave mit eget barn er det hårdeste, jeg har oplevet. Døden påvirker dig så meget, den ejer dig. Du kan ikke gøre noget ved den. I den første måned havde jeg hovedpine hver dag, fordi jeg græd så meget. Jeg havde det rigtig skidt. Jeg var sur på hospitalet og havde brug for, at de tog ansvaret, så jeg kunne slippe for min egen skyldfølelse. Sultan var en sund og rask baby, men der kom for meget fostervand ind til ham, og han fik forhøjet blodtryk. Efter noget tid gik det op for mig, at hverken min mand eller jeg, gjorde noget forkert, og vreden mod jordemoderen lagde sig også. Det var heller ikke hendes skyld. Det var ikke meningen, at han skulle være her.
“Efter noget tid gik det op for mig, at hverken min mand eller jeg, gjorde noget forkert, og vreden mod jordemoderen lagde sig også. Det var heller ikke hendes skyld”
En dag fortalte min veninde mig, at den dag Sultan døde, er en stor dag for muslimer. Først tænkte jeg: Hvad snakker hun om? Men så læste jeg mig frem til, at Profeten Muhammads barnebarn blev halshugget d. 10. oktober, altså den samme dato, som Sultan døde, for 1400 år siden. Det skete under Slaget ved Karbala, som er en de mest betydningsfulde kampe i historien for muslimer, især for shiamuslimer, der verden over mindes dagen hvert år. Det gav mig en styrke og en form for ro. Jeg sørgede over, at min søn var død, og de sørger over, at profetens slægt blev slagtet.
Jeg har kun besøgt Sultan to gange siden begravelsen. Jeg har ikke haft lyst til at besøge ham der. Ikke der. Han er med mig hver dag. Han er min styrke. Han har gjort, at vores familie er samlet. At mine børn er omkring mig. At min mand er hos mig. Han er min engel. Jeg savner ham hver dag.
Han gav mig også sin lillebror. For jeg blev gravid igen tre måneder, efter hans død. I de første to måneder fortalte jeg det ikke til nogen. Ikke engang min mand vidste det. Det var først da en jordemoder, sagde til mig, at det også var min mands barn. At det ikke kun var min sorg. Vi skulle kæmpe sammen, sagde hun. Det skabte en åbning i mig, så jeg bedre kunne dele min sorg og lukke min mand ind igen. Indtil da havde jeg mest glædet mig til, at han tog på arbejde om morgenen, så jeg kunne være alene. Vi havde det svært med hinanden, fordi vi ikke talte om, hvad der var sket. Han fortalte mig senere, at han aldrig ville forlade mig, men at han ikke kunne give mig det, jeg ville have, nemlig at få Sultan tilbage. Han kunne ikke give mig den glæde, jeg havde brug for. Så han gav mig plads. Og han knoklede ekstra meget i kiosken, som familien ejer, så jeg kunne tage orlov fra min skønhedsklinik for at håndtere min sorg.
Hvis du havde spurgt mig, inden jeg begyndte i terapi, ville jeg havde sagt, jeg insisterer på at være ked af det. Jeg vil have tårer i øjnene resten af mit liv og insistere på, at det var nogens fejl, at han døde. Min terapeut sagde til mig, at jeg havde en valg mellem at være ked af det for altid eller vise min styrke. Min vilje ville smitte af på min mand og mine børn, som ikke burde vokse op med en følelse af, at det er synd for os alle sammen. Hendes ord, gav mig troen på, at jeg godt kunne klare det.
Jeg valgte min vej. Sultan er med mig hver dag. Alle ved, at han findes, og jeg siger også, at jeg har fire børn, den ene bor bare i himlen. Sorg er også minder. Du sørger over dem, du har en dyb kærlighed til, og det er minderne om de mennesker, du begræder, fordi de er fyldt med kærlighed. Sultan var vores kærlighed. Vores baby. Når vi nærmer os den 10. oktober, flygter min mand fra mig, men på selve dagen skriver han altid: ”Jeg tænker også på ham hver dag.”
