Agenda

Hun tænkte, mødet gik godt. Kort efter tikkede beskeden ind: ”Hvor var det rart at mærke din krop”

- 12/05/2023

Kvindelige iværksættere skal kæmpe hårdere end de mandlige. Én af dem, som kan skrive under på det, er Nima Sophia Tisdall, der her giver et indblik i to unge kvinders spæde skridt i et mandsdomineret og sexistisk dansk iværksættermiljø.

Denne artikel blev første gang delt på femina:update i maj 2023.

Nima Sophia Tisdall var netop kommet hjem fra et møde med en potentiel samarbejdspartner, da en besked tikkede ind på hendes telefon.

Beskeden var fra den mand, hun netop havde haft et møde med. Kort tid forinden havde hun stiftet virksomhed sammen med sin forretningspartner Christine Herbert, og manden her skulle introducere de to unge iværksættere for mulige kunder.

Det var gået godt til mødet, og Nima var fortrøstningsfuld, da hun åbnede beskeden.

– Det var hyggeligt at møde dig. Jeg sad og blev lidt småforelsket i løbet af mødet. Og hvor var det rart at få lov til at mærke din krop, da vi sagde farvel.

Nima Sophia Tisdall blev helt paf. Ordlyden i beskeden var åbenlyst alt andet end professionel, og det gik op for hende, at det netop overståede netværksmøde var spild af tid.

Hun var skuffet. Ikke overrasket, men virkelig skuffet.

– Når man er udsat for det igen og igen og igen, så begynder man faktisk at normalisere det en lille smule. Og det synes jeg ikke, vi skal, slår hun fast.

Manden her var bare én af mange skuffende, mandlige bekendtskaber, som de to unge iværksættere mødte, efter de stiftede virksomheden Blue Lobster, en digital markedsplads for bæredygtige fiskere, tilbage i 2019.

På det tidspunkt var Nima Sophia Tisdall 24 år gammel og studerende på CBS. Hendes medstifter Christine Herbert var netop blevet færdig på Københavns Universitet. De første mange møder, de havde med mulige samarbejdspartnere og netværksrelationer, gik helt anderledes, end de havde forventet.

Faktisk havde de mænd, de mødtes med, ofte en anden agenda, og det var både ubehageligt og svært at navigere i, fortæller hun.

– Tilbage i 2019, da vi var helt små og lige gået i gang, snakkede vi med så mange mennesker som muligt, hørte folks erfaringer og lærte fra dem. Men det, vi oplevede, var en masse mennesker, som ikke tog os seriøst, men som faktisk prøvede at gøre de møder, vi havde, til romantiske møder, fortæller Nima Sophia Tisdall.

– Vi talte på det tidspunkt, at otte ud af 10 af de første møder, som vi havde i startup-miljøet i København, var et romantisk forsøg på en eller anden måde. De blev nærmere opfattet som dates af de mænd, vi mødtes med.

Det er ikke ukendt, at kvindelige iværksættere står over for en hel del udfordringer, når de kaster sig ud i startup-miljøet i Danmark.

I Danmark opnåede startups grundlagt af kvinder i 2022 kun 0,1 procent af den samlede investerede kapital, mens 10,8 procent investeres i virksomheder, der er grundlagt af både mænd og kvinder.

Det vil sige, at 89,1 procent investeres i virksomheder grundlagt udelukkende af mænd, ifølge en rapport fra Unconventional Ventures.

Forskning fra CBS fra 2023 viser ligeledes, at kvinder ikke kun risikerer diskrimination fra banker og investorer, men også fra folk på deres egen lønningsliste.

Medarbejdere i startups er nemlig mindre villige til at gøre en ekstra indsats for kvindelige iværksættere, siger Vera Rocha, lektor ved Copenhagen Business School, i en pressemeddelelse.

Samtidig ved vi fra tidligere forskning, at investorer har tendens til at spørge mandlige iværksættere, hvordan de vil få succes, mens kvindelige iværksættere skal forklare, hvordan de vil forebygge fiasko.

Det medfører forskellige typer svar, der kan mindske kvindernes finansiering, hvis de får nogen overhovedet, siger Vera Rocha også.

Og så ved vi desuden, at selv om kvinder udgør halvdelen af den samlede europæiske befolkning, er mindre end en tredjedel af de nystartede grundlæggere kvinder.

Kvinder er dermed det største uudnyttede iværksætter- og ledelsespotentiale i Europa ifølge Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi.

Ovenstående er blot et udpluk af nedslående statistikker om kvindelige iværksættere, og det ærgrer også Nima Sophia Tisdall, hver gang hun bliver gjort bekendt med ny forskning på området.

– Men når jeg ser statistikkerne, så bliver jeg ikke overrasket på nogen måde, fordi det er det, jeg har oplevet. Jeg bliver i virkeligheden bare trist og bekræftet i, at det sker for os alle sammen. Det er ikke kun mig. Og så får jeg lyst til at tale højt om vores erfaringer, fordi jeg føler, at det giver nogle anekdoter til den statistik, der findes, forklarer hun.

