Identitet

Anja Camilla Alajdi: “Sundhed er at kunne trække vejret uden at føle mig fortravlet og prioritere at kunne træne og lave god, ren mad. Jeg er i gang med en gennemgribende helbredsstatusundersøgelse, og det er spændende, hvor meget man rent faktisk selv kan gøre”

- 19/01/2026

Den 53-årige stylist Anja Camilla Alajdi fortæller om fordomsfri inspiration, kartoffel madder og de tre ting, hun ville redde, hvis hendes hjem brændte

Blå bog

Anja Camilla Alajdi, 53 år. Stylist og designer, arbejder bl.a. som stylist for dronning Mary og værterne på ‘Vild med dans’. Bor i København med sin mand. Har to børn, Karla på 27 og Otto på 22, samt bonusbørnene Luella på 19 og Roberta på 17. Følg hende på @anjacamillaalajdi

DEN FØRSTE KULTUROPLEVELSE, JEG KAN HUSKE, VAR, da jeg flyttede til København som 19-årig og boede i St. Kongensgade. Jeg fejrede det ved at gå alene i Det Kgl. Teater. Jeg købte billet til en ballet, jeg husker virkelig ikke hvilken, men med siddeplads i galleriet. Jeg så ikke så meget af forestillingen, men jeg husker, jeg så på alt andet omkring mig: publikum, salen, udsmykninger. Jeg følte, jeg var med i en film, og mærkede en stemning af noget særligt. Det var min første, men heldigvis langt fra sidste gang i Det Kgl. Teater.

Foto: Sidsel Alling

HVIS JEG IKKE LAVEDE DET, JEG LAVER I DAG, VILLE JEG finde på en dims eller en pille, der kunne hjælpe verden i balance, en pille mod magtsyge og begærlighed. Jeg ville nok også dykke ned i næste niveau af min kreativitet og udforske andre veje, man kunne gå med den.

EN GADGET, JEG IKKE KAN LEVE UDEN, er min telefon. Den ville jeg have svært ved at undvære. Den bliver brugt til al kommunikation, inspiration, noter, kontakter og nyhedsopdatering. Jeg bruger den meget, men jeg er meget selektiv med, hvad jeg downloader, og hvad jeg accepterer på min telefon. Jeg bilder mig ind, at jeg stadig kan forbeholde mig retten til at både tænke og formulere mig selv, og accepterer, at man ikke behøver at vide eller have svar på alt. Jeg svarer alle interviews, citater og forespørgsler selv, og der kan forekomme et ord, der mangler, og stavefejl, men det er jo menneskeligt.

Foto: Sidsel Alling

I DEN SIDSTE SMS, JEG SENDTE, STOD DER noget, jeg ikke kan afsløre, og den var til en, jeg ikke kan sige navnet på, for jeg er ved at planlægge en surprise.

DEN BEDSTE GAVE, JEG FOR NYLIG HAR FÅET, var blomster af min mand. Det nyder jeg, og jeg har dem længe. Først står de, som jeg får dem, og så efterhånden som nogle af blomsterne bliver trætte, så tager jeg de døde væk, klipper de blivende kortere og fordeler dem i en ny vase. Så kan der over tid komme to-tre forskellige buketter ud af det.

Foto: Sidsel Alling

NÅR JEG HAR BRUG FOR RÅD, taler jeg med min mand. Det er givende, fordi det ofte er i en dialog, så man på den måde selv bliver en del af f.eks. en beslutning, men et godt råd kan jo også være modsat det, man selv har tænkt.

NÅR JEG HAR BRUG FOR INSPIRATION, slår jeg antennerne ud. Når man ikke er for fordomsfuld, så kan man blive inspireret af selv hverdagen, mødet med mennesker og også mennesker, som ikke kun er dem, man ellers omgås. Og af steder, dufte, smage, minder og historier. Jeg bliver mest inspireret af ikke-konkrete ting, men stemninger, omgivelser og vibes. Hvis man deler og giver uden at forvente at få noget igen, så kan magiske.

MIT FORBILLEDE ER alle, der hviler i sig selv og ikke går så meget op i, hvad andre tænker, dog uden at være hensynsløse.

Foto: Sidsel Alling

SUNDHED FOR MIG ER at kunne trække vejret uden at føle mig fortravlet og prioritere at kunne træne og lave god, ren mad. Jeg vil hellere forebygge end helbrede. Jeg er i gang med en gennemgribende helbredsstatusundersøgelse, og det er spændende, hvor meget man rent faktisk selv kan gøre. Og så meget mere god tid med nær familie og venner. At tage aktion på de ting, man kan gøre noget positivt ved, og lade det ligge, som man alligevel ikke kan gøre noget ved, dét er sundhed for mig.

