Det var først i en sen alder, at det gik op for Caroline Fleming, at hun levede en tilværelse, der ikke var helt ligesom alle andres. For hvordan skulle man vide det, når man konstant var omgivet af adelige, godsejere og toppen af samfundet? Nu udkommer ‘Caroline’, hvor baronessen for første gang fortæller om sit usædvanlige liv, hvor hun blev født som arving til Valdemar Slot og senere giftede sig ind i en af Englands rigeste familier.
Blå bog
Caroline Fleming. Født i 1975. Er vokset op på Valdemar Slot i Det Sydfynske Øhav. Bar titlen som baronesse, indtil hun giftede sig med Rory Fleming i 2001. Sammen fik de børnene Alexander og Josephine. I 2008 blev de skilt. Senere dannede hun par med fodboldspilleren Nicklas Bendtner, som hun fik sønnen Nicholas med. Hun har arbejdet som model, medvirket i flere TV-shows, bl.a. ‘Baronessen flytter ind’ og ‘Danmarks næste topmodel’ og udgivet flere kogebøger. I dag bor hun i Hellerup med sine tre børn. Hun danner par med lægen og plastikkirurgen Frederik Kølle.
1. Adel forpligter
Da Caroline Fleming var barn, var der én klar læresætning, der altid gik igen: “Noblesse oblige.” Adel forpligter. Som efterkommer af søhelten Niels Juel var hun ægte uradel, som hendes far altid sørgede for at understrege – en del af den ældste adel i Danmark. Som belønning for at have besejret svenskerne ved slaget i Køge Bugt i 1677 havde Niels Juel fået Valdemar Slot i Det Sydfynske Øhav, og det var her, Caroline Fleming voksede op med sine forældre og sin lillesøster.
Mens hun var barn, boede hendes farfar på slottet. Han bar titlen lensbaron og var af den opfattelse, at penge var noget, man havde, ikke noget, man tjente, og hvis han eksempelvis blev ramt af den indskydelse, at han trængte til et par nye sko, fik han sin chauffør til at køre ham i Bentleyen ind til lufthavnen i Odense, hvor et privatfly fløj ham til London, og en ny chauffør kørte ham til skomageren – også selvom han allerede havde seks af de samme par derhjemme i forvejen.
Han ødslede med pengene, for der var jo uendelige af dem. Til gengæld skortede det på nærværet og kærligheden.
“Adelen herhjemme lider nemlig af en følelsesmæssig sygdom, som er blevet nedarvet i generationer, hvor man ikke har været i stand til at vise omsorg og tage sig af hinanden på et emotionelt plan”
“I bogen beretter jeg om et møde med en dame fra den danske adel, der sagde til mig, at ‘adelen er syg’, hvortil jeg nikkede, for jeg vidste præcis, hvad hun mente. Adelen herhjemme lider nemlig af en følelsesmæssig sygdom, som er blevet nedarvet i generationer, hvor man ikke har været i stand til at vise omsorg og tage sig af hinanden på et emotionelt plan.
Min ghostwriter og jeg besluttede os tidligt for, at det ville give mening for bogen at gå nogle generationer tilbage. Derfor fortæller jeg ikke kun om min egen historie – jeg skriver også om min far og hans søskende og om mine bedsteforældre. Det har været spændende for mig at lære dem bedre at kende, fordi det har givet mig en bedre forståelse for, hvorfor de blev til de mennesker, som de blev til, og hvorfor de agerede, som de gjorde. Helt grundlæggende, så forstår jeg bedre min far efter at have skrevet bogen, for han var også bare et produkt af det, som han oplevede, og ikke mindst den manglende omsorg.
“Jeg går ikke ligefrem ud fra, at det er sådan, man føler sig elsket og tryg i forhold til sine forældre”
Når min far kom hjem på weekendbesøg fra Herlufsholm, dengang han blot var en dreng, og løb sin far i møde med åbne arme, blev han ramt af en mur af cement. Sådan beskrev han det selv. Man skal godt nok være et specielt menneske for ikke at kunne åbne sine arme for sit barn, når det løber imod én med åbne arme. Det vil jeg kalde for ‘sygt’.
Jeg var kun 12 år, da min farfar gik bort, og jeg kendte ham ikke så godt, men jo mere jeg hører om hans livsstil, og hvordan han var som forælder, jo flere ting forstår jeg. Min far og hans søskende måtte kun se deres forældre én gang om dagen. Det var sidst på eftermiddagen, når de var blevet badet og var kommet i deres små sejleruniformer. Så gik de ned og sagde pænt godaften, hilste på deres forældre og drak en kop te med dem. Jeg går ikke ligefrem ud fra, at det er sådan, man føler sig elsket og tryg i forhold til sine forældre.”
