Hun har aldrig kunnet gå under radaren, hverken som genert skolebarn i Polen i 1960’erne, som ‘Chanel-pigen’ i de kulørte blade i 1980’erne eller som i dag, hvor hun i sin fritid holder krop og sind skarpt som balletdanser blandt de unge. Cath Danneskiold-Samsøe åbner garderoben og deler ud af minderne.
Blå bog
Cath Alexandrine grevinde Danneskiold-Samsøe. 66 år. Hun blev født i Lodz i Polen. Som ung arbejdede hun som model, flyttede til Sverige og senere til København i 1987. Her arbejdede hun som stylist og tøjdesigner hos Ivan Grundahl og blev derefter ejer af en kommunikations- og PR-virksomhed, hvor hun i tidens løb var ansvarlig for forskellige luksusbrands som Louis Vuitton og Max Mara. Efterfølgende drev hun bl.a. et kunstgalleri for samtidskunst og var i perioden 2013-2018 chefredaktør på magasinet Beredskab. I dag arbejder hun som kunstkurator, kulturrådgiver og brandingekspert og veksler mellem Danmark og London. Privat har hun været gift med grev Erik Danneskiold-Samsø. Sammen boede de i en årrække på godset Gisselfeld på Sydsjælland. Hun bor i en herskabslejlighed i Indre København
Op til tavlen
“Det er et tracksuit i uld fra Chanel fra 1999, lakballerinasko fra Christian Dior fra 2015 og en cashmere-hoodie fra Tom Ford fra hans Gucci-tid. Så længe jeg kan huske, har jeg gået i hoodies, og jeg tror, at jeg i dag må have en af de største samlinger af hoodies i hele Skandinavien. Jeg elsker virkelig hoodies, især når det er blæsende og fugtigt i vejret, for så forvandler mit ellers glatte hår sig, så jeg hurtigt kommer til at ligne en krydsning mellem en puddel og Bob Marley, og så er det rart at kunne gemme sig lidt.
Jeg har altid haft noget med gerne at ville kunne dække mig lidt til og gemme mig lidt. Da jeg var lille, var jeg genert og ønskede altid at gå under radaren, men det lykkedes aldrig rigtig. Når jeg satte mig i skolen, forsøgte jeg at gøre mig selv usynlig, men så lød det altid fra læreren: ‘Ja, dig der! Kom! Op til tavlen!’ Den var stensikker hver gang, og jeg lykkedes aldrig med at regne ud, hvad jeg skulle gøre for at undgå det. Det har været på godt og ondt med den der synlighed i hele mit liv.
Chanel-pigen
“Det er de samme lakballerinasko fra Christian Dior og det samme tracksuit fra Chanel. I 1980’erne og op igennem 1990’erne blev jeg i den kulørte presse kaldt for ‘Chanel-pigen’, fordi jeg ofte gik klædt i Chanel fra nærmest top til tå. Jeg var ung, da jeg flyttede til Danmark, og der var fra starten meget opmærksomhed, fordi mange syntes, at jeg var anderledes. Folk gloede efter mig, når jeg kom gående på gaden i fuldt designertøj. ‘Hvor skal du hen? Skal du i operaen?’ Men det var ikke derfor, jeg gjorde det. Jeg gik bare i det tøj, jeg allerbedst kunne lide at gå i.
Jeg har også gamle udklip fra pressen fra dengang, hvor jeg blev kaldt ‘Danmarks hotteste stylist’. Jeg havde oprindeligt været fotomodel og var så begyndt at studere kunsthistorie på Lund Universitet, men så blev jeg forelsket i en svensk filmproducer, som flyttede til Danmark for at åbne et filmselskab, og han syntes, at det var noget pjat med kunsthistorie. Han mente, at jeg havde for god smag og burde beskæftige mig med design, og til at begynde med blev det til, at jeg hjalp ham som stylist på det, der dengang hed ‘Pinguin Film’.
Jeg var også med som kostumedesigner på en spillefilm, hvor jeg skulle designe kostumer fra 1950’erne. Filmen blev ikke nogen succes, men kostumerne var vellykkede, og bagefter blev jeg tilbudt at være kostumedesigner på både tyske og svenske spillefilm, og der var også bud efter mig fra Hollywood. Men min eksmand ønskede det ikke, så derfor sagde jeg nej.
Jeg har ikke nogen fortrydelse over det liv, jeg har levet, for det har på mange måder været fantastisk, men jeg kan godt have en fortrydelse over, hvor meget jeg tidligere lod andre træffe beslutningerne for mig. Jeg tror, det har meget at gøre med min opvækst. Mine forældre var ud af en generation, der var blevet traumatiseret og havde mistet alt under 2. verdenskrig inklusive deres familier. De gik op i meget klare linjer; kvinden skulle passe på hjemmet, være præsentabel og kultiveret – dog uden professionelle ambitioner. Jeg ville ønske, at jeg havde haft forældre, som havde set mine talenter, men i stedet blev jeg formet til at skulle leve op til samfundets forventninger. Jeg havde en meget privilegeret opvækst, men lige netop dét var med til at martre mig, og det var dét, som i sidste ende gjorde, at jeg ikke gav plads til mine egne behov og drømme – også langt op i mit voksne liv. I dag ville mange af mine valg have været anderledes.”