Foto: Arkivfoto: Sofie Flinth

I dag er Nima Sophia Tisdal direktør i den danske venturefond Nordic Makers, der investerer i startups. Hun er trådt ud af sin egen virksomhed Blue Lobster og sidder i dag på den anden side af bordet.

Hun er 29 år, og siden hun stiftede sin første virksomhed som 16-årig, har hun gjort sig bemærket i erhvervslivet.

Hun har blandt andet fået plads på Forbes’ liste over de 30 største europæiske erhvervstalenter under 30 år og blev derudover i 2019 udpeget som et globalt forbillede gennem fonden The Obama Foundation.

Nima Sophia Tisdall var i 2022 også blandt de nominerede til PlanBørnefondens Pigepris for sit arbejde med at inspirere flere piger til at gå iværksættervejen og for at fremme ligestilling i Danmark.

Men rejsen til anerkendelse har været lang og sej og undervejs fyldt med fordomme og især talrige sexistiske bemærkninger.

– Noget af det, der irriterede mig, var, at jeg oplevede, at det skete mindre og mindre, jo mere vi præsterede. Jo mindre upassende opførsel mødte vi. Og så tænkte jeg tilbage på rejsen, og hvor tarveligt det var, at det var i den nyeste, mest usikre fase af min iværksætterrejse, at jeg var mest udsat.

“Det har taget mig mange år at sige højt, fordi jeg ikke havde lyst til at ødelægge mit netværk.”

Nima Sophia Tisdall glemmer heller aldrig det, der skete i forlængelse af et netværksarrangement, hvor hun sammen med sin forretningspartner i 2019 søgte investeringer. Her stødte hun på en investor, der var interesseret i deres projekt.

De satte hurtigt et møde op – det gik godt, og han åbnede muligheden for at invitere flere investorer med om bord, så det krævede endnu et møde.

Det tegnede godt, indtil følgende bemærkning faldt:

– Skal vi danse salsa næste gang? Jeg kender et godt sted, spurgte den mandlige investor.

Det skulle de selvfølgelig ikke, men først sagde Nima ja uden helt at forstå, hvad han egentlig mente. Men kort tid efter gik det op for hende, at hun ikke skulle se ham nogensinde igen.

Nimas forretningspartner oplevede desuden på et tidspunkt, at en person, som skulle hjælpe dem med funding til deres virksomhed, ud af det blå forsøgte at kysse hende.

– Og det udviklede sig til at være en virkelig, virkelig ubehagelig situation, fortæller Nima.

Efter Nima Sophia Tisdall er stået offentligt frem og har fortalt om, hvordan hun oplevede det at være en ung kvinde i startup-miljøet i Danmark, er der mange, som har rakt ud til hende og rost hende for hendes mod og for at turde sige det højt.

– Men det er ikke modigt, for det er mange år siden, og jeg er ikke længere afhængig af de mennesker. Det har taget mig mange år at sige højt, fordi jeg ikke havde lyst til at ødelægge mit netværk.

– Men jeg synes, at vi har et eller andet ansvar for at snakke højt om det, så fremtidens kvindelige iværksættere ikke bliver chokeret, når det sker. Og så håber jeg, der er nogle mænd i miljøet, som fremover vil tage fat i hinanden, hvis de bemærker noget, der er forkert.

Siden 2019 er der trods alt sket lidt i iværksættermiljøet, mener hun. Der er kommet flere kvindelige medinvestorer – ikke mange, men nogle – og branchen er begyndt at snakke om, at det er vigtigt, siger Nima.

– Og så er der kommet noget, der hedder diversity commitment. Det er noget, som mange fonde har underskrevet, som betyder, at de vil investere flere penge i kvindelige startups. Så det er ret fedt.

Nima Sophia Tisdall tror på, at vi kan opnå meget mere herhjemme, hvis kvinder kommer på banen på samme niveau som mænd.

Ifølge hende er vi bagud i Danmark, da man i andre lande rundt om i verden har haft den her samtale længe.

– Vi bliver nødt til bare at acceptere, at der er problemer, så vi kan begynde at gøre noget ved dem. Vi mudrer lidt rundt i det lige nu, og vi klarer os dårligere end både Sverige, Island, Finland og Norge. Alle dem, vi plejer at sammenligne os med.

I Nima Sophia Tisdalls nye rolle i Nordic Ventures er hun for nu den eneste kvinde i virksomheden. Men hun håber, at der vil sidde endnu flere kvinder rundt om og for enden af bordene i fremtiden.

– Jeg er blevet enormt vant til at være omgivet af mange mænd. Til gengæld prøver jeg virkelig at tiltrække flere kvinder til iværksættermiljøet ved blandt andet at vise, at det ikke behøver at være mandligt. Jeg prøver virkelig ikke at falde tilbage i den der rolle, hvor man gør sig selv en smule mere maskulin for at passe ind. Jeg prøver at være mig selv.

Læs ogå

Nora sagde fra, men blev overhørt: “Den her oplevelse må på ingen måde få lov at definere, hvem jeg er”