KÆRLIGHED FOR MIG ER accept, respekt, loyalitet, ærlighed og venskab.

EN EGENSKAB, JEG SÆTTER STOR PRIS PÅ, ER tydelighed. Det er godt at kunne mærke, høre og forstå, hvad der sker omkring en. At navigere i det modsatte er noget rod. Så man skal ikke forveksle tydelighed med at være hård og streng. Mere ærlighed er en vejviser.

Foto: Sidsel Alling

MIN LIVRET LIGE NU ER en kartoffelmad, med mayonnaise, kalkun-bacon og helt vildt meget purløg, næsten det hele af en lille potte.

I MIT KØLESKAB ER DER ALTID sødmælk til kaffen. Jeg putter ikke særlig meget mælk i. Som jeg siger: “Bare en hurtig mælk i kaffen”. Det er bare at vippe kartonen et sekund ned i koppen – så har jeg bildt mig ind, at mine tænder ikke tager farve af kaffe. Jeg har ret lysetænder, og det vil jeg gerne holde fast i.

Foto: Sidsel Alling

Min yndlings restaurant kommer an på hvor og hvordan. Ude i den store verden venter der lange lister af steder, jeg gerne vil prøve. Hvis man har set ‘Chef’s Table’ på Netflix, så kan man bare starte fra en ende af. Men hvis jeg blot skulle nævne én, så er en sikker vinder Søllerød Kro, som er en klassisk gedigen madoplevelse. Det er en restaurant med en michelinstjerne, så det er ikke noget, der sker så ofte, men der er noget ved stedet, der appellerer til mig. Det skal bare være sådan, uden at det er en tidslomme.

JEG VIL GERNE SPISE PÅ Restaurant Mirazur i Menton i Frankrig. Det er mad fra absolut øverste hylde, uden at det er skum og dyre, sjældne råvarer, men mad lavet med stor kærlighed og respekt for, hvor råvarerne kommer fra. Der er en kæmpe dedikation til kokkehåndværket. Det kan altid imponere mig, nok også fordi jeg ikke selv er særlig kyndig i et køkken.

Foto: Sidsel Alling

SKØNHEDSPRODUKTET, JEG BRUGER IGEN OG IGEN, ER mit ‘skræddersyede’ hårekstrakt fra Hårklinikken. Den ting, jeg altid har fået flest komplimenter for, er mit hår, og det har nok også gjort, at jeg gerne vil passe ekstra godt på det. Selvom jeg har meget af det, var jeg begyndt at miste en del og blive tynd i tindingerne. Jeg er virkelig glad for, at jeg har opdaget, hvad det kunne gøre, for jeg har fået tætte tindinger igen, så det vil jeg altid bruge igen og igen. Generelt er jeg vild med skønhedsprodukter, og jeg er heldig, at jeg ofte har mulighed for at prøve en masse. Jeg elsker også Vintner’s Daughters ‘Active Botanical Serum’, som kan bruges på tværs af al anden hudpleje. Jeg bruger den periodevist, når jeg kan mærke, min hud higer lidt.

Foto: Sidsel Alling

PÅ MIN MATERIELLE ØNSKELISTE  STÅR EN ny og lidt større træterrasse omkring vores hus på landet. Terrassen er uden tvivl ‘spottet’ i og omkring vores hus på landet. Der tilbringes meget tid der, og den kalder på en opdatering og en udvidelse.

MIN PERSONLIGE STIL ER INDBEGREBET AF mit signaturlook: skjorter, jeans, loafers og en blazer. De items har jeg i alle afskygninger.

Foto: Sidsel Alling

MIT BEDSTE TØJKØB NOGENSINDE ER EN sort blazer købt i genbrug på Fyn til 45 kr. Mange tror, det er en YSL. Den har så god pasform og er tidløs.

I MIN TASKE ER DER ALTID ingenting. Jeg har fine tasker, men jeg bruger dem ikke så ofte. Jeg har min telefon i den ene hånd og nøgler i den anden. Det er egentlig, hvad jeg har med mig.

DEN BEDSTE DUFT I VERDEN ER parfumen ‘Safran Secret’ fra Maison Crivelli, og en altid tilbagevendende er ‘Marrakech Intense’ fra Aesop.