2. En anden slags opdragelse
Caroline Flemings far slægtede sin egen far på, hvad angik livsstil. Han var en ægte livsnyder, der fik skræddersyet alt sit tøj i London, selv boksershortsene, og hans sko skulle altid være så blankpolerede, at han kunne spejle sig i dem. Men han mindede også om sin far med sin manglende evne til at udvise omsorg, og ligesom han selv havde været bange for sin fars temperament, var Caroline Fleming det for hans.
I hele sin opvækst jagtede hun konstant de små, flygtige øjeblikke af nærvær – som når han en sjælden gang imellem tog hende i hånden.
“Når et lille barn med åbne arme, åbent hjerte, åbent sind, gang på gang på gang bliver afvist, så bliver det til sidst også sygt, for alt det, man ikke kan processere, alt det, man ikke kan komme ud med, det sætter sig fast forskellige steder i kroppen – ikke mindst i hovedet. Det oplevede jeg selv, ikke mindst da jeg mistede min mor. Hvis jeg havde været omgivet af voksne mennesker, der kunne tale med mig om det, så havde jeg kunnet sørge, men i stedet blev det fortiet, for den tilgang til svære emner var blevet nedarvet i generationer i adelen, og derfor satte det sig i stedet i min krop og i mit sind på en usund og destruktiv måde.
Hvis ikke vi bliver mødt i vores sensitive jeg, ender vi med at være nødt til at bedøve vores følelsesmæssige liv, om det er med alkoholisme, som det gjaldt for mange i min familie, eller med spiseforstyrrelser, som det var tilfældet for mig, eller om det er trangen til hele tiden at bedøve sig gennem en skærm, som mange gør i dag. Og det underliggende problem bliver ført videre. Jeg har brugt store dele af mit liv på at jagte min fars anerkendelse, ligesom han gjorde det med sin far.
Når mine egne børn kommer hjem fra skole, så hygger vi resten af dagen, vi spiser middag sammen, og vi snakker sammen. Jeg putter også mine børn hver dag, selvom de er store, og om morgenen er det altid med godmorgenkram. For mig betyder det utrolig meget at fortælle mine børn, hvad jeg føler og tænker om dem – og dele min kærlighed til dem. Det er meget atypisk, i forhold til hvad jeg kommer fra. Det var en del af min opdragelse, at alle sådan nogle ting snakkede man slet ikke om. Men jeg elsker, at mine børn er rigtig gode til at udtrykke deres behov til mig. Det er en vidunderlig lim i et sundt kærlighedsforhold.”
3. Gensyn med Herne House
Da Caroline Fleming var seks år gammel, flyttede hendes familie fra Valdemar Slot til England, hvor de efter at have boet til leje et par steder fik hjemme i Herne House syd for London. Det var hendes mors drømmehus med en stor, parklignende have. Der var også både tennisbane og swimmingpool, men da faren mente, at sidstnævnte lå for langt væk fra huset, fik han anlagt endnu en.
Mens familien boede her, blev Carolines mor syg, og da hun blev indlagt på hospitalet, viste det sig, at hun havde cancer flere steder i kroppen. Det var dog ikke noget, som 11-årige Caroline Fleming og hendes søster fik noget at vide om. Som der står skrevet i bogen: “Der var så meget, der ikke blev sat ord på. Så meget, der ikke blev fortalt. Ting blev fortiet. Hvis man ikke talte om det, så var det næsten, som om det ikke var sket.”
Få uger senere satte Caroline Flemings far sig dog alligevel imellem hende og søsteren i sofaen, klemte dem hver især i hånden og gav dem beskeden, at moren var gået bort.
“I forbindelse med bogen rejste jeg tilbage til England for at besøge mit barndomshjem, hvor vi boede, da min mor gik bort. Jeg flyttede derfra, da jeg startede på Herlufsholm, en lille måneds tid før jeg fyldte 15 år, og herfra kom jeg kun tilbage til Herne House, når jeg havde rejseweekend. Mens jeg gik i 3. g, flyttede min far og stedmor tilbage til Danmark, og så har jeg aldrig været tilbage siden, men huset har ofte figureret i mine drømme.