Sans for det visuelle
“Ringen er fra Mélange de Luxe og ligner fuldstændig Schiaparellis design. Jeg har altid brugt ægte smykker – ikke fashion jewellery – men den her ring kunne jeg ikke stå for. Den er både smuk og sjov!
Chiffon-silkekappen har jeg bestilt hos skrædderen Carina Grønning. Jeg elsker den der fornemmelse af, at den er gennemsigtig og så alligevel ikke. Den er syet ud fra min egen tegning og mine egne mål.
For snart mange år siden var jeg designer hos Ivan Grundahl, som var en kæmpe institution dengang. Han var den eneste person, jeg nogensinde har mødt med det samme millimeter-øje, som jeg selv har. Det er noget, jeg altid har haft. Når jeg skitserer, kan jeg se, hvad der er to og en halv eller fem centimeter på øjemål, og jeg kan hænge malerier op på væggen uden at måle op først.
På et tidspunkt havde jeg nogle håndværkere på mit galleri, der stod og målte op med linjer og det ene og det andet, og til sidst mistede jeg tålmodigheden og sagde: ‘Stik mig hammeren.’ Bum, bum, bum. Så hang det præcis, som det skulle. Det var de ret imponerede over.
Jeg tror, det er noget, man enten har eller ikke har. Vi har allesammen visse sanser, der er mere udviklede end andre. Jeg har aldrig haft et særlig godt sprogøre. Til gengæld har jeg altid haft en sans for det visuelle.”
Autodidakt modeikon
“Silkesandalerne er fra Chanel fra slutningen af 1990’erne, og silkekjolen er Max Maras eksklusive ‘Pianaforte’-linje fra 2000 – den linje, der i dag hedder ‘Atelier’. Dengang var det en linje af det fineste håndværk og materialer, primært gallatøj, mens det i dag også omfatter hverdagstøj.
I slutningen af 1990’erne åbnede jeg et kommunikationsbureau med fokus på at positionere internationale modehuse i Skandinavien, og her fik jeg bl.a. Max Mara som kunde. Det var i år 2000, lige inden de åbnede officielt. Dengang stod jeg for kommunikation, ‘media buying’, PR og branding og dækkede Skandinavien og de baltiske lande men havde også kasket som ambassadør og talsperson. Jeg havde også bl.a. Louis Vuitton og La Perla som kunder. Det var meget tilfældigt, at jeg kom til at beskæftige mig med det, for jeg havde ikke nogen kommunikationsuddannelse fra CBS, men qua min multikulturelle baggrund og mine interesser for kunst og kultur havde jeg alligevel en erfaring, der kunne bruges. Både Max Mara og Louis Vuitton har hvert sit eget, imponerende museum, og Louis Vuitton var et af de allerførste modehuse, der indgik ‘collabs’ med kunstnere. Dengang var det meget unikt.
Jeg har altid været meget interesseret i contemporary art, og selvom jeg er autodidakt, havde jeg en stor viden og know-how fra mine mange kunstrejser rundt om i verden. Med lige netop samtidskunst er det min erfaring, at det ikke er nok at basere sin viden på kunsthistorisk litteratur alene, fordi forandringer inden for kunstens verden sker så kolossalt hurtigt. Det var min fordel, at jeg havde fingeren på pulsen, hvad det angik.
Så var der andet, jeg ikke var særlig god til. Såsom at bruge den rigtige form for ‘business language’, men så havde jeg heldigvis assistenter og studentermedhjælpere med CBS-baggrund, som kunne bruge alle de rigtige begreber.
Det er min teori, at hvis ikke man har en personlig interesse for noget, så kan man heller ikke opfinde den dybe tallerken. Jeg endte med at arbejde med Max Mara i 10 år og Louis Vuitton i 15. Det er lang tid i den verden, men det tager jeg som et bevis på deres anerkendelse af mit arbejde.”
