Agenda

Hun var overbevist om, at hun aldrig ville få det godt igen. Nu har Saint clara et vigtigt budskab

- 15/09/2023

Sangeren Saint clara med det borgerlige navn Clara Toft Simonsen fortæller i et Instagram-opslag om sin depression og selvmordstanker. Hun har en opfordring: Vi skal huske at tale sammen om vores problemer.

Denne artikel blev første gang bragt på femina update. 

For fire år siden havde sangeren Clara Toft Simonsen en depression.

Faktisk havde hun det så dårligt, at hun flere gange tog sig selv i at tænke, at det ville være meget nemmere, hvis hun ikke var her.

Sådan skriver hun i et opslag på sin Instagram-profil i anledningen af, at september er suicide prevention month.

femina update har været i kontakt med Clara Toft Simonsen, som har givet os lov til at dele hendes opslag.

Har du det svært?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.
Du kan ringe til Livslinien på 70 201 201.
Livslinien har åbent året rundt fra kl. 11-05.
Læs mere om Livsliniens tilbud her.

Sangeren, som de fleste af os kender som Saint clara, skriver også, at hun var overbevist om, at hun aldrig ville få det godt igen – men det gjorde hun.

“Det er enormt grænseoverskridende at snakke om selvmordstanker, men faktum er desværre bare, at virkelig mange har prøvet at have dem. Det lyder banalt at sige, og man har hørt det tusinde gange før, men det hjælper virkelig at snakke med andre om det – selvom jeg godt ved, at det på ingen måde er nemt,” skriver hun.

Hun er selv dårlig til at snakke om sine følelser – især dem, der gør allermest ondt, men hendes sangskrivning har hjulpet hende. Det har været hendes måde at fortælle om de svære ting på, skriver hun.

Men hun er også klar over, at det ikke er alle, der kan skrive sange: “så huskhuskhusk at snakke med hinanden og ikke være bange for at spørge ind.. asking is key.”

“Jeg deler ikke det her med jer for at få medlidenhed, men for at sætte fokus på et virkelig vigtigt emne, som der stadig ikke er nok fokus på,” skriver hun.

Hun tror, at vi kan forhindre, at flere mister livet til selvmord ved at tale mere åbent om vores problemer.

“Jeg håber ihverfald, at der efter det her opslag sidder nogen derude og føler sig mindre alene med deres tanker. Og til dig, der lige nu sidder og føler, at jorden ville være et bedre sted uden dig…. Vi elsker dig og vil så gerne have, at du bliver. ❤️”