I forordet til ‘Caroline’ skriver Caroline Fleming, at hun flere gange tidligere har forsøgt at skrive bogen, men først nu endelig er klar til det. “Der er forskellige årsager til, at jeg sender min bog ud netop nu. Den vigtigste er, at jeg er et rigtig godt sted, hvor jeg har sluttet fred med mig selv og min fortid. Samtidig skriver jeg også bogen for at sætte the record straight. I mange år har jeg været tilskuer til den historie, som tilfældigvis har været mit eget liv, og jeg kan ikke understrege, hvor mange gange jeg har læst og hørt ting, hvor jeg har tænkt: ‘Det er ikke sandheden, det er ikke virkeligheden, det er ikke min historie.’ Samtidig har jeg det sådan, at min virkelighed er hellig for mig. Den skal ikke blot være et modsvar på nogle beskyldninger. Derfor er det her også blot min oplevelse, det er min truth, det er det, jeg har været igennem, og jeg har behov for endelig at fortælle det hele fra mit perspektiv.”
Da jeg fløj til London i maj, vidste jeg ikke, hvem jeg skulle kontakte, og jeg anede ikke, hvem der ejede huset, men tog alligevel forbi, og da jeg ringede på, åbnede lågerne. Jeg begyndte at gå op ad indkørslen, og jeg var fuldstændig betaget, for selvom jeg ikke havde været der i 32 år, var meget alligevel det samme. Langs indkørslen stod de store, smukke, mørkegrønne lanterner, som min mor havde tegnet i sin tid. Det var hendes drømmehus, og hun kælede virkelig for detaljerne.
Der var de flotteste kæmpetræer og rododendronbuske, og fordi de mange bluebells var sprunget ud, var der blålilla over det hele. Da jeg kom længere, blev jeg mødt af en af gartnerne, som sagde, at jeg ikke kunne komme helt ind. Jeg spurgte ham, om ejeren var hjemme, og forklarede, at jeg havde boet her engang og så gerne ville ind og se huset. Han lovede at spørge, og lige pludselig kom ejeren så gående i skjorte og vest. Han var simpelthen så sød og fortalte, at de lige var landet fra Bermuda samme morgen, men “Please come in”. Og så trådte jeg ind i det, der på godt og ondt havde været mit barndomshjem engang. Hele huset lignede sig selv, som det havde været for 32 år siden. Selv min mors grøntsagshave ude bagved var der stadig.
“Det kan være svært at åbne en dør til sin fortid, hvis fortiden har været meget smertefuld, men for mig var det dejligt at kunne gå igennem den dør og have mig selv med på den måde, jeg kan i dag, hvor jeg virkelig tager vare på mig selv”
Vi gik rundt i hele huset, og jeg var også oppe på mit gamle barndomsværelse og i vores ‘nursery’, hvor vi dengang legede med Barbie-dukker i timevis. Da vi kom ind i dagligstuen, fik jeg en klump i halsen, for herinde var alle minderne fra de år, der uden tvivl var de mest traumatiske i mit liv. Jeg kunne ikke andet end bare lade tårerne trille.
Det var utroligt at tænke tilbage på den unge, sårbare pige, jeg havde været dengang. ‘Hold op, hvor har du været meget igennem,’ tænkte jeg, og ‘Hold op, hvor er jeg taknemmelig for, hvor jeg er i dag’. Det kunne jeg virkelig mærke. Jeg har haft det privilegie at få den, for mig, helt rigtige hjælp, som gør, at det i dag er en berigende oplevelse at besøge mit barndomshjem, i stedet for at jeg blot graver dybere ned i et sår. Det kan være svært at åbne en dør til sin fortid, hvis fortiden har været meget smertefuld, men for mig var det dejligt at kunne gå igennem den dør og have mig selv med på den måde, jeg kan i dag, hvor jeg virkelig tager vare på mig selv.
Da jeg gik igen, sagde de nye ejere: “You can come back anytime. Please come back and bring your children.” Det er vildt, at et sted, der har været fyldt med så mange smertefulde minder, måske en dag kan gå hen og blive en meget speciel oplevelse med mine børn.”
4. Skilsmisse og terapi
Som 25-årig boede Caroline Fleming i London og levede et liv på første klasse som eftertragtet model. En aften var hun til en fest og stod og røg, da en mand kom hen til hende og foldede et askebæger af en gammel Post-it-note, som hun kunne aske i. Manden hed Rory Fleming og kom ud af den noble og meget velhavende britiske Fleming-familie.