Foto: Sidsel Alling

DEN SENESTE TING, JEG HAR KØBT, SOM JEG ELSKER, ER et par nougatfarvede Margiela Tabi-ballerinaer. Jeg bruger normalt ikke ballerinaer, men både farven og tvistet med Tabiens ‘split toe’ giver dem lige en anden dimension.

BYEN, JEG IKKE KAN VENTE PÅ AT KOMME TILBAGE TIL, ER Lissabon. Den by er smuk, gammel, upoleret, slidt og på sin egen måde storslået. Man er i gang med at tage hånd om det ødelæggende forfald, for det er jo ikke godt. Så der er også initiativ, energi og noget, der spirer, i byen.

Foto: Sidsel Alling

FAVORITRUMMET I MIT HJEM ER karnappen i spisestuen med udsigt til Københavns Minimanhattan. I huset på landet er det soveværelset, hvor man vågner til en udsigt over den skønneste fredede natur medet rigt dyreliv.

HVIS MIT HJEM BRÆNDTE, VILLE JEG REDDE min kærlighedsbog fra min mand, der indeholder citater fra vores tidlige SMS-korrespondancer med de fineste illustrationer til, et omfavnende par i keramik, som min datter har lavet, og et par skærebrætter, min søn har lavet, hvor han med en brænder har skrevet MOR.

Foto: Sidsel Alling

DEN BEDSTE SOUVENIR, JEG HAR BRAGT HJEM, ER lækre glaserede keramikskåle fra Mallorca. De kan bruges til alt, f.eks. gode salater, og kan også komme i ovnen.

DEN BEDSTE BOG, JEG HAR LÆST, ER skrevet af Helle Helle. Det er enkelt, ærligt og alligevel tankevækkende. Hun er minimalist i historiefortælling ind til benet, I like.

EN KUNSTNER, JEG VILLE ØNSKE HANG PÅ MIN VÆG, ER Mark Rothko. Et af hans farvefeltsmalerier, der i al deres enkelhed er de smukkeste, vildeste og mest spændende farvesammensætninger. Man ville ikke være i stand til at vælge, hvis man havde frit valg.

EN KUNSTNER, JEG ALLEREDE HAR ET VÆRK AF, OG SOM JEG ELSKER, ER Malene Birger. Jeg kan lide hendes univers, som jo ikke er spækket med farver, men de værker kan være med til at samle noget af det, vi har, som har masser af farver. Og så er hun min gode veninde og har foræret mig personlige gaver, som jo giver den personlige dimension.

Foto: Sidsel Alling

JEG HØRER Tracy Chapmans album fra 1988, som hedder ‘Tracy Chapman’, på repeat. Det har alle de store, legendariske sange. Det er virkelig et af mine yndlingsalbum, selvom det altså snart er 40år gammelt. Teksterne er desværre meget relevante, så nogle gange sker der ikke så meget på små 40 år. Og på samme tid føles det, som om der er en verden til forskel. Så kan man tænke over hvorfor…

HVIS JEG KUNNE LAVE EN FORANDRING I VERDEN, ville det ikke være nok, men der skal uden tvivl skrues gevaldigt ned for det kæmpe forbrug af ting, vi mennesker har. Vi skal bare eje og opleve. Der findes børn i Danmark, der flere gange om året har været på den anden side af jordkloden, men aldrig har været på Fyn. Det er jo ikke børnenes skyld, men vi voksne skal vise vejen for både vores børn og miljøet. Der er ting, vi skal indse, og det er, at naturen og miljøet ikke holder til denne måde, vi er i gang med at arrangere os på. Der blev tændt for en knap der.

DET GØR MIG GLAD, når jeg oplever retfærdighed og ærlighed.

DET GØR MIG VRED, når jeg modsat mærker uretfærdighed og løgne. Altså vred, så man både kan se og høre det.

Foto: Sidsel Alling

JEG GRINER INDIMELLEM med mig selv, men der, hvor jeg får de sjoveste grineflip, er blandt mine børn og min mand. Vi er helt på samme frekvens, hvad humor angår.

I LØBET AF DET NÆSTE ÅR VIL JEG leve mere efter overbevisninger og god mavefornemmelse og gå efter nye, spændende projekter. Og naturligvis bruge mere god tid med familie og gode venner. Sundhed over hele linjen for alle på matriklen.

Læs ogå

Julie Fagerholt: “Jeg trænede virkelig meget, spiste virkelig sundt og drak nærmest ikke alkohol, men på Lanserhof fandt jeg ud af, at jeg havde gjort noget helt forkert”