Agenda

Enhedslistens Victoria Velásquez: “De sociale medier er jo en gave, men det kan også være hårdt som kvinde med minoritetsbaggrund”

- 17/10/2022

I forbindelse med folketingsvalget har vi talt med kandidater fra en række partier. Her kan du møde Victoria Velásquez om at være draget af et fællesskab og det ansvar, der følger med som folketingskandidat og politiker.

Hvordan kom du først ind i politik?
“Jeg er vokset op i Sydhavnen, men boede på Vestegnen, da jeg blev aktiv i Enhedslisten som 16 årig, og det var lidt sent i det regi, for de andre medlemmer var startet tidligere. Der var flere faktorer, der havde betydning for, at jeg blev politisk aktiv.

Men jeg er vokset op med en meget tumultarisk barndom, hvor stærke fællesskaber har hjulpet mig meget. For livet kan byde på nogle ting, hvor man har brug for et fællesskab eller et netværk, som jeg har været heldig at have. For politik handler også om muligheden for at skabe fællesskaber. Det er velfærdssamfundet et godt eksempel på, hvor ingen står alene og hvor dem, der har meget bidrager med mere, og hvor der er et godt sikkerhedsnet.”

Hvad er den største fordom, du møder som politiker?
“At politikere er virkelighedsfjerne og utilgængelige. Men det er slet ikke min opfattelse. Jeg holder for eksempel mange lyttemøder, hvor jeg inviterer folk ind i maskinrummet for at høre dem og deres bekymringer. Det har mange været meget overraskede over, fordi de oplever politik som noget, man overværer og ikke deltager i. Det er vigtigt, vi hører dem, det drejer sig om, så beslutningerne kommer tættere på dem, det vedrører.”

Foto: Alona Vibe

Hvilke overvejelser har du gjort dig omkring det mediefokus, der følger med jobbet som politiker?
“På den ene side giver det jo god mening, for der følger et stort ansvar med som politiker. For de beslutninger, man træffer, har enormt stor betydning for mange mennesker. Så jeg har været meget opmærksom på at formulere mine udtalelser rigtigt, så det ikke kan blive taget ud af kontekst. men jeg er også genert af natur, så det har også være en udfordring.”

“De sociale medier er jo en gave, men det kan også være hårdt som kvinde med minoritetsbaggrund, for der kan komme rigtig mange hadefulde, grimme og sexistiske kommentarer. Det kan desværre også afskrække særligt kvinder for at træde ind i politik og lade sin stemme blive hørt,  for der er en stor skævhed i, hvem der interagerer på sociale medier, hvor det ofte er unge og kvinder, der holder sig fra at deltage i debatter. Der har jeg et ansvar for at modere mit kommentarspor og for eksempel skjule dem, der er hadefulde. For de kan betyde meget for den enkelte person, de er rettet imod. Så jeg vil gerne være med til at fordre til den gode kultur på sociale medier.”

Foto: Alona Vibe

Hvad tiltrak dig ved Enhedslisten?
“Det er særligt visionen om at skabe grobund for en endnu stærkere uddannelsessektor, hvor alle kan være med. Alle, lige meget hvilken baggrund, minoritet eller køn. Og samtidig det at sørge for, at ingen føler sig diskrimineret. Det er nogle stærke værdier, som jeg tror meget på. For jeg har altid haft en stærk retfærdighedssans, der trådte i kraft helt tilbage som barn. Så jeg var aldrig i tvivl om, at det skulle være Enhedslisten, det virkede bare helt naturligt, at det var der, jeg skulle være.”

Om Victoria Velásquez

  • 31 år.
  • Har en eandidat i Arbejdslivsstudier og Socialvidenskab fra Roskilde Universitet.
  • Medlem af Folketinget for Enhedslisten siden 2019.
  • Stiller op som folketingskandidat for Enhedslisten i Fyns Storkreds.

Hvis du skulle føre én enkelt ting igennem lige nu, hvad skulle det så være?
“Ligeløn. Jeg synes, det er uretfærdigt, at vi stadig har de gamle spor af et forældet kvindesyn, som stadig påvirker os – for eksempel også gennem gamle politiske beslutninger. Samtidig er der færre og færre, der vil uddanne sig til vigtige jobs som lærere og pædagoger, og det kan virkelig blive en bombe under vores velfærdssamfund, hvis ikke vi gør de jobs attraktive. Det er ikke fair, kvinder får mindre. Det er så vigtig en opgave, at alle i faget burde blive set. Så det er både i forhold til uretfærdigheden, kvindesynet og velfærdssamfundet.”

Hvad gør netop dette folketingsvalg til noget særligt for dig?
“Det er vigtigt, fordi vi i Enhedslisten gerne vil kæmpe for at fortsætte de ting, vi har starten. De sidste tre har vi for eksempel været med til at sikre investering i velfærden, og det har der ikke været gjort i lang tid. Men vi er slet ikke i mål, og derfor vil vi gerne fortsætte det. Så det er virkelig spændende at se, hvad der sker med det her valg. Vi skal nå meget længere, så jeg er virkelig spændt på, hvad der skal ske.”

Læs ogå

Nikoline Prehn får uønskede kommentarer under valgkampen: ’Må jeg ikke knalde dig i stedet for at stemme på dig?’