Få uger efter ringede han til hende, fordi han gerne ville ses. Han befandt sig i Schweiz, men tog et fly til London, så de kunne mødes til middag allerede samme aften. Et par dage senere rejste hun med ham til Verbier, og på fjerdedagen i Schweiz friede han til hende.
Caroline Fleming havde hele sit liv været nervøs for, hvordan hendes far ville reagere på hendes valg af ægtemand. Han stillede høje krav, og Rory var ikke adelig, men at komme fra Fleming-familien, Englands fjerderigeste familie, viste sig dog alligevel at være godt nok.
Med tiden stod det dog klart for Caroline Fleming selv, hvor følelsesmæssigt forskellige hende og Rory Fleming var, særligt efter at de fik børnene Alexander og Josephine. Han gav udtryk for, at hvis det stod til ham, kunne børnene sagtens leve på én etage, og de voksne på en anden – og så kunne de lige komme ned og blive kysset godnat, inden de skulle sove.
“Jeg havde simpelthen giftet mig med en, der mindede om min far, fordi det var så normalt og det eneste, jeg kendte til”
“Efter Herlufsholm flyttede jeg til London, hvor jeg blev en del af modelbranchen. Jeg fortsatte med at bevæge mig på de høje tinder, og så blev jeg gift med Rory og ind i en familie, der kom fra de samme store gårde som min egen.
De næste otte år af mit liv brugte jeg med mennesker, der i bund og grund var ligesom dem, jeg altid havde omgivet mig med. Det var først igennem terapi, at jeg fandt ud af, at Rory var en fuldkommen forlængelse af min egen far. Jeg havde simpelthen giftet mig med en, der mindede om min far, fordi det var så normalt og det eneste, jeg kendte til. I min opdragelse havde gode manérer fyldt rigtig meget, og stadig i dag gør den slags mig tryg. Det var noget, som Rory i den grad havde, og derfor følte jeg mig straks hjemme i hans nærvær – også selvom vi følelsesmæssigt var et totalt mismatch.
Jeg har altid følt mig anderledes end den familie, jeg er født ind i, og den verden, jeg har befundet mig i. Da jeg var yngre, var det noget, der gjorde ondt på mig, og den smerte bedøvede jeg i en årrække på forskellige måder, men da jeg blev mor, kunne jeg ikke længere bearbejde den igennem andet end samtale. Jeg fik lige pludselig et kæmpe behov for at blive et helt menneske, og hvis jeg skulle blive det, blev jeg først og fremmest nødt til at arbejde på at reparere mig selv indefra.
““He may not be a Mr. Right, but he’s Mr. Right now.” Det er okay ikke altid at træffe den perfekte beslutning. Livet er jo ikke en destination, men en rejse”
Jeg forsøgte igennem flere år at finde en terapeut, der kunne hjælpe mig, før jeg endelig fandt frem til Caroline Dolby, der så mig med øjne, der lignede min mors. Jeg mødte hende i forbindelse med min skilsmisse, og hun hjalp mig med at komme tilbage i min krop. Jeg begyndte at mærke, hvad der egentlig foregik indeni, i stedet for hele tiden at bedøve mig selv. Til at starte med kan den slags være vanvittig overvældende, fordi det er så uoverskueligt, og det gør så ondt. Det var faktisk decideret rædselsfuldt. Der var mange, mange, mange gange, hvor jeg var hos hende, hvor jeg flød over af min sorg, nærmest i det sekund jeg så hende. Den sprøjtede ud af hver en celle i mig, men hun blev ved med at forsikre mig: “Jeg har dig, jeg er her for dig, og vi kommer igennem det hele.”
De efterfølgende fem år arbejdede Caroline og jeg utrolig intensivt. Hun behandlede mig som en blomst med 500.000 lag, hvor man lige så forsigtigt skulle tage det ene lag efter det andet væk, og langsomt kom vi helt ned i dybden af min barndom og i tiden omkring min mors død.
Hun var også god til at hjælpe mig med andre ting. Nu er det ikke, fordi jeg har haft specielt mange kærester i mit liv, men noget af det sjoveste og bedste, Caroline Dolby nogensinde har sagt til mig, er: “He may not be a Mr. Right, but he’s Mr. Right now.” Det er okay ikke altid at træffe den perfekte beslutning. Livet er jo ikke en destination, men en rejse.”
