33-årige Eva Hurtigkarl har set på kunst hele sit liv. Først på opfordring af sin mor, så en god folkeskolelærer og siden hen som kokkeelev i kantinen på Statens Museum for Kunst. Alligevel har hun aldrig selv drømt om at lave kunst – måske fordi, hun ikke bryder sig om at lave ting om.
Jeg er vokset op i et hjem, hvor vindueskarmene var fulde af små underlige figurer – nogle var pænere end andre. Hele lejligheden på Christianshavn var fyldt op med ting. På væggene hang der malerier, som min oldefar havde malet, og mange print og plakater. Jeg boede primært hos min mor, som altid har samlet på alt muligt. Som teenager var jeg irriteret over, at der var så rodet. At der ikke var en ensrettet stil. Da jeg flyttede hjemmefra, havde jeg et enormt stort behov for nogle rene linjer. Jeg ønskede mig ens bestik, fordi det var umuligt at dække et bord til to med noget, som passede sammen, hjemme hos min mor.
I dag laver min mor selv kunst. Det er ikke altid, at jeg kan lide det, hun laver, men jeg har et grønt maleri, som er virkelig flot og passer godt ind. Det gør hende glad og stolt, at jeg har det hængende. Jeg har også en del af den keramik, hun laver, det er virkelig spændende. Hun laver mange figurer, især dyr, som er skabt ud fra de finurlige karakterer, der fylder hendes hoved.
Da jeg var i starten af 20’erne, arbejdede jeg for Morten Halberg-Møller på hans lille galleri Limited Works, som i dag hedder Bricks Gallery og er noget større. Det var et hyggeligt sted at arbejde. Dengang var der ikke så mange kunstnere tilknyttet galleriet, så jeg lærte hurtigt deres værker ret godt at kende. Kunstnere som Mathias Malling Mortensen og Peter Larsen.
Det var inspirerende at tale med de besøgende om de værker, de overvejede at købe. Flere kom mange gange og kiggede på de samme værker. Det er en stor beslutning at købe kunst. Det var også fra galleriet, jeg købte mine første kunstværker. To tryk af henholdsvis Jan S. Hansen og Parker Ito.
Lige siden jeg som helt lille så på kunst med min mor, har jeg besøgt adskillige museer og gallerier. Jeg havde en virkelig god lærer i folkeskolen, som tog os med på museer i danskundervisningen, og gav os til opgave at prøve at forstå kunsten. I starten af mine 20’ere tog jeg på SMK næsten hver søndag. Det var et fantastisk sted bare at hænge ud. Senere endte jeg som kokkeelev i deres café, Kafeteria, som et led i min kokkeuddannelse. Jeg følte mig heldig, fordi jeg så på kunst hver dag. Det var det smukkeste at gå ned gennem caféen om morgenen, når lyset faldt ind på skulpturerne og lamperne.
I dag forsøger jeg at se mindst en udstilling om ugen. Ofte er det sammen med min kæreste, Mikkel, som selv er billedkunstner. Vi ser mange udstillinger af vores venner på mindre gallerier eller kunstskoler. For nylig købte vi et maleri af vores ven, Frederik Lautrup, som minder mig om Hammershøis værker på grund af farverne og stemningen i det. Jeg får en lidt melankolsk og rolig følelse af at kigge på det. Normalt forsøger jeg ellers at købe mere lyst og humoristisk kunst, så jeg kan blive glad hver dag, når jeg kigger på det.
Jeg har aldrig selv villet være kunstner. Det er fedt, at der er nogle, som har noget vigtigt at sige, men sådan har jeg aldrig følt. Jeg tænker også, at det er et meget ensomt og tålmodigt arbejde. Det er slet ikke sådan, jeg kan lide at arbejde. Jeg er altid omgivet af mennesker, og når min mad er færdig og serveret, kan jeg ikke redigere den. Det kan jeg godt lide. Jeg er ikke så vild med at lave ting om. Det bliver man nok nødt til at gøre meget som kunstner.
“Der er flere krydsfelter mellem madlavning og kunst. For eksempel i det at skabe retter, som ikke findes i forvejen”
Der er flere krydsfelter mellem madlavning og kunst. For eksempel i det at skabe retter, som ikke findes i forvejen. Det er bare ikke sådan, jeg arbejder. Jeg kan godt lide at lave retter, som allerede er opfundet og så blive bedre og bedre til at lave dem.
Der er selvfølgelig også meget æstetik i at dække et smukt bord. Jeg har da æstetisk sans, men jeg vil hellere arbejde sammen med nogle, som virkelig er gode til det. Gerne kunstnere som min gode veninde Lulu (Kaalund, red.), der også har arbejdet som kok. Hun går til anretningerne på en anden måde, end jeg selv ville gøre, og giver retterne et helt nyt udtryk.
Det seneste værk jeg har fået, var et stort hæklet værk af Lulu, som hun gav mig i fødselsdagsgave. Hun hækler altid, når vi er sammen. Så sent som i går, sad hun og hæklede i min seng, mens vi så Formel 1. Jeg føler, at jeg er med i processen, når jeg ser, hvordan værkerne bliver til. Det er fascinerende at være vidne til. Hvor tidligt i processen mønstrene opstår. Jeg er meget opmærksom på, hvilke farver hun bruger i forskellige perioder, og hvordan hun sammensætter farver i kombinationer, jeg ikke selv var kommet på.
