Christina Zemanova reflekterer over, hvad forældreskabet har betydet for hende, her 13 år efter, at hun blev mor. Samt hvad hun lærte af sin skilsmisse, endelig at tro på stor kærlighed – og hvilken verden, hun håber, at hendes to piger skal vokse op i.
CHRISTINA ZEMANOVA
43 år. Uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2004. Pressechef for Politikens Forlag. Har tidligere været chefredaktør for magasiner som Dossier, IN og Cover, redaktør på Børsen og ELLE samt journalist på Politiken. Bor på Østerbro i København med døtrene Andrea, 13år, og Barbara, 10 år.
Hvad vidste du om forældreskabet, inden du blev mor?
“Stort set ingenting. Fra jeg besluttede mig for, at det ikke var en katastrofe, at jeg eventuelt engang i fremtiden blev gravid, til jeg stod med en positiv test i hånden, gik der få måneder. Jeg var den første i min vennekreds, og jeg havde haft mange flere drømme om at blive krigskorrespondent og skiinstruktør end at blive mor. Dagen efter min positive test fulgte seks måneders intens kvalme, hvor jeg ikke havde tid til at tænke eller forberede mig. Derfor anede jeg ikke, hvad jeg gik ind til.”
Hvad overraskede dig mest ved at blive forælder?
“Hvor magisk det føltes, at der kom en lille pige ud af mig med et helt fint og færdigt ansigt, sirligt optegnede læber, store, nysgerrigt stirrende øjne og kulsort hår. At det lille væsen greb fat i min brystvorte og suttede på den, indtil hun fik mad, da hun blev lagt på min mave. At mærke en helt ny og omsiggribende kærlighed, der fik mig til at tro på noget, der er større end os selv. Det overraskede mig i løbet af de næste uger, hvor meget omsorg, der var inde i mig, og hvordan hele verden med ét var forandret.”
Når man får babyer, bliver alting sat på spidsen i nogle år, og derfor tror jeg, at det vigtigste, man skal kunne sammen, er at se mildt på den andens fejl, tale pænt til hinanden og især grine sammen
Hvad var det voldsomste ved at blive forældre?
“Man bliver nulstillet og genstartet som menneske, når man får et barn. Man er aldrig mere nummer et i sit eget liv. Faktisk skal jeg gøre mig umage for at mærke mine egne behov her 13 år efter nulstillingen.”
Hvilke gode oplevelser havde I som ny familie?
“Min eksmand og jeg ville begge gerne vise vores børn verden. De har lært at spise ude og flyve langt fra de var helt små. De kan gå 12 kilometer i en storby på en dag uden at brokke sig, og de er nysgerrige og sjove at rejse med. Sidste år strandede vi i en lufthavn i tre-fire timer en sen, kold aften, og de brokkede sig ikke én gang. De fandt bare noget at fordrive tiden med – dansede, hyggede, legede. For dem er alt det, der går galt, en del af turen. Jeg var ret stolt over dem – og undlod næsten selv at brokke mig, når nu de var så gode at rejse med.”
Christina Zemanova med sine døtre Andrea, 13år, og Barbara, 10 år.
Hvilke udfordringer havde I som partnere, da I fik børn?
“Når man får babyer, bliver alting sat på spidsen i nogle år, og derfor tror jeg, at det vigtigste, man skal kunne sammen, er at se mildt på den andens fejl, tale pænt til hinanden og især grine sammen. Min eksmand Aske og jeg var et godt hold. Han tog de fleste af nætterne, fordi han alligevel vågnede, når børnene græd eller var sultne, mens jeg kan sove fra det meste. Til gengæld tog jeg over, når han var for træt, og jeg havde børnene meget alene, når han var på arbejde i udlandet.”
Det var ikke børn, men tiden, der ændrede vores forhold. Langsomt blev vi mere venner end kærester
Hvordan ændrede dit og Askes forhold sig efter, at I fik børn?
“Det var ikke børn, men tiden, der ændrede vores forhold. Langsomt blev vi mere venner end kærester. Vi var gode til at håndtere livet og børnene sammen, og vi rejste også på ture til Paris, hvor vi havde boet sammen og stadig havde en lejlighed, men vi måtte erkende, at vi var bedre til at løse alt det praktiske i familielivet end at være kærester. Det var svært at bevare den romantiske kærlighed – og den ville vi begge gerne have i vores liv. Vi er stadig rigtig gode venner i dag, og vi taler sammen nærmest hver dag – også om andet end børn. Om journalistik, politik, bøger og alt mulig andet. Når jeg er meget i tvivl om noget og har brug for at vende det, er det ham, jeg ringer til.”
Jeg havde det selv meget svært ved de forventninger, der lå til at være pige i min barndom. Drengene måtte larme, men pigerne skulle være artige.
Hvilke tanker gjorde du dig om, hvordan jeres skilsmisse ville komme til at påvirke børnene?
“Vores skilsmisse er lykkelig på den måde, at vi stadig er enige om stort set alt. Vi har samme opdragelsessyn, samme værdier og vi hjælper hinanden på samme måde, som da vi var et par. Så for vores familie er det værste ved skilsmissen, at børnene skal have to hjem og flytte frem og tilbage mellem deres far og mig. At de altid savner en af os, og at vi intet kan gøre for at fjerne det savn, fordi det er et grundvilkår. Omvendt er savn for alle mennesker en del af livet og at lære at håndtere det vil gøre meget for deres robusthed både nu og i fremtiden.”
Hvilken verden håber du, at dine piger kan vokse op i?
“En mindre kønsstereotyp verden. Jeg havde det selv meget svært ved de forventninger, der lå til at være pige i min barndom. Drengene måtte larme, men pigerne skulle være artige. Så jeg insisterede på at være en dreng i tre år, indtil jeg var 11, og reagerede kun på et drengenavn, som jeg fandt på. I dag lider vores børn under de samme stereotyper, hvilket jeg især opdagede, da min datter på dengang seks år en dag fortalte, at en dreng fra klassen havde slået og drillet hende. Jeg hørte mig selv svare: ”Det er sikkert bare, fordi han godt kan lide dig”. Det var så dumt sagt. Der ligger alle mulige usynlige strukturer og nedarvede holdninger i vores måde at tale om venskaber, kærlighed, skole, arbejde og familie på, og de ord, vi bruger, skaber virkeligheden. De ord har konsekvenser. Jeg gav min datter, der ledte efter min opbakning, en latterlig gammeldags kliché – til trods for mine egne kampe med det samme som lille pige. Både drenge- og pigeforældre er nødt til at tænke over det fælles ansvar, vi har, og jeg gør mig umage for at være kritisk og se på verden med deres nysgerrige og fordomsfrie blik.”
Hvordan har du ændret dig i takt med at pigerne voksede op?
“Jeg har sikkert ændret mig på tusind måder. Men den mest markante er min sårbarhed. Jeg er blevet meget blødere indeni, som om moderskabet med tiden har opløst noget af det hårde. Jeg har altid set mig selv som kynisk, og jeg har aldrig troet på stor kærlighed. Men det gør jeg nu. Jeg ville ønske, jeg havde lært det noget før, men for mig skulle det åbenbart tage mere tid – jeg skulle blive mor, før jeg fandt ind til den side af mig selv.”