5. Baronessen flytter ind
I 2007 blev TV-programmet ‘Baronessen’, der omhandlede Caroline Fleming og Valdemar Slot, sendt. I et af afsnittene skulle hun tre måneder til Schweiz med familien for bare at nyde livet, men som hun udtalte til kameraet: “Mit liv er fuldstændig lige så almindeligt som alle andres. Jeg elsker at spise frikadeller. Jeg elsker at være sammen med min familie, og vi lever virkelig et helt almindeligt liv.”
Det var først året efter, da Caroline Fleming medvirkede i TV-programmet ‘Baronessen flytter ind’, at det gik op for hende, hvor forkert den antagelse havde været. I TV-programmet skulle hun hen over en weekend flytte ind hos en helt almindelig dansk familie, der havde svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, mens moren i familien omvendt tilbragte en forkælelsesweekend på Valdemar Slot.
“Det var meget sent, at det gik op for mig, hvor privilegeret en opvækst jeg havde haft. Vores naboer og venner, da jeg voksede op, var jo folk ligesom os selv – mine gudforældre, som også var min fars to bedste venner, boede på henholdsvis Tranekær Slot og Ravnholt Gods. Det var mennesker fra samme kår, det var godsejere og adelige. Det var min normal. Jeg tænkte ikke engang over, at der kunne være andre virkeligheder, for det var jo bare sådan, det var.
“Jeg var baronessen i de lyserøde gummihandsker, der fik lov at flytte ind og spendere et par dage og aftener med den her familie og løse deres individuelle problemstillinger med kærlighed og med de ressourcer og midler”
Det var faktisk ikke, før jeg gik i gang med at lave ‘Baronessen flytter ind’, at jeg så, hvordan mange andre levede deres liv. Det var en kæmpemæssig wow-oplevelse for mig, men mest af alt var det virkelig givende. Jeg følte mig så utrolig beæret over at få lov at komme ind i folks hjem, ja ligefrem ind i folks liv.
Jeg var baronessen i de lyserøde gummihandsker, der fik lov at flytte ind og spendere et par dage og aftener med den her familie og løse deres individuelle problemstillinger med kærlighed og med de ressourcer og midler, vi fik lov til at lege med, og hver gang jeg havde lavet et nyt program, gik jeg hjem og var så beriget i mit hjerte. Familierne var jo så forskellige, og mange kom fra forskellige etniske baggrunde, med forskellige spise- og levevaner. Det var dybt fascinerende, og jeg fik selv så meget styrke og energi ud af det. Jeg blev fyldt op med feel good-endorfiner, så jeg så kunne gå hjem og fortsætte min egen personlige kamp.”
6. “Gud, det er jo mig!”
Det var også i forbindelse med ‘Baronessen flytter ind’, at Caroline Fleming mødte fodboldspilleren Nicklas Bendtner. I tredje sæson besøgte hun en familie i Københavns Nordvestkvarter, hvor de tre sønner var store fans af Bendtner. Hun fik arrangeret, at han dukkede op i haven for at spille fodbold med drengene.
Selvom Caroline Fleming var 33 år, og Nicklas Bendtner 21 og en helt anden type, end hun havde været vant til fra sit liv, blev de forelskede, og blot lidt over et år efter fik de sønnen Nicholas. Forskellighederne mellem mor og far viste sig dog alligevel at være for store, og ti dage efter fødslen gik de fra hinanden.
“Langt om længe fik en psykolog sporet dem ind på, at han havde ADHD. I den forbindelse opdagede Caroline Fleming, at hun faktisk også selv altid havde lidt af udiagnosticeret ADHD”
Sønnen Nicholas havde krudt i røven, allerede fra han var helt lille, og sprang rundt og blev hele tiden væk. Da han senere kom i skole, havde han svært ved at passe ind. Langt om længe fik en psykolog sporet dem ind på, at han havde ADHD.
I den forbindelse opdagede Caroline Fleming, at hun faktisk også selv altid havde lidt af udiagnosticeret ADHD.
“Det er fire år siden, at jeg fik konstateret ADHD, så jeg er fire år into the ride, men jeg kan nemt se tilbage på, at det er noget, jeg har været påvirket af hele mit liv. For mig skal alt stå perfekt for ikke at støje. Det irriterer mig, at jeg ikke har fået redt min seng endnu, og at jeg ikke har fået støvsuget huset, for i går på det her tidspunkt havde jeg redt alle sengene – ja der havde jeg faktisk støvsuget to gange og allerede lavet fire vaske, og alt stod perfekt.