Den ukendte Mary
“Vesten og nederdelen er et silkesæt fra Malene Birger. Det er ikke en del af Malene Birgers standardkollektion, for tilbage i 2003 skabte hun en helt fantastisk linje ved navn ‘Salon’. Jeg vil vove at påstå, at det var den første kollektion nogensinde i Danmark med et haute couture-twist. Det er simpelthen det bedste craftsmanship, man kan forestille sig. Dengang, det kom frem, var der bare næsten ingen, der ville købe det, fordi det i dansk kontekst var høje priser. Hvis hun skabte samme kollektion i dag, ville det være anderledes, men i 2003 var det som regel sådan, at når man kom op i den priskategori, kiggede man efter brands som Chanel og Tom Ford. Folk herhjemme ville have the big brand, og det var kun nørder som mig, der ikke købte efter, hvad der stod i nakken. I dag er der heldigvis langt flere, der har fået øjnene op for det. Kvaliteten og tøjets silhuetter er fantastiske, og i min optik er ingen i Danmark nogensinde kommet så tæt på haute couture som Malene Birgers ‘Salon’.
Jeg husker stadig tydeligt showet til den første kollektion i august 2003. Det foregik på Østre Gasværk, og der var David Bowie-musik, og alt var magisk. Det var en dag, der talte til alle mine sanser. Når jeg husker det så klart, så var det også fordi, Dronning Mary kom. Det var hendes allerførste modeshow, og ingen kendte hende, for hun var endnu ikke engang forlovet med Kong Frederik. Hun sad heller ikke på forreste række men helt diskret lidt længere tilbage med et par af hendes kommende mands veninder. Undervejs fik den danske presse dog alligevel nys om, hvem hun var, og så var pressedækningen pludselig massiv. Siden havde jeg selv fornøjelsen af at møde Dronning Mary ved flere lejligheder.”
Dansk mode i London
“Foruden Tom Ford-hoodie, Christian Dior-sko fra 2018 og Valentino- showpiecesolbriller har jeg en silkekappe fra en af Cecilie Bahnsens første kollektioner på. Jeg kan stadig huske, at det overraskede mig, da jeg faldt over den og så, hvem der havde lavet den: ‘Wow, det er danske Cecilie!’ Jeg syntes, at den var så cool. Det er en lidt anderledes stil, end hun er kendt for, for den er mere minimalistisk.
Mens jeg selv prøvede, kom flere andre forbi – blandt andet en gruppe skønne, japanske fashionistas, som alle lignede kampagnemodeller – og faldt over den samme jakke, og jeg blev ved med at kunne høre dem udbryde: ‘Oh my god!’ De ville alle have den samme kappe, og på ingen tid var den udsolgt. Det er 10 år siden på Dover Street Market i London. Jeg elsker den butik, og da jeg boede derovre, besøgte jeg den ofte. Jeg savner nogle gange London, særligt følelsen af at min nysgerrighed hele tiden bliver pirret, når jeg er derovre. Det oplever jeg ikke så intenst i andre byer, som jeg gør lige netop der. Jeg elsker den britiske kultur, der er en sjov sammenblanding af en overvældende historie og en undergrundskultur med musik, mode og samtidskunst. Man er hele tiden spændt på, hvad der vokser frem.
Den nye generation herhjemme har til gengæld også gang i mange spændende ting. Der er en fantastisk energi, og de unge er ikke så bundet af grænser og konventioner, som man måske var i gamle dage. Det er mere frit og uforudsigeligt, og det elsker jeg. Det er bestemt ikke det værste tidspunkt at bo i København.”
Uautentiske døgnfluer
“Det er den samme Malene Birger fra ‘Salon’ fra 2003, og masken er designet af Jane Kønig. Det er helt fantastisk håndværk. I hendes butik ser man mest de kommercielle pieces, som hun lever af, men hun er megakreativ og har en stor kunstner i sig. Det er bare ikke altid, at hun udfolder sig på den måde, fordi de ting ikke er lige så sellable, men projektet her var hendes eget lille kunstprojekt. Det samlede projekt bestod af en guldboks med forskellige accessories, inspireret af fetich-objekter.
Jeg mødte hende til et ‘Dansk Magazine’-arrangement tilbage i 2015, hvor hun komplimenterede mig for at være cool, og det blev jeg rørt af, for man bliver glad, når den slags kommer fra gode mennesker. Det var i samme forbindelse, at masken blev præsenteret. Sidenhen købte jeg den selv. Jeg har altid købt ting udelukkende for min egen skyld og ikke for at imponere nogen. For mig er det den eneste måde at gøre det på.
Jeg har til gengæld været til en masse kunstmesser og modeuger, og her møder man både den slags typer, hvor det føles ægte, og hvor man kan mærke, at de ser ud, som de gør, fordi det er sådan, de er, og så alle dem, der bruger en frygtelig masse tid på at skabe en ‘installation’ af sig selv blot for at imponere andre. Det føles bare aldrig troværdigt.”
