Selvom kampen for kvinders rettigheder skal kæmpes hver dag, er der i dagens anledning en række måder, du kan markere den vigtige dag på.
Selvom mange stadig mener, at der er ligestilling blandt kønnene, er det desværre langt fra en realitet indenfor alle parametre.
Derfor er den 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag, dedikeret til den kamp, der stadig skal kæmpes for kvinders rettigheder. Hver eneste dag.
Det er der mange virksomheder, brands og organisatione, der i løbet af dagen den 8. marts markerer med en række begivenheder, der både hylder kvinder og belyser emner som frihed, ligestilling og køn – og du kan være med.
Herunder har vi samlet en række af de arrangementer i København, Odense og Aarhus, du kan deltage i for at fejre Kvindernes Internationale Kampdag onsdag den 8. marts.
Mads Nørgaard: Kvinder af ord
Den ikoniske forretning Nørgaard Paa Strøget danner rammerne om en dag dedikeret til spoken word. Her kan du hele dagen opleve en række optrædener fra kvinder, der har taget udgangspunkt i et citat fra kunstfilmen ‘Skarpretteren’ af Ursula Reuter Christensen fra 1971: “Fat Mod. Det næste store øjeblik i historien tilhører os!”
Programmet starter allerede kl. 11.30, og arrangement er åbent for alle.
KVINFOs 8. marts i Vega
Danmarks center for køn og ligestilling, KVINFO, inviterer igen i år til fest på Vega i København for at fejre fremskridt for ligestilling, mens anledningen samtidig sætter fokus på nogle af de mange kampe, der stadig er nødvendige. Programmet byder på både koncerter, stand-up og talere fra ind- og udland, mens aftenen kulminerer med en efterfest på Ideal Bar.
Dørene åbner klokken 18.00 og billet er påkrævet. Har du ikke en billet, kan du streame hele aftenen live hjemmefra. Læs mere her.
Cinemateket: Kun kvindelige instruktører
Cinemateket markerer kampdagen med en række film, der er instrueret af kvinder. Du kan for eksempel strikke og drikke dig gennem filmen ‘Frida’ fra 2002 om den verdensberømte, mexicanske kunster Frida Kahlo, spillet eminent af Salma Hayek. Eller i filmen ‘Orlando’ fra 1992 se Tilda Swinton som adelsmanden Orlando, der af Dronning Elizabeth beordres til aldrig at ældes og derfor lever gennem fire århundreder – og skifter køn undervejs.
Første visning starter kl. 16.30 og der kræves billet. Læs mere her.
Museet KØN: Kvindernes Internationale Kampdag
Traditionen tro markerer museet KØN i Aarhus også kampdagen med et stort program under temaet frihed – frihed til at være den man vil, frihed fra fordomme og undertrykkende strukturer, frihed til at bestemme over egen krop og eget liv. Her vil du allerede fra klokken 10.00 kunne opleve både workshops, talere , debatter, musik og sex-quiz.
Der er gratis entré hele dagen, og du kan læse meget mere om programmet her.
Kulturmaskinen: Kvindernes Internationale Kampdag
Kulturmaskinen i Aarhus markerer også dagen med FH Fyn og AOF Center Odense. Derfor kan du fra klokken 17.00 være med, når programmet blandt andet byder på digtoplæsning fra den anmelderroste forfatter og spoken word-artist Naija Naiha Khiljee, høre mindeord om Ritt Bjerregaard og gå opdagelse i den mange bæredygtige boder.
Arrangementet er gratis, og du kan læse mere om det her.