“Jeg er til gengæld også blevet bedre til at kunne sige til mig selv, at det er okay, og at der ikke sker noget ved, at det ikke er gjort”
Siden min søn, og senere jeg, fik diagnosen, har jeg valgt at uddanne mig selv inden for området, så jeg i dag har en større bevidsthed om det, men det betyder ikke, at jeg altid følger det, som er bedst for mig. Jeg er jo også et menneske, så selvom jeg godt rationelt ved, at hvis jeg gør det her, så brænder jeg mit lys i begge ender, så kan det på den pågældende dag godt være, at jeg kommer til at sige ja til noget, som jeg burde sige nej til, fordi jeg i momentet kan føle, at jeg har vildt meget energi. Sådan er det desværre ofte – min fornuft siger nej, men mit behov siger ja.
Dét at blive diagnosticeret med ADHD har gjort, at jeg har fundet ud af, at der er nogle ting, som er vigtige for mig at have styr på. Hvis jeg skal til et møde, hvor jeg skal sidde og koncentrere mig, så er der nogle ting, som jeg skal have styr på først, og det kan være helt ned i små detaljer som at skifte blomstervandet, for ellers kan det godt støje for mig. Det kan også godt støje for mig, hvis jeg ved, at jeg har en fyldt vasketøjskurv, som jeg ikke allerede har sat i gang. Det støjer for mig, når der ikke er orden i hjemmet. Jeg er til gengæld også blevet bedre til at kunne sige til mig selv, at det er okay, og at der ikke sker noget ved, at det ikke er gjort, for det gør faktisk ikke nogen forskel, når det kommer til stykket. Den form for løbende peptalk kan jeg bedre give mig selv, efter at jeg har fået min diagnose.”
7. Det helt rigtige match
I efteråret 2023 var Caroline Fleming til surpriseparty for sin bedste veninde. Da hun forlod festen hen mod midnat, krammede hun en af sine venner farvel, men lidt for hårdt, så det efterfølgende gjorde ondt i brystkassen. Hun skulle egentlig være fløjet til Los Angeles dagen efter, men måtte i stedet forbi en plastikkirurgisk klinik for at blive scannet.
Det viste sig, at hun havde bøjet to ribben og desuden fået en fibersprængning. Imens faldt hun og lægen Frederik i snak, og det viste sig, at de tilfældigvis begge to skulle holde efterårsferie i Dubai, ja tilmed skulle de afsted med samme fly.
“Det gik op for mig, at jeg har brugt rigtig meget af mit liv i følelsesmæssigt mismatchede relationer”
“Livet har det med at tage nogle meget pudsige drejninger. Jeg tror på, at der er mere mellem himmel og jord, og jeg tror på, at når alle stjernerne aligner i et millimagisk sekund, så kan man få lov at være ufattelig heldig. Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg skulle være single resten af mit liv, jeg havde fundet fred i den, jeg er, og jeg havde fundet ud af, at alle mine følelsesmæssige behov allesammen ligger inde i mig selv. Jeg havde det sådan, at jeg aldrig nogensinde behøvede at lede efter nogen igen – men så mødte jeg Frederik.
I forbindelse med min terapi i sin tid gik det op for mig, at jeg har brugt rigtig meget af mit liv i følelsesmæssigt mismatchede relationer, men jeg fandt også ud af, at det var noget, jeg faktisk selv kunne tage ansvar for – og endda selv opfylde. Jeg kan opfylde mine egne emotionelle behov ved at vælge mine venner, og for første gang i mit liv er jeg nu også i den helt rigtige kærlighedsmæssige relation. Det er det smukkeste, jeg nogensinde har oplevet. Tænk, at jeg er så heldig, at jeg har mødt mit følelsesmæssige kærlighedsmatch i Frederik – og at vi stadigvæk er unge nok til, at vi har så meget af livet foran os.”
Caroline Fleming danner par med Frederik Kølle, der er læge og plastikkirurg. For tiden er de ved at starte skønhedsbrandet Caolin, og til oktober åbner de deres første klinik sammen på Jægersborg Allé nord for København. “Navnet er inspireret af kaolin, der er japansk ler, som er meget, meget fint og derfor let at forme, og samtidig har det jo en vis lighed med mit eget navn. Det er vores ambition, at Caolin skal være den førende klinik inden for æstetisk skønhed, plastikkirurgi og longevity. Jeg går rigtig meget op i at være den bedste version af mig selv, og huden er jo vores største organ. Hvis vi passer godt på vores krop, på vores hud og på vores organer, så kan vi gå hen og blive rigtig gamle,” siger hun.