Hot i dag, koldt i morgen
“Det er en kjole fra 1985 i stretch-polyester, som jeg selv har designet. Den har fulgt mig i tykt og i tyndt. Den har altid været med i min bagage på mine rejser rundt omkring, og den krøller aldrig, og selvom den er blevet vasket tusindvis af gange, virker den næsten som ny. Efterhånden har livets gang dog sat sine spor på den, og derfor har jeg fået designeren Lasse Spangenberg til at sy en ny for mig med lignende silhuette og i lækkert silkemateriale. Den vil jeg bruge resten af mig liv.
Der er meget af mit tøj, der er mere end 20 år gammelt. Folk kalder det vintage, men mange i min generation associerer vintage med noget, der er slidt og lugter af gammel kælder. Derfor har jeg stadig heller ikke vænnet mig til at bruge det udtryk, men samtidig synes jeg, at hele den nuværende vintagebølge er meget relevant og vigtig, fordi den måde er et modstykke til fashionmarkedets overforbrug og samtidig giver enhver mulighed for at udtryk sig selv som individualist.
Min egen stil har ikke forandret sig synderligt igennem livet. Jeg har aldrig været specielt til fals for sæsonens ‘mest hypede’ eller ‘hotteste’. Jeg ser det heller ikke sådan, at jeg ‘gemmer’ mit tøj. Jeg hænger det bare tilbage i skabet, og så ser jeg på, hvornår det vil mig noget igen, for alt i min garderobe er noget, jeg har lyst til at genbruge om og om igen. Jeg har mange pieces fra den periode, hvor de stramme silhuetter var i fokus, før den her oversized mode vandt frem, som har været her i en del år nu. Men den slags skifter altid. Tight, baggy, tight, baggy. Fashion comes, fashion goes. Det, som er hot i dag, er koldt i morgen.”
Ud-af-kroppen-oplevelse
“Det er et gammelt Prada-bælteskørt i nylon fra 1990’erne, der er sat sammen med et silkeskørt og en silketop fra Villao – et dansk brand. Skoene er balletballerinaer fra Miu Miu. For et års tid siden begyndte jeg at gå til ballet i Tivolis Balletskole i regi af kunstnerisk leder Kristoffer Dahl Sakurai. Det er et ‘voksenhold’, men de andre er omkring de 30 år, så jeg stikker en smule ud, men det er faktisk blandt andet for at få en bedre kropsholdning, at jeg er startet, for jeg har mere og mere en tilbøjelighed til at sidde krumrygget ved computeren, og i min alder er det noget, man skal passe på med, for ellers går man pludselig rundt som en gammel pukkelrygget kone.
Men det kan balletten være en medicin imod, for den fodrer på smukkeste vis mine sanser og lærer mig de mest graciøse bevægelser til engletoner af klassisk musik. Jeg har i mange år været meget betaget af balletverdenen og gået til mange forestillinger. Jeg elsker musikken, udtrykket og ikke mindst kontrasten og modsætningerne, der findes i ballet. Det er jeg utroligt fascineret af. Det er det bløde og det hårde, det er the beauty and the beast, det er brutalitet men for skønhedens skyld, der skaber de smukke berøringer og bevægelser. Alt det får jeg lov til selv at opleve i glimt på egen krop, når jeg træder ind i den verden.
Jeg elsker at lytte til mennesker og lære nye ting. Jeg har en lyst til livet og samtidig en indre ro, som jeg ikke har haft før. For fem år siden, mens jeg stadig boede i London, fik jeg blackout og røg i koma. Det var meget dramatisk, for jeg havde aldrig fejlet noget før, og pludselig svævede jeg mellem liv og død. Jeg havde en ud-af-kroppen-oplevelse, hvor jeg så mig selv ligge med elektroner og kabler og være helt væk. Det var egentlig ikke skræmmende, det var mere som en åbenbaring, og mens det skete, tænkte jeg: ‘Hvorfor skal jeg egentlig pine mig selv for andres skyld? Hvorfor skal jeg leve op til andres forventninger?’
Da jeg vågnede, kunne jeg intet gøre fysisk, og jeg måtte bygge mig selv op igen. I dag føler jeg mig næsten som en teenager, men jeg er 66 år. Hvad er gennemsnitsalderen for en kvinde i dag? Det er ikke for at lyde dramatisk – we will all go six feet under – men i gennemsnit har jeg vel kun omkring 10-15 år tilbage. Og når for 10 år siden samtidig føles, som om det var i går, føles det jo ikke i udgangspunktet af meget.
Til gengæld er jeg alt for glad for livet til at være bitter over, at det måske nærmer sig udløbsdatoen. Jeg føler endelig, at jeg er begyndt at leve et liv i fuldstændig overensstemmelse med mig selv. Jeg har en indsigt, som jeg ville ønske, at jeg havde haft, da jeg var yngre – dengang jeg var så optaget af at skulle please og blive elsket og derfor tog valg, som ofte ikke var mine egne. Jeg ville ønske, at jeg dengang kunne høre min indre stemme så tydeligt, som jeg hører den nu.”
